Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det må du undskylde. Jeg troede du mente, da min søn var ked af det og svigtet af sin kone. Det har jeg så misforstået. Jeg skrev jo, han havde været i samme situation.
Ja, så kan jeg forstå på det du skriver, jeg ikke kan hjælpe dig, for hverken min søn eller jeg blev i vores ægteskaber. Jeg vil håbe, du kan få hjælp fra anden side.
Venlig hilsen.
Utroskab - jamen det er altså noget rigtigt skidt at komme ud i.
I min verden, er det farvel - og det så der ingen tvivl er om det - ikke om jeg orkede en mand der muntrede sig i byen - og jeg samtidig med det, skulle lave hans mad, vaske hans tøj og se efter hans halvpart af børnene også - så langt hellere være alene, uden tvivl og usikkerhed -
Og tro mig, der findes faktisk mange mænd, der absolut ikke kunne drømme om at være deres partner utro - og sådan en er der også til dig derude.
Et gammelt ordskrog - "En gang utro, altid utro"
Stort knus elisabeth
Ja det siger ordsproget måske, men jeg tror så ikke det er i alle tilfælde... men det er da også bl.a. det der nager mig.. hvis han har kunne gøre det i 7 år, kan han sgu da gøre det igen... Og skal jeg spilde mit liv på sådan en mand der kun vil mig halvt?
Hvorfor er det så svært for mig at beslutte mig til at komme videre for mig selv.. forstår det virkelig ikke. Min grænse burde være nået for længe siden.. jeg er et svagt og usikkert menneske - åbenbart... Men elsker ham jo desværre stadig hvilket ikke gør det nemmere...
Sådan sagde jeg også, og jeg var 100% sikker på, at skete det for mig, så ville jeg gå.
Det kunne jeg bare ikke.
Min mand havde været utro med mange kvinder og syv til otte år. Måske har han været det altid, hvad ved jeg. Jeg fik det at vide i 1988.
Jeg blev altså, og vi har snart guldbryllup.
Så længe du tvivler, skal du ikke forlade skuden. Jeg er sikker på, at du ved bedst om din situation.
Der er jo rigtig mange der er utro, og så længe man ikke ved det, kører forholdet ikke så godt som det kan.
Du er heldig stillet, du er ikke økonomisk afhængig, så af den grund kan du vælge med hjertet. Det er en god ting.
Jeres forhold vil forandres, det kan ikke undgåes. Det vil blive mere modent. Din sorg eller din vrede kommer også af, at du føler du har mistet noget. Du skal forholde dig på et mere modent plan til hvad kærlighed er.
Det tager sin tid, din kærlighed som du har til din mand, kan ikke erstattes af en ny mand. Der vil under alle omstændigheder gå ligeså lang tid, som det tager at "hele" dig selv der hvor du er nu.
Det er vigtigt at du ikke går på kompromis med dine følelser, eller vil gøre alt for at beholde din mand. Du skal tværtimod vide med dig selv, at går han, så går han. Der er ingen garantier her i livet.
Du har muligheden for at vokse og gøre dig følelsesmæssig uafhængig af din mand, det er ikke det samme som at være afvisende. Det handler mere om "at stå ved dig selv".
Min mand begyndte at skælde mig ud og bebrejde mig at jeg var gal og såret. Så kan detnok være han fik "kærligheden at føle".
Vrede er også et udtryk for kærlighed, eller for at elske et andet menneske. Man bliver ikke vred på nogen eller noget der ikke har nogen betydning for en.
I lang tid var jeg flov over at have sådan mand. Jeg ville ikke ses med ham i byen, det var simpelthen for pinligt. Men det var jo ikke mig der skulle skamme mig, det var jo ham.
Din mand skal også vide og forstå hvad han har gjort mod dig. Han må acceptere at du ikke ligefrem er vild med ham, han må finde sig i at du har dine tvivl. Det er det han har gjort mod sig selv og sin familie. Han har gjort sig utroværdig, ikke ligefrem en mand man ser op til. Han har krænket sig selv, sit ægteskab og sit forhold til dig.
Det skal han forholde sig til, og jeg kan love dig det tager tid.
Du skal ikke trøste ham, han må og skal have sin lidelse i fred, den er han nød til at bære selv.
Man kan sige at i bliver skilt ad psykisk og det kan altså give en rigtig god grobund for et modent og virkelig kærligt forhold, hvor i ikke i fremtiden oplever skuffelser, i ser hinanden i et mere realistisk lys.
Så giv dig tid, og giv din mand tid.
Da jeg oplevede det faldt jeg nogle dage efter ved en ren tilfældighed over en bog der hedder "Tilværelsens ulidelige lethed," som i grove træk handler om en mand der er sin kone utro gennem hele deres lange ægteskab. Han forsøger som alle at skjule det da han kan se hvor ødelæggende det er for hans kon - han kan bare ikke lade være idet han tiltrækkes for meget af kvinder til det.
Et paralel forløb beskuer situationen og handlingen fra et filosofisk synpunkt fx: "hvis jeg bare blev ophidset ved synet af en svale kunne jeg elske Teresa uden at såre hende" osv
hvis du er typen der kan begrave dig i en god bog, kan denne, erfarede jeg, bruges til en god omgang selvterapi.
- Marie
Tusinde tak for dit svar.. det hjælper mig at høre at det rent faktisk KAN lade sig gøre at komme videre sammen. Det er hvad jeg har valgt nu.. er dog ikke helt sikker på at det rent faktisk holder i mange år, for FOR POKKER hvor gør det bare ondt... nogen dage værre end andre.. Og kan slet ikke forstå at min mand har kunne gøre det. Føler også det er slemt at det er med den samme person i alle de år.. omvendt må der jo også være en årsag til at han ikke bare har valgt hende så... og han vælger jo stadig mig, åbenbart.
Nu må jeg prøve at ligge fortiden bag mig og komme videre og få det godt med mig selv. Og måske en dag er jeg parat til at tage springet og blive alene og måske skal vi være sammen resten af livet. Det KAN kun tiden vise... Er bare så frygtelig bange for at han gør det igen for denne her nedtur jeg har været igennem nu den klarer jeg bare ikke igen :-(
Men der jo ingen garantier her i livet.... for noget som helst.. Og jeg tror ikke på den der med en gang utro altid utro... nogen lærer jo af det...
Ja for pokker det gør ondt. Hvorfor den man elsker kan finde på at ville gøre én så meget ondt, også mange år frem, forstår man bare ikke.
Man skal gøre op med sig selv, hver især, om man kan leve sammen, med det kedelige i har oplevet.
Det er nok også hårdt for ham, han skal hvergang han ser dig, blivet mindet om hvor meget han har såret dig.
Jeg håber at du på et tidspunkt, med tiden igen kan finde lykken i livet, hilsen fra en der har være i samme båd.
hilsen minibus4
Bliv aldrig, aldrig, aldrig udelukkende for barnets/børnenes skyld! Det, man ser som barn, vil man selv gentage som voksen - mere eller mindre. Hvis I lever med en dårlig stemning i jeres samliv, kan din søn udmærket mærke det, og det får ham bestemt ikke til at få det bedre.
Jeg vil komme med en anden vinkel på dit indlæg - for jeg var nemlig den, der var utro! Og hvorfor var jeg så det? Det var jeg, fordi min mand simpelt hen ikke var i stand til at til at gøre mig glad, til at værdsætte mig, til at føle mig attraktiv. Jeg var simpelt hen nødt til at gå andre steder hen, for at mærke om jeg overhovedet var i live. Det er en lang historie, og jeg svarer gerne på eventuellle spørgsmål.
I mit tilfælde fandt min mand da også ud af det på et tidspunkt, men i modsætning til dig, så valgte han at acceptere det, for "man skulle jo nødigt tabe ansigt". Ja, han indeholdt primært vat!!!
Jeg ville ud af det, men havde samme anfægtelser, hvordan skulle jeg klare mig? Hvordan med de to børn? På et tidspunkt kunne jeg ikke holde det falske liv ud længere, så jeg sagde stop, så måtte det briste eller bære. Mine børn var på det tidspunkt 12 og 14 år.Bagefter indså jeg, at jeg burde være gået da de var 2 og 4, så lang tid levede jeg i ikke fungerende ægteskab, og skal jeg fortryde noget i mit liv, så er det da, at jeg spildte så lang tid, på noget der var så dårligt.Børnene kom til at bo hos mig, da deres far rejste meget i forbindelse med arbejde. Jeg havde ingen hjælp fra mine forældre, der mente, at den slags måtte jeg virkelig selv klare. Jeg var - er - på førtidspension p.gr. af en ledsygdom, så der var ikke meget at gøre godt med, men det hele lykkedes trods alt ud over al forventning. I første omgang havde mine børn det meget dårligt med det hele, men meget kort tid efter kom de begge - i øvrigt uafhængigt af hinanden - og sagde, at de godt kunne se, at det var den rigtige løsning; både deres far og mor var da blevet meget gladere, havde meget mere overskud. Til trods for deres alder, kunne de sagtens se, at det var en lettelse ikke bare for os, men for hele familien. Du skal således ikke bruge din 11-årige søn som undskyldning for at blive, han vil sikkert få det meget bedre, hvis du og din mand generelt går og har det skidt sammen.
Til trods for at jeg var så "sulten", gik der over to år før jeg var parat til et nyt forhold. Jeg havde brug for at finde mig selv, finde ud af, hvad der var drøm og fantasi om en fremtid, og hvad der var virkelighed. Jeg er i dag på 10. år sammen med en fantastisk mand, og det kunne ikke falde mig ind at være utro, så ordsproget: En gang utro, altid utro - passer ikke hver gang. Jeg er også 100% sikker på at min nuværende mand aldrig vil gå til en anden. Han var i sit tidligere ægteskab også "nødt" til at være utro, for med en sur, negativ, afvisende kone var han da også nødt til at mærke, at han var i live en gang i mellem.
Det jeg vil med det her, er at måske skulle du stille dig selv spørgsmålet om, det er fordi du er kedelig, afvisende, ikke påskønner din mand - eller hvad ved jeg - at din mand har søgt andre græsgange. Interesserer I jer stadig levende for hinandens liv? Har i fælles interesser? Har I et fælles liv ud over at I nu en gang bor sammen og har et barn?
Dog - nogle, måske især mænd - der egentlig lever et godt og velfungerende parforld med ovenstående ingredienser, har behov for evig bekræftelse, nye nedlæggelser hele tiden, behov for at styrke selvværdet. Ja, dem kan man enten elske eller gå fra.