Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Du skriver du nu kun er venner med hende du elsker. Det kan du da ikke byde din kone. Drop hellere den forbindelse.
Hvis ikke du kan vise din kone varme følelser forlader hun dig på et tidspunkt, hvis det er som du fortæller at hun er glad for dig. Det bliver hun ikke ved med at være.
Hendes kærlighed visner, som blomsten, der ikke får vand.
Medmindre, selvfølgelig, hun også vil bevare ægteskabet uden de større følelser.
Den er dog ganske fin, og vækker tanker. Men ikke min virkelighed.
Og; hvad var det ved din kone der gør, at du synes, at hun fortjener løgn og bedrag som elementer i hendes liv? Er du den mand, som hun drømmer om?
Det, der både er og har været helt, helt forkert er, at det øjensynligt på intet tidspunkt er faldet dig ind, at din kone havde/har krav på at være en del af de problemer, der har plaget dig. Når hun ikke har anet, at du har haft det svært, at du var usikker på dit liv osv – er det jo ”logik for burhøns” at hun så ikke har kunnet følge dig.
Jeg kan forstå, at det er noget helt nyt, at I er begyndt at tale sammen? Selvfølgelig går det galt, når et par vælger at leve ved siden af hinanden i stedet for sammen.
Du har valgt at ”flygte” i lige præcis de år, hvor det har været mest belastende med små børn, og i de år, hvor det netop kræver ekstra at få det hele til at hænge sammen.
Nu fortæller du også at I blev viet ”praktisk og på hendes opfordring” - ja, men kære ven, ægteskabet er altså IKKE en dom på livstid, der ikke kan appelleres. Og – du sagde ja, så den form for at glide af på ansvar, kan jeg ikke se, hvad vedkommer sagen.
Det går igen fra dig hele tiden, at det er DIG, der har et problem DIG, der har været i krise, DIG, der har valgt at have elskerinder, DIG, der forresten ikke vil skilles, DIG, der skal have hjælp til at holde ud at fortsætte dit liv på en løgn.
På intet tidspunkt har du været inde på, at du sådan set er en del af et parforhold, der for at kunne fungere, bør være ligeværdigt. Din kone optræder hele tiden i periferien – jo da, du holder af hende som en god mor, og jo da, hun er da egentlig også meget sød og flink – og ja, du kan også godt se, at hun er uskyldig, og ja – hvis hun finder ud af, at du overhovedet ikke er den person, hun ”forguder og ser op til”, så vil det nok gå ud over – ja – DIG, og uha, det går jo ikke.
Bevares – du spørger også til, hvordan DU skal klare det fremover.
Det hele handler om dig, dig, dig – og det er nok der, vi andre har så svært ved at forstå dig – for du lader ganske uanfægtet af, at din kone har RET til at vide, hvem hun er gift med, har ret til SELV at beslutte ud fra de faktiske kendsgerninger, har RET til at være en ligeværdig del af DIT parforhold, (som altså ikke kun er DIT men JERES) og ikke bare skulle tage stilling ud fra de løgnehistorier, DU synes, hun skal høre.
Jeg synes, det er helt urimeligt at nu, hvor I endelig er begyndt at tage sammen, så skal hun tage stilling ud fra, at nej, du har ikke de samme følelser for hende mere, men du er villig til at I gør det ”rigtige” og prøver at få et godt liv alligevel. Og så skal hun gå der og tro og håbe, at dine følelser kommer igen, og hvis hun med tiden finder ud af, at det kan hun ikke holde ud – tja... så er det hende, der er den store forbryder, der forlader dette ”fantastiske” ægteskab, og du kan pudse glorien, og lade hende være den dumme.
For lur mig – du HAR jo prøvet den forbudte frugt, du har endda en på sidelinjen, som du ”elsker”, så mon ikke, du – om nogen tid – og alt ser godt ud, så er du ude i utroskaben igen, mens din kone tror, at du arbejder på at genskabe kærligheden hjemme.
Det virker også som om, det slet ikke falder dig ind, at din kone har ret til at leve med en, der elsker hende som en kvinde, og ikke som mor, husholderske og hvad du ellers ”bruger” hende til.
Det er helt forkert, at du – og du alene – har valgt, at selv om du ikke har de hedeste følelser, så vil du blive hos din kone. Det skal vel sagtens også være sådan, at hun skal føle sig taknemmelig over, at du har besluttet, at ”ofre” dig?
I det hele taget er det forkert, at du alene beslutter, hvordan det skal være – at hun ikke får mulighed for at tage stilling til tingene ud fra, hvad der rent faktisk er sket.
Det er forkert, at du føler, du skal ofre dig og gøre det ”rigtige” - for hvem siger, at det ER det rigtige, du gør?
Hvem siger, at HUN vil være tilfreds med, at få at vide, at du har valgt det ”rigtige” - når hun ikke aner hvad baggrunden er?
Det er helt forkert, at det kun er dig, der har beslutningsret – at hun ikke har noget at skulle have sagt.
Det er i det hele taget det, jeg gentagne gange har skrevet.
Nej – når I nu er begyndt at tale sammen, så få dog ryddet ordentligt op, få alle – ALLE – kort på bordet, og når det så er sket, så kan I SAMMEN finde ud af, om det skal være jer, om I SAMMEN vil prøve at klinke skårene.
Og jeg gentager: I skal finde ud af, hvad det er for et ægteskab, der skal reddes: Dit, hendes eller jeres?
Du mener ikke, du kan bruge den "historie" til noget, men det syntes jeg du kan, for jeg anbefalede dig, at finde dine følelser for din kone, frem igen !
Jeg citerer:
"På den anden dag, gik det hele meget lettere. Hun lænede sig ind til mit bryst.
Jeg kunne duften af hendes bluse. Jeg indså, at jeg ikke havde set omhyggeligt på denne kvinde i lang tid.
Jeg indså hun ikke var ung mere. Der var fine rynker på hendes ansigt, hendes hår var grånende!
Vores ægteskab havde sat sine aftryk på hende. Et øjeblik spekulerede jeg på hvad det var jeg havde gjort ved hende.
På den fjerde dag, da jeg løftede hende op, følte jeg en følelse af intimitet tilbage.
Dette var den kvinde, der havde givet ti år af sit liv til mig. Den femte og sjette dag, indså jeg, at vores følelse af intimitet voksede igen."
Citat slut
@ Lotte123 Du må da give mig ret i, at der kommer intet godt ud af at såre min hustru, ved at fortælle hende om mine affærer. Det vil kun knuse hende. Hvad skulle det dog hjælpe. Jeg ønsker jo at være ved min familie og få det til at fungere. Jeg ønsker ikke at være utro igen, så jeg må jo holde mig fra farezonerne.
Det er vores ægteskab der skal reddes. I form af vores fælles ønsker, drømme og værdier for fremtiden.
Sådan spørger du i dit første indlæg. Og ja, det har du valgt – du glider helt af på alle de argumenter og spørgsmål, du ikke har lyst/kan svare på.
Bevares – sådan er der desværre mange, der lever, men jeg vil også vove påstanden, at langt de fleste bittert fortryder det.
Hvis ikke man kan gå all in i et parforhold – være hudløs ærlig og kunne slappe 100% af uden at være på vagt hele tiden, så vil man langsomt men sikkert ødelægge ikke bare sig selv men også sin partner.
Jeg prøver igen – selv om du tydeligt har vist, at det rager dig en høstblomst: Der DIG, der forlanger, at din kone uvidende skal leve på en løgn, og det er det, jeg gentagne gange har prøvet at forklare dig.
Ja, sandheden vil givet knuse hende og gøre hende fortvivlet – MEN – det giver hende mulighed for selv at vælge, om hun vil leve med dig eller leve et liv med ærlighed.
Og så slutter du – gudhjælpemig – af med
”Det er vores ægteskab der skal reddes. I form af vores fælles ønsker, drømme og værdier for fremtiden.”
Kan du i det mindste ikke indrømme - bare for dig selv – at det hele kun handler om dig selv og din egen facade.
Sjældent har jeg dog oplevet en sådan mangel på respekt for sin ægtefælle – eller vel sagtens: Alle andre end DIG SELV.
Du undlader, at fortælle din kone sandheden om den løgn og det bedrag hun gennem flere har levet i og med, og hvorfor gør du det? det er kun fordi, du er bange for at hun forlader dig.
Magen til egoisme skal man lede længe efter, sandheden vil helt sikkert gøre hende ondt, men du afgør med din beslutning, at hun fortsat skal leve med en mand, der i den grad har svigtet, løjet og bedraget hende.
Jeg synes, du er et stort skvat, der ikke tør stå ved dig selv, og dine handlinger, og så pakker du hele ind i, at det er af hensyn til din kone, nej det er jo i sidste ende hensynet til dig selv og din egen magelighed.
Selvfølgelig skal du fortælle hende hele sandheden, og så tror jeg, du kommer hel og stærk ud på den anden side, og så må I prøve sammen eller hver for sig at komme videre med den erfaring i bagagen.
Ingen mennesker kan levet et lykkeligt liv på en løgn, jeg har set det alt for mange gange i mit liv, for fortiden vil altid indhente en.
Se at blive voksen og forstå, at det du har gang i er en katastrofe for dine børn og kone.