Hjem Sex & samliv Utroskab

Utro

Redigeret 6 april, 2015, 15:01 i Utroskab
Jeg har de sidste 4 år været min uvidende hustru utro et par gange, med længerevarende forhold, hvor jeg blev forelsket og elskede kvinderne.
Jeg elsker min hustru for vores venskab, og den mor hun er. Men passion, lidenskab, begær, og den kærlighed er der ikke mere fra min side. Men efter 20 år og et par børn, er det vel normalt.
Jeg er i syv sind. Utroskaben er stoppet, og jeg får hjælp. Kan jeg leve sådan resten af livet? Uden det jeg mangler, og på alle de løgne jeg har skabt?
«13456

Kommentarer

  • ”Men efter 20 år og et par børn, er det vel normalt”

    Tja, det er det vel, hvis man ikke selv gør noget for at forhindre det – og som jeg læser dit indlæg, så har du selv valgt at tage den ”nemme” løsning, i stedet for at prøve at skabe lidenskaben hjemme.

    Du har valgt at finde noget sjovt og spændende ved siden af, og du har også valgt, at din kone på den måde skal leve sit liv på en løgn.

    Du spørger om du kan leve sådan resten af dit liv – og der er jeg lidt i tvivl om, hvad du mener?

    Mener du, om du kan leve uden utroskab og ”nøjes” med det liv, du har med din kone? Eller mener du, om du kan leve med, at hele dit ægteskab er bygget på en løgn – fra din side – og at korthuset pludselig kan vælte en dag, og det når du mindst venter det?

    Nu får du hjælp, så jeg går da ud fra, at det er emner, der bliver talt om – men jeg synes da klart, du skal gøre op med dig selv, om ikke du og din kone skal have en god snak om jeres liv. Jeres børn er vel ved at være store/voksne – der venter et helt nyt liv forude, meget kunne jo blive helt anderledes, hvis I vil gøre noget for det.

    Om din kone skal kende til dit dobbeltliv eller ej, må du gøre op med din samvittighed, for det vil med stor sandsynlighed gøre hende voldsomt, voldsomt ondt – og ja, det kan naturligvis koste jeres ægteskab, men det har du jo kastet over bord første gang, du var utro.

    Vælger du at lade være med at fortælle det, må du leve med, at det vil skade hende endnu mere, hvis hun – helt tilfældigt - finder ud af det på et tidspunkt.

    Ja, jeg kan godt forstå, du er i syv sind – det mest reelle du kan gøre er da nok, at du giver hende chancen for at vælge, og det ud fra helt klare linjer – lige nu har du jo forlangt, at hendes liv og det hun tror på, er en løgn.

    Er der gjort klart bord – og måske I begge skal have hjælp til det – så har også hun et reelt valg: Vil hun fortsætte sit liv med dig – eller vil hun ikke. Og – vil hun, så har I begge mulighed for at starte på en frisk, hvor der ikke lurer en risiko for pludselig afsløring.

    Men – sandsynligheden for at hun mister alle sine følelser for dig og forlanger skilsmisse, er naturligvis til stede, for du har jo i den grad sjoflet hende i årevis.
  • Jeg vil ikke skilles, da jeg ikke vil såre børnene. Men kan jo ikke spå om min hustru pludselig vil.
    Kan jeg lære at leve med det svigt, og min dårlige samvittighed, eller vil det æde mig op. Vores ældste barn er 11.
  • Jeg var klar over min første mand var utro, man får hurtigt mistanke. Så måske søger hun trøst et andet sted.

    Det gjorde jeg efter et meget langt stykke tid, men jeg valgte også skilsmissen.
    Nå, det var bare et lille sidespring.
  • Nej, selvfølgelig vil du ikke skilles – hvis det var tilfældet, så var du vel gået for længst.

    Du vil ikke såre børnene, men din kone vil du gerne???? Har hun virkelig fortjent det?

    Oven i købet har du øjensynligt valgt at hygge dig på anden vis i lige præcis de år, hvor tingene er allermest pressede med små børn, og i lige præcis den periode, hvor det netop kræver temmelig meget at få det hele til at hænge sammen. Ja – der har du savnet noget mere lidenskab, passion og begær, og i stedet for at give den en skalle på hjemmefronten, har du hygget dig i lagnerne med noget andet.

    Jeg håber da du er en forælder, der meget gerne vil lære dine børn at tage ansvar for deres handlinger? Jeg synes klart, du skal begynde med dig selv. Bliv en voksen mand – tag ansvar for dine handlinger. Det har endda stået på i årevis, så det kan aldrig, aldrig blive til noget du ”kom til”.

    Hvis du virkelig HAR denne dårlige samvittighed over at have svigtet din kone på det groveste, så tror jeg faktisk, at hvis det svigt skal forblive en hemmelighed, ja, så vil det nok æde dig langsomt op. Du skal leve i evig rædsel for, at alt det her ikke lige pludseligt lander midt i din pande som en boomerang.

    Du tror givet, du har været vældig hemmelig med din utroskab, men oftest viser det sig, at langt flere kender til det, der er foregået end du overhovedet kan forestille dig – og en dag ryger der en ”forkert” bemærkning ud.

    Jeg synes i den grad, det er forkert, at du – og du alene – skal beslutte, at din kone skal leve sit liv på en løgn. Hun har vel også ret til at vide, hvad der er foregået??
  • Selvfølgelig ønsker jeg ikke at såre hende. Derfor mener jeg også at hun ikke skal vide noget. Det vil jo ødelægge hende, og jeg er da ikke stolt af mine handlinger.
  • Risikoen er jo , hvis ikke hun allerede er klar over det, at nogen siger det til hende.

    Jeg prøver at sætte mig i hendes sted. Jeg ville hellere svæve i lykkelig uvidenhed. Skulle nogen være ondskabsfulde nok til at fortælle hende det, så kan du jo sørge for at give hende en god tid nu.

    Vise hende, at det er hende du ønsker at leve sammen med. Så ville jeg, hvis det var mig sikkert tilgive, så godt jeg kunne. Der er ting, der binder sammen. Hjemmet og børnene og til den tid børnebørn.

    Dem fik/får min tidligere mand absolut ingen glæde af. Ikke engang sine egne børn. Så man risikerer at miste så meget, når man bliver skilt. Altså naturligvis, hvis der er noget at "bygge" på.
    Man skal da tænke sig godt om. Det gjorde jeg og havde han vist det mindste tegn på at forbedre sig, så var jeg blevet. Han blev værre og værre i den tro jeg fandt mig i alt, men du vil jo gerne fortsætte ægteskabet, forstår jeg.

    Så vis hende du er glad for hende. Så tror jeg hun tilgiver hun dig, hvis hun stadig elsker dig.
  • Det kan godt være, jeg er lidt hård her, men jeg læser faktisk, at du er mest bekymret for dig selv, om DU kan magte din dårlige samvittighed.

    Som sådan kan jeg være enig med Persille – hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, men din kone lever sammen med en mand, der overhovedet ikke er – eller har været – det, hun vel sagtens tror på og lever efter.

    Du har skrevet under ”samliv” - både i den gruppe, men også under ”ægteskabsproblemer” og vel mest under ”Utroskab”, er der faktisk en del debatter, både fra kvinder og mænd, der fortæller om hvordan den smerte har revet dem fuldstændigt i stykker, da det blev opdaget at partneren har – eller har haft – noget ved siden af.

    Jeg vil foreslå dig at kigge lidt i de debatter. Jo, din kone kan naturligvis blive udsat for en ondskabsfuld person, der lige vil fortælle hende, hvem hun er gift med – men der kan også lige pludseligt – uden nogen form for ond hensigt – komme en bemærkning, som hun vil studse over og kræve forklaring på.

    Prøv en gang at vende den om: Hvordan tror du, du selv ville have det, hvis du pludseligt finder ud af at alt, hvad du tror på, alt hvad der er vigtigt for dig i dit liv – pludseligt viser sig at være en løgn?

    I dit første indlæg skriver du:
    "Kan jeg leve sådan resten af livet? Uden det jeg mangler, og på alle de løgne jeg har skabt?”
    Måske jeg opfatter forkert, men har du besluttet, at du resten af dit liv vil leve uden passion, lidenskab og begær? At du har erkendt, at det vil du ikke få hos din kone? Men – at du alligevel vil blive hos hende for ikke ”at såre børnene” - og ved nærmere eftertanke heller ikke hende.

    Jeg ved naturligvis ikke, hvorfor du ikke kan/vil skabe den relation til din kone – men helt ærligt; jeg tror ikke du gør nogen, hverken dig selv, din kone, og slet ikke dine børn en tjeneste ved at blive i et forhold, hvor disse ting mangler, samtidigt med at du skal martres af en dårlig samvittighed. Du vil jo også gå i stykker og blive bitter.

    Og jo – lige nu har du bondeanger, men hvis du slet ikke har den store lidenskab i dit liv, kan det jo være endog overordentligt svært ikke at falde for fristelsen en anden gang.

    Jeg foreslår helt klart, at du tager ”tyren ved hornene” og får en god samtale med din kone om jeres liv i det hele taget, om den manglende lidenskab, om der overhovedet er mulighed for at genskabe denne lidenskab; og hvis ikke det kan lade sig gøre, så vil det nok være det bedste – for jer alle sammen – at I prøver at skabe et bedre liv hver for sig.

    Om din utroskab skal med i første samtale er måske nok ikke den bedste ide, men hvis I skal kunne komme videre med et godt liv med netop lidenskab, passion og begær – ja, så bør der ryddes ordentligt op, sættes en streg i sandet, og en helt ny – og ærlig – start kan begynde.

    Til alt det her, bør I givet søge noget professionel hjælp.

    Men – læs lige nogle af de debatter, jeg foreslår, så du også ved, hvad du kan risikere at byde din kone, ved at forlange, at hun skal fortsætte sit liv på en løgn, som hun altså sagtens kan risikere at opdage; måske ikke her og nu – men måske en dag ude i fremtiden.
  • Jeg fortryder, jeg skrev en ondskabsfuld person. Med det mente jeg en, som fortæller det efter du har holdt dig væk fra utroskab. Så jeg beklager udtrykket.

    Det kunne også være en venlig sjæl, som ikke kan udholde du behandler din kone dårligt. Hvis du fortsætter.
    Jeg havde i sin tid en meget stærk mistanke, men ville så nødig tro det indtil en venlig sjæl åbnede mine øjne.

    Om du kan leve med det kan ingen svare på. Hvis ikke du vil miste hende, så må du "op på mærkerne" over for hende.
  • anonym0912 skrev:

    "Kan jeg leve sådan resten af livet? Uden det jeg mangler..."

    Skal jeg forstå det sådan, at din kone, "havde lukket for det varme vand"?
    Afviste hun dig?

    Hvis det er tilfældet, at I har levet uden kærlighed i jeres ægteskab, og at det var årsagen til, du søgte andre græsgange, syntes jeg du skal fortælle din kone sandheden, så må hun tage sit valg.

    Det er muligt, at finde sine følelser igen, hvis begge parter vil det.

    Hvis det derimod er dig, der bare har valgt, at flygte fra hverdagen, og det er dig, der har trukket dig væk, fra din kone, syntes jeg det bedste for hende må være, at finde kærligheden et andet sted.
  • @persille1 helt ok, er med.

    Jeg har flygtet fra det hele. Min hustru ejer ingen skyld i det. Jeg har bare ikke de følelser for hende. Samtidig elsker jeg en anden. Jeg har fanget mig selv i dårlig samvittighed og løgne. Jeg er indstillet på at gøre det rigtige, og blive hos familien. Tak for stof til eftertanke alle.
Log in eller Registrér for at kommentere.