Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Nu ved jeg ikke hvem, du skriver til. Det skriver du jo ikke. Desuden har jeg en del problemer med at læse dele af dit indlæg, selv om jeg efterhånden fandt ud af, at ordet ”nerverentsalsystem” måtte betyde ”centralnervesystem” ;-)
Og i grunden er jeg jo enig med dig i dit hovedbudskab: ved symptomer, som dem, der nævnes i denne tråd, er det vigtigt, at man går til læge og bliver grundigt undersøgt. Denne grundige undersøgelse indebærer blandt andet, at man får taget blodprøver til undersøgelse for vitamin- og mineralmangler.
Det er desuden vigtigt, at man får resultaterne af blodprøverne skriftligt, så man selv kan sidde derhjemme og se på alle tallene. På den måde ved man nøjagtigt, hvad man er blevet undersøgt for, og hvad man ikke er blevet undersøgt for. Alt for ofte er der mennesker, der kommer fra lægen med en besked om, at de har fået taget blodprøver, og at lægen sagde, at de ikke manglede noget. Den besked er alt for upræcis.
Når det er sagt, er der alligevel ting i dit indlæg, som ikke kan stå uimodsagt:
Du skriver:
”…SSRI øger dopamin og serotonin og blokerer for ting i dit nerverentsalsystem…”
Jeg vil lige gøre opmærksom på, at SSRi’er alene øger tilstedeværelsen af serotonin, dvs. ikke dopamin. Hvad angår dit mere upræcise udsagn om, at SSRI’er blokerer for ”ting” i centralnervesystemet, så ved jeg ikke, hvad du sigter til. Det kan vel være rigtigt nok, hvis du sigter til selve måden, denne forøgelse af serotonin foregår på. Normalt genoptages serotonin, der befinder sig i mellemrummet mellem nerveceller, men SSRI blokerer for denne genoptagelse, sådan at den samme mængde serotonin udnyttes bedre.
Men jeg synes, at den måde at beskrive SSRI’ernes funktionsmåde på, nemt kan misforstås, sådan at læseren forestiller sig, at nervesystemet bliver blokeret, så det ikke kan fungere optimalt.
Om SSRI’er og Amfetamin skriver du:
”… at de begge gør en lykkeligere end det, man var i forvejen…”
Jeg skal lige gøre opmærksom på, at jeg ikke kender noget til Amfetamin. Men at skrive, at SSRI’er gør én lykkeligere, end man var i forvejen, er direkte forkert. Det er desværre en misforståelse, der er opstået, fordi der var uvidende journalister, der fandt på at kalde antidepressive midler for ”lykkepiller”. Det øgenavn har virkelig skabt meget uvidenhed.
Derfor er det vigtigt at fastslå, at SSRI’er og andre former for antidepressive midler IKKE har en sådan virkning. Hvis de har en positiv virkning − hvad de ikke altid har – så er virkningen den, at midlet gør den depressive depressionsfri. Det er selvfølgelig en stor ting, men har ikke noget som helst med lykke at gøre.
Du kan sammenligne med andre former for medicin: Antibiotika fjerner infektionen, og hovedpinepiller lindrer hovedpinen. Men selvfølgelig bliver man ikke lykkelig af det, hvis man ikke var lykkelig, før feberen satte ind, eller hovedpinen begyndte.
På samme måde med antidepressive midler. Man bliver ikke lykkelig af at tage dem, men man bliver rask (i bedste fald). Men at være rask er altså ikke det samme som at være lykkelig.
Du skriver:
”… de bare smider folk på noget medicin og siger her og nu får du det bedre, ja det gør man af det medicin…”
Min kommentar: Nej, man får det ikke bedre ”her og nu” af antidepressiv medicin. Hvis medicinen overhovedet virker positivt, hvad den ikke altid gør, går der som regel 3 uger, før en positiv virkning kan forventes.
Og i mange tilfælde er der så mange bivirkninger, at det er meget svært at udholde, især i begyndelsen. Heldigvis klinger de værste bivirkninger af efterhånden. Desuden er der masser af tilfælde, hvor antidepressiv medicin faktisk medfører en forværring. Det kan du jo også se, at personen med brugernavnet Mig selv skriver(i går kl. 11.05).
Men som sagt er jeg enig med dig i, at det ved symptomer på depression, angst og stress og lignende er meget vigtigt, at man går til læge og bliver undersøgt for blandt andet vitamin- og mineralmangler.
Det er vigtigt at slå fast, at mangel på især jern og D-vitamin kan forårsage depression. Og hvis man faktisk har en depression, der er udløst af mangel på vitaminer og mineraler, er det selvfølgelig vigtigt at kompensere for denne mangel. Men hvis der faktisk er tale om en regulær depression, vil det ikke altid være nok at kompensere for manglerne. Det kan være nødvendigt at taget et antidepressivt middel i en periode foruden vitamin- og mineraltilskuddet.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg forstår godt, at det er svært at opleve det, du gør og samtidig kun være 13 år, men dit helbred kommer før alt andet. Du er nødt til at tilses af din læge. Herinde kan du læse om symptomer, og udveksle erfaringer, men den egentlige hjælp er du nødt til at søge hos dem, der har ekspertisen.
God bedring!
Nu har jeg læst denne tråd igennem, og hvor er jeg glad for at jeg ikke er den eneste i verden med de symptomer.
Jeg blev sygemeldt i september 2015, med kvalme ,hjertebanken, hovedpine og svimmelhed.
Min læge undersøgte mig fra A-Z, det eneste hun kunne finde var at min blodprocent og blodtryk var for højt. Jeg har været til undersøgelser på diverse sygehuse omkring dette, og ingen har kunne finde årsagen.
Med hensyn til hjertebanken fik jeg taget en Holter undersøgelse, den hvor man har en båndoptager på i 2 døgn, som optager hjerterytmen. Hellere ikke denne gav noget resultat.
Jeg gik hjemme i 2 mdr. og valgte da jeg havde fået det bedre at starte på job igen. Men nu 2 mdr. efter er jeg tilbage igen hvor jeg startede.
Jeg håber at der er nogle der har nogle gode bud til hvordan man kommer ovenpå igen.
Jeg har altid været en glad og frisk pige, men nu kan jeg slet ikke kende mig selv.
Jeg er lykkeligt gift på 10 år, med 2 dejlige børn. Min mand støtter mig fuldt ud, han kan også godt se at jeg ikke har det godt.
Hvis du har læst tråden, ved du nok også, at symptomerne kan skyldes stress og angst. Der må være noget i dit liv, som sætter din krop og hjerne på overarbejde. Hvis du fik det bedre, da du blev sygemeldt, kan det muligvis have noget med dit job at gøre..? Måske har du uhensigtsmæssige adfærdsmønstre du skal få øje på og ændre på..? Men jeg er nødt til at sige - igen - at der ikke er læger herinde på denne tråd og det er ikke diagnoser, vi giver hinanden. Det du fejler skal du have diagnostiseret af din egen læge. Herinde kan du læse om, hvad andre med lignende symptomer har oplevet og også om, hvad der man kunne gøre for at få det bedre...? Men alt er jo individuelt; hvad der virker for mig, virker måske ikke for dig, så man må prøve sig frem. Jeg har tidligere skrevet, hvad jeg har gjort for at få det bedre, så du kan bare gå tilbage i tråden og læse.
I dag er jeg næsten symptomfri og får heller ikke medicin, så det KAN lykkes at komme igennem
De bedste hilsner
Tak for dit hurtige svar.
Jeg var i kontakt med min læge i onsdags, og han var inde på at det var stress.
Jeg er næsten sikker på at det er mit job der giver mig stress, men det er desværre bare ikke nemt at finde et andet job i denne tid.
Jeg arbejder som rengøringsassistent ved ISS, og det er et meget presset job.
Min læge var inde på at det kan være min mødetid at min krop reagere på. Jeg møder kl. 5 om morgen.
Jeg er bare glad for at læse og høre at jeg ikke er den eneste der går rundt og har det som jeg har.
Og at der er lys forude.
Jeg lider af kronisk betændelse i min bugspytkirtel hvilket betyder smerter i maven og i ryggen hele tiden, jeg får morfin i pille format samt morfinplastre, dog er der dage der er bedre end andre.
Min sygdom startede i Maj sidste år og fra Maj til November var jeg indlagt 9 gange, den længste periode var på 23 dage. Sygdommen tager/har taget meget hårdt på mig og min kæreste, og for mit vedkommende har det udviklet sig til angst/dødsangst. Jeg har snurren i mine fødder hele tiden jeg har indre uro i kroppen, kvalme, kuldegysninger, samt hurtig puls og hjertebanken, jeg kan vågne midt om natten og have voldsom hjertebanken og badet i sved, så sengetøjet skal skiftes, når hjertebanken er på sit højeste er jeg sikker på at jeg skal dø og så går der panik i mig, det er meget modbydeligt. På den ene side er det forfærdeligt at læse om andre der har det på samme måde, på den anden side er det rart, for så er jeg ikke den eneste og at der er håb forude. Jeg går ture når min angst kommer, og det hjælper, men når jeg kommer hjem er virkningen væk og min snurren i fødder, hjertebanken, hurtig puls og indre uro er tilbage. Jeg har svært ved at falde i søvn om natten og når jeg endelige falder i søvn, vågner jeg indenfor en time, kan snildt vågne en 4-5 gange om natten. Jeg snakker med min kæreste om det, det fylder hele min dag så jeg snakker tit og længe om det, men jeg vil heller ikke risikere at hun går ned med flaget pga min sygdom og angst, det vil jeg aldrig tilgive mig selv, for vi snakker allerede meget om min sygdom, og hun er med på hospitalet til diverse samtaler og undersøgelser og dem er der mange af, så håber jeg kan finde en eller nogen stykker herinde som kunne have lyst til at skrive via mail.
Mange varme hilsner.
Jeg blev så glad og overvældet af at læse dit indlæg, at jeg fik tårer i øjnene.
Jeg har det på samme måde. Jeg er ligeledes blevet undersøgt af alle tænkelige læger og fejler intet fysisk, men er voldsomt plaget af symptomer, der ødelægger mit liv. Det har stået på i 1,5 måned. Jeg fornemmer at jeg har angst. Jeg gør alt for at slappe af i krop og sind men intet hjælper. Jeg har det så rædselsfuldt...
Mit mareridt som jeg lever i lige nu:
· Jeg er svimmel hele tiden. 24 timer i døgnet. Hver dag. Konstant.
· Jeg føler ikke jeg får luft nok.
· Mit syn er sløret og jeg ser dårligt.
· Jeg kan ikke tåle lys eller lyde.
· Jeg er konstant nervøs.
· Jeg føler angst.
· Alt føles mærkeligt og uvirkeligt. Jeg har det som om jeg lever i et mareridt.
· Jeg føler at jeg er ved at blive sindssyg.
· Jeg føler mig ensom.
· Jeg kan ikke overskue noget som helst.
· Jeg kan ikke koncentrere mig om noget som helst.
· Min hjerne er brændt sammen. Det er svært bare at tænke.
· Jeg er så træt i hovedet. Jeg græder meget.
· Tænk at man kan have det så dårligt.
· Jeg tænker meget på hvad jeg fejler og hvordan jeg skal få det
bedre.
· Jeg gør alt for at få det bedre, men intet hjælper.
· Jeg håber på at vågne op fra mareridtet og komme tilbage til livet.
Magnolia1 er du blevet rask igen, hvad har hjulpet dig og ved du hvad du fejlede?
Vil du dele noget visdom med os andre i nøden?
Jeg vil meget gerne komme med en lang opdatering, da jeg ved hvor frygteligt du har det lige nu og hvor meget man har brug for at vide at det går over.. Jeg har dog ikke tid til den lange version, men den korte kan du få her.. Ja, det er gået over.. For mit vedkommende var det massivt hårdt pres i en periode som gav stress og angst.. Og det udløste en depression.. Og da jeg først ligesom indså det og fik gjort noget ved det, fik jeg det bedre.. Så der er håb forude, det skal nok gå over - det tager bare tid! Men du kan skrive din e-mail, så kan du få den lidt længere version..
Jeg har ledt efter svar på præcis de symptomer du beskriver fra år tilbage.
Min mor lider af netop de rystelser (nærmest kramper eller spasmer..), svimmelhed. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hun er også blevet undersøgt af alle mulige behandlere, læger, neurologer, osv, uden at de kunne finde noget.
Vil du dele din historie med mig?
Hvad viste det sig at du havde? Blev du rask? Og hvordan?
Jeg vil så gerne hjælpe min mor tilbage til en normal tilværelse, og det vil betyde rigtig meget for at høre, hvad du gjorde?
Bedste hilsner,
Lars