Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Og så har det der sms efterhånden fået taget totalt overhånd. Min mobil er kun tændt, når jeg har brug for den. Jeg ville blive vanvittig over at få sådan en stribe hele tiden, men bevares - jeg ved godt, at det sådan folk "taler" sammen nu om dage, men så er der vel ikke noget at sige til, at det går i stykker.
Hvorfor i alverden beder du hende ikke om at holde op med det ævl?
Jeg vil kalde det psykisk terror. Ikke "kun" utroskab, men terror, som jeg mener du også bliver udsat for.
Jeg kan godt huske det. Man finder sig i desværre i det utrolige.
Man kan sætte en stopper for det, ved ikke at ville finde sig i det. Den erfaring har jeg. Ellers kan det jo være ligegyldigt, det kan ingen leve med alligevel.
Om graviditeten har ændret hende kan jeg ikke vide, men så må du lade hende være og se hvordan det går.
Nu håber jeg, at have gjort mig forståelig.
Sorgen og afmagten er jo den samme, men vi ved jo ikke, om dette er en engangsforestilling, på grund af en svær tid, og hormonbehandlinger.
Du gjorde det rigtige valg, men jeg syntes trust skal give det her en chance, HVIS hans kone beder ham tilgive hendes fejltrin, ikke noget tiggeri fra hans side, det giver ingen tilfredstillelse på længere sigt, det vil altid sidde og "gnave".. han skal være sikker på, at hans kone vil ham, og inderligt fortryder !
Og jeg er enig med Lotte, jeg ville også blive skør af alle de sms`er, som jeg skrev, så skulle trust bede hende om at stoppe, og give ham ro til en tænkepause.
Hun virker til at have stor omsorg for dig trust :-) men det du har brug for, det er en undskyldning, du har brug for at din kone ERKENDER, at hun ikke kan undvære dig !
Det vil først gå op for hende, den dag du siger fra og beder om en tænkepause.
Jeg har aldrig ment eller skrevet han ikke skal give hende en chance, tværtimod, mener jeg.
Men derimod, at han burde stoppe med at danse efter hendes pibe og se, hvad der så ville ske.
Men jeg har skrevet og mener, ændrer det sig ikke er det bedst at droppe forbindelsen.
Man gør en dumhed ved at blive i et sådan forhold.
hendes problem om man må sige, ud over ham keglen hun har ligget med, er at hun ikke ved om hun savner & elsker mig som bedste ven eller som ægtemand. Jeg har udfordret hende i hvorfor hun skriver, så meget.Hun har tilkendegivet at hun savner og elsker mig, men om det er kærlighed eller som ven, det ved hun ikke og om sms´erne bare er savn eller kærlighed til mig. Jeg holder da meget af mine venner, men jeg elsker dem ikke vil jeg mene.
Hun skriver nu" det jeg føler og måske har følt længe uden selv egentlig at have vidst det før nu alt dette skete, er måske at jeg over længere tid har været mere en bedste ven end kone/kæreste, men jeg kæmper".
Møg tænker jeg, slaget er tabt... skal jeg vinke med det hvide flag?????
Jeg er tabt for ord lige nu... det skulle jo ikke have været kommet nu.
tid kan vel ikke hele dette sår...
Men så vidt jeg lige kan se, er vist meget enige med de andre, der har svaret dig: Du trækker pinen i langdrag og du afgiver fuldstændigt ansvaret for og kontrollen over dit liv til din kone, så du bliver en marionetdukke. Det giver hende helt sikkert ikke respekt for dig.
Jeg vil mene, at hvis man er i tvivl, om man elsker sin mand som ven eller som ægtemand, så elsker man ham ikke som ægtemand. For er det kærlighed, er man ikke i tvivl.
Som jeg vist har svaret dig i et andet indlæg, så har du selv skabt kampen. Du bliver ved med at kæmpe for at få noget, der ikke bliver givet til dig godvilligt. Efter min mening er det uværdigt og ydmygende. Så da du startede kampen for at vinde din kone tilbage, tabte du faktisk kampen for dig selv. Og det er det værste, der kan ske.
Det er en styrke at kunne se, hvornår man ikke skal kæmpe og ikke skal prøve at gennemtvinge noget. Det er en styrke at kunne se sit tab i øjnene.
Jo, tiden kan også hele dit sår, som den kan hele langt større sår. Hvis du lader den gøre det. Der kommer selvfølgleligt en sorgperiode, men derefter kommer det an på, hvordan du håndterer dit tab.
Tiden læger ikke dit sår, hvis du går i stå og bliver ved med at begræde det, der er sket. Hvis du bliver bitter og føler dig som offer, så vil jeg anbefale dig
at søge professionel hjælp.
Tiden læger dit sår, hvis du er i stand til at acceptere dit tab og kan give dig selv lov til at få det godt igen. Hvis du kan bruge disse erfaringer til at lære noget og udvikle dig, så du derved hindrer, at noget lignende kan ske igen, så kan du sagtens få et godt liv med tiden.
Ofte er det faktisk sådan, at man senere i livet ikke ville have undværet de kriser, man har været igennem. Fordi de kan bringe én videre og udvikle én, så man faktisk får det bedre, end man havde før.
Livet er én lang lærings- og udviklingsproces - hvis vi tager imod den læring og de udfordringer, livet giver os. For det er heri mulighederne for udvikling ligger.
Hilsen Helene
Du skriver
"Hun skriver nu" det jeg føler og måske har følt længe uden selv egentlig at have vidst det før nu alt dette skete, er måske at jeg over længere tid har været mere en bedste ven end kone/kæreste, men jeg kæmper".
Møg tænker jeg, slaget er tabt... skal jeg vinke med det hvide flag?????"
Citat slut
Jeg vil sige, et ægteskab går med tiden hen og bliver et venskab, men kærligheden skulle gerne afløse forelskelsen.
Man kan ikke svæve på lyserøde skyer hele livet.
Men jeg tror stadigvæk årsagen til dette, skal findes i den kamp for at få barn plus flytning til hus, dødsfald med mere ( ja jeg har læst alle dine indlæg i dag )
Det har været en flugt, din kone har haft behov for denne forelskelse, som tilsyneladende ikke er noget at bygge videre på.
Det bliver OGSÅ hverdag i et nyt forhold !
Jeg tror I kan finde gnisten igen, men det kræver at du fortæller din kone, at nu er det DIG der vil have en tænkepause.
I skal mødes onsdag skriver du, men hvis ikke du aflyser det, så forlang i det mindste, at hun ikke kontakter dig fra nu af og til onsdag.
Jeg har indtrykket af ( efter at have læst dine indlæg ) at I har været lige gode om, at komme derud hvor I er, med henvisning til det jeg har citeret af din kone, "følt længe uden at have vidst det ".. I har haft mange fritidsinteresser hver for sig, har været optaget af mange praktiske ting.
Sådan går det i mange ægteskaber, men man kan finde gnisten igen, når der HAR været en gnist engang :-)
I dit tilfælde kan du kun vække din kones følelser ved at gøre dig kostbar.
Hun skal komme i tvivl om dine følelser .. hun skal tænke... hvorfor mon han ikke vil have jeg sender sms`er - har han mødt en anden på ferien.. eller er han bare kommet op af det sorte hul .. kan kan undvære mig.. o.s.v.
kort sagt, hun skal vågne op i stedet for at føle medlidenhed !
Det er den besked du har fået fra os alle herinde.
Jeg har også fået det indtyk af dig, at du er lidt for god af dig :-) ( huslige pligter m.m. )
Vi skal jo heller ikke over i den anden grøft, at det nu er manden der skal tage de huslge pligter, det skulle gerne være noget man er fælles om.
Og din kones pylren om hendes mave, pas på hun ikke udnytter dig, det er ingen sygdom at være gravid.
Find manden i dig selv, du er vist enhver svigermors drøm, har jeg indtrykket af, men du skal tro på dig selv.
Sig mig en gang; hvad er det her for noget? Har I en så alvorlig en samtale via sms????
Der er jo ikke noget at sige til det, hvis tingene løber af sporet, når det øjensynligt er jeres kommunikationsform.
Oven i købet har I gennemgået en belastende fertilitetsbehandling - og hun har gjort det med en mand, hun hele tiden har været i tvivl om hun elskede?
Helene har ret i, at hvis man elsker, så er man ikke i tvivl, men det kan man vist godt være her, for noget tyder i den grad på total og inderlig umodenhed.
Det skulle ikke undre mig om hendes tvivl på, om det er kærlighed, handler om, at det hele skal sprudle af lykke hele tiden - og hvis ikke det gør det, så er det nok ikke kærlighed.
Jeg kan da godt forstå det, hvis hun er i tvivl om, det skal være dig - for til trods for den stribe af samstemmende råd, du har har fået her, så har du alligevel været den vage, der bare hele tiden retter ind efter hendes luner, hele tiden gør hvad hun vil, hele tiden går i mod dig selv, for at hoppe og springe for hende - og en sådan partner er der godt nok ikke megen udfordring i. Hun boller ved siden af, og det synes du også er i orden, bare hun bliver hos dig.
En sådan person, kan man næsten ikke lade være med at også at sparke til.
Hvis din holdning er, at en ven kan man godt undvære en tid - men det kan man ikke med sin elskede - så lad hende dog for pokker finde ud af det.
Afbryd enhver forbindelse - og jeg mener ENHVER - i en måned. Fortæl hende at I under ingen omstændigheder skal have nogen form for kontakt fra i dag d. 6. juni. D. 7. juli kan hun så fortælle dig, om hun kan undvære dig eller ej.
Smid din mobil af h... til, få et nyt nummer, hun ikke kender.
Og - den måned kan du så bruge til at finde ud af, hvad DU vil finde dig i, og om DU vil være en del af HENDES liv. Det vil således også være dig, der om en måned kan fortælle, om du overhovedet vil have hende tilbage, og på hvilke præmisser det så er.
Men nej! Det her gør du heller ikke, vel? Du fortsætter bare med at lade hende køre det hele og retter ind. Men husk lige - I har altså også valgt, at der skal være et lille nyt barn, der skal være gidsel i det her.
I er simpelt hen nødt til at blive voksne - begge to.
Du lægger ikke fingre imellem, og jeg tror det er det der skal til, for du har jo ret !
Nu må Trust altså lytte og gøre ALVOR af de råd han har fået, ellers er det jo spild af tid, og han vinder aldrig sin kone tilbage.
Ja min hustru har altid korresponderet meget via sms, og jeg hader det selv, men jeg tror ikke jeg ville kunne have holdt masken, hvis jeg ringede hende efter den sms. Jeg var smadret.
Tid og kostbar jeg forstår, det gør jeg - udtrykker mig måske forkert herinde.
Jeg får 5-8 sms´er har svaret på en. Pisser mig af når man får en sms med Hej XXX, hilsen XX, ikke meget følelse, men hun fanger mig.
Jeg høre og læser alt det i skriver, jeg udtrykker bare mine tanker, jeg kører hende jo ikke rundt som en chauffør fra dør til dør og. Jeg har virkelig suget til mig
Er jeg vag at jeg svarer på sms´en, måske ja, men synes også jeg vender min vrede og spørger hvorfor skriver du, hvorfor - det synes jeg var det rigtige at gøre på det tidspunkt.
Jeg har ikke kommenteret meget på min vrede herinde og jo jeg er meget vred, det siger jeg ikke, og nej det hun har gjort er ikke ok eller skal accepterers - det kan tilgives. De første uger var jeg i chok, senere i andre følelse tilstande, og nu sur. møg sur! Jeg vil gerne stille hende 100 spørgsmål og råbe af hende, det vil jeg virkelig, men det får jeg sikkert intet ud af nu - men skal jeg mødes med hende og sige alt dette, sige nu sletter du mit nr på din tlf eller skal jeg vente 1 måned og sige det hele.
Jeg kommenterede bare, hvordan kan man skrive man savner og elsker een, men ved ikke om det er med kærlighed eller som bedste ven, det er derfor jeg spørger, er det ikke det samme i et ægteskab, det kører op og ned! Inden de sidste par uger, ahr jeg tidligere sagt til hende at kærlighed i forhold har mange ansigter og som pigen65 siger, vores liv er gået meget til det praktiske de sidste 10-12 måneder - græsset et ikke grønnere på den anden side. Jeg giver ret, hvis gnisten og forelskelsen har været der, kan den vel findes igen - vi skal være kærester igen.
Jeg er villig til at give alt dette en chance til ellers ville jeg jo ikke gøre det, godt nok har vi sms´et, men jeg har ikke set hende mere end 2-3 gange de sidste 3½uge.
det er desværre en firma tlf, så den kan jeg ikke skifte.