Indstillinger
Hvad skal jeg gøre for at vinde min hustru tilbage?
Hej,
Jeg har skrevet et par indlæg herinde tidligere, og jeg har virkelig fået hjælp og svar på tiltale og det har været det jeg har søgt med mine indlæg.
Min hustru har været utro og er forvirret over sine følelser og om hun overhoved elsker mig som ægtemand og om hun har følelser for spasseren eller om det bare var en affære.
Jeg har været væk fra hende i 4-5 dage hvor vi har boet hver for sig, jeg kom så hjem til weekenden. Søndag havde vi et normal forhold som ægtepar/kærester nu har, dog uden sex. Vi holdte i hånd i sengen, kiggede hinanden i øjnene, lå i ske. Vi krammede og kyssede meget af dagen. Vi hygge op og ned af hinanden i sofaen. Vi lavede lidt havearbejde sammen og gik en tur i den lokale havn og fik en is. JEg er selvfølgelig stadig varsom over om det er falske eller sande signaler hun sender. Hun er begyndt og komme til mig for kram, hun sagde hun savnede mig og hun sagde endelig af hjertet sagt undskyld(jeg viste ikke lige hvordan jeg skulle tackle undskyldningen, jeg glemte at kramme hende, var overrasket og glad på samme tid - glad fordi at det er første gang hun siger det til mig). Vi kyssede rigtig meget farvel, da jeg forlod huset søndag aften. Sagde jeg helst ville blive og hun sagde hun også helst så jeg blev, men vi måtte gøre dette væk fra hinanden, jeg har lovet ikke at skreve/ringe, så jeg ikke forstyr hendes tanker for meget, selvom jeg sidder og stirre på min mobil tlf hele tiden... er alt dette ikke positive tegn?
Jeg kan mærke hun er ved at komme lidt tilbage, men er dog stadig varsom, da keglen er i baggrunden et sted og stadig vil have hende. Jeg har tilgivet hende af hele mit hjerte, jeg elsker hende, vil gøre alt for hende.
JEg tror at det er hendes egen indre skyldsfølelse/dæmon, som lige nu spærre vejen for hende. derfor fortæller jeg hende også, alt jeg har på hjertet om hun vil hører det eller ej. Hun går hos en psykolog.
Nå vi skal ikke ses hele ugen og hun overvejer at tage fri i næste uge også, og komme væk. Jeg vil kæmpe for hende - skal jeg gå hårdt på?
Overvejer om jeg skal bombarderer huset med roser og andre blomster til hende ? er det at gå for hårdt på lige nu, når hun vil være alene og skal have plads. JEg har også skrevet alle mine tanker ned om os... er det en god ide at lægge, så hun kan læse det??
Måske lægge små tegn seddler med komplimenter i huset, når jeg ikke kan sende SMS, mail, eller ringe.
Alle ideer modtages og kommentarer.
Jeg er lidt desparat, godt klarover jeg ikke kan banke kærlighed ind i hende, men jeg kan prøve og finde den. Det skal siges jeg heller ikke selv lige fungere i dagligdagen. Er man købt eller solgt i dette ægteskab.
Jeg har skrevet et par indlæg herinde tidligere, og jeg har virkelig fået hjælp og svar på tiltale og det har været det jeg har søgt med mine indlæg.
Min hustru har været utro og er forvirret over sine følelser og om hun overhoved elsker mig som ægtemand og om hun har følelser for spasseren eller om det bare var en affære.
Jeg har været væk fra hende i 4-5 dage hvor vi har boet hver for sig, jeg kom så hjem til weekenden. Søndag havde vi et normal forhold som ægtepar/kærester nu har, dog uden sex. Vi holdte i hånd i sengen, kiggede hinanden i øjnene, lå i ske. Vi krammede og kyssede meget af dagen. Vi hygge op og ned af hinanden i sofaen. Vi lavede lidt havearbejde sammen og gik en tur i den lokale havn og fik en is. JEg er selvfølgelig stadig varsom over om det er falske eller sande signaler hun sender. Hun er begyndt og komme til mig for kram, hun sagde hun savnede mig og hun sagde endelig af hjertet sagt undskyld(jeg viste ikke lige hvordan jeg skulle tackle undskyldningen, jeg glemte at kramme hende, var overrasket og glad på samme tid - glad fordi at det er første gang hun siger det til mig). Vi kyssede rigtig meget farvel, da jeg forlod huset søndag aften. Sagde jeg helst ville blive og hun sagde hun også helst så jeg blev, men vi måtte gøre dette væk fra hinanden, jeg har lovet ikke at skreve/ringe, så jeg ikke forstyr hendes tanker for meget, selvom jeg sidder og stirre på min mobil tlf hele tiden... er alt dette ikke positive tegn?
Jeg kan mærke hun er ved at komme lidt tilbage, men er dog stadig varsom, da keglen er i baggrunden et sted og stadig vil have hende. Jeg har tilgivet hende af hele mit hjerte, jeg elsker hende, vil gøre alt for hende.
JEg tror at det er hendes egen indre skyldsfølelse/dæmon, som lige nu spærre vejen for hende. derfor fortæller jeg hende også, alt jeg har på hjertet om hun vil hører det eller ej. Hun går hos en psykolog.
Nå vi skal ikke ses hele ugen og hun overvejer at tage fri i næste uge også, og komme væk. Jeg vil kæmpe for hende - skal jeg gå hårdt på?
Overvejer om jeg skal bombarderer huset med roser og andre blomster til hende ? er det at gå for hårdt på lige nu, når hun vil være alene og skal have plads. JEg har også skrevet alle mine tanker ned om os... er det en god ide at lægge, så hun kan læse det??
Måske lægge små tegn seddler med komplimenter i huset, når jeg ikke kan sende SMS, mail, eller ringe.
Alle ideer modtages og kommentarer.
Jeg er lidt desparat, godt klarover jeg ikke kan banke kærlighed ind i hende, men jeg kan prøve og finde den. Det skal siges jeg heller ikke selv lige fungere i dagligdagen. Er man købt eller solgt i dette ægteskab.
Kommentarer
Jeg vil spørge dig, om du har forsøgt modellen med at tale rent ud og forlange at hun gør det samme?
Hvorfor foretrækker du at det hele skal være en gættekonkurrence?
Nu overvejer du, om du skal bombardere huset med roser. Du har en mening med det, men den skal hun gætte. Det er da en fin ide at skrive alle dine tanker ned, men du skal da ikke lægge det et sted, hvor hun tilfældigvis finder det. Nej, du skal give hende det i hånden og sige, at du har skrevet ned, hvordan DU har det og hvad alt det her gør ved dig.
Små tegn-sedler? Nej, nej og atter nej – sig tingene lige ud.
Er det et ligeværdigt forhold, at du bare skal finde dig i det hele? Du fortæller hende alt, hvad du har på hjerte – men alligevel skal du gætte, hvad hun har på hjerte?
Hun går til psykolog. Hvad med dig? Og hvordan med den parterapi, der tidligere har været på tale?
Jeg tror altså ikke du gør hverken dig selv, hende eller jeres forhold nogen særlig god tjeneste ved at rette ind hele tiden.
Men – som nævnt – jeg aner ikke, hvorfor du ikke bruger modellen med klar og tydelig tale. I kommer i hvert fald ikke nærmere på hinanden ved at udelukkende bruge ”tegn, gæt og grimasser”.
Jeg har et forslag, som jeg beklageligvis ikke regner med, at du vil følge: Hun vil have fred for dig i denne og muligvis også næste uge. Fint nok. Send hende et brev, selv om det er mod aftalen, men send dette ene, hvor du skriver, at du vil respektere, at hun har brug for fred til at tænke, men at du så vil foretrække, at hun tænker sig ordentligt om, og hun derfor ikke vil høre fra dig overhovedet. Det er hende, der skal kontakte dig, når hun er klar til det – også selv om der går længere tid end de 14 dage. Skriv også at det altså er ubærligt hårdt for dig at bare skulle sidde og vente på hendes afgørelse, så derfor vil du også have fred til tænke tingene grundigt igennem, så når hun en gang er klar, så må hun jo så finde ud af, om du så er det, eller om det nu er dig, der vil have brug for mere tid, hvor det så er hende, der skal vente på dig. Og du må da også gerne skrive, at du især vil overveje seriøst, om hun egentlig har ret – at I skal skilles, for enten har I et ligeværdigt forhold, hvor I begge er åbne overfor hinanden, eller også har I ingenting.
Ja, det er at lægge et pres på hende, men det er altså ikke rimeligt, at du bare skal sidde på bænken og vente til det passer hende at finde ud af, hvad hun vil. Som jeg læser det, du skriver, så er det hende, der sidder på den høje hest, og er 100% sikker på dig – hvorfor hun kan tillade sig at forlange af dig, at du bare skal vente, og vente – jeg tror faktisk, det vil være rigtigt sundt for hende at blive usikker på, om hun har kørt dig for langt ud; at hun kan risikere, at det bliver dig, der siger stop og nejtak, når hun står og vil tilbage, så det indtryk må du faktisk meget gerne give hende; når det hele nu skal være sådan noget gætteværk.
Og – så vil jeg igen foreslå dig, at du søger noget hjælp til dig i hele denne situation.
JEg føler ikke jeg gætter så meget mere, for hun kan jeg virkelig se på hende, at hun prøver at finde sig selv, hun prøver at bearbejde situationen. Jeg skriver fordi jeg kan se hun er ved at komme tilbage, hun er dog tynget af skyld. Hun har åbnet sig meget mere end de tidligere 3 uger. JEg er godt klarover det er mig som er "ofret", men jeg vil bare vise hende at jeg mener af alt mit hjerte at jeg vil have hende tilbage.
Det kan godt være jeg har udtryk mig, som ren gætteri i dette indlæg. JEG ved hun ikke er så dum eller ond, at alle disse kram og kys, bare er trøst. Hvis hun virkelig ikke ville alle dette, så ville hun vel ikke udøve dem og hun var skredet over til ham den anden. Jeg prøver at finde guidning hvordan jeg viser hende min kærlighed uden at gå for hårdt på eller skal man gå hårdt på.
Hun er i psykolog behandling, men der er jo 14 dages frusterende tid mellem konsultationerne, jeg skal selv besøge en psykolog idag. Parterapi har begge psykologer frabedt indtil vi hver især har fundet ud af hvad vi vil, derefter skal vi snakke i parterapi.
Vi er væk fra hinanden og jeg vil gerne kommunikerer med hende og det vil hun også, men det er nok for det bedste at vi ikke gør.
Jeg vil gerne give hende mine tanker, som jeg har skrevet ned. Ville hører andre om det var en god ide eller om hun bare ville smide det ud. tror jeg dog ikke...
JEg har overvejet den hårde gang, men når man ligger ned og man er fyldt med kærlighed til en anden person, så er det ikke bare lige at gøre. Jeg havde i overvejelserne at hvis jeg ikke fik noget "feedback" af positiv art fra hende her i weekenden og efter min snak med psykologen idag, trukket mig! men når jeg kan se hun virkelig prøver at finde tilbage, så skal jeg da også kæmpe for hende, uden at presse og omklamre for meget... for hun skal stadig har plads til at tænke det ved jeg.
Jeg skriver herinde for jeg føler mig ensom og brug for erfaring og råd. Jeg læser hvad der skrives.
I dit første indlæg her, skriver du faktisk ret meget om tegn og signaler, så derfor troede jeg, I stadig var der. Det må du undskylde. Dog synes jeg stadig, det hele handler om, at det er dig, der skal rette ind hele tiden, og at du ikke får et ben til jorden.
Jeg fastholder dog stadig, at der ikke skal være tegn og gætteting mellem jer. Det er en god ide, at du skriver til hende, og fortæller hvordan du har det og hvad alt det her gør ved dig - men du skal give hende det brev direkte. Det skal ikke ligge et sted, hvor hun tilfældigvis kan finde det.
Det er også i det brev, du fortæller hende, at du virkelig elsker hende, og hvis du selv mener at det er det rigtige både for hende og for dig, at du skal holde dig væk i en periode, og at I ikke skal have kontakt, så er det det, der skal til, men i stedet for at fylde huset med roser, så skal du fortælle hende, at du respekterer dette ønske, og derfor overholder det, og det gør du ikke ved at sende roser og små "tegn"sedler. Hun ved du elsker hende - det er forhåbentligt ikke nødvendigt at skulle bevise det hele tiden?
Jeg håber for dig, at du får et godt udbytte af psykologen, men husk at du der virkelig skal komme ind på, hvor meget alt det her slider DIG op. Det er DIG der skal have hjælp, hvorfor du ikke skal bruge al tiden på din forståelse af din kone. Det er DIG, der har brug for forståelse og værktøjer til at takle situationen på en måde, DU har det godt med.
Det er en fin ting at have forståelse for andre - her din kone - men hvis du glemmer dig selv og forståelse af dig, så kommer du altså ikke videre.
Jeg håber, du vil fortælle om, hvordan det er gået hos psykologen.
Held og lykke med det.
Det havde jeg desværre ikke men måtte opgive, og det er utroligt svært at komme videre, når man elsker en person men ikke kan og må udtrykke sin kærlighed.
Mit råd, du skal passe på du ikke presser hende for meget, men samtidig skal du ikke bare lade hende bruge dig som en dørmåtte.
Det var desværre mig der var min mand utro, hvad jeg inderligt fortryder, min mand kom desværre aldrig over det.
Held og lykke
Tak for jeres svar.
Jeg vil kæmpe med hele mit hjerte, jeg tilgiver og elsker hende. Jeg er godt klar over hun er i tvivl om sine følelser til mig, om jeg bare den bedste ven hun holder rigtig meget af eller jeg er hendes ægtemand.
Nå jeg havde min første snak med en hjernevrider igår... ved ikke hvad jeg skulle forvente og nu var det første gang. Jeg fortalte det hele og hun spurgte ind til nogen af mine følelser. Hun konstaterede hurtigt at jeg var afklaret omkring vores situation, fornuftigt... problemet som hun sagde det er ikke dig som styrer toget eller tiden. JEg skulle have tålmodighed, men samtidig selv stille mig det spørgsmål, hvornår skal jeg stige af toget, hvis hun ikke afklarer sig selv. Hun spurgte til min vrede og skuffelse, og ja jeg er jo ikke ligeglad med det hun har gjort, men mit hovedemne er JEG ELSKER DEN KVINDE!
Min psykolog sagde godt, at ud fra det jeg fortalte, så er hun(min hustru) ellers har hun været forelsket i hendes affære. Men at elske er noget andet og kræver meget mere end to knald i kopirummet og lidt kontor flirt og søde ord.Forelskelse kan fører til kærlighed med tiden, men det kræver at de har et helt andet forhold, sagde hun. Hvad ved jeg! lød godt i mine ører, men jeg kunne ikke bruge det til meget. Fik også en lang liste, som en eller anden svensk skilsmisse psykolog har skrevet om hvordan man kan elske i sit forhold igen. Den må jeg da vise til min hustru, så må hun kigge på den eller smide den ud.
Jeg må sige jeg var lidt skuffet, netop som Lotte skriver hun skulle hjælpe mig med min afmagt, frustation, utålmodighed - tiden står jo stille, det jeg slet ikke fungerer i dagligdagen uden kommunikation med min hustru eller ser hende. Det er frygtligt, som en stor beton sten om brystet. Jeg nævnte det for hende, men SÅ var tiden udløbet, en time går hurtig... irriterende, for meget business synes jeg. Det kan vi tage næste gang om en uge sagde hun... HVAAA..
Selvom jeg lider meget, og er tæt på at være helt til rotterne, så skrev min hustru i går til mig.. hvordan det var gået og hun ville da gerne snakke om det hvis jeg havde lyst. Stenen omkring brystet blev lettet lidt... vi skriver sammen... Jeg skrev at jeg savnede hende og havde lyst til at kramme hende, hun besvarede med at hun også havde tænkt meget på mig og vores gode søndag sammen og det var rigtig rart vi skrev sammen, det føltes rart skrev hun. Vi skrev nok 20SMS´er hver, inden vi sagde godnat...
idag er jeg på skift lidt ovenpå og ellers til rotterne, godt jeg har en forstående arbejdsplads. Vi har ikke skrevet sammen idag og jeg ved bare en lille sms kan hjælpe os mig, men jeg holder disiplinen jeg skriver ikke til hende idag. Jeg har lovet at ikke skrive, det er noget andet hvis hun skriver til mig, så åbner hun selv for dialogen.
Jeg vil dog gerne se hende og snakke med hende omkring min snak med psykologen.
Jeg sidder og brainstormer et brev til hende nu... hun kender mine følelser og vi er enige om at være fra hinanden(selvom jeg gerne vil være der med hende). Hun overvejer at tage i hendes forældres sommerhus i weekend/næste uge og tænke, så kan hun få det med.
kæft det er svært ikke og kunne skrive/ringe til hende... sidder og kigger på kalenderen det er idag 21dage siden jeg fandt ud utroskabet osv, jeg er overrasket, når jeg er til rotterne, hvordan jeg har klaret det, så kan jeg vel godt klare lidt tid endnu.
Jeg ved godt jeg ikke skal være sikker på en skid og måske drømmer og gætter.
Men som vi havde det sammen i søndags(lørdag), nærmest som et par uden problemer, hyggede, krammede, kyssede, nussede og lå i ske... jamen det kan da ikke være helt forkert opfattet, at jeg har lidt håb forude...
Tror virkelig hun prøver at finde sig selv i os, finde sine følelser for mig. Hun vil vel ikke sige af egen ord hun savnede mig, hvis hun ikke mente det.
Hun siger hun ikke tager tlf når spasserkeglen ringer til hende.
øhhh for fanden, er ved at være godt frusteret over det hele, hvor svært kan det være tænker jeg, mig eller ham!
Glem alt det snik snak.
Hun er en tromler, gå fra hinde, alt andet vil koste dig på selvværdet til du kun har bitterhed tilbage og så går hun alligevel videre til den næste.
prøv linket her og se om det ikke passer meget fint på hinde.
http://forum.oestrogen.dk/blogs/mettean ... ampyr.aspx
Jeg er på renden af sambrud og jeg har været Statsforvaltningens hjemmeside og kigget de forskellige former for skilsmisser.
Uden tvivl hendes kæde og det store tandhjul er sprungtet af og elevatoren kører kun i kælderen.
Men fantastisk link.... må bevare lidt humor i denne situation.
Jeg læser lidt med herinde, har jeg ret i, at du på et tidspunkt skrev, at I havde kæmpet for at din kone kunne blive gravid, og hun havde fået behandlinger, hvorefter hun nu var blevet gravid ?
Hun har været utro herefter, HVIS det er dig jeg har i tankerne.
Jeg kan forestille mig, at det tærer meget på et ægteskab, under de omstændigheder, det har man jo også hørt før.
Når samlivet kommer til at dreje sig om barn, i stedet for kærlighed og nydelse.
Jeg tror din kone har følt sig fristet, hun har trængt til lidt spænding, det at føle sig nyforelsket igen.
Og hvis det ER dig jeg tænker på, så er hun gravid i dag.
Mange kvinder er ikke sig selv, når de er gravide :-) jeg tror du skal give hende rigeligt med tid.
Du må ikke være omklamrende og ynkelig.
Hvis du i stedet virker modsat, så kunne det tænkes hun vågnede op på et tidspunkt.
Hun skal efter min mening, ikke være så sikker på dig.
Hendes elsker er gift så vidt jeg husker, og jeg tvivler på, at han vil forlade sin familie til fordel for din gravide kone, hvis barn du er far til.
Så en dag - om ikke andet når barnet er ved at melde sin ankomst, så tror jeg din kone vil vågne op og se, at nu har I muligheden for, at begynde et helt nyt liv sammen alle 3.
Held og lykke :-)
Det er vi flere, der har prøvet at forklare flere gange, men det trænger ikke rigtig ind.
Det er der jo nok ikke meget at sige til, for man har svært ved at forstå det, når man er midt i situationen.
Du har ret, det er mig du tænker på!
Jeg kan være blind på mig selv, men jeg synes ikke jeg er omklamrende på nogen måde, selvom det er meget svært når jeg er i nærheden af hende.
Jeg bor i hverdagene hos mine forældre og har gjorde det i snart små 3 uger, jeg kommer hjem til huset i weekenderne og om hun så er der eller ej, så laver vi ting samme, som ægtefolk nu engang gør og hygger også.
Hun har eks inviteret mig i byen i aften, godt nok også med hendes forældre.
det er vel en begyndelse. Vi var i Tivoli til fredagsrock, stod som kærester, med armene om livet på hende og hun holdt mig i hænderne.
Ja vi har været igennem en meget lang og opslidende fertilitetbehandling og flytning fra lejlighed til hus som nok har taget alt fokus fra os til mission baby(uden og snakke meget om det) og nyt hus. Men det var jo fælles mål, mission om du vil, hvorfor smide det hele på gulvet nu.
Jeg havde travlt med at skabe vores hjem, så vi kunne være glade, når det endelig skulle lykkes med barnet, det var det vi ville.
Jeg kæmper virkelig med at tage afstand, jeg har kun 1 gang på de 3 uger begyndt en sms til hende, hun har dog skrevet til mig næsten dagligt og derfra har vi skrevet meget frem og tilbage - jeg kan ikke lade være med at svarer.
Du nævner med tiden kommer hun til sig selv, ja det håber jeg da også, men tid og tålmodighed er et svært dilemma. Jeg har fået at vide at hormon behandling og især også over så lang tid, virkelig kan gøre en person skør, hvis jeg må sige sådan eller anderledes. Hun er jo blevet proppet med hormoner i alle former og sprøjter. Hun har haft affæren før hun blev gravid, og hun siger de har brugt beskyttelse + dagene/ugerne stemmer på den dag vi blev insemaneret hos lægen ellers må der en DNA test på.
Jeg vil gerne være tålmodig og vente, for jeg elsker hende jo, men en dag stopper mit tog vel og jeg må stige af.
Klarover hendes proces ikke er sluttet endnu.
Hun er/eller har været forelsket i ham og det han har kunne tilbyde hende, men jeg tænker hvis hun virkelig ville ham familie faren/kollegaen, som hun kun har set på arbejde, knaldet i kopirummet, som godt er klarover jeg ved det hele, hvis de virkelig vil hinanden, elsker hinanden og ødelægge begge deres familier og ægteskaber, VILLE de så ikke have løbet i armene på hinanden på nuværende tidspunkt, selvom jeg siger jeg elsker hende og han har sin familie??? Sådan siger min måske naive logiske sans bare - men hvad ved jeg. Jeg er også klarover hun måske ikke vælger nogen af os, den mulighed kan der også være.
tak for jeres tanker og kommenatarer, det giver støtte i denne svære tid.