Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
men jeg ønsker ikke at skulle unne holde denne her smerte ud.
det kan godt være de ska leve med den smerte, men som regl overlever de nok uden miiig..<3
Jeg er mor til en pige, der også har været gennem sine forældres svære skilsmisse... Hun var fantastisk dygtig til at skjule, hvor dårligt hun havde det. Samtidig valgte hun at passe mere på mig, end på sig selv. Jeg havde en nyopdaget diabetes, som fuldstændig tog magten fra mig. Jeg kunne slet ikke styre min diabetes. Hun påtog sig opgaven med at "passe på" mig. Hun var ALT for ung til at skulle passe på mig (hun var på din alder den gang). I den alder er det svært nok at forstå og forholde sig til alt det, der sker i ens egen krop (puberteten).
For hende startede det med at hun ikke fik nok at spise. På mine forespørgsler sagde hun, at hun havde spist i skolen, at hun den dag ikke var særlig sulten, at hun havde spist inden jeg lkom hjem fra arbejde og andre undskyldninger. Jeg var blind for, hvor tynd hun blev. Hun gemte det rigtig godt med det tøj, hun havde på. Senere begyndte hun også at skære i sig selv.
Hun har været omkring bekymrede lærere, skolepsykologer, frivillig flytning hjemmefra, psykolog igen. Hun fortalte, at hun fik det bedre, men... hun fortalte ikke alt. Hun fortalte kun det, hun mente var ok at fortælle. Det var mange ting, der gjorde FOR ondt at sige højt.
Det smerter forældre utrolig meget at se ens eget barn have det så dårligt...
Hun flyttede tidligt hjemmfra, for hun kunne klare sig selv... troede hun. Det gik ikke godt, men hun turde ikke bede om hjælp hos nogen...
Jeg har flere gange nærmest måttet tvinge hende til at modtage hjælp...
Jeg er blevet kaldt og lignet... hun har bedt mig holde mig langt væk fra
hende...
Hun har dog heldigvis altid kontaktet mig igen...
hun har haft mange op- og nedture i sit liv siden da.
Hun endte med, efter 2 længerevarende kæresteforhold, at ville prøve at bo alene, men det gik slet ikke. Kun når hun blev spurgt, sagde hun det gik godt. Selvom alle omkring hende kunne se, at det bestemt ikke gik hende godt.
Hun var dog blevet nogle år ældre, og jeg kunne nu få hende til at lytte en smule til, hvad jeg ønskede at fortælle hende.
Hun gik meget modvilligt med til at gå til lægen igen... det ene af to menneske, hun tilsyneladende havde tillid til. Hun kom i anti-depressiv behandlig og lægen anbefalede hende at tale med psykologen igen. Hun kom til psykolog igen, efter 6 hårde måneders ventetid. Og vi begyndte ganske langsomt at se små glimt af den dejlige pige, hun tidligere havde været. Det viste sig at der var mange ting, hun ikke havde fortalt hverken sin læge eller psykologen alt, hvad der trykkede hende. Alt det "grimmeste" havde hun holdt for sig selv. Hun kunne ikke fortælle det...
Som hun sagde dengang: "Det rager squ ikke andre end mig"
I dag er hun den dejlige pige igen og jeg har igen fået hendes tillid, så i dag kan vi om, hvad der egentlig skete dengang. Der er kommet mange ting frem, som jeg ikke vil ønske for nogen skal komme imellem forældre og børn.
Det gør simpelthen alt for ondt.
I dag siger hun at det har gjort virkelig ondt i hende at skulle fortælle det. Det har bl.a. været en af grundene til at hun begyndte at skære i sig selv. Det kunne jo ikke gøre ondt to steder i kroppen på en gang.
Hun er ikke helbredt i dag, hun har stadig dage, hvor hun har det dårligt og dage, hvor hun har det rigtig dårlig, men...
Hun er blevet meget bedre til at kunne bede om hjælp.
Men det har taget noget år... år, det gør meget ondt at tænke på
År, hvor hun burde have været en ung glad og sorgløs pige...
Hun siger selv i dag, at de år har været meget svære, hun har mange gange ønsket bare at dø... og også forsøgt nogle gange... for hun mente, vi ville have det meget bedre uden hende...
Det var vi selvfølgelig ikke enige med hende i... og det lykkedes heldigvis ikke for hende.
Jeg ønsker og håber for dig, at du får en eller anden form for støtte eller hjælp.
Meget nemt at sige, men... meget, meget, meget svært at gennemføre...
Jeg ønsker alt det bedste for dig... håber at du en dag kan se lyset for enden tunnelen. Mange tanker fra en mor
men jeg tænker ikke på min mor mere, jeg elsker og savner hende ikke.
jeg ved ikke hvorfor.
jeg har prøvet at bygge en tillid op til hende mange gange.
MEN HVER GANG, jeg snakker med hende bliver mit humør dårligt.
dín datter havde det måske lidt på en anden måde, end mig.
der er mange samenligninger, men alligevel en del forskel.
jeg VIL IKKE åbne mig for andre.
jeg an sidde og skrive herinde om meget lidt, at det som går mig på.
men min familie er ved at opdage det.
har tid ved lægen i morgen, hvor jeg ved jeg ikke ville sige noget.
men min søster er urolig for at jeg begår selvmord.
hun har snakket med lægen i dag. ved ikke om hvad.
men det finder jeg nok ud af i morgen..
Jeg har fulgt dine indlæg og er meget berørt af det, du skriver.
Som flere har skrevet i debatten er det helt klart, at den situation, du lige nu er i, er en meget stor mundfuld for dig at stå alene med.
Jeg kan godt forstå, at det må være en overvindelse for dig at bede om hjælp, men jeg er glad for at kunne læse, at du har haft en aftale hos lægen i dag, og jeg håber inderligt, at din læge har kunnet hjælpe dig videre.
Jeg synes, du allerede har fået mange gode råd her i debatten fra mennesker, der så gerne vil hjælpe dig.
Jeg skriver dette indlæg fordi, jeg også synes, du skal vide, at der findes en organisation, der hedder Børns Vilkår, som er til for at hjælpe alle børn, der har brug for det.
Børns vilkår har en børnetelefon, hvor man helt anonymt kan ringe og få en snak med en voksen, der er vant til at tale med børn og unge hver dag, og som kender til alle problemstillinger, store som små.
Du kan ringe gratis til Børnetelefonen på 116 111
Telefonen er åben mandag til torsdag mellem 12 og 21
og fredage mellem 21 og 19.
Se mere her: http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge ... fonen.aspx
Kære Tenna, jeg håber alt det bedste for dig.
Knus og tanker fra
Lone,
Netdoktor redaktionen
men det hjælper jo ikke når jeg ikke ville snakke.
HAR været til læge, men blev bare ret sur derinde.
hun sagde til min far at han skulle henvende sig til min skolepsykolog.
og ikke andet.
hun kunne ikke gøre noget fordi jeg ikke snakkede.
så da jeg kom hjem, gik jeg min vej.
jeg var sur, virkelig virkelig sur..
havde ondt i maven.
mit humør ændre sig så hurtig, når jeg snakker med læger/ psykologer, og sådan.
bagefter er jeg pisse sur.
og cutter endnu mere i miig selv.
jeg fucking hader det
Det er i orden at være sur:) også når du taler med læger og den slags. bare bliv sur alt det du vil.
Men hvad bliver du egentlig sur over ?? og hvorfor især på læger og psykologer?? Eller hvem er du sur på??
og fordi at når jeg så siger noget, kommer der kommentarer, som det passer ikke, eller bare lade være med at tænke på det.
jeg bliver sur på dem omkring mig, fordi de ikke kan gøre noget godt for mig.
men det jo mig der ikke giver dem lov til det.
og dte gør mig mere og mere vred.
jeg ønsker nu slet ikke nogens hjælpe..