skærer jeg, ender jeg ikke på bunden
jeg er en 14 årig pige, som har det rigtig svært. for godt et år siden blev hele mit såkaldte liv ødelagt. jeg vidste godt mine forældre skulle skilles, men jeg vidste ikke alle de ting som ville medfølge. min mor blev midt i det hele ramt af en voldsom depression, som gjorde tingene endnu værre end de var. hun forsøgte selvmord, hun forsøgte det rigtig mange gange, har slet ikke tal på det mere, jeg fandt hende liggende halvdød i sengen, sammen med mine noget ældre søskende. hun var helt ustyrelig, hun begyndte at drikke i nogle perioder. og i andre var det hende depression der styrede hende. det ramte mig rigtig meget. jeg blev smidt ud hjemme fra, og boede rundt omkring. følte mig ikke tryg nogen steder. og det gør jeg heller ikke nu. jeg begyndte at skære i mig selv, fordi jeg følte trang til det, følte der skulle være noget inde i mig som skulle ud. men som aldrig kom ud. og her i sommerferien, gik det gruligt galt for mig. jeg havde siddet hele dagen ag planlagt mit selvmord. havde tænkt alt igennem som fx, klokkeslæt, og hvor det skulle foregå og, hvordan, og havde skrevet selvmords brev. jeg valgte at tage en masse piller, men jeg vidste efter et par timer at det ikke ville virke fordi jeg ikke mærkede noget. og blev lidt efter indlagt i 36 timer for at få renset blodet. og kom derfor hjem igen. jeg begyndte til psykolog, som jeg havde sagt mange gange ikke ville hjælpe mig.. og jeg havde ret, det hjalp overhoved ikke, jeg fik det derimod værre, jeg ville ikke snakke om mine problemer som jeg har inden i mig selv. og det er det jeg skulle ved psykologen. så stoppede til det. men alt er blevet værre.. jeg får det værre og værre dag for dag. jeg begyndte at skære i mig selv igen.. og for ikke ret langtid siden sad jeg med et barberblad ved en 4 tiden hvor jeg enig burde sove fordi skulle i skole 4 timer efter, men jeg sad der og skærte mange gange, ogsad med den over min pulsårer, men jeg kunne ikke gøre det. havde prøvet flere gange så det bare blødte men jeg ramte ikke.. og jeg ved ikke hvorfor jeg gerne ville ramme den. jeg kan bare ikke holde det ud mere.. har forsøgt i snart 1 år at få det bedre. men det kan jeg ikke, folk siger snak med nogen gå til din læge tag til psykolog.. men forhelvede jeg har prøvet.. det hjælper ikke.. jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre.. når folk ville hjælpe mig afviser jeg det, fordi jeg er bange for hjælpen. men ønsker hjælp.. men når jeg står i situationen, og behøver hjælp siger jeg fra..
skal lige siges at jeg er begyndt at forandre mig rigtig megte.
går til hiphop, men stopper til det..
har lige smidt halvdelen af mit værelse ud, fordi jeg ville havde det skal være sort og hvidt.
jeg orker virkelig intet længere...
overstrejer alt på mine vægge, og river plakater og sådan ned. .
jeg ville ikke det her længerne.
men hjælpen, er for svær for mig, er bange for at jeg snart ligger nede på bunden..
skal lige siges at jeg er begyndt at forandre mig rigtig megte.
går til hiphop, men stopper til det..
har lige smidt halvdelen af mit værelse ud, fordi jeg ville havde det skal være sort og hvidt.
jeg orker virkelig intet længere...
overstrejer alt på mine vægge, og river plakater og sådan ned. .
jeg ville ikke det her længerne.
men hjælpen, er for svær for mig, er bange for at jeg snart ligger nede på bunden..
Kommentarer
Det lyder som noget rigtig lort rent ud sagt, sådan som du har det, men sådan er livet jo desværre engang i mellem. Jeg kan godt forstå det er hårdt, og kender godt følelsen af at det hele kan være ligemeget.
Jeg vil mene at det bedste du kan gøre er, at snakke med din læge, og få en henvisning til en psykolog, eller evt. en psykiater. Du er 14, så du hører under børnepsykiatrien, hvor der desværre er ret lange ventetider for tiden, så jo før du får snakket med din læge jo bedre.
Når problemerne opstår her og nu, i særdeleshed selvmordstankerne og selvskade tankerne, så tag kontakt til nogen.
Jeg opfordre ikke nogen til at gøre skade på sig selv, på nogen måde, men hvis det hjælper dig til at holde dine følelser under kontrol, så du ikke risikere et evt. selvmordsforsøg, så er det okay. Det vigtige er, at du ikke bliver vred på sig selv over det.
At dit liv har formet sig anderledes end man forventer, og alt går galt, er ikke din fejl. Livet har masser af byde på.
Hvis du går i folkeskole, hvilket jeg regner med med din alder, så hør evt om du kan få nogle samtaler med jeres skolepsykolog. Han eller hun kan også henvise dig videre i det psykiatriske system hvis det er nødvendigt.
Ang hvad der blev skrevet om at du måske har tegn på borderline, så tag prøv at kigge ind på www.borderlineforeningen.dk
De har et forum, hvor de er meget søde til at hjælpe og komme med gode råd.
Hvis selvmordstankerne bliver for presserende, så ring til livslinien 70201201
De bedste ønsker for dig
Jeg er rigtig ked af at læse hvad du og dine søskende har oplevet. Der er ingen børn der skal se deres mor være så syg
Jeg ved ikke hvorfor de andre nævner borderline. Borderline er en personlighedsforstyrrelse der grundlægges i barndommen.
Som jeg læser dit indlæg, så har du ikke haft psykiske problemer før dine forældres skilsmisse. Hvis det er rigtigt forstået, så er din psykiske krise direkte udløst af de ting du har oplevet i forbindelse med skilsmissen, og det er derfor et traume du skal have behandlet - ikke en personlighedsforstyrrelse.
Det eneste symptom du beskriver som borderlinepatienter slås med er din selvskade - og i så fald har du ikke borderline.
Jeg er virkelig ked af at sige det, men det er nødvendigt at få problemerne/følelserne frem for at få dem vendt og drejet før man kan få det bedre.
At tale med en læge eller psykolog får ikke problemerne til at gå væk efter en eller to gange. Og grunden til at du rent faktisk har oplevet at få det værre af at tale med psykolog tror jeg er, at man ved de snakke får løftet problemerne frem i stedet for at presse dem ned.
Og de er så svære at håndtere, at du forsøger at presse dem ned.
Det er ikke sjovt at skulle have dem frem. Men at presse dem nede resulterer i det du gør nu: Oplever en stærk spænding indeni som du kun kan få afløb fra ved at skære i dig selv.
Du tror næppe på mig, men du KAN og VIL få det bedre - når du tager imod hjælp til at bearbejde alt det her.
Jeg forstår godt, at det er mega skræmmende at skulle tage imod hjælp. For det er sgu svært. Rigtig svært.
Jeg tror at det vil være nemmere for dig at få gang i behandling hvis du tager kontakt til lægen/psykologen/en lærer på skolen eller hvem ved jeg på et tidspunkt hvor du ikke har det desperat dårligt.
Der ud over skal du benytte dig af telefonnumrene til akut hjælp når du har det rigtig dårligt.
For som du selv siger, så vil du GERNE have hjælp.
Det er desværre ikke spor nemt det her. Du skal have hjælp af en behandler der har forstand på selvskade, og som har forstand på terapeutisk bearbejdning af traumer.
MÅSKE vil du have gavn af en smule antidepressiv medicin, men du skal ikke tage medicin uden samtidig at få terapi! Medicinen kan få den mørke sky til at lette lidt og give det overskud der skal til for at arbejde terapeutisk med problemerne, men medicin får IKKE problemerne til at gå væk, så det er ikke godt nok kun at tage medicin.
Og så tror jeg, at du vil have rigtig stor gavn af en i hverdagen der kan hjælpe dig med at komme afsted til fx. hiphop og hjælpe dig til ikke at bure dig inde med dine mørke tanker. Selvom det er svært at være ude mellem folk, så er det ikke spor hensigtsmæssigt at du isolerer dig.
Hvor bor du nu?
Hvor gamle er dine søskende? Snakker du med dem om det?
Jeg var selv utroligt selvskadende engang. Jeg skar og skar og skar og skar - og jeg endte med at blive så afhængig af det både psykisk og fysisk, at jeg var indlagt i et par måneder før jeg lærte at holde op. Så jeg ved hvad jeg snakker om når jeg siger, at problemerne ikke går væk ved at man har et par samtaler med en behandler.
Men jeg ved også hvad jeg snakker om når jeg siger, at trangen til at skære i sig selv kan gå helt væk og de ubehagelige tanker kan blive så små at de er til at håndtere :-)
Pyha, det blev vist en hel masse jeg nu skrev. Jeg håber at du kan bruge lidt af det til noget.
Et stort kram til dig.
:-)
ville lige tilføje noget, og give nogle svar:
jeg er selv 14 år,(snart15), og mine søskende er 16, og 24 år.
jegsnakker ikke med dem om mine problemer, fordi jeg ikke føler mig tryk nok til at gøre det.
jeg kunne sagtens bestille en tid, ved lgen, og så tage derind, men når jeg først er derinde, lukker jeg alt inde..
og det ville derfor være lidt spild af tid..
fordi jeg skammer mig over det som jeg gør, og hvis jeg ikke gør de ting som jeg gør, så føler jeg mig skyldig..
det simpelhten virkelig svært at forklare.
jeg kan sidde og skrive her, fordi jeg ved det ikke kommer så vidt ud, at det er jeg skal snakke om det personligt..
jeg føler ikke mig forpligtet til at holde tingene inde, når jeg skrive romdet her.
me snakker jeg om det med andre, bliver jeg virkelig flov, i kan sagtens sige at jeg skal kontakte min læge,eller skal til terapi, eller psykolog IGEN, eller til en psykiater.
men mit problem er at jeg ikke ville snakke om mine problemer.
og især ikke hvis der er en fast ramme. om hvornår jeg skal afsted, og hvornår jeg skal snakke..
fordi når jeg endelig meget få gange ville snakke med andre (PERSONLIGT), ikke lige om mig psykisk / eller cutting),men andre ting, så er det noget jeg selv gør, og noget jeg selv føler trang til.
jeg kan ikke lide at føle mig presset, det gør mig endnu mere forvirret.
jeg kan IKKE lide, LÆGER, PSYKOLOGER, PSYKIATERE, det skrammer livet af mig bare at tænke på det.
jeg erkender der er et eller andet galt med mig, men ved at skulle såda noget, har jeg en følelse som siger, jeg ikke er syg, jeg fejler intet, alt er godt ved mig, og hvis andre spørger mig hvordan det går, eller noget lignende, siger jeg som regl det går godt..
og hvis jeg snakker med en lærer,/ skolepsykolog/læge/psykiater, og sådan.. ville mine svar for det meste være DET VED JEG IKKE..
min lærer spurgte mig selv i dag hvordan det gik derhjemme fordi hun ved jo det med mine mor og sådan.. jeg sagde bare DET VED JEG IKKE.. og hun spurgte mig hvordan jeg har dte,, og mit svar igen var DET VED JEG IKKE..
jeg ved selv med sikkerhed at jeg ikke friviligt tager imod hjælp, fordi jeg er virkelig BANGE FOR HJÆLPEN..
folk kan sige at jeg ikke skal være det, men forhelvede det er jeg om i så siger det ikke er farligt eller ej.
inderst inde ØNSKER JEG HJÆLPEN., men jeg turer ikke.
jeg ville ikke engang gå til min læge, efter disse svar.
når jeg stiller spørgsmål om ting, og jeg bange for at få svaret..
mine ting med fx at skære i sig selv begyndte ikke kun efter mine forældres skilsmisse, og sådan.
det har været der i næsten 2 år, og det har bare været rigtig rigtig skjult for andre, fordi de ikke må vide noget personligt om mig, ikke engang om de har tavshedspligt,
men efter tingene som skete for cirka 1 år nu, er det bare blevet tydligere, for så er det kommet mere og mere, og det, kan bare ikke alt sammen skjules..
men lærer ligger lidt mærke til det,aflevere ingen opgaver, og laver stort set ingen ting,
mit liv går på at sidde på mit værelse, som jeg faktsik lige har ødelagt i går..
alt jeg havde skrevet påvæggene , som er minder med venner, stregede jeg over med sort maling, alle mine plakater og sådan rev jeg ned, og har smidt halvdelen af mine ting ud fordi jeg ikke ville have dem, og resten har jeg taget ned fra hylder, og sådan fordi jeg ikke ville have her skal ligne at være hyggeligt,når det er et HELVED...
var bare i så fucking dårligt humør igår..
det ødelægger alt hvis jeg er i dårligt humør bare i 5 min..
hader det fucking så meget
Du bliver ved at sige, at du gerne vil have hjælp - men så går der et eller andet galt når du faktisk prøver at bede om den. Vil det være en mulighed at skrive tingene ned? Ligesom du gør her - men så sende det / give det til lægen eller den lærer der spørger til dig...
Jeg bliver nødt til at sige, at det næppe bliver lettere med tiden. Så det vil være en rigtig god idé at prøve at finde et kompromis med dig selv om hvordan du kan få hjælp. Som foreksempel det jeg skrev oppeover. Du VIL GERNE have hjælp (det må du fokusere på), men du kan ikke formulere noget som helst når du så sidder over for en og har chancen for at fortælle hvor skidt du har det, så ved at skrive det i stedet kan du nøjes med at stå og kigge på den der læser det.
og ting og sager, men tanken om at andre skulle læse det....
NEEEEEEEJ TAK!....
det jeg er bange for ved hjælpen, er selve hjælpen..
jeg kan ikke lide medicin efter mit selvmordsforsøg..
tanken om det giver mig kvalme, og lysten til at kaste op..
piller eller andet, er ikke mig..
kan heller ikke lide vand mere..
jeg slugte piller med vand..
og har ikke kunnet lide det siden..
hjælpen kan være at man skal . =
( snakke , fortælle, tage medicin, og andre ting..)
og det er de ting jeg er bange for, som jeg ved jeg ikke gør..
får jeg medicin med hjem jeg skal tage hver dag, ville jeg ikke tage noget som helst..
bare smide en ud hver dag..
eller kaste det op igen..
jeg ved ikke hvorfor.
men noget af mig ønsker hjælp.
og noget af mig ønsker stadig hjælpen,
men turer ikke overhovedet, og villeslet ikke give det en chance.
og det gør at jeg siger nej til alt.<
og enderseriøst snart nede på bunden,
(JUST LIKE MY MOM)..
En del af hjælpen er at FORTÆLLE at du ikke vil tage medicinen, fortælle at du ikke KAN og at du ikke længere kan drikke vand efter du skulle tage medicinen...
At du skriver her er jo netop udtryk for at du HAR styrken til at fortælle
jeg ender ikke med at få hjælpen..
fordi jeg siger fra.
og det kan jeg desværre ikke gøre noget ved mere.