Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Du har det så dårligt indeni, at du ikke ved hvordan du skal håndtere dine følelser på en konstruktiv måde.
Derfor skærer du i dig selv når det hele vælder op i dig.
Det bliver man lynhurtigt afhængig af, fordi det jo faktisk hjælper et kort øjeblik. Grunden til at det "hjælper" er, at smerten og det at man skal finde plaster frem osv. flytter tankerne fra det der gør så ondt indeni.
Kroppens måde at reagere på smerte og fare er at skyde et ordentligt skud adrenalin og endorfiner. Det er den urgamle reaktion der gør, at mennesket kan få kræfter til at flygte fra en fare. Når du cutter får du altså disse stoffer frigjort i kroppen, og det kan man blive afhængig af.
Det er derfor, at du nu har mistet al kontrol over skæreriet. Det er helt normalt når man cutter. Sådan er det med både spiseforstyrrelser og cutting: I starte syntes man, at man har helt styr på det og bilder sig selv ind, at det er en adfærd man bevidst vælger at bruge, men som sagt fører det hurtigt til decideret afhængig - ligesom stoffer og alkohol - og så er kontrollen helt ude af dine hænder.
Den eneste vej til at få kontrollen tilbage er at få hjælp udefra. Hjælp til at håndtere følelserne og hjælp til at lære, hvordan man udskyder trangen til at skære sig.
Jeg var selv i behandling. Fx. lærer man, at når man trangen til at skære, så skal man sige til sig selv, at man først må skære om 5 eller om 10 minutter. Selvom det er VILDT svært, så kan man forholdsvis hurtigt lære at gøre det hver gang. Bonussen ved det er, at trangen så i løbet af de 5 eller 10 minutter bliver mindre stærk. Men det kan godt være at man alligevel skærer sig.
Næste skridt er så (efter man har brugt de metode et stykke tid) at holde sig fra at reagere på den mindre trang og undlade at skære sig.
Det hedder kognitiv terapi. Du kan se det som en slags undervisning fuldstændig ligesom i skolen. Man lærer noget som man ikke vidste i forvejen og som med så meget andet, er man nødt til at få undervisning for at lære det. Og rent faktisk er det sådan, at man i sådan en behandling sjældent bliver sat til at holde op fra den ene dag til den anden, fordi behandlerne godt ved, at det overhovedet ikke er muligt.
For mit vedkommende var jeg så stærkt afhængig, at jeg bad om at blive indlagt. I starten var "de" ikke meget for det, fordi det hedder sig, at man helst skal lære de her ting mens man fortsætter med at føre sit hverdagsliv og er i sine vante omgivelser. Men til sidst endte jeg med at blive indlagt - og det var bare SÅ godt
Du har det så dårligt, Tenna... Hvis det er for svært for dig vil jeg gerne sende en e-mail til din lærer på skolen og forklare det. Det betyder IKKE at du så lige fra den ene dag til den anden bliver tvunget til at skulle snakke om tingene.
Skal jeg gøre det? Hvis du siger ja skriver jeg min e-mailadresse, og så kan du skrive til mig på den.
Hvad siger dine forældre (eller dem du bor hos) til at du burer dig inde på værelset, maler væggene sorte og skærer i dig selv? Eller ved de ikke det sidset?
Venlig hilsen
Anna
fandt min søster ud af det.
min ældste søster, som sgerne ville have mig indlag, det ville hun allerede før det her begyndte
nå me hun fortalte min far det som så ringede til lægen og ville få en tid, men først til på torsdag.
min lærer ved det meste.
men jeg ved ike hvorfor overhoved begynde på sådan noget.
altså jeg snakker alligevel ikke, så de kan ikke få det afvide af mig.
det er noget lort rent ud sagt.
jeg snakker ikke om mine ting.
og jeg ved at hvis jeg bliver sendt til en psykiater ville det ikke hjælpe, fordi jeg ville stå imod alt.
selvom jeg måske ønsker det, er jeg så bange for det, at jeg STÅR IMOD ALT.
det er nemt at sige jeg skal snakke om tingene, eller fortælle det til nogen når jeg har det skidt.
jamen jeg kan ike og det er det eneste jeg ikke vlle gøre i sådan en situation.
hvis jeg er sur, og der kommer andre, flipper jeg ud, og bliver hurtigt sur.
har som sagt humør svingninger
Måske du så vil sige, at det er fordi du jo HAR prøvet, og du ikke kunne. Men den holder ikke. At du har prøvet og ikke kunne er absolut ikke det samme som at du ikke vil kunne nu.
At du siger til dig selv at du ikke vil, gør det ikke ligefrem bedre.
fordi .... det virkelig svært at forklare.
hver gang jeg har været ved at ville frtælle tingene om mig, og jeg er kommet lidt ind i det samtalen handler om.. så stopper jeg.
jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare fortsætter.
jeg kan ikke sige noget godt til mig selv. kun alt dårligt.
ved godt det ikke ligefrem hjælper, me jeg kan ikke bare lave om på det. det er nemt bareat sige det.
jeg bliver så nemt såret, eller sur.
JEG ved at hvis jeg skulle tvinges til noget fx, medicin, psykolog, psykiater, eller meget meget meget værre som tvangsindlæggelse.
så ville man se min vrede.
for så tror je jeg ville blive megA sur. virkelig sur.
sådan hvor jeg faktisk ikke ved om jeg kan finde på at skade nogen.
når jeg blivver rigtig sur på en person, så ved jeg ike hvad jeg kunne finde på.
forleden dag blev jeg sur på min søsters kæreste over nogle ting som skete for lang tid siden.
OG JEG HAVDE SÅDAN løst til at skade hans bil, for ved han elsker den overalt på jorden.
at punktere hans dæk, og smadre hans ruder, og ødelægge den totalt, og skrive på bilen, "for det du gjorde mod dem omkring dig".
jeg kan blive rigtig rigtig sur på folk, at jeg kan sidde og planlægge en hel masse ting for at skade den enkelte person.
det ikke noget jeg viser fysisk over for andremen oplever dte selv.
(det gik ud over mit væresle, maling på væggene, ting fra væggen revet i stykker,mine ting smidt ud, eller pakket ned.)
jeg er så træt at mine handlinger, og ønsker det bliver anderledes.
men største delen af mig ønsker ikke det forandrer sig, fordi jeg er vant til at være sådan her..
har været det i ca 2 år.
jeg ryster eller får ondt i maven når jeg snakker om mig.
jeg får det skidt.(måske fordi jeg føler jeg bliver opdaget).
min far ved jo jeg slærer i mig selv nu.
men han har ikke set det. og det får han heller ikke lov til, det er der ingen der gør..............
men har lige nogle spørsgmål her:
kan ens læge godt tvangsindlægge en hvis jeg fx skærer i mig selv, og tænker på selvmord konstant.
eller hvis lægen henviser e til en psykiater kan jeg så godt takke nej?
hvad kan en psykiater gøre? kan psykiateren tvinge en til noget?
jeg er bange for alt, at jeg ikke ville gøre noget frivviligt og er derfor bange for at tingene kan udvikle sig til tvang.
jeg ved ikke om det er det der skal til i min situation.
min søster siger ender jeg ikke med at ville samarbejde om tingene frivviligt, ender det med at blive med tvang. (siger min far også).
jeg frygter at komme til læge på torsdag og behøver derfor svar.
om lægen kan gøre tingene jeg ikke ville eller ej, er ligegyldigt.
ville bare gerne være forberedt på de tinge som det kan udvikle sig til.
Hver gang man ser noget fra en psykiatrisk afdeling i fjernsynet er det i film, og der er der altid mennesker der står og savler op ad væggen og folk der skriger og folk der sidder på gulvet og rokker frem og tilbage.
I virkeligheden er psykiatrisk afdeling en afdeling på et hospital, hvor der som regel er ganske stille og fredeligt, og det er IKKE den opførsel man ser på tv som foregår der. Det er de færreste personer man kan se på og tænke "DU er psykisk syg". På afdelingen er der en hverdag med måltider og aktiviteter (fx. sport eller kreativt værksted m.m.), man kan spille spil og se fjernsyn og så er der naturligvis samtaler med behandlerne - og plads til at ligge i sin seng og have det ad h til.
Din far er omsorgsfuld. Husk det. Han vil have dig til lægen så du kan få det bedre. Og det er det helt rigtige.
Jeg er bare ked af, at I først har fået en tid torsdag når du har det så dårligt, og du så skal gå indtil torsdag og være bekymret for hvordan det skal gå. Du kan sige til ham at du gerne vil have det overstået så I kan prøve at få en tid i morgen.
Der er ingen vej udenom. Du skal derop - så hvorfor ikke bare få det overstået?
Hvis lægen tilbyder dig en henvisning til en psykiater kan du godt sige nej til at komme til psykiater.
Du spørger hvad psykiatere kan gøre. En psykiater kan tale med patienten og hjælpe til med at få sat ord på det der foregår indeni og så finde ud af hvad I kan gøre for at hjælpe på det.
Nogle psykiatere arbejder terapeutisk med problemerne og bruger medicin til at stabilisere patienten.
Andre psykiatere fokuserer på hvilken medicin der bedst kan hjælpe patienten til at få det bedre, og lader så psykologer om at varetage terapien.
En psykiater kan ikke tvinge dig til noget. Psykiateren er til for at samarbejde med dig om at DU skal få det bedre. Psykiateren kan heller ikke sige at du SKAL tage den og den medicin.
Både psykiater og læge kan dog vurdere, at der er brug for tvangsindlæggelse, hvis en patient ikke vil tage mod behandling. Så skal politiet kontaktes og de skal vurdere anmodningen. Og så skal en psykiater på hospitalet vurdere, om det er rigtigt, at det er nødvendigt med tvangsindlæggelse.
Man kan i følge loven blive tvangsindlagt, hvis:
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller
2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
fordi efter nogle af mine mors selvmordsforsøg, blev hun indlagt i rigskov, men det var frivviligt.
det bare, kommer jeg nogen sinde sådan et sted hen, hvor døren er låst, så ville det blive værre for mig.
jeg tror seriøst jeg ville flygte derfra når muligheden var der.
ellers føler jeg mig ikke tryg.
jeg føler mig ikke tryg sammen med nye mennersker.
og ønsker ikke at lære dem at kende, når man er spærret inde.
så vile jeg hellere fængsel.
når man kommer i fængsel har man gjorte noget, fx tyveri, voldtægt, drab, eller noget lignende, og det er derfor nødvendigt med en STRAF.
jeg syntes ikke hvis jeg fx er til fare for mig selv og skærer i mig selv og sådan, at jeg så skulle STRAFFES.
det kan godt være det ikke er en straf set i andres øjne, men det ville det være for mig.
jeg lukker mig inde på mit eget værelse, og ja det er rigtigt, men det er altså ikke helt det samme.
det er noget jeg gør, for at det ikke går ud over andre.
faktsik ønsker jeg ikke at holde op med at skære i mig selv, jeg ved ikke hvorfor, det ikke så meget fordi det hjælper, eller jo det gør det, fordi smerten er et andet sted.
jeg skifter hele tiden mening, fordi jeg stadig følerjeg er 2 personer, den ene ønsker alt godt, mens den anden ønsker tingene kun blivere værre og værre.
HVER ENESTE NAT, drømmer jeg, om at jeg fx, bliver jagtet at politiet, eller jeg er indlagt sådanne steder, eller at jeg ska tvangsindlægges, men nåede at stikke af fra politiet, sådan mærkelige ting.
og jeg kan ikke bare stoppe drømmene, det også derfor jeg tænker mere og mere over tingene.
og når jeg vågner fra sådan en drøm ønsker jeg ikke at vågne, fordi .. jeg ved faktisk ikke hvorfor.
men det irriterer mig.
for den 8onde side af mig), er der når jeg sover, eller er alene, eller sidder i mørke stunder, og hører musik.
det derfor jeg tænker sådan.
og når jeg er sammen med nogle, eller udenfor, er de tanker væk, som regl, nu det ved at blive det samme.
men det virkelig virkelig underligt.
jeg ved hvis jeg ender med at skal tage medicin, så gør jeg det ikke.
man kan godt sige at det er for at hjælpe mig.
men jeg har stadig orfdene inde i mig, (JEG ER IKKE SYG).. og når andre har sagt det fx min søster, er jeg blevet GAL.,
for når jeg står der og hjælpen kommer, er det den (onde) der er der.
og så kan jeg ikke stille noget op.
mine tanker styrer hvordan min dag skal forløbe.
jeg forstår godt at du ikke lige umiddelbart har lyst at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. du skal ikke kun tænke på at du er syg, som du siger du ikke er, men at du har oplevet nogle ting, som har været rigtig svært for dig og derfor reagere din krop og dine tanker som de gør nu.
Jeg tror derfor at du har brug for hjælp til at blive fri. Du er fanget nu af dine tanker og har brug for nogen til at hjælpe dig med at blive fri igen.
Den hjælp kan du få på en ungdomspsykiatrisk afdeling.
Du skal huske på, at der ikke kun er psykiatere der, men også sygeplejesker, fysioterapeuter og ergoterapeuter som er der for at hjælpe dig på alle mulige måder, med at det bliver et "godt" ophold for dig. De kan lade dig få fred og ro på værelset hvis det er hvad du trænger til og de kan hjælpe dig med nogle aktiviteter (hvad du kan lide at lave), hvis det kan give dig mening.
Det kan godt være der er noget, i første omgang, som føles underligt og som de anbefaler dig (ex medicin), men det er kun fordi de af erfaring ved, at det vil gøre dig godt.
det er ikke nogen skam at have problemer som dine, og du vil opdage at der er andre som har det som dig. det er noget der hjælper rigtig mange at finde ud af, og at se hvordan andre har fået deres gode liv tilbage igen
Held og lykke og husk at være god ved dig selv:)
nemlig at jeg ikke slev ville tage sådan et sted hen, og aldrig friviligt.
og jeg ved de har affaringer med medicin og sådan, men det giver stadig ikke mening for mig.
folk kan sige du skal ikke tænke på selvmord tænk på alt det gode i livet.
altså for mig ser jeg intet som er værd at leve for, ikke engang mine nærmeste venner.
og især ikke minfamilie.
det kan godt være jeg kan smile og le uden på.
men den smerte jeg har inden i kan de ikke se.
jeg syntes at det liv jeg har nu, ikke er noget værd.
og syntes derfor ikke jeg har noget der e værd at leve for.
det er kun et spørgsmål om tid før jeg er væk herfra.
for nogle forsøger de selvmord fordi deres tanker styrer deres liv, og fordi de ikke kan finde en anden mulighed, men de ønsker rent faktisk ikke at dø.
men mig det næsten det samme, bortset fra at jeg virkelig ønsker at dø.
når jeg har det som jeg har det.
øønsker jeg at jeg overhoved ikke havde nogen familie, eller venner.
da jeg forsøgte selvmord og det ikke lykkedes, blev jeg sur.
og hvir jeg forsøger igen og det igen ikke lykedes, ville jeg blive sur,
især hvis nogle havde reddet en.
hvis folk virkelig ønsker at komme væk fra denne, jord og de hele tiden bliver forhindret.
det forstår jeg ikke hvorfor de skal forhindres.
det kan godt være de forhindrer dem i at dø, fordi de ønsker at de skal opleve det gode ved livet.
men hvad hvis man ikke ønsker at opleve dte gode ved livet.
så skal de bare fucke af.
jeg ønsker selvmord, men helst når jeg ved der ikke er nogle som kan nå at ringe fx 112.
især ikke hvs min familie/ venner kan finde på at finde mig.
min fars først ord til mig da han fandt mig, var " har du fået lov til det". jeg blev gal, jeg ville da være 100 % LIGEGLAD MED OM JEG HAVDE FÅET LOV ELLER EJ. så længe jeg var tilfreds med det.
seriøstfolk kan rende mig når det handler om liv eller død.
min mor forsøgte selvmord 7-9 gange eller sådan noget, og jeg syntes de skulle have ladet hende dø, hvis det var det hun ønskede.
er selv ked af at jeg ikke kunne dø af mit selvmordsforsøg.
ved bare at jeg ikke ville lave et lige efter mit selvmordsforsøg. heller vente så folk ikke fatter mistanke, og heller planlægge tingene ordentlig.
jeg kender 4-5 veninder som cutter.
og 1 af dem mødte jeg i sommers, og vi har været ved at planlægge vores selvmord, mmed at vi ville stikke af, med piller og knive, og være væk hvor ingen fandt os, så vi kunne dø i fred.
men hun turde på en ¨måde ikke, hun aflyste det hver gang det var ordentlig planlagt.
og det er jeg sur over.
for sp gør jeg det bare selv
Det kan godt være at du har haft et lorte år nu og ikke har lyst til at leve mere, men du er ung og har hele livet foran dig. Du kan stadig nå at få rigtig mange rigtig gode år, med mange oplevelser og alt muligt godt. Du må ikke lade nogle "få" år ødelægge hele dig liv. Selvom det virker uoverskueligt og ligegyldigt nu, så bliver du helt sikkert glad for livet igen, selvom det kan tage tid og være en kamp.
Du skal ikke lade "der dårlige" få magten over dig.
Du har ret til et godt liv
( JEG SKRIVER IKKE HERINDE MERE) MIN VREDE TAGER OVER LIGE NU.
min veninde og jeg er igen i gang med at planlægge et selvmord.. men gad vide om vi kan få det gennemført denne gang.?..
nå men kan jo være man mødes i et andet liv.