Falsk energi - hvilke problemer skaber det?

Helene2

Hej Kameliadamen

Jeg genkender din beskrivelse af, hvordan du oplevede flow. Jeg har heller ikke oplevet det som en manisk tilstand. Er der en mani, må der være en blokering af energi et andet sted (et 'flaskehalsproblem'). Tværtimod er det, som du skriver, en tilstand med balance - uden hæmmende blokeringer men heller ikke sådan, at energierne bare fosser ud.

Formentligt er det meget naturligt, at man i første omgang kun oplever flow i en periode. Spirituelt set er det sådan, at først kommer tingene af sig selv (som en ansporende smagsprøve), derefter skal man selv arbejde hårdere og mere bevidst for at opretholde en ønsket tilstand. Det kræver, at man arbejder meget med sig selv og er ret bevidst om sig selv og sin livsførelse, hvis tilstanden skal gøres vedvarende. Dagligdagen, den praktiske sans og den logiske tænkning og følelser af 'skal', 'bør' og 'er nødt til', vil let blokere for tilstanden. For at opleve dette flow i længere tid, skal man også være i rigtig god kontakt med sin intuition, så man kan mærke, hvad der er virkeligt godt for én selv og man skal ikke være bange for at gå nye veje.

Jeg kendte selvfølgeligt til de 'mærkelige sammentræf', men jeg anede ikke, at de havde et navn (synkroniciteter) eller en betydning, før jeg læste bogen 'Flow – den strømmende kraft'. I denne bog bliver begreberne sammenstillet. Det gør de også i bogen 'Alkymisten' af Paulo Coelho, i 'Den 9. indsigt' af James Redfield og i det hele taget i meget af den selvudviklende og spirituelle litteratur.

Da jeg havde læst om, at opmærksomheden på synkroniciteter, skulle være vejen til flow, blev jeg meget mere opmærksom på disse tilfældigheder eller tegn. I starten oplevede jeg det også, som du gør, som dagligdags småting der egentligt ikke havde den store betydning, andet end det gav anledning til undren. Jeg var på dette tidspunkt inde i en ret stor selvudviklingsproces og efterhånden blev det mere omfattende - jeg oplevede direkte mystiske forvarsler om nogle ting. Det var også synkroniciteter, der ledte mig til uddannelse, arbejde, bolig og ikke mindst den måde jeg kom i gang med min terapi på og valget af terapeut.
I dag kan jeg se, at alle de store, betydningsfulde ting, der er sket i mit liv, faktisk har været synkroniciteter. Når jeg fulgte 'tegnene' – uanset hvor upraktiske de virkede - så skete der ofte store ting i mit liv og jeg blev guidet i den rigtige retning i mit liv.
Nogle gange fulgte jeg også tegn, jeg måske ville have været bedre tjent med ikke at følge. På den anden side lærte jeg en masse af det. Men ikke alt, der glimter er guld. Derfor er det absolut at foretrække, hvis man kender sig selv så godt, så man kan lytte til sin 6. sans og ved, at den ikke tager fejl.

Mange mennesker tror ikke på, at synkroniciterne har en betydning (det er jo bare tilfældigheder) og mange mennesker er meget indadfokuserede, så de slet ikke lægger mærke til disse hints. For at se dem, kræver det, at man lægger meget mærke til omverdenen og simpelthen er fokuseret på at få øje på 'tegnene'. For at kunne tage imod dem, må man turde være rimeligt parat til forandringer, så man også følger dem :-) Jo mere man er opmærksom på synkroniciteterne og tør følge dem, desto flere vil man givetvis opleve.

Apropos det vi tidligere har været inde på, var det vist også Jung, der fandt ud af at beskrive synkroniciteter og tillagde dem en betydning.


Mange hilsner Helene

Kameliadamen1

Hej Helene

Ja, det var hos Jung, jeg læste om synkronicitet i sin tid (i 1980’erne), og jeg mener ikke, at jeg har læst om det siden. I de sidste par år har jeg ikke læst bøger om psykologiske emner eller spiritualitet. Jeg kom til et punkt, hvor bøgerne enten forekom mig ”for amerikanske”, for vidtløftige og dårligt underbyggede, eller også var der et verdenssyn og et menneskesyn, som jeg ikke helt kunne gå ind for.

Da jeg var ung, læste jeg den slags, fordi jeg fandt det spændende – og det på trods af, at det blot var interessante teorier, der tilsyneladende intet havde med mit liv at gøre. Men efterhånden begyndte jeg at forlange, at det jeg læste, skulle kunne bruges til at forstå vores ganske almindelige liv.

Jeg tror, at det i den forbindelse har præget mig meget, at jeg fandt ud af, hvor meget den fysiske side af sagen betyder (f.eks. min tidligere katastrofale jernmangel). I det øjeblik jeg mærker, at en forfatter kun beskæftiger sig med det psykiske og det spirituelle, mister jeg tiltroen. Det er meget vigtigt for mig at se krop og psyke som en helhed – eller i hvert fald ikke se bort fra nogen af delene.

Med udtrykket ”for amerikansk” ovenfor hentyder jeg til de tykke amerikanske selvhjælpsbøger, som tit er alt for omstændelige og snakkende, uden at være særlig brugbare eller givende.

Hvad jeg mener med ”vidtløftig og dårligt underbygget” siger nok sig selv.

Derimod vil det nok være en god ide at prøve at forklare, hvad det er for et menneskesyn eller verdenssyn, jeg ikke bryder mig om. Jeg ved det faktisk ikke helt selv, så derfor skal jeg også prøve at forklare det for mig selv ;o)

Først og fremmest har jeg altid været skeptisk over for folk, der mener at kende sandheden. Jeg holder meget af følgende citat: ”Følg dem, som søger sandheden – flygt fra dem, der HAR fundet den.”

Jeg har i mange år bevæget mig i udkanten af et miljø, hvor selvudvikling var højt prioriteret. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at der var flere, der udviklede sig i retninger, der på mig virkede forkerte. De blev selvhøjtidelige og ikke særlig behagelige at være sammen med. Jeg husker, at der var en, der meldte afbud til sin egen datters konfirmation, fordi han skulle på selvudviklingskursus!

Et eller andet sted har jeg også en modvilje mod selve tanken om selvudvikling eller tanken om ”at arbejde med sig selv”. Personligt ønsker jeg at forandre mig, så jeg kommer mere i balance. Og jeg vil gerne gøre så meget som muligt for at få et godt helbred. Men ellers ønsker jeg bare at leve i nuet. Men jeg er meget nysgerrig og vil gerne vide, hvordan det hele hænger sammen )

Jeg har altid været anti-autoritær, og det præger også min holdning til det emne, vi beskæftiger os med. Jeg har det ikke helt godt med tanken om, at der skulle være nogen derude, der griber ind i vores liv! Dog må jeg sige, at det måske er helt i orden, hvis der er tale om upersonlige kræfter i kosmos eller i det universelle sind. Men en barndom med en uberegnelig, tyrannisk, autoritær far har gjort mig allergisk over for tanken om en personlig gud.

Så du kan nok se, at jeg har masser af både skepsis og nysgerrighed, modvilje og interesse. Til efteråret, når jeg får mere tid, vil jeg prøve at læse de bøger, du omtaler. Den 9. indsigt har faktisk været på mit program i flere år, men på grund af min midlertidige ulyst til at læse den slags bøger, fik jeg den ikke læst.

For en ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg ikke mener, at det at beskæftige sig med selvudvikling nødvendigvis gør folk ubehageligt selvoptagede eller selvhøjtidelige. Jeg er nok bare stødt på et par uheldige tilfælde. Jeg har en god veninde, som er buddhist og som i mange år har beskæftiget sig med spiritualitet, og hun er absolut ikke hverken selvoptaget eller selvhøjtidelig – tværtimod.

Mange hilsner

Kameliadamen

Helene2

Hej Kameliadamen

Det er vist blevet ret tydeligt, at vi to virkeligt er hinandens modstykker… Du mister tiltroen, når en forfatter kun beskæftiger sig med det psykiske og spirituelle. Jeg mister interessen, hvis forfatteren har en for fysisk, praktisk og dagligdags tilgang til tingene. Men i virkeligheden søger vi måske bare begge to, at der er en rimelig fordeling. For dig måske med lidt overvægt til det fysiske, konkrete og for mig med lidt overvægt til det spirituelle og psykiske.
Det er jo ikke sådan, at jeg udelukker det fysiske. Som jeg har skrevet før, så mener jeg, at mennesket er både krop, sind og sjæl og derfor skal alle sider tilgodeses, så der kan opstå helhed.

Det, du skriver om (noget af) den spirituelle litteratur, genkender jeg. Ofte kan det være som at læse én lang pep-talk og det irriterer mig. Der må være noget seriøsitet og dybde. Det kan blive så højtflyvende, så det mister jordforbindelsen.
Det irriterer mig virkeligt, hvis der står, at 'det her er noget, der virker for alle og som alle kan gøre'. Det er jo simpelthen ikke sandt. Jeg gjorde snart sagt alt, hvad der stod i bøgerne, men det virkede ikke for mig. Ikke før jeg kom i terapi. Det har ofte været som om forfatterne havde fundet et Utopia – og dér ville jeg gerne hen. De glemte bare at konkretisere vejen dertil. Senere har jeg fundet ud af, at nogle af dem nærmest i en sidebemærkning, har nævnt, at det faktisk var et langvarigt terapiforløb, der satte dem i gang med deres forandring. Så på den måde bliver det resultatet af hver enkelt forfatters individuelle proces, der beskrives og gøres til noget generelt. Det kan jeg på en måde godt forstå, hvis du har modvilje overfor. Men samtidigt udelukker det jo ikke, at man kan lære noget af det og at der kan være meget almengyldigt i det.

Det er et godt citat, du gengiver. For år tilbage troede jeg også, at jeg havde fundet sandheden og prøvede at redde hele verden. Nu ved jeg, at sandheden i høj grad er individuel og at hvert menneske har sin egen sandhed.
Jeg husker selv dette citat: 'Ingen kan hjælpe alle – alle kan hjælpe nogen'. Og sådan er det jo med alt. Man kan også sige, at 'Intet kan hjælpe alle – alt kan hjælpe nogen'.

Alt kan bruges mere eller mindre konstruktivt, det kommer an på den enkelte. Der er selvfølgeligt noget, der er gået galt, når man vælger et selvudviklingskursus frem for sin datters konfirmation. Det mener jeg ikke har meget med selvudvikling at gøre. Han satte sit eget behov før datterens og påtog sig ikke sit voksne ansvar, hvilket for mig virker ret dysfunktionelt. Der må være noget i hans følelsesliv, der ikke er helt godt - hvad der vel også var årsag til, at han søgte et selvudviklingskursus…

Jeg forstår ikke helt, det du skriver: At du har en modvilje mod tanken om selvudvikling eller at 'arbejde med sig selv' – men du ønsker at forandre dig og komme mere i balance. Er det ikke det samme? Det er vel netop ønsket om og søgen efter indre balance og et godt helbred, der får folk til at arbejde med deres egen udvikling og søger måder at få vejledning til det. Vi søger vel alle et godt liv og jeg tror, at vi alle intuitivt søger at kunne være mest mulige i nuet og bare være. Som Dalai Lama skriver, så søger vi alle dybest set lykken. Vejene dertil kan bare være forskellige.

Jeg kan sagtens genkende det, du skriver om at være anti-autoritær p.g.a. for meget kontrol etc. i barndommen. Sådan har jeg det også selv. I min barndom hadede og frygtede jeg Gud, fordi jeg projicerede mine følelser for min far over på 'ham'. Derfor passer troen på reinkarnation mig fint, for der sidder ikke én eller anden enevældig hersker og styrer mit liv efter forgodtbefindende. Du kan bedre forholde dig til upersonlige kræfter i kosmos eller det universelle sind. Den samme intention om at have sin personlige frihed, ligger der for mig i troen på reinkarnationen, fordi den indebærer, at vi selv vælger vores liv for at lære, hvad vi har brug for at lære.
Den bagved liggende årsag er åbenbart den samme. Man kan vel så sige, at vi bare hver især har fundet det verdensbillede, der taler mest til os.

M.h.t. 'Den 9. indsigt' synes jeg, at den er helt anderledes end andre spirituelle bøger, jeg har læst. Der lægges vægt både på det fysiske, det psykiske og det åndelige, fortid, nutid og fremtid. Den er velskrevet og der var meget, der skabte dybere forståelse, mere bevidstgørelse om nogle ting og der har været meget, jeg bruger helt konkret.

Jeg er glad for din sidste bemærkning. Det er mennesker, der ikke har det godt med sig selv, der bliver selvoptagede eller selvhøjtidelige. Det kan man være i en fase men det skal gerne ændre sig. Er man nået langt i sin personlige udvikling, så er man snarere det helt modsatte. Større selverkendelse fører i sin positive form til en større udadvendthed, en større evne til forståelse af andre og sig selv, samt evnen til at være mere kærlig og ægte indfølende og nærværende.


Mange hilsner Helene

Kameliadamen1

Hej Helene

Ja, vi er virkelig hinandens modstykker. Men det er vi jo i kraft af det liv og de ting, vi har været igennem. Og det vil nok være sådan, at en bestemt voldsom oplevelse præger én, så ens synspunkter bliver meget farvet af det.

Og ja, du kan nok have ret i, at det, jeg skriver, ikke rigtig hænger sammen.

Hvordan kan jeg have modvilje mod selvudvikling og det at ”arbejde” med mig selv, når jeg selv (naturligvis) ønsker at være mere rask og komme mere i balance?

Tjah, først og fremmest, men ikke udelukkende, er det nok selve sprogbrugen: ”selvudvikling” og at ”arbejde” med sig selv. Du må tænke på, at de mennesker, jeg har mødt, og som beskæftigede sig med disse ting, ikke havde helbredsproblemer. Jeg opfattede det, som om de ønskede at blive bedre end os andre. Og jeg har desuden mødt fænomenet som led i kurser, der blev påduttet folk via arbejdet. Det er ikke altid kønt, når man bliver tvunget til at udvikle sig under trussel om fyring. Og sjovt nok er det altid en udvikling, som mest skal komme arbejdsgiveren til gode. Jeg husker især manipulering som et led i den slags kurser.

Jeg ser en stor forskel mellem det at forsøge at blive rask og så denne form selvudvikling, hvor folk ønsker selvudvikling for selvudviklingens skyld. Og som jeg skrev tidligere, har jeg noget imod den aura af selvhøjtidelighed og selvoptagethed, som jeg har oplevet hos nogle af de mennesker, der beskæftiger sig med selvudvikling. Og selvfølgelig behøver folk ikke at blive selvoptagede af at interessere sig for den slags ting. Men nogle af dem er faktisk selvoptagede og selvhøjtidelige.

Når al denne selvhøjtidelighed bliver for meget, plejer jeg gerne at sige, at jeg går ind for afvikling i stedet for udvikling, altså afvikling af alt det, der blokerer og forhindrer én i at leve i nuet. Men jeg er ikke sikker på, at de pågældende forstår, hvad jeg mener med dette.

Jeg ser også af og til dette forsøg på selvudvikling som en stræben, som kan være en hindring for, at den pågældende kan leve i nuet. Altså modarbejder vedkommende sig selv! Jeg ser en modsætning mellem ordene ”selvudvikling” og ”arbejde med sig selv” på den ene side og så det ”at leve i nuet” på den anden side.

Men allermest vigtigt for min holdning er nok mine egne erfaringer: jeg gik i flere årtier og fik den ene svære depression efter den anden. Jeg mærkede omgivelsernes (både lægers og venners) nedladende og afstandtagende reaktion.

Lægernes arrogance og afstandtagen var forfærdelig ydmygende. Og mine omgivelsers råd drejede sig hele tiden om ting i mit liv, som jeg skulle ændre: jeg skulle omvende mig til Jesus, jeg skulle holde op med at uddanne mig, skulle lære at spille klaver eller male akvarel …

Også viste det sig, at problemet var jernmangel!

Ikke, at der ikke også var andre problemer. Men som jeg altid skriver, så er det den samlede belastning, der udløser depressioner. Og det hjælper altså ikke noget at gå i psykoterapi det ene årti efter det andet, som jeg gjorde, når et af problemerne er jernmangel.

Jeg troede, at problemet udelukkende var psykisk. Jeg havde ingen anelse om, hvor stor rolle det fysiske spiller. Tænk, at være udsat for en så stor nedladenhed, afstandtagen og arrogance fra lægeside, og så viser det sig, at problemet kunne have været løst så let som ingenting, hvis lægen havde været sin opgave voksen!

Den oplevelse gjorde, at min interesse for psyken midlertidigt blev sat på stand by. Det har taget nogle år. Og det er jo nok lidt ligesom et pendul: En så markant oplevelse har gjort, at mine synspunkter er blevet endnu mere præget i den retning. Nu er der gået et stykke tid, og jeg har fået psykoterapeutisk hjælp (!) til at bearbejde lægesvigtet. Med tiden bliver mine holdninger nok ændret i nogen grad. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke interesserer mig for det psykiske – tværtimod. Jeg har bare oplevet, hvor stor rolle det fysiske spiller.

Mange hilsner

Kameliadamen

Helene2

Hej Kameliadamen

Jeg er helt enig med dig i, at det er rigtigt stygt, når man bliver tvunget ud i et slags selvudviklingskursus i arbejdsregi. Jeg har også været ude for det og lukkede helt af. Jeg ved nu, at det aktiverede min PTSD. Den slags er nødt til at være frivilligt, hvis man skal have udbytte af det. Jeg kan for øvrigt heller ikke se, hvilket udbytte arbejdsgiveren får af det, hvis medarbejderen oplever det som negativt og grænseoverskridende.

Jeg ved ikke, om nogen dyrker selvudvikling for selvudviklingens skyld. Der må jo være en grund til det. Det er vel mennesker, der søger noget, hvilket vil sige, at den måde de har det på ikke er optimal og de ikke kan lade være med at søge efter at få det bedre.
At nogen har en aura af selvhøjtidelighed og selvoptagethed, mener jeg, må tilskrives deres personlighed. Selvfølgeligt er der da givetvis nogen, der kommer til at føle sig som bedre mennesker end andre, fordi de gør sådanne ting. Men det siger jo kun noget om personen og ikke om selvudvikling i sig selv. Det er vel ikke stort anderledes end f.eks. fanatiske ikke-rygere, kosteksperter, motionsfreak, religiøse eller politiske ekstremister etc. Nogle mennesker kommer givetvis til at føle sig bedre end andre – f.eks. fordi de føler, at de har fundet de vises sten og har ondt af andre, der ikke er nået så langt. Men det siger jo kun noget om det enkelte menneskes personlighed – ikke om det emne, der får dem til at blive fanatiske eller frelste.
Det kan måske også sammenlignes lidt med, at da jeg kom til den første hypnoterapeut, fik jeg intet ud af behandlingen. Det betød ikke, at jeg mistede tiltroen til behandlingsformen. Jeg skulle bare finde en anden terapeut, der praktiserede på en noget anden måde.

De mennesker jeg kender, der interesserer sig for selvudvikling, gør det, fordi der er en indre drift, der kræver udvikling og forandring. Fornemmelsen af, at noget kan blive bedre, end det er. Ofte er det for at finde mere mening med tilværelsen, få det bedre med sig selv, lære noget så man undgår at gøre de samme fejltagelser igen og igen – kort sagt få et bedre liv.
Jeg tror, at de fleste stræber efter 'afvikling', som du skriver. Jeg tror, at alle mennesker har en længsel efter at blive det optimale, de kan blive og blive fri af deres blokeringer. Denne længsel kan være mere eller mindre bevidst. For dem der er bevidst om det, fører det til en stræben efter at finde vejen dertil gennem selvindsigt og selvforståelse.

Jeg mener ikke, at det er selvudviklingen, der gør det umuligt at leve i nuet. Tværtimod, tror jeg, at arbejdet med sig selv er et forsøg på at finde en måde at blive i stand til at være levende og nærværende i nuet. De fleste mennesker er generelt meget fokuserede på fortiden eller fremtiden. Man kan ikke tvinge sig selv til at være til stede i nuet. Jeg mener, at en forudsætning må være, at man har det godt med sig selv og er meget i balance. Mennesker der arbejder med selvudvikling har det netop ofte ikke tilstrækkeligt godt men arbejder på at få det.
Selvfølgeligt kan man modarbejde sig selv på mange måder og netop hindre sig selv i at opnå det, man ønsker sig. Det er er faktisk det almindelige. Hvis selvudviklingen ikke gør det muligt at være mere nærværende i nuet, handler det nok mere om, at vedkommende endnu ikke er kommet langt nok i sin udvikling (eller afvikling).

Selvfølgeligt hjælper selv den bedste terapi ikke på en jernmangel! Jeg kender problemet i forbindelse med mit lave stofskifte. Det hjalp meget, da jeg fik medicin og begyndte at få mere energi – så jeg kunne arbejde med den psykiske årsag. Så jeg er enig med dig i, at på ét eller andet tidspunkt er belastningsgraden så stor, så det giver symptomer. Om det så er psykisk belastning, der giver fysiske symptomer eller fysiske belastninger, der giver psykiske symptomer. Begge dele kan vel være muligt.

Vores forskellige oplevelser spiller selvfølgeligt ind. Du blev påduttet, at det var psykisk og så var det fysisk. For mig var det præcist omvendt med min hovedpine, der var årsagen til, at jeg startede i terapi. Ingen af os fik den behandling, vi havde brug for.
Jeg har selv svinget som et pendul. Da jeg læste til zoneterapeut og lærte om kost, vitaminer, mineraler m.v., troede jeg selv, at jeg havde fundet de vises sten og at alle bare skulle lære noget mere om de ting, så ville de få det godt. Senere mistede jeg totalt interessen for det og alt skulle bare kurerers psykisk. Jeg er blevet mere fleksibel. Begge dele er vigtigt og påvirker hinanden. Jeg vil nok altid lægge hovedvægten på det psykiske, fordi det var det vigtigste for mig. Men det er helt individuelt, hvad den enkelte har brug for til at skabe de nødvendige forbedringer i sit liv. Derfor er det selvfølgeligt godt, når der kommer in-put, der går i begge retninger.

Mange hilsner Helene