Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det er jo godt, at du prioriterer og målretter energien :-)
Jeg har også selv haft meget at gøre efter jeg i mandags fik at vide, at jeg har fået tilkendt førtidspension pr. 1. august. Så nu starter et helt nyt kapitel :-)
Jeg har ikke hørt om Susanna Ehdins bøger. Hun har åbenbart selv gennemgået en støre udviklingsproces. Titlerne på hendes nye bøger lyder som typiske 'selvudviklingsbøger'.
Jo, jeg tror, at det er meget almindeligt at sætte lighedstegn mellem vrede og grænsesætning. Men vrede giver kun en kortvarig kraft og energi og fører på længere sigt ikke noget godt med sig hverken for én selv eller andre.
Jeg har faktisk haft prøvet at sige fra uden vrede, men det blev aldrig respekteret. Det jeg ikke forstod var, at nogle mennesker simpelthen ikke respekterer grænser, så det ikke hjalp hverken med vrede eller argumentation. Der skulle have været konsekvenser. Når jeg i dag siger fra, så prøver jeg at finde en alternativ løsning, der gør både den anden part og mig selv tilfredse.
Jeg har kigget i 'Væk tigeren' og fundet det på side 33. På samme side er et meget interessant afsnit:
'Denne orkan af energi bliver det centrum, som symptomerne på traumatisk stress formes ud fra. For at få et billede af kraften i denne energi, kan du forestille dig, at du er i færd med at elske med din partner og når du er lige ved at komme, er der pludselig en ydre kraft som stopper dig. Hvis du derpå ganger følelsen af at holde tilbage med hundrede, kommer du tæt på den energimængde, som den livstruende situation rejser'.
Det er præcist al den fastfrosne energi, jeg søger at få frigjort. Det jeg søger, må jeg finde igen, hvor jeg mistede det. Men - når det er en energi skabt på grundlag af en livstruende situation, kan det være en så voldsom, stærk, destruktiv energi, så det ikke er muligt at rumme den. Min underbevidsthed tillader ikke, at jeg åbner for så negative kræfter. Derfor har jeg brugt mange år på at arbejde med mine tanker og følelser, så jeg vil kunne opleve energien som en fortrinsvis positiv og livsbekræftende energi, der ikke er koblet direkte sammen med traumet. For at gøre dette muligt har jeg haft brug for de åndelige oplevelser.
Al tro er i princippet en 'tom skal', som man kan tilføre det, man har brug for. Uanset om man bekender sig til reinkarnation eller en religion, så handler det om, som du er inde på, at det giver mening for én selv. Du finder det tiltalende, at man kan begynde på en frisk uden at være bundet af fortiden. Jeg finder det tiltalende, at man er i en vedvarende læringsproces, hvor man altid vil blive konfronteret med konsekvenserne af sine egne handlinger, til man har opnået den fulde oplysning.
Som du skriver, er karmaen selvfølgeligt en uundgåelig del af reinkarnationslæren, og det giver positiv mening for mig. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Tanken om at kunne starte forfra uden at være belastet af fortiden, giver ikke mening for mig. Det forekommer mig urealistisk, fordi min erfaring er, at fortiden alligevel ubevidst følger med på det følelsesmæssige plan.
Jeg har før hørt den fortolkning af reinkarnationslæren, at det skulle være vores kollektive bevidsthed, man får tunet ind på. Jeg kan bare ikke forstå den udlægning. Den kollektive bevidsthed var også én af Jungs teorier – og Jung troede på reinkarnation, så for ham var der tale om en fælles følelsesmæssig bevidsthed. Hvis vi har en fælles følelse af noget, der er sket for måske flere tusinde år siden, så må sjælen jo også have været der dengang og have haft en oplevelse af begivenhederne på fysisk eller sjæleligt plan? Asger Lorentsen skriver i 'Jesus og kristusimpulser', at mange mener at have været tilstede ved Jesus's korsfæstelse og at det i nogle tilfælde er rigtigt og i andre tilfælde formentligt et resultat af den kollektive bevidsthed. Men det vil stadigt sige, at sjælen har oplevet det. Altså må sjælen være vedvarende igennem tiden.
Nogen mener, at man søger en mening i hvad som helst, især når man har været udsat for noget meningsløst og det kan da være nok så sandt. Teoretisk kan det også være, at de traumer man har oplevet i dette liv, kan være så smertefulde og umulige at konfrontere, så det bliver lettere, hvis man kan overføre følelserne til noget, der er sket i et tidligere liv.
Men fortolkning er for så vidt underordnet, det er blot et forsøg på at forstå og finde forklaringer. Tro må vel være fornemmelsen af en højere energi, som man kan kalde Buddha, Gud, Jesus, Allah, De Højere Magter eller noget andet – spørgsmålet er, hvad denne højere energi består af. Og det er i alle trosretninger oplevelsen af ubetinget kærlighed. Kan man forbinde sig med denne højere energi, så bliver alt andet blot intellektualisering.
Jeg tror, at vi alle får budskaber og finder vores mening i en form, vi kan acceptere, så vi kan tage budskabet til os. Men budskabet er dybest set det samme: Kærlighed. Og heri ligger uendelige mængder energi.
Mange hilsner Helene
Til lykke med pensionen
Jeg må sige, at vi kommer langt omkring, lige fra det nære til det kosmiske!
Angående grænsesætning, så har jeg ikke været ude for, at folk ikke vil respektere grænser, hvis man altså sætter dem. Problemet for mig var, at jeg ikke satte dem. Jeg forstod ikke, at jeg var i min gode ret til at varetage min egen integritet. Jeg mente vel, at folk ikke med vilje ville forsøge at skade mig uden nogen grund, og derfor lod jeg dem fremture.
Men egentlig behøver man ikke at argumentere og da slet ikke blive vred. Det må være nok, hvis man med naturlig og venlig autoritet viser eller siger, hvad man kan gå med til, og hvad man ikke kan gå med til.
Problemet for mit vedkommende har blandt andet været mine depressioner. Jeg har en selvopfundet formulering, der lyder: Når man er ude af sig selv, så går andre derind! Altså, når man ikke med en naturlig autoritet fylder sig eget livsrum ud og ikke har en naturlig udstråling (aura), så vælter andre ind over én. De gør det ikke af ond vilje, men fordi den normale aura omkring personen ikke er der til at stoppe dem.
Jeg har et helt frisk eksempel, hvor jeg selv har overtrådt en grænse: Mit barnebarn sad en søndag morgen og så tegnefilm i fjernsynet. Jeg mente, at det nu måtte være nok med det fjernsynskiggeri. Vi måtte ud og have noget frisk luft. Men hun var helt opslugt af filmen og reagerede ikke. Derfor mente jeg, at jeg kunne begynde at forberede vores tur. Jeg hev sutten ud af munden på hende og begyndte at gnide hende i ansigtet med en vaskeklud, idet jeg tænkte, at hun jo kunne kigge på filmen imens, når den nu var så spændende.
Hendes reaktion var meget voldsom. Hun blev rasende! Og normalt ville man jo heller ikke uden varsel foretage sig noget sådant på et andet menneske. Man ville sige: ”Jeg tager lige din sut ud, for du trænger til at blive vasket.” Når jeg overhovedet kunne finde på at gøre det, var det, fordi hun var mentalt fraværende. Jeg overskred hendes grænser, fordi der ikke var noget til at stoppe mig. Normalt vil hendes ansigts udstråling gøre, at jeg ikke på den måde overskrider hendes grænser. Men hun var så opslugt af filmen, at jeg ikke kunne mærke hendes udstråling, og derfor behandlede jeg på en måde mit eget lille elskede barnebarn som en ting, som man kan håndtere, som man har lyst. Og det går selvfølgelig ikke.
Derfor tror jeg, at grænsesætning i høj grad handler om at have en naturlig udstråling.
Angående denne orkan af energi, som opstår ved livstruende oplevelser, hvor instinkterne bliver bremset, sådan at energien fastfryses, så kan jeg i høj grad genkende dette fra mit eget liv. Men jeg er nødt til at overveje, hvad det efterfølgende betyder helt konkret. Jeg synes, at der er noget, der ikke helt stemmer. Derfor er der også steder i Peter A. Levines bog, som jeg ikke rigtig kunne godtage. Jeg vil prøve at tænke mere over det.
For mig er det ”at tro” i religiøs forstand beslægtet med ”at have tillid”. Og jeg tror i den forstand, at jeg har tillid til livet, sådan i det store og hele og på trods af de ulykker og forfærdelige hændelser, som jeg jo ved, sker med mellemrum. For mig behøver tro ikke at have noget at gøre med at tro på en bestemt Gud eller på en højere energi.
Angående reinkarnation: Du skriver: ”Hvis vi har en fælles følelse af noget, der er sket for måske flere tusinde år siden, så må sjælen jo også have været der dengang og have haft en oplevelse af begivenhederne på et fysisk eller sjæleligt plan?”
Nej, ikke nødvendigvis. Sådan som jeg opfatter den kollektive bevidsthed, så er det et bevidsthedsfelt eller en informationspakke, som alle i princippet har adgang til, lidt ligesom at du jo kan låne og læse bøgerne på et bibliotek, men du har ikke været til stede og set bøgerne blive skrevet. Jeg tror, at alle informationer lagres i dette felt, altså den kollektive bevidsthed. Men jeg kan godt se, at det lyder flippet ;o)
Men jeg er igen bange for at spalten er ved at løbe fuld!
Mange hilsner
Kameliadamen
Ja, vi får bredt os lidt emnemæssigt :-)
Det er 'sjovt' nok, det du skriver: ' Når man er ude af sig selv, så går andre derind!'
Jeg har i mit bearbejdelsesforløb tydeligt haft følelsen af, at jeg ikke kunne komme tilbage til min egen krop, så længe min far havde overtaget den – uagtet han er død for så mange år siden. Men han havde simpelthen været så meget inde over alle grænser (fysisk, mentalt, følelsesmæssigt, energimæssigt), så jeg måtte forsvinde ud af mig selv – og ikke er kommet rigtigt på plads i kroppen endnu. Han fylder stadigt alt for meget indvendigt (og han er forbandet svær at få ud).
Problemet for mig var, at jeg måske nok prøvede at sige fra eller erklære mig uenig men ikke forstod at gøre det med sikkerhed, fordi jeg var bange for omgivelsernes reaktioner. Jeg havde meget negative forventninger og ikke uden grund. Det var nemlig oftest var overfor mennesker, der ikke selv havde grænser, var respektløse og fløjtende ligeglade med, hvad jeg sagde eller mente. Dette underbyggede naturligvis mine negative forventninger om ikke at møde respekt for mine grænser. Det betød også, at jeg ofte blev drevet derud, hvor jeg følte mig så magtesløs, at jeg blev rasende og først da blev der lyttet en smule. Et meget uheldigt mønster – men der skal to til tango.
Først da jeg var 43 år gammel lærte jeg i min terapi at give tydeligt udtryk for, hvad jeg selv tænkte, troede og mente og sige, hvad jeg ønskede og ikke ønskede. Det var 'farligt' og grænseoverskridende men også lærerigt, fordi jeg for første gang blev mødt med respekt for mine grænser, følelser og behov.
Nu har jeg også opnået at kunne sige fra med naturlig og venlig autoritet. Jeg behøver heller ikke længere at argumentere eller forklare. Det er så meget interessant at se, hvordan forskellige mennesker reagerer på naturlig grænsesætning (eller at man siger ærligt til og fra). Nogle oplever det helt naturligt, mens andre tager det som en personlig fornærmelse.
Eksemplet med dit barnebarn er meget interessant. Jeg kan sagtens forestille mig situationen. Det er bl.a. også derfor, det nogle gange kan være svært kun at kommunikere på skrift, hvor det (naturligvis) heller ikke er muligt at se signalerne hos modtageren.
Jeg er helt enig med dig i, at grænsesætning handler om en naturlig udstråling. Noget jeg faktisk har oplevet meget tydeligt visuelt under hypnosen og et billede, jeg har brugt meget i mit eget arbejde omkring grænser.
Det giver også et tydeligt billede af mig selv inden terapien. Da havde jeg absolut ingen udstråling – jeg havde stone-face og udtrykte intet. Ubevidst havde jeg lært at gøre det til en hel kunst at vise absolut ingenting. Selvom det var helt ubevidst. En gammel overlevelsesstrategi. Det betød så, at jeg typisk tiltrak mennesker, der bare vadede ind over alle grænser. Dem der havde et sundere forhold til grænser, så alligevel de ubevidste signaler ('Hold Jer fra mig') og holdt sig på afstand.
Ja, tro er selvfølgeligt også et spørgsmål om tillid. I denne kontekst handler det så for mig om tilliden til De Højere Magter: Tillid til, at jeg altid bliver hjulpet og ledt på rette vej og tillid til, at der er en mening med alting, selv det der virker meningsløst og uønsket. Samt tillid til, at jeg altid får det, jeg har brug for, selvom det er på en måde, jeg ikke havde ønsket eller forventet. Det er for mig en følelse af dyb tillid til og tro på, at jeg altid har været og altid vil være beskyttet og at 'nogen' passer på mig. I de sidste år er min tro afgjort blevet sat på en hård prøve men de ting har paradoksalt nok ikke svækket min tro, men tværtimod forstærket den.
Med hensyn til den kollektive bevidsthed har jeg simpelthen aldrig kunne forstå begrebet og det kan jeg stadigt ikke. Ganske som jeg i sin tid ikke forstod det med Anima og Animus men først forstod meningen, da jeg selv arbejdede med feminine og maskuline energier.
Det var vist alt for nu (og der var ovenikøbet lidt plads tilbage ;-)
Mange hilsner Helene
Jeg er faktisk også selv ret glad for min formulering: ”Når man er ude af sig selv – så går andre derind!”
Selvfølgelig er der et problem med udtrykket ”at være ude af sig selv”. For hvad dækker det? Når man har en depression, er man jo snarere indadvendt.
Og i situationen med mit lille barnebarn, var hun jo ikke ude af sig selv i den gængse forstand, hun var blot fuldstændig opslugt af fjernsynet.
Men jeg holder meget af den visdom, der ligger i gamle sproglige udtryk. ”At være ude af sig selv” er et meget malende udtryk, der dækker over en reel virkelighed. Og når jeg bruger udtrykket i min selvopfundne sætning, så bruger jeg det om alle situationer, hvor man ikke på en naturlig måde fylder sit eget livsrum og ikke har den naturlige og normale udstråling, der normalt vil beskytte én mod andre menneskers indtrængen.
Jeg kan godt se, at min sætning må have en særlig betydning for et menneske, der engang har været udsat for incest. Og som udgangspunkt kan et barn jo ikke beskytte sig mod en magtfuld voksen, ligegyldig hvor god en udstråling barnet har fra begyndelsen af.
For en sikkerheds skyld og til andre Netdoktor-brugere , der eventuelt læser med, vil jeg lige sige, at jeg ikke på nogen måde vil pålægge et barn et ansvar for at beskytte sig selv mod overgreb fra voksne. Når jeg brugte eksemplet med mit eget barnebarn, der havde en god og sund protest mod min overskriden af hendes grænser, så var det, fordi det stod så friskt i min erindring og kunne bruges som eksempel.
Angående det kollektivt ubevidste eller det, jeg kalder den kollektive bevidsthed, så har jeg egentlig heller aldrig rigtig forstået Jungs teorier. For mig var det blot interessante, men fantasifulde teorier, der ikke havde nogen særlig betydning for den opfattelse, jeg selv dannede mig af menneskets psyke og dens forhold til kosmos.
Jeg har stykket min opfattelse sammen fra flere forskellige filosoffers eller skribenters teorier. Følgende citat stammer fra Tor Nørretranders’ bog ”Mærk verden, side 347:
”Ethvert menneske er i ethvert øjeblik i stand til at huske alt, hvad der nogen sinde er hændt det, og i stand til at erkende (percipere) alt, hvad der sker alle steder i universet. Hjernens og nervesystemets opgave er at beskytte os mod at blive overvældet og forvirret af denne masse af for en stor dels vedkommende unyttig og ligegyldig viden, ved at udelukke det meste af, hvad vi ellers ville opfatte og huske i et givet øjeblik, og kun lade det meget lille og specielle udvalg tilbage, der med sandsynlighed kan være praktisk nyttig.”
Disse tanker stammer ifølge Nørretranders fra den franske filosof Henri Bergson og fra den engelske forfatter Aldous Huxley, som har skrevet en bog, der hedder ”Erkendelsens døre”.
Min tilføjelse til ovenstående opfattelse er, at et menneske i princippet ikke blot har adgang til, hvad der sker andre steder i universet, men også til, hvad der ER sket, f.eks. for flere tusinde år siden, og muligvis også til, hvad der vil ske (selv om det lyder virkelig flippet!) Men kun få mennesker får adgang til sådanne informationer. F.eks. er der mennesker, der får adgang til erindringer fra et liv, der blev levet i Egypten under faraonerne eller i middelalderen eller andre liv. Og for mit eget vedkommende får jeg somme tider en til dels fuldstændig unyttig viden om, at jeg lidt senere vil møde et bestemt menneske!
Ovenstående er min forklaring på, at der er mennesker, der mener at have erindringer fra tidligere liv. Jeg mener altså ikke, at der er tale om erindringer fra liv, som de pågældende selv tidligere har levet, men at de har fået adgang til erindringer fra andre mennesker – erindringer, der ligger som informationspakker i et bevidsthedsfelt, som vi i princippet alle har adgang til, men som vores hjerne og nervesystem normalt beskytter os mod, fordi det normalt er unyttig viden, der bare ville forvirre os.
Det er faktisk ret nyttigt at formulere sine tanker på skrift. Men du har ret i, at den skriftlige kommunikation mangler en vigtig dimension: Den andens signaler.
Lige nu kan jeg kun gætte mig til, hvordan du vil reagere på min hypotese om, at dine oplevelser fra tidligere liv skulle være erindringer fra andre mennesker, som du har lånt!
Nå, jeg må videre til de jordnære og kedelige opgaver…
Mange hilsner
Kameliadamen
Udtrykket 'at være ude af sig selv' beskriver det, der i psykiatrisk og psykologisk sprogbrug kaldes at være dissocieret (du kender sikkert udtrykket). I bogen 'Hypnose og hypnoterapi' af læge Jens-Jørgen Gravesen beskrives det som følelsen af adskillelse mellem det oplevede og den, der oplever.
Han skriver: '…Dissociation er således et fænomen, der kendes fra dagligdagen. Det viser sproglige vendinger som 'han var ude af sig selv' (af raseri, af sorg o.l.) eller 'jeg følte mig ved siden af mig selv'. Dissociation er et normalt fænomen, en normal ressource'. Men som han også skriver, kan en dissociation vedvare og i så fald kan den føles 'meget generende'.
Modsætningen hertil er association – 'at blive ét med sig selv'. Begge tilstande bruges bevidst i hypnotisk behandling, hvor man arbejder med begreberne at se tingene 'udefra' (dissocieret = som tilskuer) eller indefra (associeret = som deltager).
Dissociation er en ændret (men normalt forekommende) bevidsthedstilstand, som alle oplever flere gange om dagen, når de er opslugte af noget, lige 'forsvinder' i en dagdrøm eller bare sidder og stirrer tomt ud i luften et øjeblik. Den almindelige daglige dissociation sker i en målbare cyklus, ligesom et søvnmønster. Det er hjernens måde at koble af på.
Problemet er bare, som nævnt ovenfor, hvis denne tilstand bliver kronisk. Den fuldstændige dissociation sker i en traumatisk situation, hvor man går over i en anden bevidsthedstilstand og måske ikke rigtigt kommer tilbage til 'sig selv' igen.
Der er selvfølgeligt store gradsforskelle, om man lige er uopmærksom i tre sekunder eller om man er kronisk dissocieret, hvor man enten er forsvundet helt ud af sit sind eller sin krop (som i f.eks. personlighedsspaltning – jf. adskilthed fra sig selv).
Man kan altså sagtens være meget indadvendt som under en depression og så alligevel være 'ude af sig selv' - altså dissocieret.
Der er næppe tvivl om, at man i den tilstand (hvad enten den er let, svær, kort- eller langvarig) er meget modtagelig for andre menneskers indtrængen. Man har ikke samme grad af udadvendt opmærksomhed, som man har i normal bevidst tilstand og er derfor ikke tilstrækkeligt årvågen og vil være meget ubeskyttet.
Hvis en person f.eks. sidder og dagdrømmer og man kommer og forskrækker vedkommende (meget lig situationen med dit barnebarn), så vil det gå ind i nervesystemet på en helt anden måde end, hvis vedkommende havde været nærværende og årvågen. Det samme gælder vel ved en depression.
Hæ, hæ :-) Min reaktion da jeg læste om din hypotese om tidligere liv kontra kollektiv bevidsthed, var et stort grin :-)
Det skal lige siges, at jeg er lodret uenig med Tor Nørretranders. Jeg kan huske, da 'Mærk verden' i sin tid udkom og blev refereret ganske ofte. Jeg fik nærmest røde knopper af ham. Jeg kan ikke længere huske, hvad det specifikt var, der var mig så meget imod men formentligt hans meget videnskabelige indfaldsvinkler. Måske noget med, at alt skal kunne måles og vejes for at være troværdigt. Husker det ikke helt.
Jeg er til dels enig i citatet: 'Ethvert menneske er i ethvert øjeblik i stand til at huske alt…'. Men teoretisk og udfra en helt anden forklaringsmodel. For jeg ser sådan på det, at det er fordi, at sjælen husker alt, hvad der nogensinde har været sket i sjælens eksistens såvel i dette som i tidligere liv. Nogle gange kan gamle erindringer (fra dette eller tidligere liv) spontant eller under hypnose kaldes til live igen, hvis vi har brug for dem.
Ligeledes kan sjælen i nogle tilfælde lade os se lidt af fremtiden, men det er sjældent og kan aldrig være bevisligt og alligevel kan det forandre éns livsindstilling, selvopfattelse m.m.
Så vi kan måske nok blive nogenlunde enige om essensen af det hele – men ikke om de forklaringsmodellerne :-) Jeg er overbevist om, at jeg ikke har 'lånt' nogle kollektive erindringer, men at jeg har haft mange forskellige inkarnationer. Jeg har fået mulighed for at 'genopleve' nogle situationer fra disse inkarnationer, fordi jeg derved kunne få noget viden eller nogle ressourcer, jeg havde brug for i dette liv.
Her kommer det også ind, at der er forskel på 'viden' og 'oplevelse'. Viden er der ikke koblet følelser til. Kun hvis viden bliver associeret med en oplevelse eller genkendelse, vækker det følelser og så bliver det til indsigt. Viden om, hvad der f.eks. skete i én eller anden dagligdags situation for en almindelig kvinde i England for nogle hundrede år siden ville (for mig at se) ikke give nogen følelsesmæssig helbredelse. Men den følelsesmæssige oplevelse af at have været der, at have genfundet sig selv (og måske andre mennesker, man kender i dette liv), kan have så stor betydning, så den kan helbrede og ændre hele ens selvopfattelse og livsopfattelse.
Jeg vil nu lægge mig ud i haven og pleje min tandpine... og tandlægen har ferie til 9. august :-(
Mange hilsner Helene
Jeg får rigtig rodet op i en masse gamle tanker. Jens Jørgen Gravesen var min brors praktiserende læge. Bare Gravesen dog havde gjort noget for at hjælpe min bror, i stedet for at sende ham til en idiotisk psykiater. Jeg talte med Gravesen umiddelbart efter min brors selvmord, og jeg husker, at han var meget bestyrtet. Men det er jo klart, at han som praktiserende læge ikke selv kunne hjælpe alle. Han var nødt til at sende nogle videre i systemet.
Jo, det er klart, at jeg er stødt på ordet ”dissociation”. Men dengang jeg selv var plaget af problemet, især i tiden umiddelbart før en depression, fandtes der ikke meget at læse om det. Det er vel 25-30 år siden. Det eneste, jeg kunne finde, der lignede, var noget om depersonalisation, f.eks. Alexander Lowens beskrivelser. Jeg kan huske, at jeg tegnede mig selv, sådan som jeg følte det, f.eks. en tegning af min krop i silhuet, hvor der faktisk er to silhuetter, der er forskubbet lidt i forhold til hinanden, nærmest parallelforskudt. Det var en pinagtig form for splittelse og svarer nøjagtig til udtrykket ”at være ved siden af sig selv”. Jeg viste tegningen til en af de psykologer, jeg gik hos dengang, men fik ingen respons på den. Jeg havde meget besvær med at finde psykologer, som virkelig var kvalificerede dengang først i 1980’erne. Det lykkedes først langt senere.
Jeg synes, at det er sympatisk, at Jens Jørgen Gravesen bruger sådanne almindelig sproglige udtryk til at beskrive den slags fænomener. Det gør fagfolk normalt ikke. Og det er jo egentlig noget af problemet med folk, der har en videnskabelig tilgang til deres emne: De bruger ofte abstrakte formuleringer, der spærrer for forståelsen, i stedet for at lette forståelsen. Jeg har altid ment, at der ligger en stor visdom i sproget. Et ord som ”udstråling” fortæller mere end ordet ”aura”. Og ”at være ude af sig selv” eller ”ved siden af sig selv” er en bedre beskrivelse end ”dissociation”. Det betyder ikke, at vi kan undvære fagudtrykkene. Men de gamle sproglige udtryk er gode til at forklare, hvad det drejer sig om.
Jeg kan også huske, at jeg kunne få lidt modvilje mod Tor Nørretranders, der ganske rigtigt var meget fremme i medierne en overgang. For mit vedkommende var det snarere hans væremåde end hans videnskabelighed. Men det er rigtigt, at en bestemt form for videnskabelighed kan spærre for indsigt. Jeg synes, at Tor Nørretranders har en sympatisk evne til at forklare ting på en forståelig måde, hvad andre folk med en videnskabelig tilgang ofte ikke har.
Der er det gode ved Tor Nørretranders’ videnskabelighed, at man kan være ret sikker på, at han gengiver andres indsigt loyalt. Det er jo ikke Tor Nørretranders’ egne tanker, det drejer sig om. Han fortæller om andres indsigt. Og jeg nærer ikke den mindste tvivl om, at han refererer Henri Bergson og Aldous Huxley korrekt.
Du skriver, at du er lodret uenig med Tor Nørretranders, men han gør jo ikke andet end at referere andres tanker! Men det er klart, at der er en stor forskel på din og min opfattelse. Sådan som jeg opfatter det, så har mennesket en langt større kapacitet, end du lægger op til. Ifølge din opfattelse har et menneske adgang til de oplevelser, som det selv har haft i det nuværende og i tidligere liv, hvorimod jeg mener, at et menneske teoretisk set har adgang til al information i verden! Og al information inkluderer naturligvis også erindringer fra andre mennesker, som jeg forestiller mig, er lagret i det universelle sind med de følelser, der nu engang er knyttet til dem. Derfor rummer min opfattelse ikke nogen hindring for, at der er mennesker, der kan få oplevelser af, at de har levet tidligere. For mig at se privatiserer du det ”universelle sind”, når du mener, at nogle erindringer med tilknyttede følelser, som du har fået adgang til, skulle være noget, der tilhører dig
Men det er klart, at jeg ikke kan bevise, at jeg har ret. Derimod er der en indvending mod reinkarnationsteorien, som jeg aldrig har fået respons på:
I dag lever der cirka 6,8 milliarder mennesker i verden. For cirka 3000 år siden levede der cirka 50 millioner mennesker. Buddhisters mål er at undgå at blive genfødt, så man må forestille sig, at en del buddhister ikke længere er med i kredsløbet, men alligevel er der i løbet af disse 3000 år kommet 6.750.000.000 flere mennesker til, med hver en sjæl. Hvor kommer alle disse nye sjæle fra? Hvis der alligevel løbende bliver skabt nye sjæle, hvorfor kan vi så ikke alle sammen være nye sjæle, der ikke har levet før?
Mange hilsner
Kameliadamen
Det gør mig ondt for din bror. Det var synd, at Jens-Jørgen Gravesen ikke kunne hjælpe ham. Han har brugt hypnose i sin praksis de sidste 25-30 år, men han er jo ikke egentlig terapeut, så ja – nogen må han jo sende videre. Meget, meget trist.
Ja, dissociation er forfærdeligt pinagtigt. Det er derfor, jeg ser heling som en fuldstændigt genforening med mig selv. Din tegning af dig selv som to silhuetter er meget beskrivende.
Jeg blev første gang klar over begrebet, da min terapeut engang bad mig huske togturen ind til ham. Han bad mig om at tænke på togturen derind. Så jeg mig selv udefra sidde som passager i toget, eller så jeg mig selv indefra være i toget? Det var helt klart det første. Så forklarede han mig, at jeg dissocierede og om forskellen på association og dissociation. Det rystede mig meget, for så havde jeg jo altid haft dissocieret – været ude af kroppen. Jeg havde altid følt mig som tilskuer til mit eget liv. Den forståelse skabte mine mål: Jeg ville tilbage i min krop; jeg ville kunne mærke mine følelser; jeg ville have ét kontinuerligt liv og ikke to parallelle. Det arbejder jeg stadigt på.
Jeg er lige nu ved at læse 'NLP – neuro-lingvistisk programmering – Principper og funktion' af O'Connor & McDermott, hvor det også beskrives i vendinger, der er til at forstå:
'En associeret oplevelser er meget forskellig fra en dissocieret oplevelse. Når du er associeret, er du i oplevelsen og får de gode eller ubehagelige kropsfornemmelser, der er 'associeret', forbundet med oplevelsen. Når du er dissocieret, er du uden for oplevelsen og mærker ikke de ledsagende følelser. Du har måske undret dig over, hvordan nogle mennesker er i stand til at se tilbage på vigtige og intense oplevelser og sige, at de ikke føler noget. De gør det ved at dissociere, adskille sig fra oplevelsen…'
Det genkender jeg i den grad. Det var en hjælp som barn, men som voksen er det et handicap. Mere end noget andet oplever jeg, at det er dissociationen, der tager min energi fra mig, fordi jeg så at sige er to steder på én gang.
Virkeligheden og sandheden er i høj grad subjektiv. Vi har jo hver vores filtre og forklaringsmodeller at opleve verden igennem. I en udveksling af overbevisninger er beviser irrelevante. Jeg synes altid, det er interessant at se, hvordan forskellige mennesker kan fortolke det samme helt forskelligt. Netop hvad NLP bl.a. handler om.
Okay… så er jeg uenig med dem Tor Nørretranders refererer ;-)
Igen er du og jeg for så vidt ikke uenige om resultatet kun om vejen dertil: Vi er enige om, at menneskers kapacitet er uendelig. Du skriver, at mennesket har adgang til al information i verden. Jeg mener, at mennesker har adgang til alle følelser i verden. Fordi vi igennem mange tidligere liv har oplevet alle følelser, alle slags situationer. Samt vi i den åndelige verden er i stand til at 'connecte' med det, der sker på jorden. Vi har alle oplevet at være både ofrer, krænkere og hjælpere i mange inkarnationer. Derfor har vi evnen til at kunne sætte os ind i, hvordan andre har det. For vi har altid selv haft prøvet noget tilsvarende (hvis ikke vi er helt nye sjæle).
Det nærmeste, jeg er kommet på et svar m.h.t. skabelsen af nye sjæle, er vist i Michael Newtons bøger. Hvor de nye sjæle kommer fra, er ikke tydeligt beskrevet, for det ligger helt inde i skabelsens mysterium. Ingen mennesker kan se til vejs ende og fuldt ud forstå 'Den Store Plan'. Selv mennesker med højtudviklede spirituelle evner, har ikke mulighed for at vide alt om, hvordan den åndelige verden fungerer. Selv 'de almindelige' sjæle ved det ikke fuldt ud. Det kan jo lyde som en nem måde at slippe uden om en forklaring på – men ganske som man siger, at Guds veje er uransagelige, så kan man ikke almindeligvis finde ud af, hvad der foregår på højeste niveau i den åndelige verden. Bare her i Danmark ved vi 'almindelige mennesker' jo heller ikke, hvad der foregår bag de lukkede døre på Christiansborg f.eks. :-)
Sjælens eksistens starter på et tidspunkt. Gennem mange inkarnationer, udvikler vi os, lærer og tager vores erfaringer med os ind i kommende inkarnationer. Dette fortsætter, til vi har lært så meget, så vi har fundet ind til guddommeligheden i os selv. En tilstand, hvor vi ikke længere er styret af negative følelser men har fundet den ubetingede kærlighed og medfølelse i os selv og lever den – er den. Derefter inkarnerer vi sædvanligvis ikke mere, for så er der ikke mere at lære her på jorden.
Hvis vi alle var nye sjæle, ville det svare til, at jordens befolkning aldrig kom videre end vuggestuen. Sådan kunne verden selvsagt ikke fungere, så skulle alle hele tiden lære alting forfra. Så heldigvis er der også nogen, der åndeligt set går i børnehave, skole og gymnasium, ellers kunne verden ikke udvikles. Nye sjæle har brug for mere erfarne sjæle at lære af, de har ønsket om at lære og stræber efter udvikling og at nå deres eget optimale: Den oplyste tilstand. Det er evolutionen.
Mange hilsner Helene
Jeg havde faktisk en veninde, der fik terapi hos Jens-Jørgen Graversen, og en anden veninde sendte mig en artikel, som Jens-Jørgen Graversen havde skrevet om hypnoterapi. Det må være ca. 20 år siden. Og jeg har som nævnt talt med ham en enkelt gang for endnu længere tid siden. Han virkede meget tiltalende. Men allerede på daværende tidspunkt havde jeg indset, at kropsterapi ville være det rigtige for mig. Og det synspunkt har jeg ikke fortrudt. Jeg mistede siden kontakten med den veninde, som var i behandling hos ham, så jeg ved ikke, hvordan det siden er gået hende.
Jeg genkender også helt klart fornemmelsen af at se mig selv udefra, men kun i forbindelse med de mest dramatiske situationer fra min barndom. Min far var meget temperamentsfuld og voldelig, og jeg har helt klart dissocieret, når min far var vred. Det var den eneste måde, jeg kunne overleve på. Jeg ser mig selv oppefra, fra en position under loftet. Jeg kigger ned på mig selv, der ligger stivnet og ubevægelig i min barneseng, der står i mine forældres soveværelse. Min far råber så højt i vrede, at man ikke kan høre, hvad han siger, og min mor svarer med en jamrende og angstfyldt stemme og prøver at få ham til at holde op, bl.a. ved at sige, at han vækker mig. Jeg var selvfølgelig vågnet. De var jo vant til, at et barn ville reagere ved at græde, når det vågnede. Men jeg lå helt stille og stiv…
Og jeg genkender også fornemmelsen af, ikke at kunne reagere følelsesmæssigt på selv voldsomme oplevelser. Det har været en fordel for mig i visse situationer, for når følelserne ikke var der til at ”forstyrre”, kunne jeg reagere fornuftsmæssigt og dermed tackle de mange voldsomme hændelser i mit liv på en hensigtsmæssig måde. Men på længere sigt gik det jo ikke. F.eks. var jeg længe ude af stand til at reagere følelsesmæssigt på min brors selvmord. Jeg handlede praktisk og fornuftsmæssigt og sørgede for de andre og for de ting, der nu engang skulle gøres. Men halvanden måned efter fik jeg en forfærdelig depression.
For mig har kropsterapien været en god indgangsvinkel til at få løst disse problemer, fordi det handlede om at få kontakt til kroppen og følelserne og få energien i kroppen til at flyde, i stedet for at være stivnet eller blokeret. Jeg er altid lidt skeptisk over for terapimetoder, der lægger vægten på det intellektuelle. Som du ved, er jeg stærkt kritisk over for kognitiv adfærdsterapi, og i det omfang, hvor NLP er beslægtet med kognitiv adfærdsterapi, gælder min skepsis derfor også NLP.
Jeg har to gange overværet foredrag om NLP, og det har afskrækket mig meget. Enhver form for psykologisk metode, der bygger på, at man skulle kunne omprogrammere et menneskes psyke, lidt ligesom man kan installere et nyt program i en computer, gør mig betænkelig.
Desuden er jeg meget kritisk over for det, jeg kalder positiv-terrorismen, altså det i øvrigt sikkert velmente råd om, at alting kan forandres til det bedre, hvis bare man tænker positivt. Det er et letkøbt og overfladisk råd, der ikke viser respekt for den, der står med et problem. Jeg husker især positiv-terrorismen fra dengang, jeg mistede mit nyfødte barn. En bekendt skrev til mig, at det da i hvert fald var godt, at jeg havde mistet min søn så tidligt, inden jeg havde lært ham rigtigt at kende. Hun havde lige læst om en mor, der havde mistet sin femårige ved en bilulykke. I sammenligning med den mors situation var min situation ikke så slem, mente min bekendt!
Siden har jeg reageret ret voldsomt på positiv-terrorisme…
Jeg har talt med en kvinde, der har taget flere trin af de uddannelser, som tilbydes inden for NLP-hierarkiet. Hun giver mig ret i min kritik, men siger, at NLP ikke mere udgør én retning. Der er mange, der er kritiske over for den alt for meget vægt, der inden for NLP på en overfladisk måde er blevet lagt på det kognitive. Det citat, du bringer, lyder under alle omstændigheder meget tiltalende.
Hvad angår reinkarnationen, så synes jeg ikke, at dit argument om, at reinkarnation muliggør evolution, lyder overbevisende. Et kosmos, hvor det universelle sind er privatiseret, f.eks. således at nogle bestemte århundredgamle erindringer, følelser eller oplevelser tænkes tilknyttet bestemte nulevende personer, må da give færre muligheder for evolution, end et kosmos, hvor alle mennesker har samme adgang til alt, hvad der er oplagret i det universelle sind!
Mange hilsner
Kameliadamen
Der er mange, der er kritiske over for den alt for meget vægt, der inden for NLP på en overfladisk måde er blevet lagt på det kognitive.
Linette skriver:
Kunne det ikke tænkes, at hvis det drejer sig om et menneske der er "for meget følelse", eller ikke rigtig har "styr på temperementet", kan den kognitive vej være en god måde?
Jeg tænker ikke på den overfladiske facon, men at udvikle evnen til, at overveje sine handlinger.
Min overbevisning er, at det må ikke blive for meget føleri.
Med hensyn til jeres snakke om reinkarnation, om vi har levet før o.s.v. tror jeg ikke på den personlige genfødsel.
Derimod tror jeg, at det der menes når man taler om det kollektive ubevidste, er det "noget" der er fælles for alle mennesker, og altså noget der ikke er egentlig bevidst, men nedarvet gennem generationer og påvirket af de forskellige tidsaldre, en ubevidst viden, som er nødvendig for vores eksistens.
Så kan vi have "arvet" en interesse, noget der tiltrækker os, noget hvorom der siges, at "det fandt os" og ikke at "jeg fandt det", altså noget man føler sig "kaldet" til.
Man kan jo godt opleve ligesom "at blive ført henimod" noget, der så "fanger" ens opmærksomhed, eller nysgerrighed. Man oplever ligesom et "flow" hvor man "rider på en bølge" medens man løser opgaven.
Det, jeg (og tilsyneladende også andre) er kritisk over for, er, at den overdrevne vægtlægning på det kognitive i kognitiv terapi og NLP, betyder, at der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til kroppen, følelserne og det sociale.
Og jeg mener, at en teori om den menneskelige psyke, som overdriver betydningen af det kognitive, er overfladisk. Den har ikke forstået kompleksiteten i et menneskes psyke.
Du har selvfølgelig ret i, at der skal være en balance, for at vi som mennesker kan have det godt. Det dur selvfølgelig ikke, at følelserne og temperamentet fylder for meget, på bekostning af intellektet. Men for at en terapeut kan hjælpe på det problem, er det for mig at se nødvendigt at have et menneskesyn, der tager hensyn til det HELE menneske. Der er jo en årsag til, at følelserne og temperamentet fylder for meget. Og den årsag må der gøres noget ved. En terapiform, der kun benytter sig af det kognitive, kan efter min mening ikke nå derind, hvor problemerne ligger. Den er alt for overfladisk. Så også i det tilfælde, hvor en person føler for meget, er det vigtigt, at terapeuten benytter sig af et menneskesyn og en terapiform, som tager hensyn til det hele menneske – ikke bare det kognitive.
Jeg undrer mig ofte, når f.eks. læger udtaler, at ”samtaler” skulle kunne hjælpe på depression. Det er klart, at man i en presset situation kan have brug for rådgivning, og derfor kan man da godt have gavn af at snakke med nogen. Men rigtig terapi, der virkelig flytter noget, kan ikke ske blot ved samtaler. Jeg tror, at den misforståelse er blevet udbredt i takt med, at kognitiv terapi og NLP er vundet frem.
Det er også et stort problem, at utilstrækkeligt uddannede personer ofte leder gruppeterapi. For at en terapeut kan være i stand til at give terapi, må terapeuten gennemgå en årelang uddannelse, der også indeholder terapi af den kommende terapeut. Kun hvis terapeuten har fået bearbejdet sine egne problemer, er vedkommende kvalificeret.
Problemet er, at personer, der har taget et kort kursus i NLP eller kognitiv terapi sættes til at lede gruppeterapi. Det kan have de forfærdeligste konsekvenser, fordi overfladiske ideer om psyken anses for sandhed. Jeg har f.eks. hørt om en sådan leder af gruppeterapi, der lagde skylden for depressioner på de depressive selv, fordi de ikke tænkte positivt. Når jeg tænker på, hvor selvbebrejdende depressive ofte er, gyser det i mig, når jeg hører om den slags.
At sige til en depressiv, at vedkommende selv er skyld i sin depression, og at det vil hjælpe, hvis hun begynder at tænke positivt, er et eksempel på en sådan overfladisk og overdreven vægtlægning på det kognitive. Og jeg er overbevist om, at den slags finder sted – ikke kun i det tilfælde, jeg kender til.
Hvad angår reinkarnation, så er det jo et vanskeligt emne. Men jeg er kommet i tanker om, at ordet ”det kollektivt ubevidste” ikke er særlig velegnet. Jeg tror endda, at det var delvist på grund af det ord, at jeg aldrig rigtig forstod, hvad Jung mente. For sagen er jo, at elementer fra det kollektivt ubevidste kan blive bevidste, og så er de jo ikke ubevidste mere, og det øger forvirrringen. Det er efter min mening meget bedre at kalde det ”det universelle sind”, som jeg har gjort i de seneste indlæg. Jeg tror, at det gør sagen mere gennemskuelig.
Mange hilsner
Kameliadamen