Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det er forståeligt, at du har lagt afstand til teorierne, når du har brug for praktiske løsninger.
Men man må jo tage udgangspunkt i sig selv, så det jeg skriver om, er præcist, hvad jeg selv har praktiseret og som har hjulpet mig. Det vil bare altid komme til at virke teoretisk, når det bare bliver beskrevet, for som du skriver, skal det være noget man genkender og selv har mærket. Af samme grund blev jeg i sin tid rimeligt frustreret over diverse selvudviklingsbøger – de beskrevne teknikker og teorier havde hjulpet forfatteren men det var jo ikke noget, jeg kunne overføre direkte til mit eget liv. Alligevel har teorierne på længere sigt været med til at give mig en viden og forståelse, jeg i min proces har kunnet bruge i praksis.
Jeg er enig med dig i, at man først og fremmest er nødt til at forholde sig til, hvordan man selv har det. Netop spørge: 'Hvad mærker jeg nu?' – og så rette sig efter og handle på det, man hører og mærker. Det er i høj grad den måde, jeg selv lever på.
Hvis vi vender tilbage til den hullede aura (grænsen), så handler det først og fremmest om at få lukket alle huller, så der ikke løber energi ud. Man skal gerne frem til at kunne holde energien i sig og så selv kunne vælge, hvornår, hvor, i hvilke sammenhænge og overfor hvem man vil kanalisere energien ud og på hvilken måde. Problemet er bare, at rummer man ikke den negative energi, så flyder den positive energi også ud.
En forudsætning for at få lukket hullerne er først og fremmest, at man lytter til sig selv, mærker sig selv og derudfra siger til og fra. Og altid vælger den kærligste løsning både overfor sig selv og andre. Hvis der er konflikt imellem det man selv og andre ønsker, så må hensynet til én selv komme først. Men heller ikke det er jo noget, man 'bare lige' kan praktisere. Det er dybtgående arbejde.
Endvidere så har man igennem livet spredt sine energier ud mange steder. Alt hvad der nogensinde har været i éns eksistens af negative følelser, der ikke er blevet sluppet, sluger stadigt energi. Så derfor er det vigtigt at få hentet alle de spredte energier hjem til sig selv og holde dem i sig. Også selvom de er ubehagelige.
Det med frygten bliver vi aldrig enige om. Du spørger selv, hvordan frygt skulle være blandet ind i dit strikketøj? Jeg vil svare, at det ikke har noget med dit strikketøj at gøre, men med de følelser du beskriver: Du ville udrette noget og give noget unikt - selvom det faktisk var mere end du overkom. Det var en positiv intention men du gik ud over dine egne grænser for at præstere. Eksempel: Hvis disse følelser føres tilbage til barndommen, så kan barnet have følt en frygt for ikke at være god nok, hvis det ikke præsterede noget unikt. For et barn kan en sådan følelse give frygt, for 'så er jeg kun god nok, hvis jeg gør noget særligt'. Barnet har ikke fået en oplevelse af, at det er godt nok og helt unikt bare at være sig selv. Den slags gamle ubevidste tankemønstre kan ligge og skabe ravage i energisystemet, selvom man slet ikke føler på den måde som voksen. På den måde kan barnets tankemønstre og barnets ubevidste gamle følelser ligge og spøge og sluge energi, selvom man på ingen måde føler på samme måde længere. Spørgsmålet er, om barnet har fået så meget kærlighed og tryghed, så det har opvejet og elimineret frygten.
Men som sagt – vi er bare uenige på dette punkt.
Jeg er ved at læse bogen: 'Kunsten at leve et lykkeligt liv' af Dalai Lama og Howard C. Cutler. Den bog burde være obligatorisk i de større klasser i skolen :-)
Dalaia Lama udtaler: 'Denne indre disciplin kan selvfølgeligt omfatte mange ting, mange metoder. Men generelt set begynder man med at identificere de faktorer, der fører til lykke og de faktorer, der fører til lidelse. Når det er gjort, begynder man gradvist at eliminere de faktorer, som fører til lidelse og dyrke de faktorer, der fører til lykke. Det er metoden'.
Uden at have været bevidst om det, er det præcist det, jeg selv har gjort i de sidste 6 år og det har virket.
Jeg tror ikke på, at der er lette løsninger, der kan skabe energi. Energien er som sagt det basale, grundlæggende og altafgørende, for alting handler om energi og menneskers kamp for at få energi. Derfor 'stjæler' mennesker energi fra hinanden, for stort set alle mangler. Hvis der fandtes lette løsninger, så var de givetvis blevet kendte og verden ville se en hel del anderledes ud.
Den største energikilde er kærlighed og glæde men hvis energierne fiser ud, så hjælper det ikke meget. Og det vil de gøre, hvis ikke hullerne er lukkede og man kan rumme de negative følelser i præcist så stort omfang, som man har oplevet dem i.
Men jeg har nok ikke helt forstået, hvad det er, du søger (udover energi :-)
Du var jo interesseret i at drøfte forskellige aspekter i forbindelse med 'falsk energi', såsom hormonsystem, bipolar lidelse m.m. Det er jo også teoretisk og vil ikke umiddelbart kunne indvirke på dit energiniveau.
Mange hilsner Helene
Kom endeligt ud med det, du har lyst til at komme ud med. Din måde at skrive på er da lige så fin som nogen andres.
Som udgangspunkt kan man ikke acceptere sig selv, hvis man ikke har oplevet accept fra sine forældre. Det kræver hårdt arbejde igennem livet at nå frem til selvaccept.
Så du 'burde' ikke have accepteret dig selv, for hvordan skulle du kunne? Det er noget, man må arbejde sig hen imod som voksen.
Det er rigtigt, at det har konsekvenser, hvis man begynder at tage låget af trykkogeren og dem skal man naturligvis være parat til at kunne håndtere. Det vigtigste i nutiden er, at man har nogle livsvilkår, man har det godt med, så man føler sig tryg og der er basis for, at man kan 'tillade sig' at få det bedre. Livsvilkår man har det dårligt med, dræner energien yderligere og hindrer fremgang og udvikling.
Mange hilsner Helene
Det har du vist ret i. Det er også først efter jeg er blevet ældre, jeg kan begynde at acceptere mig selv. Eller næsten har gjort det.
Jeg har ikke noget særligt på hjerte. Jeg vil bare gerne leve fredeligt nu.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på de uretfærdigheder, jeg har været udsat for. Jeg kan ikke gøre noget ved det og ville meget ønske, jeg kunne glemme.
Jeg ved jo godt mange mennesker har det sådan.
citat
Dalaia Lama udtaler: 'Denne indre disciplin kan selvfølgeligt omfatte mange ting, mange metoder. Men generelt set begynder man med at identificere de faktorer, der fører til lykke og de faktorer, der fører til lidelse. Når det er gjort, begynder man gradvist at eliminere de faktorer, som fører til lidelse og dyrke de faktorer, der fører til lykke. Det er metoden'.
citat slut
Jeg tror, jeg ubevidst prøver at leve på den måde. Det er jo også lidt lettere, når man ikke har så meget at spekulere på mere.
Hvis bare det forb....... sundhedsvæsen kunne lære, hvornår de burde holde kæft og lade mennesket være lykkeligt.
Jeg tror, at skal man have ryddet op i fortidens krænkelser, skal man i terapi. Man kan ikke bare glemme, selvom man prøver. Det ligger jo i trykkogeren...
KH Helene
Åh, så forstår jeg bedre dine indlæg. Det er sket en misforståelse. Men nu kommer mine gæster! Jeg skriver igen i morgen.
Mange hilsner
Kameliadamen
Vi er gået skævt af hinanden. Jeg kan se på dit seneste indlæg til mig, at du tror, at jeg søger råd om, hvordan jeg kan få mere energi. Det var sådan set ikke formålet. Energien har jeg, når bare jeg passer lidt på og forvalter den klogt. I forhold til andre på min alder, klarer jeg mig vist rigtig godt
(Måske har du misforstået mig, fordi jeg faktisk tidligere har haft et voldsomt træthedsproblem, som jeg jo har skrevet om mange gange. Først var det på grund af langvarig og alvorlig jernmangel og senere, efter at jeg havde fået fjernet årsagen til jernmanglen, var jeg træt uden nogen påviselig grund. Kostvejlederen, som jeg dengang opsøgte, mente dog, at en så alvorlig jernmangel godt kunne have eftervirkninger i flere år efter, at der var kompenseret for jernmanglen. Jeg har også i en del år døjet med kaliummangel, og mit energiniveau er faktisk blevet markant bedre, efter at jeg sidste sommer fik lægen til at udskrive kaleorid (kaliumtilskud) til mig. Kalium er et mineral, som man normalt kun kommer i underskud med, hvis man får blodtryksmedicin, eller hvis man mister væske på grund diarré eller sveder meget, og jeg får jo blodtryksmedicin og dyrker desuden en del motion. Under alle omstændigheder fik jeg mere energi i løbet af efteråret 2009, efterhånden som min kaliumstatus bedredes).
Jeg undrede mig faktisk lidt over, at du begyndte at skrive om energi på denne overordnede og generelle måde, men jeg syntes jo, at du kunne have ret i, at det var nødvendigt som grundlag for senere at komme ind på emnet.
Men for mit vedkommende er det udelukkende den falske energi, som jeg pludselig begyndte at se som et problem i mit liv. Den spiller ikke den store rolle i det daglige, men indimellem, især når jeg har gæster eller passer mine børnebørn eller på anden måde er tæt sammen med andre mennesker i længere tid ad gangen, er den et problem.
Jeg havde nok forestillet mig, at der var nogle, der havde nogle praktiske tricks eller råd om, hvad de gør i den slags situationer. Eller måske bare, at jeg gennem en dialog om emnet her på Netdoktor kunne få det frem i bevidstheden, sådan at jeg som en fast praksis flere gange om dagen lige mærker efter, hvordan jeg har det og får stoppet tendenser til falsk energi, hvis det er ved at opstå. Og det er da også, hvad der er sket: jeg er mere fokuseret på problemet nu. I weekenden, da jeg havde gæster, gik jeg ud på badeværelset flere gange – ikke fordi jeg skulle tisse, men blot for lige at være alene og sunde mig lidt og mærke efter, om der var tendenser til, at min organisme var ved at ”gå over gevind”.
Jeg ved egentlig ikke, hvad det er for en type tricks og råd, jeg efterlyser. Jeg kender dem jo ikke selv! De eneste tricks af den art, jeg kender, er dem, jeg bruger til at få jordforbindelse eller mærke kontakten til min krop, hvilket jo er forudsætningen for, at man kan undgå at bruge falsk energi.
Før i tiden, da jeg underviste, brugte jeg at forestille mig, at jeg havde røde ben og fødder! Når jeg stod foran en stor forsamling, kunne dette trick godt hjælpe mig til at genvinde jordforbindelsen og kontakten med mig selv. I perioder kunne jeg godt finde på at tage højrød lak på tæerne inden i de varme vinterstrømper! Det hjalp også. Når tilhørerne stillede mig spørgsmål, som var ved at vælte mig af pinden, sagde det i et hjørne af mit hoved: ”Ha, jeg skal nok klare mig! De ved ikke, at jeg har fintlakerede røde negle på tæerne!” Det er selvfølgelig barnligt, men hvis den slags kan hjælpe, gør det jo ikke nogen fortræd.
Nu om dage bruger jeg nok mest den med at gå ud på badeværelset og sunde mig lidt alene, når jeg er til familiefester og andre slags komsammen. Eller hvis der er en have, hjælper det mig at gå ud til et stort træ og klappe det lidt og forestille mig, at jeg også har dybe rødder, der gør, at jeg står fast, men at jeg ligesom træet også rækker ind i himlen
Jeg tror også, at du har misforstået mit forhold til teoretisk viden. Jeg er normalt interesseret i al slags psykologi. Mit problem i forhold til forskellige helhedsteorier om den menneskelig psyke, er, at jeg ikke ved, hvilken af alle de mange forskellige, jeg skal vælge. Jeg er da sådan set lidt misundelig på dig, fordi du lader til at vide, hvad der er sandheden om den menneskelige psyke. Det gør jeg langtfra. Jeg har ikke lagt afstand til teorierne, fordi jeg hellere vil klare mig med praktiske metoder. Jeg forholder mig bare åbent, men skeptisk til alle disse teorier, så længe jeg ikke ved, hvilken der er den sande. Så vidt jeg kan se, forholder det sig sådan, at de alle holder stik på visse punkter, men er fejlagtige på andre. Men hvis teorier skal være brugbare som udgangspunkt for (be)handling, er det oplagt, at man skal kunne mærke, at de er sande – ikke bare overtage dem som en indlært lektie. Kun de dele af teorier om den menneskelige psyke, som jeg tydeligt kan mærke, er sande, godtager jeg. Resten har jeg lagt afstand til på den måde, at jeg forholder mig åbent, men afventende og skeptisk til dem.
F.eks. synes jeg godt om meget af det, Dalai Lama står for, men jeg er jo ikke buddhist, selv om jeg synes, at buddhisterne har mange kloge holdninger og synspunkter.
Hvad angår viden omkring forbindelsen mellem falsk energi og mani, er det ikke bare luftig teori for mig. Selv om jeg ikke for alvor har oplevet manier, så har jeg mærket tendenser i den retning (det, jeg kalder ”at gå over gevind”), så den forbindelse, jeg gerne ville høre andres erfaringer om, er i høj grad erfaringsbaseret hos mig.
Og på samme måde med de forskellige stresshormoner, som jeg også har direkte erfaringer med, især noradrenalin.
Men jeg ”ejer” jo ikke denne debattråd, blot fordi jeg har startet den. Og jeg synes i høj grad, at jeg allerede har fået noget ud af den, bare fordi jeg nu husker mig selv på, at jeg skal være mere fokuseret på at mærke min krop og stoppe eventuelle tendenser til falsk energi.
Mange hilsner
Kameliadamen
Selv om du ikke orker at undersøge alt det, der ligger i ”trykkogeren” (og det forstår jeg godt), så tror jeg, at det ville være en stor fordel for dig at få en eller anden form for hjælp til at tackle lægesvigtene og lægefejlene.
Jeg har selv haft stor glæde af at få den form for hjælp, sådan som jeg skrev i et af mine tidligere indlæg i denne tråd.
Sagen er jo, at vi ikke kan glemme det, der er sket. Selv om vi beslutter os for, at vi vil lade fortiden ligge, vil en sådan form for uretfærdighed ikke lade os i fred.
Efter min erfaring er kontakten med ens egne pårørende ikke velegnet til at løse den slags problemer. Fra psykologer hører vi jo, at man skal tale om det, der plager én, når man har været udsat for den type krise. Men min erfaring er, at jo mere, man taler om lægesvigt og lægefejl med mennesker, der ikke selv har oplevet den slags, jo værre bliver det. For folk siger ofte noget i retning af: ”Lægen gjorde det nok ikke med vilje, og nu er det jo fortid, og du har det jo bedre, ikke? Nu må du se fremad!”
Og den slags udtalelser hjælper slet ikke, det bliver snarere værre af det. Man kommer jo efterhånden selv i tvivl om, hvorvidt man har ret i, at der er blevet begået overgreb og svigt, og det dur ikke. Folks udtalelser bevirker faktisk, at gryden bliver holdt i kog, og IKKE, at trykket bliver taget af.
Efter min erfaring er der brug for to ting:
1. Et solidarisk vidne. Altså en person, der bakker dig 100 procent op, uden at finde undskyldninger for lægen og uden at bagatellisere det, der er sket.
2. At man virkelig afreagerer sin vrede. Og her er det altså ikke nok at samtale om det. Der skal bruges helt andre reaktionsmåder, for at vreden kan få afløb. Jeg har virkelig tæsket mange sofapuder og madrasser med tæppebankere og spadserestokke, eller slået i sneen med pinde og bandet og svovlet. Og jeg er da godt klar over, at der er mennesker, der synes, at den slags er dramatisk og overskruet, men det gør jo ikke nogen fortræd. Det gør ikke ondt på sofapuden eller madrassen, og min erfaring er, at det hjælper, hvorimod det ikke giver nogen lindring at konversere roligt om problemet.
Jeg forstår godt din frygt for, at du ikke kan overskue konsekvenserne, hvis du linder på låget og lukker damp ud. Men jeg tror godt, at du kan nøjes med at lukke damp ud, som har med lægesvigt og lægefejl at gøre. Og jeg tror faktisk, at det er ret afgørende for dig, at du får det gjort. I hvert fald hjalp det mig meget, at jeg fik psykologhjælp til at tackle problemet.
Man kan godt selv prøve at lukke damp ud, helt alene. F.eks. havde jeg glæde af at bruge kraftfuld musik, inden jeg begyndte at tæske mine sofapuder! Jeg spillede f.eks. Beethovens Egmont-ouverture og skruede godt op for lyden. Det virkede for mig.
Problemet er bare, at det er vigtigt at have dette solidariske vidne, altså en person, der bakker dig 100 procent op. Og det er svært at finde sådan en person, for folk tror, at trøst og opbakning består i at bagatellisere problemet, og det gør det ikke. Opbakning består i at give dig ret i, at det var forfærdeligt, men at det er muligt at komme over det.
Jeg har for tiden kontakt til en kvinde i udkanten af min bekendtskabskreds, som også har været udsat for lægefejl og lægesvigt. Jeg genkender alle reaktionerne. Hun er også udsat for, at folk giver en trøst, der ikke hjælper, og hun kigger lidt overrasket, når jeg siger til hende, at det er præcist så forfærdeligt, som hun siger, og at det er godt, at hun raser og skælder ud! Alle andre siger jo til hende, at nu må hun glemme fortiden og se fremad. Men det kan man ikke!
For mit vedkommende hjalp det i hvert fald, så jeg ikke længere hele tiden spekulerer over lægernes svigt og fejl.
Mange hilsner
Kameliadamen
Du misforstår mig lidt.
Jeg er ikke interesseret i at beskæftige mig for meget med det. Jeg har en god mand, som har lyttet meget til mig.
Og jer, som har lyttet i den tid, hvor jeg havde det forfærdeligt med bivirkninger.
Du har da helt ret i, man glemmer ikke, men jeg lader det ligge. En undskyldning kan man kigge i vejviseren efter.
Du har sandelig ret i, at det med at glemme og se fremad, det er ikke den slags "gode råd", der er brug for.
Den slags gider jeg ikke høre på. Men jeg gider heller ikke tænke meget over det mere.
Jeg bliver bare urolig, når jeg føler, jeg skal "presses" til medicin, jeg ikke ønsker. Og det bruger jeg energi på at spekulere over. Så er det jeg tænker, der presses for meget med medicin i vore dage.
Jeg har haft så rigeligt med bivirkninger og nu har jeg endelig fred.
Mange venlige hilsener til dig Kameliadamen.
Ja, jeg har ganske rigtigt misforstået dig. Nu kan jeg vist begynde at pejle mig ind på emnet :-)
Jeg gør præcist som du: Holder fokus i dagligdagen og mærker efter. Til min datters fødselsdag i vinters, måtte jeg lige gå ind i soveværelset engang imellem bare for lige at tage nogle dybe indåndinger og finde mere på plads i mig selv og give mig selv ro.
Hmm…. hvad gør jeg for at undgå det… Jeg har fået opbygget meget stærke grænser. Det opfatter jeg som altafgørende. Jeg gør ikke længere noget af pligt eller fordi jeg frygter konsekvenserne ved ikke at gøre det eller fordi jeg er bange for skyldfølelse. Der er ikke noget, jeg skal leve op til og hensynet til mig selv vejer altid højest, for jeg ved, at det er mig selv, der kommer til at betale prisen, hvis jeg går ud over mine egne grænser.
Derfor har jeg også måtte lære at sige fra på en god måde. Hvis f.eks. min datter gerne vil have mig hjem til sig eller skal have hjælp til noget, så ved hun, at jeg skal have det at vide nogle dage i forvejen, så jeg kan nå at indstille mig på det. D.v.s. jeg vil gerne komme hjem til hende og jeg vil også gerne hjælpe hende – men måske ikke lige i det øjeblik, hvor hun gerne vil have det. I en anden situation fiskede en veninde efter, om ikke jeg kunne passe hendes hund, når hun skulle på ferie og det sagde jeg direkte, at jeg ikke havde overskud til. Hun blev noget stødt, men det var altså ikke mit problem.
Socialt er jeg blevet meget selektiv, hvem jeg omgås. Mennesker, jeg ved, suger energi af mig, har jeg ikke længere kontakt med. Jeg kan ikke længere deltage f.eks. til fødselsdage ude ved min veninde, for der er for meget small-talk og hendes far er dybt grænseoverskridende. Den slags samvær var tidligere baseret på 'falsk energi'.
Af og til har jeg måtte takke nej selv til noget, jeg gerne selv ville, fordi jeg vidste, at det ville bruge for meget energi, så jeg ville gå ud over mine egne grænser og så ville jeg heller ikke kunne være 'ægte' tilstede.
Jeg hiver ikke længere mig selv op ved håret og tvinger ikke mig selv til noget, jeg ikke magter.
Derudover bruger jeg en hypnose-cd om aftenen, inden jeg sover. Den hjælper mig til at falde på plads i mig selv og opnå indre ro.
Jeg søger aktivt at øge følelserne af taknemmelighed, medfølelse og kærlighed samt jeg fokuserer på skønheden (bl.a. i min have og i naturen), for derved får jeg 'ægte' energi.
Det er et sjovt eksempel med neglelakken på tæerne :-) Hovedsagen er, at det virker.
Det er mange år siden, jeg har prøvet det med 'at gå over gevind'. Jeg kalder det at være 'overgearet'. For mig var det en meget ubehagelig tilstand, hvor jeg var 'forsvundet' fra mig selv og gik ud over mine egne grænser. Efterfølgende følte jeg, at jeg havde 'blameret mig' og havde fyldt alt for meget.
For mig var det et udtryk for hele den ubalance, der var i hele mit følelsesliv. Ligesom jeg for år tilbage kunne få ukontrollerede vredesanfald, så var dette bare over i den anden grøft. Jeg havde ikke lært at give udtryk for nogen af mine følelser på en måde, så de var rimeligt under kontrol. Desuden skete det ofte i situationer, hvor jeg dybest set var usikker.
Stresshormonerne ved jeg ikke meget om. Jeg ved, hvordan virkningen er i forhold til kamp- og flugtreaktioner, adrenalinen der bliver ophobet bl.a. i musklerne samt binyrerne, der udtrættes, hvilket netop kan bevirke, at man ikke mærker sine grænser og derfor ikke kan sige fra i tide.
Selvfølgeligt vil det lyde indbildsk, hvis jeg gav dig ret i, at jeg kender sandheden om menneskets psyke. Det vil jeg heller ikke påstå, at jeg gør og jeg kan heller ikke referere til alle mulige teorier, der kan underbygge mine anskuelser, men jeg ved efterhånden meget. Frem for alt føler jeg mig sikker på min viden, fordi jeg selv har haft oplevelserne, der har ført til teorierne – hvad enten man kan læse noget tilsvarende eller forskelligt andre steder. Ganske som du VED noget om aura af egen erfaring. Det vigtigste for mig er, at de indsigter jeg har opnået, har hjulpet mig fra at være zombie eller en tom skal eller en eksistens på automatpilot, til at blive et helt menneske med både krop, sind og sjæl. Derfor er det selvfølgeligt ikke teorier for mig men brugbar viden, der har helbredt mig. Jeg har absolut ikke nogen idé om, at mine indfaldsvinkler kan bruges af alle.
Jeg har det selv på den måde, at hvis jeg i en bog læser, at DET HER virker for alle, så er jeg stået af. Ingenting virker for alle – alt virker for nogen.
M.h.t. den nævnte bog af Dalai Lama er den skrevet af en amerikansk psykiater og psykoterapeut, der ville sammenholde den østlige og vestlige tankegang. Dalai Lamas udtalelser og refleksioner handler derfor ikke om buddhisme men mere om et andet tankemønster og et andet forhold til sig selv og omverdenen, end de fleste mennesker her i vesten åbenbart har. Heraf kan jeg så udlede, at min tankegang i høj grad er mere østlig end vestlig :-)
Mange hilsner Helene
Ja, der er nok ikke andre metoder, end det, vi i forvejen gør, men måske kan vi blive endnu bedre til det!
Nogle gange kan man blive forført af et drømmebillede. Jeg har f.eks. planer om at leje en dejlig ferielejlighed på en skøn ø, og så har jeg en drøm om, at jeg jo kunne have gæster boende noget af tiden. Men… vil jeg kunne klare det? I forvejen er jeg nødt til at begrænse besøg hos andre tidsmæssigt, sådan at jeg helst ikke skal overnatte hos dem, for om morgenen, især hvis jeg ikke har sovet så godt, er jeg mest skrøbelig. Og netop i forbindelse med samvær med andre har jeg sværere ved at få sovet ordentligt. Så det er vigtigt, at jeg tænker mig om og ikke udbasunerer en åben invitation til alle.
Med hensyn til grænser, så synes jeg, at det er utroligt, at det kan tage så mange år at få indarbejdet, at man har lov til at sige fra. Jeg tænkte på det i går, da en vildtfremmed mand spurgte mig, om jeg boede alene!!! For 15 år siden ville jeg pligtskyldigt og naivt have givet ham et ærligt og fyldestgørende svar, fordi jeg forestillede mig, at andre mennesker måtte have en god grund til at spørge, ellers ville de nok ikke gøre det. Men nu har jeg – omsider – lært at bruge formuleringen: ”Hvorfor vil du gerne vide det?”
Ja, det er en god ide at lave aftaler i god tid, sådan at man er forberedt. Det kan jeg også bedst lide. Men for mit vedkommende skal jeg somme tider passe børnebørn, fordi de er syge, og det er jo ikke noget, man kan aftale i forvejen
Og jeg siger helst ikke fra, når der er tale om at passe børnebørn, for jeg ved, hvor pressede unge forældre er, og hvor vigtigt det er, at et lille barn får tryghed og ro, når det er sygt. Så af og til overbelaster jeg mig selv ved at passe børnebørn. Til gengæld er jeg god til at slappe fuldstændig af bagefter, så jeg kan genvinde mine kræfter, gerne ude i naturen.
Hvad angår folk, der suger energi ud af én, som du så malende udtrykker det, så lader det til, at jeg tiltrækker den slags mennesker. Min psykolog kunne mærke det, uden at jeg selv behøvede at fortælle det. Jeg giver dem stadig lidt af min tid, men inviterer dem aldrig mere hjem til mig. Og jeg har også sagt nejtak til enkelte invitationer, fordi jeg mente, at den type sammenkomst med netop de mennesker ville trække mig ned. Men jeg synes stadig, at jeg har lidt social forpligtelse til at give af mit overskud, men ikke længere end til en vis grænse. F.eks. har jeg sagt fra i forhold til at tale med én, der netop var blevet opereret for kræft. Jeg vidste, at hun havde mange venner, og selv var jeg træt efter at have passet mine børnebørn. Hun blev meget stødt og hilser ikke på mig mere.
Nå ja, ”at være overgearet” er nok et mere almindeligt udtryk end ”at gå over gevind”. Det sker for mig stadigvæk og er ikke uden videre forbundet med noget ubehageligt. Ofte det forbundet med glæde. Men al form for overgearing give en efterreaktion, som jeg ikke har lyst til, så derfor prøver jeg at undgå det. Eufori er jo lidt ligesom dope – der kommer en nedtur bagefter.
Jeg har faktisk læst en bog, hvor en eller anden amerikansk ekspert refererede en dialog med Dalai Lama. Men det ser ud til, at der er flere bøger af den type. Jeg plejer altid at lave nogle notater, når jeg har læst vigtige bøger. Notaterne fra den omtalte bog findes ikke på min computer, så jeg må have læst bogen, før jeg begyndte at lægge den slags notater på computeren. Desværre kan jeg lige nu ikke finde disse notater. Jeg plejer at anbringe dem alfabetisk under forfatternavnet, og da jeg ikke kan huske, hvad forfatternavnet var, er notaterne lige for tiden ikke til at finde! Det kan være, at jeg finder dem senere.
Jeg kunne godt tænke mig at skrive lidt om mine erfaringer med, hvordan man kan blive påvirket af noradrenalin og mangel på samme, men det må blive en anden gang.
Mange hilsner
Kameliadamen