Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja, men tusind tak for de pæne ord, som jeg selvfølgelig bliver glad for – hvilket jeg også er for Leonine – hun skriver bare sådan nogle gode ting rundt i debatterne.
Men, men, men – jeg har det jo også nemt nok. Jeg har været om ikke helt i Tiamarias sko, så dog næsten. For 13 år siden var jeg totalt lammet i forbindelse med min skilsmisse fra en mand, der er mine børns far, og bevares – selv om man ikke skulle tro det - højtuddannet. Vi var heldigvis uden nogen form for diskusion enige om, at børnene skulle bo hos mig, da han havde/har stor rejseaktivitet, men han fattede ikke, at det så var noget han skulle være med til at betale for. Han fattede ikke, at vores hus og øvrige værdier i fælleseje vel at mærke, skulle deles. Jeg har en ledsygdom, er ikke på arbejdsmarkedet, på førtidspension. Det var altså ham, der tjente pengene!!!. Nå ja, jeg var jo derhjemme, så børns sygdom, huset, rengøring, tøjvask, madlavning osv osv var ikke noget, der på nogen måde hindrede hans karrieremuligheder. Nej, han havde ingen problemer, hvis jeg – og hans børn (!!??) – måske skulle ende på ”et usselt loftkammer” uden mad og møbler. Han blev ikke en gang gennem min advokat, men via statsamtet – pålagt at betale, hvad han nu skulle betale, og nu 13 år senere har han vist desværre stadig ikke fattet det. Jo, den gang var jeg bestemt handlingslammet, for Statsamtet rider ikke samme dag, som de sadler – det tog tid, mens min eksmands advokat gjorde, hvad han kunne for at ”kule mig ned”. Jeg havde heldigvis en meget dygtig advokat, som virkelig kunne sit job, og som var god til at ”holde mig oppe” - men sikken et cirkus. Så jeg kan bestemt følge Tiamaria – der hvor jeg har det nemt, er jo nu. Jeg sidder i et godt og lykkeligt parforhold, mine børn er kommet godt i vej. Både min mand (altså ham jeg har nu) og jeg har lært af tidligere parforholds skader, så vi har endda skilsmissen på plads, vi har skrevet testamente – der er ikke noget at komme efter. Derfor har jeg i dag overskuddet – og jeg deler gerne med andre, hvis der er nogen, der kan bruge mine griflerier til noget. Jeg holder meget af at skrive, forholde mig til problematikker, så jo, jeg får også noget retur. :-)
Jeg er oprigtig glad over at læse, at du og din kone ser ud til at have klaret skærene. Jeg mener jo, at det vigtigste overhovedet i et parforhold, er evnen til at kunne tale sammen, og det tyder meget på, at I har lært. Til lykke med det.
Ingen tvivl om, at din ekskone i den situation, du beskriver har opført sig en del over kanten af, hvad man kan forvente. Du har selvfølgelig nu lært, at selvfølgelig vil du være imødekommende, når det handler om ”din og min week-end” kontra et arrangement for børnene, det bør man bestemt altid være, men du må naturligvis forlange ordentlig og konkret besked fra din ekskone, i rimelig tid i forvejen. Din kone havde selvfølgelig helt ret, der er grænser for meget man skal gøre sig selv til grin, og forhåbentligt viste du også din irritation over din eks, til din nye kone? Noget som nye ægtefæller bestemt ikke har noget i mod, at man viser. :-)
Når man har været sammen en årrække og skilles, så er der jo stadig svigerfamilien, som man vel i bund og grund ikke har noget udestående med, hvorfor jeg aldrig kan se noget forkert i, at man kan have et fint forhold til sin eks' svigerfamilie, og jeg har ikke forståelse for hvorfor nogen synes, man lige skal spørge om lov i forvejen. Når der er børn i forholdet vil man vel uværgeligt mødes i mange år fremover i forbindelse med netop børnene; konfirmation, bryllup, barnedåb, fødselsdage osv.
Sidste juleaften holdt jeg sammen med mine børn – og deres far + anden familie. Min mand holdt faktisk juleaften med sin familie, dog ikke lige sin eks, men det har vi faktisk gjort sammen tidligere.
Hvis man vil, kan det jo lade sig gøre. Jeg sad som og hyggede mig ganske gevaldigt med tanken om, hvor skønt det var, at jeg ikke skulle ham med hjem. :-)
Og – mine børn nød det rigtig meget – hvilket vel er det vigtigste.
Nå, slut, slut med småsnak......
Ja, nu har jeg i lang tid siddet og hvilet min dårlige fod – det har den været rigtig glad for, men nu går den ikke længere. Jeg har en del at få fra hånden, så jeg har ikke så megen tid til den store fordybelse den næste tid.
Jeg er lige lidt kortere, men jeg er her stadig. Tak for de pæne ord, men husk lige, jeg forlanger IKKE du skal følge hverken mine eller andres råd; det må først og fremmest være dig selv og dine egne fornemmelser, der tæller. Så det med advokaten er ikke ”jeg skal nok” - det er helt dig selv, der vurderer fornuften i det, men pas på din mand. Han er ordentlig, siger du, men han har lige fortalt dig, at han fortryder, at du står med på huset; dvs. at han fortryder, at han ikke bare har modtaget dine penge og din indsats helt kvit og frit – og nu ville ønske at han bare kunne sige ”skrid” til dig, uden at du ville få en øre??
Hvis ikke du får advokat på meget hurtigt, så er du godt nok dummere end politiet tillader, men det er jo så heller ikke ulovligt. :-) Du skal dog nok ikke forvente, at få mere end du er berettiget til, heller ikke selv om du er gal og kunne finde på at forlange mere, pantebrevet kan muligvis være den mest fornuftige ting, men lad nu den advokat råde dig,
Nå, men det lader til at en del af dine problemer fra forleden, er der styr på? Skolen. Ja, men når det ER besluttet, at du ikke vil flytte fra bydelen, så var der jo ingen grund til at bruge kræfter på det, vel?
Katten. Det er en indekat, så kan den jo sagtens bo i lejlighed. Du står som nr. 1 et sted, hvor man gerne må have en sådan. Mon ikke der er størst sandsynlighed for, at det så vil være der, du kommer til at bo? Jeg mener, de andre steder står du vel som nr. 287 eller sådan noget? Hvordan i øvrigt ser tidshorsonten ud der? Jeg mener, hvis det er en meget lille boligforeningen tager dt jo længere tid, end i en stor. Har du forhørt om, hvordan det ser ud – sådan rent statistikst?
Selvfølgelig kan man blive skræmt af andres historier, så skræmt at man slet ikke hører, at der faktisk også er nogle med god udgang?
Jeg håber, du får god udbytte af mødet med advokat, og glæder mig til at høre nærmere.
I øvrigt – og du må love mig, at hvis ikke du føler for det, så skal du ikke svare mig – jeg er bare dødnysgerrig, jeg skal ikke vide præcist, men kunne du måske løfte sløret for bare hvilken landsdel, du bor i? Jeg ved ikke hvorfor, men det er jeg sådan kommet til at tænke på, og nej, vi skal ikke mødes – nej, nej, nej, men man danner sig jo nogle billeder inde i hovedet.
Vi har boet hele vores liv i Nordsjælland, men rykkede for et par år siden teltpælene til det skønne Sydfyn. Det betyder dog at børn, børnebørn, venner og øvrig familie befinder sig ovre på Djævleøen, så vi kører tit og ofte. Selv må jeg ind i mellem, lige smide et par ting i en taske og hoppe op i toget, når min datter, som har disse børnebørn, har brug for hjælp til syge børn.
Nå, det var lidt småsnak.
Jeg sniger mig lige til ca. 20 min. her, det er vist alt hvad det kan blive til.
Ved næsten ikke hvor jeg lige skal starte!
Først dig Lars: Du beskriver nøjagtig en situation som jeg levende kan forestille mig, og helt at gardere sig imod dem er vel umuligt. Set udefra og i min rolle overfor dig, kan jeg oveni købet tænke positivt omkring din eks, på trods af hendes manglende information - jeg er jo trods alt selv en eks...
Jeg forestiller mig, at din eks kone sikkert har haft travlt, meget at tænke på, og måske ikke nåede de ting HUN havde forestillet sig, aftenen før... Jeg tror ikke hun har udtænkt eller planlagt at gøre livet surt for dig eller nogen, hun har bare ikke haft overblikket og måske været lidt uorganiseret og stresset.
Jeg tror ikke det har været hendes mening at trække dig rundt i manegen.
Du ville være imødekommende og ventede bare på at få "ordren". Du ville ikke hidse dig op eller skabe problemer over noget, som jo var aftalt, bare ikke helt på plads. (I min egen verden ville det aldrig ske! Jeg ville have krævet at få et nøjagtigt svar allerede om aftenen, så jeg vidste hvornår jeg skulle stå op! Men sådan er vi nemlig forskellige...)
Din kone: Jeg må sige, at jeg tror du har været heldig med hende!! Jeg kan godt høre at hun har pippet lidt over det, men bare ikke ladet det tage over. Jeg selv ville være gået fuldstændig amok - men jeg bevæger mig jo også på grænsen lige p.t... Jeg har det svært med uforudsete ting og noget jeg ikke kan planlægge/selv er herre over. Jeg er nok lidt en kontrol-freak. Jeg hader overraskelser og kan ikke kapere at få en ekstra gæst til aftensmaden, hvis jeg ikke er informeret i god tid i forvejen... En ting jeg arbejder på.... Men som jeg jo ikke har fået nogen opbakning til overhovedet.
Men jeg synes det lyder somom din kone virkelig prøver... Måske var hun gået amok, hvis I ikke havde været hos psykologen, eller hvis ikke I havde kunnet tale sammen. Jeg synes det virker meget "large" af hende... Fordi det også har indvirkning på hendes liv, at en anden kvinde bringer dig i den situation og du tillader det.
At hun også besøgte dine forældre.. Her gør det også lidt ondt på mig, men jeg har det jo selv inde på livet i stor stil - det er eks`en der besøger min mands familie, nogen af dem har dårligt ville møde mig. Men i bund og grund vil jeg sige, at selvfølgelig skal man kunne mødes - som Lotte skriver, til store begivenheder osv. Jeg er ikke tilhænger af, at samværet skal fortsætte, da det giver store problemer/KAN give store problemer (i mit tilfælde). Derfor spurgte dine forældre også om din holdning til det (det synes jeg er flot af dem) - fordi de vel ved, at det nok var "på vippen".
Omvendt har jeg jo også stor forståelse for, at de sikkert har været glade for hinanden i mange år, og dine forældre savner hende vel og omvendt.. Jeg synes egentlig det var sødt af hende at kigge forbi - så længe hun ikke vil begynde at dyrke dem - men ser det som en gestus i form af "jeg savner Jer, jeg har ikke glemt Jer". Den ville jeg selv have slugt, hvis jeg var din kone. Men kan godt forstå, at det nok gjorde lidt ondt på hende. "Var de mere glad for hende, end de er for mig?" - den vil med garanti dukke op i hendes hoved. Men det er èn af de ting, som jeg nok synes at man er nødt til at leve med, i et normalt forhold. (Nu er mit eget jo slet ikke normalt hvad det angår, og har aldrig været det).
Jeg er glad for at I finder ud af tingene i Jeres flytterod. Det gør mig så glad at høre, at det fungerer for Jer.. Selvom du kan genkende lidt af dig selv i min mand, så VED jeg, at du end ikke tilnærmelsesvis ligner ham... Han gider ikke engang læse et afsnit om papmødres følelser i en bog, som han selv har givet mig om emnet. (Jeg kunne ikke få ham til det, og jeg kunne jo ikke tvinge ham). Men selvfølgelig kan man altid drage paralleller ud fra handlinger, og det er ok :-)
En anden gang tror jeg bare du skal sørge for, at få ordentlig besked. Som sagt er din ekskone sikkert ikke selv klar over, hvor irriterende hun har været - fordi hun havde tankerne et andet sted.
Du Lotte - ja, igen kan jeg kun sige, hvad skulle jeg gøre uden dig?!
Når jeg skriver "jeg skal nok" så er det med et smil på læben, ligesom et godmodigt "ja, mor!" Det er lidt svært i det her forum - det er ligesom på sms - man skal kende hinanden godt, for ikke at blive misforstået.. Og jeg HAR trods alt smil på læben ind imellem stadigvæk :-) Specielt når jeg tænker på dig!
Jeg er nogen gange bange for at afsløre for meget af min "identitet" - jeg ville ønske jeg kunne fortælle hvor jeg boede, for det er jo absolut ikke spor hemmeligt - men ak, du ved! Tænk hvis nu nogen læste det her... Men jeg kan afsløre at jeg ikke bor på hverken den ene eller den anden ø, men nok nærmere ca. 400 km den anden vej på.... Har lyst til at oprette en mailadr. som jeg kunne give dig!
Sender lige...
Der er mange andre ting som jeg har haft lyst til at løfte sløret for, men tanken om at blive "afsløret" af naboen er ikke særlig rar.
Du sidder der med din dårlige fod og er så dejlig - at du gider bruge tid på mig og give dit besyv med..... Det er virkelig dejligt! Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg ikke behøver følge dine råd osv., men det er et valg jeg har, og du gør at jeg ser tingene fra andre sider også. At du ind imellem er lidt hård (!) det tager jeg mig ikke af, det er ok - jeg HAR jo luret dine gode sider og din store livserfaring, og at du er meget "skarp i kassen"!! Om du så er pensionist, kontanthjælpsmodtager eller hvad du er - det er jo helt underordnet, jeg holder allerede meget af dig! Ikke at jeg er ligeglad med hvad du laver - jeg er faktisk meget nysgerrig også - men forstå mig ret, jeg kan virkelig bruge de ting du giver mig.
Når jeg siger, at jeg ønsker jeg kunne give dig noget igen - sende dig en blomst om ikke andet - så gør det mig ked af det, at jeg ikke aner hvem du er, og at en fejl på denne side kunne gøre, at jeg mistede al kontakt til dig uden at ane hvor jeg skulle lede efter dig!
Lidt sjovt er det, at jeg også har et billede af både dig og "Lars"?!! Eller er det meget normalt...
Og selvom du skriver "snik snak" - så synes jeg det er hyggeligt. Og jeg synes det er utrolig heldigt at du "blander" dig her, og kan give en masse mennesker en masse ting - for det GØR du. Desværre er det jo ikke et lønnet job du har her, men det er jo også meget moderne med frivilligt arbejde - og i hvert fald i mit tilfælde, der gør du en meget god gerning!
Jeg ved jo allerede at du er sådan et menneske, der gerne vil hjælpe andre (ellers gad du ved gud ikke sidde her - det må give dig selv noget også) - og selvom du ikke er her af samme årsager, så håber jeg inderligt at jeg snart får overskud til at gøre noget for dig! Men ved ikke hvad. Jeg rummer heller ikke meget mere end mig selv lige i øjeblikket, det må jeg indrømme.. Men ja, jeg kommer ud på den anden side, det gør jeg da.. :-(
Jeg sidder her og savner min mand - han er her, har puttet børnene, sidder og hænger i sofaen. Jeg savner ham ved gud så forfærdeligt. Det gør mere ondt at være her sammen med ham, end uden, og det har jeg vist endelig indset.
Igen, tusind tak for Jeres svar... God vind i flytterodet, Lars! (Ved din kone iøvrigt at du skriver her???)
Kæmpe knus til Jer begge
Må ind i mellem lige have en slapper.... Så her følger lige lidt småsnak igen :-)
Tak for roserne,men nu skal du ikke bruge flere kræfter på dem – det kan jeg slet ikke tåle :-). Og husk nu, at hvis ikke jeg selv fandt – forstå mig ret - ”underholdning” i emnet, så deltog jeg jo heller ikke. I øvrigt er jeg aktiv i andre debatter her på ND, og jeg er absolut ikke lige populær alle steder, så ”klog” er jeg altså heller ikke. Min skarpe pen river lidt rundt omkring, og jeg får bestemt ”på hatten”. Det lærer jeg jo i øvrigt også en hel masse af, så jo jo, jeg ”hygger” mig også. :-)
Mht. forhold til eks-svigerfamilie er vi ikke enige, men det behøver vi jo heller ikke være. Hvis man har været i parforhold en årrække, så har man vel ganske naturligt også fået et forhold til den familie, og fordi man skilles behøver man jo ikke lige pludselig være et dumt svin. Jeg synes bestemt man bør gøre sin familie bekendt med, at man nu har en ny ledsager, at man forventer at han eller hun bliver pænt modtaget – at man forventer at familien på den måde respekterer det valg, man har foretaget, men jeg kan altsåå ikke se noget forkert i at et eventuelt godt venskab, der er opstået skulle være slut, fordi man ikke længere er sammen med sin kæreste. Selvfølgelig bør familien optræde med pli, det er klart, så jeg er bestemt ikke enig i at du har speciel ret i at blive rasende, hvis din mands ekskone har kontakt med sin tidligere svigerfamilie, men du har naturligvis krav på at blive modtaget lige så venligt.
På samme måde i øvrigt med venner. Hvorfor skal de absolut vælge side?? Da jeg blev skilt havde vi et vennepar, som bevares fra starten var hans venner, men vi havde haft utrolig mange gode stunder sammen. Da vi blev skilt blev døren smækket i, SLAM!!! Jeg skrev et brev til dem, hvor jeg udtrykte, at jeg var glad for at have mødt dem, glad for vores gode timer sammen, spurgte til deres børn, som jeg jo ellers havde haft en fin kontakt med osv. Intet svar. Ja, så sidder man der og tænker på, hvorfor i alverden man havde brugt så mange kræfter på sådanne nogle mennesker? De må jo øjensynligt aldrig nogen sinde have kunnet fordrage mig?
Heldigvis havde jeg fået opbygget mig en god og fantastisk vennekreds gennem noget foreningsarbejde, som min eks ikke havde interesse for, så jeg kunne bestemt undvære hans indskrænkede venner.
Nå, jeg skal videre – måske jeg skriver senere....
Dejligt når du også selv bidrager med noget, også selvom det ikke er et problem.
Mht. de venner du nævner - sådan noget forstår jeg simpelthen ikke! Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan ignorere sådan et brev som du skrev! Men jeg er også sådan indrettet, at jeg har det svært med usagte ting. Ikke at jeg nødvendigvis altid vil have luft, men jeg synes det er vigtigt at få sagt tingene som de er - og derfor forstår jeg bare ikke, at disse venner ikke har haft lyst til at "fortælle dig noget".
Hvis du virkelig havde været så ligegyldig for dem, eller de havde et horn i siden af dig af forskellige årsager, kan jeg ikke forstå at du ikke fik et brev retur, hvor de giver deres mening til kende.
Det kunne f.eks. være, at de ønskede at være "loyal" overfor din eksmand, at de følte størst tilhørsforhold til ham eller hvad det nu kunne være. Den der med bare at lukke den ved TAVSHED, det ville drive mig til vanvid. Og det er uanstændigt ikke at reagere.
Heldigvis havde du andre, og valgte, at når de nu var sådan, så kunne de godt undværes. Men det KUNNE jo være, at du havde været dybt, dybt ulykkelig over at have mistet dem - og så kunne du sidde der med dine talenter og ikke ane hvorfor.
Det er bestemt ikke sådan jeg mener, at man skal være!
Jeg mener heller ikke at man skal være et dumt svin. Min holdning er nok, at man bør "trække sig", altså mht. familier (ikke venner). Jeg synes det nemt kan give store forviklinger. Jeg synes det er unaturligt at blive ved med at holde fast i en familie, som man ikke længere er en del af.
Jeg siger heller ikke at det dermed er forbudt, at gøre som Lars`ekskone - at køre omkring, hvis man er på de kanter. Men min holdning er helt klart, at man bør trække sig væk fra eks-svigerfamilien, når man ikke længere er en del af den - men jeg forstår godt, at der kan være opstået venskaber som man ikke nødvendigvis behøver at sløjfe. Men at man i så fald bør være varsom af hensyn til den andens parts nye liv.
Det gør mig ikke rasende, at min kærestes eks stadig har kontakt, og hvis jeg har brugt det ord, er det på mange måder et helt forkert ordvalg.
Jeg er inderlig ked af, at forhold som hun ikke vægtede da var sammen med ham - nu pludselig er ekskaleret i form af at hun bl.a. skal på ferie med min min mands familie, inviterer dem til alt muligt, som hun ikke har gjort før. Min mand siger at hun aldrig har brudt sig om konen og det ene barn. Hun bruger dem nu meget som barnepige (og det er ikke fordi vi nogensinde har sagt nej til at hjælpe hende) og som venner, på trods af at hun selv har en meget, meget stor familie, som hun OGSÅ omgåes (og det var kun dem, der duede før). Min mands familie er ikke særlig stor, men det er somom at hun nu "hiver dem ind" med næb og kløer.
Vi har forsøgt at være sammen med dem, men jeg har en følelse af at blive målt og vejet hele tiden.. Og så den der med, at de har "været med" hele vejen igennem skilsmissen osv. - den gør vel, at de ser mig som en heks der har ødelagt deres ægteskab. Det har jeg jo også! Men de glemmer at jeg har følelser og elsker min kæreste højt - de ved ikke, at det i lang tid var mig der holdt tilbage, fordi jeg vidste han var gift.
Og når vi er sammen sidder jeg jo og ved, at de hele tiden har haft kontakt til eks`en og diskuteret det hele med hende - men de siger ingenting, og hvis de gør, er det "hun har klaret det så flot" osv. Derfor føler jeg at forholdet til dem er meget anstrængt! Jeg ved godt at de står midt imellem, og de har da også forsøgt - men der er bare en barriere der hedder EKS`EN imellem os.
Der har ved gud været mange problemer (med eks`en) og jeg føler ikke at jeg kan være naturlig overfor dem - eller har lyst til at fortælle dem særlig mange ting omkring vores liv - fordi jeg ved, hvor det ender (hos eks`en).
F.eks. er de meget interesserede i at vide hvad jeg tjener (!!!!) - en ting jeg har nægtet at fortælle dem, idet jeg har en fornemmelse af, at det vil eks`en meget gerne vide.. Det er muligt at det er helt forkert!
Men kan du se hvad det KAN give af problemer? Jeg mener, hvis forholdet til eks`en ikke var så anstrængt - altså hvis jeg følte at hun ikke var et problem - så ville det heller ikke føles så forkert og sårende, at hun havde kontakt til min mands familie.
Jeg går bare og er bitter over, at de kun ser hende som den part det er så synd for - de ved ikke hvad hun byder os i hverdagen. Eller byder mig, min mand er jo ligeglad. De kender kun hendes side af historien fordi den VED jeg at hun fortæller overalt. JEG kommer aldrig til orde, fordi jeg har taget min mands holdning med at feje alting ind under gulvtæppet. Hvis jeg ignorerer det, går det nok væk..... Ikke.... Det er jo også sin sag at tage tyren ved hornene og sige "hør nu her - hun gør sådan og sådan" når ikke de opfordrer til diskussionen. Den ligger bare usagt i luften mellem os når vi er sammen (med min mands familie) og det er svært at leve med.
I min verden er venner jo nogen man selv vælger, fordi man har kemi og kan give hinanden noget.
De venner du nævner lever jo slet ikke op til at være venner.
Jeg kan sagtens forstå at venner kan komme i klemme i skilsmissesammenhæng, men at man bare siger CUT - det er jo helt hen i skoven.
Men man vælger jo selv, hvem man vil være venner med - og derfor er det ikke sammenligneligt med familie...?
Jeg har heldigvis gode veninder, som jeg har haft i mange år. Jeg har ikke været god til at pleje dem i det forhold jeg er i nu - og alle har travlt med hver sit, men de har hele tiden været der. At vi ikke har været så meget sammen betyder ikke så meget for mig - vi har haft lange telefonsamtaler gennem tiden og ses når vi har haft mulighed for det, enten sammen med vores mænd, børn, eller alene.
Nu har jeg meget brug for dem, men overskuddet er der ikke rigtig. Jeg tager mig dog sammen og har været bedre til det på det sidste (det er næsten altid mig som ikke har haft overskud til det....). Jeg er meget hjemmemenneske, elsker at være alene - og hvis min mand har været afsted, har jeg set meget frem til aleneheden.
Jeg kan se at jeg har været dårlig til at komme ud - tror også det bl.a. er det, min mand er træt af. Man begynder jo også at se ind-ad.. Jeg forstår godt hvis han har følt at det altid har været ham, som skulle ud af døren, og det har sikkert irriteret ham. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så dårlig til det, men jeg synes jo at det hele drukner i børn og vasketøj og alt det praktiske.
Her er det netop man skal se at komme ud - men jeg har ikke gjort det.
Det har nok drevet min mand til vanvid, at han føler jeg er passiv.
Mine interesser ligger meget indenfor hjemmets fire vægge, men det har nok også gjort, at jeg selv er blevet træt af vores trummerum. Jeg ved det ikke.
Men jeg kan godt se, at jeg sikkert er dødkedelig at leve sammen med..
Nu må jeg hellere komme igang med dagen, skal jo have ringet til advokater osv..... :-)
Ha` det godt så længe :-)
Knus herfra
Ja, hele snakken om kontakt til eks-svigerfamilien er jo en sådan "ved siden af ting" som vi også lige fik berørt. Nej, jeg mener ikke noget omkring, du skulle være rasende, men jeg kunne lige se, at jeg fik rodet mig for langt ud gramatisk, hvis jeg skulle skrive hans/hendes osv., så jeg valgte den direkte tiltaleform. Jeg mener det lige begge veje - altså både hvis det er mandens og kvindens eks osv osv - og åhhhhhh - kan du se, nu roder jeg rundt igen :-)
Det er "sgu" ikke nemt.
Og lige for at få det på plads. Jeg har fuld forståelse og respekt for ønsket om anonymiteten, så det taler vi ikke mere om, jeg var bare nysgerrig.
Nej, jeg SKALhave gjort rent - om ikke andet, så fordi vi skal have overnattende gæster i week-enden.
Jeg er spændt på at høre, om du får en godt og hurtig aftale med en fornuftig advokat.
Men jo Lotte, jeg sørgede selvfølgelig for, at min kone mærkede min irritation over eksens manglende informering i lørdags. Jeg gav hende også en chance for at lytte med, da jeg ringede til eksen lørdag morgen i et lidt skarpt og irriteret tonefald. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor nærværende min kone var lige der, eller om hun havde gemt sig langt ned under dynerne, men jo, jeg lod skinne igennem, at det ikke var ok.
Derudover er det ikke min fornemmelse, at min eks bevidst forsøgte at irritere mig/os. Nej, hun havde nok tankerne alle mulige andre steder, som Tiamaria også resonnerer. Men alligevel er det vel et tegn på manglende respekt. Det er den slags situationer, som opstår engang imellem; altså ikke hele tiden og som uafbrudt chikane, men måske en gang om måneden eller hver anden, og jeg kan egentlig godt forstå, at det generer min kone. Jeg kan selvfølgelig godt hver gang lære af situationerne, og næste gang, jeg skal aflevere min datter ved toget, skal jeg selvfølgelig nok få meldt ud, at jeg SKAL have en togtid senest aftenen forinden, men så opstår der måske bare en anden situation, jeg ikke er tilsvarende forberedt på, og så står vi igen føler os lidt selvfølgeliggjorte.
Løsningen er selvfølgelig, at jeg skal få meldt en del skarpere og mere præcist ud, når situationerne opstår, at det bare ikke er ok. Men det er altså træls at skulle fortælle et voksent menneske nogle ting, som egentlig er ganske åbenlyse. Og jo, jeg er sgu nok lidt konfliktsky og det skal jeg selvfølgelig arbejde med. Hvis ikke man melder præcist ud, hvad man er utilfreds med, kan man jo ikke forvente, at det ændrer sig.
Og Tiamaria, min kone er bekendt med, at jeg deltager i denne debat. Hun var i starten noget betænkelig og frygtede, at jeg lagde hele vores privatliv ud til offentlig skue på nettet, men jeg har forsikret hende om anonymiteten og mener egentlig, jeg bliver hængt mere ud til skue, når min kone bruger alle sine veninder i "landsbyen" (ah, så lille er byen nu heller ikke) til sparring.
Idag er de problemer jo løst, som oprindelig fik mig til at starte denne tråd, men alligevel er det jo spændende og lærerigt at deltage i debatten og udveksle meninger og erfaringer. Jeg er meget bevidst om at forsvare min anonymitet, og så alligevel er det jo som om, at man føler sig mere og mere fortrolig på denne tråd, og det kan jo godt slå mig, at den begivenhed, jeg så detaljeret har beskrevet omkring weekenden, ville jeg nok ikke have været så præcis omkring, da vi skrev på side 1, for ikke at risikere at blive genkendt. Men pyt, der er nok kun en mindre skare, der hænger på her på side 5-6.
Hav en god dag...
Du skal selvfølgelig kun berette, hvad du har lyst til, men jeg er da helt bekymret over den lange tavshed.
Kunne i det mindste godt bruge, at du meldte tilbage, at du ikke mere har behov for at være her inde.
En noget bekymret hilsen