Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg har været rigtig glad for at læse dine indlæg Lotte, også selvom du har været hård. Men igen kender du jo ikke hele baggrunden for min måde at agere på, det er ikke muligt at blotlægge det hele her.
Men når to mennesker har valgt at leve sammen, så er man nødt til finde balancen. Man kan ikke feje problemerne af sig med et "det er ikke mit problem", hvis man gør noget, som sårer den anden..
I mine øjne er man så nødt til at tage ansvar for de ting man gør, og finde en måde - hvis man VIL vedblive at gøre disse ting - at fortsætte på, uden at gøre de store skader. Så må man så lempeligt som muligt prøve at komme over de "hurdler" der er på vejen, på mindst mulig ødelæggende vis. Fire lidt. Det går vel begge veje...
Tak for dit svar Lotte, det er altid spændende at læse hvad du skriver.
Kærlig hilsen
Tiamariah
Selvfølgelig – klart, jeg ser noget helt andet dukke op end den første opfattelse, men jeg kan jo iflg. sagens natur ikke forholde mig til andet end det, jeg læser. Jeg kan tydelig mærke, at du har et stort behov for at ”snakke” og jeg læser det gerne, og vil gerne forholde mig til det – ja, den næste tid går det hele mere eller mindre jo op i nisser, men jeg glemmer dig ikke, selv om jeg måske ikke lige er ”på” nogle dage, så snak bare løs. :-)
Jeg er 53, så jo, vel er jeg ”gammel”, men har set noget af livet, også nogle grimme ting – i dag er jeg lykkelig i et yderst velfungerende forhold, som jeg bestemt ikke er kommet sovende til, hvorfor jeg også mener at have oversklud til at fordybe mig lidt i andre mennesker.
Jeg synes, det er en rigtig god ting, at I nu har besluttet noget fælles terapi, for som du nu skriver, så er det ikke kun dig, der har skeletter i skabet – og det ville være en rigtig god ting, hvis I sammen kunne få hjælp til at få ryddet op.
Knus
Lotte
Og ja, selvfølgelig må man lytte til hinandens følelser og finde balancegangen, for det her handler i høf grad om balancegang, men også og tillid og gensidig accept. Min kone og jeg har nu aftalt tid hos en psykolog d. 29. Også jeg vil de næste dage være væk i juleriet, men synes, debatten er interessant og skal nok vende tilbage.
Tusind tak for Jeres svar, hvor er I søde :-)
Lbj, jeg håber virkelig at det kan give Jer noget at gå til en psykolog. Men forbered Jer på, at det er hårdt... Også selvom I har de bedste forudsætninger. Man bliver hele tiden tvunget til at tage stilling til nogle yderst dybdegående spørgsmål, som det kan gøre ondt at forholde sig til. Jeg tror nu på at det er det rigtige, for at få "ryddet op".
Det er nu min fornemmelse, på baggrund af hvad du skriver, at det nok skal lykkes for Jer. Det er en rigtig god ting, at du allerede på et tidligt stadie "tager affære" og kan se, at I har brug for hjælp.
Du skrev tidligere, at du ikke tror dine børn bliver lykkeligere af at du ser deres værelser - og at du ikke vil sende nogle forkerte signaler til dem osv.
Her tror jeg du tager meget fejl! Jeg har læst nogle udtalelser fra børn af skilsmisseforældre, jeg tror det er fra statsamtets hjemmeside - at de netop følte deres verdener splittet, idet deres far aldrig gik indenfor i deres hjem og "ikke engang vidste hvordan deres værelser så ud"... Det var der flere, som havde nævnt... Det var større børn der havde udtalt sig om, hvordan det var, da de var mindre børn.
Følelsen af, at det altid kun var den ene der var med til arrangementer, fik dem til at føle sig enormt svigtede. At deres mor og far ikke engang kunne finde ud af at deltage til de samme ting, det var en stor smerte for dem!
Jeg kan sagtens se det svære i at deltage begge to - altså hvis alternativet er, at stemningen er dårlig og negativ - så er det selvfølgelig bedst at dele de ting, imellem sig.
Men hvis muligheden er der, vil det da altid være bedst at begge forældre er der. Her tænker jeg på fællesarrangementer i skole m.m.
Det eneste signal du sender ved ikke at være der, er at du ikke tåler at være sammen med deres mor eller du ikke synes at det er vigtigt at være der (sådan vil dine børn huske det, når de bliver ældre).
Prøv at se om du kan finde disse udtalelser.. Det er meget spændende læsning. Ikke for at gøre det til et problem, for det lyder det ikke til at det er (og jeg kender heller ikke alderen på dine børn). Men bare for at vise dig, at de ting man tror man gør godt - det er ikke altid det rigtige i et skilsmissebarns verden.
Jeg er selv meget opmærksom på, at mine papbørn skal have det bedst muligt, selvom deres mor og far er skilt. Min egen eks har nemlig ikke været god til dette, og derfor kender jeg "faldgruberne".
Derfor kan jeg heller ikke se, at det skulle gå ud over børnene hvis min mand lærte at sige fra overfor eksen - jeg synes jo at det vigtigste for dem ville være, at have en glad mor (når de er der) og en glad far og papmor (når de er her).
Men min mands evindelige løgne og fortien ting (eller fortællen halve sandheder) - har gjort, at jeg ikke har haft overskud til dem når de er her. Engang deltog jeg i de fleste arrangementer, var med til at putte dem om aftenen, hjalp dem med lektierne osv.
Nu er det blevet sådan at jeg ikke deltager, jeg putter dem sjældent (tit får jeg ikke engang sagt godnat...) - men jeg laver maden, vasker deres tøj osv.
Eksen har spurgt min mand, om jeg er stået fuldstændig af..
Det er lykkes mig at bevare et rimelig nært forhold til dem alligevel (jeg er jo stadig glad for dem), men det er i mine øjne ikke holdbart i længden. Jeg beder bare til at de måske synes det er meget rart, at have deres far næsten alene.. Jeg bryder mig bare slet ikke om distancen til dem - det er jo også mit liv, de kommer ind i når de er her.
Lotte, jeg har læst at du flere steder deltager i debatter (altså under andre indlæg) - og jeg har stor respekt for hvad du skriver. Jeg er glad for at du "blander dig", du har nogle gode synspunkter. Så tak for det :-)
Jeg selv skal også bare have den her jul overstået, med alt hvad den bringer af overraskelser fra min mands side.. Det er aldrig til at vide hvad der sker.
Jeg har haft en masse fridage, men min mand er på job - derfor har jeg tid til at sidde her, hvilket jeg heller ikke har normalt. Og som I sikkert har opdaget, så er jeg ikke til at stoppe når jeg først kommer igang.
Ja, det er en virkelig ulykkelig situation for mig! Vi har købt hus og bil sammen, og selvom vi sidder godt i det, er det meget vanskeligt at komme herfra uden økonomisk skade (det er forsøgt...) for os begge to. Min mand ville i tilfælde af et brud, dog være meget bedre stillet end jeg. Men han ville have mistet meget..
Jeg ved godt at økonomi ikke er alt - men jeg elsker jo min mand, selvom jeg tit har spurgt mig selv hvorfor.
Jeg glæder mig til at høre fra Jer igen.
Knus og glædelig jul
Tiamariah
Det er vigtigt for mig at signalere overfor børnene, at jeg kan tale med deres mor, og at jeg har et respektfuldt og venskabeligt forhold til hende. Men også at der er en grænse, en afstand, at skilsmissen er fuldbyrdet.
Der hvor jeg får problemer er, når min kones ønsker/krav krænker min intuition og rationale for, hvad der er rigtigt, når hun tolker ord, handlinger og begivenheder vidt forskelligt fra mig og forventer, jeg skal aggere efter hendes tolkning. Jeg skal ikke udelukke, at jeg kan være naiv i nogle situationer, men hellere det end at være paranoid og dømme uden beviser. I det mindste søger jeg at opretholde en distance, ikke at sende forkerte signaler, ikke at lade mig drive rundt i manegen, samtidig med jeg altså søger at opretholde et respektfuldt og venskabeligt forhold til eksen.
Og er der en begivenhed, hvor jeg føler, børnene gerne vil have begge forældres opmærksomhed, så kan jeg altså godt stille op, sidst i forbindelse en koncert for min datter på otte år.
Min kone og jeg har benyttet julen til at få snakket mange ting igennem. Konflikten, som umiddelbart førte til, at jeg startede denne debat, er lagt på hylden, og min kone har medgivet, at hun bliver nødt til at stole på mig og turde lægge beslutninger omkring eksen over på min dømmekraft. Jeg vil omvendt være åben om kontakten, helst inden tingene kommer frem gennem børnene, og bruge hende som sparringspartner. Men stadig ser jeg frem til psykologsamtalen i aften, hvor vi forhåbentlig kan få sat nogle ting mere fast.
I din situation, Tiamariah, er det klart chikane, når eksen ringer fire gange om dagen inklusive tidspunkter som 22 fredag aften og 9 lørdag morgen, og det må du kræve, din mand tager afstand fra. Ligeledes finder jeg det heller ikke rimeligt, at din mands eks spørger, om du er stået helt af. Jeg ville da føle mig krænket, hvis min kone diskuterede vores privatliv med sin eks. Og dit ønske om åbenhed synes jeg også, din mand bør honorere. Her skal du naturligvis også gøre dig værdig til åbenheden ved ikke at blive aggresiv og afvisende, men du skal kunne give udtryk for dine holdninger og følelser på en respektfuld måde.
Jeg forstår dig derhen, at din mand forlod sin eks til fordel for dig, altså at han forlod hende, fordi han havde fundet dig, hvilket nok kan komplicere tingene væsentligt. I mit tilfælde var jeg separeret fra eksen, da jeg fandt min nye kærlighed. Vi gik fra hinanden, fordi tætheden, intimiteten, respekten og lysten til at være for hinanden var gået tabt og tilsyneladende ikke kunne genvindes, ikke fordi en anden kom imellem. I dit tilfælde, hvis tingene hænger sammen, som jeg tolker, er det vel en ganske naturlig reaktion fra din mands eks, at hun bliver gal, frustreret og jaloux, og hendes aggeren er omend ikke rimelig og acceptabel så dog nok forståelig. Hvis din mand render rundt med dårlig samvittighed og føler sig lidt splittet, er det måske heller ikke helt uforståeligt, og det skal du måske også vise åbenhed overfor. Men det er selvfølgelig ikke en holdbar situation hverken for dig, din mand eller hans eks. I har alle behov for, at der bliver sat et punktum, så din mand og hans eks kan give fri på hinanden, så du og din mand kan hengive jer fuldt til hinanden, og så din mands eks kan komme videre i sit liv. Det lyder for mig som det væsentligste problem i jeres forhold.
Omkring dit forhold til bonusbørnene tror jeg ikke, du skal føle dårlig samvittighed. Børnene kan ikke undgå at mærke jeres krise, og så binder de sig naturligt mest til deres far. Her oplever jeg lidt det samme, tror jeg. Min kone bliver frustreret, når mine børn lægger afstand og knytter sig mere til mig. Hun føler, familien knækker over i mig og mine børn, hun og hendes søn. Jeg tror, man kan komme ganske tæt på sine bonusbørn. Således føler jeg, min bonussøn har knyttet sig tæt til mig, ligesom mine børn har knyttet sig til min nye kone, men man når næppe nogensinde den tæthed, som opstår, når man har været sammen forælder/barn lige fra barnets fødsel. Ifølge min lommepsykologi må du have ro på dit forhold til din mand, før du igen kan knytte dig lige så tæt til bonusbørnene som før.
Følger stadig med i beretningerne. Har ikke for nærværende mere at tilføje, men har forstået at begge parter nu er kommet til at der er professionel hjælp.
Tør man håbe på at høre lidt om, hvordan det går med det???
Mange hilsner Lotte
Tak for svar LBJ... Vil ligesom Lotte meget gerne høre hvordan det gik ved psykologen. Tror du, det er noget, der kan give Jer noget? Det lyder somom at det går godt for Jer.
Jeg har lige siddet og skrevet... Men kom til at trykke på "fortryd" istedet for "send"... Og vips, var det hele væk.
Jeg har det ikke helt godt, men orker desværre ikke skrive det hele igen ligenu..
Jeg vender tilbage en anden dag, mangler overskud, er ked af det.
Håber dog at vi kan fortsætte "dialogen" alle tre!
Kærlig hilsen
Tiamariah
Jeg er ked af, at du har det skidt.
Og så oven i købet skriver et længere indlæg, der forsvinder igen.
Jeg gør gerne i at skrive i et almindeligt world dokument først - der kan jeg i øvrigt først kopiere det indlæg ind, jeg vil besvare, og så bruge al den tid, jeg nu har lyst til. Og skulle jeg få behov for pause midt i det hele, ja, så gemmer jeg bare og fortsætter senere.
Når jeg så er færdig - ja, så kan jeg kopiere det over i boksen her.
Jeg har nemlig prøvet det samme som dig - godt nok ikke at trykke på "fortryd", men det ringede på døren, og så gik der en tid, inden jeg kom tilbage - og væk var det.
Men skriv, når du føler lyst og behov.
Knus
Faktisk blussede konflikten kortvarrigt op, da vi var hos psykologen, men vi fik hurtigt genskabt roen. Vi havde jo egentlig fået snakket tingene rimelig godt igennem henover julen. Vi havde en forrygende lillejuleaften, hvor seks sammenbragte børn plus kærester fungerede i perfekt harmoni, en oplevelse, som lunede både min kone og mig og gav os mod på at kæmpe for vores forhold. Senere, mellem jul og nytår, da vi havde børnefri, fik vi snakket tingene nogenlunde på plads, og vi har nu endegyldigt besluttet at opgive vores respektive lejligheder og satse på en større fælles lejlighed, hvor alle hjemmeboende børn kan få eget værelse, og hvor jeg kan have kontor.
Jeg har fastholdt, at jeg må kunne handle selvstændigt i relation til min eks, hvilket jeg fornemmer at have fået accept af. Til gengæld har jeg lovet at bestræbe mig på større åbenhed omkring min kontakt med eksen. Når det er sagt, når vi dog næppe nogensinde til enighed om tolkning af min eks’s signaler samt hendes mulige intentioner. Det kan, vil jeg mene, for så vidt også være ligegyldigt, så længe min kone har tillid til mig.
Min kone har desuden fortsat i konsultation hos en psykoterapeut, ikke specielt i relation til jalousi og hendes forhold til mig men også i relation til sit arbejde. Hun har været hårdt spændt for med lang transporttid, overarbejde og dårligt forhold til sine kolleger. Således mener hun sig mobbet på arbejdspladsen, mens kollegerne har følt sig presset af hendes stress. Det endte så med, at hun kort før nytår blev fritstillet med to måneders løn. Lige umiddelbart blev hun ked af det, men snart blev det en stor lettelse, og nu har hun fred og ro, mens vi klarer flytningen.
Og mon ikke problemerne på arbejdspladsen har været med til at eskalere konflikten om min håndtering af en eks. Når vi får fælles lejlighed og dermed reducerer vores udgifter, kan min kone forhåbentlig gå ned i arbejdstid og få et mindre belastende arbejde. Kan psykoterapeuten give nogle værktøjer til håndtering eller undgåelse af stress, tror jeg også, det vil gavne vores forhold. Vi ser i alt fald atter lyst på fremtiden.
Personligt er jeg nok også blevet mere bevidst om den balancegang, jeg må gå mellem min kone på den ene side og mine børns mor på den anden, ligesom jeg måske skal søge at blive en større støtte i stresssituationer og ikke blot lade mig irritere og rive med. Jeg vil prøve at leve mig ind i min kones følelser, når hun f.eks. i en periode, hvor vi har haft reduceret kvalitetstid, erfarer, at jeg har etableret en udvidet kontakt til min eks i forbindelse med en mindre arbejdsopgave. Ikke at det skal forhindre mig i at vedligeholde et respektfuldt forhold til mine børns mor, hvilket indebærer, mener jeg, at jeg må være åben, når min eks tilbyder mit firma et job, men måske burde jeg netop i en sådan periode også være mere opmærksom på og tilskynde min kone, som jeg trods alt elsker højt. En buket blomster eller en sød sms på rette tidspunkt kunne nok anbefales.
Nå, men slut for nu. Jeg skal nok blive på tråden. Tiamariah, det gør også mig ondt, du har det skidt. Jeg håber det bedste for dig/jer.
Kærligst herfra.
Ja, det kan da godt være, I synes psykologen var spildt ulejlighed, men alligevel?
Bare beslutningen fik jer til at tale sammen, under besøget havde I endda en mindre konflikt, som I selv løste. Prøv en gang at se det som en succes – ikke besøget, men netop, at I har forstået, hvad parforholdets dybeste mening er: Nemlig god kommunikation.
Hvis I passer på dette, den gode kommunikation, tror jeg bestemt, der er gode muligheder for jer.
Jeg forsøgte med noget terapi med min eksmand, og vi fik rådet, at vi skulle sætte bare en aften – evt. bare et par timer – om ugen af til samtale om vores samliv. Vi skulle skiftes til at lægge ud med, hvad man nu syntes fyldte, og hvad der måske skulle tales igennem, så vi i fællesskab kunne finde en god løsning. Jeg fandt, at det var en rigtig god ting, at man netop vidste, at en gang hver uge var der simpelt hen sat tid af til at vi kunne koncentrere os om vores samliv.
Desværre ville min eksmand slet ikke være med til det, vi kunne aller højest have en seriøs debat om, hvad vi skulle have til middag, ok, han er jo også eks og gudskelov og tak for det – men jeg synes ideen er fremragende, og måske var det noget for jer. Det kan være svært at huske i dagligdagen at være ordentlig opmærksomme på hinanden, når man har travlt med arbejde, børn, fritidsinteresser og huslige gøremål. Af en eller anden grund, kan de fleste mennesker finde ud af at overholde aftaler på alle andre områder, men tid til parforholdet? Ja, det må lige vente.......
Held og lykke med jeres parforhold.
Tiamaria – der var da også noget om, at I skulle til noget terapi, ikke?
Knus