Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg er meget ulykkelig over det, hvis jeg skulle have givet dig indtryk af, at du ikke har gjort, hvad du kunne – det har jeg bestemt forståelsen af, at du har gjort. Jeg er naturligvis kommet med formodninger tidligere om dette eller hint, men da du lukkkede mere op for posen, dannedes der jo naturligvis et mere klart og i øvrigt helt andet billede.
Jeg har været – og er stadig – noget skarp, fordi det også drejer sig om nogle børn, der følelsesmæssigt kommer voldsomt i klemme, derfor råber jeg måske noget vel højt, men som nævnt har jeg på egen krop mærket, hvad det koster, når man som barn sejler rundt og ikke aner, hvordan verden kan se ud i morgen.
Både min mand og jeg har været gift før, så derfor var det for os afgørende at have skilsmissen på plads, inden vi for alvor rykkede kludene sammen – det er faktisk en rigtig god ide, det er meget nemmere at blive enige, når man samtidig sidder og kysser, det er faktisk grunden til at vi netop valgte at gifte os, for tingene bliver altså en lille smule nemmere og overskuelige, da man så har det meste juridiske på plads med en vielsesattest; vi fik i øvrigt også lavet testamente, da vi jo har børn hver i sær.
Men det er jo for sent for dig og jer nu, med mindre du lige kan overtale ham til en tur på Rådhuset? :-)
I er ikke gift, hvorfor det komplicerer tingene; du har givet vis lavet klassikeren; I har købt ting sammen, også for dine penge, men det er din mands (samlevers) navn, der står på regningerne, så derfor kan du risikere at stå ”med skægget i postkassen”, MEN I har dog huset i begges navne.
Forslaget med pantebrevet er et forslag, husk det – ingen (og slet ikke jeg) forlanger, at det er sådan det skal være, men at involvere en advokat, er altså en rigtig god ide – for som lbj siger, så kan det være meget vanskeligt at opretholde aftaler med en eks – en eks, der ”bare” er eks, I har ikke en gang børn til at binde jer sammen, hvorfor I med stor sandsynlighed vil miste en hver form for kontakt, når I ikke mere er sammen.
Lige nu tumler du voldsomt med tanker – og pyhhh, hvor kan jeg huske det fra min egen skilsmisse – men løsningerne behøver ikke være så voldsomme, som du forestiller dig.
Jeg vil foreslå dig her og nu, at kontakte en advokat og forhøre dig om hvordan og hvorledes du rent retsgyldigt står, hvilke rettigheder, du har, og hvad du med rimelighed kan forlange, og frem for alt, hvad der kan lade sig gøre. F.eks. det med pantebrevet kan du netop få en advokat til at forklare dig. Du bør dog lige sikre dig, at det er et advokatfirma som beskæftiger sig med bodeling, og derfor har forstand på at give en ordentlig rådgivning. Advokater er ligesom speciallæger – man går jo ikke til ørelæge, hvis man har problemer med maven. Jeg nævner det her, fordi mange netop tror, at en hver advokat er en, der ved det hele – og det kan have fatale konsekvenser, hvis du får fat i en, der ikke har speciel forstand på lige netop dit problem, hvorfor du måske skal ringe lidt rundt. Det handler ikke om, at du skal kræve, hvad der er dit, men du skal have, hvad du har ret til.
Et eller andet sted synes jeg ikke, du skal holde sådanne tiltag hemmelige for din mand – jo mere fornuftigt og sagligt I kan klare dette brud, jo bedre er det for jer begge to.
Så kontakter du din sagsbehandler i kommunen, forhører dig om hvordan og hvorledes mht. diverse børnetilskud, eventuel boligsikring. Du skriver, at du har børn, men jeg har kun hørt om den 15-årige, hvad har du ellers? Jeg går ud fra, at der også er i hvert en mere, der er yngre?
Og så må du lige få på plads, hvor vigtigt det i bund og grund er, at du kommer til at bo i en lejlighed med dine børn, mens han bor i et hus, hvor han kun har week-end børn. Ja, det kan da være, det er urimeligt, men er det ikke ligegyldigt? Det omvendte er jo ikke muligt. Og hvem siger, at du således resten af livet er dømt til at sidde i en mørk baggårdslejlighed? Det kan da være i en periode, men så rejser du dig og finder noget bedre.
Jeg følger dig sagtens mht. alle dine følelser, men som nævnt har jeg jo ikke noget i klemme, hvorfor jeg forsøger at skære igennem på de praktiske sider – det er ikke fordi jeg er ufølsom, slet ikke, jeg føler voldsomt med dig og alle jeres børn, men lige pt kan du ikke bruge det til ret meget, hvis bare du bliver aet. Jeg vil gerne give dig et varmt knus og en skulder at græde ud ved, for det har du bestemt også brug for.
Knus
Jeg vil nok anbefale dig at tale med din kæreste om det, hvis du beslutter at gå, og det fornemmer jeg, du er meget tæt på. Han er sikkert også træt af forholdene, og så kan i måske samarbejde mindeligt om at skilles, også så du ikke går tomhændet ud af forholdet.
Derimod tror jeg, du vil gå ned på det, hvis du bliver blot af materielle hensyn, ligesom det jo er kritisk for børnene, hvis ikke de lever i harmoniske omgivelser. Og jeg føler mig nu ret sikker på, at du nok skal klare dig.
Så ønsker om al lykke og et godt liv!! Lars er iøvrigt ikke helt vildskudt, men du skal have en efternavnsendelse med.
Bare for god ordens skyld. Et pantebrev er ikke nødvendigvis "fandens værk". Tiamaria HAR jo faktisk investeret en del penge, som hun for nærværende altså ikke uden videre kan få ud - et pantebrev skulle således være den juridiske sikkerhed for hende, således at hun netop HAR gjort krav på sin andel den dag huset sælges. Hendes samlever vil også på den måde få mulighed for ratevis at købe hende ud.
Når man har et hus sammen, som ikke kan sælges kan man altså ikke undgå at have økonomiske mellemværender, hvorfor man skal sikre både sig selv og hinanden bedst muligt.
Men det er absolut ikke noget man selv skal ligge "og fedte" rundt med, hvorfor der skal advokat på.
- og igen tak for Jeres svar som jeg er blevet helt afhængig af :-)
Ligenu sidder jeg og kan ikke tage mig sammen til noget som helst - handlingslammet igen, i dèn grad.
Vi har børnefri-weekend og har slæbt hjem af alverdens ting for at kunne arbejde igennem her i weekenden. Stemningen har været fatal. Jeg har prøvet at snakke med ham, har spurgt ham hvad han forventer af mig og hvordan han mener jeg skal komme ud af det, når han ikke gør det muligt for mig at være her. Det endte med han gik ovenpå og sov (det var torsdag) uden at svare mig.
Igår ligefør aftensmaden, ringer eks`en så, om den mindste må sove her i aften - hun skal i byen og kan ikke få ham afsat. Han siger selvfølgelig ja, igen uden at spørge mig eller tage hensyn til hvad vi har aftalt for weekenden. Jeg siger til ham, at jeg har svært ved at overskue hans børn fordi jeg ikke fungerer, om han selv synes det bedste er, at den mindste skal være her - hvorfor han ikke prøver at bruge denne weekend på; dels hvad vi havde aftalt, dels at gøre noget for de her forhold, i det mindste svare mig på, hvad der skal ske med os.
Jeg forstår godt, at hvis han sagde nej til at den mindste kunne være her, så ville han være i kæmpe konflikt med sig selv - det er det evindelige... Jeg kan sagtens sige nej hvis MIN eks spørger - men jeg har dem jo også til hverdag, så jeg ved det er anden historie. Jeg fortalte ham at jeg godt kan forstå det - men spurgte ham hvordan i alverden han kan synes det er en god idè at han skal komme når tingene er så meget på spidsen??? Det skal lige tilføjes at jeg sad grædende og undskyldte at jeg ikke har overskuddet og tolerancen, men at jeg føler mig tilsidesat og uelsket og ikke kan rumme flere følelser i mig.... Men igen bliver han gal og bebrejder mig, at hans børn ikke kan komme sådan en enkelt gang - hvortil jeg minder ham om at vi er i en krisesituation, hvor jeg går rundt og er mere eller mindre forgrædt hele tiden. Og igen - panden mod muren, eks`en har bedt ham så selvfølgelig stiller han op.
Jeg forstår hans konflikt!!! Men end ikke denne ene gang, hvor han udmærket er klar over at samværet vil blive derefter - vil han imødekomme mit KRAV (ja, det var et krav denne gang, jeg ville ikke have at han kom) - så nu kan jeg forvente (for han kører selvfølgelig også efter ham) at de to vil komme hjem og opholde sig i kælderen hele aftenen (det håber jeg) vi får ikke snakket eller lavet en pind. Imorgen eftermiddag kommer mine børn hjem, og så har vi balladen igen, ingen ro, ingen samtale.
Jeg er ved at blive vanvittig - har 1000 ting jeg kunne gå i gang med, men jeg kan ikke finde energien. Har istedet siddet og meldt mig ind i endnu flere boligselskaber, været i postkassen og krydset fingre for at der var brev fra det ene, hvor jeg står nr. 1 - men selvfølgelig var der ikke det. Jeg sidder bare og sumper og kan ingenting.
Normalt får jeg skyld for at være en meget attraktiv kvinde - men jeg føler mig grim, fed og uduelig. Synes virkelig jeg ser herrens ud og kan slet ikke klare mig selv.
Ind imellem ser jeg lyst på tingene og tænker at "når bare jeg får en lejlighed" - men det gør mig også bange, for selv min mand sagde den anden dag "jamen hvordan fanden skal vi dele alt det her???"
Jeg er ikke bange for, at han ikke vil hjælpe mig eller løbe med det hele - jeg føler mig overbevist om, at han er "ordentlig", ligesom jeg har tænkt mig at være. Men omvendt har han overrasket mig negativt så mange gange, at jeg måske også skal forudse at vi kan få problemer der.
Tak for dine råd Lotte om advokaten, jeg bliver nok nødt til at henvende mig til en sådan.
Jeg er bare hunderæd ved tanken om, at han jo ikke kan bo her alene (selvom han siger at han kan) - jeg tror ikke helt på det. Det var noget andet hvis huset var tip top i orden, men der er stadig meget der mangler, og meget der skal købes hjem, selvom vi har de grundliggende materialer.
Det er ikke mit problem hvis jeg kom ud af det, men det lader jo ikke til at jeg kan.. Så jeg er stadig meget nervøs ved tanken om at hæfte økonomisk samtidig med at jeg bor et andet sted. Jo, det er to børn jeg har at forsørge...
Jeg synes kun det er godt, ikke at blive strøget med hårene altid, det er bestemt heller ikke derfor jeg skriver. Jeg lærer meget af at høre andres syn på tingene. Jeg følte nok du var lidt hurtig, da du skrev at jeg bare måtte væk og være voksen... Der er jo mange overvejelser med, ikke mindst af hensyn til dem. Jeg vil f.eks. ikke flytte fra området så vi kommer for langt væk fra skolen, plus min datters kat på 14 år skal med... Den satans kat!!! Det er ikke mange steder man må have husdyr i lejeboliger! Men tro mig, uden katten får jeg hende ikke med - tænk at sådan et kræ kan være et problem, men det er den faktisk! Det er jo helt tragikomisk! Men den er hendes èt og alt, "The sunshine of my life" har hun skrevet under dens billede på hendes profil på Facebook...
Jeg har godt nok været naiv kan jeg se nu, han har jo givet mig alle tegn på at han ikke er med mere. Ja, han er stået HELT af, og gør hvad der passer ham.
Jeg har virkelig forsøgt at ændre mig, og synes også det er lykkes på mange områder, men jeg HAR jo grund til at være jaloux, jeg HAR grund til at jeg føler mig uelsket og tilsidesat. Jeg ER uelsket og tilsidesat!!
Det har bare taget lang tid for mig at erkende det.
Var han dog bare ligesom dig, Lars (!), det ville jeg virkelig ønske...
Hvordan går det iøvrigt hos Jer?????? Fokus er jo helt væk fra Jer....
Ja, det er utroligt hvad der sker, når man lukker op for posen.. At høre din side af historien synes jeg er meget lærerigt, jeg er jo ikke vant til at høre noget idet min mand er som en lukket bog.
Gudskelov, at ikke alle mænd er som min.
Jeg glæder mig til at komme videre i livet og blive ældre, måske møde en mand med voksne børn! Altså om mange, mange år.... Jeg har absolut ikke andre i kikkerten, ville nogen gange ønske at jeg havde, bare for mine tankers skyld. Men nej, nej, nej, jeg har virkelig brændt mig på ham her.
Jeg er skræmt af, hvordan en kærlighedshistorie kan udvikle sig i så sørgelig en retning som min. Det er uhyggeligt at man kan komme så langt væk fra hinanden, eller at den ene sådan kan fjerne sig. Jeg kan ikke huske hvornår han sidst har kaldt mig "skat", og mit navn har han aldrig tiltalt mig med. Jeg kan heller ikke huske hvornår han sagde at han elskede mig. Jeg kan i det hele taget ikke huske hvornår han sidst har gjort mig sådan rigtig glad.
Det er virkelig skræmmende..
Undskyld hvis det her er noget rod, men jeg er noget presset i tid, aner ikke hvornår de er her...
Nej, hvor er jeg bare ked af det hele.
Nå men god weekend og tak for svar og knus...
Hallehøj...... Mon ikke du lige skulle tage dig en ”time-out”??
Det hele kører i en pærevælling, det tror da pokker, det ramler for dig.
Med denne time-out mener jeg: Læn dig tilbage, luk øjnene, tag nogle dybe indåndinger, gå en lang tur i en skov, tag en tur i svømmehallen – bank nogle baner af i bassinet, afslut med en tur i saunaen, hvor du lige får løst op for alle de infiltrationer, du garanteret har fået den sidste tid.
Og nej, det er ikke bare noget ævl, jeg fyrer af – du har brug for lige at tænke rationelt.
Det er ikke første gang i historien, at der er boligkrise, finanskrise, heller ikke, at et par går fra hinanden, det er i øvrigt heller ikke sidste gang, hverken i Verdens- eller Danmarkshistorien – I har begge brudte parforhold bag jer – har altså prøvet det før, og I har overlevet!!! Det gør I også denne gang.
Gu er der følelser, gu gør det ondt, gu er det svært – derfor vil det nok være en rigtig god ide, at du lige tager den pause, og så forholder dig til de problemer, du har – og ikke en hel masse, som du måske får – måske ikke får, men overhovedet ikke kan hverken gennemskue eller løse lige nu. Rigtigt mange af de problemer, du nævner kan du meget vel risikere slet ikke at få, når det kommer til stykket, nogle af dem får du, men så har du en helt anden vinkel til den tid. Det er en rigtig god ting, at fokusere på de problemer, du her og nu kan forholde dig til, og dermed forsøge at løse.
Allerførst: Skal I overhovedet gå fra hinanden – eller skal I ikke??? Det må I altså lige finde ud af. Hvis I vælger at blive sammen, så må I også sammen få løst jeres problemer og få noget professionel hjælp ind – lynhurtigt. Og så stopper du læsningen af mit indlæg her.
Som jeg har forstået det, så er det ikke løsningen, hvorfor jeg fortsætter med, at I altså skal opløse jeres forhold.
Du skal ikke ”nok” have fat i en advokat. Du skal beslutte – også lige nu – om du vil eller ej. Hvis du vælger at vente, kan du meget nemt risikere, at din mand – selv om han er aldrig så god og ordentlig – lige pludselig kan have overhalet dig inden om, så du kan træffe at skulle tage nogle beslutninger, som kan vise sig at være rigtigt dårlige for dig, fordi du ikke har sørget for ordentlig information. Det handler ikke om, at han bevidst vil snyde dig, det tror jeg da ikke på, men han skal også redde sit skind. Derfor professionel rådgivning – NU!
Du vil så på den måde finde ud af, hvordan du står økonomisk – hvor efter du kan handle ud fra det. Hold op med gætterier, før du ved noget konkret!!
Om han kan sidde i huset alene eller ej – det siger han, at han kan, tro dog på det, det er ikke dit problem, glem det!!!
Bodeling. Hold nu op. Det er tungt, det er besværligt. JA! Men det kan lade sig gøre, og så er det heller ikke værre.
Han kører rundt i det mht sin ekskone – du har forstået, at han foretrækker hende frem for dig, du kan ikke gøre mere ved det – du har gjort, hvad du kunne, det er en absolut medvirkende årsag til, at I er ved at bryde – få det ud af hovedet. Måske finder han sammen med sin ekskone igen, måske ikke. Du skal ud på en anden vej, hvor hans forhold til hende ikke har betydning.
Måske ender han alene og bitter, fordi han ikke formår at holde på det, der betyder noget. Det kan du jo alligevel ikke gøre noget ved – du har prøvet alt, hvad du kunne. Det lyder rigtigt hårdt, men du kan jo ikke gøre mere – du skal altså videre.
Dine børn og skole – ja, det skal du spekulere lidt over, men ikke før du ved, hvor du skal bo – og heller ikke før, du ved om problemet opstår. Da jeg blev skilt stod jeg også med to børn på 12 og 14 år. Jeg var ved at flytte til nabobyen – og dermed også en anden kommune. Jeg fik undersøgt, at den ældste kunne godt fortsætte sin skole samme sted. Den yngste gik på lilleskole, så det var ligegyldigt, hvor vi boede. Jeg fik løst mit problem med en telefonopringning! Sådan – lad nu være at martre dig selv mere end nødvendigt. Jeg vil tro at din ældste godt vil kunne fortsætte, da hun vel alligevel i løbet af forholdsvis kort tid skal skifte skole til f.eks. gymnasium. Den yngste – ja, det er en vurdering, men rigtigt mange børn har overlevet på bedste vis med et skoleskift, hvis det viser sig at være den mulighed, der er fornuftigst. Nej, det er ikke nemt, men det er heller ikke uoverskueligt.
Katten. Mine to katte dengang klarede skilsmisse og flytning rigtigt fint. Den gamle var for to år siden 15 år, og han klarede en flytning mere – endda til en helt anden landsdel. Han døde træt, og mæt af dage her sidste år, som 16 -årig, og det var rædselsfuldt, men sådan er det. Men – en sådan gammel kat vil altså godt kunne klare en flytning – måske endda vil den kunne klare at leve sine sidste år som indekat, hvis det skal være. Få noget professionel vejledning ved dyrlægen, hvis det viser sig, at det er sådan det skal være. Tag problemet, hvis du får lejlighed et sted, hvor man ikke en gang må have en indekat, og det er dog de færreste steder.
Din datter, der elsker denne kat over alt på jorden – ja men var det ikke hende, der for nylig sagde at hun ville bo i en to-værelses med dig – bare I kom væk??? Mon ikke hun vil være behjælpelig med en god løsning også for katten. Nu hænger det ikke helt sammen, at du nu ikke forventer, hun vil flytte med dig, vel???
Men allerførst – tag nu lige den time-out – prøv nu at være bare lidt rationel. Sorter nu alle de problemer væk, som du måske ikke en gang får, og hvis du får dem, ja, så har du som nævnt andre vinkler til den tid.
Kæreste, jeg har altså selv stået der i skilsmissen – jeg væltede også med alle disse fuldstændig irrationelle problemer – men jeg tog netop den time-out; satte mig ned og fik ryddet op i, hvad der her og nu skulle tages stilling til – og så tog jeg problemerne, når de opstod og ikke på forhånd – det gav altså meget mere ro og overskuelighed.
Du kan ikke bruge til noget, at andre bestemt har det værre end dig og har overlevet på bedste vis, men du kan bruge til noget, at man altså godt kan komme hel ud på den anden side, hvis man lige stopper op og prøver at være rationel.
Knus knus
Jeg vil ikke blande mig i debatten, Lotte giver dig en helt fantastisk fin sparring og gode råd.
MEN...det er så VIGTIGT at du får fat i en god advokat til at rådgive dig, du aner ikke hvor meget det vil kunne spare dig for.
Stol ikke på din mand i en skilsmissesituation, advokaterne har stakkevis af skilsmissesager, hvor de ellers søde og ordentlige ægtemand snyder deres koner på den mest modbydelige måde.
Hvor jeg ved det fra?
Jeg har det fra advokaterne.
Mine bedste ønsker for dig.
altså hvad skulle jeg snart stille op uden dig?! Tusind tak for din indlevelse, jeg kan bruge det til RIGTIG meget... Tak.
Og du Leonine, også tak for din respons :-)
Jeg har nu besluttet at jeg onsdag, hvor jeg har fri, vil tage kontakt til en eller flere advokater - jeg skal nok!! Jeg har en veninde som også har gjort opmærksom på, at der er advokathjælp/bistand gennem min fagforening - og hvis han er uvidende på det punkt, har jeg hele dagen til at finde en anden..
Du har ret Lotte, han kan overhale mig indenom - han har overrasket og skuffet mig så mange gange, at jeg ER nødt til at være forudseende.
Jeg har en veninde, hvis veninde (!) flyttede fra sin mand for lidt over et halvt år siden - manden vil ikke sælge huset, og nu skal det vist på tvangsauktion, fordi de ikke kan blive ved med at betale det hele.. Hun har dog fået en vanvittig dyr lejlighed, + de har to store biler også - men det er nok denne historie der skræmmer mig.
Du har også ret i, at jeg nok bør tage en time-out - f.eks. imorgen hvor hans børn kommer igen... Ja, svømmehal eller noget.. Jeg har ikke lyst - jeg er ikke god til at komme ud, men du har ret, jeg bør gøre det. TROR faktisk at jeg gør det :-)
En ting er jeg ikke helt enig med dig i, det er vedr. skolen... Jeg kunne ikke drømme om at flytte fra den bydel vi bor i - og det kan man så have en mening om, og set udefra lyder det helt rigtigt det du skriver. Men nej, jeg flytter ikke ud af denne bydel (vi bor i en bydel i en storby). Jeg har boet her siden jeg fik den store (15 år) og børnene har altid gået i samme skole - jeg har nogen gange været træt af den, og spurgt om de vil flytte (det er meget populært at flytte skole...) men NEJ, de ELSKER deres skole, ELSKER fodboldklubben (deres andet hjem), håndboldklubben og deres venner. Og de fungerer virkelig godt begge to, så nej... Det kunne jeg aldrig gøre.
De har begge to venner som er flyttet, men som er blevet ved med at gå på skolen - men hold op, hvor jeg synes det er synd for dem... De er kede af det! Hader busturen, synes aldrig de får besøg, føler at de bor et forkert sted.
Men pyt nu med det, det kan også løses uden at flytte til en anden bydel.
Men så katten!!! :-) Det er faktisk en indekat vi har. Selvom den de sidste 5-6 år har kunnet komme ud i naturen, og vi har slæbt afsted med den for at den kan få græs under poterne - DEN VIL IKKE!! Den tør være ude i ca. 15 sekunder, så kommer den ind igen :-) Og vi har virkelig haft vores mas med den... Fordi vi jo syntes at det er synd for den.. Men den er bedøvende ligeglad. Bare den ser en fugl, er den rystende nervøs...
Men nej, man må faktisk ikke have en kat i boligforeninger, selvom det er en indekat! Det er lykkes mig at finde 3 steder, hvor man må - og det er altså 3 ud af ca. 25 mulige!!!! Det alene begrænser jo tingene en del. Men det ene tilbud jeg fik om lejlighed her i januar, var fra èt af de steder hvor man må..
Så jeg er fortrøstningsfuld.
Vil lige tilføje, med et smil på læben, at dengang den store sagde dèt med en 2-værelses lejlighed, da nævnte hun skam også katten.... Den er virkelig hendes barn.
Du har ret, der er ikke noget der er mit problem (hvis jeg bliver økonomisk uafhængig) og jeg kan ikke ændre noget alligevel.
Det går mere og mere op for mig, at han er et dumt svin (undskyld mit ordvalg, men det er han) - og det hjælper jo altid lidt, når man er vred.
Jeg prøvede igen idag at snakke med ham, for hvad er hans plan, hvad er det han forestiller sig - at vi skal leve på denne måde indtil huset kan sælges eller han kan købe mig ud??? Han gør jo, så jeg ikke kan være her. Men han gider ikke snakke. Siger bare, at han ikke fatter hvordan han kunne være så dum dengang vi købte huset, at begge vores navne står på skødet osv.
Det ender jo med, at han gør mig så gal at jeg kræver det halve, selvom jeg kun er berettiget til det på papiret!
Nå jeg kan mærke at jeg bare går i selvsving igen - jeg er meget forvirret og ked af det og GAL, han er en stor idiot, at han ikke kan tage ansvar og tage snakken om, hvad fanden der skal ske.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden dig ligenu!!! Jeg er ked af det hvis det virker somom jeg ikke læser hvad du skriver - men det kan du tro jeg gør, hvert et ord. Jeg er bare næsten altid tidspresset når jeg sidder her, og selvom jeg er hurtig på tasterne, så når jeg vist kun lige at skrive det, der falder mig ind, når jeg læser dit.
Du giver mig virkelig meget! Og jeg håber at jeg snart har nærvær til at gøre gengæld - det har du virkelig fortjent! På hvilken måde aner jeg ikke, men du fortjener anerkendelse for at du er her.
Tusind, tusind tak :-) Er nødt til at løbe.
Kæmpe knus
altså hvad skulle jeg snart stille op uden dig?! Tusind tak for din indlevelse, jeg kan bruge det til RIGTIG meget... Tak.
Og du Leonine, også mange tak for din respons :-)
Jeg har nu besluttet at jeg onsdag, hvor jeg har fri, vil tage kontakt til en eller flere advokater - jeg skal nok!! Jeg har en veninde som også har gjort opmærksom på, at der er advokathjælp/bistand gennem min fagforening - og hvis han er uvidende på det punkt, har jeg hele dagen til at finde en anden..
Du har ret Lotte, han kan overhale mig indenom - han har overrasket og skuffet mig så mange gange, at jeg ER nødt til at være forudseende.
Jeg har en veninde, hvis veninde (!) flyttede fra sin mand for lidt over et halvt år siden - manden vil ikke sælge huset, og nu skal det vist på tvangsauktion, fordi de ikke kan blive ved med at betale det hele.. Hun har dog fået en vanvittig dyr lejlighed, + de har to store biler også - men det er nok denne historie der skræmmer mig.
Du har også ret i, at jeg nok bør tage en time-out - f.eks. imorgen hvor hans børn kommer igen... Ja, svømmehal eller noget.. Jeg har ikke lyst - jeg er ikke god til at komme ud, men du har ret, jeg bør gøre det. TROR faktisk at jeg gør det :-)
En ting er jeg ikke helt enig med dig i, det er vedr. skolen... Jeg kunne ikke drømme om at flytte fra den bydel vi bor i - og det kan man så have en mening om, og set udefra lyder det helt rigtigt det du skriver. Men nej, jeg flytter ikke ud af denne bydel (vi bor i en bydel i en storby). Jeg har boet her siden jeg fik den store (15 år) og børnene har altid gået i samme skole - jeg har nogen gange været træt af den, og spurgt om de vil flytte (det er meget populært at flytte skole...) men NEJ, de ELSKER deres skole, ELSKER fodboldklubben (deres andet hjem), håndboldklubben og deres venner. Og de fungerer virkelig godt begge to, så nej... Det kunne jeg aldrig gøre.
De har begge to venner som er flyttet, men som er blevet ved med at gå på skolen - men hold op, hvor jeg synes det er synd for dem... De er kede af det! Hader busturen, synes aldrig de får besøg, føler at de bor et forkert sted.
Men pyt nu med det, det kan også løses uden at flytte til en anden bydel.
Men så katten!!! :-) Det er faktisk en indekat vi har. Selvom den de sidste 5-6 år har kunnet komme ud i naturen, og vi har slæbt afsted med den for at den kan få græs under poterne - DEN VIL IKKE!! Den tør være ude i ca. 15 sekunder, så kommer den ind igen :-) Og vi har virkelig haft vores mas med den... Fordi vi jo syntes at det er synd for den.. Men den er bedøvende ligeglad. Bare den ser en fugl, er den rystende nervøs...
Men nej, man må faktisk ikke have en kat i boligforeninger, selvom det er en indekat! Det er lykkes mig at finde 3 steder, hvor man må - og det er altså 3 ud af ca. 25 mulige!!!! Det alene begrænser jo tingene en del. Men det ene tilbud jeg fik om lejlighed her i januar, var fra èt af de steder hvor man må..
Så jeg er fortrøstningsfuld.
Vil lige tilføje, med et smil på læben, at dengang den store sagde dèt med en 2-værelses lejlighed, da nævnte hun skam også katten.... Den er virkelig hendes barn.
Du har ret, der er ikke noget der er mit problem (hvis jeg bliver økonomisk uafhængig) og jeg kan ikke ændre noget alligevel.
Det går mere og mere op for mig, at han er et dumt svin (undskyld mit ordvalg, men det er han) - og det hjælper jo altid lidt, når man er vred.
Jeg prøvede igen idag at snakke med ham, for hvad er hans plan, hvad er det han forestiller sig - at vi skal leve på denne måde indtil huset kan sælges eller han kan købe mig ud??? Han gør jo, så jeg ikke kan være her. Men han gider ikke snakke. Siger bare, at han ikke fatter hvordan han kunne være så dum dengang vi købte huset, at begge vores navne står på skødet osv.
Det ender jo med, at han gør mig så gal at jeg kræver det halve, selvom jeg kun er berettiget til det på papiret!
Nå jeg kan mærke at jeg bare går i selvsving igen - jeg er meget forvirret og ked af det og GAL, han er en stor idiot, at han ikke kan tage ansvar og tage snakken om, hvad fanden der skal ske.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden dig ligenu!!! Jeg er ked af det hvis det virker somom jeg ikke læser hvad du skriver - men det kan du tro jeg gør, hvert et ord. Jeg er bare næsten altid tidspresset når jeg sidder her, og selvom jeg er hurtig på tasterne, så når jeg vist kun lige at skrive det, der falder mig ind, når jeg læser dit.
Du giver mig virkelig meget! Og jeg håber at jeg snart har nærvær til at gøre gengæld - det har du virkelig fortjent! På hvilken måde aner jeg ikke, men du fortjener anerkendelse for at du er her.
Tusind, tusind tak :-) Er nødt til at løbe.
Kæmpe knus
Lotte, du må undskylde, hvis jeg giver udtryk for, at et pantebrev er "fandens værk". Det var bare en umiddelbar følelse, jeg gav udtryk for, hvilket jeg også har forsøgt at pointere. Jeg forestillede mig en eller anden økonomisk infiltration med en eks og gensidig økonomisk afhængighed, men det er jo ikke sikkert, det er tilfældet, og et ejerpantebrev kan da sagtens vise sig at være det helt rigtige i Tiamarias tilfælde. Jeg ved jo ikke noget særligt om pantebreve, men det er der jo andre, som gør.
Tiamaria, du har vist fået nok sparring her og nu i Lottes sidste indlæg. Det er jo helt suværent, nærmest som en opskrift, så du kan jo bare springe ud i det. Carpe diem.
Du nærmest beklager at have taget fokus fra mit oprindelige indlæg. Det gør ingen ting. Selvom jeg ikke tilnærmelsesvist mener at matche din beskrivelse af din kæreste, så repræsenterer du et eller andet sted jo den modsatte synsvinkel også i mit oprindelige indlæg, og at læse om dine følelser og oplevelser af tingene er bestemt indsigtsbringende også for mig i relation til de ting, vi kæmper med.
Iøvrigt er der fortsat ro om vores situation bortset fra, at vi lever i flytterod. Vi har tømt min kones lejlighed og bor nu i min lejlighed 14 dage endnu, inden vi får vores egen fælles lejlighed. Og det bliver forhåbentlig skønt, når vi er kommet godt på plads, men pt. er det noget trængt mellem flyttekasserne.
I relation til den problemstilling, der fik mig til at starte denne tråd, blev vi sat på en alvorlig test her i weekend'en. Min eks havde spurgt, om hun kunne tage min yngste datter (8 år) med til en familiefødselsdag, skønt det var min weekend. Det gav jeg naturligvis grønt lys for af hensyn til min datter, der gerne ville se sine kusiner, og vi aftalte, at jeg afleverede min datter på nærmeste togstation lørdag morgen/formiddag.
Nu brillerede min eks så ved ikke at vende tilbage med det tidspunkt, hvor toget gik, så sent fredag aften måtte jeg tage initiativ og ringe op og aftale nærmere. Da vidste min eks stadig ikke, hvornår hun ville tage af sted, men mente, det ville blive omkring klokken otte. Jeg bad hende sende en sms med det endelige tidspunkt, så vi ikke skulle forstyrres senere om aftenen, og satte vækkeuret til 6:30. Næste morgen var der så ingen sms, og jeg var efterhånden noget irriteret. Igen måtte jeg ringe op, og nu var tidspunktet pludselig omkring klokken ti. Nå, men godt jeg ikke havde vækket min datter, og træls selv at være vækket 6:30 en lørdag morgen, og min kone var nu også lettere irriteret og mente, jeg lod mig styrre rundt i manegen, hvilket vel heller ikke var helt løgn, men hvad pokker skal man lige gøre i situationerne, og min datter skulle heller ikke gøres til gidsel.
Men vi formåede at tale stille og roligt om situationen uden scenerier, og der er ingen dårlige eftervibrationer, dette på trods af, at min eks benyttede lejligheden til samtidig at aflægge visit hos mine forældre, der bor ikke så langt fra, hvor de var til fødselsdag. Mine forældre havde meddelt os om visitet og spurgt til vores holdning. Jeg personligt havde ingen skrupler, men jeg kunne forestille mig, at min kone ville føle sit territorium krænket. Men også den situation fik vi håndteret uden scenerier, så jo, her er der nogenlunde fred og idyl.