Jalousi?
Jeg blev skilt for fire år siden fra mit første ægteskab. Efter et år mødte jeg min nuværende kone, og efter endnu et år indgik vi ægteskab, selvom vi ikke havde fundet en fælles bolig. Nu, to år efter, har vi endelig en ny større bolig på hænderne, og så burde alt jo være fryd og gammen, men pludselig vælter en lille uoverensstemmelse ud af skabet og vokser sig stor og almægtig, så den nu pludselig truer vort ægteskab.
Jeg vil begrunde denne uoverensstemmelse med jalousi, men min kone benægter dette og mener tværtimod, at hendes krav er ret og rimeligt.
Den lille uoverensstemmelse skyldes min nye kones holdning til min eks samt min håndtering af hende. Jeg søger at opretholde et balanceret og afklaret forhold til eksen primært af hensyn til vore fælles børn. Således går vi sammen til forældremøder, vi har nyligt holdt konfirmation, og ind imellem snakker vi i telefon om børnenes ve og vel. Jeg har børnene fast 5 ud af 14 dage, men bytter undertiden med eksen. Dog rådfører jeg mig i den henseende altid med min nye kone.
Personligt ser jeg ingen tegn på, at min eks ikke er afklaret med skilsmissen. Det gør min nuværende kone derimod, som mener, min eks hænger efter mig. Vi tolker handlinger, udtalelser og begivenheder, der kan sættes i relation til min eks, helt forskelligt. Som resultat heraf vil min kone ikke acceptere, hvis jeg går ind i eksens bolig, et ønske jeg har valgt at respekte pånær et enkelt tilfælde. Dog ville jeg ikke selv kunne se noget suspekt i det, hvis jeg en enkelt gang imellem f.eks. i forbindelse med afhentning eller aflevering af børn drak en kop te sammen med eksen.
For nyligt tilbød min eks gennem sit job mig en arbejdsopgave (jeg er selvstændig erhvervsdrivende), jeg valgte at give tilbud på. Opgaven ville kun kræve minimal telefonisk kontakt samt en mindre mailkorrespondance. Alligevel mente min nuværende kone, jeg burde have drøftet sagen med hende, og hun har stillet forventning om, at jeg i en fremtidig situation vil gøre dette. Det ønske har jeg nægtet at efterkomme, da jeg må kunne tage den slags beslutninger ud fra egen intuition og intellekt for at kunne opretholde min egen integritet.
Min kone mener nu, jeg respekterer eksen mere end hende selv, ligesom hun mener, jeg har mere sammen med eksen (børn + arbejde = 2) end med hende (samliv = 1).
Pånær uoverensstemmelsen omkring min eks, kører alt rigtig fint. De sammenbragte børn fungerer fint indbyrdes samt med deres nye bonusforældre, vi har mange gode oplevelser sammen (rejser, weekend-ophold, gåture, kulturelle arrangementer), vi bakker hinanden op og hjælper hinanden, vi taler fremragende sammen, og sexlivet er velfungerende. Og så elsker vi begge hinanden højt. Derfor vil vi gerne begge arbejde for vort ægteskab.
Den lille uoverensstemmelse om min eks er på ganske kort tid eskaleret. Selv om den undertiden er poppet op, har vi hidtil kunnet holde den nede, men nu er den eksploderet, måske fordi vi begge ubevidst har et behov for at få den afklaret, inden vi opgiver vores respektive boliger og danner fælles hjem.
Jeg for mit vedkommende har et uopsætteligt behov for, at min kone har tillid til min dømmekraft og hæderlighed. Jeg vil gerne respektere hendes følelser, men ikke så det går ud over mine muligheder for at optræde som almindeligt næstekærligt menneske overfor hvem, jeg måtte ønske. Min kone har efterspurgt fuld åbenhed omkring min kontakt med eksen. Dette ønske er jeg villig til at efterkomme så meget desto mere, at jeg intet ser suspekt ved denne kontakt. Men det er et eksplosionsemne. I forbindelse med ovennævnte arbejdsopgave ville jeg formentlig have informeret min hustru, men fik aldrig chancen, da hun "checkede" min telefon, en handling hun selv ganske vist har taget afstand fra, men ikke desto mindre tvivler hun på, at jeg frivilligt ville have informeret hende.
Til yderligere måske relevant info er min eks stadig single efter skilsmissen. Hun tæppebanker os ikke med telefonopkald, sms eller mail (heri er min kone enig), men var ganske træg til at få taget mig af sin bolig. Undertiden ankommer mine børn i mindre godt humør, ligesom de ikke altid er lige åbne over for min nye kone, hvilket hun tillægger, at de er manipuleret hjemmefra. Generelt har alle mine børn dog et fint forhold til min kone, de trives, når de er hos os, og jeg er overbevist om, at ingen af dem gerne så os skilt.
Er der nogen, som kan hjælpe. Jeg (vi) vil være yderst taknemmelige for alle gode råd og kommentarer/holdninger, som kan hjælpe os til at finde vejen frem.
Kærligst Mig
Jeg vil begrunde denne uoverensstemmelse med jalousi, men min kone benægter dette og mener tværtimod, at hendes krav er ret og rimeligt.
Den lille uoverensstemmelse skyldes min nye kones holdning til min eks samt min håndtering af hende. Jeg søger at opretholde et balanceret og afklaret forhold til eksen primært af hensyn til vore fælles børn. Således går vi sammen til forældremøder, vi har nyligt holdt konfirmation, og ind imellem snakker vi i telefon om børnenes ve og vel. Jeg har børnene fast 5 ud af 14 dage, men bytter undertiden med eksen. Dog rådfører jeg mig i den henseende altid med min nye kone.
Personligt ser jeg ingen tegn på, at min eks ikke er afklaret med skilsmissen. Det gør min nuværende kone derimod, som mener, min eks hænger efter mig. Vi tolker handlinger, udtalelser og begivenheder, der kan sættes i relation til min eks, helt forskelligt. Som resultat heraf vil min kone ikke acceptere, hvis jeg går ind i eksens bolig, et ønske jeg har valgt at respekte pånær et enkelt tilfælde. Dog ville jeg ikke selv kunne se noget suspekt i det, hvis jeg en enkelt gang imellem f.eks. i forbindelse med afhentning eller aflevering af børn drak en kop te sammen med eksen.
For nyligt tilbød min eks gennem sit job mig en arbejdsopgave (jeg er selvstændig erhvervsdrivende), jeg valgte at give tilbud på. Opgaven ville kun kræve minimal telefonisk kontakt samt en mindre mailkorrespondance. Alligevel mente min nuværende kone, jeg burde have drøftet sagen med hende, og hun har stillet forventning om, at jeg i en fremtidig situation vil gøre dette. Det ønske har jeg nægtet at efterkomme, da jeg må kunne tage den slags beslutninger ud fra egen intuition og intellekt for at kunne opretholde min egen integritet.
Min kone mener nu, jeg respekterer eksen mere end hende selv, ligesom hun mener, jeg har mere sammen med eksen (børn + arbejde = 2) end med hende (samliv = 1).
Pånær uoverensstemmelsen omkring min eks, kører alt rigtig fint. De sammenbragte børn fungerer fint indbyrdes samt med deres nye bonusforældre, vi har mange gode oplevelser sammen (rejser, weekend-ophold, gåture, kulturelle arrangementer), vi bakker hinanden op og hjælper hinanden, vi taler fremragende sammen, og sexlivet er velfungerende. Og så elsker vi begge hinanden højt. Derfor vil vi gerne begge arbejde for vort ægteskab.
Den lille uoverensstemmelse om min eks er på ganske kort tid eskaleret. Selv om den undertiden er poppet op, har vi hidtil kunnet holde den nede, men nu er den eksploderet, måske fordi vi begge ubevidst har et behov for at få den afklaret, inden vi opgiver vores respektive boliger og danner fælles hjem.
Jeg for mit vedkommende har et uopsætteligt behov for, at min kone har tillid til min dømmekraft og hæderlighed. Jeg vil gerne respektere hendes følelser, men ikke så det går ud over mine muligheder for at optræde som almindeligt næstekærligt menneske overfor hvem, jeg måtte ønske. Min kone har efterspurgt fuld åbenhed omkring min kontakt med eksen. Dette ønske er jeg villig til at efterkomme så meget desto mere, at jeg intet ser suspekt ved denne kontakt. Men det er et eksplosionsemne. I forbindelse med ovennævnte arbejdsopgave ville jeg formentlig have informeret min hustru, men fik aldrig chancen, da hun "checkede" min telefon, en handling hun selv ganske vist har taget afstand fra, men ikke desto mindre tvivler hun på, at jeg frivilligt ville have informeret hende.
Til yderligere måske relevant info er min eks stadig single efter skilsmissen. Hun tæppebanker os ikke med telefonopkald, sms eller mail (heri er min kone enig), men var ganske træg til at få taget mig af sin bolig. Undertiden ankommer mine børn i mindre godt humør, ligesom de ikke altid er lige åbne over for min nye kone, hvilket hun tillægger, at de er manipuleret hjemmefra. Generelt har alle mine børn dog et fint forhold til min kone, de trives, når de er hos os, og jeg er overbevist om, at ingen af dem gerne så os skilt.
Er der nogen, som kan hjælpe. Jeg (vi) vil være yderst taknemmelige for alle gode råd og kommentarer/holdninger, som kan hjælpe os til at finde vejen frem.
Kærligst Mig
Kommentarer
Jeg kunne næsten tro, at det var min samlever - K - der havde skrevet dit indlæg. Jeg tror at han er ligeså frustreret som du.
Vi lever i en sammenbragt familie, han og hans 3 børn, jeg og mine to.
Vi har nøjagtig de samme problemer som I. Børnene er glade for hinanden, jeg er glad for hans, og han er glad for mine. Vi skændes ikke om andre ting, end hans ekskone. Til gengæld er det blevet altødelæggende, og min jalousi og frustration vokser hele tiden. Vi kan ikke få tingene til at fungere.
Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor vi kvinder har så svært ved at acceptere den der eks-kone - men det har vi. Vi kan ikke holde ud til, at der konstant er en anden kvinde "inde over". Også selvom man er et fornuftigt tænkende menneske, som udmærket godt ved, at man er nødt til at have kontakt når man har børn sammen.
Jeg opfører mig nøjagtig ligesom din kone. Jeg er jaloux. Jeg er i en frygtelig pine når han henter eller afleverer børn. Når de er til forældremøder i børnehaven/skolen. Jeg er ved at løbe skrigende bort, når vi får invitation til skovtur/fællesspisning i et af hans børns klasser.
Og jeg synes endda det lyder somom din kone har det nemt! Du afleverer børnene på dørtrinet - jeg må acceptere og leve med, at det godt kan tage meget lang tid for ham at hente børn. Jeg prøver at være forstående - de har 3 børn sammen - men jeg lider. Jalousien gnaver og jeg får det mere og mere dårligt. Jeg er ved at give op.
Jeg tror - i forbindelse med den opgave du har påtaget dig i forbindelse med eks-ens arbejde - at hun føler, at her er der ENDNU et bindeled imellem dig og hende.. Som hun er udenfor... Somom det ikke er nok med børnene! Hun føler sig udenfor, tilsidesat, kan ikke finde sin egen rolle i det "spil" du har med eks-konen.
Som "lidelsesfælde" til din nuværende kone, vil jeg også mene, at du burde have adspurgt hende, vedr. den opgave.. Somom I ikke har problemer nok pga. kontakten til din eks. Med mindre dit firma går enormt dårligt og du virkelig har brug for det arbejde du kan få, vil jeg sige at jeg er enig i, at det ikke er velovervejet af dig at ligge din energi dèr. Jeg forstår godt din kone, virkelig! Jeg ville have reageret på akkurat samme måde som hun.
Det er ikke fordi jeg ikke forstår dig. Som du beskriver det - at det er vigtigt for dig at bevare din identitet og være et anstændigt og hæderligt menneske - så kan jeg udmærket forstå dig også.
I elsker stadig hinanden, og du er nødt til at vise din kone, at du prioriterer hende højst. Lad være med at diskutere om du ville rådføre dig med hende en anden gang, for er det ikke fiktivt? Ville din eks-kone formidle en opgave til dig igen, er det realistisk? Hvis ja, så lad da den opgave ligge. For ville den være det værd?
Din kone har brug for at høre, at du er ked af at have såret hende ved at sige ja, uden at have spurgt hende. Hun er ked af at du ikke kan se det er forkert, for i hendes verden kommer det alt, alt, alt for tæt på. Din eks-kone fylder meget i din kones hoved - sikkert også for meget - men hun kommer med garanti ikke til at fylde mindre, når du ikke reagerer på hende skuffelse.
Jeg er der selv, jeg ved virkelig hvad det handler om for jer.. Min samlever tager sig ikke af min jalousi. Han er ligeglad med om det generer mig, at hans eks ringer flere gange om dagen eller sms` er flere gange i løbet af en dag. Han er ligeglad med at jeg synes han lader hende fylde for meget. Det er jo MIT problem - han vil gerne høre til børnene. Vi har dem kun hver anden weekend (de bor ret langt fra os) - og jeg kan godt forstå han er splittet. Men jeg er knust over at han ikke prøver at minimere det. Jeg er skuffet og ked af, at han ikke prioriterer mine følelser højere.
Også vi er kommet dertil, at det her går ikke længere. Jeg elsker ham utrolig højt, men han er begyndt at fjerne sig fra mig. Det gør mig ENDNU mere ked af det og jaloux. Det ekskalerer også for os.
Gør Jer selv den tjeneste at gå til en parterapeut el.lign. imens I stadig elsker hinanden og vil hinanden.
For os, tror jeg desværre at toget er kørt, og jeg orker ikke at kæmpe længere.
Men det lyder somom at Jeres kan reddes.
Håber du kan bruge dette til noget. Vil gerne høre mere om det.
Kærlig hilsen
Tiamariah
Først Tiamaria; jeg kan forstå, at du har ladet din jalousi vinde, og at du nu er på vej ud af et ellers vefungerende forhold, hvor både din mand og du egentlig har det godt, at jeres børn fungerer? Fordi du lider af en aldeles ubegrundet jalousi, skal du ødelægge et parforhold og gøre nogle børn ulykkelige – din mand er øjensynligt løbet træt i det.
Åh, hvor er det synd. Jeg forstår til fulde at din mand har afvist din jalousi, for det er udelukkende dit problem. Jeg synes faktisk, det er helt fantastisk, at han har formået at sige til dig, at det der pladder og hysteri gider han simpelt hen ikke forholde sig til, for han har fuldstændig ret. Jalousi er en negativ, destuktiv følelse, der ikke kan bruges til andet end at ødelægge alt for sig selv og omgivelserne.
Både du og lbj har børn af tidligere forhold, disse børn er forhåbentlig også avlet i dyb kærlighed den gang, alle har således velfungerende parhold bag sig.
Det er hverken din mands eller lbj's problem at den nuværende kone ikke har et nært og positivt forhold til deres eks'er.
Jeg synes, det da tjener til begge herrers dybe respekt, at de netop har dette gode forhold til deres børns mor, og jeg synes, det er direkte nedbrydeligt, at nuværende koner ikke kan acceptere det.
Vi hører gang på gang – på gang – om netop fædre, der fuldstændig glemmer, at de har fået børn, at de ikke er sammen med deres børn, at børnene lider ganske gevaldigt under forædre, der kun kan slås – børnene er gidsler – hver gang. Ligeledes om mødre, der ikke vil tillade deres børn at være sammen med deres far, at hans nye kæreste slet ikke må osv. osv.
Her hører man så om to fædre, der virkelig vil deres børn, godt nok holdt forholdet ikke, men de har dog elsket deres mor, og derfor sørger de for at have et godt og positivt forhold. Og hvad sker der?
Den nye kone kan ikke tåle det!
De to nye koner bør straks søge noget hjælp, for det er dem, der har problemet.
At lbj's ekskone har tilbudt en jobrelateret opgave, kan jeg slet ikke se som et problem, det er stadig den nye kone, der har et problem. Som jeg læser det, ville du, lbj, netop have fortalt din kone om det, men nåede det ikke, fordi hun absolut skulle snage i dine ting og på den måde skabe en konflikt, som ikke ville være opstået. Selvfølgelig skal du tage imod opgaverne, hvis det ellers er nogle, du har lyst til – forlang af dine kone, at hun lige venter med at snage i dine ting, til du selv har fået en chance til at fortælle hende om det.
Du skriver, at I taler godt sammen, men der er tydeligvis nogle punkter, hvor det ikke passer helt, for så ville hun vel for længst have fattet det.
Begge nye koner her har brug for at få noget hjælp, der kan lære dem at takle denne destruktive og negative følelse. Muligvis det er en god ide at gå til noget parterapi, så manden kan være med til at forstå, hvorfor hans ellers dejlige kone har dette psykologiske problem, som altså godt kan behandles, hvis hun da vel at mærke vil være med til det.
Jalousi ødelægger rigtigt mange forhold. Som ung kendte jeg en mand, der gerne ville i seng med mig, jeg var ikke så villig, for han var jo gift, men som han sagde: ”Det er fuldstændig ligegyldigt, hun tror jo alligevel, jeg gør det, og når vi SKAL have konflikten, ja, så kan jeg vel lige så godt gøre det – jeg kan ikke overbevise hende om, at jeg ikke gør det.” Og nej, jeg havde ikke et forhold til ham, men jeg kan da sagtens forstå, at hvis man alligevel bliver anklaget for alt muligt, man overhovedet ikke har tænkt sig at gøre, så kan man vel lige så godt kaste sig ud i lidt morskab, man vil under alle omstændighder blive dømt, hvorfor man da lige så godt kan være skyldig.
Og nej, jeg fornemmer ikke, vi her taler om utroskab, men det er vel alligevel det, de to nye koner er så rædselslagne for?
Hm, og jeg som tænkte, at bare jeg kunne overbevise min kone om, at dette handler om jalousi, så kunne hun mentalt bearbejde problemet. Men du er, Timamariah, bevidst om det, og alligevel...
Et eller andet sted vil der vel altid være nogle grænser for, hvad man vil acceptere hos sin partner. Mange af os, inklusive mig selv, finder utroskab langt på den forkerte side af grænsen, men end ikke den grænse er det jo alle forhold, som praktiserer. Nu er utroskab en meget kontant ting, anderledes er det med graden af åndelig kontakt, og det er nok her, skoen klemmer i mit tilfælde, idet jeg egentlig ikke mistænker min kone for at frygte, jeg vil være hende decideret utro. Snarere frygter hun vel at miste fortrolighed og nærhed.
Jeg har prøvet at være åben overfor min kones følelser i forhold til min håndtering af eksen. Således mødes vi ikke ved afhentning/aflevering af børn, men benytter skolen som buffer, og skovture/fællesspisninger deler vi imellem os. De store forældremøder lader jeg også eksen tage, det har alligevel aldrig sagt mig det store, men forældrekonsultationerne insisterer vi begge på at deltage i, hvilket min nuværende kone da også har accepteret, omend ikke uden en smule sværdslag.
Når det kommer til arbejdsopgaven, jeg nævnte i mit oprindelige indlæg, er vi dog bevæget os ind i en sfære, hvor jeg vil finde det unaturligt at aggere anderledes, end jeg har gjort. Min kone mister intet ved denne kontakt, tværtimod, og den indeholder ingen nærhed, som kunne gå fra hende. Og her er vi måske ved noget centralt. Tingene skal være naturlige for den, der har kontakten. Det er omsonst, hvis man undertrykker sig selv for ikke at undertrykke partnerens følelser.
Jeg har overvejet om åbenhed kan være (noget af) kilden til vore genvordigheder. Min kone er et totalt åbent menneske. Hun fortæller alt, hvad hun oplever og føler, og kan gøre det til en vildt fremmed på gaden. Hun har et stort behov for at komme af med tingene, en enorm spontanitet, som bestemt var en af de ting, jeg forelskede mig i. Selv er jeg noget mere reserveret, overvejer ofte tingene grundigt inde i mig selv, inden jeg giver udtryk for mine følelser og meninger. Retorisk er jeg nok heller ikke så skarp som min kone, og lidt konfliktsky er jeg måske også. Kan min kone opleve dette som udtryk for mistillid og fordægthed? Jeg har tilbudt hende at informere om al kontakt med eksen så hurtigt, det kan lade sig gøre. Nogle gange har jeg trukket det lidt, ventet til vi var alene, med risiko for at blive overhalet, som det skete, da min kone snagede i telefonen eller da min datter fortalte, jeg havde været oppe hos eksen den ene gang, det er sket i nyere tid, og hvor jeg ville have fundet det dybt unaturligt ikke at gå op. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at når tingene i disse situationer først er kommet efter opfordring, kan det virke mistillidsvækkende. Omvendt har jeg, med god grund synes jeg, frygtet at komme ud med tingene på de forkerte tidspunkter, når vi har været i selskab med andre, da eksen uden tvivt er et konfliktemne, men det kan jo komme an på en prøve.
Prøv lige at læse dit indlæg igen. Kan du ikke se, at det vil ikke holde i længden? Du skal til evig tid gå og være på vagt, så din kone ikke bliver jaloux?
Det er ikke måden at gøre det på. Jalousi er en psykisk tilstand, der meget vel kan eskalere, så den skal behandles.
Hun skal med professionel hjælp lære at indse, at hun altså ikke ejer dig, du har ret til at mødes med dine børns mor, ret til at være fortrolig med hende omkring jeres børn. Det nytter da ikke, at du resten af livet skal løbe spidsrod for at nå at fortælle din nuværende at du har talt med din eks.
Som du beskriver det, er det ikke dig, der er noget i vejen med, det er din kone og hun bør hurtigst muligt indse dette og få noget hjælp, det samme bør Tiamaria.
Min mand var efter sin skilsmisse fra sine børns mor en periode sammen med en yderst jaloux kvinde, og det lykkedes for denne kvinde at gøre ubodelig skade i min mands forhold til sine børn, der nu er voksne, men stadig ikke har den gode kontakt til deres far, som de burde, netop fordi denne kvinde ikke kunne tåle, at han havde behov for at være sammen med sine børn, fordi det betød at han også skulle tale med deres mor.
Jeg har nu været i min mands liv i godt ti år, og selv om jeg har et meget fint forhold til hans børn og deres mor - vi har sågar holdt jul sammen, ja så er skaden i forhold til hans børn sket, og han bliver aldrig deres fortrolige.
Hvis ikke din nuværende kone kan forstå at et godt forhold til dine børn også indebærer god kontakt til deres mor, så skal du alvorligt overveje jeres forhold.
Så vidt jeg er orienteret, så er psykologhjælp til jalousi ikke en gang specielt besværligt eller langvarigt, så det ville da være den bedste julegave.
Uha.... Det her er et meget sårbart emne..
Først tak for dit svar Lotte, som jeg vender tilbage til.
Til dig Lbj... Jeg tror at jeg minder utrolig meget om din kone, og du minder utrolig meget om min mand! Ja, han er konfliktsky og meget mere reserveret end jeg. Og det synes jeg netop gør det extra svært.
Jeg kan høre at Jeres historie minder helt utrolig meget om vores. Hvis ikke der sker noget skelsættende for Jer, vil I ende her hvor vi er nu..
Jeg vil give Lotte fuldstændig ret i, at det sikkert er din kone (og jeg) der har de største problemer.
F.eks. kan jeg tydeligt høre hvor forkert det er, når du fortæller omkring den åbenhed som din kone kræver af dig (og som jeg kræver af min) - at du flux skal hjem og aflægge rapport, når der er "sket noget". Jeg kan forstå at episoden hvor du var taget hjem til din eks - den turde du ikke fortælle hende om.. Sådan ville min mand også have det... Han ville virkelig skulle finde det rette tidspunkt, før han turde "servere" det for mig.. Og NEJ, det kan ikke være rigtigt...
Det kan ikke være rigtigt, at hun snager i din telefon (har jeg også gjort 100 gange) for at lede efter fejl hos dig (at du ikke har fortalt hende om et opkald).
Noget der virkelig også slog mig, er at du lader dig styre af IKKE AT MÅ GÅ IND I DINE BØRNS HJEM for ikke at såre din kone! Jeg kan virkelig høre, hvor forkert det er... Tænk at du ikke aner hvordan dine børns værelser ser ud, - det er deres hjem, deres base, deres liv! Her synes jeg virkelig det er forkert af dig at imødekomme din kone - det er et helt urimeligt krav at stille.
Jeg kan kun fortælle dig - at det bliver værre med tiden! Hvis ikke du sætter grænser for, hvor meget du vil lade dig styre - så tager hun helt over.
Her er det vigtigt at påpege, at jeg tror ikke din kone er en heks. Men jeg ved hvordan hun har det, og jo mere du giver dig, jo mere vil hun forsøge at opnå det ultimative - at du ikke har nogen kontakt med hende overhovedet.
Min mand har sat grænser for mig. Han har simpelthen nægtet at informere mig om alt. Han gider ikke stå til regnskab, hvis eksen har ringet om noget næsten ligegyldigt. I en lang periode forsøgte jeg så at gøre "gengæld", ved ikke at spørge til noget, ikke at interessere mig for det overhovedet, og jeg oplevede at vores forhold begyndte at gå meget bedre - jeg følte mig lettet, jeg fik ro i mit hoved (og undlod at snage i hans telefon...) og fik en fornemmelse af, at uanset hvad de havde af kontakt, så kom han glad hjem til mig og var meget bedre til at vise mig kærlighed.
Så blev vi tætte igen, og så begyndte jeg endnu engang at interessere mig for deres kontakt - og endnu engang begyndte vores forhold at gå ned ad bakke...
Det skal lige siges, at det er svært at blive enige, når man er så forskellige som mennesker.. Som Lotte f.eks. siger, at det er OS, der har et problem osv. - så er jeg jo sådan indrettet, at hvis jeg gjorde noget, som gjorde min mand ked af det - så ville jeg gøre ALT for at ændre det og imødekomme ham. Jeg ville ikke bare kunne ignorere at jeg sårede ham så dybt. Men det kan han. Og når han har det sådan, er det svært at føle sig elsket, når det er så vanvittig langt fra hvad man selv ville have gjort.
Her skal jeg virkelig arbejde med min accept af, at vi er forskellige som mennesker.
Jeg synes, Lbj, at du virker som et utrolig dejligt menneske -du vil gerne gøre alle glade, og nu kan du ikke forstå, at tingene går i hårknude for dig. Du gør heller ikke noget forkert - jo, måske at du lader dig styre af din kones jalousi og urimelige krav til dig... Men det ville jeg jo opfatte som kærlighed, hvis det var min mand der var sådan... Derfor kan jeg også forudse hvad der vil ske, hvis du bliver ved med det.
Derfor Lotte! Dit svar var svært at læse.. Du rammer flere steder plet. Der er jo selvfølgelig mange flere aspekter i det, end angivet her.. Min mand ER svær at leve sammen med og kommunikere med - men det er jeg også selv.
Jeg har gentagne gange bedt ham hjælpe mig med min jalousi. Bedt ham gå med til en terapeut el.lign. Har sagt at han ikke behøver sige noget, hvis bare han vil med. I håb om at han vil forstå... Forstå tingene fra min side også, og prøve at være mere imødekommende overfor mig.
Jeg er udmærket klar over min egen andel i, at det går galt. Men han tager ikke ansvar for noget som helst. Jeg synes jo, at uanset hvem der har de største fejl, så er det vores fælles ansvar at få tingene til at fungere, og det har han stået helt af på. Jeg har direkte bedt ham om hjælp, men hver gang følt mig sparket på - idet han så bliver endnu mere irriteret på mig.
Jeg har, Lbj, i modsætning til din kone, nok en større forståelse for, at når man har børn sammen, så føler der en masse ting med - forældremøder, sportsstævner og lign. Hvorfor skulle ikke både du og din eks ville deltage i et arrangement - hvad hvis et af børnene skal spille skuespil f.eks. - hvem af Jer skal så være fraværende?
Nå, men som du nok kan høre, så ved jeg godt selv, at den er gal.
Jeg har utallige gange sagt til min mand, at jeg kan sagtens se at livet var meget lettere, hvis jeg var anderledes indrettet.
Men det er ikke uvilje fra min side... Jeg ville virkelig ønske, at jeg ikke fik den der hæslige følelse af irritation, angst, vrede og jalousi, når hun ringer. Tænk, hvis jeg bare kunne trække på skuldrene og så slå det ud af hovedet igen. Jeg er villig til at ambutere en arm for at kunne opleve det sådan.
Jeg vil absolut ikke give Lotte ret i, at det ikke er særlig langvarigt at blive behandlet for jalousi!! Bag ved dine ellers ret så kloge ord Lotte, ligger der her en meget stor uvidenhed omkring dette emne. Ja, jalousi er en psykisk lidelse, men den er absolut ikke nem at behandle!
Jeg har også førhen været meget jaloux (i et andet forhold) og været i et helt behandlingsforløb (1 år) hos en psykolog, uden at profitere særlig meget af det. Det afhænger helt af, hvad man har med i bagagen.
Og så den her nye måde at leve sammen på, der er ikke så meget hjælp at hente - alle ved, at det er svært, men ingen har endnu fundet de viise sten.
Lbj, prøv at søge på google "sammenbragte familiers forum" (kan ikke lige huske adressen..) Men lad være med at fortælle din kone om den sådan lige umiddelbart - idet den er spækket med indlæg fra frustrerede papmøde, som ikke kan finde deres ben i den nye familie... Som er meget jaloux og urimelige, både vedr. børn og ekskoner ("eks-hekse" bliver de kaldt derinde).
Når jeg sidder og læser deres indlæg, tænker jeg, at jeg trods alt er en god papmor! Til trods for min mands manglende anerkendelse... Jeg kritiserer ikke min mands børn, jeg kritiserer ikke eksen (jeg holder det i mit hoved) og brokker mig over alverdens ting...
Men på denne side kan du ligesom få et billede af, hvad du har i vente... Hvis du tør... Jeg synes at de fleste indlæg kommer fra rigtig stride papmødre - og din kone lyder godt nok somom hun let kunne havne der.
Jeg lider nok mest i stilhed, og manglende anerkendelse og initiativ fra mand, er med til at gøre vores situation meget svær.
Jeg mener af hele mit hjerte, at I bør søge hjælp.
Til dig Lotte - jeg fik ikke sagt ordentlig tak for at du har skrevet. Det er dejligt at høre en anden vinkel på det hele. Da du skrev at jeg var igang med at forlade et forhold på bekostning af min egen kærlighed og vores børn, blev jeg flov.... Du har fuldstændig ret. Derfor var det også svært at læse..
MEN det er svært at leve sammen i en sammenbragt familie! Der er stort set næsten altid jalousi med i det. Der er fædre der er utrolig vattede, og papmødre der er de rene hekse. Der er rigtig mange varianter.
Jeg kan forstå at du har mødt din mand, da børnene var rimelig store. Jeg vil sige, at for os, som tilsammen har 5 børn under 14 år, er det nok et lidt andet billede. Der er mange hensyn som skal tages i alle retninger, både til det enkelte barn, men også til alle implicerede voksne.
De fleste forhold i sammenbragte familier går i stykker indenfor de første 2 år! Det fortæller jo også noget om, hvor svært det er.. Så man skal ikke bagatellisere og forklare alt med jalousi.
Iøvrigt synes jeg ikke det er rigtigt af dig, at mene at din mands eks-kone har ødelagt hans forhold til hans børn! Det er han da fuldstændig selv ansvarlig for!! Ligesom Lbj selv er ansvarlig for, hvor langt han vil gå nu...
Lbj, du kommer til at fortryde det senere, at du kun tager med til hver andet arrangement der er.. Du vil få rigtig dårlig samvittighed over de gange, du er udeblevet - fordi det var eks`ens tur... Tænk at være dine børn, som måske sidder der og ønsker at du var der også - men, nåh nej, det var mor der skulle med denne gang.... Kan du ikke selv høre det?
Det er her jeg lider i stilhed.. Jeg kan vælge at tage med, eller han kan tage afsted alene. Det er heller ikke alt han ønsker at deltage i. Men jeg ønsker da også for mine egne, at deres far kommer, når der er noget. Jeg bliver ligefrem skuffet på deres vegne, når han ikke stiller op.
Mine børns far har også levet sammen med en pige, som var meget jaloux. Det ødelagte rigtig meget, både mellem ham og jeg, men også mellem ham og børnene.. Men jeg bebrejder ikke hende noget, det var da ham der var en vatnisse!
Han har efterfølgende sagt til mig, at der ikke er noget han fortryder så meget, som at han lod sig styre af hende i 2 år... Børnene var ret små dengang, og han gik glip af meget.
Jeg synes, Lbj, at du skal gå ind og se på før omtalte hjemmeside.. Det er hård kost. Selv for mig, som jo sagtens kan følge de her frustrerede papmødre.
Forskellen er vist bare, at jeg godt selv er klar over at jeg opfører mig forkert. (Kunne du ikke også høre det på mig Lotte?)
Min mand har iøvrigt givet sig (igår) og vil gerne gå med til noget rådgivning..
Håbet lever stadig :-)
Hører gerne mere fra dig..
Lbj! Jeg ville ønske du var min mand.
Du har tilbudt din kone en åbenhed, som jeg selv har ønsket - men som jeg alligevel tror er usund for mig. Det er måske svært at forstå, men det er nok en erkendelse af, at jeg ikke bliver gladere af at høre, at nu har hun ringet igen for at høre om x har glemt sin røde hue hos os........
Jeg kan fortælle dig, hvad jeg bilder mig ind vil hjælpe på VORES problem, hvad det er JEG savner..
Jeg savner, at han, når hun har ringet og jeg er der, fortæller mig hvad hun ringede om selvfølgelig (det gør han også) - men i det tilfælde at jeg så "begynder..." - tager om mig og fortæller mig at det er jo ligemeget, at han netop her giver udtryk for, at det er mig han elsker og at det opkald var fuldstændig ligemeget......
Jeg savner, at han, når han kommer hjem efter at have afleveret eller hentet børnene, fortæller mig hvad der er blevet informeret om osv. uden at jeg selv skal spørge.. Når det har taget lang tid, så ved jeg jo at der har "været noget", men han fortæller det ikke før jeg spørger og det gør mig usikker..
Jeg savner, at han, når han hun har ringet og jeg ikke har været der, fortæller mig om det, hvis det er relevant for mig... Og hvad er så relevant... Jeg har jo selv trukket mig en del fra børnene, har manglet overskud pga. alle vores problemer omkring det..
Jeg savner at han ser på mig som en samarbejdspartner omkring børnene, jeg vil dem jo gerne. Jeg savner at føle, at jeg også betyder noget. At min mening tæller - ikke at jeg vil bestemme, men at han har lyst til at dele tingene med mig og høre min mening. Jeg savner at han har lyst til at samarbejde med mig også.. Det er gået helt fløjten, pga. min opførsel.
Jeg savner at jeg kan fortælle ham om det, når jeg har det svært med noget, uden altid at frygte et skænderi. Jeg savner at han reagerer på min usikkerhed og angst.
Jeg savner at mærke fællesskab, nærhed og tosomhed.
Jeg er klar over at jeg selv har været med til at skubbe ham fra mig - netop ved at være, sådan som din kone er.
Men jeg er også meget bevidst om, at hvis min mand vare mere imødekommende og bedre til at modtage de signaler jeg sender, hvis han kunne vise mig kærlighed, selv når han synes jeg er irriterende - så ville jeg være mere "tryg".
Jeg føler hele tiden, at jeg skal gøre mig fortjent til hans kærlighed. At han kun elsker mig når jeg er sød og glad. Når jeg træder ved siden af, føler jeg mig som det sidste menneske i verden han gider bruge tid og energi på. Men det har vel udviklet sig sådan, på baggrund af alt hvad der har været.
At han er så konfliktsky og reserveret, gør ham svær at "læse". Måske virker du også sådan på din kone? Siger hun, at du gør hende usikker? Heller ikke jeg går og er bange for at min mand skulle være mig utro. Jeg har netop anklaget ham for at være mig følelsesmæssigt utro...
Vi har det rigtig godt sammen i hverdagen. Vi skændes ikke over dagligdags ting. Vi skændes KUN omkring det her..
Derfor gør det også så ondt, at skulle give slip på ham hvis han vitterlig har det som du beskriver! Kunne han bare udtrykke sig, som du gør. Men han lukker helt af og er meget svær at komme ind på igen.
Jeg vil sluttelig fortælle dig, at min følelse af angst, usikkerhed, vrede og jalousi, er reel nok.. Jeg opfører mig ikke som jeg gør, af et ondt hjerte. Men jeg oplever så stor "smerte" indeni (det lyder så opreklameret, men det er sådan det er) at jeg ind imellem bare vil væk. Jeg kan ikke holde ud til at have så ondt, og bekymre mig så meget...
Men hvis det hele bunder i, at vi går fejl af hinanden hele tiden, så synes jeg jo det er værd at kæmpe for.
Faktisk har jeg tit været i tvivl, om det virkelig kan passe, at jeg stadig elsker ham så højt? Efter alle de konflikter.. Alle de gange, hvor jeg har haft brug for ham (for det har man jo, selvom man er urimelig måske) og han har vendt mig ryggen.
Men ja, jeg elsker ham. Kan slet ikke forestille mig et liv uden ham.
Måske du skulle prøve at foreslå parterapi, og sige at det er fordi DU har svært ved at håndtere situationen. Du skal nok ikke give udtryk for, at du mener det kun er hende, der har brug for hjælp.
En terapeut vil lynhurtigt kunne aflæse, hvor skoen trykker. Og i Jeres forhold er der ingen tvivl om, at din kone er jaloux og urimelig i sine krav. Jeg synes at du strækker dig meget langt for at tilpasse dig hende - på dine børns bekostning, og det vil du senere fortryde.
Tror du, at du kan finde den røde i tråd i hvad jeg mener i det hele taget?
Jeg kender ikke statistikken for sammenbragte familiers holdbarhed, men naturligvis er det svært. Hvis der ikke var børn i det bristede forhold, ville enhver psykolog nok sige "drop kontakten til eksen og læg så fokus og engagement i det nye forhold. Giv slip selv og hjælp din eks til at give slip". Det holder jo bare ikke, når der er børn involveret, og alligevel skal der gives slip.
Jeg anser nu ikke min nuværende kone som en ren papheks. Hun er meget sød, kærlig og engageret også i mine børn, og kan såmænd også tale med min eks. Vi har alle deltaget i enkelte skolearrangementer, vi har holdt en konfirmation sammen, og min kone har sågar ment, samtlige ekser skulle inviteres med til et par runde fødselsdage (hvilket jeg nu selv er lidt uforstående overfor, så har vi da for alvor signalforvrængning, men hvad?). Min kone er bare generelt alt for sensibel/fobisk og ja, jaloux, når det gælder min eks.
Men et behov for mere åbenhed omkring min kontakt med eksen vil jeg gerne forsøge at honorere, blot jeg ikke skal stå til regnskab for alt hvad jeg siger, beslutter og gør. Kan jeg højne tilliden ved at være lidt mere vaks i porten, så for min skyld ingen alarm, blot modtageren er i stand til at håndtere informationen (men det bør hun vel egentlig være, hvor er ellers fortroligheden?).
Måske var lidt psykologhjælp til jalousi en ganske udemærket julegave, men det skal nok pakkes lidt ind, da min kone ikke vedkender sig at være jaloux.
Tisamariah, det glæder mig, at du og din mand ikke har opgivet endnu. Jeg ønsker jer held og lykke med rådgivningen. Tag dig nu sammen og giv slip. Fokuser på alt det positive og hav tillid til fremtiden.
Og Lotte, tak for rigtig mange gode råd.
Jeg finder det nu ganske interessant at læse om to næsten sammenstemmende historier, men fra hver sin vinkel. Og jo – jeg fornemmer også, der er forskelle. Jeg ved godt, jeg har været hård i min bedømmelse, men jeg finder det simpelt hen så forstemmende, at sådanne to koner skal ødelægge så meget.
Tiamaria, du skriver noget så tydeligt at du er fuldstændig klar over, hvor du begår fejlene, du har endda prøvet at lade være med at blande dig, hvor efter du erfarede at alle, også du selv, fik det meget bedre, alle blev gladere. Hvem, er det så lige, der skal forstå, at du så valgte at gå tilbage til den gamle gænge??? Din mand? Hvorfor i alverden det?? Du savner forskellige ting hos ham, men han har meldt hus forbi, det forstår jeg også godt.
Du har ret; jeg er sikkert uvidende i hvor lang tid en behandling tager, men jeg tillader mig dog at løfte et stilfærdigt øjenbryn her: Du har gået til psykolog et helt år uden effekt. Har overvejelse om at skifte behandler, behandligsmetode været til stede? Da du er fuldstændig bekendt med, hvor du begår fejlene, handler det så måske ikke om, at du ikke ønsker at ændre på disse destruktive ting i din natur? Og det er ikke ondt skrevet – jeg ved faktisk kun alt for godt, at hvis man begynder at gå ind og rode med de dybe ting, så kan det gøre ondt, rigtig ondt, men du bør også vide, at det for mange mennesker desværre er nødvendigt, for at kunne komme hel ud på den anden side. Byrden foran en bliver bare større og større, hvis ikke man får den åbnet og ryddet væk.
Du må meget undskylde jeg er hård – men jeg fatter det simpelt hen ikke. Jo, jeg kan forstå, at du har det meget dårligt med dig selv, og det føler jeg voldsomt med dig omkring, men du ved jo, at du ikke får det bedre, ved at være jaloux på din mands ekskone. Som jeg læser det lidt, så er det i bund og grund slet ikke det, det handler om, men det er håndgribeligt for dig, hvorfor det er der, du slår ned.
Alt det du remser op, som du savner hos din mand, ja, men det tror jeg et eller andet sted sagtens du kunne have fået, hvis ikke du - og her gætter jeg, jeg ved det – havde angrebet ham gang på gang, men i stedet helt og aldeles havde valgt at stole på ham, stole på, at han af sig selv ville fortælle dig alt relevant på et for ham rimeligt tidspunkt, hvis han vel og mærke kunne være sikker på ikke at møde et angreb.
Du har ret, at jeg påstår at min eksmands kæreste har ødelagt min mands forhold til sine børn, selvfølgelig var det hans problem. Jeg beskrev ikke historien, da den ganske enkelt ikke er relevant her, da denne kæreste heller ikke kunne tåle hans børn, (det er ikke problemet her) og hun var ondskabsfuld over for dem på en måde, som ikke er kommet frem før lang tid efter, hvor min mands søn fortalte om det til min datter. Min mand har været helt uvidende om alle de knibemærker, hun tildelte hans børn, når han ikke så det. Selvfølgelig har børnene også følt, det var deres fars skyld, at han bød dem at være sammen med en sådan person. Hvorfor børnene valgte at lade være med at sige noget, kan vi jo diskutere, men det gjorde de altså ikke. Denne jalousi fra hendes side gjorde jo desværre også, at min mand fik foretaget nogle fatale valg for at undgå hysteriske scener foran sine børn, og nej, det er ikke sådan at tilgive, men han betaler så sandelig også regningen. Bagefter kan han da sagtens se, at han burde have foretaget nogle andre valg, men sådan kan man jo sagtens være klog bagefter – det er måske derfor jeg her råber meget højt op – for hvis ikke disse fædre kan fortsætte det gode forhold til deres børns mødre, så kommer det til at koste – og det er dyrt, skal jeg hilse at sige.
Om det er nemmere eller sværere afhængigt af børns alder skal jeg ikke kunne sige, men jeg godt fortælle dig, at jeg ikke har haft nemt ved at få god kontakt til to pubertetsbørn, især efter hvad de havde været igennem med den forrige.
Selv om de børn jo for længst er voksne så har min mand og hans børns mor da stadig behov for god og positiv kontakt. Selvfølgelig er det mere sjældent nu, men de har da haft lange samtaler sammen med deres børn, hvor jeg da ikke skulle være til stede – omkring uddannelse, bolig osv. Og sådan skal det da for pokker være. I modsætening til de to koner, der tales om her, har jeg da følt en dyb misundelse over, at de kunne have den gode kontakt omkring deres børn. Mine børns far og jeg kan ikke tale sammen. Vi ses da ind i mellem til arrangemeneter med vores børn, skal endda holde juleaften sammen, jo, han hilser da venligt, men taler ellers overhovedet ikke til mig – gør det i øvrigt så elegant, at ingen – andre end jeg – lægger mærke til det. Jeg stiller op til det, fordi vores børn gerne vil have det, men det er altså en lille smule anstrengende.
Der var så også en præsentation af mig – jeg har også været i klemme, men bare på en anden måde. Jeg sidder altså ikke bare her med ”hønserøv” og er så ”skide klog” - jeg har mødt forskellige problematikker.
Åh jamen hvor skal jeg starte.... Først vil jeg lige sige, at jeg ikke betragter dig som... nu kan jeg ikke huske hvad du skrev (det irriterer mig, at man ikke kan se det seneste indlæg) nå men noget med en bedrevidende.....
Jeg har læst nogle af dine andre "skriverier" her på siden, og betragter dig afgjort som en livsklog "gammel ræv" - ja undskyld, håber du ved hvad jeg mener, det er positivt. Meget endda!
Du har helt sikkert ret i rigtig mange ting. Men det er jo sådan, I sådan et forum som det her - at man aldrig får det hele med.
Der er altid to sider af en sag - og derfor "tør" jeg også at udstille mine de dårlige - sikkert fordi jeg ved, at jeg er ikke den eneste der har fejl, jeg ved at min mand har sin del af vores efterhånden skrøbelige forhold på samvittigheden.
Min mand er typen som ALDRIG giver en undskyldning og ALTID tager kritik - ja, på en i mine øjne direkte barnlig facon. Han lukker fuldstændig af og bliver totalt utilnærmelig. Gerne i flere dage. Når han har det sådan, er det somom han dyrker at pleje sine egne interesser og gør ting, som han ved gør mig ondt.
Jeg synes det handler meget om at finde balancen. At give og tage. Og i vores tilfælde, tager han kun... Jeg kunne nævne rigtig mange eksempler på hans måde at såre mig på, men det ville være at gå for vidt på disse sider.
Når hans eks har præsteret at ringe op til 4 gange om dagen, om noget fuldstændig ligegyldigt - så synes jeg virkelig det er mangel på respekt for vores privatlivs fred - og det er ikke min jalousi, der taler her.. Jeg har flere gange kunnet stille uret efter hendes ringeri - når vi havde børnefri-weekend, var det stensikkert at hun ringede fredag aften omkring kl. 22 - senere ændrede det sig til lørdag formiddag omkring kl. 9 (igennem lange perioder) osv. osv. Jeg har oplevet at jeg har sagt "nå, nu ringer x lige om lidt...." - og ganske rigtigt....
Min mand affandt sig med dette, sagde aldrig fra.
Jeg har flere veninder som også lever i sammenbragt familie - og ingen af dem forstår, hvorfor jeg er her endnu. (De har så kun min side af sagen... De kan godt li` min mand). De har alle de samme problemer, mere eller mindre (de bryder sig heller ikke om det, hvis de føler at eksen er for meget "inde over") - forskellen på deres og vores forhold er, at deres mænd står bag dem, bakker dem op, aftaler ting omkring børnene med dem, viser dem, at de er elsket.
Min mand har det ikke i sig. Han anerkender ikke/aldrig de ting jeg gør, han roser mig ikke, køber aldrig noget til mig (og det gør jeg tit til ham!) - tager det som en selvfølge, at jeg vasker børnenes tøj, laver mad til dem osv. osv.
Han har nævnt, ganske vist inddirekte, at han fortryder han flyttede fra familien (han forlod sin kone til fordel for mig).
Når jeg har bedt om hans hjælp til at komme igennem de her ting - sagt at jeg har brug for ros og anerkendelse, åbenhed og ærlighed - kan han godt forstå det - men gør ingenting. Han fortsætter med at lyve eller "fortie" tingene for mig, til trods for at jeg stort set aldrig "pipper" mere, hvis hun ringer.
Det er ikke muligt at "lukke bogen" og starte på ny, for det næste der sker, er at jeg tager ham i endnu en løgn (UDEN at snage i hans telefon). Det kommer gerne via børnene. At jeg oplever, at han ikke har fortalt mig sandheden eller direkte har løget for mig. Og når så den gamle bog er åbnet igen, så er det at jeg endnu engang bliver mistroisk og "på vagt".
Når jeg sidder og skriver og tænker over de her ting, så forstår jeg ikke selv, at jeg bliver ved. Det er muligt at jeg selv har skabt mønsteret - men det er ikke muligt at ændre det alene.. Og jeg har ved gud forsøgt utallige gange.
Jeg må sige, at de "løgne" - det er aldrig noget alvorligt, men ting hvor jeg tænker hvorfor i himlens navn han ikke bare har fortalt mig det..
At jeg ikke har fået så meget ud af min tidligere terapi, tror jeg var fordi at jeg midt i forløbet gav op, og gik fra min daværende kæreste. (Jeg har også været ved mere end èn..).
De ting jeg lærte dengang, har jeg med mig endnu, og prøver at bruge. Når jeg mærker at det går galt for mig. Men når jeg ikke har min mands støtte og vilje til at ændre, så kan jeg ikke se hvordan - tværtimod gør han tingene unødigt sværere for os.
Jeg bliver skuffet, ked af det og gal - og jeg er bare ikke særlig charmerende når jeg har det sådan, det er jeg slet ikke i tvivl om.
Jeg håber at en terapeut kan gøre noget for min mand også, idet jeg tror han går rundt med meget dårlig samvittighed overfor eksen og børnene - og måske derfor ikke lever 100% i det her.. For det gør han ikke. Det er dèr jeg ønsker, at Lbj var min mand - for det lyder somom han har det jeg mangler!
Måske forstår du bedre nu...
Jeg håber stadig at "vinde min mand tilbage". Der er fejl på begge sider, ingen tvivl om det.
Og sluttelig vil jeg sige, at mine papbørn og jeg har et fantastisk godt forhold til hinanden. -