Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det er ikke overskud der fylder lige p.t. - og idag er jeg hjemme ved et sygt barn som jeg snart skal til lægen med......
Lbj, det glæder mig at I har besluttet at opgive hver Jeres lejlighed og flytte sammen.. Jeg håber og ønsker virkelig det bedste for Jer.
Jeg er nødt til at lade være med at komme med alt for mange kommentarer i forhold til Jer, - jeg er dèr, hvor jeg ikke tror på noget mere, og at læse at du har spist frokost hos eks`en (det må være det enkeltstående tilfælde du har nævnt før, du har bare ikke før nævnt hvad det gik ud på) gør mig ondt på din kones vegne helt ind i sjælen....... Jeg er glad for at I kan løse problemerne sammen og det glæder mig oprigtigt, at det trods alt lykkes for NOGEN.
Her går det bare slet ikke godt. Han føler at jeg omklamrer ham, og jeg fortalte om, at jo mindre han giver mig - jo mere har jeg behov for. Jeg har fortalt om min usikkerhed, at jeg er bange og utryg, at jeg har brug for at føle mig elsket og værdsat osv. osv. osv. Ingenting sker.
Jeg gik ham på klingen en aften, spurgte ham direkte "du elsker mig ikke mere, vel?" Intet svar. Tavshed. Spurgte igen. Efter LANG tid sagde han endelig "jeg holder utrolig meget af dig, men...." Han mener at der er så mange ridser i lakken, at han har svært ved at finde ud af sine følelser.
Men jeg kender jo selv svaret...... Nej, han elsker mig ikke. Det har han ikke gjort længe. Hvis han elskede mig, ville han ikke bare lægge sig til at sove når jeg græder mig i søvn. Han ville i det mindste sige undskyld, når han har kaldt mig "syge kælling" imens jeg har stået og stortudet og spurgt ham hvorfor han lyver for mig. (Han plejer ikke bruge skældsord....).
Jeg har nok ladet ham "køre med mig" alt for længe... Jeg er utrolig ked af det. Prøver at hænge sammen og få dagene til at gå. Ved dog ikke rigtig hvad jeg venter på....... Jeg kan ikke se hvordan jeg bare skulle kunne forlade huset og flytte. Vi står begge to som ejere. Hvad nu, hvis jeg flytter og han dør???? Det er sådan nogle mærkelige ting, jeg tænker på. Kan bare slet ikke overskue det.
Nu er der gået en uge hvor vi ikke har rørt hinanden. Det plejer ALTID at være mig, der skal hive os op efter en konflikt. Jeg har besluttet mig at lade ham være, men kan næsten heller ikke holde ud til at være her sammen med ham, på den her måde.
Han er direkte ondskabsfuld overfor mig, når vi har en konflikt. Han er ligeglad med at han gør ting, der sårer mig, for det er jo mig der har et problem og ikke ham. Det er jo MIG, som skaber alle problemerne.
Hvis ikke han kan køre solo, gøre nøjagtig hvad der passer ham (eller eks`en) - så har vi balladen. For hvis jeg giver det mindste pip, så er han sur. Det er ikke muligt at ændre! Uanset hvor lempeligt jeg prøver at servere tingene for ham, uanset hvor meget umage jeg gør mig, for at han ikke skal føle det som et angreb, så får vi en konflikt. Han bliver sur. Jeg kan ikke sige stille og roligt "det gør mig ked af det, at du gør sådan og sådan, det får mig til at føle at jeg ikke betyder noget for dig" el.lign. Det bliver modtaget med en sur mine, han bliver så gal, og uanset hvor ked af det jeg er - han er ligeglad.
Jeg kan godt selv høre det, jeg skal væk. Mine værste anelser er jo virkelighed, han elsker mig ikke mere, og jeg har GRUND til at være jaloux.
Jeg bebrejder ikke eks`en særlig meget. Hun ville ALDRIG kunne ødelægge et godt forhold... Det er min mand, der ødelægger vores familie.
Til jul havde hans børn lavet alle mulige gaver til os, med vores initialer og hjerter og jeg ved ikke hvad.. "Nu er i nødt til at blive sammen, for de ting her, er jo til Jer begge to" sagde den mindste... (De har vel deres anelser).
Jeg har givet op. Orker ikke at gå i terapi sammen med ham (det vil han sikkert heller ikke alligevel). Som du skrev LBJ, så blusser tingene jo gerne op, når de skal vendes igen. Jeg orker det ikke, det gør for ondt. Jeg er så inderligt skuffet over ham. Forstår simpelthen ikke hvordan vi er havnet her.
Min store pige på 15 brød ind i det skænderi vi havde for en uges tid siden. Hun kom og "hentede mig" - "så mor, du skal væk fra ham" sagde hun, og vores roller var pludselig byttet om. Jeg var fuldstændig opløst af gråd. Hun sagde bl.a. til mig, at hvis HUN var sammen med en kæreste, som gjorde hende så ked af det - så vidste hun, at jeg ville sige hun skulle gå fra ham...
Hun er villig til hvad som helst. Om det så er en 2-værelses lejlighed siger hun. Hun kan ikke holde ud til at se mig så ked af det, som hun har gjort i flere og lange perioder det sidste halve år.
Jeg har fået det sådan, at jeg ikke magter tage kampen op, jeg vil bare væk. Men jeg gør ikke noget for det.. Hvad er det jeg venter på??? Han elsker mig ikke og gør mig kun ked af det.
Tak for dit gode råd Lotte, med at kopiere... Har ikke gjort det nu, men vil da gøre det fremover. Ville ønske jeg havde mere tid ligenu.
Jeg læser hvad I skriver og vender tilbage.. Og tak.
Du har direkte fået et vide, at din mand ikke elsker dig. Du har gentagne gange skrevet, at du var kørt træt i det. Jeg kan tydeligt forstå at jeres børn er dybt involverede. De mindste, der ikke kan vurdere, hvad et brud vil betyde – og som derfor er bange, og giver jer fællesgaver, så ”I kan blive sammen.” En 15-årig som må bryde ind i en konflikt mellem jer, fordi hun bliver angst.
Hvad er det dog, I har gang i????
Ja, jeg er dybt chokeret. Er der slet ikke nogen i hele dette, der kan være voksen?
Skulle I ikke i en fart få sat jer ned og få stoppet dette - inden nogle af jeres børn tager alvorligt skade?
Lige nu er jeg faktisk ret ligeglad med, hvordan du og din mand har det – det drejer sig om nogle børn, der gerne skulle blive til hele mennesker, og som I er i fuld gang med at ødelægge følelsesmæssigt.
Ja, undskyld – men her er jeg dybt rystet.
Jeg har fulgt debatten, og vil gerne tilføje den kommentar til Lottes udmærkede indlæg, at jeg er helt enig.
Min vurdering er, at du er handlingslammet og har brug for akut lægehjælp inden du ødelægger for meget for dig selv og din familie.
Kære Tiamaria der er altså grænser for, hvad man (ustraffet) kan byde sine børn.
Da jeg læste dit indlæg, var ”handlingslammet” også det ord, der umiddelbart slog mig. Jeg forstår, det er bøvlet at gå fra hinanden med fælles hus, men kan i ikke snakke sammen, som du giver udtryk for (han hidser sig op og vil ikke lytte), så er der måske ikke anden vej end at forlade hinanden. Huset og andet fælleseje må i jo så dele. Hvis han bliver i huset, må han naturligvis købe dig ud. Du skal da ikke hænge økonomisk på et hus sammen med en mand, du har forladt. Selvom i ikke er gift, mener jeg Statsforvaltningen kan være behjælpelig med den slags ting.
Du hæfter dig ved, at din kæreste direkte adspurgt ikke elsker dig længere. Men elsker du ham? Det er ikke mange positive ord, han har fået med på vejen, så hvis dit svar er ja, du elsker ham stadig, så har i måske bare en forskellig tolkning af ordet elske. For dig er det måske et mere varigt og stabilt begreb, mens det for ham kan være mere flygtigt og situationsbestemt.
Som Lotte og Leonine skriver, er det uhyre vigtigt, børnene ikke lider overlast i jeres konflikter. En konflikt i ny og næ kan næppe undgås, men oplever børnene ofte konflikter eller kold luft imellem jer, så gør det selvfølgelig ondt. De små børns gestus viser, at du har deres opbakning; de er næppe bearbejdet hjemmefra af en eks, som gerne vil have din kæreste tilbage, og jeg forstår dig, hvis du føler dig bundet til din kærestes børn og gerne vil blive for dem. Men hvis du og din kæreste ikke kan komme overens og skabe harmoniske omgivelser for jeres børn, så er børnene nok ikke tjent med, at i bliver sammen. Jeg var selv millimeter fra at gå, da vores konflikter kørte højest, dels fordi jeg selv efterhånden havde svært ved at klare det, men bestemt også af hensyn til børnene, som nok udadtil gav udtryk for, at de nødig så os skilt, men som heller ikke kunne være tjent med at færdes i det ragnarok. Men som tidligere nævnt, vi fik heldigvis fundet os selv og snakket tingene igennem i ellevte time og har nu været konfliktfri siden jul/nytår.
Og så må du altså passe godt på dig selv. Den handlingslammelse, jeg fornemmer, er alarmerende. Måske skulle du følge Leonines råd og søge lægehjælp, så du ikke ender ovre i depressionsforaet.
Omkring min egen historie har du ret Tiamaria. Frokosten er identisk med det enkeltstående tilfælde, jeg tidligere har omtalt. Jeg værdsætter din omsorg for min kone i dette tilfælde, men mener nu stadig, jeg agerede korrekt, og der må være plads til den slags. Omfanget og måden kan så måske justeres. Jeg havde hjulpet min ældste datter med at male. Hun havde fået lejlighed i samme bebyggelse som min eks. Min kone var på arbejde, og min datter og jeg skulle hente hende, når hun havde fri. Da vi var færdige med at male, tilbød min eks, at vi kunne spise frokost hos hende, og ærlig talt kan jeg ikke se problemet ved at acceptere denne invitation. Alternativet var at vente nede i bilen eller i min datters lejlighed. Hvilket signal at sende til sine børn: ”Far kan ikke være sammen med jeres mor til en frokost eller er kommet grundigt under tøflen”. Jeg sørgede for ikke at sende forkerte signaler og snakkede også under frokosten om min kone, så ingen kunne være i tvivl om, hvor jeg stod.
Pas nu godt på dig selv Tiamaria og dine kære. Kom på bølgelængde med din kæreste, insister på at få den konsultation hos psykologen, som måske kan bringe jer tilbage på ret køl, eller alternativt, tag konsekvensen og kom ud af det forhold. Har du (eller din kæreste) ikke noget familie eller venner, hvor en af jer kan bo midlertidigt, indtil i får fundet jer selv igen?
Mange tak for Jeres svar.....
Det er ikke fordi jeg ikke er enig med dig Lotte, jeg vil jo selv gerne væk - det er bare slet ikke så enkelt.
"Min mand" som jeg jo ikke er gift med, var i efteråret i banken vedr. muligheden for at købe mig ud af huset - men de mente ikke at hans økonomi ville kunne bære det (det mener han godt nok selv). Det var vist da krisen var på det højeste (både vores og finanskrisen...) - de ville have to personer at "hænge op" på huset. Men måske er det værd at forsøge igen.
Jeg selv havde på et tidspunkt fundet en lejlighed og gik i banken, som kraftigt advarede mig imod at tage den pga. huset... Jeg turde ikke flytte, efter at have fået den besked.
Så jeg føler mig fanget! Kan jo ikke bare pakke og tage væk. Det er jo mine børns faste bopæl. Jeg kan/kunne ikke overskue at finde en billig, midlertidig lejlighed, som jeg muligvis vil kunne klare at sidde i, indtil andet er bestemt.
Jeg aner ikke hvordan man gør.. Min mand tjener omkring 40.000 kr. pr. md, jeg selv ca. 25.000. Jeg forstår ikke, hvordan det kan være så vanskeligt - men ALT blev undersøgt dengang (jeg tror det var i oktober). Vi er ikke velhavende overhovedet, men vi har det godt - har et rådighedsbeløb på ca. 18-20.000 pr. md. til os selv. Vi har ikke "snoldet" de penge væk, vi er fornuftige, bruger dem til ombygning som vi er i fuld gang med + at vi jo tit er mange her (6 personer hvoraf de to er teenagere).
Vi har ikke gæld til andet end huset. Er det ikke en fornuftig økonomi????
Jeg er ikke materialistisk overhovedet, jeg har ikke dyre vaner. Men jeg er bange for at være alene og have udgifter til min egen lejlighed + et hus som jeg i så fald ikke skal bo i. Og bange for ikke at have en bil i forhold til min datter. Hun er 15 år, og jeg kan næsten ikke klare tanken om ikke at kunne hente hende, når hun har været til fest eller sammen med venner fredag/lørdag aften og det bliver sent. (Lyder måske som en lam undskyldning, men den er go` nok - jeg er en totalt kylling når det handler om hende.)
Jeg tænker konstant på, hvad jeg kan gøre. Jeg tror ikke at en læge ville kunne hjælpe mig, jeg føler mig ikke deprimeret, men ja, handlingslammet er nok det rigtige ord. Sætningen "hvad er det jeg venter på?" dukker til stadighed op i mit hoved, og jeg kan ikke finde det rigtige svar.
Dog kan jeg ikke blive ved med at lade stå til, det er jeg fuldstændig klar over. Jeg kan mærke på alle områder, at det her tærer utrolig meget på mig. Min tolerance overfor hans børn er også for nedadgående... Når der er tisset ved siden af toilettet - tandpasta på håndklædet - makrel på mælkekartonen osv. osv. - så føles det 100 gange værre, end hvis det var mine egne... (og nej, det er ikke mine....) Jeg kan virkelig mærke belastningen af at "huse" disse børn, i takt med at vores forhold går helt fra hinanden.
Men nej, nej, jeg er ikke efter dem - jeg er bare tit ved at eksplodere indeni, og ja, det kan de vel mærke.. Jeg tror virkelig på, at jeg formår at holde facaden overfor dem. Jeg tror ikke de har nogen anelse om, hvor slemt det står til. De er heldigvis sparet for de værste konflikter. Det er min egen store, som lider mest under det her.
Men hvordan reagerer man som voksen? Hvad ville du foreslå Lotte?!
Vi kan sætte huset til salg, men er enige om at det er en rigtig dårlig idè ligenu, pga. den ombygning vi er igang med. Men ja, hvis alt andet er umuligt så bliver det da helt klart dèt, vi må gøre. Men de fleste materialer er købt (vinduer til kælderen, gulv, vægbeklædning osv.) - det tager bare tid at få det gjort, fordi han kan det hele selv og vi ikke synes vi vil ofre de mange penge på håndværkere. (Synes heller ikke vi KAN finde penge til håndværkere også...)
Jeg er ikke kommet videre siden sidst jeg skrev, jeg står stampe. Så ja, jeg er vel handlingslammet. Ved ikke hvad jeg skal gribe eller gøre i. Har fået tilbudt en lejlighed her i januar gennem et boligselskab, hvor jeg stod nr. 2 på ventelisten. Jeg sagde ja, men det gjorde nr. 1 også... Så var jeg fri for at tage stilling. Men siden jeg stod nr. 2 - så må jeg vel snart få tilbudt en anden, hvor jeg så står nr. 1.... Og hvad i alverden gør jeg så.......
Det kan sikkert godt tolkes sådan at jeg ikke elsker min mand. Men det gør jeg.. Jeg er jo nærmest ved at kvæle ham i min kærlighed, eller har været. Det er kun min værdighed der gør, at jeg ikke "hefler" for ham mere - han har ikke fortjent den kærlighed, sådan som han behandler mig... I mine lyse øjeblikke kan jeg godt se det. Jeg har gjort så mange ting for at glæde ham, men han gør ALDRIG gengæld. Selvom han er blevet oprigtig glad for de ting jeg har givet, arrangeret eller bare gjort, for at gøre ham glad. Jeg får aldrig noget igen. Hverken i form af anerkendelse, ord, handlinger, overraskelser..... Nu lyder det somom at det hele handler om at give og tage.. Sådan er jeg ikke.. Men enhver blomst skal jo have næring for at overleve.
Jeg sender lige..
Jeg tror virkelig på, at løgn eller fortielse er roden til alt ondt! Det er så svært, for det skal jo tolkes fra begge sider.. Jeg kan sagtens forstå dig. Tanken om at det kunne opstå for mig selv, med børnenes far, er da slet ikke fjern. Min mand ville ikke have grund til at være jaloux over det overhovedet. Og jeg selv ville sikkert synes det var hyggeligt.
Min mands eks-kone ville HELT SIKKERT have gjort det samme som din (og jeg selv med). Men her er jeg oppe mod kræfter som jeg bare ikke forstår, ikke kan tolke overhovedet. Hun er netop meget opsat på sådanne ting. Vil rigtig gerne være sammen med min mand! Til trods for at han var hende utro (med mig) og til trods for at hun selv har en kæreste - så benytter hun hver en lejlighed til at invitere ham ind til alverdens ting.. Hun vil lidt for gerne være sammen med ham - hvor jeg jo helt klart foretrækker, at tingene holdes adskildt.
Hun får min mand til at føle sig splittet hele tiden. Hun får mig til at tænke "back off! Lad os for h.... være...." Men hun er der hele tiden og mere end normalt... Og så kan man diskutere, hvad der er normalt. Men jeg kan ikke leve på denne måde, hvor jeg føler at hun prøver at blive en del af vores hverdag. Hun har helt sikkert en drøm om at blive "en ven af huset" - hvorimod jeg føler det ALT for tæt på, og ved at det aldrig vil ske. Det er ikke fordi jeg nægter at se hendes gode sider eller synes hun er et dårligt menneske - men fordi det kommer for tæt på, og jeg bare ikke kan leve med det.
Min mand ville sikkert synes det var alletiders drømmetilværelse, hvis vi to blev veninder. Så det må være meget skuffende for ham at opleve, at jeg ikke ønsker hendes nærvær mere end allerhøjst nødvendigt. Jeg har en fornemmelse af, at det er med til at gøre situationen "uhåndter-bar" for ham..
Jeg forstår tilnærmelsesvis noget af det - men her er det jo kæden hopper helt af, når vi ikke kan tale sammen om tingene.
Du har ret, LBJ, at børnene tilsyneladende ikke er prepareret hjemmefra. Jeg kan heller ikke blive klog på, om hun ville være interesseret i at få ham tilbage.. Men hun er helt klart interesseret i meget mere end hun får, og jeg synes vi er nået smertegrænsen. Han stiller jo op HVER gang hun kalder (og det gør hun ved gud tit) og bliver aldrig afvist - selv når hun ringer kl. 23 en fredag aften, for at høre om noget fuldstændig ligegyldigt. Der er ingen grænser for, hvor lang snor hun får.
Og ja, jeg er blevet ligeglad med om hun, han eller andre kalder mig jaloux. Jeg ER jaloux... Og får bekræftet fra alle sider, at det har jeg også grund til. Hun kører rundt med min mand som det passer hende, og hun kommer afsted med det. Hun render hos hans familie hele tiden og er begyndt at invitere hans søskende til alverdens ting ude hos hende (det gjorde hun ikke før de blev skilt) - prøver i mine øjne febrilsk at holde sammen på noget, som ikke er mere. Hvorfor? Hvis det ikke er fordi hun vil have ham tilbage? Jeg forstår det ikke.
Nå, men hvis jeg lyder bitter, så er det sikkert fordi jeg ER bitter... Der er ikke noget der er muligt mere, ikke noget der gør, at jeg kan se fremad.
Jeg har ganske ufattelig ondt indeni, jeg savner min mand, og jeg er ubeskrivelig ked af det. Men jeg formår at holde mig oprejst - jeg er ikke deprimeret (endnu..) - og jeg KAN SE, at der er ikke mere jeg kan gøre. Jeg er og vil altid være NR 2... Fordi min mand holder eks`en fast i at være nr. 1. Og fordi min mands familie gør det svært for os, at blive en normal familie.
Jeg har aldrig villet lege mor for hans børn, jeg har bare ønsket at blive accepteret, hvilket jeg er blevet 100% af dem, - og så ellers være dem en god ven, og skabe et godt sted for dem at være. Men jeg kan ikke klare det alene, kan ikke kæmpe for det hele alene. Og jeg kan sagtens se - nu - at det har jeg gjort hidtil. Min mand ønsker ikke at jeg involverer mig, udover at lave mad til dem og vaske deres tøj. Her hopper kæden af for mig.......
For katten.... Du nævner så mange rigtige ting, LBJ. Jeg tror at jeg elsker ham "langsigtet" og han elsker mig i nu`et - i situationen... Når vi ikke har "haft noget" har jeg følt at han elskede mig. Men så snart der har været det mindste, så er jeg det sidste menneske han gider.
Det bliver vist noget værre noget, det her........ Undskyld, undskyld... Jeg er virkelig ked af det hele.
Nej, det er ikke kun min mand der har fejl, jeg har sagtens kunne få øje på mine også. Jeg kan f.eks. blive ved og ved, når jeg er "oppe at køre"... Og kan ikke stoppe, selvom jeg tydeligt kan se at "nu eksploderer han snart".
Han får det værste frem i mig i situationer hvor han gør mig ked af det/skuffet - så er jeg ved gud ikke særlig charmerende. Det pisser ham af.
Må hellere stoppe, før jeg mister mig selv helt igen og bliver en rigtig pain.
Er glad for at I er der.
Jeg er selvfølgelig ked at, at jeg var så hård ved dig, men når børnene bliver gidsler, så ER man nødt til at være voksen og stoppe.
Jeg har jo ikke følelser i klemme her, jeg ved det; derfor vil jeg prøve at skære praktisk igennem, og så håbe, du kan bruge det:
Jeg forstår det der hen, at I er enige om, at det her ikke holder?
Hvis I bliver sammen, vil I begge gå ned på det – I er nødt til at gøre noget ved det.
Selv om du ikke siger noget til hans børn, så kan dit kropssprog ikke skjule det, så jo børnene er garanteret helt klar over, hvor galt det er, og derfor må I handle.
Jeg har talt med min mand om det her – han er bankmand, og det lyder kedeligt, men det er han ikke :-)
Hvis banken sagde nej i efteråret, vil den også gøre det nu, og jeg forstår at din mand gerne vil blive i huset, men der er en anden løsning, fortæller min mand. Der kan oprettes et ejerpantebrev i huset til dig, der kan aftales hvordan og hvorledes din mand vil afdrage til dig. Et sådant pantebrev vil naturligvis hænge ”yderst” på huset, hvorfor det kan risikere at være nul og niks værd den dag huset evt. bliver solgt, hvorfor det skal aftales hvordan og hvorledes, I kan dele udgifter og indtægter omkring dette, så du bliver sikret bedst muligt, og det skal selvfølgelig være i forhold til med hvilken procentsats I hver især står på jeres skøde.
Der er mange spidsfindigheder ved en sådan sag, hvorfor I bør kontakte en advokat, der kan udfærdige dokumenterne for jer, og hjælpe jer til en metode, der kan være tilfredsstillende for begge parter. Det er måske endda muligt, at det vil være fornuftigt, at du lige får en advokat mere til udelukkende at varetage dine interesser – det kommer an på, hvordan og hvorledes du føler dig tryg ved en fællesadvokat. Det koster selvfølgelig noget ekstra i salær, men det er muligvis gode penge at give ud.
Hvis du får den lejlighed i et boligselskab, kan der være mulighed for boligsikring; du vil i hvert fald være berettiget til ekstra børnebidrag, muligvis du også kan søge om forhøjet fra deres far – det kommer an på hans økonomi.
Bil? Ja, det må du selvfølgelig regne på, når du kommer der til, men dels bliver din datters kammerater vel også hentet der ud på natten, så måske der kan laves en aftale? Især hvis du tilbyder noget til gengæld – måske noget praktisk til de andre forældre der henter, der kan have brug for hjælp til – hvad ved jeg? Ofte er lige netop det ikke så svært, som man selv tror. Og – så kan man bestemt køre meget i Taxa for det en bil koster – men vent nu lige med de bekymringer til de eventuelt opstår. Brugtbilmarkedet er også nede i øjeblikket, så du kan måske finde en billig ”potte”.
Så jo, jeg synes du skal sige ja til den lejlighed, når den kommer – ikke bare for din – men også for børnenes skyld – både dine og hans.
Kæreste, jeg håber, du kan bruge ovenstående til noget – for I er nødt til at handle nu – både for jeres egen, men også for jeres børns skyld.
Knus
Jeg forstår problemerne med huset, men har man det så skidt, som du giver udtryk for i så lang tid, skal man vel ikke blive sammen for et åndssvagt hus. Lotte skriver om mulighederne for at oprette et ejerpantebrev. Min umiddelbare reaktion var, at det ville jeg aldrig selv springe ud i. At være økonomisk involveret i et hus med en eks forekommer mig at måtte være et sandt mareridt. Men ok, af flere onder kunne det måske falde lettest på vægtskålen og foretrækkes frem for at sælge huset med måske stort tab!
Du skal naturligvis have en økonomi til at fungere. Bil? Som Lotte skriver, kan man køre meget taxa for den de penge, en bil koster (også en gammel øse). Men du er en intelligent og åben pige (det viser dine indlæg jo i al tydelighed), så du klarer dig uden nogen tvivl, hvis du vælger at gå. Du behøver i alt fald ikke blive for tryghedens skyld!
Jeg har vidst antydet det før, men skal man forstå din mand og hans familie, tror jeg man skal kigge på årsagen til hans brud med hans tidligere kone (han var utro med dig og gik til fordel for dig). Det skal naturligvis ikke gå ud over dig. Det var jo ikke dig, der var utro. Men hans eks kan jo sagtens have en masse sympati i hans familie, som måske endda et eller andet sted føler sig ansvarlige for ham og prøver at råde bod på skaden. Selv kan han også have samvittighedskvaler, som måske yderligere næres af hans familie. Og det kommer jo så alt sammen til at gå ud over dig. Det kan blive utroligt vanskeligt at rydde op i, så hvis du vælger at blive, må du nok acceptere, at det kan tage meget lang tid, før forholdene ændres, hvis det nogensinde sker. Og du må måske sande, at du aldrig får hans eks rangeret derud, hvor du føler, hun bør være. Når det er sagt, må du naturligvis gøre krav på selv at blive accepteret og anerkendt, samt at din mand bakker dig op i den henseende.
Man kunne så forestille sig, at tingene ændrede sig, da din mands eks fandt en ny kæreste. Men det kan jo så komme an på, hvor seriøst det kæresteforhold er. Hvis det bare er et erstatningsforhold, og kvinden stadig føler mest for din mand, så kan i jo være lige vidt. Hvad siger denne nye kæreste i øvrigt til alt det her?
Det handler ikke om at vælge at blive, det handler om nogle børn, der er blevet gidsler. De børn bliver mærkede for livet, hvis de skal fortsætte i en sådan stemning. Jeg taler af erfaring - mine forældre levede i perioder som hund og kat, og både min bror og jeg har kæmpet voldsomme kampe med os selv som voksne. Min bror er ikke kommet hel ud, vi kan så diskutere, om jeg er det...
Min opfattelse af Tiamaria er, at der er ikke mere at gøre; som hun beskriver det, så er manden jo stået af, og viser ingen interesse i at gøre sin indsats.
Mht pantebrevet så forstår jeg dig bestemt, men det er muligvis det eneste alternativ, derfor der det også meget vigtigt, at de får advokat til at udfærdige dokumentet, og netop at Tiamaria får en egen advokat til at sikre hende bedst muligt, således at hun har fuldgyldigt dokument med et økonomisk krav på manden.
Som verden ser ud lige nu vil manden jo ikke være i stand til at få frigjort kapital til at købe hende ud, og de børn skal ikke være gidsler længere end højst nødvendigt. man vil således være nødt til at være voksen og "æde nogle kameler". Sådan er det.
Tusind tak for Jeres svar og Jeres indlevelse i min situation, jeg blev rigtig glad da jeg åbnede i dag og så at I begge havde svaret. – og jeg har virkelig brug for hjælp…. Så rigtig mange tak..
Desværre er det meget begrænset hvad jeg ved om pantebreve, men jeg skal hurtigst muligt have sat mig ind i det.. Hvis det er en mulighed, tror jeg umiddelbart at det er den eneste løsning. Men hvorfor ville du ikke gøre det, LBJ? Hvad ligger der i, at være ”økonomisk involveret”?? Hvis det betyder at jeg kan komme herfra, uden noget, men med en stadig andel i huset som jeg ikke umiddelbart hæfter for….? Jeg er ligeglad med, om jeg får noget med herfra, bare det ikke er uoverskuelig gæld.. Hvis det derimod betyder, at jeg ikke er involveret hvis han ikke betaler en regning……… Så må det vist blive den eneste løsning jeg sådan lige kan se?
Jeg ved godt at det tit er bedst, at sætte et hus til salg selvom det er under ombygning – idet at evt. nye ejere så har muligheden for at sætte deres eget præg. Problemet er jo bare, at stort set alle materialer er købt (det er kun underetagen – kælderen, det handler om. Men det er ikke en kælder i den forstand, da den ikke ligger under niveau, så alt er godkendt til beboelse). Jeg har oveni købet haft planer om at flytte derned, idet der er mange m2 dernede og vi ville sagtens kunne bo der – hvis den var i orden, og hvis ideèn var god! Men det tager utrolig lang tid at få den i orden, vi arbejder jo begge fuld tid, og så alle de børn…….
Min kæmpe store frygt er at sidde og vende og dreje hver en øre i en lille lejlighed i et tvivlsomt kvarter. Det har intet med statussymboler eller materialisme at gøre. Jeg vil bare ikke sidde på en sådan måde, imens han bor i vores hus, hvor hans børn ikke har fast base – det synes jeg er for urimeligt.
Men HAN havde udbetalingen til huset, HAN havde penge til at købe materialer for, HAN havde penge til at købe bilen. Men vi står begge som ejere af hus og bil. Jeg kunne ikke drømme om at kræve noget som ikke er mit, men jeg bidrager trods alt også med en stor del, og har været med til at gøre det muligt at vi har haft det så godt økonomisk. Jeg solgte alt da vi flyttede, alle hvidevarer osv. osv. Jeg ville stå uden, hvis jeg flyttede i dag. Selvom han har betalt langt det meste, har jeg også smidt penge i det – jeg aner ikke hvordan man skulle gøre det op.. Jeg har det bare sådan at jeg ikke orker at flytte bare med min tandbørste (!) – stort set alt hvad vi har i huset, har vi købt sammen.. Eller HAN har købt. Vi solgte mit og brugte selvfølgelig de penge vi fik ind for det. Stort set alt hvad han har ejet, fik eks`en lov til at beholde.
Men forstår I hvad jeg mener… Jeg ville egentlig ikke kunne gøre krav på ret meget, idet det meste er købt for hans penge. Jeg føler at jeg er ”fanget” her, altså føler mig virkelig som et gidsel… For hvordan skal jeg komme herfra under de forhold?? På et tidspunkt spurgte du, LBJ, om jeg ikke har noget familie eller venner jeg kan bo hos… Tro mig, det er overvejet utallige gange! Men for det første er tanken om selskab i en krisesituation det absolut værste jeg kan forestille mig, og for det andet synes jeg det er for uoverskueligt at stille op til og bede om. Synes nu heller ikke muligheden er der.. Alle har jo familie, hverdag og job og de fleste rum i hjemmene er udnyttet..
Men dèt med det materielle er ikke være, end jeg kan købe brugt, ihvert fald hvidevarer.. Jeg er såmænd ikke så krævende hvad det angår, og jeg er meget kreativ og kan få meget ud af et gammel møbel – så det er ikke så meget, hvad jeg ejer eller ikke ejer, får med eller ikke får med – det er helheden, summen af alt det her, og hvad jeg kan byde mine børn… suk….
Men ja, der skal ske noget, jeg er nødt til at handle. Hvad jeg forsøgte at fortælle dig Lotte, er at jeg har ved gud gjort mig helt utrolig mange overvejelser omkring, hvad jeg skal gøre. Er jo blevet ved og ved med at håbe, at min mand ville gøre og ændre noget, at vi kunne få det som vi havde det før..
Jeg har været bange for at brænde alle broer og være ”for hurtig”. Det er jo i princippet let at gå fra hinanden og ikke gide at kæmpe for noget som helst.. At jeg så har kæmpet for længe, ja, det er jeg vist i gang med at erkende, at jeg har gjort. Jeg har ikke ønsket at leve op til statistikken om de sammenbragte familier som sjældent holder, jeg har virkelig givet ALT hvad jeg har, for at få det her til at fungere til alles fordel. Jeg har nægtet at tro på, at opgaven er så vanskelig som alle siger, og jeg har haft et sikkert naivt håb om, at det ville fungere for os, fordi kærligheden var så stor….
Erkendelsen af at have mistet den kærlighed, den gør utrolig ondt.. Det har taget lang tid for mig at erkende, at jeg er nødt til at give op, at hans manglende interesse og vilje til at kæmpe er gået fløjten, i takt med at jeg har mistet ham. Åh…….. Det gør så ganske ufattelig ondt.
Det er ikke fordi jeg synes at nogen skal have ondt af mig, jeg vil bare gerne prøve at give et billede af, hvorfor det er svært at handle rigtigt… Jeg har ikke vidst hvad der var rigtigt, og har været så bange for at handle forkert. Jeg har ædt så mange kameler, Lotte, i det her forhold, så du ville tro det var løgn…. Nogen ville sikkert kunne acceptere mange af de ting, min mand har budt mig, men jeg kan jo ikke, uanset hvor end jeg gerne vil. Det har ikke været af ond vilje fra min side. Jeg er bare ikke i stand til at leve med en eks i min hverdag, i det omfang hun er der, og det må jeg tage konsekvensen af. (jeg ved det godt)
Jeg har krævet, at min mand skulle bakke mig op, jeg har ytret min mening om det hele, hans familie (uden at rakke ned på dem eller nogen) hans manglende forståelse eller nærvær. Alt er forsøgt, men jeg knalder panden mod muren hver gang.
Hvad hendes kæreste mener om det aner jeg ikke. Jeg har mødt ham nogle gange, men kan ikke få øjenkontakt med ham, min mand heller ikke. Så min formodning er, at han har det ligeså træls med konfrontationen, som jeg har. Han har aldrig sagt en lyd, udover ”hej” eller ”farvel”. Jeg har en fornemmelse af, at han er ligeså meget nr. 2, som jeg er.
Nå må hellere slutte for nu. Jeg er utrolig glad for Jeres tilbagemeldinger og kan slet ikke sige tak nok… Begge Jeres svar kan jeg bruge til rigtig meget… Så tusind tak.. Og tak Lotte, for at du har involveret din mand, det er flot af dig at du tager mig så alvorligt. Det er jeg glad for..
LBJ; kan vi ikke kalde dig Lars?! Det er så underligt ikke at kunne sætte navn på dig..
De allerkærligste hilsner……