Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det er jo ikke første gang, man har læst om den slags ting.
Men det får man sikkert ingen til at vurdere. Hvis en er formastelig og vover at fremføre sin ide, bliver vedkommende jordet af kolleger og det, der er værre.
Jae, jeg har læst bøger af læger, som ikke bliver tålt af deres egne. Og dem, der holder med dem, holder mund, for ikke at lide samme skæbne. Der er for mange penge med i spillet. En læge, jeg har jeg snakket med, sagde han måtte holde sig til det officielle. En anden var dødtræt af systemet.
Det er som dagen er blevet lysere, efter "samtalen" med jer. Og nu har jeg lyttet til en CD, hvor mit barnebarn synger opera. Det hjælper altsammen.
Så det er om at komme videre efter nattens genvordigheder.
Det lyder som den rette fremgangsmåde. Når man har tænkt på alt det negative, har forsøgt at bearbejde det og prøvet på at komme af med det ved at skrive eller snakke om det, så er det godt at skifte fokus til noget rart, som f.eks. barnebarnet, der synger opera.
Både Tulle og du skriver om Centyl. Det er faktisk Centyl med kaliumklorid, jeg får som tillæg til en meget stor dosis af blodtryksmedicinen Atacand. Selv om Centyl er tilsat kalium, så er man alligevel i risiko for at få kaliummangel af Centyl. Og et af de første tegn på kaliummangel hos mig er netop svimmelhed, som Tulle nævner. Man kan virkelig blive dårlig (tørstig, svimmel, omtåget, pseudo-dement).
Man hører så tit om ældre mennesker, at de blev dårlige, svimle og omtågede, fordi de havde glemt at drikke. Mit gæt er, at en stor del af disse mennesker får Centyl. Lægerne aner tilsyneladende ikke, hvor dårlig man kan blive, selv ved en forholdsvis lille kaliummangel. Og så giver de patienten skylden. Den første gang det skete for mig, sagde min læge, at det ikke kunne være kaliummanglen, der var årsagen til, at jeg havde det så dårligt, for den betød ikke noget, og der skulle ikke gøres noget ved den. Derefter gik jeg ned i en helsekostforretning og købte kalium-piller, og så blev jeg rask. Jeg tager stadig kalium-piller fra helsekosten. Min læge blander sig ikke. Hun sige bare: ”Du må jo gøre det rigtige, siden dit kalium-tal er normalt”.
Ja, jeg skulle selvfølgelig fortælle, hvad det er for en bog, jeg er ved at læse. Men det krævede en forklaring, og mit indlæg var i forvejen ved at blive lidt for langt, så forklaringen kommer her:
Der er tale om en bog, der er skrevet af et amerikansk læge-ægtepar, der hedder Richard P. Brown og Patricia L. Gerbarg, og den hedder ”The Rhodiola Revolution”.
Sagen er, at jeg for et stykke tid siden er begyndt at tage naturlægemidlet rosenrod. Det er ikke rødder fra almindelige haveroser, men derimod ekstrakt af planten rosenrod, der gror vildt i det nordlige Skandinavien, Rusland og Sibirien. På latin hedder den rhodiola rosea. Den skulle hjælpe mod træthed, stress, højt blodtryk, dårligt immunforsvar og flere andre ting.
Desværre har rosenrod ikke gjort, at jeg kan klare mig med en mindre dosis blodtryksmedicin – i hvert fald ikke endnu. Men det hjælper mig helt klart mod min træthed, sådan at jeg kan føre et mere normalt liv.
Men jeg ville selvfølgelig gerne vide så meget som muligt om rosenrod, så derfor har jeg købt denne amerikanske bog om det. Og det viser sig, at forfatterne også skriver meget om stress og energi, og om årsagen til, at kronisk stress opstår, og hvad man kan gøre ved det, foruden at spise rosenrod. I USA er forskningen jo somme tider lidt foran.
Men det er lidt vanskeligt sprog med mange lægeudtryk, og så er den desuden på engelsk, så det går kun langsomt fremad med at læse den. Men jeg skal nok skrive, hvis jeg synes, at bogen er værd at anbefale, eller hvis der er nogle råd, som er værd at give videre.
Her hos mig skinner solen fint. Min kamelia har fået store knopper, og man kan se en anelse lyserødt fra blomsten gennem en sprække i knopperne. Det er lidt tidligt. Jeg glæder mig til at komme i haven i dag.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil da blive meget glad , hvis du skriver, hvad du eventuelt finder ud af.
Jeg manglede også kalium og det i så høj grad , at specialisten rystede på hovedet af min daværende læge.
Jeg tror du har ret i det, du skriver om ældre mennesker. Man kan jo blive helt utrolig syg af at mangle kalium, og sådan som centyl deles ud tror jeg bestemt, der er noget om snakken. Men det er de praktiserende læger ikke klar over. For desværre tager de ikke bivirkninger særlig højtideligt.
De læser måske heller ikke selv om bivirkninger.?
Mon de tager det særlig højtideligt, det jeg indberettede om kolesterolmedicinen.
Det var jo ikke lægen og jeg er bare en ældre dame.
Men der er jo også penge i det, det må ikke glemmes.
Og det er mange, mange penge. De får mange penge, dem der køber ind til hospitalerne.
Det er ikke noget, jeg bare slynger ud, jeg har kendskab til det gennem familie.
Der findes en gruppe af læger, som ikke vil deltage i den slags, læste jeg en dag. Der er jo også læger, som har indset det med bivirkninger, men de kæmper mod en overmagt.
Gad vide af hvilken grund der skrives i hjerteliv, at man endelig ikke må stoppe med kolesterolmedicin, fordi det kan være sygdommen , der er skyld i bivirkningerne. Så der må være mange, der har klaget.
Men hvis det nu ikke er, hvad så. Det melder historien ikke noget om. Og det er da ellers temmelig vigtigt.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvor glad jeg er over vores korrespondance. Så føler jeg mig ikke så ensom mere. Det lader jo til vi har mange lighedspunkter. Jeg har faktisk sovet bedre i nat. Var kun vågen en kort overgang.
Mange hilsener
Ja, og så skriver jeg videre. Det er fra england, der rapporteres om bivirkninger. Og det er patienterne, der melder om bivirkninger.
Det er også dem der har "skoen" på. Men, som sædvanlig tror man jo ikke på patienterne herhjemme.
Bare de dog ville vågne op og indse, der måske er noget om snakken.
Det er en hån, når der skrives: tal med din læge først. For lægen har ikke læst en disse om, der kan være bivirkninger.
Jeg kommer også til at tænke på, der snart ikke må være noget blodtryk. Jeg ved man kan blive syg, hvis det er for højt, men hvad mon det normale i virkeligheden skal være. Før var det alder plus 100.
Måske er det i virkeligheden det rigtige. Der skal vel for pokker være noget blodtryk. Ellers dør man da også.
Tre år, det er altså lang tid at få medicin i, hvor man bliver syg, stopper , bliver rask og forfra igen.
Jeg kan mærke, nu kan jeg ikke klare mere. Vi har heller ikke kunnet tage til udlandet og besøge min mands søster, for jeg skulle jo hele tiden have ny medicin, hvis ikke jeg var syg.
Hvad ville du gøre, ville du ikke sige slut. ??
Da jeg var ung måtte man ALDRIG forlade et spædbarn, der lå på maven, for som der stod: Thi barnet kan blive kvalt.
Pludselig måtte barnet kun sove på maven.
Jeg forstår det ikke, man kan da regne ud barnet bliver træt af at ligge med hovedet drejet til den ene side. Så drejer barnet hovedet og i mange tilfælde kommer det til at ligge med ansigtet ned i puden. Hvad der så sker, det ved man jo.
Tænk, det var noget man vidste før i tiden.
Men unge mødre har jo troet på det lægerne sagde.
Jeg tror en mor, til en læge, har sagt: Nu må det stoppes. Og så har lægen taget mod til sig og sagt sandheden. Men det skal jo ikke rigtig hedde sig. Alligevel faldt vuggedøden omgående, da det blev ændret.
I firserne blev vuggedøden en helt epidemi. Det er da klart, for da havde man fået indført alle vegne, at barnet skulle sove på maven. Jeg fik heldigvis advaret mine børn og de troede på mig.
Jeg gentager, vi vidste det før i tiden.
Kors , jeg læser på nettet , at man opdagede og beskrev vuggedød for første gang i 1969, før hed det sig, man havde ligget barnet ihjel.
Der er trods alt forskel om barnet bliver lagt på maven eller bliver kvalt i sengen af for lidt plads.
Naturligvis kan børn dø, men vuggedøden satte antallet op.
I 1969, ja, man havde jo selv indført vuggedøden ved at anbefale barnet skulle sove på maven nogle få år før. Jeg husker det ganske tydeligt. Det vil sige, man var klar over noget var helt galt, siden man undersøgte og beskrev vuggedøden.
Det stod med store overskrifter, at to franske læger havde gjort en epokegørende opdagelse.
Spædbørns hjerner udvikler sig bedre, hvis barnet sover på maven.
Jeg troede ikke at nogen hoppede på den. Men det gjorde de. Og nu skal det hedde sig, at det er videnskaben, der endelig har fundet svaret. Det er det ved den søde grød ikke. Det var vi mange, der vidste, men vi var jo ikke så kloge.
De indførte den selv, lægerne.
At nogle børn dør eller har ligget mellem forældrene og fået for meget varme og dør af det, er en helt anden historie.
Jeg bliver mere og mere rystet. Der må være andre ældre end mig, der husker det.
Nå, det er på den måde man bærer sig ad. Videnskaben prøver at skjule deres fejltagelser. Det må en journalist, da kunne finde frem. Først i tresserne, da stod det i aviserne om de to franske lægers "epokegørende" opdagelse.
Man kan jo også bare læse en gammel bog om børnepasning, der står barnet må ikke ligge på maven.
Og vuggedøden faldt drastisk, da man indførte barnet skulle sove på ryggen. Så er det ikke bevis nok.
Så kommer tiden med de flade nakker.
For nu skulle barnet sove på ryggen.
I stedet for at skifte mellem højre og venstre side. Barnet drejer sig selv om på ryggen, når det trænger til at skifte stilling. På den måde får hovedet den rette facon.
Det kommer der af, man aldrig vil lytte til erfaringen. Og hvem har erfaring med brugen af medicinen. Jeg spørger bare.
Lykkelig er de, som ingen bivirkninger får, men vi andre, de skulle prøve det selv, lægerne. Så fik piben en anden lyd. Det er jeg helt sikker på.
Jeg kan godt huske, at vi blev rådet til at lægge vores spædbørn på maven. Min søn virkede meget besværet og pustede og stønnede for at prøve på at vende sig, så det droppede jeg hurtigt. Han kunne simpelthen ikke falde til ro, når han lå på maven. Det var måske vores held.
Men vi fik andre råd, som er forkerte i dag. Både lægen og sundhedsplejersken anbefalede, at min søn skulle have saft og frugtmos, fra han var to uger gammel. Jeg havde nok at gøre med at få amningen til at fungere, så jeg havde ikke rigtig overskud til at give ham bananmos. Det havde jeg ret dårlig samvittighed over, men det viser sig jo nu, at der ikke var nogen grund til dårlig samvittighed.
Da min søn måtte begynde at få komælk fra 5-måneders-alderen, anbefalede lægen og sundhedsplejersken, at han skulle have skummetmælk for ikke at udvikle vægtproblemer, når han blev voksen. Jeg skulle desuden blande skummetmælk i hans grønsagsmos, og jeg måtte ikke komme smør i mosen. Disse råd fulgte jeg. Den stakkels dreng var nødt til at spise KÆMPE portioner for at blive mæt! Der var jo ikke ret mange kalorier i den føde.
Den dag i dag har min søn et problem, der består i, at han spiser alt for store portioner. Det er, som om han er bange for, at han ikke kan blive mæt. Derfor spiser han så meget, at han får ondt i maven. Heldigvis har han ingen vægtproblemer. Desværre har han allergi, som måske kan tilskrives, at jeg gav efter fra presset fra sundhedsplejersken og faktisk begyndte at give ham frugtmos fra 6-7 ugersalderen og grønsagsmos fra 3 månedersalderen.
Nu om dage skal spædbørn jo helst klare sig med modermælk så længe som muligt, og når de begynder at få komælk, skal det være sødmælk.
Billedgalleri, jeg tror, at vi bliver nødt til at erkende, at lægerne begår den slags fejltagelser, og at de stadig gør det, og at de vil blive ved med at gøre det. Min daværende mand led af mavesår og blev opereret for det. En meget stor operation. Senere kom det frem, at mavesår skyldtes en bakterie, og at han derfor skulle have haft antibiotika i stedet for.
Det, der kan være svært at forstå – set fra mit synspunkt – er, at lægerne på baggrund af historien, med alle disse fejltagelser, ofte er så påståelige og arrogante. Man skulle tro, at erfaringerne ville have lært dem at være lidt mere ydmyge over patienternes problemer.
Vi kan jo ikke undvære lægerne. Og jeg tror da også, at den enkelte læge gør sit bedste. Men hvor der er mennesker, sker der fejl. Det eneste, vi kan gøre, er, at være meget forsigtige. Hver gang jeg skal have noget nyt medicin, søger jeg oplysninger på det. Med mellemrum beder jeg om en kopi af journalen, for jeg ved, at der ofte er fejl i den – fejl, som det er vigtigt at gøre opmærksom på. Og når jeg får taget blodprøver, beder jeg om en udskrift af måleværdierne.
Jeg tror da nok, at min læge undrer sig. Men jeg forklarer hende, at jeg gør de ting som følge af et forsigtighedsprincip, og at jeg hos min tidligere læge har været udsat for problemer på grund af fejl.
Jeg vil give dig ret i, at læger burde lytte noget mere til dem, der har erfaringerne, og hvad medicin angår, er det brugerne, der har erfaringerne. Men da jeg indberettede bivirkninger fra medicin, fik jeg et pænt brev tilbage med tak for min indsats. Jeg tror absolut, at de bruger vores indberetninger, men systemet er tungt, og det tager lang tid, før den viden når ud til de praktiserende læger.
Jeg vil ønske dig en god søndag.
Mange hilsner
Kameliadamen
Med hensyn til vanddrivende piller. Som ung tog man en gang immellem Centyl for lige at tabe et kilo inden en fest, mener jeg at huske. De fås i håndkøb.
Nu har jeg fået udlevet Furix på recept, og min læge sagde, at jeg også samtidig skulle have Kaleorid. Så Kalium ER vigtigt.
Og så vil jeg lige videregive noget, jeg har kopieret fra Fyens Stiftstidende om Tage Voss, som jeg altid har holdt af, han er nu 90 år. Jeg troede faktisk, han var død, men han har forstået at lytte til sin krop og sine egne erfaringer. Her er det og god søndag:
- - - -
".... mine skriverier har jo ikke haft en kæft effekt, jeg har blot været en stemme i ørkenen", erklærer han surt i dag, da han er fyldt 90 år og stadig igang med sin revselsesproces...."
"Jeg har hver dag, hele livet, røget et antal store cigarer og drukket rødvin og brændevin i passende mængde samt spist fedtemad, flæskesvær og fuldfed gammelost uden tanke på tidens sundhedsapostle", oplyser Voss til avisens udsendte.
"... Han skriver stadig på sin gamle skrivemaskine, som han købte brugt i 1936 og har hverken anskaffet TV eller radio, men hans bekymrede børn har foræret ham en mobiltelefon, så han kan ringe, hvis han falder om på græsplænen og er ved at dø. Men som han selv siger, så er det at dø en alvorlig sag, der kræver koncentration, og så kan man jo ikke samtidig foretage sig noget så pjattet som at snakke i mobiltelefon."
- - - -
PS: Der står så længere nede, at han HAR fået en Mobiltelefon. Det er godt, jeg har selv een med taletidskort, som jeg har med mig rundt. Kun som nød-telefon.
Min kæphest i øjeblikket er det med fedme, og Voss har jo levet "fedt". Det gør jeg også selv, jeg skærer aldrig det fede fra. Det er også gået op for mine børn, at deres børn har brug for rigtigt smør.
http://www.freetranslation.com
eller
www.google.com/translate
Jeg kan se ud fra det kameliadamen skriver, at man vendte tilbage til de råd, der blev givet før i tiden. Før vuggedøden .
" De gamle " var alligevel ikke så dumme.
Men det er rart, man ikke mere skal gøre "honnør" ved stuegang. Jeg husker, hvordan sygeplejerskerne rendte rundt før stuegang. Puder skulle rystes, hovedgærde slås ned. Og mine krimibøger måttte ikke ligge fremme. Når lægen spurgte om noget var det sygeplejersken, der svarede. Det måtte patienten ikke.
Lægen spurgte hvordan jeg havde det efter fødslen. Patienten har det godt, sagde sygeplejersken.
Jeg sagde forsigtigt, næh, det har jeg ikke. Hun blev sur og jeg fik 40 i temperatur. Var der noget at sige til, jeg ikke følte mig vel tilpas.
Tage Voss, ja ham husker jeg tydeligt.
Og en lille historie til.
Min søster stod i lære til sygeplejerske. Vi søskende blev meget moderne opdraget efter datidens forhold. Og så alligevel ikke. Min mor ville ikke finde sig i noget, den rødstrømpe.
Min søster var vant til. at mænd var høflige og holdt døren for damer. På sygehuset var det , så vidt jeg forstod, eleverne der holdt døren for lægen. En dag kom hun samtidig med en læge hen til en dør. Han ventede på hun lukkede op og hun ventede på han lukkede op. De stod lidt og kiggede på hinanden, hvorefter han lukkede op. Han havde ikke helt glemt de pæne manerer fra det civile liv. og, som min søster sagde: Jeg ville ikke bøje mig.
Bortset fra det, så skal jeg love for, man dengang blev passet og plejet. I dag kan det være lidt ensomt.
Hæ, hæ, nu kommer jeg til at tænke på 1944. Jeg lå på sygehuset. Alle vi børn skulle sove til middag og det kunne vi ikke. Så vi fandt ud af at se, hvem der kunne spytte længst hen ad væggen. Vi blev sandelig skældt ud. Vi kunne godt se det var ikke helt pænt, men så slemt mente vi heller ikke det var. Og det var sjovt at se spytklattene drive ned ad væggen. Ja, børn tænker anderledes.
Og en til. En lille dreng på 2 til 3 år fra samsø, tror jeg, lå der også. Da vi skulle spise begyndte han at græde. Han blev spurgt om, hvorfor han græd, snøftende sagde han : Je ka it li katøfler.
Frk Lenith, afdelingssygeplejersken, lånte mig sin dukke, den havde en grøn kjole. Fordi jeg græd hele tiden og ville hjem. Frk. Lenith var meget sød, husker jeg.
Nogen siger til mig, kan du huske det. Ja, det kan jeg, som om det er kort tid siden. Jeg husker mange ting.
Nu vil jeg, efter ide fra dig, spørge hver eneste, jeg falder i snak med, om de får eller har fået kolesterolmedicin. Og samtidig spørge, hvordan de har/havde det med dem. Min egen lille private undersøgelse. Men det vil jo nok give et billede af, hvordan folk føler sig tilpas.
Indtil nu, tre og med mig selv fire, vi er holdt op. Vi blev syge og fejlede ellers ikke noget.
Andet end det der let forhøjede kolesteroltal. Hvis det overhovedet er forhøjet.?? (Alle fire ældre kvinder)
En tog dem og følte sig dårlig tilpas. Tog dem stadig sidst jeg talte med hende. (Midaldrende)
En tager dem, men er usikker. Han er dårlig, men der kan være flere grunde, da han er syg. ( Midaldrende)
En tager dem og mærker ikke noget, siger han. Men klager alligevel over han ikke er helt rask. Det kan jo være alder. ( Gammel)
Jeg er mest interesseret i dem, der ikke er syge, men bliver syge af medicinen. På den måde får man et mere klart billede.
Jeg har let ved at komme i snak med mennesker, så jeg skal nok finde ud af om mange er holdt op eller føler sig sløje efter at være begyndt på medicinen.
Jeg glemte lige at fortælle, en jeg talte med fortalte at hendes mor, en ældre dame, skulle have kolesterolmedicin, men da hun blev dårlig af den og ikke ville have dem, spiste hendes mand pillerne, fordi de skulle ikke gå til spilde.
Ja, hm, det var jo så en ældre dame til. Jeg må vist til at skrive op, det er nok det sikreste.
Stop ikke med statinerne, siger overlægen. Det kan være sygdommen , der har skylden.
Hvis folk har en hjertesygdom og føler sig syge, kan der så overhovedet være nogen fare i , at stoppe med kolesterolmedicinen en måned, for at se om man føler sig mere rask. ?? Jeg spørger bare.
Jeg har også talt med flere der har taget kolesterolmedicin, nogen er nu stoppet, men een kvinde stoler trygt på sin læge...
En tror på hvad apoteket siger - de vil selvfølgelig gerne sælge de piller, det tjener de jo fedt på.
Mange er jo ikke på nettet, så de kan læse om forskning o.s.v.
Jeg vil også fortælle om det, til dem som ikke ved hvad det er for noget fup og svindel de er ude i.