Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Findes der ingen gode plejehjem?

1235

Kommentarer

  • Det koster ikke noget at komme på hospice.
    Jeg kunne bo der sammen med min mand, men skulle betale 83,00 kr om dagen for kosten.
    Jeg kunne bo der, fordi jeg ikke var plejekrævende.
    Det var tip top, luksusforplejning og pleje for den døende, og dejlig aflastning i alle forhold for ægtefællen, samtidig med, at vi var sammen hele tiden og knap et døgn efter.
  • Hej Linette,
    Sikke en historie. Det var godt, at du fik taget afsked på den rigtige måde. Og hvor er det godt, at der er mulighed for at komme på hospic. Det er skræmmende, at hjemmeplejen er sådan en dårlig og umenneskelig løsning. Der er da gået et eller andet helt galt. Jeg håber, at der kommer mere debat om dette og at der vil blive gjort noget ved plejen meget snart.
    Tak for en ærlig og levende beretning.

    vh
    K
  • JO DET GØR DER!!!

    Der findes mange gode plejehjem, og nok er det sparetider men du bliver selvfølgelig IKKE overladt til dig selv eller kommer til at ligge på gulvet som du skriver.
    Foreskellen på plejehjem og hjælp i eget hjem er.

    På plejehjem er der ALTID personale omkring dig der tjekker op på dig jævnligt. Desuden får du også et Nødkald, som er en kæde eller et armbånd du har på dig hele tiden, så hvis der opstår en akut situation trykker du på den røde knap og så kommer du direkte i kontakt med personalet.

    ved hjælpe i eget hjem kan du komme til at vente længe på personalet, fordi der jo skal køre rundt til folk og de har en urimelig lang ruteplan på de besøg de skal nå inden for et bestemt tidpunkt.
    dettter er ikke personalets fejl, men derimod ledelsen og regeringen. der er behov for mere personale i udegruppe, så de har mere tid til den enkelte beboer og har en chance for at yde omsorg inden de skal videre igen.

    Medierne har kørt plejehjemmene så meget op. Men det er altså ikke sandheden alle steder. de ting der er sket på de plejehjem der er nævnt i medierne behøver ikke at ske på alle andre steder også.

    Jeg kører som uddannet afløser på forskellige plejehjem, og jeg har ALDRIG oplevet at nogen ikke har fået den hjælp de skal ha og har brug for. ALDRIG!

    Folk burde ikke udtale sig ud fra hvad de ved fra medierne, for det ødelægge der hele for os som virkelig værdsætter vores arbejde og er i jobbet med hjertet.


    Håber det bedste for dig.
  • Nette jeg kan ikke give dig ret. Der mangler noget i uddannelsen for den gruppe af hjemmehjælpere, sosuer eller hvad de hedder.
    Selvom folk bor på plejehjem, så er det borgerens eget hjem, lejet på lige vilkår med alle andre lejere. Derudover betaler de det hvide ud af øjnene for den lille lejlighed, og ikke alt for god pleje.
    Lovgivningen omkring plejehjem er netop lavet for at beboere på plejehjem skulle have ligeså god hjælp som borgere i eget hjem.
    Når den vending er brugt i forklaringen til lov om plejehjem, så ved man jo godt, at pleje på plejehjem er dårligere end det man tilbyder i eget hjem.
    Sosuer er ikke gode nok, så er det sagt. Alligevel er det ikke rimeligt at sige det så kategorisk, for der er selvfølgelig enkelte ind i mellem der kender sin plads og kan sit arbejde.
    Men til alvorligt syge, er det ikke godt nok.
    Min svigermor boede hjemme, hun var ikke til fare for sig selv eller andre, hun kunne til gengæld heller ikke lave vrøvl, eller tilkalde hjælp. Når jeg kom der ud, var det gerne lidt før middag. Min svigermor var meget gammel, stækt dement og totalt hjælpeløs.
    Når de talte til hende, kaldte de hende for "min lille prinsesse". Nu skal lille prinsesse, hvordan har lille prinsesse det, nu skal lille prinsese have mad.
    Lille prinsesse var 89 år og lignede aldeles ikke en lille prinsesse.
    Hendes hjem var fulstændig nyt for fem år siden, efter en brand, som en hjemmehjælper i ubetænksomhed havde forårsaget. Efter to år lignede det som svigermor selv udtrykte det, en svinesti. Det var ikke min svigermor der havde svinet det hele til, nej det var hjemmeplejens folk. Besøgende kunne der heller ikke være tale om, der var kun udleveret en ekstra nøgle. Alle andre kunne ikke komme ind.
    Hos os oplevede vi det samme. Men det værste er jeres adfærd, jeres måde at være på. Mange tror de skal gøre os glade. Så kommer de med sådan en overgearet falsk stemmeføring der tror de gør folk glade. De aner ikke at det er voldsom irriterende, og virker stik modsat.
    Når man har døden på besøg er man ikke lige til pjatteri.
    Når man reder seng, er det så ikke almindeligt at man retter hele sengens underlag? Nej ikke hos de uddannede hjemmehjælpere. Min svigermor lod de ligge i tis, lagde rent oven på en drivvåd madras, trods det, at der var sørget for to sæt dyner, rullemadrasser og vådliggerlagner, og det hele kunne kogevaskes.
    Da vi opdagede hvor ulækker hendes fine nye dyre madras var, måtte vi smide den ud og købe en ny. Hjemmehjælperne påstod at dyne og rullemadras ikke kunne vaskes. Så jeg viste dem, at det hele kunne vaskes ved 95 grader.
    Min svigermor havde et kort ophold på fire måneder på et plejehjem, medens hendes lejlighed blev sat i stand efter branden. Vi er ikke imponeret. Det havde nær kostet hende livet. På et tidspunkt blev jeg hos hende og nægtede at gå før de havde tilkaldt en læge. Hun blev indlagt. Hun fejlede kun stærk dehydrering og underernæring, det er jo intet at regne for noget, vel?
    Ved det fine nye plejehjem kan vi opleve de demente rende rundt i frostvejr kun iført sommertøj og bare tæer. Den dame jeg omtaler her, var min kusine.
    Jeg mødte hende flere gange, uvasket og usoigneret. Det er ikke lige det man forbinder med plejehjem og slet ikke til de priser.
    Hilsen Victoria/Linette
  • Der er desværre noget om det. Sosu-hjælpere er gode nok til en masse ting, men ikke til pleje af meget syge mennesker. Og grunden er bl.a. der er slet ikke tid nok. Jeg så det med min mor.
    Gamle syge mennesker kan ikke med det hele skal ske i en fart.

    Maden blev bragt, men kødet blev ikke skåret ud. Det kunne hun ikke selv, så det blev smidt ud. Kødet var også noget sejt stads. Fik hun det skåret ud blev det slugt.
    Det havde været meget bedre med noget farsmad. Det kunne hun kun få, hvis alt mad blev kørt gennem en kødhakkemaskine. Det ville hun ikke have.

    Jeg kender også den intime aen på kinden. Min mor hadede det.

    Mennesker, der kan klare en del selv er meget hjulpet med Sosu-hjælpere. Men meget syge mennesker har behov for noget andet.

    Længst muligt i eget hjem, men ikke på alle betingelser. Min mor ville så gerne blive hjemme, men hun kunne ikke blive passet godt nok.
    Det kan være meget besværligt i et privat hjem.
    Hun skulle have haft lov til at blive på sygehuset eller en tilsvarende afdeling, den sidste tid. Det ville hun gerne, men ikke på et såkaldt "plejehjem". Hun havde oplevet, hvordan hendes mor og søster havde det, så det var hun meget bange for.

    Man kan ikke både påtage sig at gøre rent og passe meget syge mennesker på ganske kort tid. At passe syge mennesker kræver en anden uddannelse, samt tiden til det.
    Der er samtidig en del mobberi bl. de ansatte, det er dårlige forhold at arbejde under.

    Der kom sygeplejerske, hvad gjorde hun, talte piller op. Jeg undrede mig en dag, der manglede smertestillende medicin.

    Min mor var meget ked af det og havde mange smerter. Hun sagde, det havde sygeplejersken sagt hun ikke måtte få. Jeg ringede til lægen , han blev vred, naturligvis måtte sygeplejersken ikke tage det smertestillende medicin.
    Men faktisk havde hun ret. For min mor døde af en maveblødning, forårsaget af den medicin.
    Men hvorfor taler lægen og sygeplejersken ikke sammen. Hvorfor holdt lægen ikke øje med min mor.
    På grund af manglende tid velsagtens, det var besværligt o.s.v.
    Det havde været meget lettere på en rigtig sygeafdeling. Men den slags forstår politikere ikke.

    Jeg bebrejder hverken sosu hjælpere , sygeplejerske eller lægen noget, men hele systemet. Det er hamrende forkert. Og det er politikernes ansvar.



    Jeg læser lige afsnittet om dehydrering.
    Sygeplejersken, på plejehjemmet, hvor min venindens mor boede, ville ikke tilkalde læge, selv om damen jamrede sig uafbrudt. Det var skaberi, sagde hun. Først da familien insisterede kraftigt gjorde hun det. Mavesækken viste sig at være sprængt.
    Jeg overhørte en anden dag, hvordan en tilkaldt falckmand skældte ud over plejehjemmet først havde tilkaldt dem nu. Han var vred og sagde, den stakkels mand skulle ikke ligge og lide så længe, før de blev tilkaldt.
    Jeg ved ikke, hvad der er galt, måske har lægerne ikke tid til at komme på plejehjemmet.
  • Persille, min svigermor havde, medens hun selv kunne bruge nødkaldet, haft et hjerteanfald.
    De var begyndt at snakke til hende om, at det var også trist at være alene, altså givet hende en sludder for en sladder.
    Hun havde dog været vedholdende og kaldt flere gange. Hun nåede på sygehuset, og de sagde, det var i sidste øjeblik.
    Så er der en helt anden ting med disse nødkald. Man deler folk op i vigtige og ikke vigtige opkald. Det ved man almindeligvis ikke.
    De vigtige opkald, dem fra mennesker man regner med kan have brug for akut hjælp, de bliver stillet direkte til sygeplejerskerne der kører i området. De andre går ind til en central langt væk fra hjemmet.
    Min mand stod "på den gode liste", der var kun ti personer på den, og sygeplejersken havde en udskrift med i sin lomme. Alligevel måtte vi, den eneste gang vi brugte nødkaldet, vente i adskillige timer før der kom nogen.
    Ja, syge mennesker hører ikke til på et plejehjem, de hører til på et sygehus, og er de døende skulle de også have ret til at komme på hospice.
    Jeg ved fra ansatte og nogen der har været ansat på plejehjem, at det er næsten ikke til at få en læge ud og tilse de gamle.
    Men, men, jeg synes ikke at man kan undskylde med manglende tid. Det handler også om en ordentlig uddannelse. Det er så farligt for syge mennesker med disse sosuer, som har lært lidt om alting, men ingenting om alt.
    De tror de ved så meget, og de handler som om de ved en masse, blandt andet om, at gamle bare vil have opmærksomhed, eller vi bestemmer, vi ved hvad der er bedst.
    Jeg har selv af og til en hjemmehjælper som kommer fra Somalien. Hun kan hverken gøre rent eller tale dansk. Det eneste hun har lært og kunne bruge, det er at pege på sit ur og sige tiden. Hun har været et dyrt bekendtskab i ødelagte rengøringsredskaber. Jeg mangler ikke sådanne redskaber, jeg har alt muligt, og de fleste er glade for at komme her, fordi der er rene klude og gode arbejdsredskaber.
    Sygepleje kender vi ikke til, vi fik ikke hjælp til det, heller ikke da min mand tydeligt var døende. Så bliver man altså utilfreds med sådanne personaler, der ikke kunne se hvor syg han var. Sygeplejerske kom her en gang om ugen og doserede medicin, ellers foretog hun sig ingenting her.
    Når man har erfaret hvad virkelig god og omsorgsfuld pleje er, og hvilken virkning det har, også på den døende, så føler jeg det næsten som en pligt, at gøre opmærksom på, at de discountløsninger man udsætter gamle og syge for, er alt, alt for dårlige.
    Det er jo også denne baggrund der ligger til grund for, at nogen har oprettet disse hospice. Der er ikke ansat en eneste sosu der hvor vi var. Der var kun sygeplejersker, en læge og en fysioterapeut.
    Opholdet var, hvor mærkeligt det end kan lyde, meget livsbekræftende. Jeg fik mange dejlige snakke med de andre døende og med personalet.
    Victoria/Linette
  • Jeg havde siddet og skrevet et indlæg. Da jeg sendte forsvandt alt.
    Det bliver man meget træt og ked af.
    Til andre: Husk at tage en kopi af teksten inden den sendes.
  • Hvor er det trist at læse jeres kedelige oplevelser!

    Vi er altså ikke alle ligeglade med de gamle, og mange af os gør et stort arbejde til trods for de noget hårde vilkår ovenfra.

    Jeg er sygeplejerske, ansat i hjemmeplejen og har været det i ca. 10 år. Kørte i aftes en aftenvagt som så mange andre. Der var to dødsfald med 1½ times mellemrum. Den ene var en cancer syg mand som blev fundet, ca en halv time efter at hjælperen havde serveret kaffe og kage for ham. Hun var dybt rystet og det var hendes makker også, jeg blev naturligvis tilkaldt og måtte berolige de to piger, og derefter kom familien også noget rystede, men trods alt mere fattede, da de lige havde besøgt manden om eftermiddagen. Heldigvis, mente de, at han nok var blevet sparet for en masse smerter. Vi fik en god snak, og manden var blevet gjort pænt i stand. Dette var på et plejehjem.

    Det andet dødsfald skete ude i eget hjem, for det var der kvinden ønskede at være, fordi hjemmeplejen passede så godt på hende. Da hun begyndte at sløje af, tilkaldte min kollega i dagvagten hendes familie, som kom for at sidde ved hende. Egen læge blev kontaktet og der blev ordineret smertestillende og beroligende, hvis hun skulle på brug for det. Jeg var der ved 17 tiden, gav lidt smertestillende, da hun var urolig. Fik en snak med familien. Var der i alt 3 gange den aften, sidste gang for at gøre i stand sammen med en hjælper. Brugte nok ialt 2-2½ time på den ene klient. Hun havde 3 besøg af hjælperne derudover. Hun lå i eget hjem hvor hun ville være, sammen med sin familie, der var tændt lys, de sang og hun døde en stille og rolig død. Det var meget smukt og fredfyldt. Er en travl sygehus afdeling at foretrække med larm og uro? Det synes jeg ikke. Og jo, jeg havde en times overarbejde på den konto, men det var da det hele værd.

    Med hensyn til en længere oppe som kommenterer at vagtlægerne ikke vil komme, så er min erfaring, at hvis man som sygeplejerske har sine argumenter i orden, er der som regel ingen problemer. Og er der en som er besværlig, så spørger man med en knivskarp stemme: Hvad sagde du at dit navn er? Og du læge Jens Jensen tager ansvaret for denne situation? Er det helt korrekt? Det noterer jeg naturligvis i journalen. Jeg har aldrig oplevet en som ikke skiftede mening, og så var vi jo pludselig enige. Ikke alle vagtlæger er totalt umulige. For nylig havde jeg en ude til en dame som havde ondt, og lægen var ved at løbe tør for morfin, så vi fik et lignende præparat. Et par timer senere da jeg kom tilbage for at tilse hende, kom en bil kørende op bag mig og ud sprang den her vagtlæge. Jeg skulle alligevel hente morfin på apoteket, sagde han, så nu får du lige til den dame jeg tilså tidligere. Det var da fantastisk, og jeg takkede så meget.

    Jeg passede også en gammel mand i eget hjem, og han havde en betændelsestilstand i knæet efter at have fået skiftet det. Overlægen på sygehuset ville bare ikke gøre noget igen og igen og manden tabte sig med lynets hast. Så var jeg så fræk, at jeg inviterede mig selv med til kontrol på sygehuset, tog ned og spurgte den her overlæge om "der mon skulle være en læge her i Danmark, som var mere kvalificeret til det her end han selv var". Kors hvor blev han tosset, men vi fik en henvisning til et andet sygehus.

    Problemet er, at man virkelig skal geare sig selv op hver gang man skal slås med dem og med systemet, og det bliver hårdt i længden. Det er også det som slider på os.

    Men vi kan godt blive enige om, at der er kritisable situationer i hjemmeplejen og på plejehjem, men vi er fa....... nogen som kæmper. Jeg kan give mange eksempler på både god og dårlig pleje, var bare lige nødt til at skrive, fordi jeg stadig er noget påvirket af den meget smukke død i eget hjem, som skete igår aftes. Og endelig mistede jeg min gamle demente tante for en måneds tid siden, og hun var i hvert fald blevet passet til ug med kryds og slange på et demens plejehjem i Odense. Min onkel og jeg var derovre for at hente nogle ting, og vi blev placeret ved bordet og skulle have kaffe og en lille snak. Ros til dem hele vejen igennem.
  • Vi ved godt en masse mennesker gør et stort stykke arbejde. Heldigvis.
    Det hjælper desværre ikke de mennesker, hvor det ikke går godt for.
    Vi er nødt til at fortælle, hvordan nogle oplevelser er.

    Det er systemet, som du siger, den er helt gal med. Jeg ved det, for jeg kæmpede også med kommunen bare for at skaffe en kørestol til min mor, som var blevet lam.
    Og høreapparat kunne hun heller ikke få. Hun kunne jo ikke selv tage nogen steder.
    På sygehuset troede de hun var dement indtil jeg fortalte, hun ikke kunne høre.
  • AlliQ, jeg kan godt forstå du er påvirket af en smuk død i hjemmet. Det har jeg også oplevet. Det gør et stort indtryk.
    Men jeg tror igen der er forskel på, hvor meget pleje der er behov for fra kommunens side, før man når frem til "det sidste".
    Den "hjemmedød" jeg oplevede, var min lille svigerinde. Hun var ikke ret stor, hun havde kræft i hele ansigtet, og ansigtet var der ikke noget af.
    Hendes mand kunne bære hende på toilettet o.s.v.
    De fik kun hjælp til rensning af såret, det skulle gøres hver dag. Da dagen for døden oprandt var vi allesammen ved hendes side.
    For min mands vedkommende var sagen lidt anderledes. Han var en stor mand, hans ben var brækket på grund af metastaser. Han fik sat en hofte ind, som kun skulle holde det stykke tid, det vil sige, han kom aldrig til rigtig at kunne gå.
    De sidste måneder var han ekstrem træt, han kunne stå lige op og ned på sine krykker og falde i søvn. Han faldt i søvn inden han kom ud af sengen. Så de sidste måneder turde jeg næsten ikke køre fra ham.
    Han kunne ikke løfte sine ben på noget tidspunkt i hele forløbet. Så jeg gav ham bukser og strømper på o.s.v.
    Den sidste måned kunne vi godt have brugt meget mere hjælp. Det forsøgte man også fra sygehuset at hjælpe os med at få. Men vi fik afslag.
    Man ville endda allerede tilbage i juli måned have indlagt ham, men de fornemmede,sagde lægen, at vi havde det så godt sammen, så det var OK at han kom hjem igen.
    Al transport til sygehuset i Næstved eller Rigshospitalet foregik i ambulance fra først i februar til vi kom til til hospice den 17. sept. Han var for syg i hele perioden til at transporteres med de almindelige patienttransporter.
    Det var min mands ønske at dø hjemme, men det blev for uværdigt, derfor tog vi på hospice.
    Set i bakspejlet er jeg glad for min indsats. Vi var sammen lige til det sidste. Men jeg havde ikke kunnet klare de sidste 14 dage med den hjælp vi fik.
    Da vi ankom til hospice tog de krykkerne fra ham, han havde altfor dårlige knogler til overhovedet at måtte gå med dem. Kræften havde sat sig i hele bækkenpartiet, i kranieknoglerne og indre organer. Jeg tror også det var gået i hjernen. Han græd fortvivlet en dag, og sagde, det er gået i hjernen. Han kunne ikke finde ud af at tage ting ud af en plasticpose. Computeren kunne han ikke finde ud af mere, ligesom telefonen heller ikke kunne bruges mere.
    Han glemte at han ikke måtte stå ud af sengen når jeg ikke var hjemme. Plejesengen kørte han op og ned med. Han kunne ikke finde ud af noget det sidste stykke tid.
    Han kunne heller ikke holde sig den sidste måned. Men vi fik ingen hjælp. Min mand var jo også ked af det. Jo vi fik blebukser til ham.
    Jeg skulle trods alt også have hjemmet til at fungere nogenlunde.
    Så tilbød man de der tryghedsbesøg. Men det var ingen hjælp, de kom bare ind og kiggede eller ruskede i manden, og så gik de igen.
    Når jeg så opdagede hvor meget hjælp jeg egentlig havde haft brug for, så gik det rigtig op for mig, hvor dårlig hjemmeplejen havde været.
    Inden vi kom på hospice bliver man irriteret over, at man ikke kan få nogen ordentlig hjælp, man føler de er mere til ulejlighed end til hjælp. Det har de jo også været.
    Men man ved ikke hvad god hjælp er, før man har oplevet det.
    Jeg er så glad for, at vi fik de sidste 14 dage på hospice.
    Så gør det ikke så meget, at hjemmeplejen var dårlig, og jeg ved, at når det bliver min tur, vil jeg ikke udsættes for hjemmeplejens mangelfulde hjælp.
    Victoria/Linette
Log in eller Registrér for at kommentere.