Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Derimod så jeg i TV i dag, at gamle mennesker optager pladser på hospitalerne, fordi de ikke har noget at komme hjem til, altså der er ikke kapacitet i kommunerne til at passe flere syge i hjemmene, åbenbart.
Ja, så tror jeg da nok, at jeg ikke ville have noget imod at være på sygehuset. Et stykke tid.
Hvad er der galt i det her land. Ingenting fungerer.
Byg plejehjem, rigtige plejehjem.
Her i kommunen har vi mange store og flotte plejehjem. De er helt nye og moderne.
De gamle der bor der, er meget dårlige. Det er mit indtryk, at plejeboliger kommer først på tale, når det havde været bedre at lade det fungere som hospice.
Og til Linette: hjemmehjælperen (som hedder sosu-hjælper) bestemmer absolut ikke, hvem der skal på plejehjem. Det har vi slet ikke kompetence til. Vi kan foreslå det, men så heller ikke mere. Det er visitatorerne, der træffer den slags beslutninger, ikke det daglige personale.
Hvor er det godt at se, at der er gang i debatten her - emnet er virkelig vigtigt. Godt også at høre fra begge sider. Min farmor boede på et pleje-center den sidste tid hun levede. Det var en utrolig hård tid, fordi hun ikke ønskede at være der, og fordi hun blev meget konfus og mistænksom. Hun har altid været det dejligste og kærligste menneske, meget beskeden og omsorgsfuld. Jeg har tænkt meget over hendes sidste tid, og den var bestemt ikke værdig. Men jeg har svært ved at skyde skylden på plejecentret. Ældre ændrer ofte karakter, og de kan være meget svære at gøre glade og tilfredse. Dermed ikke sagt, at det er de ældres skyld, at det er ubehageligt at være på plejehjem, men hvis min farmor havde haft sin sunde fornuft i behold, så havde hun bestemt haft det lettere på plejehjemmet. Personalet var venligt, og de gjorde virkelig hvad de kunne. Det må være en utrolig vanskelig situation at blive dårligere, og dårligere og samtidig være i omgivelser, som ikke er dem man er vant til at være i. Min farmor havde det ikke godt i den sidste tid, og det er jeg rigtig ked af. Jeg kan stadig blive helt trist ved tanken - selv om det er nogle år siden nu. Vi besøgte hende tit og jeg tror, at det hjalp hende en lille smule. Aller helst ville jeg have haft hende hjemme, men med den måde samfundet er indrettet på i dag, er det jo stort set umuligt, med mindre man kvitter job osv. Jeg tror egentlig heller ikke, at hun ville have haft det bedre med mig som plejer, end hun havde det med uddannet personale, der ved, hvordan tingene skal håndteres.
Jeg ville ønske, at man kunne gøre den sidste del af livet lettere og mere behageligt for de mange, som slutter deres liv på et plejecenter, men jeg har meget svært ved at finde ud af hvad der skal gøres? Flere penge og flere hænder vil sikkert være en god start - men måske skal der også en holdningsændring til hos pårørende og måske i den måde vi tænker plejecentre i dag? Jeg ved det ikke rigtig, men jeg vil give jer ret her på debatten - sådan som det er i dag er det ikke godt.
Venlig hilsen
B
Nu kan du jo kun tale for dig selv og de sosuhjælpere du kender.
Tænk dog på hvor mange plejehjem og sosuhjælpere der er spredt over hele landet.
Jeg har personligt oplevet både gode men desværre også ekstremt dårlige, inkompetente plejere på plejehjem.
Jeg vil meget nødigt ende på et plejehjem og være henvist til tilfældige plejeres forgodtbefindende.
Det kan dog glæde mig, at du kun kender gode sosuhjælpere.
Egentlig går det også ud over de hjemmehjælpere som faktisk forsøger at gøre deres arbejde godt, og henvender sig på en ordentlig måde til den ældre.
Det vi er vidne til, er absolut ikke i orden.
En enkelt hjemmehjælper ønskede den ældre på plejehjem, og sådan er det. Det kom hun så ikke, men jeg kan godt fortælle dig, at den samme hjemmehjælper gør livet surt for os og min svigermor.
De andre adlyder hende tilsyneladende.
Hun bestemmer, at den gamle skal sidde i en transportkørestol 8 timer om dagen, fordi hun ikke vil hjælpe hende op fra sin stol.
Min svigermor har haft engelsk syge som barn og dermed deforme knogler.
Hun kan ikke sidde i sådan en stol, hun kan ikke ændre siddestilling mere.
Jeg tror, det handler utroligt meget om pårørendes forventninger til sosuhjælperne og assistenterne, hvordan forholdene opfattes. Arbejdet med demente og alvorligt syge beboere er utroligt hårdt, både fysisk og psykisk. Og når nogle pårørende (mener ikke nogen af jer) forventer, at vi kan gøre rent, lave mad, vaske tøj, lave aktiviteter, holde i hånd, gå ture, være på udflugter og udføre pleje samtidig i løbet af 5 minutter - ja, så er det jo vi har balladen.
Og hvis Linette og hendes mand står opført som nærmeste pårørende, så er det også dem, vi som sosu-hjælpere SKAL kontakte ved problemer. Det er ikke vores job at fjerne tæpper mm. i private hjem, men det er vores job at sørge for sikre og forsvarlige arbejdsforhold, så vi undgår at gøre skade på både borgeren, indboet og os selv. Det samme gælder ifm. eks. plejeseng.
Jeg hverken kan eller vil udtale mig om den pågældende sosu-hjælper bare er ude på at "gøre livet surt" for jer. Jeg kender hverken sosu-hjælperen eller situationen, så det vil jeg slet ikke danne mig en mening om. Men hvis I føler det sådan, synes jeg I skulle tage en snak med hjælperen - og eventuelt hans/hendes leder. Mht. hvad sygeplejersker, visitatorer eller ledere siger eller gør, kan den enkelte sosu-hjælper ikke stilles til ansvar for det.
Og til sidst bare lige for en god ordens skyld: Vi hedder sosu-hjælpere og har en min. 14 mdrs uddannelse - i modsætning til en hjemmehjælper, som har et 5 ugers kursus. Det er mange år siden, man sidst har uddannet hjemmehjælpere på et sådant kursus ..
Det der med, at i SKAL henvende jer til nærmeste pårørende, hvad skal i det for?
Du skriver som en typisk uddannet hjemmehjælper. De uuddannede fungerer faktisk bedre.
Det må og skal være borgeren der har hjælp behov og hjælperne det hele drejer sig om, ikke de pårørende.
De pårørende kan jo selv have hjemmehjælp, og hverken ken eller vil f.eks. fjerne gulvtæpper.
Det kan ikke nytte at du og andre pålægger pårørende noget de ikke har ansvar for, eller har med at gøre.
Jeg savner f. eks. hensynet til min gamle svigermor, der bliver sat i en transportkørestol med lav ryg ca. 8 timer i døgnet. Hvor er hendes sikkerhed henne?
Jeg tror gerne jeres arbejdsforhold er stressende, og der er for lidt tid. Men det er jo noget der hører til jer og jeres arbejdsgiver, ikke os som pårørende eller den der modtager plejen.
Hvis hjælperen ikke kan komme ind, fordi áftenholdet har glemt at lægge nøglen i nøgleboxen, så kan det aldrig blive vores ansvar at starte bilen og køre ti km. for at lukke vedkommende ind, eller de har glemt medicinen eller sågalt den gamle. Det er sket tre gange, at vi har opdaget at de havde glemt hende. Hun skulle på sygehuset, hun sad med frakke og det hele på, anbragt i en kørestol. Hun fik ikke mad, fordi "hun var jo ikke hjemme". De havde glemt at lade døren stå åben, de havde glemt at give besked til dem der skulle hente hende, og de havde glemt at hun skulle på sygehuset.
De kunne huske, at hun ikke skulle have mad. Kun fordi vi tilfældigvis kom forbi, blev sådan nogle, i mine øjne, alvorlige svigt opdaget.
Derudover har de tabt hende med kørestol og det hele, glemt at give hende hendes medicin, (lå på bordet i to dage), børster ikke hendes tænder, taler ikke til hende, går bare hen og putter piller i hendes mund, giver hende ikke nattøj på.
Sådan noget opdager vi, når vi får på fornemmeren der er noget galt. Så kører vi derud og ser hvad det er der foregår.
Jeg ved ikke om du mener sådan noget er godt nok? Det gør vi ikke. I øjeblikket skriver vi hver eneste dag til afdelingslederen om det vi ser.
Jeg vil dog tro, at mange kvinder med hjertet på rette sted, med styrke og en vis logisk sans kunne påtage sig opgaven uden synderlig form for uddannelse.
Eksemplet fra Linette, om den skammelige behandling som hendes svigermor udsættes for, viser at der mangler både normal omtanke og empati hos de ansvarlige.
Eksemplet taler for sig selv.