Jalousi - hader det, hvad gør jeg?

Sofie45

Nu har denne tråd udviklet sig til en debat om, hvor almindeligt utroskab er i dag og dengang vi var unge.

Men man skal passe på med at generalisere, for vi var jo også en stor gruppe, der ikke sympatiserede den måde at leve på, hvilket du pigen65 rigtignok også siger. Dengang var den seksuelle frigørelse en del af ungdomsoprøret, men mange familier gik så også i opløsning, og kunne slet ikke håndtere disse frihedsidealer, måske især kvinderne.

Jeg har to piger på henholdsvis 42 og 35 år, de er begge gift og lever med helt andre idealer og holdninger til deres parforhold, og kan ikke genkende hvad der bliver skrevet i denne debat, hverken hos sig selv eller i deres vennekreds.

Jeg har opdraget dem til at tage ansvar for sit liv, behandle andre mennesker med respekt og ligeværdighed, men igen hvor er du i samfundet, hvilke venner har du og hvilke værdinormer er meningsdannende, hvor man lever sit liv, det tror jeg så til gengæld betyder utrolig meget for den enkelte.

Men jeg synes, at denne debat giver indtryk af, at utroskab er så normalt, at alle andres holdninger og værdinormer bliver betragtet som noget naivt, og det har vi andre ikke forstand på, det er det jeg reagerer på:-)

For øvrigt har jeg læst fra nogle undersøgelser, at seniorerne i dag er dem der tæller godt i statistikkerne om utroskab, det er jo tankevækkende, men det er måske også dem der mangler den nærværd og kærlighed fra sin bedre halvdel, som de har behov for og stadig drømmer om.

Sofie45

Lotte dette indlæg er faktisk kun til dig, og jeg synes lige jeg skylder dig min mening om den måde HeltNormal42 har angrebet dig på.

Du har hele vejen igennem skrevet fine, gode og sobre indlæg, det er ikke dig der har misforstået noget, det er ikke dig der har forplumret historien, men derimod tråd starter der den ene gang efter den anden kommer med nye oplysninger, der lige rykker historien et andet sted hen, og han modsiger sig selv gang på gang.

Han efterlyser gode råd, og det har han fået, men har ikke kunne bruge nogle af dem. Selv når vi hver især, har fortalt om vores eget liv, ligger der heri også en del gode råd, men disse råd overser han, fordi han ikke evner at læse mellem linjerne, og forstå…

persille1

lotte123, du skal også vide jeg er helt enig med Sofie45. Vi skriver ud fra vores livserfaringer og vores meninger. Hvad andet kan man. Og så kan spørgeren tage det til sig eller lade være.

Men der er i den grad givet vildledende oplysninger, så det hele bliver en stor rodebutik.

lotte123

Tak for disse seneste indlæg, det gør mig glad, for jeg må tilstå at denne debat – også for mig – er kommet til at fylde lidt rigeligt, for det er dog rystende og chokerende, som visse mennesker aktivt arbejder på at gøre ting vanskelige for sig selv, og det – for mig at se – fordi de vælger at gætte i parforholdet frem for at tale sammen.

Sjovt nok. Da jeg læste dit indlæg i går, Sofie, tænkte jeg at vi da måtte være ”enæggede”, og jeg håber helt bestemt – og tror faktisk også - at netop vi hører til flertallet.

Trods ihærdige forsøg fra Nada's side, lykkedes det hende ikke at få mig til miste tilliden til min mand, men jeg tror desværre, at det lykkedes hende at gøre HeltNormal endnu mere usikker mht hans kones indkøbstur til Tyskland.

Og – det er jo ganske forfærdeligt, for det lader jo til at disse indlæg netop fra hende, var dem han kunne bruge til at øge sit lave selvværd.

Sørgeligt.

valiant4499

Jalousi er en svær størrelse at håndtere.
For mange år siden havde jeg rollen som Jokum i syngespillet:"En Søndag på Amager".
Min dengang forlovede var med til de fleste af prøverne og havde vist også en mindre birolle.
Henimod slutningen af stykket skulle Lisbeth og Jokum kysse hinanden ved slutningen af en vise.
Vi talte om det sammen med instruktøren og min forlovede, som sagde: "Ja, sevfølgelig skal I da kysse hinanden:"
Der skete så blot det, at pianisten, som var en ung mand, i stedet for at sætte tid af til et kys, hurtigt skyndte sig at spille videre, for han var selvfølgelig lynende jaloux, hvilket det senere viste sig, at min forlovede også var, idet hun, da vi senere drøftede det, sagde, at: "Det var jo ikke sådan ment"., selvom jeg næppe nåede at strejfe Lisbeths læber.
Ydermere kom til, at Lisbeth, min partner i stykket, kom fra et indremissionsk hjem, hvor man betragtede dans som noget meget syndigt, og da der var tradition for, at det årlige dillettantstykkes hovedrolleindehavere åbnede det efterfølgende bal, så krævede det en hel del overtalelsesevner af instruktøren, som oven i købet var den stedlige præstefrue at få overtalt forældrene til at give datteren lov til denne ene dans mod, at hun til gengæld efterfølgende straks vendte hjemad fra denne lastens hule.
At Lisbeth selvfølgelig ikke gjorde sig på et dansegulv var der jo ikke noget mærkeligt i og er en helt anden historie.

pigen65

Valiant, tak for din "historie" - ja det var dengang.

Da jeg var ung pige på en gård, som 14 årig, stod manden i huset, og "tog på mig" når jeg skulle smøre hans madpakke, jeg var afvisende, og slap med det, men min veninde, som kom efter mg, også kun 14 år, blev nærmest overfaldet, kysset og gramset på.

Manden var en "fin mand" - bankbestyrer / gårdejer med folk ansat, og venner med præsten.

Hans kone var en sød lille dame, som jeg havde forbindelse med, lige til hun døde ca. 25 år senere. jeg tror ikke hun vidste noget om, hendes mands svagheder..

Jeg tror dog, at man i de fleste tilfælde, vil kunne mærke, hvis ens ægtefælle har "gang i noget" - jeg kunne... og dog.. jeg havde ingen beviser.