Jalousi - hader det, hvad gør jeg?
Hej, jeg er jaloux og har arbejdet meget med det. Jeg har været i terapi, og fået det til at forsvinde et stykke tid, faktisk har det ikke været meget oppe det sidste års tid, indtil her for nylig.
Vi var til fest med nogle venner, 5 piger og et par fyre, alt var hyggeligt og vi var ved at planlægge en festival vi senere skulle på. Pludselig kommer min kæreste i løbet af aftenen og fortæller mig, at hende og en anden fyr, som dansede med i løbet af aftenen, havde planlagt at tage til Tyskland og købe ind til festivallen. Jeg synes det var lidt underligt at hun måske ikke spurgte mig, og jeg kunne mærke jalousien bide i mig igen, og f.. hvor jeg hader den følelse. Lige nu er den ved at æde mig, men jeg ved at jeg kan smide den igen...
Jeg gjorde ikke noget ved det i løbet af aftenen, da jeg ved der ikke kommer noget godt ud af at diskutere dette, når man har drukket, og jeg er god til at gemme min jalousi væk.
Men lige nu plager tankerne mig.
Er jeg for sart? Hvis det var en venide hun var kommet og havde sagt det med, havde det jo været helt OK. Og jeg tror heller ikke hun vil være mig utro.
Omvendt tror jeg også hun ville have haft issues hvis jeg var kommet med en pige fra festen, og sagt at hende kører jeg lige til Tyskland med.
Hvis jeg deler mine tanker med hende, tror jeg ikke der kommer noget godt ud af det. Vi ville højst sandsynligt ende i et bragende skænderi, og hun ville blive sur på mig, over at begrænse hende.
Tankerne fylder bare meget, hvad gør jeg? Mangler virkelig nogen at snakke med.
Vi var til fest med nogle venner, 5 piger og et par fyre, alt var hyggeligt og vi var ved at planlægge en festival vi senere skulle på. Pludselig kommer min kæreste i løbet af aftenen og fortæller mig, at hende og en anden fyr, som dansede med i løbet af aftenen, havde planlagt at tage til Tyskland og købe ind til festivallen. Jeg synes det var lidt underligt at hun måske ikke spurgte mig, og jeg kunne mærke jalousien bide i mig igen, og f.. hvor jeg hader den følelse. Lige nu er den ved at æde mig, men jeg ved at jeg kan smide den igen...
Jeg gjorde ikke noget ved det i løbet af aftenen, da jeg ved der ikke kommer noget godt ud af at diskutere dette, når man har drukket, og jeg er god til at gemme min jalousi væk.
Men lige nu plager tankerne mig.
Er jeg for sart? Hvis det var en venide hun var kommet og havde sagt det med, havde det jo været helt OK. Og jeg tror heller ikke hun vil være mig utro.
Omvendt tror jeg også hun ville have haft issues hvis jeg var kommet med en pige fra festen, og sagt at hende kører jeg lige til Tyskland med.
Hvis jeg deler mine tanker med hende, tror jeg ikke der kommer noget godt ud af det. Vi ville højst sandsynligt ende i et bragende skænderi, og hun ville blive sur på mig, over at begrænse hende.
Tankerne fylder bare meget, hvad gør jeg? Mangler virkelig nogen at snakke med.
Kommentarer
Nu har jeg ringet og spurgt. Der bliver trukket på det. Hvis man kender hinanden særdeles godt og det er af praktiske årsager, så ja. De kan tage af sted. Men så er det noget man har talt om og er blevet enige om.
Der bliver også sagt du ikke lider af jalousi, man gør bare ikke sådan. Det virker meget egoistisk og meget lidt hensynsfuldt.
Du kunne jo spørge om ikke du også kan tage med på turen, hvis det gør dig urolig at hun kører alene med ham.
Nu er du jo jaloux anlagt, og det skal du prøve at få styr på, men der må jo være noget i jeres forhold, der ikke er helt som det skal være.
Hvis man er tryg og i harmoni med sig selv og hinanden, vil dette ikke få mig op og køre, man skal i et forhold kunne stole på hinanden, ellers vil I få mange problemer fremover.
Jeg ved, at det for mine to voksne piger aldrig ville give jalousi hos deres mænd, de ser ikke så meget på om en ven er af det ene eller det andet køn, og jeg har det nok ligesådan.
Jalousi uanset hvem der lider af det, giver jo begrænsninger for den anden part, og det må være utåleligt at leve med et andet menneske, der ikke stoler så meget på en, uanset om det er en ven man har af det andet køn.
Vi skal tage hensyn til hinanden og det mener jeg bestemt ikke din kæreste gør.
Jalousi kan det ikke kaldes.
Jeg har spurgt to personer til, hvad de mener. Det ville de ikke acceptere. Den ene ville endda bryde forholdet, for det ville han slet ikke acceptere. Han er så langt fra at lide af jalousi, som man kan være.
Hvis det noget man aftaler fælles er det noget helt andet.
Det sidste, der falder parterne i et parforhold ind er, at de måske skulle prøve at tale sammen, om hvad der foregår hos hinanden, og hvordan man sammen finder ud af tingene.
Nej – man vælger at gætte, tolke – og desværre for det meste; at gøre en mus til en elefant. Og ja, for mig at se, må det da være nogle underlige parforhold. Man deler det mest intime – det seksuelle, men tale sammen? Nej – det er for grænseoverskridende. Jeg fatter ganske enkelt ikke, hvordan man kan have et seksuelt samliv med en person, man ikke kender/ikke kan tale med. Ja, jeg fatter ikke, at man kalder sig kærester overhovedet, når man ikke synes at samtale er det mest væsentlige. Men tja... sådan er vi jo så forskellige. Og det giver jo stor forståelse for, at der er så mange, det går galt for.
I er en flok venner, der skal på festival sammen, og din kæreste får talt med en af vennerne, og de aftaler, at det da er både smartere og langt billigere, at der købes forsyninger i Tyskland til denne festival, og at det kan de da lige klare.
Hun kommer straks hen til dig og fortæller – vel sagtens ikke bare dig, men også de andre – at det har de lige aftalt, at de har mulighed for at ordne det.
Jeg kender naturligvis hverken dig, hende eller de andre, men måske de netop har fundet ud af, at de har mulighed for at køre ned og købe ind en hverdag i stedet for en week-end, hvilket jeg skal hilse og sige bestemt er en meget stor fordel. Måske det handler om, at hun godt ved, at du vil have svært ved at finde tiden, måske det i det hele taget er bedre at to forskellige i gruppen, frem for et par, sørger for de indkøb, måske, måske, måske..... Der er 117 virkelig gode – og helt og aldeles uskyldige – grunde til denne aftale. Husk – hun fortalte dig straks om det, så der er jo overhovedet ikke noget fordækt i det.
Det var meget – MEGET – klogt af dig, at du ikke røg i loftet lige der med sprit i blodet. Jeg synes ikke, der findes noget værre end at være vidne til andre pars små/store uoverensstemmelser ved en fest.
Men jeg synes da helt klart du – når I kom hjem, stille og roligt skulle have spurgt ind til hvordan og hvorledes med den indkøbstur. Det tør du så ikke, fordi du frygter, at det skal blive til en skænderi? Hvorfor skulle det egentligt det? Der er foregået noget, du ikke helt forstår, og som du lige vil have på plads. Hvis ikke man kan tale stille og roligt om sådanne ting i et parforhold, så er der efter min mening overhovedet ikke noget parforhold, og det vil derfor gå galt på et tidspunkt.
Oven i købet er du ret sikker på, at hvis du var kommet med en af pigerne med samme forslag, så ville din kæreste have fået ”issues” (øhhh, hvorfor ikke tale dansk og bruge et helt almindeligt brugt dansk ord; problem???), så derfor er det da oplagt, at I stille og roligt lige får den på plads.
Lige nu har du tolket på en hel masse, der givet ikke er der, og selv om du prøver at få ro på, så vil det jo ligge under overfladen og næste gang, der sker noget, som du også vælger at gætte og tolke på i stedet for lige at åbne munden – stadig stille og roligt – og få tingene på plads, så har du jo problemet igen.
Jeg foreslår ganske enkelt, at du siger til hende, at selvfølgelig er det nok noget pjat, men den ramte dig lige, og du vil da lige høre, hvordan hun ville have reageret, hvis du pludseligt var kommet og havde sagt at du og ”Petrine” lige havde aftalt at sammen tage en heldagstur til Tyskland, så om I lige kan få ryddet op.
For mig at se, er det hele en storm i et glas vand, men på den anden side, så skal man netop tage de små ting i opløbet, så de bliver, hvor de hører til.
Det gør intet, hvis bare det bliver aftalt fælles. Ikke afgjort på forhånd. Man bør tale sammen.
Men – det lader til at problemet ikke er, at der laves en aftale uden videre. Nej – problemet er, at det er med en af vennerne, der tilfældigvis er af hankøn?
Det er åbenbart et problem at man er alene med en af modsat køn – hvor i mod det ikke er et problem, hvis det er en af samme køn?
Jeg har nok mest et problem med, at alt skal gøres seksuelt. Jeg synes da, det er meget underligt at en dreng/pige – mand/kvinde ikke bare kan være gode venner?
Men – det er måske nok bare mig, der ikke helt forstår, og synes det da må være voldsomt anstrengende.
Dvs hvis man møder en god bekendt på gaden, så kan man – hvis det er en af samme køn – godt lige aftale at slå følge og/eller gå sammen ind på en cafe og få en god snak - men hvis det er en af modsat køn, så er det kun tilladt lige at sige goddag???
Og – hvordan forholder man sig på arbejdspladser/ uddannelsesinstitutioner, hvor man jo meget nemt kan ”risikere” at skulle arbejde tæt sammen med en af modsat køn?
Hvad er det i grunden, der er ved at ske med vores samfund, når den slags øjensynligt er problematiske?
Bevares – jeg var ung i 70-erne, hvor der netop blev gjort virkelig store indsatser på at vi først og fremmest så hinanden som MENNESKER – dernæst på kønnet.
Nu om dage er alt bare blevet så kønsforskrækket, at det er gået helt over i den anden grøft.
HVAD er problemet i at et par mennesker af modsat køn kan have det hyggeligt og rart – uden der er seksualitet indblandet?
HVAD er der galt med parforhold nu om dage, når man overhovedet ikke mener, man kan stole på sin partner over en dørtærskel?
Jeg er skam enig, men jeg opfattede det ikke på den måde.
Der kan man se hvor vigtigt det er at tale sammen. Ellers opstår der nemt misforståelser.
Forleden talte jeg med en. Hun siger: Jeg troede du var gal på mig. Nej, hvorfor skulle jeg dog være det, siger jeg.
Joe, siger hun, du sagde det var en anden, der havde udført det "stykke arbejde". Jeg måbede. Ja, sagde jeg, du spurgte om jeg havde udført det og jeg svarede det var en anden.
Hvad gør man så ?????? Jeg fatter ikke det kunne misforstås på nogen måde.
I er unge fornemmer jeg, og du skal vide og gøre dig det helt klart, at du ikke ejer din kæreste, jalousi og ejerskab har ikke noget med kærlighed at gøre, og det ville være to ting der ville få mig til at løbe skrigende bort.
Derfor kan du jo ikke tillade dig, at blive sur på hende, når hun med en ven har lavet en aftale om at køre til Tyskland og handle ind, for det er jo ikke aftalen du har noget imod, nej det er kønnet på vennen, der er forkert, havde vennen været en pige havde det jo været ok fra din side.
Hvad bilder du dig ind… dette sagt med lidt humor, så bliv ikke vred:-) Du nævner endda også, at hun ikke vil være dig utro, bare sådan en bemærkning er krænkende i min verden. Hvor er din respekt, kærlighed og tillid til din kæreste henne? ja jeg spørger bare…
Man bliver jo ikke automatisk umyndiggjort, fordi man går ind i et forhold, som måske ender med at man bliver gift, man er jo stadig et selvstændigt og selvtænkende menneske:-)
I skal også, som Lotte så rigtig skriver begynde at snakke sammen, ikke med at råbe og skrige, men virkelig være i rigtig god dialog med hinanden, så I aldrig er i tvivl om, hvad den anden mener. Og jeg fatter heller ikke, alle de mange par, unge som ældre, der egentlig ikke taler sammen, men gætter sig til hvad den anden mener, føler og tænker. Sådan et forhold er da dømt på forhånd til at mislykkedes.
Jeg håber du lige vender tilbage og skriver et par ord.
Først og fremmest så er jeg enig i at i et perfekt ægteskab skal man kunne tale om alt. Og ja, jeg er udmærket klar over hvor ødelæggende jalousi kan være, det er jo også derfor jeg skammer mig sådan over følelsen, og derfor jeg har det dårligt men at dele den med hende. Og det jo faktisk lykkedes mig at skjule den, når vi er til fest etc.
Udtalelserne om at hun ikke er mig utro, har jeg svært ved at forstå undren over. Jeg har haft 2 kvindeforhold i mit liv. Min første hustru var mig utro af flere omgange. så for mig er den tillid ikke en selvfølge, men en nagende tvivl, der bare IKKE må gå ud over min nuværende hustru.
Mht. hvad mænd laver med mænd, og hvad mænd laver med kvinder synes jeg ikke kan sidestilles. Jeg synes ikke det er det samme hun tager derned med en fyr jeg ikke kender særligt godt, og hvis det havde været en veninde jeg ikke kendte. Jeg tror heller ikke de fleste ville synes det var det samme, og jeg tog en weekend til London med en god veninde, i stedet for en god ven. Et eller andet sted er der en grænse, måske ikke i din meget tolerente verden Lotte, men i min er der!!! ..og jeg er sikker på at den fyr der tager til Tyskland med min hustru og ikke en af de andre piger i selskabet, meget gerne ville det, fordi hun ser så hamrende godt ud.... men det skal jo ikke komme hende til last.
Jeg er stadig meget i tvivl om jeg skal bringe det på bane. Hvis jeg siger at jeg gerne ville have været spurgt, erkender jeg også min jalousi. Også dermed åbnes også for en diskussion, og for følelser som min hustru, fuldt forståeligt hader mig for. Alternativet er at begrave det, og tænke på noget andet, når hun så tager afsted..... men det gør ondt indeni, for der er også gået over en grænse jeg har haft...
Det betyder måske ikke det store, men skaber da i den grad forvirring i et anonymt debatforum.
Helt unge mennesker har et noget specielt kodex for, hvad man ”må og ikke må” i et kæresteforhold, men voksne par burde kende hinanden noget bedre og netop forlængst have aftalt, hvordan man gebærder sig overfor hinanden.
Du lider af jalousi og har fået det behandlet, men i og med du tidligere har været udsat for utroskab, så er det jo ikke spor mærkeligt, at du stadig har en ”rem af huden”; det er da forståeligt. Men det er da fuldstændigt uforståeligt, at du ikke har talt med din kone – som du vel har kendt i flere år?? - om dette?
Jeg ved som ikke om min verden er ”meget tolerant”, men jeg kunne da aldrig leve et liv med en mand, hvis jeg skulle gå og frygte alt muligt, hver gang han ikke var inden for synsvidde. Vi er meget åbne overfor hinanden og taler naturligvis med hinanden om, hvad der foregår og hvordan vi har det hver især. Jeg har da både glad og trygt sendt ham til julefrokost, firmaudflugt – på samme måde som han har vinket farvel til mig, når jeg skulle noget med egne venner. Og nej – vi har aldrig haft bare antydningen af mistanke, om der skulle være foregået noget, det ikke måtte opdages.
Og så er der da himmelvid forskel på en praktisk indkøbstur til Tyskland og en hygge- week-endtur til London. Helt ærligt.. Jeg finder det faktisk yderst umodent at foretage en sådan sammenligning. Men – på den anden side, hvis du virkelig mener, at der er forskel på om man tager på en udflugt med en af samme køn og en af modsat, så er det jo fordi, du ser seksualitet i det – og så kan jeg selvfølgelig godt forstå det – også at du så lider af jalousi. Puhh – det må godt nok være anstrengende.
Jeg håber da virkelig ikke, det er mest ”almindeligt”, at det at mødes med en god ven af modsat køn, og gå hen og få en kop kaffe eller en god frokost sammen – er at ligestille med utroskab? Jeg er faktisk ret rystet over, at en voksen person har sådanne tanker.
Hvis din hustru virkelig elsker dig – og du elsker hende, hvis I har et godt forhold, i det hele taget er opmærksomme på hinanden, så kan jeg – selv med min bedste vilje og forståelse for dit problem – ikke se, at der overhovedet skulle være nogen problemer i, at hun kører sammen med en af hankøn ned og klarer de indkøb.
Men – jeg synes ikke det er i orden, at hun uden videre laver aftaler – uden at I lige har talt om det – og det gælder både med venner og veninder.
Jeg synes – stadig – du skal tale med hende om det – især når du oven i købet regner med, at hvis det havde været dig og en veninde, der havde lavet en sådan aftale, så ville hun givet ikke have syntes, det var i orden. Jeg synes dog ikke, det handler om, at hun skulle have spurgt dig om lov, men mere, at hun måske lige skulle have vendt den med dig, inden hun uden videre lavede en aftale. Og når det nu oven i købet handler om en fyr, du ikke kender, så kan du da sagtens spørge ind til, hvad han egentligt er for en fyr.
Men generelt – hvorfor dog gøre ting nemt, når det kan gøres besværligt?
Og ps til Persille. Nej, jeg forstod dig fuldstændigt; det var mere netop dette, at man godt kan lave aftaler med en af samme køn uden videre – men ikke med en af modsat, som HeltNormal var inde på, som jeg – stadig – finder ret mærkværdigt. Jeg mener man ALTID lige bør vende tingene med sin partner, når man laver aftaler, der ikke involverer partneren. Dog ikke nødvendigvis for få ”tilladelse” men mere, så man er i overensstemmelse med hinanden. Det er smadder irriterende at tro, at man f.eks. har en week-end sammen, for så lige i sidste øjeblik få at vide, at partneren forresten skal noget andet.