Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det synes jeg er trist, og måske en af grundene til at så mange par går fra hinanden og bliver skilt.
Så vi er enige, HeltNormal42 skal tage en god og ærlig snak med sin kone, og fortælle om sine følelser og tanker, det er for mig en af grundpillerne til et godt ægteskab.
Jeg kan da sagtens mødes med en ven af modsat køn og som her i debatten; foretage nogle indkøb, gå på en cafe, drikke en kop kaffe, indtage en frokost, måske en udstilling, der har lige specielt vores interesse el.lign – i det hele taget have et hyggeligt og helt platonisk samvær. Men – jeg tager da ikke på ferie eller week-endophold alene med ham. Og – det handler forresten slet ikke om sex, men simpelt hen at det har jeg da slet ikke lyst til, for sådanne ting vil jeg da helt klart hellere gøre med min mand. Min mand har det på samme måde – vi har faktisk lige siddet og talt sammen om netop denne debat.
Både min mand og jeg har da – både arbejdsmæssigt og i fritidsinteresser – naturligvis været sammen med både han- og hunkøn; mennesker vi kalder venner. Vi har naturligvis også oplevet, at skulle på både heldags- og internatmøder/kurser med indlagt socialt samvær – og det uden partneren har været med, men det har da på intet tidspunkt betydet, vi har dyrket sex med nogen af dem, vi har været i selskab med.
Selvfølgelig har både jeg og min mand gennem årene oplevet, at der ind i mellem har været en, der har udvist lidt mere end venskabelig interesse og prøvet om der var mulighed for lidt ”pjank” - det oplever vi vel alle sammen her i livet.
MEN – det betyder jo ikke, at man så er nødt til at sige ja og gå med. De gange både jeg og min mand har oplevet det, har vi da ganske enkelt afvist det. Det er faktisk ikke særligt svært. Det vi har sammen er da alt, alt for dyrebart til at vi vil kaste det overbord for en tilfældig affære! Men – derfor behøver vi vel ikke sidde lårene af hinanden.
Og – det er vel nok lige præcis der, det går galt for den jaloux person, for man kan simpelt hen ikke forestille sig, at ens partner virkelig elsker en – så dybt og ærligt, at man virkelig har nok i sin partner og aldrig kunne finde på at gøre sin partner ondt og lave sidespring.
Måske det også handler om, at den jaloux – fordi selvværdet er så lavt – selv vil benytte en hver lejlighed til at bekræfte sig selv, og derfor er der, hvor man tænker ”Jeg ville gøre det, hvis jeg fik muligheden – så derfor vil min partner også”. Tyv tror hver mand stjæler.
Det er i langt de fleste tilfælde den jaloux selv, der med sin evindelige kontrol og mistro, får ødelagt parforholdet. Derfor er det den jaloux, der har et problem, og den jaloux, der bør søge hjælp for sit lave selvværd. Men – naturligvis også derfor, jeg ikke forstår baggrunden for denne debat, derfor vi går så skævt af hinanden, fordi både Heltnormal og Nada slet ikke kan forestille sig, at man kan stole ubetinget på hinanden, og det er jo det, der er det sørgelige.
En lille historie:
For nogle år siden var min mand og jeg til et større selskab et sted og havde det sjovt – vi var sammen med nogle venner, som vi havde kendt i mange år; vi kendte altså hinanden godt. På et tidspunkt skulle jeg på toilettet og jeg siger, at jeg lige skal det; en af mændene siger at det skal han forresten også; så griner han og siger ”skal vi gå ud og tisse sammen” (helt klart sådan noget tøse-noget, som vi da alle sammen lige morer os over). Nå – vi går, der er flere toiletter, og vi går naturligvis ind på hver vores toilet. 15 sekunder efter kommer hans kæreste farende og begynder at hamre på døren!!!
Jeg blev lidt paf over den opførsel, men gjorde naturligvis ikke noget ved det. Dagen efter ringer denne kvinde til mig og er helt ulykkelig, for hendes kæreste var faktisk blevet rasende over denne opførsel, og havde på den baggrund fået nok og havde afsluttet deres forhold. Jeg må tilstå, at jeg godt forstod hans beslutning, hvilket jeg fortalte hende, for det er da ikke til at holde ud, at man skal mistænkeliggøres og overvåges konstant. Jeg kender denne mand særdeles godt, og ved han aldrig kunne finde på den slags – og det er da frygteligt at hans partner, der trods alt burde kende ham bedre, ikke har samme tiltro.
Er der virkelig nogen, der kan være så sikre på, at deres ægtefælle aldrig vil føle sig fristet... jeg tror det ikke!
Vi kan føle os nok så trygge, men det kan ske - for selv den bedste!
Jeg har da også oplevet, at blive "lagt an på" - selvom jeg da aldrig havde forestillet mig, at "han" kunne finde på den slags.
Jeg flyttede fra min mand, efter 27 år, da han var blevet tiltrukket, af en anden kvinde.
Han fortrød, og måske har han ikke været utro, men det kom som et chok, da jeg havde følt mig tryg, og troede vi havde et godt ægteskab.
Det har taget meget hårdt på mig, og jeg har kæmpet for at komme over det, men vi er gode venner, jeg kan bare ikke fortsætte nu, som intet var sket - for hvornår sker det igen..
For mange år siden.. det var før mobilen.. var der en kvinde, fra min "mands" arbejde, der var begyndt at ringe .. det var tit mig, der tog telefonen, og hun ville bare spørge, om hun kunne køre med på arbejde, næste morgen.
Min "mand" påstod, at han også havde en anden arbejdskammerat med i bilen, selvom den kun var til 2 pers.
Jeg sagde jo, at det var ulovligt, da der kun var 2 seler..
Før jul kom denne "anden arbejdskammerat" på besøg, og han siger: "Jeg så forresten "Alvilda" den anden dag, hun havde lagt sig ud".. jeg siger så: "Nåå.. det var hende, I havde siddende på gearstangen, når i kørte på arbejde" ..
Han svarede: "Jeg har da aldrig kørt med, på arbejde" :-/
Det var som at få, en spand koldt vand i ansigtet!
Jeg troede på min "mand" - men det kunne jeg åbenbart ikke.
Og selvom nogen, kan få det hele til, at se så "rosen rødt ud" - så kan det ske, i selv den bedste familie.
Desværre :-(
Det har du fuldstændigt ret i, pigen65 – der gives jo desværre ikke garantier for livet.
Men – hvis ikke man tør satse 100% når man går ind i et parforhold, så vil man være helt sikker på at tabe.
Jeg stoler helt og aldeles – og helt uden forbehold – på min mand, og det vil jeg gøre til en dag, hvor der kan risikere at komme en iskold spand vand lige i hovedet på mig. Jeg har valgt at satse på, at det ikke sker, og ja, det er måske naivt – men til gengæld har jeg nu i snart 20 år været lykkelig, og det ville jeg jo ikke have været, hvis ikke jeg havde satset på den betingelsesløse kærlighed.
Hvis jeg i stedet skulle have valgt at ville sikre mig selv først og fremmest, tage forbehold og på forhånd overbevise mig selv om, at han (nok) ikke var værd at stole på, så havde vi givet ikke været sammen i dag, vi ville heller ikke have oplevet den totale lykke sammen.
Selvfølgelig findes der både mænd og kvinder, der ikke har nok i partneren og selvfølgelig er der mange, der oplever utroskab og bliver dybt sårede og ulykkelige, sådan kan livet desværre også være; men hvis man – som en selvfølgelighed – går ud fra, at den partner, man har mødt og forestiller sig at leve sammen med, nok kun er ude på at ville såre en, ja... så kan man lige så godt stoppe med det samme – for det kommer aldrig til at gå godt.
På samme måde som med alt andet her i livet – f.eks. alvorlig sygdom; hvis man skal leve hele sit liv i frygt for at blive ramt, så kommer man jo aldrig til at leve overhovedet.
Ingen går gennem livet uden at opleve at blive ramt af et eller andet, der er forfærdeligt hårdt at takle, sådan ER livet – men hvis man i frygt for alt det forfærdelige helt glemmer at nyde alle de fantastiske og skønne ting, der også findes, ja så har man helt sikkert tabt.
Du tror ikke på, at der er nogle der kan føle sig 100 % sikre på sin partner og hinanden, det er jo en voldsom påstand, du her kommer med.
Jeg og min mand har været gift i rigtig mange år, og på den måde vi har levet og bygget vores ægteskab op på, tvivler jeg ikke et øjeblik på, at vi altid har været hinanden tro, og ja vi stoler 110 % på hinanden.
Nu var mine indlæg heller ikke for at overbevise nogle om, at mit ægteskab er ”rosenrødt”, hvad det så end er for en størrelse:-) men mere at give HeltNormal42 nogle værktøjer til, hvordan man selv og sammen kan gøre forholdet trygt og godt, et forhold der når til vejs ende med kærligheden intakt? Men som jeg har sagt før, så er der mange måder at blive enige om at leve på, og være gift på.
Men stadigvæk vil jeg sige til HeltNormal42, at samtale er den allervigtigste ingrediens i et godt ægteskab, hvor begge parter forstår at udtrykke behov og følelser, og forstår at lytte til hinanden med både respekt og åbenhed, og så skal man huske både at give og tage. Mit sidste råd er husk at indgå kompromiser.
Det kan godt være, det lyder højtideligt:-), men sådan skal det ikke forstås, det er helt fra min side ment som et venligt og godt spark til HeltNormal42 i den rigtige retning.
" men hvis man – som en selvfølgelighed – går ud fra, at den partner, man har mødt og forestiller sig at leve sammen med, nok kun er ude på at ville såre en, ja... så kan man lige så godt stoppe med det samme – for det kommer aldrig til at gå godt."
Citat slut
Det var ikke sådan, jeg gik ind i mit ægteskab, jeg følte mig elsket og kunne slet ikke forestille mig, at min mand, kunne få interesse, for andre kvinder.
Min historie ligger mange år tilbage, og jeg har haft et godt ægteskab, i min uvidenhed.. indtil sidste sommer, hvor der så sker noget igen, og jeg må se i øjnene, at min mand har en svaghed, som jeg enten må leve med, eller flytte.
Han ville jo gerne beholde mig.. men jeg er såret og måske bitter.. nu har han fået sin frihed, så må han se, hvad han kan bruge den til.
Jeg forstår godt, at spørgeren i debatten her, kan blive mistænksom, det ville jeg også selv blive, hvis jeg var i hans sted!
Jeg tvivler da ikke på, at der findes ægteskaber, hvor man kan stole på hinanden, men der findes desværre også ægteskaber, hvor man ikke kan, og så må man tage valget, om man kan leve med det.
Nogen gør det, uden at vide det.
Udover Nada's indlæg, kan han næppe bruge det til noget konstruktivt.
Der ER nu engang forskel på at være i 40erne og i et forholdsvis nyt forhold,
og så at være 60+ og at have levet et halvt liv sammen.
Han beder om råd, ikke jeres livshistorie, og formanende ord:
"gentagende gange fået at vide...." osv. (Citat Lotte123)
Synes tonen er hård og fordømmende, og mangler reelle bud på hvad han skal gøre.
Så 40+, mand eller kvinde, kom på banen
Og hvor kommer "tyv tror hver mand stjæler fra?" Jeg bliver virkelig sur når du skriver sådant.... Jeg elsker min hustru og har ikke lyst til at elske eller elske med andre end hende.
Jeg ved nøjagtig hvor min jalousi kommer fra. Dels fra oplevelsen med min ex hustru, og en dels nok også fra noget mindreværd i vores parforhold. Kommunikation, samhørighed og sex er for mig vigtige parametre i parforholdet. Mht. Sex har jeg mere lyst end min hustru (2-3x) ugen, hvilket tit leder til situationer, hvor hun afviser mig, og fortæller at jeg ikke er god nok i sengen til hende. Hvilket jeg som mand har stort issue med... Og det er årsagerne.
Vi kan diskutere grænser til bevidstløshed her, og de situationer i remser op Lotte og Sofie45 har jeg heller ikke noget issue med . Det er nok mest den måde den situation opstår på, jeg bliver ikke involveret, og fyren er åbenlyst interesseret i min godt udseende hustru. Nå men jeg tog mig sammen og tog snakken med hende....
Hun mente hun havde orienteret mig ved festen så snart hun kunne, og at det udelukkende var fordi de nemt kunne få gjort noget praktisk ved festen. Da jeg så sagde om det også havde været ok hvis jeg omvendt en anden gang jeg tog med XX (navngiven pige fra festen)til Tyskland og købte ind, fik jeg dog et klart nej! Fordi:... hun så jo godt ud, hun ville jo heller ikke tage med en fyr der så godt ud, for det ville jo trigge min jalousi??
Mit issue er min jalousi, en irrationel følelse og pokkers ødelæggende, hvor jeg bare virkelig har brug for nogen at snakke med, når den opstår.... Og ja Corette jeg mangler råd?
Jalousi forsvinder jo ikke af sig selv, men du kan lære at tackle de tanker og billeder, der opstår hos dig, når jalousien banker på. For du har ret, det er en irrationel følelse og bunder også i noget mindreværd.
Jeg tror ikke med min erfaring, har børn på din alder, at du selv kan komme videre, så gør nu dig selv den tjeneste at finde en dygtig psykolog, der har jalousi som speciale, jeg ved at du kan komme videre af den vej.
Nogle mener, at fordi man er ældre end spørgeren, kan vi ikke bruges, her er jeg helt uenig, vi har dog en stor livserfaring, som man kan prøve at øse af, når man bliver spurgt.
Og du har spurgt her om gode råd, og det har du fået:-) af godt nok en noget ældre model:-)
Jeg synes også, at I har et problem omkring sex, når din kone fortæller dig, at du ikke er god nok i sengen, det kræver da også lige en snak, for sådan en bemærkning kan da give selv den bedste store mindreværdskomplekser.
Jeg ønsker dig held og lykke og håber at du kommer videre.
Selvfølgelig er det blevet lidt langt, men der er jo et debatforum, men jeg HAR faktisk forsøgt at forholde mig til det, der står.
Det er DIG, der startede med at fortælle om en flok venner – piger/fyre, for senere at ændre det til voksne mennesker, der forresten alligevel ikke kender hinanden.
Det er DIG, der har et problem, fordi du tidligere har været udsat for utroskab, og DIG der her fortæller at du ikke tør tale med din kone om det, der rører sig i dig, når hun – lige med det samme – fortæller dig om nogle planer om en indkøbstur. Og det tør du ikke, fordi du regner med et skænderi, og ja, det fortæller altså, at I ikke er vant til at tale sammen.
Selvfølgelig – hvilket jeg også har skrevet tidligere – er det helt naturligt, at du lider lidt af jalousi, når du har været udsat for det, du har. Men det er ikke naturligt at du ikke, og det helt fra starten – har talt med din kone om det her, og bedt hende tage hensyn til at du derfor har brug for endnu mere klart sprog, så der netop ikke kommer misforståelser.
Det er DIG, der gør klart at i din verden kan man alt med en af samme køn, men intet med en af modsat køn.
Det er DIG, der pludselig forplumrer det hele ved at sammenligne en indkøbstur med en week-endtur til London!
DIG der – fordi din kone ser godt ud – ikke bare regner med at fyren vil gøre tilnærmelser til hende på denne tur – men tydeligvis også forventer, at hun ikke vil sige nej.
DIG der i den grad giver indtryk af, at du ikke tør/kan/vil stole på din kone.
DIG der tydeligvis ikke kan/vil/tør sætte dig ned og tale med din kone om de ting, der rører sig.
Og det er faktisk DET, jeg har reageret på.
Og ja, jeg indrømmer, at jeg skriver lange indlæg, men jeg har faktisk ikke tolket ret meget, men bliver ”anklaget” for at overfortolke og være overtolerant, ganske enkelt fordi jeg mener, at det afgørende i et forhold er, at man sætter sig ned og taler stille og roligt om de ting, der nu opstår, som man føler sig usikker på.
Du kan ikke bruge mine input til noget - hvilket jeg naturligvis respekterer.