Min mand gik til ludere gennem 3-4 år!

Konen66

Tak Bambi for dine ord, det er jo lige præcis det mange af os har, været i modvind.
Og nej ingen medlidenhed, blot forståelse og anerkendelse har man brug for.

Jeg skynder mig, at skrive min mail igen, den vil blive slettet 15:00, så jeg håber du får den denne gang.

knus

lotte123

Hej Bambi.

Jo, jeg har fået det bearbejdet - både med venner men også professionelt - det er nu 18 år siden, jeg blev skilt. Og ja - det er blevet bearbejdet, så meget, som det overhovedet KAN bearbejdes, for jeg plages da stadig af, at jeg brugte SÅ lang tid på at få tingene til at fungere. Skal jeg fortryde noget i mit liv, så er det da, at jeg ikke gik langt tidligere - og det er sådan set det, jeg også prøver at plædere for her.

Hvad ER det I vil have ud af at blive? I er blevet svigtet, nedgjort på det groveste. I får aldrig - aldrig - tilliden til jeres mand tilbage. Hvad er det, I kæmper for? På et tidspunkt vil I indse, at I bør gå, for at få et værdigt liv, så hvorfor spilde tiden med alle mulige forsøg - der med overvejende sandsynlighed ikke vil kunne fungere optimalt?

Ja, helt sikkert - ansvaret for, at jeg var seksuelt utro var mit, og kun mit, men er handlingen, der drev mig ud i det - også kun mit ansvar, og mit alene??

Hmmm - det er faktisk første gang jeg hører den. Ikke en gang min professionelle terapeut har været der med den vinkel. Den vil jeg lige tænke lidt over. Jeg kunne selvfølgelig have gjort noget andet - hvilket jeg også forsøgte, nemlig at få en kommunikation i gang, men det lykkedes ikke. Jeg burde være gået i stedet for, det kan jeg sagtens se i dag, men også jeg var presset økonomisk, med små børn osv. - det jeg gjorde, var et håb om, at det kunne være løsningen - det var det faktisk for min mand, men jeg kunne ikke leve med det, og derfor gør det også ekstra ondt når Konen uden videre fortæller mig, at sådan en som mig, der har gjort, hvad jeg har gjort, kan hun ikke bruge et råd fra.

Nu læser jeg i øvrigt her om to kvinder, der indrømmer, at de i perioder har været karrige med sex til deres mand. Der er desværre mange kvinder - og jeg påstår IKKE, at I er blandt dem - der netop bruger sex som en "handelsvare" i deres forhold. Hvis ikke han gør sådan eller sådan, så er der lige lukket for det varme vand.

Mange mænd oplever jo netop, at de ofte føler de skal gøre sig "fortjent" til sex, og ja, så findes der nogle der i blandt, som faktisk bliver noget trætte af alt det, de skal gøre først for at få en tur i "høet" - at de finder det nemmere at finde noget, der er mere "tilgængeligt" på anden vis.

Og ja - ansvaret for, at han gør sådan er hans og kun hans - men er han egentlig alene om ansvaret for, at han føler sig drevet til at gøre det?

Jeg vil vove påstanden at grunden til at de fleste parforhold, der går i stykker, går i stykker fordi parterne ikke taler sammen, ikke lytter til hinanden, og derfor bliver mere og mere fremmede for hinanden - begynder at tolke og gætte, hvad den anden mener i stedet for at tale lige ud om tingene.

Og ja - så findes der mænd - og kvinder - der bare ikke kan få nok af bekræftelse, og til en hver tid vil kaste sig ud i det ene eventyr efter det andet uden at tænke længere end til egen næsetip.

Og den type, skal man da hurtigst muligt skille sig af med, hvis det er en sådan man har giftet sig med, for de vil aldrig - aldrig nogen sinde - kunne forstå det og blive monogame.

cpacan4

Jeg er enig i stort set alt, hvad Lotte skriver, undtaget en ting, og det vil jeg gerne komme tilbage til.

Generelt tror jeg på, at det kan lade sig gøre at genopbygge et parforhold efter utroskab. Folk begår fejl, fortryder dem og lærer af dem Det giver mulighed for selvudvikling og en anden adfærd fremadrettet. Men i disse tilfælde, hvor det er seriebedragere, der er tale om, så tror jeg, at det er meget op ad bakke, for at sige det mildt. Det kan godt være, at I kan overtale jeres mænd til at gå på vågeblus i en periode, men de har givetvis hverken moral, samvittighed eller tilstrækkelig respekt for jer til at ændre livsretning 180 grader. Det er en generalisering, ved jeg, men den holder meget godt vand i de rigtig mange tilfælde af utroskab, jeg kender til.

Til Lotte, prisværdigt at du råder dine medsøstre til at mærke godt efter og vælge en anden vej, men det skurrer rigtig meget i mig, når jeg læser om din retfærdiggørelse af egen utroskab.

Jeg er helt med på, at det ikke er i orden at negligere hinanden, at nedgøre hinanden osv. i et parforhold. Men utroskab er heller ikke i orden. Og tilstedeværelsen af det ene berettiger ikke det andet. Hvis det var tilfældet, hvad er så følgereaktionen, som så også er i orden? Må din mand så banke dig efter utroskaben? Når han banker dig, så må du tage mændene med hjem i sengen og ordne dem foran ham uden beskyttelse i ægløsningsperioden? Hvornår stopper spiralen? Jeg ved ikke, om du generelt tror på, at med ondskab skal ondskab fordrives, det gør mange mennesker, og det vil naturligvis forklare synspunktet.

Som jeg ser det, så din mand tage ansvaret for sine handlinger på sig, når du gør opmærksom på, at du ikke finder dem i orden. Gør han ikke det, så har du to muligheder: Accept eller exit. Tilsvarende muligheder har han, når du ikke ønsker at være loyal overfor din mand, råb højt - og derefter accept eller exit. Det er to af hinanden uafhængige hændelser, og de kan uden problemer behandles hver for sig.

At sige at en anden er ansvarlig for mine handlinger har kun til formål at projicere skylden et andet sted hen, så den er til at tåle, og så man slipper for at gøre op med de handlinger, der er årsag til skylden.

Og til alle der læser dette, pas på Jer selv derude, der er desværre ikke andre der gør det for jer.

Bambi1

Lotte123

Jeg bliver simpelthen nødt til at spørge.... Hvad er det for en vinkel din professionelle terapeut ikke har haft på din situation?

Jeg fornemmer en masse bitterhed hos dig?

Men husk på at du er den du er idag, pga de erfaringer du har fået livet igennem.

Jeg tror på at vi har brug for de erfaringer. Der er altid en mening med det der sker i vores liv. Det handler om at få øje på det..... Det er den svære kunst.

Igen.... skrevet fra et godt hjerte *ss*



cpacan4

Det er menneskeligt at fejle.

Vi er forskelllige som mennesker, og derfor vil reaktionerne på andres handlinger også være forskellige.

Men, jeg tror på at alle fortjener en chance.

Hvordan kan nogen få mulighed for at blive et bedre menneske, få mulighed for at lære af deres fejltrin, hvis de ikke får en chance?

Hvordan skal en der har løjet, få tillid til at ærlighed betaler sig. Hvis han/hun bliver smidt ud/afvist når han/hun fortæller sandheden?
Sandheden kan være forbandet ubehagelig og ond, men....... når nogen viser en tillid og er ærlig, så synes jeg, og det er min mening, at det ville være at sparke til en der allerede ligger ned, hvis man siger "ud!"
Det er i hvert fald at bevise for personen, at det betaler sig ikke at være ærlig.

Dette er min oplevelse.....

Vi oplever alle ting på vores måde..... intet er mere rigtig eller forkert.

Men i en verden som er fyldt med så meget had og krig..... Hvor skal det ende, hvis vi som mennesker ikke kan rumme hinanden, og ikke kan tilgive???

Vi kan kun starte et sted.... og det er med os selv, og måden vi vælger at opfatte andre på..... Jeg siger ikke at vi skal finde os i alt, men jeg synes at vi selv, og andre fortjener en chance.

Bambi

cpacan4

Bambi, jeg tror rigtig meget på tilgivelse og en ny chance. Du kan sagtens tilgive din mand uden at skulle bo sammen med ham eller være gift med ham.

Tilgivelse betyder jo blot, at du lægger tidligere hændelser bag dig og ikke lader dem plage dig eller styre dit liv. At du accepterer det skete, som noget du ikke kan ændre, og som ikke skal definere resten af dit liv. Tilgivelse er for at give dig selv fred og for at lade din partner vide, at du giver dig selv fred, så hans byrde bliver lettet.

Hvorfor skulle din mand ikke have en ny chance? Den kan han jo blot beslutte at give sig selv med en ny partner.

Jeg synes, at det er rigtig fint, hvis du har styrke og overskud til at kunne rumme et nyt svigt fra din mands side. det indikerer for mig, at du er et stort menneske, så længe du ikke stikker dig selv blår i hovedet og uden videre tror på, at intet ondt kan ske nu.

Kan mennesker ændre sig? Ja, det kan de godt, hvis de beslutter sig for det. Men desværre skal der nogle ret livsforandrende hændelser til for voksne mennesker for at de påbegynder processen. Jeg skriver med vilje processen, for ingen forandrer fuldstændig karakter fra den ene dag til den anden. Det har været en del af hans grundlæggende værdier i årevis, at det er OK at bedrage sine nærmeste, og det er altså ikke nemt at lave om på. I tillæg til dette, så er der opstået en afhængighed at det kick det giver, at være sammen med nye og spændende partnere. Afhængigheder forsvinder også sjældent fra dag til dag.

Men hvis han forpligter sig til denne proces, og du kan klare ventetiden og evt. tage de skrammer, der kommer i processen, med vidt åbne øjne, så har jeg da stor respekt for dig som menneske - sagt ud af et oprigtigt hjerte.

lotte123

Den eneste grund til, at jeg kom ind på min historie i denne debat, var at jeg – uden videre – blev sammenlignet med ægtefæller der mere eller mindre ligegyldigt tog for sig på alle hylder i årevis. Og – iflg. kvinderne her, så var det mens de var i velfungerende, lykkelige parforhold.

Konen66 skrev jo direkte at en sådan person kunne hun ikke modtage råd fra. Der blev klasket et stempel lige midt i i panden på mig. Hun har øjensynligt set i nogle andre debatter, at jeg har beskrevet min situation, men hun har tydeligvis ikke læst disse debatter, hvor jeg har beskrevet mine bevæggrunde for min handling – som jeg i øvrigt gang på gang – også har fortalt IKKE var den rette løsning for at få et forhold til at fungere. Det var det heller ikke for mig, jeg valgte jo at gå.

Hvis der skal gås i dybten med min historie, så stiller jeg faktisk gerne op – vil gerne fortælle og forklare de dybere facetter, men ikke i en debat der hedder ”Min mand gik til ludere....”

Konen66 kunne kun se det sort/hvide i handlingen – og klaskede uden videre de samme bevæggrunde, som hendes mand har/ har haft haft i hovedet på mig – og det var dybt sårende.

Jeg vil ikke sige jeg retfærdiggør min handling, det gør jeg egentlig ikke, men jeg åbner for en forståelse for, at man i nogle situationer kan blive drevet så langt ud, at man gør nogle ting, som ikke er rigtige, men heller ikke du, cpacan4, kan uden videre være sort/hvid og sige ”accepter eller exit”. Jeg var gennem fler år udsat for psykisk terror, kan jeg se efterfølgende, men da jeg stod i det, kunne jeg jo ikke gennemskue, hvad der foregik. Som nævnt – jeg fortæller det gerne, og svarer på spørgsmål, men ikke i denne tråd. Du er velkommen til at åbne en tråd om det, og jeg skal nok være der.

Med min baggrund KAN jeg simpelt hen ikke acceptere, at min eksmand skal opfattes som den, det var noget så synd for. Han fik simpelt hen så mange muligheder for at være med til, at vi kunne få et godt forhold – og endda langt flere end de fleste ville være med til. Også den side af sagen vil jeg gerne uddybe, hvis det har interesse. Og nej – selvfølgelig er/var jeg heller ikke den, det hele gik ud over – også jeg havde mine fejl, som jeg sagtens kan indse i dag. Men også jeg er kun et menneske, og skal jeg dømmes, så vil jeg gerne, at det bliver på det rette grundlag.


Bambi.
Den vinkel jeg hentyder til, var at jeg har noget svært ved at se, at hele ansvaret for den handling, der drev mig så langt ud – også var mit og kun mit alene. At min eksmand – ligegyldigt hvor langt han drev mig ud, ligegyldigt hvor hårdt det var – alligevel skal være den, der er helt og aldeles uskyldig. At jeg blev drevet så langt ud, at jeg så et utroskabsforhold til at være en løsning, bør da ikke være kun være den enes ansvar i et parforhold. Jeg havde jo prøvet at gå, men var jo nærmest blevet truet til at blive. Jeg måtte simpelt hen finde ud af, om jeg i det hele taget var i live?

Og – da jeg fandt ud af, at det var jeg – så fik jeg også styrke til at gå.

Og ja, Bambi, selvfølgelig giver det en bitterhed, at man bruger så mage år på noget, der alligevel ikke gik, og det er sådan set den erfaring, jeg forsøger at give videre, at jeg foreslår andre at lade være med. Og ja – jeg har lært meget, som også har formet mig til den, jeg er i dag, men jeg synes måske ikke, at alle andre behøver at klatre over lige så mange knudrede bakker, for at få den erkendelse. Havde der den gang været et debatforum, hvor jeg kunne havde skrevet om mine problemer, så tror jeg, at jeg ville have fået nogle råd og ideer, der ville have fået mig til at få modet og energien til at gå langt tidligere, end jeg gjorde.

Selvfølgelig skal du og Konen66 prøve om I kan få noget fornuftigt ud af jeres parforhold, men hvordan vil I overhovedet kunne få en tillid tilbage til en mand, der har gjort, hvad han har gjort? Selvfølgelig skal vi kunne tilgive, men det er jo ikke ensbetydende med, at man skal finde sig i at blive trampet på og nedgjort af sin partner.
Og – jeg kan naturligvis kun forholde mig til jeres vinkel – jeres mænd har jo ikke været på banen med deres version. Jeg har læst om mænd, der har været fuldstændigt ligeglade med jer, og bare har været ude på en masse sjov, uden tanke for konsekvenser – og endda mens de havde en sød og dejlig kone der hjemme. Jeg havde IKKE en sød og dejlig mand der hjemme – kun en, der afviste mig gang på gang på gang på gang........ Og som i øvrigt fandt at det da var helt fint, jeg fandt noget andet, så fik han da fred.

Men – som nævnt – jeg besvarer gerne spørgsmål om emnet, men vil foretrække en anden tråd.

Sofie45

Det er sjældent, at jeg bliver vred når jeg læser indlæg, der skal faktisk meget til, men Konen66 fik mig op i det røde felt.

Tænk at hun på denne fordømmende og selvretfærdige måde, lige skulle stemple Lotte som uduelig til at svare på indlæg, der handler om utroskab. Ja kvinde er kvinde værst… et udtryk jeg egentlig altid har hadet, netop fordi jeg hader stereotyper med fastlåste meninger. Men det udtryk passer perfekt her.

Jeg har stor respekt for Lottes indlæg, hun har en stor livserfaring og øser gerne ud af den. Og tænk så skal hun opleve at blive nedgjort på den måde, kun fordi hun i en helt anden tråd har fortalt om noget meget personligt fra hendes liv.

Nu har jeg faktisk også en mening om utroskab, for selvfølgelig er der altid en grund til, at der forekommer utroskab i et parforhold, og jeg skal ikke dømme hverken den ene eller den anden, men her hører vi jo kun sagen fra den ene part. Sådan er det i debatter, og det kan selvfølgelig ikke være anderledes, men jeg tror, at den part der føler sig svigtet lige skal gribe i egen barm og prøve at se sig selv udefra.

Utroskab er jo det modsatte af troskab, og handler vel ikke kun om den seksuelle del i et parforhold.

Jeg kunne nævne tusind andre ting, der for mig også ville være utroskab, det er jo ikke kun at bolle rundt til højre og venstre. Hvis det kun var det, ville livet jo være meget enkelt.

Jeg kan i visse situationer godt forsvare den seksuelle form for utroskab, selvfølgelig kan jeg det, hvis man skal være tro skal der jo være en der er værd at være tro mod… og man skal eksempelvis også være tro mod sig selv.

Hilsen Sofie

cpacan4

Jeg har på opfordring oprettet en tråd under emnet "Hvornår er det OK at være utro".

Håber at I som forsvarer utroskab har lyst til og mod på at diskutere det i egen tråd.

lotte123

Hej Sofie,

Tak for din opbakning. Konen66's bemærkninger sårede mig faktisk meget, og jeg blev meget ked af det, især fordi hun kun kan se det, som at hun er den eneste i denne verden, der er blevet såret - at hun og kun hun, havde brug for at få opbakning og sympati. At hendes opfattelse af tingene er den eneste rigtige. At verden kun er sort/hvid - der er ingen forståelse for andre vinkler.

Så skidt med om hun på sin vej får trampet på andre.

Selvfølgelig skal Konen, Bambi og alle andre, der er blevet sårede af deres partner, have sympati, hjælp og støtte - men ikke nødvendigvis på bekostning af alle andres følelser.

Victoria94

Uden at have læst hele tråden, kun skimmet, kan jeg forstå, at et par kvinder lige nu sidder med følgerne af deres mænds løgn og bedrageri.
Jeg har også været ude for det, det er mange, mange år side efterhånden.
Jeg søgte psykolog m.m. Det kostede rigtig mange penge.
Jeg var meget vred over det.
Det er første punkt i skal respektere hos jer selv.
Jeres mænd må finde sig i jeres vrede. (Det har han nok svært ved)
Så skal i spekulere over noget andet. Det gjorde jeg ihvertfald.
Hvordan har jeres sexlyst det? Kunne i forestille jer det genoptaget på et tidspunkt?
Jeg vidste, at min lyst til sex var helt og aldeles forsvundet, og jeg ville aldrig, aldrig gøre noget for at få lysten til en mand tilbage.
Min mand og jeg gik også i sexterapi på Rigshospitalet. Jeg fik kvalme af, at det skulle være så vigtigt. De kunne rende og hoppe allesammen.
Det der var et følelsesmæssigt bånd til min mand var kappet, det var trådt og trampet på. Jeg holdt stadigvæk af min mand, det var et problem. Ellers havde det hele været så nemt.
Sex havde i min verden ikke nogen stor betydning for min mand, når han handlede på den måde han havde gjort.
For mit vedkommende havde sex mistet betydningen, værdien eller hvad man kan kalde det.
Og sådan blev det.
Vi blev sammen som kammerater eller venner, altså ikke noget med sex. Vi havde det rigtig godt. Vores forhold blev meget bedre.
Nu er min mand død. Jeg har haft en ven, det har jeg endnu. Vi har også haft sex, men det fænger ikke. Ligeså snart han begyndte at mene et eller andet om hvor tit o.s.v., så er jeg stået af og jeg bliver meget afvisende.
Samtidig er jeg en ældre dame, jeg skal ikke ud og score for at skabe familie o.s.v. Jeg har min frihed, som jeg værdsætter over alt andet.
Jeg vil eller kan ikke mere forpligte mig i et forhold, jeg har slet ikke lyst til det.