Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det værste er nok ikke besøgene hos prostituerede i sig selv, men løgnene lige op i dit åbne ansigt. De er gift for et forhold. Din mand har begået nogle store svigt og ikke haft ret megen respekt for dig og jeres ægteskab.
Det er prisværdigt, at du har besluttet dig for at forblive i ægteskabet, men I kommer til at arbejde hårdt for det begge to. Kærligheden skal være endog meget stærk, for at komme igennem det og få et godt ægteskab ud af det.
Det er svært at genetablere tillid, efter så meget løgn og bedrag. Selvfølgelig er det individuelt, hvad man er i stand til at tilgive. Bliv ikke for pengenes skyld, for det holder ikke. Du skal mærke efter i dig selv, om du af hjertet kan tilgive ham og komme videre i forholdet. Kan du ikke det, så gå, det dør alligevel med tiden, hvis ikke du har tillid til ham og vedbliver at konfrontere ham med utroskaben. Så må du/I håndtere økonomien bagefter. Det er selvfølgelig ikke sjovt at skulle leve med gæld, men omvendt gør du det jo også nu. Hvis du går, må du ind og undersøge senere, om ikke du kan få gældssanering. Men ødelæg ikke dit liv på at blive af de forkerte grunde.
Din mand har jo suppleret jeres samvær med prostituerede i det meste af den tid, I har kendt hinanden. Har I talt om, hvorfor han har haft det behov? Det må han kunne give dig et klart og ærligt svar på, når ha vedholdende har opsøgt de prostituerede. Jeg tænker, at det behov ikke bare forsvinder, fordi du har opdaget ham. Det hjælper næppe, at han tilbyder dig at du kan checke hans mobil, for han kan jo ringe fra en hvilken som helst telefon for at booke en tid hos en prostitueret, eller gøre det fra nettet. Derudover ønsker ingen vel at kontrollere en voksen ægtefælle og i praksis vil det virke formynderisk.
Hvis ikke du har en forsikring, der kan betale nogle psykologtimer for dig, så bed din læge om en henvisning, det bliver lidt billigere på den måde. Jeg tror det ville være rigtig godt, hvis du kunne få hjælp til at sortere dine tanker og finde ind til kernen af dig selv. Hvis du har haft stress, været gennem en periode, hvor du skulle tage mange hensyn til andre og derefter fået det her chok, kan det sikkert være svært at mærke sig selv.
En anden mulighed kunne være at opsøge noget parterapi sammen med din mand.
Gyset er pga. jeg selv står i samme situation.
Opdagede for 4½ mdr. siden, at min mand har været mig utro igennem mindst 6 år, har været sammen med mindst 17 forskellige "kællinger" undskyld sprogbruget. 1 af dem har han haft et forhold til i 2½ år, 2 andre ca. ½ år, resten har han været sammen med gennemsnitlig 3 gange pr. stk.
Han har bollet med dem i vores hjem, i vores bil, har sågar taget afsted i vores ferie, for at besøge en af dem.
Jeg sidder med den samme vrede og frustration, kan ikke tage en beslutning på hvad jeg skal gøre.
I bund og grund ved jeg det jo godt, hvis jeg lader være med at tage de lyserøde briller på.
Vi arbejder pt. med forholdet, modtager parterapi.
Men der er så meget der forstyrre vores forhold, jeg kan ikke længere have sex med ham, tænker på de "kællinger" hver gang som han har været sammen med.
Min mand dyrkede ubeskyttet sex med dem alle, jeg er blevet tjekket, men tilbage i tiden har jeg 3 x haft celleforandring, sikkert pga. ham, en gang blevet behandlet for betændelse, lægen spurgte mig om jeg havde haft sidespring, nej svarede jeg, men dum som en dør tænkte jeg ikke at det kunne være fra min mand, troede blot det var en træls underlivsbetændelse...hmm.
Men ih hvor er man klog bagefter, når jeg tager de lyserøde briller af, jeg havde jo farvet min mand i gennem tiden, bildte mig selv noget ind, at han var mig tro.
Idag arbejder jeg på højtryk med mig selv, modtager psykolog hjælp, hvilket er en stor hjælp, men det tager tid for mig, at nå frem til den store beslutning, om han skal blive i mit liv eller ej, jeg er nød til at komme frem til, at jeg er tro mod mig selv, og vinde selvtilliden tilbage. Indtil da må vi være sammen så godt vi kan, hvilket vi kan, han er jo min bedste ven på mange andre områder, jeg skal først finde ud af om jeg kan leve med ham, og acc. ham som han er.
En hård og sej kamp, men jeg lære meget om mig selv i denne tid......
Brug tiden på dig selv, kan jeg kun sige, du har kun meget at vinde på denne måde, og jeg ved selv at jeg bliver stærkere for hver dag der går, og desværre bliver han kun svagere, da han ikke kan følge med, hvis du forstår.
Held og lykke, knus fra Konen
glemte lige at tilføje, at løgnene og svigtene er det værste.
Den måde jeg bearbejder det på, er ved at sige, jeg kan med stolthed se mig selv i spejlet hver dag og sige jeg er tro mod mig selv og forholdet.
Det er ikke mig der er noget galt med
Utroskab er det man vil gøre, når konen/kæresten ikke står ved siden af sig
Forlad ham - han er dig ikke værd. Han kan da godt sidde og love guld og grønne skove, men kommer du nogen sinde til at stole på ham igen?
En ting er, at der kan opstå situationer i et parforhold, hvor den ene part ryger ud i et utroskab - der kan være mange årsager, og her er der måske en grund til, at parterne får talt om tingene og måske kan finde melodien igen, men det er jo ikke tilfældet her - det er jo blevet en livsstil for ham, og han har jo trampet på dig og dine følelser i årevis.
Det kan da godt være, han elsker dig, men respekterer dig, dine følelser, dit helbred? Det gør han jo ikke, og det har han aldrig gjort.
Nej - for din egen skyld - stop - og kom videre med dit liv, og lad ham sejle i sin egen sø, som han øjensynligt selv har valgt.
Men jeg syntes det er svært at modtage råd fra en, som har været sin mand utro, tænkte du selv på den skade du forvoldte ?
Man rammes vanvittigt når man får sandheden.
Jeg ved hvor jeg er på vej hen i mit liv, jeg har blot ikke fået endeligt afklaret med mig selv om det er med eller uden min mand.
Der er så mange faser man skal igennem når man bliver ramt af et chock.
Min mand ved godt jeg ikke er afklaret og ved han hænger i en tynd tråd.
Men jeg er sikker på denne ventetid er en god tid der vil styrke, jeg tror ikke bare man skal smide dem ud, for pludselig står man med alting selv inkl. Krisen.
Jeg tror det er en god måde at sunde sig på hvis man kan holde sin mand ud i den periode.
Min mand drev mig ud i det, jeg gjorde, for det var nemlig ham, der var den utro part. Nej, han dyrkede ikke sex ved siden af, men resten af hans væremåde og opførsel overfor mig kunne bestemt kun karakteriseres som utroskab. Han svigtede på alle punkter; jeg tiggede, jeg bad om at få lov til at være en del af hans liv. Han lukkede mig ikke ind i sin verden - og er det ikke utroskab? Utroskab er ikke kun sex i min verden.
I øvrigt da han opdagede at jeg havde haft en anden, så var han da ligeglad - hvis det bare betød at jeg blev gladere og han så fik, hvad han ville have, så var det ikke et problem for ham.
Jeg har ikke fået fornemmelsen af, at det er sådan du har været i dit forhold, men er det det, så kan jeg da godt forstå det, hvis din mand har haft behov for bekræftelse andre steder.
Jeg blev skilt, og det var mig, ikke min mand, der ville skilles; havde jeg ikke forlangt skilsmisse, så havde vi som nok stadig været gift, for min eksmand fandt at facade var langt vigtigere end et godt liv. Jeg er i dag meget lykkelig med en anden mand - og det kunne aldrig falde mig ind at være ham utro, fordi vi respekterer hinanden, og ingen af os kunne finde på at påføre den anden en sådan smerte.
Hvis du føler dig bedre tilpas ved at angribe mig, må du gerne det, jeg kan godt klare det - men jeg tror ikke, det hjælper dig. Jeg gav dig et råd af ærlig mening, og det er kun dig selv det går ud over, hvis du vælger igen at tro på en mand, der har trampet sådan på dig.
prøver lige igen
"Jeg vil nødig lave ballade i indlægget.
Men jeg syntes det er svært at modtage råd fra en, som har været sin mand utro, tænkte du selv på den skade du forvoldte ?"
Når man er utro er det et valg man selv tager, det er aldrig den andens skyld, det er 2 forskellige ting, som kun den forrådte kan se, desværre har jeg erfaret.
Men jeg kan jo læse, at din mand var villig til at indgå en aftale, det valg fik jeg og Bambi ikke.
At du sætter tvivl ved min formåen i mit ægteskab, syntes jeg er tarveligt, jeg fik ikke noget valg og levede som mange andre, blot på en løgn.
Jeg tager gerne i mod råd, men jeg delte blot min historie, så Bambi desværre ikke var alene, og at det er en svær kamp.
Man lære meget om sig selv i kampen, og gør mange ting op, får øjnene op for hvad man i virkeligheden gerne vil have ud af sit liv, man revidere forholdet hvis man vælger at blive.
Det bedste råd jeg kan give er, hvis Bambi vælger at blive hos sin mand.
Få lavet en liste, skriv vredesbreve, sorgbreve, du behøver ikke at vise ham dem, men for din egen skyld.
Listen skal du bruge til, at fortælle ham hvad du forventer af ægteskabet, at du ikke vil have at han gør tilnærmelser eller dyrker sex med andre, hvis han skulle gøre det, er det slut.
Men jeg vil råde dig til, som andre også har rådet dig til, få fat i en psykolog, og det må han være med til, at betale, han er trods alt skadeforvolderen.
Den hjælp jeg får er uundværlig, og er med til at gøre mig hel igen, så jeg kan tænke som menneske og være glad for mig selv.
kf
Konen
Jeg bliver faktisk ked at det, når jeg læser at du UDEN VIDERE – sammenligner min situation med den du og Bambi har været udsat for.
Jeg bliver også ked af det, når du skriver, at jeg har sat tvivl i din formåen i ægteskabet, når jeg faktisk udtrykkeligt har skrevet det modsatte. Jeg skrev netop at jeg IKKE havde fået fornemmelsen af, at det havde været sådan i dit forhold
Du skriver, at når man er utro, så er det et valg, man selv tager, at det aldrig er den anden skyld. Undskyld, men det er en meget en-øjet betragtning. Du har øjensynligt i andre debatter netop læst, at jeg har fortalt om min utroskab, men jeg er ret sikker på, at jeg hver eneste gang også har beskrevet mine bevæggrunde, som jeg i øvrigt have det meget dårligt med, for det var/er ikke sådan, jeg ser et parforhold. Og ja, jeg burde været gået, da jeg første gang blev klar over, at min mand i bund og grund slet ikke ville mig, men bare ville bevare facaden ud ad til. Desværre var jeg naiv, da han lovede guld og grønne skove – jeg kunne ikke overskue konsekvensen af at gå.
Efterhånden var jeg blevet presset så langt ud, at min eneste mulighed for at finde ud af, om jeg overhovedet var i live, netop var ved at finde en bekræftelse et andet sted, en i øvrigt meget tung, men absolut velovervejet beslutning fra min side. Jo, jeg kan garantere dig, at min eksmand havde skyld – eller vi kan kalde det ansvar – for den beslutning. Jeg var stadig naiv, forsøgte at bilde mig selv ind, at hvis jeg fik denne bekræftelse et andet sted, så kunne det måske godt gå og vi kunne opretholde denne tomme facade ud ad til.
Men – i denne fase var jeg jo ikke tro mod mig selv og mine værdier – og det kunne jeg ikke holde til, og derfor måtte jeg alligevel gå.
Du læser at min mand var villig til at indgå en aftale. Hvor har du læst det? Min mand og jeg indgik ikke nogen aftale – han var nemlig ligeglad. Hvis bare jeg holdt op med ”beklage” mig over det ikke-fungerende forhold, og hvis bare jeg holdt op med at være ”sur”, så var han sgu da ligeglad med, hvordan den proces foregik, bare han kunne få fred.
Det var dig, der bragte min situation på bane i denne debat, hvor den overhovedet ikke hører til; det sårer mig, at jeg uden videre sammenlignes med nogle mænd, der totalt ligegyldigt har taget for sig på alle hylder i årevis. Du skriver, at du ikke vil lave ballade i debatten, men du kaster et totalt uvedkommende emne ind over, som jeg naturligvis må reagere på.
Du mener, man skal kæmpe for trods alt at bevare forholdet – det er jeg et stykke hen ad vejen enig i; jeg kæmpede også, og det bør man bestemt gøre, især hvis der er børn, men hvis jeg havde været udsat for det, du og Bambi har, ja, så ville jeg simpelt hen mene, at omkostningerne var alt, alt for store. Jeg ville aldrig, aldrig kunne komme til at stole på en sådan mand igen.
Og ja – selvfølgelig skal han betale for de skader, han har forvoldt.
Her taler vi om ægtefæller, der har kastet sig rundt i kvinder – mange kvinder – i årevis. Hvordan kan du overhovedet forvente, at han vil stoppe? Hvordan kan du forvente, at han lige pludselig vil respektere dig – han har jo hånet dig i årevis. Hvordan kan du overhovedet have nogen følelser tilbage? Jeg ved godt, du bilder dig ind, at det handler om din egen selvrespekt, og at du ikke har gjort noget forkert, men hvad forventer du at få ud af det?
Du vælger selvfølgelig selv, det gjorde jeg også – jeg forsøgte en model, der ikke var nogen god løsning så jeg valgte at gå, og det har jeg aldrig fortrudt. Hvis du bliver, så skal du fremover lide alle helvedes kvaler hver eneste gang, din mand ikke er i nærheden, for du vil da aldrig, aldrig kunne være helt sikker på, hvad han foretager sig. Ligegyldigt hvad han eventuelt lover dig.
Vil du virkelig byde dig selv et sådant liv fremover? Valget er dit – og kun dit.
Ros til dig for et godt indlæg til Konen66, som angriber dig på en meget uværdig, snæversynet og grim måde.
Hun ser kun sin egen situation, og den er så uhyggelig meget farvet af en noget enøjet, naiv og kvindeundertrykkende holdning og indstilling, ja jeg sidder og tænker, hvad fanden bilder hun sig.
Hilsen Sofie
Jo, jeg blev/er da lidt fortørnet, men jeg kan godt se, at Konen har det svært, hvorfor hun måske kun kan se ting sort/hvid, og jeg gav hende jo selv lov til, at hvis hun havde behov for at angribe mig, så måtte hun gerne.
Angreb er jo ofte det bedste forsvar.
Men naturligvis må det forventes, at jeg så svarer tilbage. :-)