Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg synes det er meget stort at du vil give ægteskabet en chance, det er der ikke mange der ville.
Men hvis man elsker et andet menneske skal man kæmpe for kærligheden, også selv om det er svært.
Jeg har lige som din kone, løjet over for min mand, at jeg så en anden mand. Dette stod på i over et år, jeg turde ikke fortælle min mand det. Og det var først da han opdagede det, at jeg fandt ud af hvor meget jeg elsker ham, og hvad det var jeg manglede i vores ægteskab og ikke mindst hvad jeg mistede. Desværre var det for sent.
Og selv om det er over 3 år siden, elsker jeg ham stadig, og jeg kæmper stadig og har ikke givet op.
Det tager meget lang tid at bygge tilliden og et forhold op igen.
Men vær åben over for alle muligheder for at få hjælp.
Er det nogle bedsteforældre, hvor I ind i mellem kan få børnene passet en week-end? Så tager I på kæresteweek-end, hvor I udelukkende dyrker hinanden - får talt sammen i fred og ro, får noget god mad, ser en film uden afbrydelser, dyrker noget god sex osv.
Hvis noget sådant kan planlægges - bare tre-fire gange årligt, så kan I faktisk komme langt.
Hvis ikke der er bedsteforældre, der kan tage over, så nogle andre, - søskende, venner, andre forældre i daginstitutionen - der også har børn; så kan I "bytte" ind i mellem, og jo - bevares så er der en week-end med fuldt tryk på og en hel masse børn - til gengæld er "gaven" så, at der også er week-ends, hvor I er jer selv.
Jeg har hørt at netop den model er blevet mere og mere almindelig, og det lyder i mine ører som ualmindeligt sundt for et forhold.
Men så i næste øjeblik har hun ombestemt sig, og taler om alle fordelene ved at gå fra hinanden, samt om hvor svært det bliver at reparere på forholdet.
Sådan har det været en uges tid nu. Jeg kan snart ikke blive ved med at være den eneste der tror på det, og den der går forrest når det kommer til forslag til forbedringer i dagligdagen.
Den der med at få bedsteforældre til at tage over - den har jeg arrangeret. Dog i form af en hverdags aften hver 14. Dag...
Økonomisk har vi også foretaget nogle omprioriteringer, så der skulle blive mere luft i økonomien til fælles oplevelser.
Vi har skilt os af med vores hund, for at få mere overskud mentalt.
- men selv efter de tiltag på en uge, kan hun stadig ikke gå helt ind for det. Hun er ikke sikker på at vi kan lykkes med det, og hun fastholder at hun ikke elsker mig mere. Hun ved ikke om hun igen kan komme til det...
Jeg kan mærke, at for hver dag der går hvor hun tvivler, så dræner det mig mere og mere. Jeg kan snart ikke blive ved med at "trække læsset" for os begge. Jeg har brug for et klart signal fra hende om at hun vil det her, og at hun tror på det.
- jeg er bange for at jeg ikke kan give det mange dage mere, før jeg bliver nødt til at tage konsekvensen, og opgive.
Det har jeg sagt til hende, men hun virker ligeglad...
Desværre ved jeg, at når først jeg har taget beslutningen, så er der ingen vej tilbage. Det er meget hårdt lige nu...
Min kone har sagt til mig at hun ikke kan/vil det her mere, og at hun vil skilles... Hun elsker mig ikke siger hun, og jeg kan tydeligt mærke at hun taler sandt. Hun er kold som is overfor mig, og virker helt afklaret. Hun siger at hun ikke længere vil holde mig for nar. I det sidste lange stykke tid har hun åbenbart ikke været ærlig overfor mig når hun har sagt at hun elskede mig, og at hun troede på at vi kunne få det til at fungere.
- jeg har godt kunnet mærke det på hende, men jeg har været naiv. Jeg troede virkelig helt ind i min sjæl på at vi nok skulle få det til at fungere. Men nu ved jeg at slaget er tabt... Vi bliver skilt.
Jeg er selvfølgelig ked af det. Men jeg er også afklaret. Det er først nu gået op for mig at hun ikke elsker mig mere - og det gør det lettere for mig at slippe hende. Jeg er ked af at drømmen brast, og jeg er ked af det på børnenes vegne. I og for sig er jeg også ked af det på min kones vegne, for jeg ved at hun fortryder hendes valg før eller senere.
Men det undrer mig at jeg ikke selv er så ked af det som jeg havde forventet? Jeg tager mig selv i at tænke rationelle tanker i stedet for at græde. Er det naturligt? Jeg skal nok komme videre, og jeg har tænkt mig at kæmpe for at finde lykken igen - i en eller anden form.
Men jeg ved selvfølgelig også at der vil komme en efter reaktion, hvor jeg vil gå helt i sort og miste håbet...
Jeg har brug for at udvidede min omgangskreds. Igennem de sidste 9 år har jeg udelukkende satset på den familie jeg troede jeg var ved at bygge op. Det har kostet mange venskaber, og det straffer mig nu. Men hvad gør jeg så? Hvordan finder jeg nogen der kan hjælpe mig i den svære tid der venter?
Min kone vil straks søge ned til den fyr som hun er forelsket i, og det såret mig meget. Men jeg ved at det vil gå sådan, så jeg bliver nødt til at forholde mig til det... Er bare bange for at det vil ødelægge det samarbejde som vi er nødt til at finde her gennem skilsmissen, og i det hele taget samarbejdet mht. vores fælles børn. Hvordan skal jeg styre min vrede og jalousi?
Hvor er jeg ked af det på Jeres vegne. Det er noget af det hårdeste at gennemgå - har selv stået i din situation. Det var ikke til at bære tanken om at vores lille familie skulle brydes op... det billede og den forestilling om et lykkeligt liv sammen som een familie - børn med mor og far... skulle ende. Det gjorde ondt helt dybest inde i hjertet hvor det er mest helligt. Gud hvor jeg forstår din smerte og jeg ville ikke ønske det for nogen som helst.
Men her du...
Du har givet det alt... du har kastet op og grædt ... og om noget tid kan du se tilbage og se dig selv i øjnene og sige: Jeg gav det alt hvad jeg havde - unden fortrydelse og uden at være i tvivl om at du gad det alt - mere kan du ikke gøre.
Det er en kæmpe krise at skulle igennem - en stor stor sorg. Det skal man ikke kimse af - jaja folk bliver skilt mere i dag end før i tiden men det gør det ikke til en mindre sorg for dig... og børnene...
Fremadrettet kan jeg kun råde dig til at tænke på børnene og deres bedste. Du må gøre alt for at rette din bitterhed og sårede stolthed på noget fysisk aktivitet og få det ud af kroppen.
Det bliver mega hårdt at skulle se på "hende og ham" men tænk kun på hvad der er bedst for børnene. Kunsten i denne situation er at bære dem igennem så skånsomt som muligt. Alt andet er underordnet.
Det værste der kunne ske er at man kommer til at sætte børnene i en situation hvor de skal "vælge" mellem mor og far. Det kan de ikke. De elsker begge lige meget. Det er også vigtigt at I gør det klart for bedsteforældre og andet familie. At overfor børnene skal de altid tale pænt om den anden forældre... Børn skal ikke føle at det er forkert at de elsker deres forældre.
Dit hjerte skal nok hele med tiden... først skal der sørges - og så må du ud og slå til Søren - ud og opleve... jeg kan varmt anbefale netdating - både til sjov og seriøst. Få tankerne på noget andet...
Jeg blev selv skilt sidste sommer efter ca. 2 års meget dårligt ægteskab - og det er stadig svært men det var det rigtig at gøre.
Til sidst vil jeg anbefale et kursus som vi tog. Det er for børnenes skyld og jeg kan fortælle at det var det der hjalp os igennem den første hårde tid fra hinanden - det er PREP for skilte - et kursus i hvordan man håndtere skilsmisse med børnenes bedste i sigte:
http://www.familieudvikling.dk/prep-kur ... or-skilte/
Jeg håber mine tanker kan bruges lidt. Du virker som et godt menneske ... det skal nok gå. Min mantra: "This will also pass... "
Kram herfra
Jeg ved lige hvordan du har det. At miste den man elsker, hele ens liv falder bare fra hinanden, ensomheden. Jeg er ved at blive skilt fra min drømmepige og jeg har det så svært. Så hvis du savner en ny ven at snakke med i denne svære tid så skal du bare sige til.
Jeg har selv børn fra 4 til 11 år.
Det med at "tjekke", ja det kender jeg godt.... er endeligt ikke noget jeg er så meget for, men......... hvis man virkelig har en fornemmelse om at der foregår noget, der ikke skal, så syntes jeg at det er ok... har jo selv gjort det fordi jeg havde en fornemmelse af at der foregik noget "forkert"... Og det blev jeg så bekræftet i.. Ergo er det okay...
Men lige som dig, ja så er det bare SÅ svært at skulle træffe en beslutning og for mig endnu sværere at skulle konfrontere vedkomne med det....
Håber det bedste for dig.
Mange hilsner
coco
Efter lang tids pause på det her indlæg, som jeg selv oprettede for snart et år siden, er det vist på tide med en update....:
Efter krisen, som jeg tidligere har beskrevet, besluttede vi os for at give forholdet en chance til, og starte på par-terapi, som vi gik regelmæssigt til i gennem et halvt års tid. Men men men... Til en julefrokost i december (d. 7/12-2012) kom sandheden frem... Min kone har haft en affære igennem 3½ år med den mand jeg tidligere har omtalt - så mine bange anelser blev bekræftiget. Alle der har skrevet herinde, at hun var mig utro, fik ret... Min godtroende adfærd er blevet misbrugt på det groveste, og jeg er blevet ført bag lyset og bedraget i så lang tid, at det næsten føles helt ufatteligt.
Skuffelsen har været enorm - og reaktionen var naturlig: Jeg ville skilles. Og derfor er vi nu separeret - var i statsamtet i går.
Vi har boet under samme tag siden den dag hvor jeg opdagede utroskaben. Hun har fået en lejlighed, og flytter nu her d. 1/3. Det har været 2 måneder der har været ekstremt svære. Jeg har haft et behov for bekræftigelse, som jeg har fået dækket via diverse dating sites. Har også selv været sammen med en anden pige 4-5 gange... Det gav mig dog intet. Faktisk har det kun gjort at savnet til min - nu ex-kone - er blevet endnu større. Jeg er så pisse ked af at min familie bliver splittet ad. Jeg er pisse ked af at miste den person jeg elsker... Og jeg fatter det ikke! HVORFOR elsker jeg hende stadig?? Hvis jeg dog bare kunne hade hende... Jeg har jo alt mulig grund til at hade hende - men det gør jeg ikke. Jeg synes hun er det dejligste menneske der er i den her verden - og jeg vil ikke leve uden hende.
Derudover smerter det mig at hun selvfølgelig finder sammen med ham fyren som hun har haft ved siden af mig i de sidste år... De skal ikke bo sammen dog. Det er ikke aktuelt for dem med børn osv.
Jeg mister hende - og en anden får hende.
Det føles som at blive kørt over af et tog - og så blive kørt over igen.
Hvor er jeg bare ked af at det er slut - ved slet ikke hvordan jeg nogensinde skal komme ovenpå igen. Jeg havde virkelig ønsket det anderledes...
Først tak fordi du melder tilbage, selv om der er gået lang tid.
Det er vældigt trist, at det ikke lykkedes for jer, men noget tyder desværre på, at din kone ikke har villet, men også hun har jo øjensynligt gjort et forsøg, selv om hun netop holdt en bagdør åben - og det er vel sagtens derfor, hun ikke har kunnet give jeres forhold den rigtige chance.
Nu skal du have - undskyld udtrykket - slikket dine sår, og det tager tid, kan endog tage lang tid, men også du bliver glad og tilfreds med tilværelsen en dag - det må du tro på.
Da jeg i sin tid blev skilt - og her var det endda mig, der ville gå - så tog det også sin tid at finde "mig selv". Jeg troede, at hvis bare jeg i en fart kunne finde en ny mand, så ville jeg blive lykkelig, men sådan ER det ikke.
Jeg foreslår dig, at du nu stille og roligt prøver at finde dig en god hverdag - som er god for DIG og lader være med at fare rundt for at finde en erstatning. Det er ikke en erstatning, du skal have. På et tidspunkt i dit liv bliver du klar til at møde en ny kærlighed, men det gør du ikke før, du selv er klar til det - du kan ikke forcere det igennem.
Prøv at fokusere på nogle gode interesser, du kunne tænke dig at fordybe dig i. Kom ud - lær nogle mennesker at kende, men lyt først og fremmest til dig selv og dine behov.
Hvordan har I fordelt børnene? Det er af afgørende betydning, at der også kommer meget fokus på dem - og at de aldrig får følelsen af, at det er deres skyld, at det ikke gik mellem jer.
Du må aftale med din kone, at I aldrig - aldrig taler dårligt om hinanden til dem. I skal være i stue sammen rigtigt mange gange resten af jeres liv, og det skal I lære; det skal være på en god, afslappet og venskabeligt måde. Der er fødselsdage, eksamensfester, bryllup, barnedåb osv. osv. I har fået børn sammen og det gør at I altså SKAL være sammen mange gange resten af jeres liv.
Det er ligeledes vigtigt, at I kan tale sammen om børnene på en god måde, og sætte jeres personlige følelser til side, så I sammen kan give jeres børn en god opvækst. Det har de krav på, og det foregår bedst, hvis I kan løse denne opgave på venskabeligt plan.
Ønsker dig alt vel.