Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
og så er jeg sikker på at lægen spørger videre ---og ud fra det må du svare så godt du kan ----
ja hvorfor du har det som du har det lige nu er svært at svare på ---det er det du gerne skulle have svar på ---
men hvis han lægger ud med kun at give dig medicin --skal du spørge om du ikke kan komme til nogle samtaler ---fordi du har behov for at tale med nogen om hvordan du har det --
Jeg kender godt den følelse af pludseligt at blive fuldstændigt tømt for energi. Både det og svimmelheden kan have været et angstanfald, men det er ikke sikkert.
Hvordan havde du det med at være med ude og handle?
Det kan godt tænkes, at din læge vil spørge om noget, du ikke kan svare på. Så kan du godt sige: 'Det ved jeg ikke'. Når jeg er i terapi, må jeg tit svare på den måde.
Det er sådan set lige meget, om det er almindelige teenageproblemer eller om det er noget andet. Hovedsagen er, at du har det rigtigt skidt og derfor har du brug for noget hjælp.
Nej, du kan ikke vide, hvad der er galt. Det er derfor, du har brug for nogen at snakke med, så I sammen kan finde ud af, hvorfor du har det skidt. Så jeg er helt enig med Solo i, at du ikke skal have medicin. Du skal have én at tale med, der kan stille de rigtige spørgsmål, så problemerne kan blive løst.
Mange hilsner Helene
Jeg kan kende din måde at tænke på, fra dels da jeg var teenager og da jeg – måske – havde en depression i ca. 28-års-alderen og en gang jeg prøvede at gå til psykolog omkring 24- års alderen. Den der vægelsindethed med om man overhovedet skal tage sig selv alvorligt, og det at kalde sig selv patetisk. Og nervøsiteten over, om man nu overhovedet er deprimeret eller har det ”skidt nok” til at måtte gå til en psykolog. Og hvor pinligt det kan være at skulle sidde og fortælle om det til en vildt fremmed. Jeg præsterede at holde min mund til næsten en hel psykologtime (ikke særligt konstruktivt), hvor det så var ham, der snakkede løs til sidst, han kunne vist ikke holde stilheden ud. Også ikke at kunne tale med forældre om det. Nå, men jeg har fået det stabilt bedre siden og også haft det godt ind imellem mine dyk dengang.
Jeg kan sagtens forstå, hvordan du tænker og det er fuldstændigt almentmenneskeligt at have det frem og tilbage med det, som du har. Og du beskriver det ret godt. Jeg tænker, at lige meget om du nu er ”rigtigt” deprimeret eller ej, så har du sikkert en tankemåde omkring de situationer i hverdagen, som du kommer ud for, som gør dig unødigt ked af det. Det er fuldstændigt almindeligt med automatisk negativ tankegang, og det er noget man kan gøre noget ved, især når man er i stand til at reflektere som du er. Og måske noget du kan spare dig selv for at bøvle med senere, hvis du gør noget ved det nu/lærer at tænke anderledes, lægge mærke til nogle uheldige tankemønstre. Jeg havde stor glæde af en bog, der hed ”kognitiv behandling af angst og panik”, som jeg lånte på biblioteket. Den handler også om generel følelse af at være nervøs.
Held og lykke. Og jeg tror heller ikke, som du selv også siger, at du kunne finde på at begå selvmord, men du er bare ærlig om, at de tanker omkring det, har strejfet dig bare som en slags flirt.
Ja, så jeg tilslutter mig hermed flokken, der siger, at du ikke spilder en læge/psykologs tid og ønsker dig, at du snart får det bedre.
Venlig hilsen
Louise
I skriver, at I ikke synes, jeg skal have medicin? Jeg skal bare lige sikre, at jeg forstår jer ret - hvis min læge tilbyder medicin, skal jeg sige fra?...
For mig tror jeg, at det ville virke betryggende med medicin - hvis jeg skal kunne klare alt det skolepres, der er for tiden, går det ikke, at jeg er træt, ikke kan koncentrere mig og ikke kan tage mig sammen til at lave mine lektier. Det hele ser i forvejen ret håbløst ud...
Det var fint, at du prøvede at få ringet og fint, at du erkendte, at du var for bange. Jeg er sikker på, at det snart vil lykkes for dig at samle mod nok til at ringe til din læge.
Du forstår det rigtigt. Jeg synes ikke, at det er en god idé med medicin og slet ikke, når du er så ung. Der er en god grund til, at du har det som du har det. Hvis du tager medicin fordi du har det dårligt, så finder man ikke årsagen til, at du har det dårligt, for så lever du bare med det, der påvirker dig negativt uden at kunne mærke, at det er skidt for dig. Så risikerer du bare at få det dårligt på en anden måde i stedet for, fordi problemet ikke er løst. Hvis du bedøver dine følelser med medicin, så vil problemerne før eller siden vende tilbage til dig, for de må løses for, at du kan få det godt.
Så hvis din læge vil give dig medicin, så vil det være rigtigt godt, hvis du kan sige, at du har mere brug for at snakke med én om, hvordan du har det. Nogle læger er meget hurtige til at udskrive en recept mens andre selv siger, at det er meget bedre med samtaler.
Jeg forstår godt, at det kan virke betryggende med medicin. Bare sluge en pille og så får man det godt. Men sådan er det ikke. Medicin løser ikke dine problemer. Medicin fjerner ikke din håbløshed. Medicin kan måske lægge låg på, så du ikke mærker håbløsheden men lærer at leve med problemerne. Medicin kan måske bedøve symptomerne men fjerner ikke årsagen.
Du vil få mere energi og bedre koncetration, når du får snakket med én om, hvordan du har det og hvad det er, der påvirker dig negativt.
KH Helene
tænker du overhoved på hvad for mad du putter i munden --om det er sundt om du får de vitaminer du har brug for ---er det noget der bliver taget højde for i din familie ---
er der ingen i din familie der kan hjælpe dig og støtte dig i dine skole fag ..--eller kammerater du kan arbejde sammen med ---
jeg bliver nød til at sige det selv om du bliver skuffet---den medicin lægen evt,vil give for depression er ikke nogen pep pille der virker her og nu --nej det virker på længere sikt ---og man kan også blive lidt sløv af det ---
Helene har givet en god beskrivelse at hvordan den medicin virker---
MEN EN TING DU SKULLE SPØRGE DIN LÆGE OM ER ,,,OM DER FINDES NOGET MOD TRÆTHED --FORDI DU ER MEGET TRÆT ---
det ville hjælpe lidt på din energi ---og give dig mere mod på livet----
måske du har blodmangel --det bliver man træt af ---det med trætheden kunne du jo lægge ud med først hos lægen og så gå videre med hvordan du ellers føler du har det ---
så var det måske lid lettere at gå til din læge ---
se nu at komme til lægen før du finder på noget andet dumt ---
Jeg vil egentlig starte med at tilslutte mig gruppen af alle de dejlige mennesker som har opfordret dig til at tage kontakt med nogen. Det er det bedste du kan starte med at gøre. For husk, DU er ikke ligemeget, DU betyder noget!
Jeg har det meste af mit liv (25år) følt mig utilstrækkelig og malplaceret især i teenageårene. Jeg har aldrig rigtig haft et ordentligt forhold til min mor, og er den mest aggressive og bidske i børnebanden. Følte mig aldrig rigtig glad, og har altid haft svært ved at overskue tingene, men har i mange, mange år bare gået rundt og gemt på alting og det har så resulteret i at jeg nu sidder med en depression som jeg har supersvært ved at komme ud af. Men jeg har fået piller OG snakker med psykolog, så jeg får gjort noget ved det.
MEN Mads, søde dreng! Der er lys for enden af tunnelen! Jeg plejede også at hade når folk sagde noget med "jaja...det skal nok blive bedre...du skal bare vokse fra det blabla...", men der er nu noget om snakken. Du har nogle forældre som måske bare har supersvært ved at snakke om sådanne emner, og en lærer som på mig virker total mærkelig :S, men så er tricket "bare" at du skal finde de rigtige mennesker. Selvom det er vildt svært, og det kræver SÅ meget af en at indrømme man har brug for hjælp. Jeg kan SÅ godt genkende den der følelse af "erm...er jeg "dårlig" nok, og vil jeg ik spilde lægens tid?" Men lad mig sige det sådan, jeg har ikke fortrudt det en eneste gang! Det er bare en STOR bakke man skal over, og så kæmpe lidt...men man kan GODT! Bare ikke presse dig selv ud i det...tag en dyb indånding og mærk efter, for du vil jo gerne have det bedre? Der er jo ingen der har lyst til at have det dårligt jo! Du VIL komme til at spille guitar igen en dag, men hey...livet skal ikke stresses igennem
Håber at vi hører fra dig snart, ved vi er nogle stykker der gerne vil høre fra dig
KH
Alina
Du skriver, at det hele bare kan være lige meget. Det er klart, at alting bliver lige meget, hvis man lever med nogle problemer, man ikke får løst, så man simpelthen ikke trives og derfor ikke har det godt med sig selv og andre. Det er netop derfor, det er vigtigt, at du får hjælp, så du kan blive glad og komme til at holde af dig selv. For uden selvværd er det svært at finde glæde og uden glæde bliver livet tomt og meningsløst og alting bliver ligegyldigt.
Man kan bare også være bange for at begynde at kigge på sine problemer og søge hjælp til dem, fordi man så ubevidst ved, at det kan komme til at gøre ondt og man vil blive ked af det.
Sandsynligvis er der også tanker og følelser, man skammer sig over at tale om. Man vil helst vise, at man har styr på sit liv og det kan føles som et nederlag og svaghed at indrømme, at man har brug for at søge hjælp. Men i virkeligheden er det omvendt: Den der tør indrømme, at han eller hun ikke har det godt og har brug for hjælp og søger den hjælp er superstærk, sej og modig.
KH Helene
Min far truer og råber af mig. Det startede med, at jeg bad om hjælp til at udfylde min ansøgning til ungdomsuddannelse, da jeg selv ikke kunne finde på noget at skrive. Min mor hjalp mig lidt, men jeg havde stadigvæk svært ved at få tingene skrevet. Da sagde min far: "Jeg kan ikke forstå, du får alle de 12-taller, du er jo spejlblank!" og henviste til en anden gang, jeg havde bedt hjælp om noget. Det nikkede min mor genkendende til. Jeg blev selvfølgelig sur, og sagde til ham, at hvis han selv er så klog, så er det da underligt, at han aldrig er noget videre end 7. klasse i folkeskolen. Og så brød helvede løs. Jeg arbejder normalt ALTID selvstændigt, og jeg beder aldrig nogle om hjælp. Tværtimod er det altid mig, der skal hjælpe ham med hans elektronik. Og selv om han aldrig fatter en skid - ligegyldigt hvor mange gange jeg forklarer ham det - bliver jeg aldrig sur og personlig! Jeg har slet ikke lyst til at bo her hjemme mere. Det er ikke første gang, han får sine vredesudbrud, men han er da heldigvis stoppet med at kaste rundt med én, som han gjorde, dengang jeg var mindre. Jeg føler, at alle er imod mig her hjemme. Nu sidder jeg tilbage og ærger mig over, at mine talegaver ikke er gode nok til, at jeg kunne komme med et svar, der ramte så godt, at han aldrig ville snakke sådan til mig igen. I det hele taget ville det være noget så dejligt for os begge, at han aldrig sagde noget som helst til mig igen.
Og vi skal slet ikke komme ind på biografturen med min mor og lillebror, hvor vi også skulle bytte julegaver. Det har alt i alt været en lorte dag. Jeg kan ikke holde det ud mere. Desuden er jeg træt af alt det her julebræk! Jeg får simpelthen kvalme af at se på alt det jul. Det er skrækkeligt!!