Indstillinger
Er jeg bare patetisk?
Jeg er en dreng på 15. Jeg har på det seneste haft det utrolig dårligt. Jeg har ikke kunne tage mig sammen til noget, jeg sover hele dagen, jeg er trist og jeg vil gerne være alene. Selvom jeg føler mig ensom, har jeg ikke lyst til at være sammen med mine venner. Jeg ønsker ikke at vise andre, hvordan jeg har det.. Min selvtillid er i bund. Jeg tror ikke på mig selv, og jeg går ofte i løbet af en dag og føler mig "nervøs". Jeg har ingen anelse overhovedet, om hvorfor jeg har det på den måde.
Jeg fanger også ofte mig selv i at "vrisse" af mine forældre. Og jeg er generelt utrolig sur på dem. Det er lidt som om, at det er dem, det går ud over. Generelt undgår jeg helst at snakke med dem - og jeg vil for alt i verden undgå at have den her samtale med dem.
Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg bare er "teenager-besværlig" og patetisk. Men det er begyndt at tage overhånd, og jeg vil gerne være glad igen!
Jeg finder opmærksomheden og medlidenheden, man får ved selvmord, meget tiltrækkende. Jeg tror dog aldrig, at jeg kunne finde på det - men tanken har været der.
Jeg fanger også ofte mig selv i at "vrisse" af mine forældre. Og jeg er generelt utrolig sur på dem. Det er lidt som om, at det er dem, det går ud over. Generelt undgår jeg helst at snakke med dem - og jeg vil for alt i verden undgå at have den her samtale med dem.
Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg bare er "teenager-besværlig" og patetisk. Men det er begyndt at tage overhånd, og jeg vil gerne være glad igen!
Jeg finder opmærksomheden og medlidenheden, man får ved selvmord, meget tiltrækkende. Jeg tror dog aldrig, at jeg kunne finde på det - men tanken har været der.
Kommentarer
skulle tale med jeres læge om hvordan du har det ---du skal have hjælp---hvor går du i skole --er der ikke en skole psykolog
det er svært at vide hvad årsagen er ---til du har det sådan---
hvorfor vil du ikke tale med dine forældre om --hvordan du har det ---
skriv igen ---det er flot at du kan sætte ord på hvordan du har det ---
Jeg er enig med Solo i, at du må prøve at finde en voksen at tale med. Jeg mener så, at det er bedst, hvis det er én udenfor familien - som f.eks. din læge eller din skolepsykolog.
Det er meget vigtigt, at du finder ud af, om der er noget i dit liv, der er med til at ødelægge dit selvværd og din selvtillid. Det er klart, at uden tro på sig selv, så bliver livet svært. Derfor skal du have hjælp og støtte til at få noget selvværd og få løst de problemer, der er i dit liv.
Mange hilsner Helene
Hvordan kommer man i kontakt med en såkaldt skolepsykolog? Er det noget man skal snakke med læreren om først eller (Vil jeg helst undgå, da jeg ikke ønsker, hele klassen skal lytte med)? Jeg er utrolig bange for, at hvis jeg går til læge eller skolepsykolog, at jeg ikke vil blive taget seriøst? Jeg er bange for at spilde deres tid...
Jeg vil i øvrigt gerne lige tilføje et par ting. Jeg har spillet guitar i utrolig lang tid, men samtidigt med, at jeg har fået det sådan her, er interessen næsten forsvundet. Jeg har ikke lyst til at øve eller noget. Jeg har ellers tidligere været utrolig engageret og målrettet.
Det er helt almindeligt, at du mister lysten til f.eks. at spille guitar, når du ikke har det godt. Man må have det godt indeni sig selv for, at det giver glæde at beskæftige sig med forskellige ting. Og for at have det godt indeni sig selv må man være sammen med mennesker, der styrker og påskønner én.
Den uforstående måde dine forældre reagerer på, hvis du kommer til dem, er med til at ødelægge dit selvværd. Det 'smitter af' i dit forhold til andre mennesker, så du tror, at de heller ikke vil tage dig seriøst. Du kommer til at tro, at du ikke fortjener at blive taget seriøst. Du kommer til at tro, at du ikke er vigtig og at du spilder andres tid, fordi du ikke er vant til at blive lyttet til og forstået. Men det er vigtigt, hvordan du har det - for du er vigtig.
Det kan godt være, at det er nødvendigt at tale med en lærer for at få kontakt til skolepsykologen. Men det må være muligt uden at hele klassen hører det. Ellers kan du måske gå på kontoret og sige det til én af sekretærerne eller viceskoleinspektøren? Eller du kan måske skrive et par linier til din lærer om, at du godt vil tale med skolepsykologen? Eller finde ud af, hvor skolepsykologen har kontor og banke på døren og sige, at du har brug for at tale med skolepsykologen. Så vil du få at vide, hvordan proceduren er. Jeg ved godt, at det er en overvindelse at søge hjælp hos andre, men det er første vigtrige skridt til at få det bedre.
Du KAN få hjælp, hvis du beder om den hos de rigtige mennesker. Du spilder IKKE deres tid, for du ER vigtig og de er der for at hjælpe.
Mange hilsner Helene
Det er nogle rigtig fine forslag Helene2 kommer med i forhold til at få fat i skolepsykologen, uden at resten af klassen bliver blandet ind i det.
Jeg synes, at det er super godt gået, at du tager fat i problemet. Og du er ikke patetisk! Du virker derimod til at have en god selvindsigt, og jeg er sikker på, at du nok skal komme igennem denne her lidt svære periode – du skal bare have et skub i den rigtige retning. Og her kan skolepsykologen forhåbentlig hjælpe dig.
Hvis du har svært ved at få taget hul på det, kan du evt. også starte med at ringe til Børns vilkår, der har en børne/unge-telefon, hvor man kan ringe og få en snak.
Opkaldet er gratis og anonymt.
Telefonnummeret er 116 111, og telefonen er åben mandag-torsdag 12-21 og fredag 12-19
Du kan læse mere om det her:
http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge ... fonen.aspx
I øvrigt har jeg jævnligt været plaget af hovedpine, og i dag har den været speciel slem. Ved ikke, om det har noget med noget at gøre, men nu skriver jeg det alligevel.
Jeg tog i øvrigt en depressionstest her på siden, hvor jeg scorede ret højt, og åbenbart har symptomer på en moderat til svær depression. jeg ved ikke, hvor seriøst man skal tage den test - men jeg vil rigtig gerne have det bedre!
Som du selv siger, virker du udadtil som en glad dreng, så det er jo svært for nogen at vide at der er noget galt. Skriv den mail.
Det første jeg tænkte da jeg læste dit indlæg var også at du lyder depressiv.
De der tests kan man selvfølgelig ikke stille en diagnose ud fra, men de giver nu et udmærket fingerpeg.
Derfor syntes jeg, at du skal overveje at bede om en tid hos din læge. Måske vil din læge kunne hjælpe dig ved at have samtaler med dig, og ellers kan lægen henvise dig til en psykolog.
Jeg vil råde dig til, at du beder om at komme til psykolog selvom din læge måske mener, at du skal have antidepressiv medicin. Medicin kan hjælpe, men den fjerner nu engang ikke de tanker/følelser/oplevelser der ligger bagved og murrer - medicinen bedøver dem bare.
Det kan også være, at du kan låne det der hedder en sollyslampe af din læge. Sådan nogle er der nogen læger der har. Det er en lysskærm man sidder foran en halv time om dagen. Den giver samme virkning som sollyset udenfor, og det er en faktor som har stor indflydelse på psyken. Det er på grund af gråvejret at mange mennesker har tendens til vinterdepression.
Lægen kan ligeledes tage en blodprøve og finde ud af om du mangler d-vitamin.
Men du kan starte med at skrive den mail til din lærer. Så kan I sammen finde ud af hvad du skal gøre. Hvis der er en skolepsykolog er det nemlig et rigtig godt sted at starte i stedet for lægen.
Din hovedpine kan sagtens være kommet på grund af at du har det dårligt psykisk.
Men den kan også være kommet på grund af muskelspændinger af at ligge i sengen eller gå og spænde fordi du er nervøs/utryg.
Nu skriver du til din lærer.
Og så skal du lige vide, at:
Når man har det som du har det, så er det rigtig, rigtig vigtigt at få luft og motion. Selvom det kan føles helt uoverskueligt, så prøv at komme afsted. Bare det at gå en tur på 10 minutter er fint, er hvis det er det du kan overskue. Hvis du kan overskue en løbetur er det selvfølgelig endnu bedre
Jeg ved fra mig selv at det virker! Det er fordi der frigøres gode stoffer i kroppen når man motionerer.
Når du en gang i mellem sidder og bliver helt opslugt af de ubehagelige tanker og er meget ked af det, og du bliver ramt af selvmordstankerne, så skal du ringe til børnetelefonen eller psykiatrifondens telefonrådgivning og få en snak.
Det kan virkelig hjælpe lige i det øjeblik at tale med en.
Det er godt for både den fysiske energi og det mentale overskud at spise sundt og varieret.
Det samme er en god søvn. Forsøg så vidt muligt at opretholde en fornuftig døgnrytme. Altså: Lad vær' at sidde og se fjernsyn den halve nat for så at sove hele dagen.
Jeg vil ikke snakke med mine forældre, da jeg for det første er bange for ikke at blive taget seriøst og for det andet ikke har lyst til at føle mig mere fremmed i mit eget hjem, end jeg gør i forvejen... Jeg vil ikke have forskelsbehandling, jeg vil bare blive respekteret. Hvis det viser sig, at jeg har en depression, skal jeg selvfølgelig nok fortælle dem det. Men det er jo langt fra sikkert...
Det er supergodt, du har skrevet til din lærer. Der kan være mange grunde til, at hun ikke har svaret på din mail endnu. Måske er hun på weekend eller noget andet. Det lyder rigtigt fornuftigt, at du vil give hende en seddel på tirsdag, hvis hun ikke har svaret.
Jeg forstår godt, at du ikke vil fortælle dine forældre noget i første omgang. Det er bestemt ikke altid, at forældrene er de nærmeste til at hjælpe. Man kan risikere at gøre ondt værre for sig selv, hvis man søger hjælp det forkerte sted. Du ved, hvad der er bedst for dig selv.
Mange hilsner Helene