Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
du er god til at beskrive hvordan du har det --og god til at søge oplysning om hjælp-
hvad med om du startede med at skrive dagbog--
det kan være god terapi --at hver dag skrive ned hvordan man har det ---
både det der gør ondt --men også hvis der er noget særlig godt den dag---en dag hvor du kommer på den anden side --hvor du igen har det rigtig godt ---
kunne du måske finde på at udgive en bog om den tid hvor livet gjorde ondt ---
til hjælp for andre unge som har det dårligt med sig selv ---for dem er der mange af
hav det godt --og pas godt på dig selv
-
Jeg kender følelsen af ikke at kunne tage sig sammen til noget umådelig godt. Jeg har altid troet at jeg har været en ordensperson, men nu ser mit værelse ud som et bombet lokum. Alting ligger over det hele, papirerne fra skolen ligger ikke i mapper osv. Det er næsten en hel forhindringsbane herinde. Lektierne er også hårde at få lavet, især her på det sidste. Der er ensomheden. Jeg har ikke særlig mange venner, men jeg kan ligeledes heller ikke tage mig sammen til at gøre noget ved det. Nogle prøver jeg at undgå fordi at jeg ikke har lyst til at tilbringe min tid med dem, til trods for at jeg gerne vil være sammen med nogen. Jeg nyder til dels at være alene, men når hele livet bare forsvinder ind til ingenting og man bliver tom, så er det ikke sjovt længere. Jeg tror hovedsageligt at jeg holder mig fra mennesker fordi der ikke er nogen mennesker der passer til mig i form af en ven. Derfor har jeg aldrig haft den der bedste ven. Men når man er i skole lader man som om alt er okay, for der er ingen der skal vide noget, især ikke nu hvor man ikke selv ved noget, og hvorfor det er sådan.
Jeg mærker også tydeligt at det kan gå udover mine forældre. Nogle gange snakker jeg ikke, overhoved. Jeg nikker eller nøjes med et ”hmm..” som svar på alting. Jeg bliver irriteret når de snakker til mig, og forsvinder nogle gange fra middagsmaden så hurtigt som muligt for at være alene igen. Min selvtillid er ligeledes i bund, hvilket også gør det svært for mig at fungere socialt til tider.
Jeg er 18 år, og har haft det dårligt længe. Eller det tror jeg i hvert fald. Altså hvordan bedømmer man om man har det dårligt når man egentlig aldrig har kunnet kalde sig selv glad? Det er svært at skelne mellem de to ting efterhånden. Nogle gange føler jeg mig mere hel ved at græde øjnene ud end ved at smile. Eller hel og hel, men levende. For alt andet virker bare… dødt.
Jeg kan desværre ikke hjælpe dig, for så ville jeg have hjulpet mig selv for længst. Men jeg ved at alt det der ”find en at tale med” ”snak med dine forældre/en lærer/din læge” ikke hjælper noget. Det hjælper i hvert fald ikke noget at få det forslået, for hvis man gerne ville, så havde man nok gjort det. Man vil netop undgå at tale om følelsen, eller det vil jeg i hvert fald, og jeg ville finde det mærkeligt at gøre nogensinde, så det kommer jeg nok ikke til. Anyway, jeg håber du får det bedre snart.
Jeg kan ikke lade være med lige at kommentere det der med, at det ikke hjælper at få forslaget om at tale med nogen om følelserne og problemerne.
Det handler ikke om, at man gerne vil tale med nogen. Det handler om, at man vælger at gøre det, selvom det er hamrende ubehageligt (måske endda angstfremkaldende). Fordi man vælger, at man VIL have det bedre og indser, at man er nødt til at åbne sig og få hjælp udefra, for at det kan lade sig gøre.
Du har helt ret - man vil netop undgå at tale om følelserne. Det er derfor man bliver ved med at have det dårligt. For der er kun én ting, der hjælper - og det er at tale om det, man ikke har lyst til at tale om. Men det er ikke lige meget, hvem man taler med - det skal være et menneske, der faktisk kan hjælpe én og som giver positiv respons. Det er meget ofte en fremmed udenfor familien.
Man skal faktisk overskride sine egne grænser og gøre det, man absolut ikke har lyst til at gøre. Mange mennesker gør det aldrig. Men de får det heller ikke bedre - tværtimod.
Mange hilsner Helene
det er utrolig flot at du her åbner op for dit indre og deler det med os --her inde --
det er første skridt på vejen ---
jeg kender dig ikke ---men ud fra det jeg læser ---kan jeg se at du vil profetere godt af ---en kontakt hvor du kunne tale om ---hvorfor du har det som du har ---
du siger at det med at søge en terapeut --gjorde man hvis det var det man var intresseret i ---ja det gør mange --men det er ikke alle der kan se --eller forstå -hvad det skulle gavne---
dine forældre står for skud --ved dit svingende humør---men det er vel ikke ualmindeligt at forældre --og teenager børn ---nogle gange ikke svinger helt ok i en periode ----
BØRNE/UNGDOMS FONDEN---jeg ved ikke om du har prøvet det
Din lærer var åbenbart ikke den rigtige. Det er ikke alle mennesker, der er i stand til at håndtere problemer på en god måde og det er hun altså ikke. Så ved du det om hende.
Hvor er det klamt af hende at fremhæve dig og din ven som klamme. Det lyder meget usympatisk.
Hvordan er det på Jeres skole - nogle skoler kommer eleverne ofte på kontoret og får en snak med sekretærerne. Er det muligt for dig, så du kunne sige, at du har brug for at tale med skolepsykologen?
Hvis ikke det er muligt, vil jeg nu alligevel anbefale dig at kontakte din læge. Det kan godt være, du synes, det lyder lidt voldsomt, men læger er der altså også for, at man kan gå til dem, når man har problemer og brug for hjælp.
Jeg forstår godt, at du virkeligt har brug for, at der sker noget, men du må ikke miste modet, selvom det ikke går så hurtigt, som du har brug for. Du er i gang og det er rigtigt godt klaret. Så skal løsningen nok vise sig.
Mange hilsner Helene