Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Tak for jeres svar.
Jeg er egentlig ikke ræd for DCkonverteringen, men hader at skulle igennem indlæggelse og alt det lo..
Jeg tror også det kan ende med ablation for mit vedkommende, men jeg er indstillet på at forsøge andre muligheder først. Fx akupunktur, som jeg skrev sidst. Jeg giver det en chance.
Og jeg kan sagtens cykle og løbe under anfald, da jeg pga betablokkerbehandling har en Ok puls, der ikke gør mig dårlig. Og motion har betydet, at jeg har kunnet undgå indlæggelse i nu 1½år.
Jeg fik af vide at Multaqbehandling,opstart ikke er noget man skal indlægges for. Blev du indlagt Søren? og hvilke bivirkninger har du mærket?
Mh Marianne
Synes det er dejligt at høre at du stadig er anfaldsfri. Det er nok den slags bidrag der skal motivere en til indgrebet.
Men jeg har også hørt nogle skrækhistorier, folk der har fået afsindige arytmier bagefter. Det er vigtigt, at det er læger med størst erfaring, der gør indgrebet.
Mh Marianne
Da jeg inden opstart på Multaq fik flekanid som jeg var indlagt til opstart med blev jeg ikke indlagt da jeg skiftede. Som jeg forstod det havde jeg vist at jeg kunne tåle den type lægemidler. Desværre må jeg nu konstatere at multaq'erne ikke hjælper mig ret godt, heldigvis har jeg så fået en afbudstid i næste uge. Fik også Selozok (spl?) som det første men da pulsen røg betydeligt under de 30hpm syntes jeg ikke det var sjovt længere. min makspuls røg også i bund så det var ikke noget for mig
red: Bivirkninger? Havd store problemer med hovedpine på flekanid men ikke på multaq, kunne ikke drikke et glas vin eller en øl på flekanid uden at få "tømmermænd", det er ikke noget problem på multaq. Som nævnt tidligere i dette indlæg må jeg så konstatere at de ikke hjælper lige så godt i længden da jeg nu på anden pakke er begyndt at få heftige anfald igen og det endda dagligt.
Mvh Søren
Min atrieflimren(AT) startede i 1991. Har frem til 2007, været indlagt ca. en gang omåret til DC-konvertering, hvor jeg så har opnået sinusrytme. Min AT har ikke været så alvorlig, at jeg ikke kunne passe mit arbejde, men psykisk er det en belastning. Pressede så på for at få en ablation i 2007, hvilket bevirkede at jeg kom til Varde og blev ablatered. Jeg havde fået fortalt at succesraten var ca. 80%. Den faldt jeg udenfor, idet jeg måtte ablateres igen i 2008, efter flere DC-konverteringer. Nævnte bevirkede at jeg med små tilbagefald har været "rask", indtil okt 2010, hvor jeg igen måtte afsted til en DC-konvertering.
Jeg overvejer nu hvad næste skridt kunne være - ablation for tredje gang!!!!
Til de mange der udtrykker angst for ablation, vil jeg blot nævne at jeg kun mærkede noget ved bedøvelsen i lysken- det gjorde sgu MEGET undt.
Har været inde til frekvensablation, men det kunne ikke lade sig gøre alligevel, da de ikke kunne finde de "lidt for aktive" celler.. Lægen kunne ikke kickstarte et anfald - Men jeg blev til gengæld rigtig dårlig af forsøgene derpå.
Mit hjerte har helt sin egen vilje. Har været indlagt hvor de forsøgte at stoppe et 12 timers-anfald (højgravid og en puls på 180+) med div kemikalier - intet hjalp.
Har været i MR-scanning - de snakker om der evt kan være noget bindevæv, eller noget ved udgangen fra hjertet - skal til samtale til dec.
Kryds nogle fingre for mig
Jeg forsøgte akupunkturbehandlinger for min tilbagevendende atrieflimren, men desværre ingen effekt.
Jeg er nu opstartet på det nye antirytmeforstyrrelses præparat Multaq, samtidig med at mine betablokkere er trappet ud. Jeg har kun været i behandling i 14 dage, så lidt for tidligt at udtale sig. Jeg har ikke mærket bivirkninger, bortset fra flere ekstrasystoler. Mine anfald kommer ca hver 14.dag og udeblev i weekenden, juhuuu en weekend uden anfald. Desværre fik jeg anfald mandag aften, anfald som vanligt, der varede i 24 timer. Jeg kunne cykle det væk denne gang, heldigvis.
Jeg melder tilbage når jeg ved mere om Multaq.
Og tænker på hvordan det går med Michael - er du stadig i sinusrytme efter ablation x2?
Mh Marianne
Jeg kan se, at du er stærkt plaget af atrieflimmer og mangler nogen at snakke med om problemet.
Atrieflimmer er tilsyneladende meget forskelligt fra person til person. Jeg har haft det én gang for næsten et år siden. Og jeg håber, at det bliver eneste gang. Jeg kan godt genkende din beskrivelse af, at du nogle gange ikke kan stå på benene. Sådan fik jeg det også, da jeg havde mit anfald.
Jeg mærkede ikke noget til, at jeg ikke kunne få luft. Men når jeg dejsede om, må det have været, fordi der ikke kom blod nok til hjernen, og altså ikke ilt nok til hjernen. Jeg besvimede ikke, men alting blev bare sort et kort øjeblik, og i næste øjeblik lå jeg på gulvet.
Årsagen til dette er formodentlig, at hjertet slår hurtigt, men alt for overfladisk, sådan at blodet ikke bliver pumpet ordentligt rundt, dvs. at blodtrykket falder, og når blodtrykket falder, er der ikke kraft nok til at pumpe blod nok op til hjernen. Jeg løste problemet ved at lade være med at forsøge at stå på benene. Hvis hele kroppen er i samme niveau som hjertet, kan blodet nemmere komme rundt (også til hjernen), selv om hjertet (midlertidigt) har mistet noget af sin pumpekraft.
Da jeg igen kunne sidde op, efter at have fået en kop kaffe, målte jeg mit blodtryk, som faktisk viste sig at være lavt – ikke voldsomt lavt, men nu kunne jeg jo også sidde op med forsigtighed, så jeg vil tro, at det igen var steget lidt, måske på grund af kaffen. Til gengæld viste min blodtryksmåler, at jeg havde en puls på 148!
Jeg skal lige sige, at ovenstående forklaring er noget, jeg selv har tænkt mig til. På sygehuset ville lægerne ikke rigtig høre tale om, at jeg var dejset om på grund af et for lavt blodtryk, selv om lægevagten, der havde indlagt mig, omhyggeligt havde noteret ned, at jeg ikke kunne tåle at få hovedet over hjerteniveau.
Jeg vil tro, at lægernes modstand mod at tro, at jeg på et tidspunkt havde haft et meget for lavt blodtryk, skyldes, at jeg er i behandling for forhøjet blodtryk. De vægrede sig ved at tro, at det så pludselig kunne blive for lavt. Men jeg ved jo, hvad jeg mærkede, og jeg ved jo, hvad mit blodtryksapparat målte.
I hvert fald hjalp det mig, at jeg forstod årsagen til, at jeg pludselig dejsede om, og at jeg derfor kunne gøre noget aktivt for at undgå at dejse om, nemlig at holde hovedet i samme niveau som hjertet, kort sagt blive liggende!
Jeg var på intet tidspunkt bange, og det tror jeg, hænger sammen med, at jeg forstod så nogenlunde, hvad der foregik, selv om heller ikke jeg aner, hvad årsagen til anfaldet var. For mit vedkommende tror jeg, at det var et sammenfald af uheldige omstændigheder: stress over meget støj, passiv rygning, muligvis det tredje krydderi i maden og i hvert fald mad, der indeholder tyramin (marinerede sild), som man siger, kan være med til at fremkalde det.
Angående årsagerne i dit tilfælde vil jeg foreslå dig at læse denne debattråd, hvor der også er links til Internetsider med forklaringer. Og så vil jeg foreslå dig at skrive dagbog. Skriv ned, hvad du har fået at spise og drikke, hvad du har foretaget dig osv. inden et anfald. Så vil du forhåbentlig kunne finde et mønster, så du efterhånden kan undgå de faktorer, der udløser et anfald.
Mange hilsner
Kameliadamen
Hvis du har det ok med at læse svensk, er der et MEGET godt og fyldigt forum om hjerteflimmer her:
http://förmaksflimmer.se/forum/
Rigtig mange detaljer og søde folk.
v.h
Martin
Efter så mange år med atrieflimren har jeg stadig et (for?) stort fokus på mine hjerteslag og jeg mærker hver dag extra systoler og et par gange om ugen oplever jeg at hjertet tager en 3-5 hurtige slag som om det er på vej til at bryde sinusrytmen, men det er altså ikke sket endnu. Jeg har været meget bevidst om at forsøge at dæmpe og minimere opmærksomheden på min tidligere atrieflimren, derfor er jeg fx ikke særlig ofte inde på dette Debat Forum!
Jeg tænker heller ikke så meget på om behandligen vil holde mig anfaldsfri resten af livet, men prøver bare at nyde hver eneste dag i sinusrytme, så må fremtiden vise om jeg skal have endnu en ablation.
Det er blevet ret tydeligt for mig at der (desværre) ikke findes én rigtig måde at blive sin atrieflimren fri. For nogen er en eller flere slags medicin tilstrækkeligt, for andre er det en eller flere ablationer som løser problemet.
Mange læger har det med at slå atrieflimren hen som en relativ banal sygdom, men det er det kun sjældent, selvom det ikke er en meget farlig hjertesygdom, er den ofte utrolig ubehaglig at skulle leve med. Ikke kun under anfaldene som kan være slemme nok i sig selv, ofte i lige så høj grad fordi sygdommen kommer til at fylde og styre alt for meget i ens liv. Bekymring, angst og fravalg af flere og flere af ens tidligere livskvaliteter, kan let komme til at fylde alt, alt for meget.
Mit bedste råd er ikke at give op, I alle tilfælde er man nød til selv at tage del i processen, hvis ikke ens læge mener at kunne gøre mere for en end at sætte dosis op på betablokkerne, så find en anden. Ens praktiserende læge har sjældent den nyeste viden på området, forlang at blive sendt videre i systemet, enten på et hjerteambulatorie eller til en privat praktiserende kardiolog. Det er helt rimeligt at lade forskellige læger vurdere ens sygdom og rådgive om behandligsmuligheder.
Held og lykke til jer alle i bestræbelserne på at slippe fri af jeres flimmer anfald.
Michael