Jeg kan godt se nu at de ting jeg har gjort for at redde ægteskabet/forholdet, har været helt forkert.
Den gang var jeg overbevist om, at da det jo var mig der havde gjort noget forkert, var det mig der skulle "rette op" og hvis jeg gjorde som han sagde var det bedste for vores forhold, og at han mente at der var håb for vores forhold sådan, så var det sådan jeg skulle gøre.
Ja vores børn har helt sikkert lidt under det, og har sat mange ar i dem. Jeg tror heldigivs at de er stærke, og de samtaler jeg har med dem, vil de helt sikkert ikke komme i samme situation som vi har været i.
De har helt klar hver deres holdning til hvad de ville have gjort i vores sted, om de ville have tilgivet eller ej, det beundrer jeg dem for.
Ved godt at det er nemt at sige når man ikke har været der, men de er trods alt 19,21,25 nu og har prøvet lidt af hvert.
Jeg kæmper videre med mit liv, mine holdinger og værdier i livet er helt sikkert blevet størrer efter det jeg har været igennem.
Et punkt er jeg dog stadig ikke kommet videre med. Jeg elsker stadig min ex mand, på trods af det der er sket.
Men heller et liv uden ham ind et liv som jeg/vi har levet de sidste 4 år
Du har ret, du begik en fejl ved at være utro. Du åbnede døren indefra til jeres ægteskab. Du har også ret så langt, at det kræver en stor indsats og hårdt arbejde at genvinde en ægtefælles tillid efter utroskab, men han skal ville medvirke. Det er ikke kun den utro, der skal arbejde for forholdet, hvis det skal lykkes. Hvis man skal videre sammen, skal begge vælge aktivt at arbejde for forholdet. Det dur ikke, at den ene læner sig tilbage, mens den anden løber rundt og pleaser, for det redder ikke ægteskabet.
Det lader ikke til, at din eksmand arbejdede for jer. Derfor skulle du nok, selvom du var den utro part, have sat grænser for ham.
Nu må du prøve at komme videre og bakke dine børn op i at have et godt forhold til deres far. Det gør mig ondt, at det udviklede sig til sådan et mareridt for dig, men jeg håber for dig, at du får et godt liv igen.
Kommentarer
Jeg kan godt se nu at de ting jeg har gjort for at redde ægteskabet/forholdet, har været helt forkert.
Den gang var jeg overbevist om, at da det jo var mig der havde gjort noget forkert, var det mig der skulle "rette op" og hvis jeg gjorde som han sagde var det bedste for vores forhold, og at han mente at der var håb for vores forhold sådan, så var det sådan jeg skulle gøre.
Ja vores børn har helt sikkert lidt under det, og har sat mange ar i dem. Jeg tror heldigivs at de er stærke, og de samtaler jeg har med dem, vil de helt sikkert ikke komme i samme situation som vi har været i.
De har helt klar hver deres holdning til hvad de ville have gjort i vores sted, om de ville have tilgivet eller ej, det beundrer jeg dem for.
Ved godt at det er nemt at sige når man ikke har været der, men de er trods alt 19,21,25 nu og har prøvet lidt af hvert.
Jeg kæmper videre med mit liv, mine holdinger og værdier i livet er helt sikkert blevet størrer efter det jeg har været igennem.
Et punkt er jeg dog stadig ikke kommet videre med. Jeg elsker stadig min ex mand, på trods af det der er sket.
Men heller et liv uden ham ind et liv som jeg/vi har levet de sidste 4 år
Det lader ikke til, at din eksmand arbejdede for jer. Derfor skulle du nok, selvom du var den utro part, have sat grænser for ham.
Nu må du prøve at komme videre og bakke dine børn op i at have et godt forhold til deres far. Det gør mig ondt, at det udviklede sig til sådan et mareridt for dig, men jeg håber for dig, at du får et godt liv igen.
Med venlig hilsen
Kirstine