Hvordan vinder jeg min mand tilbage.

neskire64

Mangler lige et godt råd.
Jeg har jo ellers meldt at jeg må opgive, men det kan jeg bare ikke. Min mand har godt nok meldelt mig at han aldrig ser os sammen igen, at han er ked af det skulle ende sådan.
Men jeg kan bare ikke give slip, jeg bliver ved med at savne ham, og igen i går havde vi sex sammen, jeg siger til ham at jeg elsker ham, at jeg savner ham og jeg ikke kan forstå at vi ikke kan have kontakt med hinanden, hvor han svarer at han også elsker mig, og det bliver nød til at være sådan, han har hele tiden sagt at han mener det skal have ro.

Nu er det jeg synes jeg har 3 valg muligheder, og ved ikke lige hvad der er bedst.

1. Glemme ham, og komme videre, hvad jeg ikke lige synes jeg kan.
2. Presse ham, til samtale og til at være sammen med mig.
3. Lade ham få ro, elske med ham når disse behov er der, og så håbe på at han ændre menning, og at det er rigtig at han hvad han har sagt at det skal have ro til sommer, og så tage den der.

Jeg bliver måske såret igen og får et nederlag igen ved at lade det få ro, men tro heller ikke, at jeg får noget godt ud af at presse ham.

lotte123

Jeg har fulgt med i denne debat, selv om jeg ikke har deltaget længe, og det skyldes at jeg ikke har ændret mening siden da, for det er det samme, du udsætter dig for hele tiden.

Han kører dig stadig rundt i manegen efter forgodtbefindende. Når han trænger til lidt sex, så stiller du op - hver gang, og håber og håber. Hvad er det, du håber? Han har det øjensynligt præcis som han vil have det. Han får noget sex, når han vil det, og så kan han ellers uden risiko trampe og jokke på dig, svine dig til; og oven i købet bliver jeres børn brugt - jeg vil tillade mig at sige misbrugt - i jeres konflikt. De bliver pålagt at tage ansvar for jeres fremtidige liv.

Tror du ikke, du skulle overveje at få noget professionel hjælp, for hvordan i alverden kan du dog elske et menneske, der sjofler dig på den måde?

Ja, undskyld mine barske ord, men det her lader da til at være kørt helt ud på et sidespor. Jeg tror godt nok ikke mange ville stille op til det, du stiller op til. Kærlighed eller ej.

Du stiller tre muligheder op - men kære ven, du har jo valgt nummer tre, og hvor lang tid du holder til det, er et spørgsmål om, hvor lang tid, der går før din psyke knækker helt ned, men tænk lige over, hvor mange gange han har lovet dig et eller andet, som han så alligevel ikke holder, så det kan da kun være et luftkastel at han til sommer mener at være afklaret.

På et eller andet tidspunkt kommer selv du frem til, at det kun er nummer et, du kommer videre på. Spørgsmålet er så, hvordan du kommer videre, fordi du er nået at blive totalt ødelagt.

persille1

Jeg ved godt du håber en skulle have et mirakelsvar. Det er der jo ikke noget at sige til.
Men du må se i øjnene, det findes ikke.

Jeg må tilstå, jeg ville ikke gøre som du. Jeg ville trække mig tilbage. Og jeg mener stadig det er dit eneste håb for, at han måske kommer til at savne dig.

neskire64

ja, lang tid siden jeg har skrevet. Jeg fulgte jeres råd, ved at stille stolen for døren. Hvad hjalp, troede jeg.

For en mdr. siden kom han endeligt, at nu var han klar, han havde flere gange bare prøvet, at vi skulle have sex, hvad jeg ikke ville, men sagde til ham at han måtte finde ud af hvad det var han ville med mig.

Han kom og vi blev enige om, at det skulle være stille og roligt, vores børn skulle ikke have noget at vide i starten, og de ikke skulle bestemme denne her gang.
Så sent som sidste torsdag spurgte jeg ham om han nu var sikker på, at det var det han ville, og ja det var han og det var ikke bare de næste 14 dage, til sommer eller jul.
Om mandagen bestiller jeg en rejse til hele familien til efterårsferien, jeg havde for noget tid siden sagt til ham, at jeg ville afsted og jeg håbede han ville med også selv om vi ikke var sammen, men så vi kunne gøre noget sammen med børnene.
Da jeg fortæller ham, at jeg har bestilt rejsen og også en billet til ham, men at billetten kan ændres til datteren kæreste hvis han ikke vil med til den tid, og der er et værelse til ham selv hvis det er det han ønsker.
Han bakker og mener jeg presser ham, på den måde.
Jeg prøver at forklare ham, at jeg jo havde sagt jeg gerne ville have ham med, og da vi havde snakket om at børnene skulle have at vide vi ville være sammen her til sommer, synes jeg det var en god måde at vise dem, at de kunne stole på os, og det virkelig var det vi ville.

Men han bliver sur, vil ikke snakke om det, og det som han sagde sidste torsdag, og han var klar til at kæmpe, og han ville mig ved jeg ikke mere. Har prøvet at få ham i tale, for jeg ligesom ved hvor jeg står, men så har han travlt.
Skal til fødselsdag om lidt, hvor han også er, ved ikke om jeg kan klare det, hvordan jeg skal forholde mig, han har jo ikke direkte sagt at han ikke vil mere, men det er svært at virke glad, og lade som ingenting, når man har det af helvede til.

slettet30730

Hejsa
Jeg var lige på nettet og googlede det problem jeg selv er i. Jeg har forrådt kærligheden og været utro. Dvs. at jeg kunne ikke selv se, at jeg havde været min kæreste utro til at starte med. Jeg laver en anden tråd og vil høre folks holdninger senere.
Men hvordan gik det med jer? Jeg er meget nysgerrig og høre hvordan i fik løst det, eller fik i overhovedet løst jeres problem?
Jeg kan se tråden er ældre dato men håber du ser mit svar....

neskire64

Hej.
Det gør mig ondt at du er kommet i samme båd som mig.

Du skal gøre dig helt klart om du er parat til at kæmpe med næb og klør, for det kan blive en hård og lang kamp, og mange nederlag du kan få både fra din kæreste, børn hvis i har nogle, venner og familie.
Du vil føle dig ensom og langt ude i tovene gang på gang.

Vi er ikke kommet igennem det endnu, men vi kæmper stadig, om det nogensinde lykkes, har jeg stadig mine tvivl om mange gange, men er stadig ikke parat til at opgive, og det er trods alt over 2 år siden.

Efter vores episode jeg sidst har skrevet om, fik vi igen snakket det igennem. Derefter har vi været i parterapi.
Min mand synes ikke han fik så meget ud af det, men var der for at støtte mig, og jeg fik meget ud af det. Fandt ud af, at de krav og behov jeg har er i orden, og jeg ikke skal skjule dem, samt jeg ikke skal please andre, bare for at få fred og gøre andre tilfreds.

Vi har taget ud og opleve noget sammen, weekend i kbh, massage tur, osv.

Vi snakker ikke så meget om det der skete så meget mere, vi mener begge det ribber for meget op og gør ondt.
Men det skal snakkes igennem mange gange, og du skal svare på alt hvad din kæreste har behov for at vide.

Men der har været mange ting og er stadig mange ting jeg må "sluge".
Min mand ønskede ikke vi skulle være gift mere, så vi er skilt.

Han ønsker stadig ikke jeg skal med til familie komsammen med hans familie, selv om de ved vi er sammen.
Vi kan dog godt være sammen med naboer og venner, handle sammen osv.

Han ønsker stadig ikke vi skal bo sammen endnu.

Jeg kommer aldrig til at eje noget af "vores hus" igen, (fælles økonomi) selv om vi flytter sammen.

Jeg har den sidste år været meget på passelig med ikke at presse ham til noget, og lade det ske i hans tempo. Men pas på ikke at alt går efter din partners ønske hele tiden.
Selv om vi har gjort noget forkert, har vi også ret til at have vores meninger og at leve et ordentlig liv.

For mit velkommen tro jeg, at jeg på et tidspunkt bliver nød til at tage den sidste beslutning og sige nu er det nu eller aldrig.
Det er bare hvornår jeg er parat til evt. at få et nederlag igen. For nu er det alt for nemt for min ex mand.
Vi er sammen hver weekend og en gang i ugen og han har mig når han ønsker det, men det er svært at sige stop, for jeg ønsker jo at vi er sammen så meget som muligt og alt bliver godt.

Jeg håber du kan bruge lidt af det jeg har skevet, men du er velkomme til at skrive igen.
Held og lykke

Victoria94

Neskire hvor langt og hvor længe vil du kunne holde til dette?
Når jeg læser hvad du skriver, så vil din mand ikke dig.
Jeg forstår dig ikke. I mine øjne misbruger din mand situationen, og du lader dig misbruge.
Hvad er det du gør ved dig selv?
Det der var en gang, er ikke mere. For at det kan lykkes for jer, skal i begge komme frem til en mere moden overvejelse, hvor man respekterer hinanden. Du respekterer hverken dig selv eller din eks.
De ønsker du har for en fremtid med din mand, bliver skudt i sænk hele tiden.
Hvad får dig til at blive ved med at forsøge?
Du får aldrig hans respekt eller anerkendelse, for ikke at tale om kærlighed, så længe du lader dig behandle på denne nedværdigende måde.
De behov du fandt ud af du har og som er helt legale, hvad med dem? Skal de bare tilsidesættes for ingen ting?
Jeg ville skynde mig langt væk, mine børn skulle aldrig se deres mor blive behandlet på så nedrig måde.
Du er skilt, du er en fri fugl, du kan gøre lige hvad du vil.

1972lf

neskire64

Hvordan endte din "historie" Jeg er også blevet skilt - stort set samme historie som din. Og jeg sidder i samme suppedas nu - på 3. år, som du gjorde/gør?

neskire64

Tja hvordan endte det.

I alle de 3 1/2 år siden det skete har vi været sammen og fra hinanden.
I februar flyttede min ex mand til England og skal bo der i 3 år, hoved årsagen til at han flyttede er fordi han ikke kan finde ud af hvad han vil med os, og det tro han at han kan finde ud af på den måde.

Han har lige været hjemme i går og i dag, boet ved mig, og om 12 dage tager jeg over til ham i 5 dage.
Vi skal også på 3 ugers sommerferie til australien til vores ældste søn, så vi er slet ikke kommet videre.

Jeg savner ham stadig hele tiden og ønsker vi finder sammen, det er heldigvis blevet bedre med tiden og det er nemmere når han bor der ovre.

Jeg er også klar over at det er mig der skal sige stop.

Min plan lige nu er at nu skal vi have en god ferie sammen, og når vi så er kommet hjem, vil jeg give ham tid så forhåbenligt kan savne mig, og så må jeg sige til ham at så længe han ikke ved hvad han vil, vil jeg leve et liv som om vi aldrig finder sammen igen.

Hvad gør du for at komme videre?

Molly72

Jeg håber virkelig det holder for dig, det som du siger der. Ellers fortsætter dit liv med at være som det har været de sidste 31/2 år.

Tingene forandre sig ikke med mindre du ønker at de skal forandre sig.

Det er dig selv der har valgt at blive kastet frem og tilbage i manegen.

Men du kan tænke tilbage på de sidste 3 1/2 år og se om det har voldt dig mere smerte end glæde og ønsker du at fortsætte på denne måde?

Jeg håber du forstår du er selv med at skabe det liv du har. Du kan ikke ændre på andre - du kan kun ændre dig selv.

Det er kun dig selv der har ansvaret - du må tage teten i dit liv.

Du hjælper ikke at du venter på at han forandre sig - det kan du ikke blande dig i eller ændre på.

Der er kun en vej for at opnå dit mål - start med dig selv og kun dig selv.

Hvad kan jeg gøre - for at tingene ændre sig?

Bedste tanker og opmuntring I.