Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg har været , om ikke helt i samme situation, så alligevel noget der ligner.
Jeg var fortvivlet, kunne ikke spise. Jeg vejede efterhånden kun 47 kg og det fortsatte nedad.
Jeg blev klar over, jeg måtte gøre noget ellers ville jeg dø.
Jeg gik til en psykiater, der gav mig medicin, jeg ikke skulle have haft og som jeg blev syg af, men det er en anden historie.
Men han sagde noget til mig. Gå ud og træf andre mennesker. Gå ud og dans, gør noget . Han sagde også, der var mange andre, der havde det på samme måde. Jeg var ikke alene.
Jeg brød med fortiden på den måde, jeg ville ikke være i nærheden af min mand. Jeg gik ud og traf andre mennesker og pludselig opdagede jeg, at jeg begyndte at leve igen.
Da jeg gjorde det vendte han tilbage. Men jeg ville ikke have ham igen.
Og han havde ellers været den eneste for mig.
PS
Du burde vise ham, du kan leve uden ham. Det ville jeg gøre, for man kan ikke holde til det andet. Ja, det er så bare min mening.
Tak for dit svar, godt nok lang tid siden du har svaret, men der var været meget på det sidste.
Du skriver jeg skal gå ud og danse mm, har lige meldt mig til en fest her i februar, for nu har jeg bare fået nok.
Siden jeg har skrevet sidst, er følgende forgået, jeg har været omme ved manden et par gange, vi har haft det godt, elsket, snakket om sommerferie mm. For 14 dage siden havde jeg så indbrud i huset, vores datter var meget bange for at være der, og min mand tilbød at vi kunne flytte hjem igen.
Først blev jeg jo helt vild, men sagde til ham at jeg ikke ville flytte hjem bare af medlidenhed, det skulle virkelig være forbi han elskede mig og ikke ville leve uden mig.
Da jeg så var omme ved ham sidste fredag, snakkede vi om det, og han sagde jeg havde misforstået det, han havde ikke troen eller håbet på at vi fandt sammen til sommer, i år eller om flere år.
Jeg blev så skuffet og vred, hvad fanden bildte han sig ind, først nytåraften osv.
I torsdag kom han så med skilsmisse papirerne, han havde udfyldt det hele så jeg skulle bare skrive under. Igen blev jeg gal, han kommer dagen før vi skal til en 70 år fødselsdag ved hans familie, som også er nogle er de bedste venner jeg har, hvordan fanden kunne han byde mig det, når han ved hvordan jeg har det, og hvordan jeg vil have det næste dag til festen med hele hans familie.
Til festen siger vi bare goddag, han holder tale hvor han er ved at græde et par gange, og jeg har det bare dårligt.
Næste dag skal vi til kbh. til vores søn, vi kører sammen, men han siger ikke 10 ord til mig. Da vi kommer hjem, skriver jeg til ham, at jeg ikke har det så godt med at vi ikke kan snakke sammen, for det går også ud over børnene.
Han svare at han kun vil snakke med mig om børnene og praktiske forhold, han har ellers altid sagt at det var så vigtig for ham, at vi havde et godt forhold og var venner, men igen må jeg jo have misforstået noget.
Han skriver godt nok, at jeg ikke har misforstået det, men at vi ikke kan styre det med at være venner, så derfor på denne måde.
Så nu kan det være nok, han skal komme til at føle og se hvad han går glip af, så nu er det ud til festen, danse og være glad. Og især smile og være glad, snakke til ham når vi er sammen som om der intet er, (vores søn har nemlig fødselsdag tirsdag) Jeg ved nemlig at han elsker at se mig smile og være glad.
Så tusind tak for rådet, og kampånden er tændt i mig. :-))
Men hav så lidt kontakt som muligt. Så er det lettere. Gør en eventuel samtale kort og sig farvel. Sådan gjorde jeg.
Mit ægteskab havde også varet i 20 år. Vi havde børn. Jeg var så ulykkelig, da han fandt en anden. Jeg havde heller aldrig kendt andre end ham.
Så ville han skilles, så ville han ikke skilles. Til sidst gjorde jeg det. For jeg kunne ikke holde til mere.
Jeg forlangte skilsmisse og flyttede og jeg søgte slet ikke kontakt efterfølgende.
Der gik et stykke tid og han begyndte at kontakte mig og bad mig komme tilbage. Mit svar var nej, for jeg havde i den tid, der var gået opdaget, jeg kunne undvære ham. Han ville hjælpe med selvangivelsen, mit svar var: nej.
Det ville ikke undre mig om du kunne komme til at føle det samme, hvis bare I holder jer fra hinanden. Men lad nu lad være med at kontakte ham. Lad ham se et glad ansigt, hvis I ikke kan undgå hinanden.
Du kan altid sørge, når du er alene. Det hjælper ikke at bede om kærlighed.
Hvis der har været mange uoverensstemmelser kan kærligheden være død uden du er klar over det endnu.
Det gik op for mig, det mere var vane og angst for at være alene. Min kærlighed var død, der havde været for mange problemer.
Min alder var næsten som din.
Det er muligt, din mand føler noget af det samme, men så skulle han lade være med at opsøge dig, for det er for belastende for dig.
Aldrig at vide om du er købt eller solgt.
Tag den beslutning, det vil du ikke og begynd at leve. Det gjorde jeg og jeg fandt en anden. Så det kan lade sig gøre. Det er rart at være to, men man skal da være tryg og glad. Ellers kan det være lige meget. For hvad er der ved at være ked af det og urolig hele tiden.
Jeg vil ønske dig held og lykke. Jeg ønsker for dig, du hurtigt vil komme over det. Det kan lade sig gøre. Nu kommer foråret snart, så ud og se og opleve andre ting. Også selv om lysten ikke er der, når du skal ud af døren. Den skal nok komme, når du snakker med andre. Det hjælper langt mere end du aner.
Det endte heller ikke lige som det skulle, for da jeg var omme ved ham for at sige det, og jeg skulle hjem, stod vi bare der holdt om hinanden, græd lidt og så tog det ene det andet med og jeg endte med at sove omme ved ham.
Næste dag var vi sammen til noget med datteren og da han skulle have en kammerat til spisning, blev han fuld og skrev om natten at han kom om.
Da han kom om natten, spurgte han om han bare ikke godt måtte sove sammen med mig og mærke min varme, krop osv uden sex eller andet.
Det var en skøn nat og vi sov rigtig godt begge to for en gangs skyld, næste morgen tog han hjem, kom et par dage efter da jeg havde fødselsdag.
Nu er han afsted med alle ungerne i sommerhus, han har skrevet om jeg vil komme op til dem, det vil datteren dog ikke have, jeg tror hun prøver at beskytte mig.
Jeg sagde, at det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg ønsker det hele og når han ikke kan det har jeg svært ved det andet.
Han har nu skrevet, at hvis jeg ikke ønsker vi skal blive ved med at vedligeholde vores forhold, må han sige at det er slut.
Så nu står jeg der, vil gerne have ham, men det hele af ham og ikke nøjes med en gang i mellem, og på den anden side synes jeg han åbner op for en mulighed for at vi på sigt kan finde sammen.
Vi har aftalt at vi skal have snakket om hvordan det skal fungere osv.
Har svært ved hvor store krav jeg kan tillade mig at stille osv.
Vi er blevet enig om at vi vil tage det stille og roligt, da der stadig er nogle ting som han skal arbejde med, samt jeg skal finde mig selv.
Så på sigt vil vi gerne flytte sammen om et halv til helt år, og så ses som kæreste nu, få opbygget tilliden og troen på hinanden igen.
Men men, det går jo aldrig som jeg regner med, vi har snakket med vores børn om det, og hvad de kunne accepter, de to store, synes det var ok, men vores datter har stillet sig helt på bag benene, og har sagt at hun flytter hvis vi gør det, hun ser os heller sammen med en anden mand og kvinde.
Lige nu vil hun ikke snakke med os, og er langt nede, og min mand og jeg havde snakket om, at hvis børnene ikke kunne med det, måtte vi lade være og så håbe på at de engang ville kunne accepter det, da vi ikke ønsker at såre og gøre dem mere ondt her i livet.
Jeg er langt langt nede igen, nu havde jeg lige fået et håb på fremtiden og set lidt lys for ude, og så bliver det smadret igen.
Hvad kan jeg gøre, skal jeg lade min datter være, og håber hun kommer på andre tanker?
Skal min mand og jeg bare ses og gøre hvad vi vil?
Hvis ikke, er der ingen grund til, at jeres datter overhovedet skal have noget at sige i den sag.
Hvis der HAR været, skal I tage en lang snak med jeres børn, så de får lov til at udtrykke deres følelser og frygt. I skal kunne garantere dem, at de ikke kommer tilbage til et familieliv med mange skænderier og andre ubehagelige situationer.
Børn kan tit få en art ejerfornemmelser over deres forældre, hvor de synes, at de skal dirigere, men hvis familielivet har været problemfyldt, har de ret til at nedlægge veto eller i hvert fald kræve forbedringer.
Han er så træt af mig, giver mig skylden for det hele, og lige nu ønsker han ikke at komme her mere.
Vi havde haft en snak om det, forbi jeg følte han ikke gad være her eller sammen med mig, da han sagde fra til at tage i sommerhus og biffen i vinterferien, men tog med hans far.
Han vil ikke med til Kbh og besøge den store, og ikke med på ferie.
Og nej vi har aldrig skændes, måske 2-3 gange i løbet af de 30 år vi har været sammen, og aldrig mens børnene har hørt på det.
De har da de var små, sometider spurgt hvorfor vi aldrig skændes, da flere af deres venners forældre har gjort det.
Lige nu har jeg ikke hørt fra min mand i 14 dage, som jeg virkelig er ked af og skuffet over, kan ikke forstå at han den ene dag siger han gerne vil bygge noget op med ham og fortæller børnene det, og så forbi børnene ikke kan med det, lader han sig ikke hører fra sig.
Om det skyldes han har fortrudt eller ej ved jeg ikke, eller fordi jeg for 14 dage siden brød fuldstændig sammen, og ikke orkede mere.
Jeg ved ikke om jeg skal kontakte ham, eller jeg skal lade ham få tid.
Men igen bliver jeg skuffet, han ved ikke hvad jeg tænker på, han havde jo sagt at han synes vi skulle lægge låg på det (vores forhold) til sommer hvor datteren kommer hjem fra efterskole. Og jeg sidst vi havde set hinanden, mente han jeg var kold og sur fordi han ikke havde skrevet til mig om vi skulle kører sammen til en opvisningen.
Jeg var ikke sur, men så skuffet og ked af det, når man ikke hører noget i en uge. Vi havde ellers snakket om vi skulle holde det vedlige via sms osv,
og jeg bliver fuldstændig i tvivl om han virkelig ønsker vi skal være sammen, og han elsker mig, selv om han har sagt også til børnene.
Jeg har skrevet til ham om han ikke mente det, og at vores datter er begyndt at accepter det, og om han ikke har snakket med ham, men hører intet fra ham.
Det jeg er mest ked af er at vi slet ikke kan have en alm snak om børnene, og de tid der er og opstår, vi har ellers altid kunnet snakke om alt.
Igen har jeg fået et møjfald af min mand, første gang ringede ham hvordan jeg opførte mig over for hans søstende forbi jeg havde inviteret dem til datteren fødselsdag, og de ikke ville komme pga mig, hvad jeg sagde til vores datter, så hun ikke skulle føle at det var pga hende at de ikke ville komme.
Har så igen ingen kontakt i 14 dage igen, det bliver påske og datteren vil ikke med til noget i hans familie pga de ikke vil komme til hendes fødselsdag, og de har et opgør hvor han kalder hende en sæk.
Datteren flipper helt ud og vil ikke se ham til hendes fødselsdag, men får hende dog overtalt til at det skal han, men hun skriver til ham at han må komme men at hun ikke vil snakke med ham.
Og nu er det lige pludselig min skyld, at de ikke kan snakke sammen, forbi jeg har sagt at han søskende ikke vil komme.
Og han mener at jeg kun ønsker hævn over ham forbi han ikke vil have kontakt med mig, og det kan alle se at jeg ønsker.
Da min mand skippede kontakten til mig, havde vi ellers et rimeligt forhold til børnene og hinanden, nu kan vi slet ikke snakke sammen, ved ikke hvad der sker i hovedet på ham, i lørdags sendte han ellers en sms at hvis jeg havde brug for escort fyr var han villig.
Jeg ved efter hånden ikke hvad jeg kan sige for ikke at træde ham og børnene over fødderne og de ikke misforstår mig, så det er mig der får skylden for det hele.
Men fatter stadig ikke hvordan han kan sige til vores børn og mig for 1 mdr. siden at han gerne ville være sammen med mig og så i løbet af en uge slet ikke vil have kontakt med mig.
Ved godt at vi nok aldrig finder sammen igen, men ønsker vi kan have en dialog om vores børn, det synes jeg vi skylder dem.