Hvordan vinder jeg min mand tilbage.
Jeg er en kvinde på 45 år, som har været gift med min mand i 20 år og kendt han i 30 år, vi har 3 børn på 22,18,16 år.
Ind til januar 2008 havde jeg aldrig været sammen med andre ind ham.
I oktober 2007 var jeg på en tur uden min mand, men sammen med en masse børn og leder. Der kom jeg i snak med min datters træner. (TP), vi snakkede godt sammen og en aften kyssede han mig og sagde, at han gerne ville have vi skulle have noget sammen når vi kom hjem.
Jeg var smigret, men takkede nej, skal dog tilføje at mit ægteskab kørte så som så, på det tidspunkt, og da jeg kom hjem fra turen, sagde min mand til mig at han ikke havde savnet mig og det havde været dejligt at jeg havde været væk. Det slog mig ud, for det var første gang jeg havde været væk alene på tur, hvor imod min mand havde rejs meget med arbejde og når han kom hjem stod jeg altid med åbne arme.
Da jeg næste dag Mødte TP, aftalte vi at vi skulle skrive sammen, og det gjorde vi i 13 mdr., hvor det 2 gange blev til sex.
Det var ikke forbi jeg ikke elskede min mand, men jeg var bare draget mod TP, og kunne ikke sige stop.
Efter 13 mdr. opdagede min mand det og smed mig ud, jeg boede 6 mdr. i en lejlighed hvor jeg de første 2 mdr. ikke havde kontakt med mine børn, da de ikke ville have noget med mig at gøre.
Efter 3-4 uger, var jeg igen hjemme ved min mand, hvor jeg sov og vi elskede,dog uden vores børn opdagede det.
Efter 4 mdr. ville min mand gerne forsøge igen, og jeg flyttede hjem i maj, og så troede jeg lykken var gjort.
Kunne godt mærke på min mand at han ikke altid havde det så godt med det, men troede bare det skulle have tid.
Tiden ville han desværre ikke give det, så i oktober sagde han at jeg godt kunne finde et andet sted at bo, han kan ikke komme over jeg har været sammen med en anden, og han føler sig intet værd.
Og han kan ikke finde tilliden og troen på mig.
Jeg har nu købt et hus, og skal flytte her mellem jul og nytår, og vores datter flytter med, har heldigvis fået et godt forhold til børnene igen, takket været min mand.
Men jeg er dybt ulykkelig, og ønsker kun at jeg kan få min mand igen, jeg elsker ham, han siger også at han elsker mig, og han tro han vil fortryde at vi bliver skilt. Han enda sagt til et hold venner at han håber jeg er klar til et forhold når han er klar.
Fra oktober til nu har vi levet som alm ægtefolk, med snak, elskov osv, og så har jeg svært ved at fatte at det skal være sådan, når vi kan det.
Jeg har foreslået parterapi med det vil han ikke, han har gået til psykolog, hvad han også fik noget ud af, bare ikke lige hvordan han skulle takle hver dagen.
Hvad kan jeg gøre, skal jeg bare lade ham være, og så håbe at han kommer på andre tanker engang-
Den ulykkelige-
Ind til januar 2008 havde jeg aldrig været sammen med andre ind ham.
I oktober 2007 var jeg på en tur uden min mand, men sammen med en masse børn og leder. Der kom jeg i snak med min datters træner. (TP), vi snakkede godt sammen og en aften kyssede han mig og sagde, at han gerne ville have vi skulle have noget sammen når vi kom hjem.
Jeg var smigret, men takkede nej, skal dog tilføje at mit ægteskab kørte så som så, på det tidspunkt, og da jeg kom hjem fra turen, sagde min mand til mig at han ikke havde savnet mig og det havde været dejligt at jeg havde været væk. Det slog mig ud, for det var første gang jeg havde været væk alene på tur, hvor imod min mand havde rejs meget med arbejde og når han kom hjem stod jeg altid med åbne arme.
Da jeg næste dag Mødte TP, aftalte vi at vi skulle skrive sammen, og det gjorde vi i 13 mdr., hvor det 2 gange blev til sex.
Det var ikke forbi jeg ikke elskede min mand, men jeg var bare draget mod TP, og kunne ikke sige stop.
Efter 13 mdr. opdagede min mand det og smed mig ud, jeg boede 6 mdr. i en lejlighed hvor jeg de første 2 mdr. ikke havde kontakt med mine børn, da de ikke ville have noget med mig at gøre.
Efter 3-4 uger, var jeg igen hjemme ved min mand, hvor jeg sov og vi elskede,dog uden vores børn opdagede det.
Efter 4 mdr. ville min mand gerne forsøge igen, og jeg flyttede hjem i maj, og så troede jeg lykken var gjort.
Kunne godt mærke på min mand at han ikke altid havde det så godt med det, men troede bare det skulle have tid.
Tiden ville han desværre ikke give det, så i oktober sagde han at jeg godt kunne finde et andet sted at bo, han kan ikke komme over jeg har været sammen med en anden, og han føler sig intet værd.
Og han kan ikke finde tilliden og troen på mig.
Jeg har nu købt et hus, og skal flytte her mellem jul og nytår, og vores datter flytter med, har heldigvis fået et godt forhold til børnene igen, takket været min mand.
Men jeg er dybt ulykkelig, og ønsker kun at jeg kan få min mand igen, jeg elsker ham, han siger også at han elsker mig, og han tro han vil fortryde at vi bliver skilt. Han enda sagt til et hold venner at han håber jeg er klar til et forhold når han er klar.
Fra oktober til nu har vi levet som alm ægtefolk, med snak, elskov osv, og så har jeg svært ved at fatte at det skal være sådan, når vi kan det.
Jeg har foreslået parterapi med det vil han ikke, han har gået til psykolog, hvad han også fik noget ud af, bare ikke lige hvordan han skulle takle hver dagen.
Hvad kan jeg gøre, skal jeg bare lade ham være, og så håbe at han kommer på andre tanker engang-
Den ulykkelige-
Kommentarer
Du møder en, der viser dig, at du er attraktiv og dejlig, og det er du øjensynligt ikke vant til, så selvfølgelig falder du for en sådan mand. I stedet for at gå til din mand og slå hånden i bordet og forlange, at I sætter jer sammen og finder ud af om jeres kærlighed er værd at gøre et stykke arbejde for, ja, så falder du for fristelsen og indleder et forhold til den anden.
Din mand kan ikke klare det, og I skilles, men så vil han alligevel og I er sammen, og så alligevel ikke – og sådan kan det fortsætte i årevis indtil en af jer knækker fuldstændig sammen.
Som jeg ser det, så lader det til, at din mand betragter dig som en yoyo. Det er ikke dig, der skal vinde ham tilbage, det er ham, der skal vinde dig tilbage. Jeg læser det lidt som om, det et eller andet sted var ham, der pressede dig ud i et andet forhold. Han vil ikke være med til parterapi, hvorfor vil han ikke det?
Det er fint, at han har fået noget ud af at gå til psykolog, men han er øjensynligt ikke færdigbehandlet.
Så mit bud til dig er, at hvis du virkelig vil vinde ham tilbage, så er det på tide, du stiller nogle krav til ham, får ham til at indse, at han altså har sin del af ansvaret for at du søgte andre græsgange.
Det nytter jo ikke noget, at han smider dig ud hver gang, han ikke lige kan finde ud af, hvad han vil, så det bliver han nødt til finde ud af, før I kan komme videre, så jeg vil bestemt foreslå dig at sætte bremsen i, i stedet for bare at finde dig i det, hver gang, han skifter mening; så kan han jo bare køre rundt med dig efter forgodtbefindende.
Ja, undskyld hvis jeg lyder lidt barsk, men læs lige dit indlæg med en helt udenforståendes øjne, så håber jeg, du vil se, at som du har beskrevet det, så bliver du kørt rundt som i cirkushest i manegen, og du ser det slet ikke, fordi du elsker ham.
Absolut varme tanker...
Ja for dit svar, og ja jeg bliver nok kørt lidt rundt med af min mand.
Men det er sku svært, jeg prøver også at slå bremsen i, men når der så er gået en uge, kan jeg bare ikke mere, og jeg savner hans nærhed, kærlighed og alt det vi har haft sammen.
Kan ikke leve i huset og så vi ikke har noget sammen, snak, elskov osv.
Vi er ellers være meget gode til at snakke om det, og vi ved begge at det bliver svært for os at undvære hinanden.
Men jeg håber det bliver bedere når jeg er flyttet.
Men jeg kan også godt se det fra hans side, og ved ikke hvordan jeg selv ville reagere hvis det var ham der havde været mig utro.
Grunden til han ikke vil til parterapi er at han tror, at det kun kommer til at kører på ham og hvorfor han ikke kan få tilliden og troen på mig, og det kun er ham der skal lave sig om.
Selvfølgelig er der problemer med tillid, når man har været - eller været udsat for - utroskab, men som jeg skriver, så synes jeg, at som du har fremlagt det, så har han også sin del af ansvaret for at du gjorde, som du gjorde, og det er måske det, I skal have snakket om, for hvis I får det talt igennem, så vil han muligvis indse, at det altså ikke er noget, du på nogen måde har tænkt dig at gøre igen.
Og mht hvad han tror omkring en parterapi, synes jeg det virker som en noget tynd undskyldning, det er lidt som om, hvis man tror månen er lavet af grøn ost, så er den det sikkert også.
Parterapi handler om at få parret til at fungere og ikke om, at den ene skal slås oven i hovedet. Det er ikke kun hans skyld at tingene er gået, som de er, det er I garanteret lige gode om.
Han har måske været lidt for ligegyldig, f.eks. ved at fortælle, at han overhovedet ikke har savnet dig, når du har været væk - du har ikke råbt vagt i gevær, i hvert fald ikke så højt, at det blev forstået.
Hvis du bliver ved med at lade ham køre løbet, fordi det nu ER dig, der var utro og dig, der således skal føle skyld, skyld, skyld - ja, så kommer der ikke noget godt ud af det.
Jeg vil et eller andet sted tro, der er gode muligheder for jer, men så må I begge tage ansvar, og begge gøre en indsats, hvilket han må indse.
Held og lykke
Har prøvet at forklare ham, at vi har været to om det, og hvad der fik mig ud i det.
Men han siger bare, at han kunne mærke på mig, at der var noget galt, og derfor ville han ikke sige at han havde savnet mig da jeg kom hjem.
I de 13 mdr. der gik, prøvede han også at være mere opmærksom på mig, men dum som jeg var, kunne jeg bare ikke sige stop til den anden.
For hver gang jeg synes det gik godt mellem min mand og jeg, kom der altid et eller andet, hvor så min mand træk sig ind i sig selv, og så var det nemt lige at skrive til TP, for han kunne jo forstå mig.
Vi var enda på ferie sydpå en uge, hvor alt var godt, og vi nød det, men igen var jeg dum, da jeg 3 dage efter var til fest hvor også TP var der, hvor vi snakkede og kyssede et par gange.
Lige nu går vi bare begge og har det ad helvede til, har begge tabt en 5-10 kg, og mit liv kan jeg slet ikke overskue nu, alt går galt. Datteren vil ikke være på efterskolen, maleren har lige sagt fra at hun ikke vil hjælpe mig med at male. Manden mener jeg skal flytte den 26.12.
Til helvede med det liv.
Jeg får ondt i maven når jeg læser dit indlæg. Min mand var mig utro for 3 år siden. Vi har også kendt hinanden i 20 år. Min mand var forvirret og savnede sex og mig. Når man har børn kommer man let ind en rolle hvor man glemmer hinanden. Din mands problem er at han ikke kan se ud over hans egen næse. At du har været utro er lige så meget hans skyld som din. han har også svigtet i ægteskabet. Du savnede HAM, omsorg og kærlighed. Det må du love mig at du fortæller ham. Jeg kan da godt sætte mig ind i at han ikke kan glemme det -- det kan jeg heller ikke, men han skal se at komme videre. Din mand kører da rundt med dig. Du skal slå i bordet og sige at det også er hans skyld. OG at DU har valgt at leve livet videre med ham fordi du elsker ham. Det er også ham der skal kæmpe for dig. Hvorfor opførte dine børn sig sådan imod dig - hvad sker der?? Det er DIT liv og ikke deres? og da slet ikke noget de skal blande sig i. Som jeg ser det har du fået hele skylden og det er simpelthen for dårligt af dem. Jeg ville sådan ønske at du måske kunne stole på dig selv, sige til dig selv og din mand at du var utro fordi du manglede noget i ægteskabet.
Det med ar din mad siger at han ikke savnede dig da du var værk, skal du ikke tage så personligt - det er også hyggeligt og sundt at være alene hjemme engang imellem - vi ejer jo ikke hinanden - og så er han forhåbentlig klar til hygge med dig - HUSK livet er værd at leve og du er velkommen til at skrive med mig hvis du har behov for det.
Tak for det svar.
Grunden til at vores børn ikke ville være sammen men mig var at de ikke kunne forstå og acceptere det jeg havde gjort. Deres syn på familie var jo ødelagt, og kan godt forstår dem, især datteren da det var med hendes træner jeg var utro med.
Men hun er den jeg får bedst støtte af nu, og det er også en af grundene hun ikke har det godt på efterskolen, da hun nu ved at jeg skal bo alene i et halv år inden hun kommer hjem.
Jeg har prøvet at fortælle min mand, at jeg manglede noget omsorg, opmærksomhed fra ham, og givet han nogle eks, bla et kærlig sms, en sød lille seddel i ens pung, til mors dag, bryllupsdag osv. Det prøvede han også i nogle af de 13 mdr., men der var jeg for dum, kunne ikke slippe TP, jeg var lige som draget til ham, synes det var dejligt at der var en der gad svarer mig når jeg havde brug for det. Meste af mit forhold til TP var sms´er, nogle selvfølgelig med frække ord, men ellers om fodbold, og alm. omsorg.
Jeg har fortalt min mand, at det var på den måde det foregik, men han tror mig ikke, tror ikke at vi kun havde sex 2 gange, og at mange af smsér var omkring fodbold, TP var træner og hjalp til med holdet.
Og jeg husker at fortælle min mand hvor meget jeg elsker ham, og savner hans kærlighed, omsorg.
I går havde vi sex sammen, men da han kommer bruder jeg sammen, kan simpelhen ikke klare at vi skal fra hinanden, hvor han så ligger og trøster mig til jeg falder til ro.
Jeg synes jeg har prøvet alt, råbe, skrige, skælde ud, være sød og forstående, kærlig og har fortalt ham hver dag jeg elsker ham og det kun er ham jeg ønsker.
Men det hjælper bare ikke, har forstået parterapi, psylolog igen, leve som venner et stykke tid, bare for at se om tilliden så ville komme.
Men nej, han har taget hans beslutning, dog uden at han har søgt skilsmisse papir, han tager ikke fat på det der skal deles, så føler jeg står med alt selv.
Dette er citat fra dit første indlæg - og det synes jeg da, du skal gøre.
Han bruger dig til sex, og ellers kører han dig rundt i manegen, og du finder dig i det. Som jeg ser det, så misbruger han direkte din kærlighed til ham.
Så mit forslag til dig er da, at se at komme væk fra ham - prøv at finde ud af dig selv, find ud af, om det virkelig er rimeligt, at du skal finde dig i at knokle rundt som en sindssyg for at stille ham tilfreds, om det er rimeligt, at han så bare alligevel skal kunne sige, at nej, han vil alligevel ikke deltage - du skal i øvrigt også selv dele jeres hjem, men han kan da godt lige få noget sex også.
Det kunne endda lyde, som om han faktisk godt kan lide at have dig helt der nede, hvor du ligger og tigger og beder. Det bør du stoppe - lige på stedet.
Undskyld, det kan være, jeg har misforstået noget, men du er da tydeligvis nok lige nødt til at få landet på begge dine ben, og finde ud af hvad DU i grunden vil finde dig i.
fik jeg en 16 sider lang brev hvor han beskrev så godt alt det gode samt onde vi har været igennem.
Hvor meget han ikke kunne forstå hvorfor jeg havde gjort det, og hvor meget han elsker mig og gerne ville har rejst hele vejen med mig. Alt han havde lavet en cd med 3 musik nummer der virkelig beskriver den kærlighed som ikke holdt.
Dagen efter jeg var flyttet var jeg deromme, da jeg havde fået hans dyne med, hvor var det hårdt, og jeg kunne se på ham hvor dårligt han havde det.
Nu sidder jeg har sammen med min datter, livet er trist, jeg er død træt, da jeg ikke rigtig kan sove uden jeg drømmer og vågner hele tiden.
Datteren har lige været omme ved ham og han var sur, og da hun fortalte at hun havde fået en fladskærm, var hans kommentar til vores søn, at der skulle man hvis bo når man får så meget.
Hvor føler jeg mig såret, da vi har snakket om at det bliver svært, da hun ingen penge har da hun er på efterskole, men sønnen er snart 19 og tjener selv penge selv om han går i skole.
Datteren og jeg har dog aftalt at hun skylder mig 1000 kr. og hun har betalt 1000.
Synes ikke det er fair, men føler heller ikke jeg kan sige det til ham.
Håber sådan på at han skriver nytårsaften, om jeg kommer derom, men et sted ved jeg godt han ikke gør det og jeg skal kommme videre, men ved ikke hvordan.
Vel er det hårdt, det ved jeg, og selvfølgelig er du nede i kulkælderen, men, men, men
Din hovedoverskrift hedder "Hvordan vinder jeg ham tilbage". Hvis du virkelig mener det, så bør du altså nu sætte dig og skrive et 16 sider langt brev til ham - fortælle ham hvordan HAN drev dig ud i et andet forhold, hvad HAN egentlig har budt dig, og hvordan har endnu får dig til at hoppe og springe. Hvad er det egentligt HAN gør for at få tingene til at fungere, andet end at køre rundt med dig? Og nej - det behøver vel ikke fylde 16 sider.
Han bliver jo ved med at tvære den skyld ud over dig! Er det virkelig rimeligt? Er det ikke ved at være på tide, at du nu bliver rigtigt godt gammeldags vred på ham? Helt ærligt, hvad bilder han sig ind?? Du er hans helt store kærlighed, men han bliver ved med tvære dig ud.
Nu sidder du oven i købet og venter på, at han skal bede dig komme til nytår, og hvis han gør det, så komme du springende. Hvis du virkelig vil noget, så sætter du stolen for døren NU, og stiller nogle krav. Så kunne det være, det gik op for ham, at han faktisk kan risikere at miste dig. Som du beskriver det, så kan han sjofle dig aldrig så meget, - du finder dig i det.
Hvilken relevans det har for forløbet, at din datter skylder dig 1000 kr., har jeg ikke fanget.
Bliver forvirret men også glad, da mine gæster er gået og jeg prøver på at sove, skriver han igen om jeg er hjemme og om ham må komme.
Han kommer og vi sidder bare og holder om hinanden, snakker, og han siger at en gang vil have mig igen, og så slipper han mig aldrig mere, og hvorfor han ikke gav mig de ros/opmærksomhed som jeg havde brug for da jeg var ved ham.
Så han ved jo godt hvad der drev mig ud i det, og hvad han kunne have gjort.,
Da han er gået skriver han en sød sms da han kommer hjem, jeg er rigtig glad, jeg fik ligesom en tro på fremtiden, men spørgsmålet er bare hvornår er han klar.
Så melder hver dagen sig nu, jeg er helt alene nu da datteren er tilbage på efterskole. Og alt er bare trist, jeg græder mig selv i søvne næsten hver nat.
I går var jeg lige omme ved han med noget værktøj jeg havde lånt, så står vi og holder om hinanden, og han fortæller at ham og sønnen har det så godt sammen, nu kan de sidde og snakke efter maden i en time og sønnen sidder og ser tv sammen med ham hver aften.
Det gjorde han aldrig da jeg var der, og så kommer de tanker, er jeg virkelig så dårlig person/mor/kone.
Skulle måske gå til psykolog igen, men får jo bare at vide at jeg er god nok, jeg bare skal tænke på mig selv, komme videre, og leve mit eget liv.
Men hvordan fanden er det lige jeg skal komme dertil, når man kun har tanker på det andet.