Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det er ganske forfærdeligt, at man bliver tvunget til at spille et spil.
De, der er mindre kloge kan nemt komme galt afsted.
Man skal sige så lidt som muligt, men helst kunne give god oplysning samtidig. Det er svært at være patient.
Det er længe siden, jeg har været hos lægen, men jeg følte, jeg måtte spille "lille", det føles meget ubehageligt. Eller måske snarere lidt dum.
Men hvad gør man ved patienter, som virkelig tror de fejler alt muligt. Det er ikke en praktiserende læges opgave, at behandle den lidelse. De patienter risikerer ingen vil tage dem alvorligt, desværre, hvis de bliver syge.
Den er gal, når en læge bare kigger i journalen og kun tager hensyn til, hvad den første læge skrev.
Efter min ringe mening er der noget galt i vores sundhedssystem. Men hvem hører på patienter. De er kun brugere.
Jeg vil tilføje, det er soleklart, når man ikke føler man får hjælp, begynder man at spekulere på mange ting. Men man skal for guds skyld ikke lufte det over for lægen. Så har man tabt spillet. For det forstår læger ikke.
For at begynde med det sidste, du skrev: Ja, noget er galt i vores sundhedssystem. Forhåbentlig kan den tragiske historie med den lille dreng, der døde ubehandlet, på trods af at 11 læger havde tilset ham, være med til at sætte fokus på problemerne.
Du skriver, at det ikke er klogt at vise, at man selv søger oplysninger. Nej, det er muligt, men på den anden side er man tvunget til selv at søge oplysninger, for min erfaring er, at man ikke kan få lægehjælp, hvis man ikke i forvejen ved, hvad man gerne vil undersøges for, eller hvilken sygdom, der kan tænkes at være tale om.
Man bliver simpelthen afvist, hvis man bare kommer og giver en beskrivelse af de symptomer, man har. Hvis ikke jeg havde søgt oplysninger, tror jeg ikke, at jeg havde været i live i dag.
På den anden side kan du nok have ret i, at man skal være meget forsigtig, når man fremlægger de oplysninger, man har fundet frem til. Det er ikke klogt at være for selvbevidst. Men at man ligefrem skulle være nødt til at spille ”lille”, sådan som du skriver, lyder ikke godt. Jeg synes i det hele taget ikke, at det er morsomt med alt det skuespil. Det burde ikke være nødvendigt.
I øvrigt kan jeg fortælle, at der i min vennekreds befinder sig en praktiserende læge. Han er en venlig og sympatisk mand, og normalt snakker vi slet ikke om hans arbejde. Men en dag fortalte han, at han spiller en rolle over for hver eneste patient dagen lang. Han fortalte, at lægerollen indebærer, at han spiller overrasket, forundret osv., selv om han har hørt den samme historie før et utal af gange og slet ikke er overrasket eller forundret. At spille en rolle var for ham den mest effektive måde at få mange mennesker gennem systemet på, sagde han.
Jeg spurgte selvfølgelig, om han ikke troede, at patienterne kunne mærke alt det rollespil. Men det mente han ikke, at de kunne. At være læge er at være professionel, og det indebærer, at man er nødt til at spille en rolle, sagde han.
Du spørger, Persille, hvad lægerne skal stille op med de mennesker, der tror, at de fejler alt muligt. Dertil vil jeg svare, at der ganske givet er nogle, der har en ubegrundet sygdomsangst, ligesom folk også kan have alle mulige andre former for angst. De mennesker er nødt til at blive behandlet af psykologer eller psykiatere.
Men når man har ubehagelige symptomer, som gør, at man ikke kan fungere, ligesom min bekendt, er det naturligt at lede efter forklaringer, sådan som hun gjorde. Det er en fuldstændig forståelig reaktion – ikke et udslag af uforklarlig sygdomsangst. Jeg har haft kontakt til en meget besindig og ligevægtig kvinde her på Netdoktor, som også fik D-vitamin-mangel. Det blev heldigvis opdaget inden for relativ kort tid. Men denne kvinde gennemlevede også nogle uger med frygt for sclerose og leddegigt, inden sagens rette sammenhæng blev opklaret. (Hvis du læser dette, D……, så vil jeg lige sige, at det ER dig, jeg skriver om her).
Min oplevelse er, at de praktiserende læger indimellem rent rutinemæssigt afviser folk, fordi det er hurtigst. Og så retfærdiggør de afvisningen med, at der nok er tale om noget psykisk. Men hvis man er velforberedt og har søgt oplysninger via nettet, kan man godt komme igennem med en undersøgelse for D-vitaminmangel. Dem, der ikke har søgt oplysninger må finde sig i at blive afvist. Sådan er det.
Mange hilsner
Kamelia
Nu har der været gang i debatten om TERM-modellen igen. Om der er sket noget nyt, eller om det hele bare er gentagelser, kan jeg ikke vurdere, for den nye debat er meget lang og svær at overskue.
Der er åbenbart sket det, at Berlingske Tidende har skrevet dybdeborende artikler om lægevagten. Det er, så vidt jeg forstår, sket på baggrund af flere katastrofale sager, bl.a. den tragiske sag om en lille dreng, der havde slugt et batteri, og som døde uden at være blevet ordentligt undersøgt, selv om han var blevet tilset af mange læger.
Efter denne dybdeborende artikelserie har der åbenbart været en heftig læserdebat på Berlingske tidende, som chefredaktør Lisbeth Knudsen fortæller om i et indlæg på sin blog. Hendes indlæg hedder ”Kan man skrive kritisk om læger?”
Herefter er der kommet 613 (!) indlæg om emnet på Lisbeth Knudsens blog. Ca. midtvejs i strømmen af indlæg er der én, der skriver, at de læger, der kører som vagtlæger, jo er almindelige praktiserende læger, og eftersom mange praktiserende læger er blevet efteruddannet efter TERM-modellen og dermed er blevet trænet i at affeje patienter, så er det klart, at denne tendens er smittet af på vagtlægerne også.
Herefter drejer diskussionen sig mest om TERM-modellen. Desværre er diskussionen ikke særlig nuanceret. Man kan læse diskussionen her (Indlæggene om TERM-modellen begynder ret langt nede i debattråden):
http://lisbethknudsen.blogs.berlingske. ... %c3%a6ger/
Mange hilsner
Kamelia
Min mand blev for 20 år siden voldsomt, voldsomt syg, og det var i det hele taget meget dramatisk – det var før han og jeg blev par, men da vi har kendt hinanden i mange år før – så hørte jeg om dette sådan på sidelinien. Han fik – først på det lopkale sygehus – dernæst efter hu hej udrykning til Rigshospitalet, absolut tip-top behandling og service, og det var jo fint, men hvorfor nu det? Ja, lægerne rev sig i håret, de anede simpelt hen ikke, hvad han fejlede – de var dog klar over, at han var dødssyg, og der var stor sandsynlighed for, at han ikke ville klare det. Han fik blodprop på blodprop i tyndtarmen, som man stort set fjernede, og det var den, man ikke lige vidste, om man kunne overleve uden. Han var således et uhyre spændende og interessant tilfælde, og det blev til en faglig udfordring at finde ud af, hvad der dog var galt. Det lykkedes – og han var vist nok en af de første her i landet med den specielle sygdom, eller mangel, som det vel egentlig bedre kan hedde, Protein S-mangel. I dag er han rask, dog med livsvarig blodfortyndende medicin, og så altså stort set uden tyndtarm, men er stadig under Rigshospitalets kontrol, også selv om vi siden er flyttet til en anden landsdel, man vil simpelt ikke slippe ham der, men har har dog ind imellem måttet af sted med en blodprop, og hver gang er der bare super behandling, for lægerne på afdelingen står i kø for at se på ham og lige spørge om dette eller hint – man holde endda gerne på ham et par dage ekstra, for lægen skal lige hjem og læse i sin bor, for man kan da godt huske at have hørt om denne specielle sygdom, så man vil lige friske op, og stille spørgsmål. Min mand er ikke den eneste i dette land, der har dette specielle fænomen, men der er godt nok ikke mange.
Hvorfor fortæller jeg den historie her? Det gør jeg, for jeg synes at have oplevet, at hvis man er interessant nok, så får man fin behandling, men ellers er man bare et kedeligt ”rutinejob”, der skal fejes af hurtigst muligt. Min mand har naturligvis vist forundring, når jeg og andre har fortalt om den ligegyldighed, man bliver udsat for, da det bestemt ikke er hans oplevelse – meen har fik da prøvet det, da har for nogle år siden brækkede achillessenen – gaaab, hvor kedsommeligt – altså for lægen, og en direkte fornærmelse at den knækkede en gang til, da han var til genoptræning på sygehuset, ja, så kedsommeligt, at den næste læge, der undersøgte ham, efter endnu otte uger i skinne, meddelte ham, at det var noget forfærdeligt pladder at gå til genoptræning på sygehuset, det måtte han sandelig klare selv. Nå ja, han havde på det tidspunkt da også kun haft benet i skinne i 20 uger. I øvrigt skulle vi på ferie til Bornholm, og vi var ”eddermanme” åndsvage , fordi vi insisterede på, at han lige fik krykkerne med til hjælp til nogle af gåturene på klipperne – så jo, jo han fik også oplevet den totale ligegyldighed.
Jeg har f.eks. oplevet at fra jeg blev 40 år, er der intet, jeg har kunnet gå til læge med, uden at få et vide, at det ”nok” er overgangsalder, så det må jeg bare leve med. F.eks. voldsomt, nærmest invaliderende migræneanfald - som en akupuntør i øvrigt næsten har fået helt væk, og hun siger, det intet har med overgangsalder at gøre, men derimod at jeg ikke har nogen galdeblære, og den yderligere belastening det betyder for min lever og mine nyrer helst klart har kunnet forklare disse anfald, hvilket en hver læge burde vide.
For nylig var jeg også til denne her livmoderhalskræft-rutine undersøgelse, og jeg havde været så smart, at jeg inden havde bedt om tid til lige at få en snak om eventuel overgangsalder – jeg er 54 år nu – så selv om jeg ikke mærker det store, så er jeg vel i den alder. Mit ”problem” i den retning er, at jeg har oplevet at mine menstruationer er blevet ret som markant mere voldsomme, så jeg ville da bare have checket at alt alligevel er som, det skal være, og det hele så fint ud, men lægen mente åbenbart, at det ville jeg nok ikke føle mig helt tilfreds med, så for en sikkerheds skyld, syntes hun da lige, at hun ville tilbyde mig nogle hormonpiller. Ja, jeg fik indtrykket af, at jeg da ikke skulle tro, at hun sendte mig ”tomhændet” hjem. Jeg blev godt nok en lille smule vred; jeg havde gjort meget klart, at jeg altså ikke har andre problemer mht overgangsalder, jeg ville bare sikre mig, at der altså ikke var noget galt, når hun alligevel ”var på de kanter”. Og så hormonpiller??
Jeg mener da ellers, at det der med at patienter kun er tilfredse, hvis de har en recept i hånden, når forlader lægen, var et overstået kapitel. Jeg skal så ikke kunne sige, om det har noget med TERM-modellen at gøre.
Jeg havde lige lyst til at deltage, men jeg ved selvfølgelig ikke, om det handler om TERM-model eller ganske enkelt at mange læger simpelt hen bare keder sig i deres job, hvor de hører de samme historier hele tiden, måske de er skuffede over, at have taget en så langvarig uddannelse, hvor efter de skal udsættes for alle de patienter, der ”nok ikke fejler noget alligevel”, men ”bare” vil gøre sig interessante.
Venlig hilsen
Lotte123
Jeg hæftede mig lige ved noget, du har skrevet d. 8/6:
”Det er derfor, vi må hjælpe og støtte hinanden her på Netdoktor og give hinanden et tip om, hvad der kan være i vejen ved bestemte symptomer, sådan at vi kan være ordentligt forberedte, inden vi går til lægen. Kun på den måde kan vi sikre os mod at blive affejet.”
Der bliver jeg lidt betænkelig, for hvordan kan vi dog det som lægfolk? Jeg foreslår faktisk meget ofte folk at netop gå til læge, men nu bliver jeg helt i tvivl, for jeg tør godt nok ikke forsøge at komme med diagnoser, hvis nogen skriver, at de har ondt der eller der, har en plet, bløder på en speciel måde osv. osv, for det er da vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at sikre sig – som lægperson, at man får de rigtige – og alle - oplysninger, der måske passer på noget man selv har været udsat for, eller kender til.
Jeg synes tit jeg har læst indlæg, hvor en har beskrevet dette eller hint, og andre så har svaret, at de havde det præcis på samme måde, og det viste sig ”bare” at være ”xxx”, eller omvendt – det var alvorligt. Man kan meget let risikere at give andre debattører enten en hel unødvendig skræk i livet, eller omvendt negligere noget mere alvorligt.
Min holdning er, at man ikke kan bruge andres diagnoser til ret meget, men, men, men på den anden side, så har jeg også set indlæg fra kvinder med underlivsproblemer, hvor de er blevet rådet til at insistere på at blive undersøgt for Vulvodyni eller Endometriose – noget man øjensynligt ikke bliver undersøgt for, med mindre man selv insisterer på det. Og – det synes jeg da er fantastisk, at man her på ND kan få sådanne råd.
Så jo – jeg vakler en hel del omkring dette, men det skal man vel også have lov til.
Jeg er glad for, at du skriver. Jeg synes, at det kunne være dejligt, hvis der var nogle flere, der ville deltage i denne debat.
Du skriver, at man får en fin hjælp, hvis man har sjældne og interessante sygdomme ligesom din mand, og at det er dit indtryk, at lægerne ofte finder det kedeligt, hvis folk fejler noget helt almindeligt.
Mit indtryk er, at lægerne er alt for fortravlede, og at det er den største årsag til svigt og fejl. Og så er det altså min fornemmelse, at denne TERM-model har bevirket, at en del læger er blevet mere arrogante og kyniske. Term-modellen har efter min mening desværre legitimeret en kynisk holdning over for patienterne.
Det er imidlertid ikke noget, jeg kan bevise. Men når jeg læser TERM-modellen, så er det min opfattelse, at det bagvedliggende tankegods fra TERM kommer til udtryk i en ny og anderledes kommunikationsmåde, som min læge har tillagt sig. Hendes nye måde at tale på virker, som om det kun drejer sig om at få mig ud af døren så hurtigt som muligt.
Men læger er jo meget forskellige. Jeg er overbevist om, at der er en del læger, der tager afstand fra TERM-modellens principper. Jeg agter at skifte læge så hurtigt som muligt.
Du skriver desuden, at du er betænkelig ved min udtalelse om, at vi her på Netdoktor kan hjælpe hinanden ved at give et tip om, hvad der kan være i vejen, når folk har bestemte symptomer, sådan at folk kan være bedre forberedte, når de går til lægen.
Hvad er det, der gør dig betænkelig?
Det er jo netop lægen, der stiller diagnosen – ikke den person her på Netdoktor, der kommer med forslag om, hvad der kan være i vejen.
Dengang jeg var alvorligt syg for flere år siden, og min læge afviste at hjælpe mig igennem to år, ville jeg have været glad, hvis der var nogen, som havde genkendt mine symptomer (træthed, svimmelhed, hjertebanken, åndenød, hårtab, søvnproblemer) og havde fortalt mig, at det var typiske symptomer på jernmangel.
Det er rigtigt, at disse symptomer også kan skyldes andre ting. Men en undersøgelse for jernmangel er meget billig. Det viste sig faktisk, at det VAR alvorlig jernmangel, og det kostede mig min karriere og mange lidelser, at der gik så lang tid, inden det blev opdaget.
De mennesker, der skriver til Netdoktors debatter skriver jo ind for at få et godt råd. Jeg kommer faktisk tit med idéer til, hvad der kan være i vejen. Jeg kan slet ikke se nogen problemer i det – tværtimod mener jeg, at det er vigtigt, at folk har så mange oplysninger som muligt, når de går til læge. Kun ved at bede om de rette undersøgelser og ved at stille de rigtige spørgsmål til lægen kan man sikre sig mod at blive affejet.
Det eneste betænkelighed, jeg kan se, er, hvis der er nogle, der bliver unødigt bange for, at de har en alvorlig sygdom. Men jeg har endnu aldrig set, at nogen har været så klodsede og ufølsomme, at de har gjort andre opskræmte. Tværtimod synes jeg, at de fleste indlæg er venlige og betænksomme.
Mange hilsner
Kamelia
Det, der gør mig betænkelig, er at jeg ret så ofte har en fornemmelse af, at mange skriver til debatten og tror, der sidder fagfolk i den anden ende. De vil i hvert fald gerne have faglige svar.
Nu, bare for at tage dit ganske udmærkede eksempel med de symptomer, der kan være typiske for jernmangel, så ville jeg have det ret dårligt ved at skrive, at ”det her lyder som om, du har jernmangel, hvad med at få undersøgt det?” For jeg oplever også at mange simpelt hen går med nogle ret så heftige symptomer, og har gået og været dybt generede i længere tid, men det sidste, der falder dem ind, er at gå til læge! Så kunne jeg sagtens forestille mig, at vedkommende ville sige til sig selv; at ”nåhh, ja men så køber jeg bare nogle jerntabletter” - og går stadig ikke til læge. Fint nok, hvis rådet hjælper, men da nærmest en katastrofe, hvis det viser sig at være noget meget mere alvorligt.
Der er jeg betænkelig – og nej, det kan aldrig være mit ansvar at andre mennesker ikke tager deres helbred alvorligt, men jeg tør simpelt hen ikke, også fordi jeg nogen gange er gået ind i nogle problematikker, for at finde ud af efterhånden, at der forresten var noget helt andet i vejen, end det trådstarter begyndte med.
Om det hele handler om TERM-model eller fortravlede læger, der ikke har tid/interesse i at fordybe sig i den enkelte patient skal jeg ikke kunne komme med et bud omkring, men begge dele er sikkert desværre lige udbredte, og det er chokerende i et land, hvor den slags burde være totalt ukendt, samtidig med at det desværre ikke er en vittighed, at man bør have et ret så robust helbred for overhovedet at komme på et sygehus, hvis man skal kunne modstå alle de bakterier, der florerer et sådant sted, men det er vist en anden historie.
Jeg ved ikke, om jeg vil have mere at byde ind med i denne debat, men vil da følge den med interesse, og er glad for at jeg fandt den.
Mange hilsner
Lotte
Efter min opfattelse er det meget sjældent, at folk tror, at Netdoktors debatforum er en lægebrevkasse. Jeg har set det enkelte gange i de år, jeg har kigget næsten dagligt her på Netdoktor, men som sagt synes jeg, at det er sjældent.
Hvis du tager eksemplet fra i dag:
viewtopic.php?t=17714&f=140
vil du se, at spørgeren udmærket er klar over, at det er et debatforum. Det fremgår tydeligt af det første indlæg i tråden:
”Hej alle
… er der nogle, som har det på samme måde og evt. kan fortælle om, hvad de har gjort?”
Du er i din gode ret til at mene, at andre folks erfaringer ikke er værdifulde eller væsentlige. Men hvis spørgeren efterspørger andre folks erfaringer, så har spørgeren vel lov til det?
Jeg opfatter gode råd fra andre som et værdifuldt supplement til lægen.
Angående dit eksempel med jernmangel, så kan jeg oplyse, at jeg i de to år, hvor jeg jævnligt (og forgæves) bad min læge om hjælp på grund af træthed m.m., faktisk to gange var på apoteket for at købe jernpiller. Begge gange fik jeg at vide, at det var en dårlig ide at tage jernpiller, hvis jernmanglen ikke var påvist af en læge, og jeg købte derfor ikke noget. Og efterfølgende kan jeg se, at det var et udmærket råd fra apotekets side. For det er også skadeligt at have en for høj blodprocent. Så apoteket gør i hvert fald meget for at tale folk fra at tage jernpiller, hvis jernmanglen ikke er påvist af en læge.
Dengang havde jeg desværre den opfattelse, at en læge selv skulle vurdere, hvad der var i vejen, på grundlag af de symptomer, som han blev præsenteret for. Så derfor gik der to år, før jeg bad om at få undersøgt min blodprocent, og det var en katastrofe for mit helbred!
I dag har jeg fuldstændig skiftet mening: Jeg tror, at det er vigtigt at være meget forberedt, når man går til læge. Læger har ikke og kan ikke have indsigt i, eller erfaring med alle sygdomme.
For nogle år siden fik jeg problemer med den ene hånd. Problemerne var så alvorlige, at jeg overhovedet ikke sov om natten på grund af smerter og dunken i hånden. Lægen vidste ikke, hvad det var. Men min søster kunne fortælle mig, hvad det var, fordi hun havde en nabo, der fejlede det samme. Det var karpaltunnelsyndrom. Når man har prøvet at have karpaltunnelsyndrom, kan man sagtens genkende sygdommen, når man hører en beskrivelse af symptomerne. Men en læge, som ikke har haft sygdommen selv og endnu ikke har set patienter med sygdommen, kan have svært ved at finde ud af, hvad der er galt. For nylig var der en her på Netdoktor, der havde de karakteristiske symptomer:
viewtopic.php?f=100&t=20562
Jeg kan altså ikke se noget forket i, at vi, der har erfaringer med sygdommen, hjælper spørgeren. Det sparer tid og bekymringer for den syge, og det sparer tid hos lægen, når patienten allerede har et kvalificeret bud på, hvad der er galt.
Jeg tror netop, at det er vigtigt, at vi hjælper hinanden.
Mange hilsner
Kamelia
Overskriften på denne tråd er jo dobbelt. Med den dobbelte overskrift ønsker jeg:
1. En diskussion om, hvordan vi kan få en bedre hjælp af de praktiserende læger eller af sundhedssystemet i det hele taget. Det er nemlig min erfaring – både fra mit eget liv og fra folk i min omgangskreds - at læger alt for ofte undlader at undersøge eller behandle selv voldsomme helbredsproblemer.
2. En diskussion om TERM-modellen. Når jeg ønsker at inddrage TERM-modellen, er det, fordi denne model er en del af en modebølge, der er skyllet ind over lægeverdenen – en modebølge der fokuserer på psykiske årsager til sygdom eller såkaldt ”ondt i livet”. Jeg mener, at denne modebølge er skyld i, at mange patienter svigtes, fordi deres alvorlige helbredsproblemer bagatelliseres som ”ondt i livet”, eller også bliver sygdommen opdaget alt for sent, hvilket medfører store personlige omkostninger for den enkelte i form af lidelser og mistet karriere og for samfundet i form af omkostninger til langvarige sygedagpengeforløb.
Jeg synes stadig, at dette er et vigtigt emne. Jeg kan godt se, at den dobbelte overskrift virker forvirrende. Men som sagt, så tror jeg i høj grad, at lægesvigt har med TERM-modellen at gøre, eller i hvert fald med den modebølge af ”ondt i livet”, som TERM-modellen er en del af.
Jeg ser frem til interessante indlæg i debatten
Mange hilsner
Kamelia
Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det lever i bedste velgående i disse "moderne tider".
Det har jo altid været "moderne tider". Så hvorfor har jeg bildt mig ind, at det var bedre nu.
Det var "moderne tider" , da lægerne indførte vuggedøden. Det gjorde de ved at anbefale, at babyer sov på maven. I "gamle dage" var det strengt forbudt.
Så var bacillerne noget pjat, de kunne ikke ses. Det døde mennesker af.
Så trak man raske tænder ud, fordi de kunne være skyld i sygdomme.
Jeg husker også tiden, da "huller", som endnu ikke var opstået skulle behandles. Så tænderne blev der boret og boret i.
Jeg læste fornylig, at funktionelle lidelser, som der ikke kan findes en forklaring på, skulle behandles efter termmodellen.
Det skal jo nok hjælpe.
Det var bedre, hvis lægerne ville indrømme, at de ikke endnu vidste, hvad de skal gøre med smerter, som de ingen forklaring har på.
En forklaring er der, men man har ikke fundet løsningen endnu.
Ifølge Platon skyldtes hysteri, at livmoderen begyndte at vandre rundt i kroppen. En vandring som gik i gang, fordi kvinden længtes efter at blive befrugtet. Dette har jo også været en modedille.
Og hvis jeg tænker rigtigt efter kan jeg sikkert finde mange eksempler på "modedille"
Vi må klare os, som vi bedst kan, indtil termmodellen finder en afløser.
Som alle de andre ting.
Fremskridt er jo godt, men tilbageskridt knapt så godt.
Jae, jeg havde bare lyst til at komme med et lille indlæg.