TERM-modellen - eller hvordan får man hjælp hos sin læge?
Hej
Jeg kunne godt tænke mig at høre noget om erfaringer med TERM-modellen, som blev diskuteret meget her på Netdoktor, før der blev tvunget log-in. Dengang blev der fortalt hårrejsende historier. Nu er der pludselig blevet helt stille. Har lægerne opgivet TERM-modellen?
Måske er der nogle, der ikke ved, hvad TERM-modellen er. Kort sagt, så er det en metode, som de praktiserende læger kan bruge, hvis de har en formodning om, at patientens fysiske symptomer skyldes noget psykisk. Metoden giver anvisninger på, hvordan de skal ”tackle” patienterne.
Man kan læse om metoden her:
http://www.porfyrier.dk/pdf_filer/TERM-uptodate.pdf
Desværre giver metoden en stor risiko for fejlvurderinger og fejlbehandling.
Selv har jeg en idé om, at TERM-modellens metoder i vidt omfang er blevet indoptaget i de praktiserende lægers almindelige arbejdsform. Nu er det længe siden, at jeg har været ved læge, men de seneste gange jeg har været der, har jeg lagt mærke til, at lægens måde at snakke på er ændret, sådan at jeg af og til kan føle, at der bliver talt ned til mig, eller at lægen forsøger at manipulere med mig.
Jeg hører også fra min familie og omgangskreds, at alvorlige problemer, som bagefter viste sig at være voldsom D-vitaminmangel eller behandlingskrævende kæbehulebetændelse i første omgang blev afvist som noget psykisk, eller som noget, man må lære at leve med. Det ser ud til, at man nu om dage skal være meget insisterede, hvis man vil have lægehjælp.
Problemet er jo, at vi er en del af den gammeldags slags, der ikke bryder sig om at tigge om hjælp. Hvis man én gang er blevet afvist, synes jeg, at det er svært at gå til læge igen og insistere på at få hjælp.
Jeg kunne godt tænke mig at høre erfaringer om TERM eller om, hvad man kan gøre for at få relevant lægehjælp hos de almindelige travle praktiserende læger, som desværre kun har 7 minutter til rådighed til hver patient i gennemsnit, og som derfor mange gange lader patienterne gå med uforrettet sag.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg kunne godt tænke mig at høre noget om erfaringer med TERM-modellen, som blev diskuteret meget her på Netdoktor, før der blev tvunget log-in. Dengang blev der fortalt hårrejsende historier. Nu er der pludselig blevet helt stille. Har lægerne opgivet TERM-modellen?
Måske er der nogle, der ikke ved, hvad TERM-modellen er. Kort sagt, så er det en metode, som de praktiserende læger kan bruge, hvis de har en formodning om, at patientens fysiske symptomer skyldes noget psykisk. Metoden giver anvisninger på, hvordan de skal ”tackle” patienterne.
Man kan læse om metoden her:
http://www.porfyrier.dk/pdf_filer/TERM-uptodate.pdf
Desværre giver metoden en stor risiko for fejlvurderinger og fejlbehandling.
Selv har jeg en idé om, at TERM-modellens metoder i vidt omfang er blevet indoptaget i de praktiserende lægers almindelige arbejdsform. Nu er det længe siden, at jeg har været ved læge, men de seneste gange jeg har været der, har jeg lagt mærke til, at lægens måde at snakke på er ændret, sådan at jeg af og til kan føle, at der bliver talt ned til mig, eller at lægen forsøger at manipulere med mig.
Jeg hører også fra min familie og omgangskreds, at alvorlige problemer, som bagefter viste sig at være voldsom D-vitaminmangel eller behandlingskrævende kæbehulebetændelse i første omgang blev afvist som noget psykisk, eller som noget, man må lære at leve med. Det ser ud til, at man nu om dage skal være meget insisterede, hvis man vil have lægehjælp.
Problemet er jo, at vi er en del af den gammeldags slags, der ikke bryder sig om at tigge om hjælp. Hvis man én gang er blevet afvist, synes jeg, at det er svært at gå til læge igen og insistere på at få hjælp.
Jeg kunne godt tænke mig at høre erfaringer om TERM eller om, hvad man kan gøre for at få relevant lægehjælp hos de almindelige travle praktiserende læger, som desværre kun har 7 minutter til rådighed til hver patient i gennemsnit, og som derfor mange gange lader patienterne gå med uforrettet sag.
Mange hilsner
Kameliadamen
Kommentarer
Jeg er stadig meget interesseret i en debat om, hvordan mulighederne i dagens Danmark er for at få lægehjælp – uanset om sagen har med TERM-modellen at gøre eller ej.
Mange hilsner
Kamelia
Men jeg har været ude for, og også familie og bekendte er blevet fejlbehandlet.
I går hørte jeg om en dame, der var død kun ca 60 år, af mavekræft. Man havde i første omgang nægtet hende en undersøgelse. Først efter et halvt år tog man hende alvorligt, men da var det for sent.
Havde man mange penge ville jeg gå til specialister, som trods alt ved meget mere. Men det afhænger naturligvis af, om man selv kan finde ud af, hvor det er galt. Men for det meste er man jo klar over det.
For en del år siden fik jeg behandling for noget helt andet, end det jeg fejlede. Det fandt min nye læge ud af flere år efter. Jeg havde ingen mulighed for at vide, hvad der var galt. Jeg blev ikke undersøgt, fik kun medicin for en lidelse jeg ikke havde. Min nye læge gjorde heldigvis noget ved det.
Så jeg er ikke glad for, hvis man risikerer at blive fejet af. Der sker for mange fejltagelser.
Jeg er glad for, at du reagerede. Jeg undrer mig meget over, at der indtil nu ikke har været nogen, der har haft lyst til at diskutere emnet.
Angående TERM-modellen, så bliver man ikke oplyst om det, hvis man bliver behandlet efter dens principper. Det er blandt andet det, der er så foruroligende og så bekymrende.
Jeg kender også et tilfælde, hvor en dame blev nægtet undersøgelse. Hun døde også af mavekræft uden at være blevet undersøgt. Hun blev indlagt en uge, før hun døde. Indtil da havde lægen nægtet at tage hende alvorligt. Men det er nu 24 år siden, så det kan ikke være TERM-modellens skyld.
Men TERM-modellen har forstærket denne tendens hos lægerne til at affeje folk, der muligvis kommer med alvorlige problemer. Det er derfor, at jeg både gerne vil diskutere TERM-modellen og derudover, hvad vi som patienter kan gøre for ikke at blive affejet, uanset om vi bliver affejet ifølge TERM-modellens retningslinjer eller ej.
Det er min overbevisning, at lægerne er så fortravlede, og så fejlagtigt overbeviste om, at de fleste sygdomme skyldes såkaldt ”ondt i livet”, at de affejer frygtelig mange patienter. Det ser ud til, at man som patient ofte er nødt til selv at finde ud af, hvad man fejler, og hvad det vil være relevant at blive undersøgt for. Ellers bliver man bare affejet.
Det er derfor, vi må hjælpe og støtte hinanden her på Netdoktor og give hinanden et tip om, hvad der kan være i vejen ved bestemte symptomer, sådan at vi kan være ordentligt forberedte, inden vi går til lægen. Kun på den måde kan vi sikre os mod at blive affejet.
Det er selvfølgelig sørgeligt, at det skal være sådan, for hvad med dem, der ikke har internetadgang?
Det er desuden svært for mange af os, der er opdraget efter gammeldags principper og derfor ikke er vant til at insistere og forlange noget hos en læge. Men det kan være nødvendigt. Hvordan lærer man at kræve sin ret, når man nu er i den situation? Den problemstilling vil jeg også gerne diskutere.
Jeg håber, at der er nogle, der vil komme med nogle bud eller måske nogle erfaringer.
Mange hilsner
Kamelia
Jeg havde også forventet nogle ville skrive, men det ser ud til debatten dør før den er begyndt.
Jeg vidste ikke ,at man ikke engang fik besked om, at man var under den såkaldte term.
Det kan virkelig sende kuldegysninger ned ad ryggen. Du har helt ret. Man skal selv være meget opmærksom, desværre. Nogle kommer i klemme.
Selvfølgelig ved jeg nogle har dårlige nerver og tror måske alt muligt, men de bør undersøges grundigt først. Og det med mellemrum. Der kunne jo sagten opstå sygdom senere.
Jeg går så lidt som overhovedet muligt til læge. Man er inde og ude inden man får set sig om, så skal der ske noget må man selv være på dupperne.
Jeg er endnu rystet over den stakkels dame jeg hørte om, der døde af mavekræft.
En anden fik at vide hun var helbredt for blærekræft. To år efter var hun død af samme sygdom. Så læger kan sagtens tage fejl og det bør de indse.
Ja, jeg havde også forventet mere debat om dette emne. Men jeg har lagt mærke til, at der samtidig med vores indlæg i denne tråd flere gange er blevet lagt en hel masse reklame-indlæg på i andre debatter. Det betyder muligvis, at ingen har set denne debat, fordi den kun ganske kort tid har figureret mellem de fem nyeste indlæg, hvor der til gengæld har været masser af reklamer for viagra og for en bestemt kandidat til EU-valget! Sådan kan det jo gå.
Desuden er det muligvis en fejl at blande TERM-modellen og almindelige patienters problemer med at få lægehjælp sammen. Men min pointe er jo netop, at jeg har en oplevelse af, at lægerne har forandret sig i deres måde at tale til patienterne på, og at jeg har en mistanke om, at det er træk fra TERM-modellen, der bruges i lægernes almindelige måde at være på over for almindelige patienter, der ikke lider af de sygdomme, som TERM-modellen især beskæftiger sig med.
Jeg genkender denne blanding af arrogance og tilsyneladende medfølelse, som jeg kan se, kendetegner TERM-modellens anbefalinger til den praktiserende læge. Den tiltaleform forsøgte min læge sig med over for mig, sidste gang jeg var der. Jeg blev umådeligt dårligt tilpas over denne tone og forsøgte at bruge humor for at få hende til at indse, at det ikke er foreneligt med seriøs lægegerning at tale sådan.
I de sidste par dage har jeg forsøgt at finde oplysninger om, hvad der sker med TERM-modellen lige nu. På følgende side kan man se, at den får tiden er under redigering:
http://www.aarhussygehus.dk/om+%c3%a5rh ... m-modellen
Og det er da dejligt, hvis de læger, der er ophavsmænd til modellen, virkelig har lyttet til den kritik, der har været, og har besluttet sig til at ændre modellen.
Men problemet er jo, at en stor del af de praktiserende læger allerede har været på kursus i TERM-modellen og er begyndt at bruge den - til stor skade for patienterne.
Og egentlig tror jeg, at det er vigtigt at blive med at have en debat om TERM-modellen for at udøve et pres mod de læger, der opfandt den. Kun på den måde kan den helt blive fjernet.
Jeg kan godt forstå, at du er rystet over den historie med damen, der døde af mavekræft, fordi hun ikke blev taget alvorligt.
Jeg er også rystet over, at en bekendt af mig har gået i flere år og blevet mere og mere syg uden at kunne få lægehjælp. Hun blev behandlet på en umådelig arrogant og nedladende måde i al den tid. Det viste sig, at hun har voldsom D-vitaminmangel. Nu her bagefter får hun ikke engang en undskyldning, og hun er så dårlig tilpas over lægernes nedladenhed og den lange og fuldstændig unødvendige sygeperiode, at hun egentlig har behov for psykologhjælp. Hun døde selvfølgelig ikke af det, men jeg tror, at hun på en måde har taget skade for livet. Hun har mistet tilliden til andre mennesker i almindelighed og til læger i særdeleshed. Alt hendes tid går med at rase over ”de idiotiske læger”, som hun plejer at kalde dem.
Enhver kan jo tage fejl – også læger. Jeg er helt på det rene med, at det er svært at være en god læge. Men TERM-modellen har gjort lægerne dårligere og derudover arrogante og nedladende. Det kan vi som almindelige skatteplagede danskere ikke være tjent med.
Selv har jeg det ligesom dig: Jeg går heller ikke ret tit til læge. Jeg har faktisk et alvorligt problem, nemlig en frygtelig træthed. Men jeg har ikke lyst til at blive mødt med denne nedladende, arrogante tone igen. Jeg vil i stedet prøve at skifte læge. Det må være muligt at finde én, der ikke har været på TERM-kursus og som kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
Mange hilsner
Kamelia
Mit indtryk er, at de praktiserende læger har så travlt med at tjene penge, så de slet ikke koncentrerer sig om patienten. Det er naturligvis ikke termmodellens skyld.
Men indirekte kan det få betydning.
Aflønningen af læger må være helt forkert. Det går alt, alt for stærkt. I forvejen bryder man sig ikke om at gå til lægen, så inden man er faldet lidt ned er man ude. Derfor tror jeg det går galt i mange tilfælde.
Lægerne selv bliver stressede over de skal "omstille" sig uafbrudt. Jeg tror det må være meget hårdt, at være læge. Folk kommer jo med stort og småt. Vi har lægemangel og det presser de læger, der er.
Jeg mener det ville være bedre, både for læger og patienter, hvis lægerne slappede lidt af og tog sig mere tid til den enkelte. Skulle man eventuelt vente et par dage længere ville det jo have mindre betydning, hvis man så fik hjælpen.
Der burde ses på deres aflønningssystem.
Og dog, når sandheden skal frem har jeg lige hørt om en ny læge, som giver sig tid. Men desværre ændrer det sig sikkert efterhånden, som han får flere patienter.
Jeg har selv lyst til at skifte, men tøver. Men havde jeg brug for læge ofte ville jeg skifte med det samme. Og nyde det, så længe det varer.
Du har fuldstændig ret. Hvis lægen tog sig mere tid til den enkelte patient og på den måde fandt ud af, hvad vedkommende fejler ved første lægebesøg, behøvede patienten jo ikke at komme så mange gange. Sagen er jo, at vi ofte går forgæves, og at forholdet mellem læge og patient tager skade, når patienterne oplever, at de ikke bliver taget alvorligt, men tværtimod bliver nødt til at gå igen med uforrettet sag.
Hvis patienterne fik hjælp med det samme og ikke behøvede at gå forgæves f.eks. 4 gange for først at få hjælp den 5. gang, ville lægen jo spare tid.
Og du har ret: Det er selvfølgelig aflønningssystemerne, det er galt med.
Engang for en del år siden var jeg ved lægen for at få foretaget den sædvanlige undersøgelse for livmoderhalskræft. Jeg kendte ikke noget til lægens aflønningssystem. Jeg tænkte, at jeg jo kunne spare tid for os begge, hvis jeg benyttede lejligheden til at stille et lille ekstraspørgsmål, når jeg nu var ved lægen. Jeg døjede nemlig med kløe i ørerne, så derfor bad jeg om et råd for det. Lægen blev umådeligt vred. Hvis jeg havde to ærinder, skulle jeg bestille to tider, sagde han. Nu ville han jo kun få betaling for livmoderhalsundersøgelsen, ikke for kløen i ørerne! Det siger sig selv, at jeg trak mit spørgsmål tilbage, og jeg skiftede læge, så hurtigt jeg kunne. Jeg kan da godt forstå, at en læge gerne vil have betaling for sit arbejde, men så kan han jo forklare tingene stille og roligt, uden at hidse sig op.
Ja, man er nødt til at skifte læge, hvis man er utilfreds. Men ofte er der jo lukket for tilgang hos de læger, som man får anbefalet. Jeg synes, at det er meget svært at finde en læge at skifte til.
Mange hilsner
Kamelia
Jeg vil med udgangspunkt i et eksempel fra en af mine bekendte påvise, at TERM-modellens metoder langtfra løser problemer eller sparer penge for samfundet.
Jeg citerer fra TERM-modellen side 34:
”Det er jo ikke, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, der er interessant, men hvordan patienten opfatter det, idet det er nødvendigt at kende patientens tankegang for på et senere tidspunkt at kunne hjælpe patienten med at ændre denne.”
Min bekendt havde gennem længere tid været meget træt og haft smerter og sitren i benene. Der var også symptomer fra hjertet. Hun frygtede, at det kunne være en alvorlig sygdom som f.eks. sclerose eller måske kræft eller leddegigt. Hun gik til lægen adskillige gange, men blev hver gang affejet. Hun blev faktisk omsider henvist til en neurolog, som efter en kort samtale afviste hende uden at undersøge hende.
Min bekendts symptomer var ganske tydelige symptomer på D-vitaminmangel. Men muligvis fordi hun var meget nervøs, tolkede lægen hendes symptomer som ”noget psykisk”. Efter talrige resultatløse lægebesøg og et meget insisterende brev fra min bekendt til lægen, valgte lægen så alligevel at henvise min bekendt til neurologen, men lægen havde selvfølgelig noteret i henvisningen, at sygdomstilstanden formodentlig skyldtes noget psykisk, hvilket resulterede i, at neurologen også afviste hende.
Hverken lægen eller neurologen interesserede sig for, hvad min bekendt i virkeligheden fejlede. De interesserede sig kun for at ændre hendes tankegang. Og det stemmer jo overens med, hvad TERM-modellen anbefaler, jævnfør ovenstående citat. Jeg ved ikke, om min bekendt faktisk er en af dem, der bliver behandlet efter TERM-modellen principper, men i dette tilfælde gjorde hun. Det kan enten være, fordi lægerne mener, at hun er indbildt syg, eller det kan være, fordi TERM-modellens retningslinjer har smittet af på den almindelige lægebehandling, fordi mange praktiserende læger har gået på kursus i TERM-modellen. Jeg ved ikke, hvilken af delene, der passer på min bekendt. Men det er jo egentlig også ligegyldigt. Det væsentlige er, at de var ligeglade med, hvad hun i virkeligheden fejlede!
Hvis lægerne i stedet for at forsøge at ændre min bekendts tankegang havde undersøgt hende for de sygdomstilstande, der kunne passe med hendes symptomer, havde samfundet sparet mange penge! Og min bekendt var blevet sparet for mange måneders lidelser og frygt! Først efter mange måneder blev der taget en blodprøve, som viste alvorlig D-vitaminmangel.
Hvis min bekendts læge med det samme havde taget en blodprøve og hurtigt havde konstateret, at problemerne skyldtes D-vitaminmangel, havde lægen ikke blot hjulpet min bekendt – hvilket vel må være lægens primære opgave – men lægen havde SAMTIDIG kunnet ændre min bekendts tankegang. Lægen kunne jo bare sige: ”Du kan tage det helt roligt, det er ikke kræft eller sclerose eller noget andet meget alvorligt, for prøverne viser, at det er D-vitaminmangel, hvilket jo også passer med dine symptomer.”
Dette er bare ét enkelt eksempel på, at TERM-modellens principper virker forværrende og fordyrende. Min bekendt er ikke aktiv på arbejdsmarkedet, men hvis hun havde været det, ville hun have været nødt til at sygemelde sig i månedsvis, mens lægerne forsøgte at ændre hendes tankegang, og D-vitamin-underskuddet blev værre og værre. Jeg ved, at der er lignende eksempler, hvor samfundet betaler sygedagpenge i lange perioder for sygdomstilstande, som nemt kunne have været kureret, hvis lægerne havde interesseret sig for, hvad der i virkeligheden var i vejen, i stedet for bare at forsøge at ændre patienternes tanker.
Jeg mener, at de praktiserende lægers forhold i almindelighed og TERM-modellen i særdeleshed må laves fuldstændig om.
Mange hilsner
Kamelia
For nogle år siden drejede det sig om mig selv. Jeg fandt selv ud af, hvad der var i vejen. Men hvis jeg nu ikke havde kunnet.
Gudskelov for nettet, hvor man kan læse sig til meget.
Ændre tankegangen. Hvilket politisk system kan det minde om. !
Hvis lægerne så forstod at bruge termodellen. Men det tror jeg ikke de gør.
Derfor er den så farlig.
Det er meget forkert, når en praktiserende læge mener sig kompetent til at afgøre om det er psykisk. Og endnu mere forkert er det, at specialisten uden videre, retter sig efter den praktiserende læge. Vedkommende er ikke sin stilling værdig.
Jeg mener, som du, det koster en formue. Lægerne burde være omhyggelige i deres undersøgelser. Tage blodprøver, det meste kan jo ses i en prøve, hvis det bliver undersøgt tilstrækkeligt. Men der kniber det gevaldigt. For det koster penge.
Ingen tænker på de besparelser, det giver i den sidste ende.
Jeg har i mine tidligere indlæg fremsat en mistanke om, at de praktiserende læger er begyndt at bruge nogle af TERM-modellens retningslinjer og anbefalinger i deres almindelige daglige arbejde med almindelige patienter, der ikke lider af såkaldt funktionelle lidelser. Min mistanke var begrundet i en oplevelse af, min læge for nogen tid siden begyndte at tale til mig på en mærkelig måde, som gav indtryk af en dobbeltholdning, der på én gang afspejler arrogant bedreviden og kunstig medfølelse. (Det er den holdning, som gennemsyrer hele TERM-modellen, og som tydeligt kommer til udtryk i TERM-modellens ordvalg).
Nu har jeg nærlæst den nye, reviderede beskrivelse fra lægeholdet, der skabte TERM-modellen, altså den beskrivelse, hvor de forklarer, hvad TERM-modellen er, og hvad den skal bruges til, og jeg kan se, at det faktisk er MENINGEN at TERM-modellen skal bruges af lægerne i deres almindelige daglige arbejde som læger!
Man kan se det her:
http://www.aarhussygehus.dk/om+%c3%a5rh ... m-modellen
Om målet med uddannelsesprogrammet, der er lavet efter TERM-modellens principper står der til sidst:
”Desuden ønsker vi at programmet skal kunne bruges af alle PL i det daglige arbejde i klinikken, uanset deres øvrige baggrund og kvalifikationer.”
Forkortelsen PL står for praktiserende læger.
Så forstår jeg bedre den behandling, som min bekendt blev udsat for, således som jeg har beskrevet i et indlæg ovenfor.
Min bekendt havde tydelige symptomer på D-vitamin-mangel, men frygtede, at det var symptomer på kræft, sclerose eller leddegigt eller noget andet alvorligt. Lægen nægtede at undersøge hende. Der er fuldstændig i tråd med TERM-modellen, hvor det anbefales, at lægen undgår undersøgelser, og hvor det anbefales, at lægen i stedet prøver at ændre patientens tanker, for som der står i TERM-modellen øverst side 34:
”Det er jo ikke hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen der er interessant, men hvordan patienten opfatter det, idet det er nødvendigt at kende patientens tankegang for på et senere tidspunkt i samtalen at kunne ændre denne.”
http://www.aarhussygehus.dk/files/Hospi ... todate.pdf
Det er jo helt fint, at lægerne vil forsøge at fjerne min bekendts frygt for alvorlig sygdom. Men det er da bedre at interessere sig for, hvad der i virkeligheden er i vejen og give en kvalificeret lægehjælp for dette. Hvis min bekendt oplever, at hun får det bedre og kan fungere igen, så er det da den bedste kur mod frygten for alvorlig sygdom.
Jeg havde ikke ventet, at lægerne bag TERM-modellen ville sige det så direkte, at de ønsker TERM-modellens retningslinjer anvendt på almindelige patienter. Det er galt nok, at principperne anvendes på såkaldt funktionelle lidelser, men hvis TERM-modellen udbredes til alle patienter, så er det slemt!
Mange hilsner
Kamelia