Hvorfor er mænd utro ?

Thit32

Hej! Jeg har netop "taget" min kæreste i at være mig utro. Det gør sindssygt ondt, og jeg lider meget. Samtidig føler jeg mig nødsaget til at forsøge at forstå, hvorfor det gik, som det gjorde.

Jeg tror, mennesker kan reagere med utroskab, når de er grundliggende usikre på deres egne følelser og position i forholdet. Det er klart, at den forsmåede part vil reagere med vrede, had, frustration og uforståenhed overfor den situation, de ufrivilligt er blevet placeret i.
Men selvom disse følelser er meget destruktive, er det vigtigt at holde sig for øje, at det faktisk var den utro, der har/havde problemet. I og med han ikke forinden har afsluttet det forhold, han var i, er han/hun sandsynligvis kommet til et sted, hvor han ikke er klar over, hvad han egentlig vil. Derfor kan det jo blive ekstra svært for ham at udtrykke sine frustrationer overfor nuværende kæreste.

Mange har nok en forestilling om, at de vil se, om græsset er grønnere på den anden side (hvilket de fleste alene ved fornuft vil konstatere, det næppe er). Graden af svigt i utroskabet handler i høj grad om, hvilke tanker og følelser, der har givet udslaget - og er man heldig, kan man imødekomme hinanden gennem indgående samtaler, hvis skadevolder ønsker at "komme tilbage". Den kæmpe opgave består så i for forsmået part at kæmpe for at komme videre, og samtidig få tilfredsstillet sit evt. behov for klarhed og redegørelser.

Min betragtning er, at uanset fejlen, kan den ikke ændres, medmindre jeg vælger at indgå som en aktiv del og ændre min opfattelse af det skete. Dén, der har indset, at han/hun har begået en fejl (og som giver udtryk for, at det VAR en fejl), får af mig lov til at få chancen til at vise, det var en fejl. Alene hans nærvær og hans ønske om at være med mig, må jeg anerkende som et udtryk for fortrydelse og ny indsigt fra hans side.

Det er selvfølgelig stadig en kæmpe udfordring at "tage kampen op", mens jeg stadig kæmper med onde tanker og billeder i mit hovede - men det giver sig selv, at hvis han ikke vender tilbage, er han ikke 2 tanker værd - hvis han gør - er han et klogere og forhåbentlig bedre menneske, der ligesom jeg har lært en hård lektie i livet.

Husk altid dit frie valg. Selv når han fratager dig muligheden for at vælge ham til eller fra - har du selv valg, der kan træffes. Du er aldrig offer, men kan desværre blive passager og involveret i andre menneskers personlige problemer (utroskab). Det er nu immervæk den utro part, der tager fejl - og den forsmåede, der betaler prisen.

Thit32

Vil da også lige tilføje, at sex spiller en væsentlig rolle i forhold. Graden af personlig indsigt i hinanden er selvfølgeligt afgørende for, hvorvidt kommunikation lykkes. Hvis en mand (eller kvinde) føler, hans behov ikke tilfredsstilles, kan vi nok hurtigt blive enige om, at det ville være smart, hvis han gjorde konen opmærksom på det, INDEN han pisser ved siden af. Samtidig kan han have misforstået hende - og fejlagtigt tro, at hun ikke vil tilfredsstille ham på den måde, han ønsker.

Jeg er selv swinger og har oplevet en hel del seksuelt - heriblandt en høj grad af åbenhed i mit forhold til min utro kæreste. Da han kom i tvivl om, hvad jeg ønskede, gik han i panik og søgte bekræftelsen et andet sted - selv om han dybest set må have vidst, at han kunne få det hele og mere til hos mig. Det er vel dybest set menneskeligt at fejle.

Man kunne betragte det sådan, at det er en fejl at være utro - det er også en fejl at tabe et glas vand på gulvet - konsekvenserne ved det første er bare større - men fejlen behøver ikke være det. Der er ikke nødvendigvis de store intellektuelle bagtanker ved nogle af delene. Ting sker, fordi vi lever og føler.

Min konklusion er altså, at ligegyldigt om der er åbenhed seksuelt eller ej, er det kommunikationen og dét, at kunne mærke autenciteten bag det, man deler seksuelt som menneskeligt, der er afgørende for, om en part kommer i tvivl. Tvivl er noget, den onde har skabt - men i stedet for at afvikle, kan man udvikle, mener jeg. Hvor lejlighedsvis tvivl ikke er, kan opstå ligegyldighed og selvfølgelighed - og det er der heller ikke mange, der ønsker af livet.

Selvfølgeligt er ovenstående afhængigt af situationen - og om han og jeg ønsker at gøre en ekstra indsats for at være sammen.

Venligst Thit

nygaard55

Kære lady88

Jeg skriver til dig, da jeg kan forstå hvordan du har det. Glem ham - ved det er svært - men han vil blive ved med, at være dig utro. Det findes nogle "få" mænd der bare ikke kan få nok i en, men som skal spille på flere damer. De får mad, hygge og sex og lever fint med det. De er bare så dejlige men men . . man bliver bare så ked - når han svigter den en gang efter den anden. De er som nakomaner de kan ikke få nok.
Han ligner i den grad en mand jeg selv har mødt.

Så glem ham eller lev med at han altid vil have flere damer.

slettet23557

Hej
min mand har været mig utro gennem 4 1/2 måned. Hans utroskab har bestået i kys og kram, sms og mails med en kollega. Det er utroligt svært at tilgive/forstå. Jeg erkender, at vores ægteskab var slået over i rutiner og jeg havde på mage måder "glemt" min mand. Alligvel anerkender jeg ikke hans reaktion, som jeg finder iloyal og egoistisk. Han burde have konfronteret problemet i hans ægteskab og mere direkte krævet ændringer. Jeg er ikke i tvivl om, at han fortryder og ønsker det aldrig var sket, men hans gerninger står ikke til at ændre.
Jeg vakler mellem at have lyst til at tilgive ham, for to minutter efter at føle, at han ikke fortjener tilgivelse. Disse svingende følelser forpester vores tilværelse. Vi er begge ulykkelige, men jeg ved ikke hvor jeg skal vende mig hen for at finde hvile indeni.
Han giver tydeligt udtryk for at elske mig og der har aldrig været tvivl om at han ønsker at fortsætte vores ægteskab. Forholdet til hende blev afsluttet samme dag som jeg opdagede hans utroskab. Jeg har ikke presset ham til at vælge, idet det forekommer meningsløst at holde på en mand der hellere vil være et andet sted. Han går nu i terapi og vi har sammen været til parterapi.
Trods alle "gode" forklaringer og efterfølgende gode intentioner om ændringer står der stadig og ringer et højt og rungende HVORFOR indeni mit hoved og ikke mindst HVORDAN KU` DU GØRE DET MOD MIG? Det er nu et halvt år siden jeg opdagede hans utroskab og jeg har det stadig meget dårligt. Er det naturligt?
Er der andre der kan genkende mine følelser og hvordan håndterer i dette. Kan man tilgive utroskab og genvinde respekten for den anden?

slettet36104

Jeg var min x-kæreste utro , utallige gange . for det første fordi han var meget streng , og for det andet var jeg sammen med ham fordi han gav mig en trykheds fornemmelse . nu har jeg en ny kæreste som jeg elsker af hele mit hjerte , kunne aldrig finde på at være ham utro , så alle de historier om en gang utro altid utro holder ikke vand. Så grunden til jeg var utro var jeg manglede frihed, og nu har al den frihed jeg skal bruge og en kæreste som stoler på mig, så derfor kunne ´jeg aldrig drømme om at røre en anden fyr.

slettet10729

Jeg er så en af dem der er utro - godt nok kvinde, men mon ikke grundende er de samme.
Spænding, lyst, kedsomhed, bekræftelse (blive set som andet end mor og husmor).
Mange af jer skriver: Ja men han får jo sex herhjemme - jo tak, men sex er ikke bare sex. Selvom jegtorforbruger af udenomssex: får al det sex jeg vil have hjemme, så er det altså bare ikke lige så pirrende og spændende. For igen at sammenligne med mad i byen, så kan man da godt nyde et raffineret restaurantbesøg selvom man holder af frikadellerne derhjemme.

Jeg er ikke følelseskold eller ligeglad. Før jeg fik børn har jeg også været et par kærester utro, men er altid gået fra den kort efter, fordi jeg ikke synes det var fair overfor dem.

I min nuværende situation må jeg indrømme at jeg tænker mere på mine børn end på min mand. jeg synes ikke det er rimeligt over for børnene at kaste dem ud i en skilsmisse fordi jeg har fået noget sex ved siden af (Nu er jeg heller ikke storforbruger af udenoms sex - 1 elsker på 17 år!, altså 17 års ægteskab ikke en 17 årig ) .

Jeg tror den helt store forståelseskløft opstår netop, som en anden var inde på, fordi vi ser helt forskelligt på sex og sammenhængen mellem sex og kærlighed.
Og så er trangen til sex også meget forskellig. Har man ikke den trang kan man selvfølgelig ikke forstå det. Ligesom jeg ikke fatter hvorfor fede, rygere, alkoholikere etc ikke bare stopper. Det har altid været mig en gåde...
En gang var der en herinde som tordnede mod alle utro og samtidig skrev at hun aldrig havde tænt på andre end sin mand - ja man så er det jo også let nok for hende. Så heldig er jeg ikke.

lotte123

Hej Zebra. En god vinkel, som jeg da finder interessant nok. Jeg kan da heller ikke se, at der skulle være noget galt i udenomssex, hvis man vel at mærke har en god og klar aftale med sin partner om, at det altså er sådan, man gør.

Jeg ser det der i mod som et voldsomt problem, hvis det er noget du gør UDEN din mands vidende, for så er det da et tydeligt tegn på, at der er noget galt i jeres parforhold, og så tager du grueligt fejl i holdningen, at det er af hensyn til dine børn, at de ikke skal opleve, at deres forældre bliver skilt. Hvis I fungerer dårligt sammen, ikke kan tale sammen om jer og jeres fælles liv, kan det have katastrofal betydning for jeres børns følelsesliv som voksne. Ligegyldigt hvad vi forklarer for vores børn, så ender de altså med at gøre det, de ser og oplever, ikke hvad de får fortalt.

Jeg var også utro i mit første ægteskab, og det var fordi min eksmand ikke bare formåede at leve op til mine seksuelle behov, men heller ikke bare tilnærmelsesvist havde lyst til at forholde sig til hverken mig eller mine ønsker. Han affærdigede mine ønsker og håb som værende noget sludder. Han mente at to ryk og en aflevering en gang om måneden var at betragte som værende fuldt tilfredsstillende sexliv. Han bildte sig ind, at hvis jeg ellers var våd og kom til at trække vejret en lille smule mere heftigt, så var jeg tilfredsstillet, og så kunne han gøre sig færdig. Det hele gerne klaret på under 10 minutter.

Jeg holdt også fast i årevis, og klarede netop denne bekræftelse for at være andet end MOR ved at have et par elskere, - jeg havde også voldsomt behov for at mærke at jeg også var kvinde, attraktiv, og i øvrigt også var i live. Jeg ville nemlig heller ikke byde mine børn den "frygtelige" skilsmisse, men på et tidspunkt gik det op for mig, at det følelseskolde liv, var bestemt ikke noget, der var godt for børn at vokse op i.

På et tidspunkt måtte det høre op, og jeg blev skilt. Et par år efter fik jeg min nuværende mand ind i mit liv, og jeg har simpelt hen ikke siden haft nogen form for behov, for at være utro. Og hvorfor ikke? Fordi min mand og jeg taler sammen, og vi er åbne overfor også seksuelle eksperimenter - vi kan sagtens kombinere den raffinerede middag og frikadellerne i vores samliv.

Som jeg læser dit indlæg, har har du og din mand et godt sexliv, men altså alligevel ikke helt godt NOK.

Du er inde på rygere, alkoholikere og fedme. Hvis de ellers har det rette grundlag, fundament og bagland, så kan de altså godt stoppe, men problemet for disse mennesker er, at der altså mangler en eller flere af disse ting, og således også mht. utroskab.

Hvis du og din mænd ellers er lykkelige og tilfredse med din utroskab, så ER der ikke noget problem - for så er det sådan I lever, men hvis din mand intet kender til det, og tror at du er seksuelt tro og tilfreds, så er det noget, der går meget galt på et tidspunkt- også for jeres børn, som du tror du beskytter.

spider68

Hej jeg tror også kedsomhed i forholdet , får mænd og kvinder til at finde noget ved siden af. konflikter . man bliver med årene træt af de samme trivielle huslige ting. man skifter stortset alt ud i sit liv. Partneren lever ikke op til fantasierne, Konen har man føelser til. måske er det ikke sjov at have det frække og beskidte sex med hende. som både mænd og kvinder får lyst til . man ser hende som en mor . til hans børn. og kærlige føelser . en man har valgt at dele liver med. man kan sige så hvis det behov er kan de lige så godt finde en der erhvere sig ved det. men om det er det ene eller andet , så bliver man nok sur alligevel.

loridana05

hvorfor er mænd utro?? denne spårsmål har jeg stil mig selv siden jeg fandt ud af min mand gemmen 13 år og far til min søn har været mig utro de sidste 4 år med 5 piger han har mødt gemmen nettet og hans by ture.
av av ja det gjor ondt især når man som kvinde trode at alt var perfekt og man gør sit beste som hustro og mor, men nej mennesker søger både kvinder og mænd søger noget nyt og anderledes . hvordan fandt jeg ud af hans utro skab??? gik efter min mavefornemmelse jeg kunne mærke at der var noget galt , og efter et halv års spion arbejde fandt jeg fremtil fake facebook, ekster msn , taletidskort, og flere fake profiler på dating sider, og intet fortalte jeg ham jeg var stadig den samme og enda ekstra sød kone:) men han forsatte da han trode jeg intet hviste, jeg var tålmodig og beherskede mig selv og gav mig selv tid til at finde ud af hvorfor han var mig utro og stilte mig selv dette spørsmål hver eneste dag men fik ikke noger svar der kan være mange grunde alle mennesker er ikke ens og en dag fik han så spørsmålet HVORFOR VAR DU MIG UTRO?????

lotte123

Når jeg læser sådan et indlæg fra Loridana, så kan jeg faktisk godt forstå, at det går galt i mange parforhold.

Igen-igen et forhold hvor det sidste, man kommer på, er at tale sammen. Loridana har en ”mavefornemmelse” at noget er galt, og hvad gør hun? Jo, hun bruger et halvt år på bedste detektiv-roman-maner, hvor der bliver snaget, rodet, observeret, undersøgt, men på intet tidspunkt falder det hende ind, at hun måske skulle spørge sin mand om, hvad der er galt i forholdet. Hun spørger godt sig selv gang på gang, og bliver ved med ikke at få noget noget svar. I stedet for at konfrontere sin mand med sin viden, vælger hun at blive endnu mere perfekt, endnu mere sød. Bruger "gættemetoden" - det er nok det, han vil have; i stedet for at spørge ham direkte.

Jeg kan naturligvis kun forholde sig til det, der står skrevet her i indlægget, men der fremgår det da også tydeligt, hvorfor din mand er/har været dig utro. I kan da ikke have meget til fælles, når det har været fuldstændigt utænkeligt for dig at tale med din mand om, hvad der var galt, da du fik din ”mavefornemmelse”. Når det overhovedet ikke faldt dig ind, at sige til ham, at du havde en følelse af, at der var noget galt i jeres forhold, og du gerne ville tale med ham om det, så I måske – ved fælles hjælp – kunne rette op på det, han måske ikke havde det godt med; ja, så må der jo være mange ting, I ikke har/har haft fællesskab omkring, og så er der jo ikke noget mærkeligt i, at han har søgt noget modspil andre steder.

Muligvis – hvis man har gentagne formodninger om, at man er gift med en notorisk løgner, der ikke kender betydning af ordet sandhed, kan man måske overveje at ty til sådanne ufine metoder, som du har anvendt i dit flere måneder lange snageri, men det burde da så være der, man slutter – ikke begynder.

Som nævnt – jeg kan udelukkende forholde mig til det, du har skrevet; der kan naturligvis være andre faktorer inde, som ikke er nævnt.