Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg fik beskeden torsdag efter aftensmad, mens vores datter sad og legede i stuen. Jeg var rystet og blev bange og brød helt sammen. Hun fortalte mig at de har mødtes 4 gange og har haft samleje 2 gange. Han er 20 år ældre end hende.
Hun har igennem de sidste knap 4 uger løjet for mig 11-12 gange, og har hver gang undskyldt med at hun var bange for min reaktion. Hun har efterfølgende løjet både torsdag , fredag og lørdag om detaljer i hendes affære.
Jeg har sagt til hende at min tillid til hende er helt væk, og at lige meget hvad hun siger, vil jeg tro at hun lyver. Jeg har fortalt hende at hvis hun er i stand til at blive voksen og holde op med at lyve og fortælle mig ALT, så er jeg ikke afvisende for at vi på et tidspunkt kan få et fungerende parforhold sammen.
Men lige nu ser jeg vores forhold som forbi. Hun afsluttede vores forhold sammen, da hun påbegyndte sin affære. Et forhold som jeg afbrød, da jeg opdagede den skæbnesvanger SMS. Hun kan ikke afvise at forholdet kunne være fortsat, hvis jeg ikke havde opdagede det. Når vreden har lagt sig, vil jeg håbe at vi kan starte et nyt forhold sammen. Fordi jeg elsker stadig min kone, og hun for fortalt at hun stadig elsker mig ,og håber at vi kan finde kærligheden igen.
Vi har fortalt vores familier, hvad der er sket, og de fleste er brudt grædende sammen og er dybt rystet. De er i chok over at en person de har haft så stor respekt for, kan gøre noget så frygteligt mod et andet menneske. Jeg har lige nu svært ved at vise min kone tillid, og har fortalt hende at hun må stå til ansvar overfor sine bevidste og ondskabsfulde handlinger. Hun er slet ikke klar over hvor mange menneskers liv, som hun for altid har ændret. Vi bor i en forholdsvis lille by hvor sladderen løber meget hurtigt. Jeg er derfor sikker på at alle hun kender ved besked i løbet af kort tid. Jeg føler lige nu en kæmpe skam over at skulle være ham ægtemanden med den utro kone.
Min kone har indvilget i at fortælle alt og vise mig alle SMS og opkald. Hun vil gøre alt for at beholde mig. Jeg har sagt at jeg håber at vi med tiden kan få et parforhold igen, men at jeg har nogle krav til hende, som hun må følge hvis vi skal være sammen i fremtiden.
Vi er derfor blevet enige om at blive boende sammen ,og vi vil gøre alt for at vores datter kan fortsætte sit normale liv og udvikling.
Her 3 dage efter jeg fik den frygtelige besked, er jeg stadig meget oprevet, men øjner et lille lys i mørket.
Jeg har forlangt at få alle detaljer om alt hvad der har foregået. Jeg er ikke sikker på hvad jeg skal bruge det til, men jeg er nødt til at vide det, da jeg har billeder af alt muligt frygteligt og grænseoverskridende inde i mit hoved.
Jeg kæmper hver eneste dag for at komme tilbage til min kone. Jeg tror vi kan få det godt igen, men er ikke sikker på at vi nogensinde kan få det som tidligere.
Jeg går til psykolog som hjælper mig rigtig meget med at komme over det her, og anser også parterapi som en mulighed.
Min kone fortæller mig hele tiden, at hun er ked af det, og at det var dumt, og at hun ikke vidste hvad hun lavede. Jeg kan slet ikke forstå hvordan man over en periode på mere end 2 måneder kan være et forhold til en kollega, uden at være meget følelsesmæssigt involveret. Hun har désuden indrømmet at hvis hun havde været med til deres firmas julefrokost, muligvis ikke kunne stå for fristelsen af at fortsætte affæren, såfremt jeg ikke havde opdaget den omtalte SMS.
Jeg tænker hele tiden på at en anden mand har rørt ved min kone, hendes bryster, hendes bagdel osv. Samtidig også at en anden mand har set hende nøgen, og selvfølgelig også hvad der er foregået seksuelt.
Så kære lotte123
- vil disse tanker nogensinde forsvinde ??
- vil jeg kunne gå i seng med min kone igen, uden at tænke på affæren ??
- Tror du at vi har en fremtid sammen ??
- hvordan kan jeg finde tillid til min kone igen ??
- hvad skal jeg gøre for at komme mig over det her kæmpe chok ??
Når jeg ser på min kone ser jeg en smuk og attraktiv kvinde, som jeg stadig elsker, men jeg har svært ved at se hvordan det hele skal blive godt igen.
Venlig hilsen
Madsen78
Den Vrede Ægtemand
Det er godt, at du har søgt hjælp til at få styr på tankerne.
Du skriver, at du kæmper hver dag for at komme tilbage til din kone. Det gjorde jeg også det første år efter vores D-dag. Min kone var forholdsvis hurtig til at lægge alle kortene på bordet - det tog vel en uges tid alt i alt. Det blev først bedre, da jeg trådte et skridt tilbage og accepterede det hele, specielt afmagten og frygten.
Løgnene fik og lysten til adrenalin suset stoppede først helt, da jeg efter 11 måneder satte hælene i og sagde til hende, at blot en lille bitte løgn mere, så kunne hun godt pakke kufferten. Det er nu 2 år siden, og jeg tror nok, at hun prøver at tillægge sig de "ærlige vaner" efter i mere end et år at have levet på en løgn.
Jeg ved godt, at det var Lotte du spurgte, men her er alligevel et mandeperspektiv:
Forsvinder tankerne?
Nej, det gør de ikke. Men de gør mindre og mindre ondt, som årene går - og hvis du virkelig arbejder med dig selv, så kan ud forholdsvis hurtigt komme hen, hvor de ikke styrer dit liv.
Vil du kunne gå i seng med hende uden at tænke på affæren?
Det skal du efter al sandsynlighed nok arbejde en del på - den første tid vil du nok opleve en trang til at "hyper-bonde" - at vinde hævd på din kone i sengen igen, men denne trang fader stille og roligt ud. Du kommer ganske givet til at skulle bekæmpe billederne af ham og hende ganske mange gange - men du må finde metoder til at håndtere det. For mig gik der et års tid, før tingene var normaliseret, hvis man kan kalde det det.
Har I en fremtid sammen?
Hvis I BEGGE to ønsker det tilstrækkeligt meget. Streg under begge.
Tillid?
Tillid er noget man gør sig fortjent til over tid. Se det som en kæmpe sparebøsse, hvor man lægger småmønter i. Din kone har lige tømt den, hun kan begynde at fylde den op igen ved gennem sine handlinger at smide nye småmønter i. Når det så er sagt, så er det nok urealistisk og heller ikke særligt klogt at have 100% tillid til andre. Det var en hård livslektion for mig, ihvertfald.
Chokket skal nok fortage sig, hjernen er et fantastisk organ. Men det tager tid. Giv det tid, og husk at fokusere på dig selv i tiden der kommer - du skal først og fremmest genvinde tilliden til dig selv og føle en form for kontrol over dit eget liv. Uanset hvordan det kommer til at gå mellem jer, så er en ting helt sikkert - du skal leve med dig selv, til du dør, så sørg for at have det godt med dig selv.
Jeg har flere gange været inde på, at du/I skal ind til ÅRSAGEN til at hun har handlet, som hun har, og at hun ”ikke vidste hvad hun gjorde” er ikke forklaringen, men givet den nemmeste for hende her og nu. Naturligvis må hun have vidst, hvad det kunne risikere at koste – alligevel har hun valgt at gøre det, og det må der være en årsag til, og det er den årsag I begge må have fundet frem til, for det er den, I skal arbejde ud fra i jeres kamp for at finde hinanden igen, og der mener jeg stadig, at en parterapeut kan være behjælpelig.
Men – som jeg har nævnt før, og som cpacan også er inde på, så er det ligeledes vigtigt, at I er enige om målet for besøg hos parterapeut. Skal terapeuten hjælpe jer til at komme videre sammen – eller hver for sig? Det er I nødt til at finde ud af først.
Det er godt, der nu er kommet en mere på banen, for det er da vigtigt at få så mange vinkler på som muligt, så kan du/I finde ud af, hvad passer bedst i jeres situation.
Du stiller nogle spørgsmål, cpacan har give sine bud, her er mine:
Til de tre første: Ja, det tror jeg godt vil kunne lade sig gøre, hvis I begge virkelig får det bearbejdet. Selvfølgelig er der sket det, der er sket, og det vil vel altid ligge i dit baghoved, men med den rette hjælp vil I altså godt kunne komme videre – og måske endda styrkede, netop fordi det der nu er sket, tvinger jer begge til at få set på jeres forhold – det I har, det I havde, givet få foretaget en hovedrengøring – hvad kan du/I gøre bedre? Hvad har I brugt energi på, som forresten overhovedet ikke er vigtigt osv.
Tillid? Ja, der har din kone nu et kæmpe arbejde foran sig – jeg kan godt lide cpacan's billede med mønterne i sparebøssen, men jeg er dog ikke enig i, at ”det ikke er særligt klogt i at have 100% tillid”. Hvis ikke man kan gå ”all in” i et parforhold og netop give sig selv lov til at slippe så meget, at man netop har 100% tillid, så er der efter min mening ikke noget parforhold. Lige nu er tilliden brudt på smerteligste vis, og det er derfor hendes opgave at gøre sig fortjent til din tillid igen – og ja, det tager tid, men hvis I skal leve resten af jeres liv med at du skal forestille dig alt muligt hver eneste gang, hun ikke er i samme rum som dig, så vil du ende som et nervevrag. Hvis du kommer frem til, at du aldrig vil kunne stole på hende igen, så kan I lige så godt stoppe nu, for så kommer der ikke noget godt ud af det.
Jeg er enig i, at det er afsindigt vigtigt at holde sig på egen banehalvdel – cpacan beskriver det så glimrende, så det vil jeg ikke gentage (indlæg i går 17.03 – afsnit, der begynder med Husk på...).
Hvordan du kommer over dette chok? Ja, men der er du allerede i gang, du går til psykolog, du skriver her – og det at skrive er faktisk en rigtig god terapi.
Selvfølgelig kan du lige nu slet ikke se, hvordan det overhovedet skal blive godt igen, men det kan det, hvis I begge vil det – og det er naturligvis det, I skal finde ud af om I vil, for det er et kæmpe arbejde, I har foran jer – det må I indse.
Du fortæller i dit første indlæg, at I altid har haft et godt forhold til hinanden – husk det er din udlægning, for din kone må havde fundet ”noget” galt, siden hun har valgt at kaste det hele over bord ved at have en affære, og jeg gentager – igen – at det er dette ”noget” hun skal have fundet ud af, og det er dette ”noget” I skal have bearbejdet, før I kan komme videre.
Alle bliver udsat for fristelser her i livet, men hvis man ved, hvad man har og ikke vil satse det, så vil jeg påstå, at man godt kan styre sig, og da det her ikke ”kun” var et øjebliks ”vildfarelse”, men noget, der har stået på over en tid, så har hun også haft tid til at overveje, om hun ville betale prisen for det, og det har hun gjort, så derfor er det ikke et argument, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.
Som nævnt tidligere, kan det sagtens være, at det ikke er dig, hun ville såre, men netop, at hun ikke har kunnet modstå fristelsen fordi …..? - Og ja, det skal der ord på, og det er nok det, I skal have hjælp til.
Bedste tanker
Det er det værste jeg har oplevet i hele mit liv, at opdage at hele mit eksistensgrundlag og alle mine fremtidsdrømme var baseret på en løgn - eller mange løgne. Vi er stadig sammen og kæmper for det - mest for børnenes skyld, tror jeg. For forholdet er sq ikke det samme længere, og det bliver det heller ikke. Man kan nok kalde det fredelig sameksistens.
Jeg er egentlig også ganske enig med Lotte i meget af det hun skriver, med undtagelse af en enkelt ting - det er altså ikke sikkert, at der er noget galt med dig eller Jeres forhold, det var din kone der traf beslutningen, og havde der været noget galt med husbond eller ægteskab, så var der mange andre valg, hun kunne have truffet i stedet. Så lad endelig være med at tage skyld eller ansvar for hendes valg og handlinger, det ødelægger blot dit selvværd i stedet.
Nogle gange er årsagen til utroskab ganske enkelt bare: Fordi jeg kunne, fordi muligheden var der, og fordi jeg troede jeg kunne slippe af sted med det. Blæse og have mel i munden.
Som min kone så smukt udtrykte det: "Det var jo ikke meningen at du skulle opdage det, det var ikke meningen at såre dig eller ødelægge vores forhold..."
Næh, men så gik det jo bare ikke efter hensigten.
Hold fast i dig selv og de ting, som DU har kontrol over, det er det absolut vigtigste og bedste råd jeg kan give dig med på vejen. Og så gør dig selv (og din kone) helt klart, at du sagtens kan klare dig uden hende. Den lektion sammen med en nyfunden evne til at give slip på alt uhensigtsmæssigt og ikke stille krav, er nok de mest positive ting, jeg har taget med mig ud af oplevelsen. Det giver en indre ro, som jeg ikke troede muligt.
Men spørger du min kone, så har utroskaben og de fede/hede måneder bestemt ikke været prisen værd. Om man nu også kan tro på det, det har jeg absolut ingen mening om.
Der er nu gået 6 dage siden jeg gik beskeden. Jeg kæmper hver dag med at bearbejde det som er sket. Min kone har fortalt mig alt, og det har jeg valgt at tro på. Hun vil vise mig oversigt over SMS og opkald, så jeg kan få et overblik over hvor lang tid de har haft kontakt.
Hun fortalte mig i går at hun stadig har følelser for ham, ikke seksuelle, men fordi at han er så god at snakke med. Det irriterer mig voldsomt at jeg afslørede deres forhold, og at min kone ikke selv afsluttede det.
Hun kan ikke verificere at deres forhold er slut, da hendes slettede SMS'er ikke kan gendannes. Så jeg har valgt at tro på at det hun siger er sandheden. Vi har aftalt at gå i parterapi, når vi har talt ud om tingene. Vi har talt sammen om grunden til at hun valgte at være utro. Hun er blevet smigret af nogle søde ord, og har været et let offer. Hun har åbenbart savnet en at snakke med. Hun siger at det ikke var pga. sex, selvom det skete minimum 2 gange. De har siddet i hans sofa og snakket længe og holdt i hånden og kysset og krammet.
Min kone og jeg har altid haft et rigtig godt sexliv, og derfor kunne jeg ikke tro på at hun kunne finde på at være utro. Men i bakspejlet kan jeg godt se at vi måske var nået til et sted i vores forhold hvor vi ikke snakkede så meget sammen. Vi var bare mor og far for vores datter og ikke kærester eller ægtefolk. Så at hun måske har savnet en at snakke rigtig godt med, som så har medført noget seksuelt. Men hun påstår hårdnakket at det på ingen måde var sex at forholdet handlede om.
jeg er stadig rystet over hvad der er sket, og jeg tror faktisk ikke at det er gået op for mig endnu. Jeg har spurgt hende om hun kunne finde på at gøre det i fremtiden. Hun har selvfølgelig sagt at det kunne hun ikke finde på, men i disse dage tænker jeg: once a cheater , always a cheater. Hun bliver ved med at sige til mig, at man ikke kan love hinanden for altid.......
Men det mener jeg så godt at man kan, når man er blevet gift som vi blev for 6 år siden. Der lovede vi at være hinanden tro til døden skiller os ad.
Jeg er usikker på at min kone vil det samme som mig.
Du, Madsen, har allerede fortalt, at din kone var kommet i tvivl om sine følelser for dig og nu fortæller du – citat:
"Min kone og jeg har altid haft et rigtig godt sexliv, og derfor kunne jeg ikke tro på at hun kunne finde på at være utro. Men i bakspejlet kan jeg godt se at vi måske var nået til et sted i vores forhold hvor vi ikke snakkede så meget sammen. Vi var bare mor og far for vores datter og ikke kærester eller ægtefolk. Så at hun måske har savnet en at snakke rigtig godt med, som så har medført noget seksuelt. Men hun påstår hårdnakket at det på ingen måde var sex at forholdet handlede om.”
Ja, men der tror jeg faktisk, du har en stor del af årsagen for, at hun kom til at føle sig overset, tvivle på sine – og dine – følelser.
Hvis jeg skal generalisere, så tror mænd gerne, at god/ofte sex løser alle problemer, men kvinder har brug for mere nærvær og verbal kontakt.
Selvfølgelig burde hun have reageret ved at sige til dig, at hun savnede den daglige kontakt med engagement i hinanden, – det har hun måske også gjort, men måske igen – også pakket så godt ind, at du ikke har opdaget det, for mange kvinder har det desværre med at pakke tingene ind i små hint, som ofte går fuldstændigt hen over hovedet på manden.
Hun har så – på et tidspunkt, hvor hun syntes det hele var lige vel gråt og ensformigt – fået kontakt med en, der virkelig ofrede hende den opmærksomhed, hun har higet efter.
Selvfølgelig har du krav på forklaring på, hvorfor hun handlede på den måde, hvorfor hun ikke slog i bordet og råbte op til dig om sin opfattelse af, at I var blevet grå og måske lige vel ligegyldige overfor hinanden – det kan I sikkert sagtens blive enige om, nu her bagefter, men hun har givet ikke vidst/anet at det hun søgte der, med stor sandsynlighed findes hos dig, hvis I fik talt om det.
Jeg tror faktisk, hun har helt ret i, at det det ikke var sex, det forhold handlede om, men beklageligvis det, der kom til at følge med.
Umiddelbart føler jeg, at hovedproblemet for jer, er/var at I var holdt op med at tale sammen om jer og jeres liv; at det hele gik op i at få hverdagen til at hænge sammen; arbejde, barn, hjem, have, bil, fritidsinteresser – og den helt store parforholdsødelægger; de der sociale medier og TV, som man af en eller anden grund altid kan finde tid til, i stedet for at bruge nogle minutter hver eneste dag på at holde sig opdateret om, hvad der foregår hos partneren.
Jeg ved godt, at det eneste, du har på nethinden er det seksuelle, der er sket – men at hun har fundet en anden, hun kunne tale bedre med end dig, er faktisk langt værre – og det er DET I skal have taget fat i.
Utroskab nu om dage vurderes KUN ud fra sex, men der findes utroskab, der er langt værre og langt mere nedbrydende, nemlig den utroskab, der handler om, at man hellere taler med en anden end ens partner om det, der virkelig betyder noget i livet – eller vælger slet ikke at tale om det. Det er i min verden i den grad utroskab.
I lovede hinanden troskab i kirken, men netop i det ritual, er det faktisk overhovedet slet ikke sex, det handler om, men netop at hjælpe og støtte hinanden både i modgang og medgang – og det gør man jo ikke ligefrem ved at glemme at tale sammen og ofre hinanden opmærksomhed i dagligdagen.
Det er efter mening der, det er gået galt – og der I skal have ryddet op, og få hjælp til det.
Madsen var angiveligt også til stede i det samme forhold, men han fandt løftet til hende vigtigere end sjov og ballade med en anden Q.
Hvis ikke hun ransager sig selv og finder et svar på det spørgsmål - så er der en god chance for en gentagelse næste gang hverdagen bliver lidt grå. Evnen til at legitimere det for sig selv er, efter min mening, en central del af utroskab.
Hvem siger i øvrigt at grå er kedeligt eller forkert? Det er et spørgsmål om perspektiv.
Jeg tror ikke, det "bare" handler om "sjov og ballade". Og - vi kan jo diskutere om løftet i bund og grund blev overholdt, hvis Madsen også har medvirket til, at de ikke fik talt sammen i dagligdagen. Det handler IKKE om at placere skyld - det handler om, at de SAMMEN skal finde ud af, om de kan finde sammen igen - eller om de IKKE kan, og de gør de ikke ved at hun bare tilstår og påtager sig hele skylden - jo et ANSVAR, skal hun påtage sig i det her, men de skal begge påtage sig ANSVAR for at komme videre igen.
Der er ikke noget galt i gråt - hvis bare man har talt om det og er enige i at det er det, man gerne vil.
Vi har lovet hinanden at give vores forhold en sidste chance. Jeg tror at vores datter er hovedårsagen til at vi stadig forsøger ar få det til at fungere. Vi har talt sammen om at vi med sikkerhed ikke havde været sammen den dag i dag, hvis det ikke var for vores datter skyld. Det er vi helt enige om.
Min kone har fortalt mig at, til trods for hendes langvarige forhold til en anden mand, så er det mig hun elsker og vil være sammen med altid.
Men det helt store problem lige nu er nok egentlig mig:
Jeg har mistet respekten, tilliden og troen på min kone. Jeg tror simpelthen at alt hvad som kommer ud af hendes mund er løgn og latin. Hun har løjet for mig så mange gange, at selvom jeg prøver og prøver, så føler jeg ikke at der sker nogle fremskridt. Jeg skal bare høre et forkert ord, se noget i fjernsynet eller på internettet, så tænker jeg på hvad min kone og hendes elsker har lavet sammen, og det gør mig både ked af det og vred. Jeg har derfor lige nu ingen følelser for min kone. Jeg vil rigtig gerne, men jeg kan simpelthen ikke finde gnisten, som skal tænde vores forhold igen.
Det er i de seneste dage gået op for mig, at vi faktisk er meget mere forskellige end jeg har troet. Min kones personlighed har i efteråret ændret sig, og hendes værdier og moral har vist sig at være helt modsat mine.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal kunne elske min kone igen, selvom jeg rigtig gerne vil ???
VH
Madsen78