Utroskab ?????
Jeg er en mand på 36 år, og har været gift i 6 år med min kone på 32 år. Vi har sammen en datter på 5 år. Vi har kendt hinanden i 10 år, og har altid haft et godt forhold til hinanden.
Men for cirka 2 måneder siden ændrede min kone pludselig adfærd. Hun render rundt med hendes telefon hele tiden, og gemmer den væk. Hun har købt nyt undertøj og nye parfumer, og er begyndt at gå meget ud til arrangementer med hendes arbejde. Alt dette er jo ikke mistænkeligt, men jeg synes også at hendes væremåde har ændret sig. Hun er blevet negativ, tvær, ligeglad og jeg synes hun har mistet glimtet i hendes øjne.
For 10 dage siden fik hun så en SMS kl. 02.00 om natten, hvor der stod: "Elsker dig....". Hun gemte hendes mobil under hovedpuden. Jeg så ved et tilfælde at mobilen lyste op, og læste beskeden. Jeg fandt ud af at nummeret tilhørte en mandig kollega fra hendes arbejde. Jeg blev meget gal og vred, og forlangte at hun fortalte alt. Først sagde hun at der slet ikke var nogen SMS !! men så indrømmede hun at de havde ringet sammen og sendt SMS gennem 2 måneder. Selvsamme dag havde hun været alene i en anden by (5 kilometer fra sin kollegas by), og gået rundt i butikker og i skoven i ca. 6 timer før hun kom hjem. Hun indrømmede at hun havde ringet til ham 10 minutter efter hun var kørt hjemmefra. De havde talt sammen i 19 sekunder. !!!!!!. Dagen efter indrømmede hun at hun havde ringet til ham, men at forbindelsen blev afbrudt, og at han i stedet for havde ringet til hende........
Hun har i hele forløbet slettet alle opkald og SMS´er fra ham, og jeg er sikker på at hun aldrig ville have fortalt mig om ham, hvis jeg ikke havde opdaget det.
Hun fortæller mig at de aldrig har mødtes, og at hun har afbrudt al kontakt til ham. Hun har aldrig tidligere løjet for mig, så nu har hendes løgne gjort, at jeg simpelthen ikke tror på hende. Jeg tror at de har mødtes flere gange. Hun har nægtet at fortælle mere og hun vil heller ikke vise mig samtalespecifikation for de sidste måneder. Jeg har sagt at man sagtens kan genskabe SMS og opkaldsliste, men det har hun også afslået.
Hvad synes I om min situation ??
Ville I tro på hendes historie ????
VH
Den vrede ægtemand
Men for cirka 2 måneder siden ændrede min kone pludselig adfærd. Hun render rundt med hendes telefon hele tiden, og gemmer den væk. Hun har købt nyt undertøj og nye parfumer, og er begyndt at gå meget ud til arrangementer med hendes arbejde. Alt dette er jo ikke mistænkeligt, men jeg synes også at hendes væremåde har ændret sig. Hun er blevet negativ, tvær, ligeglad og jeg synes hun har mistet glimtet i hendes øjne.
For 10 dage siden fik hun så en SMS kl. 02.00 om natten, hvor der stod: "Elsker dig....". Hun gemte hendes mobil under hovedpuden. Jeg så ved et tilfælde at mobilen lyste op, og læste beskeden. Jeg fandt ud af at nummeret tilhørte en mandig kollega fra hendes arbejde. Jeg blev meget gal og vred, og forlangte at hun fortalte alt. Først sagde hun at der slet ikke var nogen SMS !! men så indrømmede hun at de havde ringet sammen og sendt SMS gennem 2 måneder. Selvsamme dag havde hun været alene i en anden by (5 kilometer fra sin kollegas by), og gået rundt i butikker og i skoven i ca. 6 timer før hun kom hjem. Hun indrømmede at hun havde ringet til ham 10 minutter efter hun var kørt hjemmefra. De havde talt sammen i 19 sekunder. !!!!!!. Dagen efter indrømmede hun at hun havde ringet til ham, men at forbindelsen blev afbrudt, og at han i stedet for havde ringet til hende........
Hun har i hele forløbet slettet alle opkald og SMS´er fra ham, og jeg er sikker på at hun aldrig ville have fortalt mig om ham, hvis jeg ikke havde opdaget det.
Hun fortæller mig at de aldrig har mødtes, og at hun har afbrudt al kontakt til ham. Hun har aldrig tidligere løjet for mig, så nu har hendes løgne gjort, at jeg simpelthen ikke tror på hende. Jeg tror at de har mødtes flere gange. Hun har nægtet at fortælle mere og hun vil heller ikke vise mig samtalespecifikation for de sidste måneder. Jeg har sagt at man sagtens kan genskabe SMS og opkaldsliste, men det har hun også afslået.
Hvad synes I om min situation ??
Ville I tro på hendes historie ????
VH
Den vrede ægtemand
Kommentarer
Om hun har været/er utro eller ej, er sådan set heller ikke det vigtigste lige nu.
Du fortæller, at hun for et par måneder siden helt har ændret adfærd, og hvad der er ændret - det er det, du i første omgang bør forholde dig til.
Der er tydeligvis noget galt i jeres forhold, og derfor foreslår jeg, at du forlanger at I sætter jer sammen og hun fortæller, hvad der er galt og hvorfor hun har ændret adfærd på de måder, du her har fortalt om.
Og naturligvis helt konkret, spørger du hende om det handler om, at hun ikke vil dig og jeres forhold mere, og ud fra det svar må du/I handle.
Vil hun dig ikke mere, så kan du sagtens tillade dig at bede om en forklaring på, hvorfor hun har teet sig på den måde i stedet for at melde klart ud.
Eller handler det om, at hun er blevet i tvivl om jeres forhold – har måske set noget lidt ”grønnere græs”, og føler, at jeres liv er blevet lidt for meget ”trummerum”, og hun derfor har haft behov for få lidt mere spænding – eller hvad ved jeg – så er det DET, I skal få talt om. Og – I skal få det gjort på en ordentlig måde. Hold jer hver i sær på egen banehalvdel, lad være med at anklage hinanden, men prøv i stedet, om I kan finde en metode, hvor I får talt fornuftigt om de ting, der gnaver. At hun har ændret adfærd behøver ikke nødvendigvis betyde, at hun har gjort alt forkert, og du bare har været helt perfekt. Der er en årsag til, at hun har gjort, som hun har - og det har med stor sandsynlighed noget med dig at gøre.
Og nej – det er ikke ”bare lige”, så få i første omgang en forklaring på, hvad det hele i grunden handler om – og det kan du godt tillade dig at kræve.
Og – så vil det givet være meget fornuftigt, at I får en parterapeut ind over, der kan give jer nogle gode værktøjer til, hvordan I skal komme videre; I skal bare først have klart defineret om I vil prøve at fortsætte med hinanden, eller om I ikke vil.
Man får ikke meget ud af parterapi, hvis I kommer med hver sin dagsorden.
Du spørger "den vrede ægtemand", om han kunne bruge dit forslag, som gik ud på at han ”forlanger at I sætter jer sammen og hun fortæller, hvad der er galt og hvorfor hun har ændret adfærd på de måder, du her har fortalt om”. Videre forslog du, at udspørge konen om forskellige forhold, bede om ”forklaring på, hvorfor hun har teet sig på den måde” og bedt hende ”melde klart ud” og evt. udtrykke sin tvivl om deres forhold.
Jeg vil gætte på, at det ikke har hjulpet ham, men måske endda kompliceret parrets situation. For det første havde den vrede ægtemand jo allerede prøvet den metode, som jeg vil sammenfatte under betegnelsen ”konfrontationsmetoden”. Godt nok havde han holdt sig til mere faktuelle spørgsmål, og ikke stillet helt så universelle og vanskelige spørgsmål, som dem du vil konfrontere konen med. Men det gør det nok ikke lettere.
For det andet synes jeg, at du drager en noget vidtgående konklusion, når du skriver, at der er ”tydeligvis noget galt i jeres forhold”? Med mindre man betragter det som ”noget galt”, at den ene i et parforhold bliver forelsket i en anden. Der er vel heller ikke tydeligvis noget galt i et forhold, hvis den ene får influenza eller slidgigt. Den slags kan ske selv for den bedste. Det er ikke alt vi er herrer over. Vi bestemmer ikke, om vi bliver smittet, eller om vi bliver forelsket, men vi har indflydelse på hvordan vi takler situationen, når det sker.
Der kunne være flere grunde til, at den vrede ægtemands kone har ændret sig på den måde, han beskriver. Havde han ikke set sms’en med ”Elsker dig”, skulle han jo nok have overvejet, om hun var i knibe på anden måde, og om hun havde brug for ægtemandens hjælp. Men som situationen er nu, tror jeg, at han må se det i øjnene: Hun er forelsket. Men derfor kan hun også have brug for hjælp. For det kan blive rigtig svært, men det behøver ikke blive en katastrofe.
Frem for at pege på, at der ”tydelig er noget galt” ville jeg holde mig til, at ægtemanden skriver, at de altid har haft et godt parforhold. Det er vigtigt. Det er grundlaget for at overvinde krisen. Ægtemanden kender sit eget forhold, og ved bedre end nogen parterapeut eller ekspert, hvilken værdi, han selv finder i deres forhold – hvis altså han lige ser bort fra de sidste par måneder, forstår jeg. Han er også den eneste, der kan vurdere, hvor meget han vil ofre eller tåle i sit parforhold.
Konfrontationsmetoden er kun én af mange handlemuligheder. Den er nærliggende at vælge, for den er klar, let at forstå, moralsk forsvarlig, går efter ”rene linjer” baseret på at hun forklarer sig, at de får ”talt ud”, og flere andre positive ting, som vil stille ægtemanden i et godt lys, hvis han skal fortælle om det til sine kolleger eller venner. Det letteste er derfor at følge dette råd om rene linjer, bede konen om at træffe et valg, tage konsekvensen, stå ved sit ansvar og alt det, som man som forsmået ægtemand (eller –kone) kan finde på at sige i skuffelse og frustration, når man er i din situation.
Men er det den klogeste fremgangsmåde? Og er ægtemanden parat til at tage konsekvensen af konfrontationen? – Vil han eksempelvis tro sin kone, hvis hun siger, at hun ikke er forelsket, at ”Elsker dig” bare var for sjov, at det var fra én, som ”bager” på hende, som tit skriver, som er sød og sjov, men som ikke betyder noget for hende? - Hvad hvis hun siger, at dette ”frieri”, som er helt uigengældt, har været overraskende og gjort hende lidt forvirret, og det er forklaringen på den ændrede adfærd. Vil han så tro hende? Tydeligvis ikke. Det skriver han jo allerede selv. - Eller hvad vil han sige til, hvis hun indrømmer, at hun godt kan lide tilbederen, men der er ikke sket noget? Eller hvis hun fortæller, at nok mødte hun bejleren den dag, hun var flere timer forsinket, men de taler så godt sammen, og de gik blot en lang tur i skoven. Ikke andet. - Eller hvad nu, hvis hun tilstår alt det, ægtemanden i sine værste mareridt har forestillet sig. Hvad kan han så gøre og hvad vil der ske? - Det glemte du at gøre rede for, da du kom med dine forslag til den vrede ægtemand.
Har følgende spørgsmål været med i dine overvejelser inden du foreslog ”konfrontationsmetoden”?:
• Ligger der ikke en værdi i et parforhold, hvis man kan forholde sig til hinandens ufuldkommenhed med overbærenhed?
• Hvorfra ved du, at konfrontation, krav og forlangen i ægteskabet er bedre end tålmodighed?
• Kan rene linjer erstatte tilgivelse?
• Er menneskelig skrøbelighed og tvivl helt fremmed for moderne parterapi?
Med venlig hilsen
EL
Det er svært at give råd til andre, for kun den enkelte kender sine motiver, præferencer og bevæggrunde. Derfor står man altid alene med valget og konsekvenserne af de valg man træffer. Du har modigt bedt andre om input til din situation. Her er mine overvejelser:
Først og fremmest hæfter jeg mig ved, at I altid har haft et godt parforhold og I har en 6-årig datter. Mit råd til dig er, at du overvejer om vrede og konfrontation er det rigtige, og om du ikke derved risikerer at tabe alt i en tilspidset situation? Husk på, hun bor stadig sammen med dig, hun udfylder sin rolle i familien, hun kommer hjem til dig om aftenen. Hun har en enkelt gang været forsinket på uforklarlig vis, og hun skjuler sin telefon. Men vil du risikere at miste alt det, I har sammen for at konfrontere hende i en periode af hendes liv, hvor hun måske er forelsket og dermed ”partiel sindssyg”, som én eller anden (jeg husker ikke hvem) har kaldt forelskelse? En forelskelse kan være så tsunamiagtig, at den på kort sigt fortrænger og oversvømmer alt – også den sunde fornuft. I den mest intense fase er den forelskede endda tilbøjelig til at tro, at det varer ved. Først gradvist erkender de fleste, at der kommer en tid efter forelskelsen, og at det går over ligesom en influenza.
Er du glad for din familie- og dit parforhold, skulle du måske prøve at finde styrken til at se tiden an. At du stadig betyder mere for hende, end den anden, ses jo bl.a. af, at hun holder det hemmeligt for dig. Hun er ikke parat til en konfrontation eller til at træffe et valg. Måske ved hun inderst inde, at det ”kun” er en forelskelse og at den – som de fleste forelskelser – går over efter 3-12 måneder. Men måske er forelskelsen så glødende i øjeblikket, at hun vil træffe et forkert valg, hvis hun presses?
Er det da mit råd, at du skal tie? – Nej, ikke nødvendigvis. Men intens udspørgen og konfrontation har, som du jo selv har beskrevet, ikke øget tilliden. Mere af samme slags gør det nok ikke bedre. Du kunne måske godt fortælle, at du har læst sms’en med ”Elsker dig”. Men mon det i den situation hjælper at forlange en forklaring? Næppe! Du behøver jo heller ikke selv at bidrage til hemmelighedskræmmeriet ved at tie om, at du kender sms’en og ikke tror på hendes forsikringer.
Hvis hun i øjeblikket ikke er afklaret om sine følelser for dig, den eventuelle kæreste og hele sin livssituation, bidrager det næppe positivt at kræve afklaring her og nu. Elsker du hende og ønsker at bevare jeres forhold, kunne du måske med fordel undgå konfrontationer lige netop nu – også selvom du er usikker, jaloux og skuffet.
Skal du da finde dig i, at hun har en affære? Skal du finde dig i at hendes fokus er et andet sted? Skal du finde dig i, at hun evt. går i seng med den anden? Nej, nej og nej. I en ideel verden bør den slags ikke forekomme. Men i virkelighedens verden sker det: Folk forelsker sig og folk er utro. Hvor mange der forelsker sig ved vi ikke, men alle undersøgelser tyder på, at en stor del af os har været utro. De fleste kommer over det. Nogle kommer endda styrket ud af en sådan krise.
Det er jo vidunderligt, når man er forelsket, og det kan være berusende at give sig hen i forelskelsens vingesus. Utroskaben som sådan – med samvittighedsnag, fortieler eller ligefrem løgne - er der vel ingen, der stræber efter. Den bliver ofte den omkostning, som er med til at slutte forholdet, idet det føles tiltagende byrdefuld i takt med, at forelskelsen kølner af. Så dejlig var han/hun altså heller ikke. Så himmelrådende forskelligt var det heller ikke i forhold til det, vi har sammen derhjemme, hvor der samtidig er tryghed og fælleskab om børn, venner og familie. Så meget var det ikke værd i form af stress og stjålne timer, besvær med at finde tid og alibi for de udenomsægteskabelige eskapader, telefonsamtalerne, sms’erne, de flygtige møder osv. - Med mindre man altså er ligeglad, fordi man har besluttet sig at afslutte sit nuværende forhold til fordel for det andet. Men det har din kone altså ikke. Er det så klogt at konfrontere hende med ord, som i den slags følelsesladede situationer kan være svære at håndtere? Hun har jo givet et svar, nemlig at hun ikke vil miste dig her og nu, at hun stadig gerne vil være gift, bo sammen med dig, så I sammen kan være forældre for jeres datter. Er det ikke det svar, du gerne vil have? - Hvad fremtiden vil bringe, ved vi aldrig. Vi ved jo heller ikke om hun er utro, forelsket eller hvor dybt en evt. forelskelse stikker. Er hun forelsket, er hun sårbar og tænker ikke klart. Uanset hvor langt hun er gået i forelskelsesforholdet, har hun sikkert dårlig samvittighed. Har hun det, prøver hun selv af alle kræfter at begrænse konsekvenserne af sin forelskelse. I realiteten er du og hun derfor på samme side. Var det let for hende at se bort fra hensynet til dig, havde hun jo ikke forsøgt at holde det skjult.
Derfor kære vrede ægtemand: Vil du stadig gerne være gift med hende, elsker du hende og har et stabilt voksenforhold betydning for jer begge og jeres datter? Så er mit råd: Kan du klare det, så giv dig tid. Er I glade for hinanden, er der sikkert tale om en midlertidig krise. Ideelle betragtninger om rene linjer, at få talt ud, kræve forklaringer osv. kan være rigtige nok, men det er ikke nødvendigvis det, som giver mindst menneskelig lidelse. Og svært bliver det, når der er krise – ikke mindst når/hvis det skyldes, at den ene part er forelsket.
Jeg ønsker dig/jer alt det bedste.
EL
Jeg spurgte ikke, om Madsen kunne bruge mit forslag til noget, men om han kunne bruge mit indlæg – og jo, der er forskel. Da det er et debatforum, står man jo netop lidt og ”flagrer”, når der ikke kommer tilbagemelding, for jeg kan jo netop ikke vide, om jeg har ramt helt forkert, og så vil det jo være rart, om man kunne præcisere lidt mere.
Jeg fastholder, at der ”tydeligvis er noget galt”, når den ene part i ellers velfungerende forhold pludselig ændrer adfærd og nægter at tale om, hvad der er sket. Og ja, jeg fastholder, at hun ”ter” sig, når hun afviser at tale om tingene.
Jeg påstår, at hovedårsagen til de de fleste parforhold, der går galt, går galt, fordi man ikke husker at tale sammen om de ting, der betyder noget, og når der så er noget, der brænder på, så har man helt glemt at man er en del af et forhold.
Før Madsen selv evt kommer på banen, er der vel ingen grund til, at vi to dissekerer deres forhold, for du kan have ret, jeg kan have ret – ingen af os kan have ret - men jeg vil forsøge at svare på dine konkrete spørgsmål:
• Ligger der ikke en værdi i et parforhold, hvis man kan forholde sig til hinandens ufuldkommenhed med overbærenhed?
Jo, naturligvis – men hvis ikke man kan tale om, hvad der foregår, og den ene bliver totalt forvirret og afvist, grundet den andens pludselige og uforklarlige adfærdsændring, så HAR man altså et stort problem.
• Hvorfra ved du, at konfrontation, krav og forlangen i ægteskabet er bedre end tålmodighed?
Hvis den ene part pludselig ændrer adfærd, så mener jeg, man har krav på at få at vide hvorfor – eller i det mindste krav på, at man får talt om, hvad det kan handle om, så man kan hjælpe hinanden. I min verden er et parforhold på vej ud i stor krise, hvis man bare begynder at afvise partneren, der naturligt bliver utryg, når noget sådant sker.
• Kan rene linjer erstatte tilgivelse?
Jeg ved ikke, hvad du mener? For mig bør der altid være rene linier i et parforhold og naturligvis må man arbejde med tilgivelse, men hvis man gang på gang bliver trampet på og afvist, så kan det efterhånden være svært at tilgive, især da, hvis ikke man kan få at vide, hvad man evt skal tilgive.
• Er menneskelig skrøbelighed og tvivl helt fremmed for moderne parterapi?
Det tror jeg bestemt ikke. Grunden til at jeg her foreslår parterapi, skyldes at de – for mig at se – ikke selv helt er i stand til at tale sammen, for jeg tror da, der er en årsag til at hustruen har ændret adfærd, OG at denne årsag måske skal findes hos ægtemanden – men netop dette er gætteværk fra min side. Et eller andet sted må disse to mennesker, som hidtil har haft et godt forhold, være gået skævt af hinanden, og der vil jeg mene, at det netop kan være sundt at få en helt uvildig ind over, der kan hjælpe dem tilbage på sporet igen.
Nej, man har måske ikke indflydelse på, om man pludseligt bliver forelsket – du sammenligner med
sygdom, en sammenligning, jeg ikke er enig i – men i et velfungerende parforhold, har man i den grad selv indflydelse på, om man vil dyrke denne forelskelse, eller om man vil afvise den. Jeg har i denne debat klart valgt at foreslå Madsen, at han får undersøgt, hvad der er gået forud for denne øjensynlige forelskelse, for netop forelskelsen er med stor sandsynlighed IKKE starten på deres problemer, men konsekvens af dem.
Om vi to er enige eller ej, er vel ligegyldigt – men jeg vil påstå – og det i øvrigt af bitter, bitter erfaring, at det værste Madsen overhovedet kan gøre, er at sætte sig ned og bare vente på, at hun bliver god igen, så kan han være ret sikker på, at forholdet går helt i stykker.
Nej – der er et problem, og det problem vokser for hver dag, der ikke bliver taget hånd om det.
Kære Madsen – om jeg eller EL1950 har ”ret” eller ikke ret – og det har vi givet ikke, da vi ikke kender jeres situation til bunds, men det ville være godt, om du kom tilbage, for som du kan se, så er vi faktisk flere, der gerne vil hjælpe og støtte dig/jer – og så længe der er håb om, at I kan løse jeres problemer, så er det altid at foretrække.
Så – lad os høre fra dig.
Tusind tak for jeres indlæg. De har begge været spændende at læse med mange gode forslag til min uheldige situation.
Forholdet mellem min kone og jeg er blevet noget bedre. Hun har fortalt mig at hun har afbrudt al kontakt til hendes kollega. Hun har også fortalt mig at hendes kollega havde ringet til hende og sendt denne "elsker dig" SMS midt om natten, fordi at han var fuld og ikke vidste hvad han lavede.....
Hun har indrømmet at have løjet for mig flere gange, og hun vil gøre alt for at genvinde min tillid, og vende tilbage til vores normale hverdag. Vi har som sagt altid haft det rigtig godt sammen. Vi har snakket om parterapi, og diskuteret om vi skulle holde en pause fra hinanden, men vi har besluttet os for sammen at arbejde os igennem det her.
Men samtidig med at jeg elsker min kone, så kan jeg ikke slippe tanken, om hvad hun har lavet med denne kollega. Hun har jo nægtet at vise mig noget som helst (opkald, opkaldsforsøg, sms, tidspunkter, varighed).
Jeg prøver at stole på hende, og det går nogenlunde, men disse tanker popper op hele tiden. Jeg er helt desperat for at vide hvad der har foregået mellem dem. Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge oplysningerne til, men jeg kan mærke at det fylder så meget i min hverdag, at det påvirker mig meget psykisk. Jeg tror stadig på at der er foregået mere end min kone har lyst til at fortælle mig. Jeg tror at hun er bange for min reaktion.
Hun fortæller mig at hun ikke er sikker på at hun har de samme følelser for mig, og at hun gerne vil prøve et stykke tid. Jeg har fortalt hende at jeg har behov for at vide hurtigt, om vi har en fremtid sammen. Jeg har stadig de samme følelser for min kone, men at det nager mig at hun ikke vil vise og fortælle mig hvad hun har lavet. Jeg vil ønske hun kunne mærke hvordan jeg går og har det : Ydmyget, nedgjort, holdt for nar, til grin.
Når vi taler om emnet stirrer hun bare ud i luften eller griner, og siger at hun ikke gider at tale mere om det. Men det føler jeg at have krav på. Det er jo hende som skylder mig en ordentlig forklaring. Det er forfærdeligt for mig at gerne ville kunne stole på hvad min kone siger, men jeg simpelthen ikke kan lige nu.
Hun har mistet glimtet i hendes øjne. Det er nok det som jeg er mest ked af.
VH
Madsen78
Derfor er det nok ikke så godt, at hun afviser at forholde sig yderligere til det, for i og med, at du er ved at gå helt i stykker på det her, så kan det i sig selv være grunden til at jeres forhold kan gå i stykker.
Jeg går ud fra, at du er ved at gå ud af dit gode skind hver gang hun forlader hjemmet, ja, bare hun er på arbejde er vel nok, da det jo er en kollega, hun har haft kontakt med? Oven i købet kan det være, der er en julefrokost lige om hjørnet, som kan true dig?
DU er jo stadig ikke afklaret, om der er foregået det vel sagtens værst tænkelige; nemlig at hun har haft – måske endda stadig har – et seksuelt forhold til den kollega, og at det måske har stået på over en tid.
Enten taler din kone sandt, og det kan derfor sagtens være derfor, hun ikke ønsker at tale mere om det – hun har været lige på kanten, men ikke overskredet den, hun vil gerne videre, gerne glemme det her, og derfor siger hun, at hun ikke vil tale mere om det.
Eller også taler hun usandt, og vil ikke konfronteres – det er der jo ikke andre end hende, der ved.
Jeg tror ikke, hun overhovedet er klar over, hvordan du har det, og derfor synes jeg måske, I har været lige lovligt hurtige med at komme frem til, at I ikke behøver lidt hjælp.
For mig at se handler det stadig om, hvad der ligger til grund for, at hun overhovedet har været, hvor hun har – om hun så kun har ”snuset” - eller taget skridtet fuld ud, bør måske lige vente, for hvis du kender årsagen til hendes handling, kan der – måske – komme en forståelse fra din side for hendes handling.
Hun ER jo ikke gået fra dig, hun vil også gerne give det en chance, men ”noget” har fået hende til at tvivle på hendes kærlighed og jeres forhold, og det er dette ”noget”, I må finde ud af, og til det vil jeg stadig mene, at et par sessioner ved en parterapeut vil være gode penge at give ud.
Et eller sted kan det jo netop være, at hun heller ikke helt præcis kan sætte en finger på, hvad der har udløst hendes handling, men at hun – måske over længere tid – har følt en eller anden form for tiltagende utilfredshed af en eller anden slags.
Muligvis det endda slet, slet ikke handler om dig – I har været sammen i 10 år, hun er nu 32 – hun er måske kommet i lidt ”panik”:
”er løbet kørt” - ”er jeg nu ved at blive gammel” - ”er det det her, jeg vil resten af mit liv”- ”er der ikke lidt spænding til mig” - og you name it.
Prøv om du kan få hele situationen vendt lidt – at du siger til hende, at ja, du respekterer, at hun ikke vil tale om det her, men at du har brug for at I får talt om, hvorfor hun overhovedet blev fristet, hvad hun måske ikke har det så godt med, hvad der kan have fået hende til at tvivle på jeres kærlighed, hvad der har fået glimtet i hendes øjne til at slukke.
Og så bør I lytte – lytte – lytte – til hinanden. Det kræver bestemt arbejde at beholde gnisten i et forhold; der kan meget hurtigt gå ”hverdag” i det, og så kan man måske godt føle, at det hele er lidt håbløst, gråt og trist.
I bør – i fællesskab – aftale, at der skal være nogle spændende, overraskende ting i jeres forhold.
F.eks. kan det være, at I får jeres barn passet af noget familie en week-end, og så dyrker I hinanden på rigtig kærestevis, måske I kan skiftes til at planlægge – måske bare en gang hver tredje måned; det vigtige er, at I har noget, I sammen kan gå og glæde jer til; og det behøver ikke inkludere et sindssygt dyrt slotshotel og den slags – det kan sagtens være hjemme, men hvor det er planlagt, at I sammen laver en god middag, at I tænder en masse lys, hygger med middagen i nogle puder på gulvet, ser en god film – og ja, kun fantasien sætter grænser.
Og ja – nu kom jeg måske lidt ud i fremtiden, men det handler om, at I sammen bør få ryddet op, og sammen får startet på en frisk, hvis I begge kan gøre jeres til, at også et parforhold, der har varet i mange år, kan vedblive at være levende og med spænding og gnist.
Håber du vil medle tilbage.
Min kone har lige indrømmet at hun HAR haft et seksuelt forhold til sin kollega. Jeg er helt ødelagt. MIT LIV ER ØDELAGT. Hurtige svar ønskes.
Jeg ved selvfølgelig ikke, om det så betyder, at alt nu er slut – at du/I nu vælger at smide alt ud og stoppe her, opbryde jeres familie, hjem, flytning osv. ELLER – om der er håb om at alligevel give det en chance, at du – med tiden naturligvis – vil have mulighed for tilgivelse.
Alt det kan du naturligvis ikke tage stilling til her og nu, hvor alt er kaos, men som jeg skriver i forrige indlæg, så mener jeg stadig, at det må være altafgørende, at du finder ud af, hvad der er gået FORUD for det her, for – som nævnt – hvis du først ved, hvad det hele har handlet om, så kan det muligvis også give dig en forståelse for hvorfor.
Jeg mener stadig ikke, hun på nogen måde har gjort det rigtige, det er ikke der, jeg vil hen, men når man føler sig presset – på en eller anden måde – kan man handle irrationelt og blive fristet over evne.
Først og fremmest må I få talt sammen, finde ud af, om I overhovedet i første omgang vil forsøge at komme videre, eller om I ikke vil.
Men – allerførst på du lige passe på dig selv, og prøve om du kan give dig selv lidt ro, og først der efter kan du tænke mere rationelt, så lad – her og nu – være med at tage de helt store beslutninger, for det er du ikke mentalt i stand til.
Nej, dit liv er ikke forbi - men sådan kan man godt opleve det lige når chokket har indfundet sig.
Det var godt, at du lyttede til din mavefornemmelse - den tager sjældent fejl. Kan du uddybe, hvor meget din kone har indrømmet og fortalt om affæren? Hvad er hendes reaktion på det? Er utroskab en dealbreaker for dig?
Hendes opførsel og måde at håndtere din usikkerhed på synes jeg indikerer, at hun har mistet respekten for dig. En ting jeg gerne vil pointere er, at parterapi efter min mening og mine erfaringer intet er værd, hvis ikke begge parter er helt afklaret - dvs. affæren skal være definitivt slut (og det skal kunne verificeres), ellers er det spild af penge. Derfor; når hun afviser at lade dig se opkaldslog og SMS, så er I ikke parate til parterapi.
Jeg tror, at det er vigtigt, at du tager skeen i den anden hånd og tager ansvar for dig selv. Sørg for at spise og sove - motion er super godt på alle leder og kanter, det er sundt, du styrker din selvtillid og selvværd, og du får ro til at få styr på tankerne. Hold også 100% fokus på din datter, hun skal ikke lide mere end nødvendigt i processen.
Husk på, at du ikke kan styre din kones tanker eller handlinger - du kan kun styre dine egne, så fjern fokus fra hende. Styrk dig selv og giv slip på trangen til at kræve noget af hende. Hun skal selv tage ansvar for sig selv og sine handlinger. Det du i stedet kan gøre er at sige til hende, at enten så åbner hun op, tager ansvar og engagerer sig i helingsprocessen, eller også ligger skilsmissepapirerne derhenne - underskrevet af dig. Hvis hun vil Jer, så gør hun noget ved det - hvis ikke, ja, så har du dit svar, og så kan I lige så godt komme videre med det samme. Besøg evt. en advokat først for at få styr på dine rettigheder som fraskilt far, det skader ikke.
Har du nære slægtninge eller venner, som du kan få støtte hos? Det er en god ide, at have nogen at trække på i en vanskelig tid.
Skriv lidt mere om situationen. Styrkende tanker til dig.