Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Er du ikke blevet forandret?
Jeg har oplevet at min mand var utro. Jeg mistede totalt lysten ikke bare til ham, men også til en evt. anden mand. Den lyst er aldrig vendt tilbage, og jeg har heller ikke lyst til at have den.
Jeg har seksuel lyst, også selvom jeg er en ældre kvinde, men jeg har ikke lyst til, at gøre noget ved det.
Jeg fortæller dig dette fordi, hvis i skal blive sammen, er det ikke kun din mand der har problemer. I skal begge to leve med, at noget ikke er som før.
Jeg har, på et andet tidspunkt i mit liv, modtaget terapi med god effekt. Jeg har 8 gange tilbage på en gammel henvisning, som jeg har overvejet at gøre brug af nu. Det kræver bare en del af mig, at tage mig sammen til at få det passet ind lige i øjeblikket, da jeg arbejder 37 timer om ugen i en anden by.
Mht. at have lyst til min kæreste, så svinger lysten. Men jeg ønsker heletiden, mere end noget andet, at have/få lyst til at være sammen med ham (ikke kun seksuelt) og at vi kunne få et dejligt familieliv sammen og med vores dejlige søn og forhåbentligt en lillebrør eller -søster på et tidspunkt.
Det synes jeg, du skal tænke lidt over, når du bliver lidt for utålmodig med hans "tempo".
Men - det værste I overhovedet kan gøre, når I netop arbejder med jeres forhold, er da at begynde at tænke i et barn mere.
Det nye barn løser ingen problemer - tvært i mod - også det kræver en hel masse af jer, og som du beskriver det, så har I begge mere end rigeligt om ørerne. Et nyt barn vil bare skubbe jeres behov for at finde melodien sammen endnu længere væk, og det kan faktisk betyde, at I kommer så langt fra hinanden, at det kommer til at betyde et brud.
Lad helt klart være med at bare så meget som overveje et nyt barn, før I har fået jeres nuværende problemer løst.
Da han trådte ind ad døren rablede det for mig, jeg råbte og skreg helt hysterisk og kylede ting efter ham.
Igen sværger han, at "nu er der ikke mere at fortælle - alt er ude". Jeg tror sgu ikke, at jeg tror på ham.
Jeg er helt blæst i hovedet og ved ikke hvad jeg skal gribe og gøre i. Vi har begge taget en sygedag i morgen. Videoen og billederne kører på repeat inde i mit hoved, og jeg er ved at blive sindssyg over det.
Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gå fra ham, hvorfor kan jeg ikke det??
Et eller andet sted (langt inde) elsker jeg ham vel stadig??
Jeg har sagt til ham, at jeg gerne vil være sammen med ham, men at jeg ikke er sikker på, at jeg er i stand til nogensinde at lægge det fra mig. Hvis det er tilfældet, ved jeg, at vi ikke kan være sammen, for det vil drive os begge til vanvid.
Din mand har ikke gjort det her mod dig, han har gjort det mod sig selv. Til gengæld er i begge blevet bekendt med en side af dig, som du muligvis tror er negativ. Den er destruktiv for jeres forhold hvis du ikke kan styre dig. Du skal elske den følelse. Jeg ved det lyder vanvittigt. Følelsen i sig selv er uden ord. Den er kraftfuld, den er fyldt med energi, du vil føle dig glad og godt tilpas, hvis du prøver at mærke efter, hvor dejligt det er at være så vred.
Jeg har selv oplevet det, og jeg glemmer det aldrig. Det var simpelthen så dejligt, at være så vred. Det var og er kun en følelse, som i sig selv er uskadelig og ordløs.
Så vil jeg tilføje, at det at du kan blive så rasende, vred og meget mere, viser at du elsker din mand. Var han dig uendelig ligegyldig, var hans utroskab en kærkommen lejlighed til at blive skilt. Du skriver også selv, at du elsker din mand.
Det er dog ikke ensbetydende med, at du elsker, at han er utro. Er han det, skal han nok få kærligheden at føle. Er det ikke sådan man siger?
Den får han i rigelige mængder lige for tiden.
Så er der din mand. Hvad fik han ud af sine besøg hos fremmede? Efter det du skriver, ingenting. Det var kedeligt og ikke anderledes end det derhjemme. Det er hans følelse, det er hans oplevelse af hans egen seksualitet. Det har slet ikke noget med dig at gøre. Det skal han tage sig af, det er hans følelser, ikke dine. Han skal blive klogere på sig selv og hvad det er han forsøgte at finde hos de andre. Han skal finde det hos sig selv. Han skal stå ved sig selv, at han savner noget. Hvad er det han føler han mangler?
Jeg vil starte med at gøre opmærksom på, at det jo "heldigvis" er en gammel forbrydelse der ser dagens lys nu - det er ikke en gentagelse af noget, som I lige nu arbejder på at løse, med undtagelse af én ting, som jeg vender tilbage til.
Jeg synes, at det er et meget godt og klogt indlæg Linette har skrevet til dig, der er meget sandhed og gode tanker at finde.
Meget af det, som jeg skrev i mine første indlæg til dig, er for mig stadig aktuelt, og jeg vil derfor ikke spilde plads på at gentage det, men blot opfordre til at du gennemlæser hele tråden igen.
Det der for mig at se er nyt i den seneste udvikling er, at din kæreste ikke har benyttet lejligheden til at få alle skeletterne ud af skabet, så I kunne starte på en frisk.
Det med at sandheden kommer dryppende lidt af gangen er meget normalt og er en slags forsvarsmekanisme - det er svært at se sådan nogle ting i øjnene sammen med sin partner, skyld, skam og ubehag over at se sig selv i spejlet, og en som er utro har derfor ofte for vane ikke at indrømme mere, end der kan føres fysisk bevis for.
Det uheldige ved dette er, at for hver gang noget nyt dukker op, så nulstilles tillidsbarometeret og opnåede fremskridt i forholdet er væk. Og det er noget skidt. Hvis I skal videre sammen, så tror jeg, at det er vigtigt, at han forstår dette, bider stoltheden i sig, accepterer og præsenterer sig selv, som han er inklusive de ting han måske ikke er så stolt af. Det kunne måske være et tema for hans terapi - hvordan går det mon med det?
Hvad kan gøre det lettere for dig lige nu? Prøv at fokusere på, at der ikke er noget fundamentalt nyt og anderledes, han har været dig utro, han har løjet om det, han er givetvis ikke så stolt af det. Dine voldsomme følelser er derfor blot en forlængelse af dem du indledningsvis havde, da du opdagede hvem han i virkeligheden er. I starter måske lidt forfra, men opskriften er i virkeligheden den samme.
Hvorfor ønsker du ikke at gå fra ham? Tja, der er vel to muligheder - enten elsker du ham inklusive hans skyggeside, eller også er du afhængig af hans selskab, opmærksomhed og hvad han ellers tilbyder i forholdet, tryghed og stabilitet i familien. Det ville være et oplagt emne for dig at tale med en terapeut om.
Pas på dig selv.
Min kæreste har været til psykolog i mandags, indviet en kammerat i alt det her i går og vi har været hos parterapeut i dag mhp. at bearbejde vores situation.
Hans egen psykolog har han/vi fundet ud af, at han ikke kan bruge, han er nødt til at skifte, da han ikke føler, at han får noget med derfra, han bruge. Det eneste han gik med derfra, var en anbefaling af en bog og en parterapeut.
Snakken med hans kammerat, som til dagligt arbejder med unge med problemer, gav ham 1000 gange mere. Og snakken hos parterapeuten i dag har været helt fantastisk.
Jeg er så godt som sikker på, at han nu har afsløret alle de skeletter, der har været. Han har fundet ud af, at han, gennem hele sit liv, bare har været en "medløber" uden egne holdninger og ude af stand til at "stå op for sig selv" - også overfor mig. Al den "udeom-sex" har han højest sandsynligt brugt som en slags ventil, for at kunne "holde skruen i vandet".
Jeg kan allerede mærke en forandring i ham i de sidste 2 dage - et andet engagement og erkendelse af at han må tage sagen i egen hånd nu og HANDLE, hvis han vil ændre på situationen.
Vi har fået forskellige opgaver med hjem hver især + en ny tid om 14 dage. Han skal bl.a. "tage fat" om det, når han i dagligdagen bliver forurettet eller vred i stedet for bare at slå det hen og jeg skal stoppe med at tage ansvar for alt.
Jeg oplever ham som mere bevidst om situationens omfang end jeg før har gjort.
Det giver mig en lille ro og et spinkelt håb om, at vi på sigt kan få det godt igen.
Jeg har tusind tanker i mit hoved og det er umuligt at beskrive ALT her. Men kort og godt, så er jeg mere optimistisk end jeg længe har været. Alle de grimme billeder og min vrede dukker selvfølgelig stadig op igen og igen, men med tiden er jeg sikker på at det bliver sjældnere og sjældnere. Når jeg skriver vrede, mener jeg ikke på samme måde som i mandags.
@Linette: Jeg er meget enig i det sidste afsnit du har skrevet. Men mht. det du skriver om min vrede, så har jeg ikke selv et problem med, at jeg reagerede, som jeg gjorde. Efterfølgende var det en befrielse at have skreget på den måde. Det er normalt ikke sådan jeg opfører mig. Og de ting jeg kastede med var puder, sutsko, tandbørster og papkasser
Når jeg læser mit indlæg fra i mandags, kan jeg godt se, at jeg skrev det i affekt. Jeg følt mig rådvild og kunne ikke rumme at være i min egen krop/hoved.
@Cpacan: Jeg har mange gange sagt til mig selv, at det er 4 år siden, han var sammen med de 2. Og han har ikke "været hos andre" indtil i sommers. Det jeg glemte at skrive var, at han havde kigget på de billeder/videoer/sms-beskeder for nylig, hvilket jeg har meget svært ved at forstå.
Men noget af det vi fandt ud af i dag hos parterapeuten var, at han ikke så det pga. det lige var de 2, men han brugte det som alm. porno, og det var frækt fordi han selv var med i "filmen".
Jeg håber sådan, at det her var bunden vi har været nede og ramme i disse dage, og at det kun går fremad fra nu af. Jeg tror det måske, men jeg skal blive ved med at fornemme forandring og engagement fra hans side af.
Ift. at jeg selv skal starte i terapi, så har jeg lige haft ringet. Desværre udenfor telefontiden, så det må vente til i morgen.
Igen igen, tak fordi I tager jeg tid til at læse med og at I deler jeres tanker med mig.
Kærlige hilsner fra frkjensen
Er du vred over at være vred? Kaster med ting og sager efter den eller det der "fik" dig til at blive vred.
Hvis det var dit barn der gjorde sådan, hvad ville du så gøre?
Vi har tilbøjelighed til "ikke at ville være vrede", men det er vi alligevel ind i mellem. Vi har bare ikke fået lært at håndtere den eller acceptere den.
Vreden er en stille størrelse, det er nok, at sige: Jeg er vred.
Da jeg for mange år siden havde det ligesom dig, brugte jeg også mange ord, knaldede med dørene o.s.v. Men en dag gjorde jeg ikke sådan. Jeg var virkelig meget, meget vred. Vi var gået i seng, jeg smed dynen til side, og stod op og gik ned i stuen. Jeg var altså helt alene. Der følte jeg vreden i mit indre, og der følte jeg hvor dejligt det var. Jeg blev glad og nød det, og det var så det.
Prøv om du tør det. Det er så let at give andre skylden.
For din mands vedkommende, skal du se på ham med andre øjne. Han er sikkert ulykkelig over situationen. Han har forestillet sig noget, der gav ham lidt lykke og måske selvtillid. Jeg tror, at han muligvis har lært, at skulle være en stor dreng, der ikke græder o.s.v. Han har måske også selv set sig som sådan. Men han mangler en del af sig selv, måske følsomheden, lidt sanselighed og glæde ved livet, samt glæden ved sig selv.
Piger skal være søde, ikke sådan nogle rasende Rasminer der stamper i gulvet og smider rundt med tingene. Så den side af os mangler udvikling, så vi ser og mærker vores egen styrke.
Din mand gemmer måske også en stor vrede over ikke at være sig selv.
Du er for tiden "ude af dig selv", og er heller ikke helt dig selv.
Vreden kører rundt med dig, du har ikke styr på den.
Noget af det jeg husker som det værste var, at jeg var såret på min kvindelighed. Jeg var flov over min mand, jeg skammede mig over at gå i byen med ham og jeg var vred over hans løgne. Det var så pinligt, så pinligt. Han var en kendt person her i byen, og det var jeg så også mere eller mindre. Nej hvor var det pinligt. Der var mange der vidste det. Det var en fra hans arbejdsplads.
Så gik det op for mig, at det var ikke mig der skulle skamme sig, det var ikke mig der skulle føle det pinligt.
Min mand var bange, han var meget bange for den andens mand. Det kunne ikke undgås at vi af og til var til firmafester sammen med dem. Min mand og hans elskerinde var begge overordnede i firmaet.
Det var ikke sjovt, men det var lærerigt.
Linette
Du spørger om jeg er vred over at være vred. Det synes jeg egentlig ikke, da jeg faktisk er af den overbevisning, at det er sundt at vise og mærke sin vrede en gang imellem, altså når den er berettiget, hvilket jeg bestemt mener, at den er i øjeblikket.
Det jeg ønsker er, at den ikke skal blive ved med at dukke op igen og igen på længere sigt, da jeg mener det vil slide på forholdet, hvis jeg ikke får bearbejdet min vrede over denne/disse hændelse(r).
Jeg talte med parterapeuten om, at det er godt, at jeg viser min vrede, men at jeg ikke må bruge den i andre sammenhænge, eksempelvis hvis han glemmer at købe mælk med hjem, så må jeg ikke blive vred og henvise til utroskaben, for det er 2 seperate ting, hvilket jeg er helt med på og enig i.
For mig hænger vrede og ked-af-det-hed meget sammen. Du skriver, at du havde en god oplevelse af at stå og mærke din vrede helt alene. Når jeg står helt alene med min vrede bliver jeg også enormt ked af det, føler håbløshed og uoverskuelighed og en masse spørgsmål trænger sig på; "hvordan kunne han gøre det?", "er jeg ikke god nok?" osv. Alle spørgsmål, som min kæreste alligevel ikke kan give et tilfredsstillende svar på (for jeg ved nok i virkeligheden ikke, hvad jeg gerne ville have, at svaret er). Men det tænker jeg, er nogle af de ting, der er vigtige for mig at vende med min psykolog.