Indstillinger
Min kæreste har været hos en prostitueret
Min kæreste og jeg er 33 og 38 år og blev sidste år forældre for første gang og har på det seneste forsøgt at lave en lillebror eller søster (blev gravid for 2 mdr. siden, men aborterede i uge 6). Derudover har vi lige købt hus og overvejede snart at gifte os. Vi har været kærester i snart 4 år.
Jeg kender min kæreste som en fantastisk, kærlig, hjælpsom og tålmodig mand. Han er ikke god til at sige fra, hvis nogen overfuser ham eller overskrider hans grænser.
Som det ofte sker, når man har fået barn, går det lidt ud over parforholdet det første stykke tid og dermed også sexlivet. Vi har ofte talt om, at det kunne være en risiko, men vi følte at vi var obs på det.
Det seneste år har vi måske haft sex en gang om måneden. Jeg har faktisk haft lyst, men har følt, at han ikke gad/orkede/havde behovet.
I august måned opdagede jeg så, at min kæreste har været hos en prostitueret (havde glemt at lukke computeren ned, som stod på en side med "annoncer"). Da jeg konfronterer ham tilstår han, at han har været der 2 gange i sommers.
*Mavepuster* - Han er oprigtigt knust og helt ude af den. Han havde slet ikke overvejet, at det kunne have den konsekvens, at jeg ville gå fra ham. Hans begrundelse for besøgene var bare, at han havde lyst til at prøve "noget andet" (ikke noget vildt, var blowjob og doggy), med noget andet mente han, noget andet end vores "vante rutine".
Efter et par dage i chok beslutter jeg mig for, at vi skal blive sammen, og at vi må finde en vej gennem denne svære tid. For jeg kan ikke forestille mig en fremtid uden ham og han har det på samme måde. Han sværger, at det kun er sket de 2 gange. Og det stoler jeg på.
Det startede godt; vi gik i parterapi (2 gange), vi snakkede når jeg "dykkede", havde (rigtig god og ofte) sex, vi lærte om "kærlighedens 5 sprog" osv. osv.
Nu, her 3 måneder efter, er jeg havnet i et sort hul, som jeg har svært ved at se mig ud af. Jeg er trist og bliver ved med at tænke katastrofetanker om vores forhold og ham. Det går ud over os, vores søn, mit arbejde og jeg orker ingenting og har ikke lyst til noget. Jeg har før haft en depression, og har det næsten lige sådan.
Jeg elsker min kæreste højt. Men mine følelser for ham i øjeblikket er "faldet" en smule, og jeg er hunderæd for, at de en dag forsvinder, hvis vi ikke gør noget snart.
Men jeg orker ikke at tænke i løsningsstrategier og vi har pissetravlt med at sætte det nye hus i stand i øjeblikket, så vi ses næsten ikke (flytter d. 11/12). Jeg er konstant hammertræt og bruger den smule energi, jeg har, til at passe vores søn, mens far ordner hus. Det eneste i mit hoved er de her glimt af min kæreste som en "fremmed liderlig buk", som jeg slet ikke kan kende (det skræmmer mig ad h...... til!). Til det skal tilføjes, at han har indrømmet, at han også ser en del porno på nettet og sommetider har siddet og "hygget" sig, når jeg er gået i seng. Jeg har slet ikke noget problem med at han ser porno, men synes da at det føles lidt devaluerende, at han gokker med mig rummet ved siden af. Især nu hvor jeg ved at han har været hos en prostitueret og jeg længe har troet, at han bare ikke havde lyst.
Hvad F..... skal jeg/vi gøre?? Jeg orker ikke at have det sådan her, jeg savner at være glad og at have overskud til min dreng og kærlighed til min kæreste. Og tanken om, at vi ikke skal være sammen kan jeg ikke forene mig med.
Råd, tanker, erfaringer, ALT modtages med kyshånd!
På forhånd tak.
/M
Jeg kender min kæreste som en fantastisk, kærlig, hjælpsom og tålmodig mand. Han er ikke god til at sige fra, hvis nogen overfuser ham eller overskrider hans grænser.
Som det ofte sker, når man har fået barn, går det lidt ud over parforholdet det første stykke tid og dermed også sexlivet. Vi har ofte talt om, at det kunne være en risiko, men vi følte at vi var obs på det.
Det seneste år har vi måske haft sex en gang om måneden. Jeg har faktisk haft lyst, men har følt, at han ikke gad/orkede/havde behovet.
I august måned opdagede jeg så, at min kæreste har været hos en prostitueret (havde glemt at lukke computeren ned, som stod på en side med "annoncer"). Da jeg konfronterer ham tilstår han, at han har været der 2 gange i sommers.
*Mavepuster* - Han er oprigtigt knust og helt ude af den. Han havde slet ikke overvejet, at det kunne have den konsekvens, at jeg ville gå fra ham. Hans begrundelse for besøgene var bare, at han havde lyst til at prøve "noget andet" (ikke noget vildt, var blowjob og doggy), med noget andet mente han, noget andet end vores "vante rutine".
Efter et par dage i chok beslutter jeg mig for, at vi skal blive sammen, og at vi må finde en vej gennem denne svære tid. For jeg kan ikke forestille mig en fremtid uden ham og han har det på samme måde. Han sværger, at det kun er sket de 2 gange. Og det stoler jeg på.
Det startede godt; vi gik i parterapi (2 gange), vi snakkede når jeg "dykkede", havde (rigtig god og ofte) sex, vi lærte om "kærlighedens 5 sprog" osv. osv.
Nu, her 3 måneder efter, er jeg havnet i et sort hul, som jeg har svært ved at se mig ud af. Jeg er trist og bliver ved med at tænke katastrofetanker om vores forhold og ham. Det går ud over os, vores søn, mit arbejde og jeg orker ingenting og har ikke lyst til noget. Jeg har før haft en depression, og har det næsten lige sådan.
Jeg elsker min kæreste højt. Men mine følelser for ham i øjeblikket er "faldet" en smule, og jeg er hunderæd for, at de en dag forsvinder, hvis vi ikke gør noget snart.
Men jeg orker ikke at tænke i løsningsstrategier og vi har pissetravlt med at sætte det nye hus i stand i øjeblikket, så vi ses næsten ikke (flytter d. 11/12). Jeg er konstant hammertræt og bruger den smule energi, jeg har, til at passe vores søn, mens far ordner hus. Det eneste i mit hoved er de her glimt af min kæreste som en "fremmed liderlig buk", som jeg slet ikke kan kende (det skræmmer mig ad h...... til!). Til det skal tilføjes, at han har indrømmet, at han også ser en del porno på nettet og sommetider har siddet og "hygget" sig, når jeg er gået i seng. Jeg har slet ikke noget problem med at han ser porno, men synes da at det føles lidt devaluerende, at han gokker med mig rummet ved siden af. Især nu hvor jeg ved at han har været hos en prostitueret og jeg længe har troet, at han bare ikke havde lyst.
Hvad F..... skal jeg/vi gøre?? Jeg orker ikke at have det sådan her, jeg savner at være glad og at have overskud til min dreng og kærlighed til min kæreste. Og tanken om, at vi ikke skal være sammen kan jeg ikke forene mig med.
Råd, tanker, erfaringer, ALT modtages med kyshånd!
På forhånd tak.
/M
Kommentarer
Du efterlyser råd og tanker, og modtager alt med kyshånd - jamen her er så et par tanker fra mig :-)
Først, op med humøret, det skal nok blive bedre, på den ene eller anden måde - du kommer igennem. Lige nu tror jeg, at du er på vej ind i den depressive fase af et sorgforløb (nej, jeg er ikke psykolog, så tag det ikke som en diagnose) - og det er helt normalt, du skal blot passe på ikke at blive der, hvis der er tegn på det, så søg hjælp hos lægen eller en psykolog med det samme, så det ikke rodfæster sig.
Her er et par refleksioner i tilfældig rækkefølge - jeg har desværre ikke tid til at strukturere dem.
* Dit liv og din kæreste er ikke, som du troede. Det svarer til at få hevet tæppet væk under fødderne på dig - du betvivler din egen virkelighed. Det giver frustrationer.
* Du skriver ikke så meget om perioden lige efter du opdagede utroskaben. Hvordan tacklede I den? Det virker som om han sagde undskyld, og så sprang I ud i forbedringer af parforhold, bedre sex, love languages, parterapeut osv., hvilket er meget fint, men... Fik I/han bearbejdet de dybereliggende årsager til at han fandt det OK og helt naturligt at gå i byen efter de ting, som han burde have talt med dig om? Forbedringer er OK, men hvad sker der næste gang der er en mindre tørke eller krise i parforholdet - har han så redskaberne til at handle anderledes?
* Kan det være derfor du går lidt i panik nu? Du ved reelt ikke, om han har forandret sig siden sidst - hvad har han aktivt gjort for at sikre dig imod sig selv? Hvor er de synlige forandringer sket? Hvis ikke han ændrer sine grundlæggende værdier og overbevisninger mht. loyalitet, bedrag og måden at være sammen på, så er chancen for en gentagelse stor.
* Jeg bider mærke i, at du skriver at det aldrig var faldet ham ind, at du måske ville gå fra ham, samtidig med at du skriver, at du ikke kan forene dig med tanken om at I ikke skal være sammen. En tanke her er, at det er en af de ting, der måske bør laves om. Du skal være 110% klar over, at du sagtens kan leve uden ham, og det skal han slet ikke være i tvivl om heller. Det vil sætte dig fri, tror jeg. Et problem kan være, at du lige nu giver for meget af frygt for at miste ham, og han tager dig for givet og handler derefter.
* Det er ikke din skyld! Det lyder som om I ikke var helt på linje i forhold til, om der var sex og intimitet nok. Han har givetvis ikke følt/føler stadig ikke, at det er tilstrækkeligt (også med tanke på porno og hjælp-til-selvhjælp). Det er ikke din skyld, han skal tale med dig om det, så I sammen kan finde en løsning på et fælles problem. Det giver ikke ham ret til at gå i byen for at løse problemet selv.
* Du skal lige nu tænke rigtigt meget på dig selv af hensyn til dig selv og dit barn. Sørg for at spise fornuftigt og få rigeligt motion. Når de depressive tanker melder sig, så gå endelig en rigtig lang tur for at få klaret tankerne og frigivet nogle endorfiner - det giver dig styrke til at komme igennem. Alene eller sammen med din kæreste.
Skriv gerne igen med kommentarer til, hvad der giver mening, og hvad der ikke gør. Så bliver det nemmere at reflektere mere præcist i forhold til din situation.
Først og fremmest tusind tak fordi du tog dig tid til at svare mig!
Det er så svært at få det hele med, når man "kun" har 5000 tegn at forklare sig på
* Vi tacklede det således, at jeg skældte og smældte og vi begge tudbrølede de første par dage. Ret hurtigt kunne jeg mærke, at jeg/vi havde bruge for proffesionel hjælp og nogle "værktøjer" hvis jeg nogensinde skulle kunne leve med det her. Derfor kontaktede vi en parterapeut, som vi besøgte allerede inden for den første uge.
Vi kom frem til, at vi begge havde følt os utilstrækkelige siden vi blev forældre og at vi ikke mærkede kærlighed og bekræftelse fra den anden på samme måde. Han ved berøring og jeg med ord. Vi har længe bare gjort det vi selv opfattede som "at vise den anden kærlighed", men vi har talt forbi hinanden. Så vi satte os for at blive bedre til at "tale hinandens sprog".
En måned efter synes jeg, at vi var faldet tilbage i den samme rille og følte måske ikke, at han havde "skammet sig nok". Vi kom hurtigt frem til, at vi ikke selv kunne løse det, og opsøgte igen parterapeuten.
Det gik ok i starten med de "nye redskaber", men nu står vi her igen.
Som tidligere nævnt er vi i gang med at klargøre hus, hvor vi har en deadline vi er nødt til at overholde, så jeg har svært ved at se hvornår vi skulle få tid til at tage til parterapeuten, selvom jeg tror jeg kan mærke, at vi har brug for det. For vi finder ikke rigtigt nogle løsninger, når vi snakker og kører dermed i ring.
* Har han forandret sig ift. om han kunne finde på at gøre det igen?
Så ved jeg det jo ikke. Men han beskriver det som et wake-up-call, at han blev afsløret - at han rent faktisk ikke kunne genkende sig selv, som denne utro mand, så han føler sig lettet over, at han er blevet afsløret.
Det kan sagtens være her, at hunden ligger begravet. Men jeg ville sådan ønske, at jeg kunne sige "Det og det har jeg brug for, at du gør og siger for, at vi kan begynde at arbejde os ud af det her", men jeg kan bare ikke "pin-pointe" det. Hvilket er en meget uvant situation for mig - jeg er ikke så god til ikke at have kontrol. Jeg arbejder til dagligt som ergoterapeut i socialpsykiatrien og er vant til, at være god til at "regne den ud" - men ihh, hvor er det bare nemmere, når det ikke er én selv!
Noget jeg kan mærke, jeg har brug for, er at han deler det med nogen (en kammerat, familiemedlem whatever). Han afviser det ikke, men har heller ikke gjort det endnu. Han siger at det er en hurdle han skal tage sig sammen for at komme over, da han jo skammer sig enormt over, hvad han har gjort.
Jeg har delt det med en veninde og min mor. Begge kan jeg ikke bruge til at "reflektere" og komme frem til noget konstruktivt.
Hvorfor kan det mon være, at jeg har det behov, at han fortæller en 3. person om det her??
Jeg er på arbejde, og har ikke mulighed for at skrive mere nu.
Jeg ser frem til at læse dit svar - og meget gerne også fra alle andre, der kunne have en tanke eller en kommentar om hele denne redelighed
/M
Kort svar. Det kan være svært for mange mennesker at erkende, at man bare ikke har "kontrol" over parforholdet = sit liv, på den måde, som man forestillede sig.
Jeg tror, der kan være to vinkler ind til dette. For det første, at din kæreste før en stor indsats for at blive en sikker partner at være sammen med. Det gør han bedst ved at tage ansvar, ikke ved at skamme sig, men tage ansvar for at lære af det, der skete. Se sig selv og egne skyggesider i øjnene, finde ind til de ting, som retfærdiggjorde handlingen for ham. Ellers kan han jo ikke vide, hvordan han skal undgå det samme handlingsmønster igen.
For det andet, så er det vigtigt, at du erkender med dig selv, at du ikke kan have kontrol over dette, over din partner og hans valg. Den erkendelse kan du bruge til at lære at håndtere usikkerheden, gøre dig uafhængig af jeres fælles liv, vide at alting vil være OK, selv om I ikke er sammen. Det vil gøre dig mindre sårbar i tilfælde af gentagelse, eller blot hvis du ikke synes at du kan mere. Så vil det være OK at gå.
Med hensyn til dit behov for at andre ved det - det kan jeg sagtens følge. Det vil betyde, at han bliver tvunget til at se sig selv og sine handlinger i øjnene, og så er der flere personer i hans nære omgangskreds, som han på sin vis vil føle sig ansvarlig overfor - lidt ligesom når man proklamerer slankekur overfor hele sit netværk - det har en opstrammende effekt, som man siger.
Summa summarum, jeg tror ikke, at det er muligt at komme helskindet igennem, hvis man blot fejer det hele under gulvtæppet. Ansvarlighed og villighed til at arbejde på sig selv er vejen frem. For begge parter - og når jeg så siger det, så lad ikke nogen overbevise dig om, at det vist også var lidt din egen skyld.
Pas på dig selv.
Det er jo klart, at han helst vil lægge det bag sig og genoptage vores almindelige dagligdag, for så slipper han jo for at forholde sig til den side af sig selv og dermed også at tage ansvar.
Men hvordan viser han mig, at han tager ansvar?? Du skriver, at han skal se sig selv og egne skyggesider i øjnene, finde ind til de ting, som retfærdiggjorde handlingen for ham. Det giver rigtig god mening. Men hvordan?
Og det med, at miste kontrollen er lig med, at det hele ikke er blevet, som jeg havde forestillet mig. Det tænker jeg tit (næsten hele tiden) på! Og det gør mig så ked af det, og jeg får følelsen af at fremtiden er uoverskuelig. Og jeg gentager: "HVORDAN KUNNE HAN GØRE DET MOD MIG/OS??" inde i mig selv, til jeg bliver helt dårlig. Men jeg fatter det simpelthen ikke!
På sin vis er jeg "glad" for, at det var med en prostitueret, når det nu skulle være. For det betyder, at han "bare" skulle have sin lyst stillet og ikke var interesseret i at blive følelsesmæssigt involveret med en anden. Men når det er sagt, så væmmes jeg! Det er SÅ grænseoverskridende, krænkende og devaluerende overfor mig og jeg synes det er direkte klamt! Det har helt klart gjort noget ved mit selvværd - jeg føler mig hverken smuk, lækker eller noget værd i sengen. Tværtimod, så væmmes jeg ved synet af min krop, især efter graviditeten.
Jeg ved, at jeg kan klare mig selv uden ham. Men vores praktiske situation med nyt hus (som vi ikke engang er flyttet ind i endnu), fuldtidsarbejde, barn som skal hentes og bringes osv. gør bare, at jeg føler mig låst.
Min fornuft siger mig, at alt det praktiske løser sig (på den ene eller den anden måde), hvis jeg beslutter mig for at flytte. For jeg er, én gang for meget i mit liv, blevet i et forhold, hvor jeg var ulykkelig - DET gør jeg ikke igen og det er livet for kort til.
Jeg vil gerne blive i vores forhold pga. lyst og ikke pga. en nødvendighed. Men jeg lader mig stresse af det praktiske, så jeg ikke kan mærke efter, om det også er det, jeg har lyst til. Jeg er dog ret sikker på, at jeg stadig har lyst. Måske jeg lyder naiv, men jeg synes, at vi ellers er heldige at have fundet hinanden. Og jeg har aldrig før følt mig så godt tilpas/hvilet så meget i mig selv i et forhold, før jeg mødte ham (lige indtil nu). Og jeg er normalt af den overbevisning, at det er for "nemt" bare at give op, uden at have forsøgt at fikse det først. Men jeg vil jo også gerne blive ved med at have lyst!
Lige nu forsøger jeg bare "at holde ud", til vi er flyttet ind i vores hus. Forhåbentlig falder der mere ro på, så vi kan få taget fat på alt det her. Det er i hvert fald vores foreløbige plan. Men hvad vi helt præcist skal tage fat på og hvordan vi skal gribe det an, ved jeg ikke endnu.
Endnu engang tusind tak fordi du tager dig tid til at læse og svare på mit indlæg. Det er en stor hjælp. Det har sat nogle tanker i gang, og jeg tror, at jeg er blevet klogere på en ting eller to ift. hvorfor jeg har det, som jeg har det.
I knokler af sted i overhalingsbanen – I har fået barn, der kræver megen opmærksomhed, I har job, der skal passes og i en hver ledig stund så knokles der med istandsættelse af hus.
Jamen – jamen! Hvordan skal der overhovedet være plads til plejning af parforhold? Og det er desværre der, de fleste par skærer ned, når det er. Af en eller anden grund, så er netop det at pleje forholdet det første mange skærer ned på, når det er. Man føler alt andet er mere vigtigt – og det er den største fejl mange desværre begår, og efter min mening det største grund til, at så mange par går fra hinanden. Man glemmer hinanden i dagligdagen – og en dag er man vokset så langt fra hinanden, at man ikke kan mødes igen.
Jeres sexliv har været sat på stand-by – I har haft sex ca. en gang om måneden, og du har haft lyst men ”følt” at han ikke havde behov. Du mener også, at I har haft obs på at det netop kan gå ud over sexlivet, når man får barn, men har I overhovedet direkte TALT om det? Har du sagt til ham, at du netop HAR/har haft lyst, men at du fornemmer at han ikke har?? Eller har I simpelt hen gættet jer frem (forsøgt at aflæse kropssprog i stedet for at bruge ord) i stedet for at tale direkte til hinanden om det? Det fremgår ikke helt af det, du skriver, så derfor spørger jeg.
Han har hoppet ud i den ”nemme” løsning – fået sit behov dækket et andet sted. I har været ved parterapi, og det lader til, at I har fået nogle gode værktøjer med hjem, men I har ikke formået at fastholde de værktøjer – f.eks. at I skal ”tale hinandens sprog” - du skriver at efter en måned, så var det ”glemt” igen.
I har heller ikke haft tid til at få hans utroskab bearbejdet ordentligt, og der er derfor ikke noget at sige til at du nu er røget ned i det sorte hul. Den tid bør I simpelt hen få taget – du må fortælle ham, hvordan du har det. I et parforhold er det afgørende, at man tager sig tid til at få talt det igennem, hvis den ene har det dårligt – finde ud af hvorfor.
I har en deadline for at det hus skal være færdigt. Det forstår jeg ikke helt – er det ikke jeres hus, det drejer sig om? Hvorfor skal det være fuldstændigt færdigt, før I flytter ind? Er der virkelig ikke ting, der kan vente – og så blive ordnet hen ad vejen? Jo, selvfølgelig er det rart at kunne flytte ind i et hus, der er tip-top i orden, selvfølgelig er det nemmere at ordne ting, når det er tomt osv., men hvis prisen er jeres forhold – er den så ikke for høj? Men jeg ved selvfølgelig ikke, om det handler om, at huset ganske enkelt ikke er beboeligt før visse ting er ordnet. Men - prøv om I kan slække på kravene – og lade vente, hvad vente kan – for at tage det stille og roligt hen ad vejen. Man kan godt bo i et hjem med et gammelt køkken eller badeværelse – eller at der ikke er nymalet. Sådan noget kan sagtens tages hen ad vejen.
Sidst hæfter jeg mig ved, at han lige klarer udløsningen ved noget porno i stedet for for at gå ind til dig. Det kan jeg godt se er sårende – men igen – har I talt om det? Handler det måske om, at det kan han klare på 5 minutter – så er ”trykket” lettet, men hvis I sammen skal have sex, så tager det bare meget længere tid – og han er i øvrigt dødtræt og har brug for sin søvn? Hvordan føler du/I sex skal være? Det er da afsindigt vigtigt, at man tager sig tid til den lange seance, at man sanser og nyder hinanden – men når man – som jer – kører på det yderste af neglene for at nå alt det, I skal, så er det lige så afsindigt svært at overskue, at man også skal bruge et par timer på det, når man nu lige hurtigt kan klare det med højre hånd. Har I talt om, at en sådan ”Quicke” hedder det vist – også kan være voldsomt bekræftende? Og for dig langt mere bekræftende, end at han lige klarer det selv? Kan I prøve at få talt om, at det altså ikke er afgørende med orgasme til jer begge hver gang – men at det også er bekræftende, at det kun er den ene – og at det kan klares på kort tid.
Mit bud er helt klart, at I simpelt hen tager den tid, der skal til – og opsøger den terapeut igen, der jo faktisk fik jer lidt på god vej igen. Og så er det afsindigt vigtigt, at I så fastholder de gode redskaber, og stopper op – ser lidt på jeres prioriteringsliste – hvad er vigtigt at få klaret her og nu, og hvad kan rent faktisk godt vente.
En enkelt observation eller servicemeddelelse om du vil:-) Du har i dit indlæg skrevet ordet "men" 10 gange - det fortæller vel lidt om, at du er i konflikt med dig selv, at fornuft og følelser kæmper.
Jeg kan sagtens forstå din følelse af utilstrækkelighed som kæreste, kvinde og elsker. En sådan oplevelse er en alvorlig mavepuster til selvværd og selvtillid - been there, done that.
Lad os lige slå en ting helt fast, så du ikke bliver forvirret af den detalje. Det som din kæreste gjorde var IKKE et uheld, eller noget han kom til. Det var en bevidst handling. Det var en bevidst handling - eller det vil sige, flere bevidste handlinger og beslutninger undervejs. Det var ikke en "skat, jeg kom til at vælte vasen på skænken ned, så den gik i stykker" - det er derfor jeg taler om skyggesider. Det fantastiske ved skyggesider er,a t man kan lære en masse om sig selv igennem dem.
Som du rigtigt selv skriver, så er der ikke noget at sige til, at han ikke har lyst til at tale om det. Han ved jo godt, at han har gjort noget forkert, sådan er de fleste mennesker udstyret - psykopater undtaget, så det nager ham garanteret et eller andet sted. Hvis han skal have det godt med sig selv, så tror jeg, at det er vigtigt, at han griber chancen for at lære noget af disse handlinger og gøre det muligt for sig selv at forhindre, at det sker igen.
Det kan han efter min mening kun gøre gennem selvransagelse. Nogle mennesker kan selv, andre skal have en betroet og opmærksom ven, som kan stille gode og dybe spørgsmål, andre skal gennem terapi med terapeut eller psykolog for at komme et spadestik dybere. Så er der dem som afviser nødvendigheden, og her er risikoen for gentagelse, efter hvad jeg har læst mig frem til, væsentligt større.
Når vi mennesker gør noget, som vi godt ved er forkert, så forsøger vi ofte at projicere skylden over på andre. Vi tillægger andre nogle dårlige egenskaber, motiver og handlinger for at beskytte os selv. Gennem selvransagelse kan man komme frem til forståelse af egne overbevisninger og værdier, formuleret som f.eks. "Jeg turde ikke tale med dig om..." eller "Jeg havde den overbevisning, at hvad man ikke ved, det har man ikke ondt af..." osv. osv.
Hvad er f.eks. årsagen til, at han valgte en prostitueret i stedet for en hvilken som helst anden? Er der noget madonna/whore kompleks i det, altså du er moder til hans lille barn, hvilket han ikke kan forene med forestillinger om avanceret sex? Hvorfor har han ikke talt med dig om sine inderste fantasier? Du skrev i dit åbningsindlæg, at han ikke er god til at sige fra - vil det sige, at han er meget usikker og måske ikke tør lufte sine farlige tanker for dig? Føler han sig utilstrækkelig som mand og har behov for at få andre til at bekræfte ham? Hvorfor porno og selvtilfredsstillelse?
Se, der er masser at tage fat på, og kun gennem forståelse af sig selv samt en klar fornemmelse af hvem han gerne vil være fremadrettet og en plan for at komme derhen, kan han med en vis rimelighed sige, at han ikke vil såre dig igen på den måde - efter min mening, og der er givetvis undtagelser.
Til dig: Din fornuft ved, at du kan klare dig selv, MEN (der var den) du har ikke lyst til det, huset, han føles som den rette, arbejde, barn etc. - du er ikke helt overbevist. Det gode ved det er, at du allerede selv er bevidst om, at du lader dig stresse af praktiske ting, og at du ikke ønsker at være i et dårligt forhold. Få det nu helt ned i maven at ligge, så du ikke bliver sammen med ham pga. selvpålagt nødvendighed, men i stedet fordi du tager et bevidst valg.
Du kunne måske arbejde med spørgsmål som: Kan jeg støtte ham i at være sig selv, og arbejde med hvordan vi siger fra? Hvordan fremstår du, når han har et ønske - afvisende, fordømmende/bedømmende? Hvor rummelig er du - hvad ville du f.eks. sige hvis han sagde "jeg ville gerne forsøge med hårdere/mere avanceret sex", eller "Jeg kunne godt tænke mig at prøve sex med en anden"? eller "Jeg synes, at vi har alt for lidt sex"? Note: Du behøver ikke svare her, men tænk over det, ikke for at føle skyld eller tage ansvar for det skete, men for at blive klogere på dig selv.
For husk, det der skete har ikke noget med dig at gøre - valget var hans. Det siger ikke noget om din person, dit udseende, din seksualitet eller noget som helst andet - det siger noget om hans evne til at håndtere egne tanker, ønsker, drømme, begrænsninger etc. Du kan intet gøre ved dette, du kan kun beslutte, om du tror så meget på at han har lært så meget af det, at du kan håndtere den resterende usikkerhed.
Sidst; fortvivl ikke, det tager lang tid at komme sig efter sådan et svigt - tre måneder er ingenting. De fleste med erfaringer i dette siger 2-5 år. Jeg er selv 2½ år ude.
Hæng på, og gør nu noget for dig selv.
Vil starte med at svare på dit spørgsmål.
Nej vi har ikke talt om sex før utroskaben kom frem i lyset. Efter besøget hos parterapeuten har vi talt meget om det, og vi har begge været glade for det.
Jeg er enig i, at vi er nødt til at tage os tid til vores parforhold og virkelig holde fast i de værktøjer vi har fået af parterapeuten. Problemet er (tror jeg efter at have skrevet med cpacan4), at de værktøjer vi fik var til at forbedre vores forhold ikke den bearbejdning, som vi nok i virkeligheden har brug for. Værktøjerne er dog stadig gode i fremtiden ift. at holde liv og gnist i forholdet.
Mht. vores hus, så er deadlinen den dato vi skal være ude af vores lejlighed og inden vi flytter ind skal vi have ordnet lofter, vægge og køkken (der er ikke noget nu). Det er ikke den store renovering og har ikke (og kommer ikke til) stået på ret længe. Det var bare et uheldigt sammenfald, at jeg røg "ned i hullet" og vi fik nøglen på næsten samme tid. Når vi skal flytte har renoveringen stået på i max. 6 uger.
Og som jeg har skrevet længere oppe, er vi 100% enige om, at vi er nødt til at gøre noget, når der er kommet ro på huset.
Jeg har egentlig aldrig haft et problem med, at han ser porno eller "klarer det selv". Men når man (jeg) har det dårligt i forvejen, tror jeg også bare, at det er nemmere at finde "fejl", der kan bruges som brænde på bålet. I dette tilfælde er det så pornoen der er blevet utroskabens grimme medsammensvorne... Og det der især er mit problem i denne sammenhæng er, at han gør det, med mig i rummet ved siden af.
Og jeg kan sagtens medgive, at en quickie kan være vældig bekræftende.
Det skal forresten lige siges, at jeg ikke går og skjuler, at jeg har det skidt. Det er han fuldt ud klar over. Og vi er begge klar over, at der skal ske noget, og at vi er nødt til at tage godt og grundigt fat i det. Lige nu har vi bare hverken tid eller overskud (dårlig undskyldning) og vi ved ikke hvordan, derfor mit indlæg.
Cpacan4
Jeg er meget i konflikt med mig selv ja. Mine følelser får i øjeblikket ikke megen plads og min fornuft forsøger at løse puslespillet, selvom det burde være omvendt.
Jeg tror, at han eller vi ville have megen gavn af noget terapi.
Én ting jeg sommetider, før i tiden, har irriteret mig over ved ham, er hans manglende evne til at sige fra og give udtryk for egne behov. Da jeg oplever, at han kommer til at lade sig udnytte (ikke overlagt), måske endda også af mig, da han ofte (altid) bare klapper hælene sammen og gør tingene "på min måde".
Jeg har selv været igennem et terapiforløb i forbindelse med min depression for 4 år siden. Jeg fandt ud af, at jeg selv havde svært ved at sige til og fra. Terapien har hjulpet mig til at være "tydeligere" overfor mine medmennesker, og det har givet mig så ubeskriveligt meget. Og jeg har tit tænkt, at han ville have godt af at lære det samme. Og med dette mener jeg, af hele mit hjerte, for hans egen skyld. Måske dette kunne være anledningen til at få ham afsted. Jeg synes, at det går meget godt i tråd med det med skyggesider og ansvar.
Ift. os begge og terapi tænker jeg mhp. at få bearbejdet utroskaben.
* Kan jeg støtte ham i at være sig selv, og arbejde med hvordan vi siger fra? Hvordan fremstår jeg, når han har et ønske - afvisende, fordømmende/bedømmende?
Den kommende tid står på hårdt arbejde fra vores begges side, og ovenstående spørgsmål er helt klart der, hvor jeg kommer til at skulle arbejde mest med mig selv. For jeg har så længe været vant til, at han bare har "rettet ind", når jeg havde et ønske eller det modsatte.
Jeg overvejer faktisk grundigt at bede ham om at læse hele denne debat. Jeg synes der er kommet nogle virkeligt gode og meget rigtige overvejelser, tanker og svar frem i lyset, som vi begge har brug for at være bevidste om. Og det giver unægtelig en større forståelse/helhed, at læse det hele, end at få refereret de tolkede højdepunkter fra mig.
Er det helt skørt eller?
Og så lige det sidste - Er du stadig sammen med din utro partner cpacan4? Og er I kommet stærkere ud på den anden side?
Jeg har nemlig sagt til min kæreste, at jeg vil have et forhold, der er ligeså godt, hvis ikke bedre, end det var før. Jeg vil ikke nøjes med det næstbedste. Så hellere splitte op og blive lykkelige igen hver for sig.
Lisbeth Dahl har udtalt: "Jeg forlanger, at være et lykkeligt menneske!" (Stjernerne på slottet).
Jeg synes, det er så rigtigt og sådan burde alle tænke.
Jeg har ligesom du været igennem individuel terapi af to omgange ovenpå utroskaben. Det har været rigtig godt, men først da jeg fandt en sej ældre psykolog, som kunne mere end at tale mig efter munden og spørge hvad jeg føler, når jeg føler. Jeg har ligesom du lært at sige til og fra, og fundet en langt bedre og mere harmonisk version af mig selv.
Problemet for mig er, at min kone ikke tror på, at hun kunne have gavn af det. Og hun er ikke specielt god til selvransagelse heller - hun er mere impulsiv og bekender sig til "lad os nu bare komme videre". Det betyder for mig, at jeg ikke har den store fidus til, at hun har redskaberne til at håndtere fristelser i fremtiden. Vi er derfor i et dødvande, hvor det er lidt svært at komme videre, for jeg kan ikke give helt slip, når der er en overvejende sandsynlighed for at få en kniv i ryggen igen.
Det er så det vi slås med lige nu, så fik jeg vist også sagt, at vi stadig er sammen, og på samme tid fortalt, at vi ikke givetvis er igennem stærkere. Skilsmisse er stadig et aktuelt tema for mit vedkommende, men jeg ønsker det ikke, hvis hun vil lægge det arbejde i der skal til.
Jeg fik ikke berørt parterapi som redskab. Efter hvad jeg har hørt, læst og selv erfaret, så bekender de fleste parterapeuter sig til "Nu skal vi feje, hvem løfter tæppet - og så skal vi ellers bare videre uden at nævne fy-ordet" Og hvis en så alligevel nævner fy-ordet, så hedder det "Nå ja, men utroskab betyder jo, at du har gjort i nællerne, så din kæreste var nødt til at være utro. Du må arbejde på at være mere tydelig i dit kærlighedsudtryk, så det ikke sker igen".
Parterapi er fremadrettet og er meget velegnet til at forbedre kommunikation og måden at være sammen på, men efter min mening knap så velegnet til at håndtere et traume eller behov for personlig udvikling hos en af parterne.
Jeg synes, det er godt, hvis I netop får talt om tingene og er åbne om, at I er klar over, at I skal have fokus, når der – om kort tid – bliver overskud til det.
Det fremgik ikke helt, at det kun er en meget kort periode, hvor tingene er ekstra hektiske – hvorfor det så ikke kan være grunden til, at han dels har gjort som han har, dels stadig klarer en stor del af sit sexliv med porno.
Hvad siger han selv? Jeg savner lidt hans vinkel på det her. Hvad siger/gør han, når han ved, at du er havnet i det sorte hul?
Hvad siger han til det, når du fortæller ham hvor sårende det er, at han bruger porno til at dække sit behov, når du ligger lige ved siden af?
* Tja, hvad siger han selv?
I starten har han haft enormt svært ved, at komme med en begrundelse for hans besøg. Det han kunne sige var det med, at han havde lyst til at prøve noget andet, selvom det ikke var anderledes end hvad vi lavede derhjemme.
Sidste gang vi var ved parterapeut, kom det frem, at han i første halvår (i år) har følt, at han har stået på hovedet for at gøre alle tilfreds, både hjemme og på arbejdet, men at han ikke har fået andet en skæld ud. Jeg dragede selv den konklusion, at han måske har tænkt, at det kunne være lige meget hvad han gav udtryk for af behov hjemme, for jeg ville alligevel være utilfreds eller have et "modargument". Og så var det "nemmere" for ham, selv at gøre nogetved det. Denne tese kunne han hverken be- eller afkræfte.
* Det gør ham utrolig ondt at se mig have det, som jeg har det. Han glæder sig til at jeg engang får mit humør og glød igen. Men den kommer jo altså bare ikke af sig selv, tiden læger ikke alle sår! Og det er også derfor vi er enige om, at vi må gør noget snart!
* Jeg er lidt i tvivl om jeg har været 100% konkret ift. problematikken med pornoen, onani og mig hjemme, da jeg faktisk ikke kan huske hvad han har svaret til det. Han sagde, at han nok aldrig vil lade være med at se porno, det er også ok. Men tror måske lige vi skal have vendt den anden side af sagen én gang til.