Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
I aftes tog vi os tid til en snak om hele vores situation. Jeg fortalte ham, at jeg havde skrevet dette debatindlæg. Jeg sagde, at jeg havde oprettet en profil på et debatforum. Han troede jeg var på vej til at sige, at jeg havde oprettet en profil på et datingsite, hi hi, det grinte vi lidt af
Nå, men jeg fortalte ham om alt, hvad jeg kunne huske, der er blevet belyst her. Han lyttede, græd lidt og kommenterede en smule her og der. Jeg spurgte, om han synes, at det gav mening, og det synes han helt sikkert. Han fortalte, at han havde overvejet, at betro sig til sin mor og hendes mand, men at han, indtil videre, ikke har kunnet få sig selv til det. Vi snakkede om muligheden for, at han gik i noget terapi, og det ville han gerne.
Har ikke nævnt, at hans far døde 2 dage før, jeg opdagede hans utroskab, efter et 20 års langt sygdomsforløb. Jeg har forslået ham, at han også benytter lejligheden til at få vendt nogle tanker/oplevelser i den forbindelse. Da jeg er sikker på, at er mere mærket af det, end han giver udtryk for. Udover det har jeg foreslået, at han bruger terapien til:
* at finde ud af sine skyggesider og lære dem at kende.
* at finde ud af, hvordan han kan vise mig, at han har lært af denne hændelse og at han tager ansvar for det.
* at få fokus på at være tydeligere, når han siger fra, og i det hele taget blive bedre til det.
* at give udtryk for sine behov og ønsker, og holde mere fast i dem.
Planen indtil videre er at han tager fat i sin læge på mandag mhp. at få en henvisning til psykologsamtaler på baggrund af hans fars sygdomsforløb og død. Jeg ved, at det måske lyder lidt lusket, men samtidig synes jeg jo ikke, at det er løgn eller noget vi opfinder.
Efterfølgende skal han kontakte en psykolog, hvor han kan blive skrevet på venteliste. Jeg har foreslået ham min "gamle" psykolog, da hun, ligesom din cpacan4, er en sej ældre og erfaren dame. Men har han kendskab til en anden, der kunne være god, skal han selvfølgelig vælge denne.
Jeg har lagt meget vægt på, at alt hvad jeg siger jo kun er forslag, og at jeg ikke vil have ham til at gøre/sige noget af det, hvis han ikke har det godt med det.
Under vores snak kom vi ind på, at han nok har følt sig lidt under tøflen herhjemme, hvilket jeg ikke var klar over. Det blev jeg også ked af at høre, da jeg ikke vil have den rolle "at være hende, der bestemmer/beordrer det hele". Jeg har netop savnet lidt mere modspil og ønsket, at han har taget mere ansvar i dagligdagen. Jeg har jo mærket, at han har været utydelig i sine udmeldinger, hvilket har gjort, at jeg har følt, at jeg så blev nødt til at tage en beslutning på vores alles vegne.
I den forbindelse kom vi også ind på årsagen til hans utroskab. De to nye ord, han brugte i går var at det var "forbudt" og en "belønning" for at have knoklet og stået på hovedet for alt og alle, uden at det var blevet værdsat. Jeg kan naturligvis ikke acceptere det, men Gud hvor er det dog rart, at han forsøger at sætte nogle ord på det.
Sidst men ikke mindst sagde jeg også til ham, at han ikke skulle gå rundt og skamme sig og slå sig selv i hovedet, men at jeg gerne ville have, at han i stedet "handlede".
Så i dag er jeg optimistisk ovenpå vores snak i går og knap så tung i humøret. Og hvis han virkelig hanker op i sig selv og får kontaktet psykolog osv. på mandag, bliver jeg bare endnu mere glad
Det er det absolut vigtigste i et parforhold, man forholder sig til hinanden, man siger tingene lige ud, - lader være med at gætte, tro og forstille sig - men bruger klart og tydeligt sprog - og at man LYTTER.
Gode tanker
Weekenden har for en gangs skyld været god. Puh ha det er en lettelse, at stemningen ikke er så tung længere.
I går blev jeg dog lidt halvtrist igen. Kom bare til at tænke på alle de drømme jeg har haft for os og vores familie. Drømmene er sat på pause til vi har fået det bedre/godt igen.
Jeg fortalte ham hvorfor jeg var trist, og jeg lod ham forstå, hvor vigtigt det var for mig, at han nu også følger op på vores snak i fredags med "handling".
Vores kalendre på telefonen er synkroniseret, og kunne se her for et par timer siden, at der dukkede en ny aftale op i hans kalender - "læge onsdag". Det var første skridt
Det med drømmene er rigtig svært, synes jeg. Jeg håndterer det selv ved ikke at have nogle drømme og fremtidsplaner, dom der står "vi" eller "os" på. Jeg har i stedet fået opbygget flere, hvor der står "jeg" og "mig", hvilket er 180 grader kursændring i forhold til før, hvor det for mig var fuld fart frem i et fælles spor.
Måske hvis man på et tidspunkt fornemmer ægte fortrydelse, ansvar og vilje til forandring kan man justere det lidt, men helt tilbage til "os" igen, det har jeg vanskeligt ved at forestille mig. Jeg ved ikke helt endnu, om det er godt eller skidt, men det er i hvert fald en del af prisen, som vi betaler for utroskaben.
"Du skal være 110% klar over, at du sagtens kan leve uden ham, og det skal han slet ikke være i tvivl om heller. Det vil sætte dig fri, tror jeg."
Alligevel synes jeg også, at det er en vigtig del af at være i et lykkeligt parforhold at kunne have fælles planer og at kunne glæde sig til noget sammen. Det kan jeg i hvertfald ikke undvære i fremtiden, hvis vi skal være sammen. Det er derfor jeg skriver, at drømmene kun er sat på pause indtil vi har fået "overblikket" igen.
Min kæreste har, her til morgen, fået en henvisning fra sin læge til 10 psykologsamtaler. Jeg er faktisk ret lettet, da jeg var i tvivl om han ville få den, og hvad så? Men det gjorde han, og forhåbenligt får han, en af dagene, kontaktet en psykolog, som han kan blive skrevet på venteliste hos.
Har selv været turen igennem...
Læs min tråd hvis det kan hjælpe...
Håber du får det godt igen...
Knus Bambi
Jeg har læst din tråd hurtigt igennem. Hvordan går det nu? Hvis jeg må spørge...
Hos os går det meget op og ned stadig. Min kæreste er startet i terapi, men der er laaaaang tid imellem han har tid. Og jeg kan mærke at min tålmodighed snart ikke rækker meget længere. Jeg har brug for nogle bitte små tegn på forandring hos ham for at holdet håbet i live, men det er som om de ikke kommer.
Men - det kan også være, han netop har brug for god tid mellem sine behandlinger, så tingene kan blive ordentligt bearbejdet, men noget sådant kan du sådan set godt forlange, han holder dig orienteret om.
Det kan da ikke passe, at har ikke har "tid" til jeres forhold - og er det virkelig tilfældet, så er du nok nødt til at erkende, at han heller ikke finder det specielt vigtigt - og så må du handle ud fra det.
Jeg synes, du - igen - skal forlange, at I sætter jer sammen og får aftalt, hvad der er det vigtigste for ham og for dig - og ud fra det, kan I finde ud af, om I egentlig spiller på samme "instrument" i jeres forhold.
Han kan snakke som en voksen mand, med sin psykolog om dette.
Det er dig og din mand det her handler om. Ikke din mand og hans mor.
Jeg ville have været meget vred på min mand, hvis han havde betroet sig til sin mor om sådan noget.
Jeg synes egentlig, at vi ofte taler sammen. Men tit kommer der ikke nogen handling efterfølgende, hvorfor der kort tid efter opstår "krise" igen igen - og sådan kører det lidt i ring.
Jeg glæder mig til han kommer ordentligt igang med sin terapi (1. gang gik meget med at få "ridset hele historien op", har han fortalt).
Jeg har desuden købt et par bøger om hhv. kærlighedens 5 sprog og skyggesider. Han har købt en bog, der handler om at ændre sit liv, så man kommer til at leve som man ønsker (eller noget i den stil). Han har i øvrigt bestilt tid hos en clairvoyant, da han tidligere har haft glæde af sådanne besøg. Det er jeg også spændt på hvad (og om) der kommer ud af.
I disse dage har jeg/vi det ok. Vi forsøger at tage os tid til at snakke sammen om aftenen, når lillemanden er lagt i seng (ikke hver aften, men måske et par gange om ugen).