Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Nu går det rigtig godt for mig p.t. Jeg har fået min vilje og bliver sat ned i seroquel og begynder på Lyrica som jeg før har fået med god virkning men det tog de fra mig ved sidste indlæggelse. Jeg føler at jeg ser mere lyst på tilværelsen og har lyst til at beskæftige mig med noget. Er også begyndt at gå en lang tur uanset vejret og det hjælper altså på humøret. Er din noritren begyndt at hjælpe eller stiger du stadig i dosis?
Er igår steget i Noritren til 100 mg og fra på mandag til 125 mg. Blodprøven var så vidt jeg husker på 179 og skal være mellem 200 og 600 mener jeg, så der er nok ikke noget at sige til det ikke har virket endnu. Jeg håber og beder til det kommer til at virke. Det er umuligt at leve med denne vanvittige rædsel. Havde en god samtale med psykiateren og det er godt at høre han er sikker på medicinen nok skal komme til at virke og selvfølgelig tager det længere tid denne gang fordi jeg har måttet skifte medicin og så ramte ind i nogle præparater der ikke duede til mig. Den skræk jeg har ved at måtte tage beroligende medicin nu i en dosis jeg aldrig før har været nødt til gør selvfølgelig heller ikke noget godt, fordi det jo oveni forstærker angsten - jeg må prøve at lade være med at ligge under for forestillingen om hvor `farligt` det er at tage sådanne midler, psykiater forklarede mig at hvis man tager beroligende når man har brug for den og ikke for at få et `kick` - så udvikler man ikke afhængighed af det. Så nu må og vil jeg bestræbe mig på at have tålmodighed og have tillid til at psykiater har ret, med den lange erfaring han har.
Det ville bare være skønt om man kunne høre fra andre om deres erfaringer med Noritren - forestiller mig det vil kunne give både viden om denne medicin og måske håb for fremtiden.
Er glad for at høre du har det bedre og ser lysere på fremtiden.
Tanker fra mig.
tanker fra mig.
Nyt herfra:jeg er begyndt på lyrica og mærker en svag bedring. Det er et underligt middel for det gives til epelepsi patienter men man har fundet ud af at det også virker på depression. Den store ulempe for mig er at jeg i den grad tager på øv øv men det er jo på bekostning af at få det bedre.
Jeg har før fået lyrica og bad selv om at prøve det igen.
Har andre erfaring med dette og evt hvor stor dosis.
Mange julehilsner herfra.
Havde først tænkt på at konfrontere den psykiater med hvor dårligt jeg fik det af den medicin der blev ordineret og at det var ansvarsløst af ham ikke at reagere på når jeg fortalte jeg fik det så meget dårligere af Noritren - men har bestemt mig for at jeg ikke vil bruge flere kræfter på ham - men bare se fremad og nyde det og være glad for jeg selv greb ind og kom ud af den medicin. Det var de værste måneder jeg nogensinde har oplevet og håber ikke andre skal igennem det samme helvede.
Jeg er overbevist om det bedste er at lytte til sig selv - det virkede ihvertfald for mig.
Ønsker god vind fremover til alle.
super god debat i har gang i her...
Har i dag læst det hele og ja fik lyst til at skrive lidt....
Har igennem de sidste 12 år været ramt ad depressioner og 2 fødselsdeprissioner oven i.
Først denne gang er der blevet taget lidt mere hånd om problemet, og efter flere samtaler og test og et år i samarbejde med mobil teamet og regions- psykiatrien er de kommet frem til at det er Bipolar jeg har.... (det der engang hed mani depressiv)
Er igennem det sidste år blevet trappet op og ned af mange forskellige mediciner der har stort set været bivirkninger ved dem alle. Har også på det første halve år taget 16 kg på og det er ikke noget der hjælper på depressionen.
Har imod mine mange depressioner fået Efexor i mange år og har flere gang prøvet at trappe ud af dem, uden held... (Prøv engang at læse om udtrapning af Efexor)
Ellers har jeg været igennem: Zoloft- Abilify- Venlafaxin- Lamotrigin- Delepsine- seoquel- truxal- Noritren-
Meget meget hård tur og nu har de så været nød til at trappe mig af det hele fordi det ligger alt for højt i mit blod selv Efexor.
Sygedagpengene er nu stoppet og de finder slevfølgelig ingen grund til at forlænge dem :-(
Det var dråben der igen efter mere end et års cirkus og selvfølgelig også hårdt arbejde fik det hele til at bryde sammen....
Alt det jeg følte jeg havde kæmpet så hårdt for er bare væk. Jeg kunne møde op til mine kontrol besøg og kunne gå til psykolog en gang i ugen og havde endda sagt ja til at komme med på et nyt hold, der skal starte op her i uge8
for personer med Bipolar.
Var begyndt at se lidt frem ad og brugte alle mine kræfter på bare at være den bedste mor for mine 2 guldklumper, familien venner og folk omkring mig kunne se den dejlige fremgang......
Men en enkelt beslutning. Som i siger jeg er jo ikke kræftsyg eller døden nær...
så farvel til mig og så er der dømt kontanthjælp (Hvis jeg da ellers kan få det) aktivering og et rend af møder, som selv for alle andre ville være uoverskueligt er de nu lagt på mine skuldre.
Mig som sidder hjemme bag lukkede døre og ikke kan se mig selv eller andre i øjnene af skam og af angst for at fejle eller ikke kunne leve op til det andre forventer.
Græder dagen lang og kæmper igen med mine grimme tanker. En følelse af magtesløshed og af svigt er hvad jeg igen skal kæmpe mig op fra.
........Så Ja vil kun give jer ret i at det ikke er nemt at være syg i dag.........
..........De glemmer at der faktisk er en familie og 2 små børn bag det hele.......
Hvor har jeg dog medlidenhed med dig. Alt det du har været igennem. Jeg kan så forfærdelig godt forstå det. Har selv været igennem møllen med de fleste af de præparater du har fået og i tilgift har jeg fået elektrochok. Alt dette tilsammen gør at jeg simpelthen har mistet nogle år hvor jeg overhovedet ikke kan huske noget fra og det var i en periode hvor mine børn udviklede sig så hvor har jeg mistet meget. Et eksempel:min søn var på besøg hos en legekammerat.Moderen spurgte hvad han ønskede i fødselsdagsgave. Han satte hovedet på skrå og kiggede op på hende og sagde at det eneste han ønskede var at jeg blev rask.Det gør så forfærdeligt ondt at høre.Det du skriver om at en enkel hændelse hvor nogen forlanger noget af en vælter en igen. Det er bare så rigtigt. Hvis man endelig er lidt "oppe" så gør det endnu mere ondt at korthuset vælter. Sidst jeg var indlagt (marts) begyndte jeg på zeoquel (forkert stavet men jeg gider ikke undersøge) jeg blev efterhånden så bange for næsten alt. Havde nogle store angst anfald. Jeg protesterede og protesterede men først nu i januar vil de høre på mig. Hvorfor vil de ikke høre på os. Jeg kan godt forstå at du går og græder for den behandling man får af socialforvaltning/jobcentret er skandaløst. Jeg kan blive noget så gal på den regering vi har. De skulle gøre noget for de udsatte men de giver kun penge til at undgå fiksering. Indrømmet det er også væsentlig men vi er altså mange flere der bliver glemt, dårlig behandlet,misforstået og med følelsen af at være helt alene i verden med vores frygtelige sygdom.
Jeg synes det er dejligt at udveksle erfaringer.
De bedste hilsner fra tulpi55
Dejlig følelse af at der er nogen der forstår og gider at lytte :-)
For det er de færreste som egentligt forstår en, klart nok for det er svært nok for en selv at forstå, hvad man går igennem.
Men har jo heller ikke ligefrem lyst til at skilte med det og er da også træt af altid skulle være den det altid handler om.
Har de mest fantastiske forældre, som prøver og prøver og som samler mig op gang på gang, så der er jeg virkelig heldig...
Klart det er regeringen der fejler, med det kan man jo ikke bruge til så meget i hverdagen.
Du har så inderligt ret i at det er en vanskelig sygdom når det vedr. venner og bekendte. Jeg har selv valgt ikke at fortælle om min sygdom for som du siger kan man IKKE forklare det til udenfor stående. Man kan ikke gøre det klart for andre end ens nærmeste hvor ondt det gør i sjælen og den manglende livslyst og manglende kræfter til at klare selv de mindste ting i hverdagen.Selvfølgelig kan de mærke at det er noget galt og jeg har mange gange oplevet at folk trækker min mand tilside og hviskende spørger til hvordan det gør. Det er både krænkende og uforskammet. Det der også gør det endnu svært er at sygdommen svinger så meget. En uge kan man leve nogenlunde normalt og næste uge kan det være næsten uoverkommeligt at se hverdagen i øjnene. Det er kun mennesker der selv er psykisk syge (og deres familier) der ved hvor svært og uoverkommeligt det er at leve med den sygdom. Jeg har oplevet personer der er blevet psykisk syge og har kontaktet mig ganske ofte men heldigvis bliver nogle raske igen men så holder den jævnlige kontakt op og de bliver lige så uforstående overfor min sygdom som mange andre. Jeg synes det er godt at vi der har sygdommen holder kontakt og måske kan hjælpe hinanden med redskaber som man måske har oplevet positivt.
Mange hilsner fra mig
Naturlige Antidepressiva - https://restilen.dk Jeg modtog min bestilling til tiden og pillerne virker rigtig godt.