Erfaringer med depression og behandling.

Mormor23

Jeg bor i København, i en af forstæderne og går hos en psykiater. Har kun været i forbindelse med en psyk. hospitals afd. i 1985 og var indlagt i flere uger. Det var her de fandt ud af det var depression jeg havde - havde ved et enkelt besøg hos en psykiater dengang, fået at vide jeg havde en angst neurose - derfor mente jeg selv at så kunne jeg jo bare tage mig sammen - det kunne jeg jo så ikke og i 4 mdr. inden jeg blev indlagt i 1985, ja der opholdt jeg mig stort set kun i min seng - da jeg blev indlagt startede jeg på Saroten, et af de gamle anti-depr. og det hjalp inden for rimelig kort tid.
Da så Cipramil kom frem gik jeg over på det og har siden fået det indtil for nyligt hvor den så ikke virkede rigtig mere. Min nuværende psykiater siger at det til tider ses at medicn kan holde op med at virke. Jeg har så prøvet sammen med Cipramil at få en anden slags oveni til natten - men dels hjalp det ikke rigtig godt, dels tog jeg meget på i vægt, hvilket slet ikke duer når man i forvejen er for tyk. Uheldigvis blev det så Venlafaxin jeg skulle have - skiftede over uden bivirkninger og over kun et par dage, så på den måde var det nemt. Men det skulle desværre ikke fortsætte - jeg blev så sulten som aldrig før, svedte så meget at mit hår konstant var vådt og blev aggressiv, hvilket gik ud over min søde mand som altid har bakket op og hjulpet mig ud over alle grænser.
Så nu er jeg som sagt startet med Noritren og håber og beder til de vil komme til at hjælpe. Det er dog virkelig skræmmende at pga jeg tog de Venlafaxin i ikke engang en måned, så kan få det så dårligt som jeg har nu - aldrig før har jeg haft sådanne elektriske stød - angst har jeg følt før når depression har banket på - dog aldrig i den styrke som nu.
Det kan godt nok være svært at tro på man nogensinde vil kunne få det godt igen - men hvis ikke man tror på det, ja kan man jo lige så godt ende sit liv - for leve på denne måde som nu, vil absolut ikke være muligt for mig ihvertfald.
Håber du snart får det bedre og igen kan få en normal hverdag.

Mormor23

Det undrer mig meget at vi tilsyneladende er de eneste der vil fortælle om dette her - der må da være andre i lign. situationer.............

tulpi55

ja jeg synes også det er synd at der ikke melder sig flere på banen, men jeg tror at overskriften: noritren bevirker at mange ikke melder sig fordi de ikke har erfaring med den medicin.
Jeg forstår simpelthen ikke at du ikke har været indlagt lidt oftere men så vidt jeg har kunnet følge med i medierne er der store forskelle mellem landsdelene.
Jeg har været indlagt 11 gange oftest når jeg skulle igang med en ny medicin eller når livet har været ubærligt.Jeg ved ikke om du er førtidspensionist - det er jeg - men på trods af min længerevarende sygdomsperiode er jeg trods alt glad for at det ikke er i dag jeg blev syg. Kender flere der ville have fået førtidspension hvis de "bare" havde fået sygdommen for et år siden men efter de nye regler er det jo helt umuligt at blive tilkendt, man skal jo lide af en kræftsygdom for at blive godkendt.
Med hensyn til vægten er mit problem mega stort. Jeg har aldrig kunnet stabilisere den og er nu svært overvægtig med alle de problemer der følger med bl.a. sukkersyge. For 3 år siden tabte jeg mig 40 kg men da vi nærmede os september begyndte det atter at gå galt og man har altså ikke altid de kræfter der skal til for at være standhaftig

Mormor23

Nu har jeg ændret overskriften (anede ikke man kunne) - måske der så er flere der forhåbentligt vil dele ud af deres erfaringer.
For selvom mennesker ikke er ens - synes jeg det er af uvurderlig hjælp at høre om andre der er i en lignende situation og tror jeg også det faktisk er muligt at få input der konkret kan hjælpe.
Jeg synes ikke jeg har haft brug for at have været indlagt flere gange, siden dengang i 1985 har jeg haft arbejde indenfor sundhedsvæsenet og klaret det, selvom jeg har haft nogle "dyk". Dem har jeg kunnet klare med den antidep. behandling og så noget beroligende oveni på de tidspunkter hvor det dykkede.
Men de sidste 2 år har godt nok ikke været gode, jeg tror ikke mere på jeg vil kunne passe et arbejde, på den måde er det jo så heldigt jeg ikke er 25 men 59 :-)
Blev sygemeldt der for 2 år siden, hvor jeg også blev fyret fra mit job - og den kontakt jeg havde med jobcenteret endte med jeg raskmeldte mig, efter råd fra en socialrådgiver i min pensionskasse, et "uofficielt" råd - men nødvendigt for at jeg ikke skulle gå helt ned med flaget. Jeg har så søgt arbejde som jeg skulle som ledig - men ikke fået noget - hvilket er forståeligt min alder taget i betragtning. Det gik godt lige indtil jobcenteret så ville sende mig ud i noget praktik - så røg jeg ned med flaget og er nu sygemeldt igen - har allerede fået brev om et møde på jobcenteret, hvilket får mig så langt ud at jeg selv er rædselsslagen over at kunne reagere sådan - føler mig nu som et rystende nervevrag der ingen fremtid er for - at være som nu er bestemt ikke et liv - er bange for der ikke er noget der vil kunne hjælpe ..
Håber ikke jeg har gentaget mig selv for mange gange - men har virkelig brug for noget håb, kan slet ikke se noget selv.

tulpi55

som jeg vist fik nævnt er det bare så svært at være syg idag. Du er jo bestemt ikke den eneste der står i den situation men det er jo ingen trøst.
Jeg ved heller ikke hvem man skal "råbe op" for denne regering gør det ikke lettere og hvis "farven" skifter lover de jo endnu værre vilkår.
Den erfaring jeg har fået fra andre i din situation er at vedblive at være sygemeldt - første på sygedagpenge - og dernæst på kontanthjælp for det økonomiske er selvfølgeligt vigtig MEN det er endnu vigtigere at du kan holde ud at leve, at holde hverdagen ud, ikke at blive helt indelukket i dit eget hjem og ikke mindst at du får hjælp så du ikke har så ondt og er så opgivende.
Jeg håber meget at der er andre der måske har en mere brugbar løsning.

Mormor23

Jeg er begyndt at tvivle på om jeg overhovedet skulle være startet hos psykiater - har kun fået det meget værre efter. Han startede med at give mig noget antidep jeg skulle tage til natten oveni jeg fik Cipramil om morgenen. Da dette ikke hjalp og jeg tog meget på i vægt - skulle jeg stoppe med Cipramil og have venlafaxin. Havde jeg aldrig haft det rigtig skidt så fik jeg det !! Blev meget aggressiv. Hvilket jeg aldrig før har været , fik en sult der slog rekorder og så svedte jeg så hår og alt var vådt- følte mig så dårlig. Så skulle jeg igen skifte med - nu til Noritren. Fik et skema der på 5 dage satte mig ned i Venlafaxin og starte med Noritren på den 4 dag og herefter kun Noritren. Har siden følt mig så langt ude som aldrig før- har stød i krop og hoved,det sker åbenbart når man holder op med Venlafaxin, sover lidt og elendigt, vågner med hovedpine og sveder x flere hver nat. Hertil er så kommet en angst så stor at jeg slet ikke kan tale mig selv bare lidt til ro er så rædselsslagen at alt fornuft forsvinder. Har noget beroligende som jeg har kunnet tage hvis der skete noget der bragte nerverne på højkant og det har altid været med god virkning at tage sådan en - det kan ikke gøre det nu!! Jeg skulle måske have ladet være med psykiater- da jeg foreslog min læge det syntes han ikke der var grund til det vi klarede der jo fint. Men skide klog troede jeg at en psykiater sikkert var meget klogere på den slags - det ved jeg ikke nu - ved bare at jeg aldrig tidligere har haft det så dårligt som nu og er lige ved at give op med livet. Har nogen et godt råd ? Har fortalt psykiater hvordan jeg har det og fået den besked at jeg må bide tænderne sammen og fortsætte med med. Men er ikke sikker på jeg efterhånden tør - det var jo ikke for at få det dårligere jeg kom der. Der er heller ikke ret meget snak det er godt så tager du de og de piller og så farvel og tak for idag. Jeg havde det ikke perfekt inden jeg kom til psykiater men nu er det da det rene helvede. Synes ikke jeg er vanskelig eller pylret - men ved virkelig ikke mine levende råd.

tulpi55

det var dog forfærdelig som du har det. Jeg synes at du hurtigst muligt skifter til anden psykolog der er nemlig meget meget stor forskel på dem. Den første jeg gik til skældte mig ud -rigtig meget-og sagde at jeg skulle tage mig sammen og få lavet den aftensmad som jeg havde så svært ved at udføre.
Jeg tog mit bedste tøj på og gik ned til den privat praktiserende læge og blev her henvist til hospitalet hvor jeg straks blev indlagt.
Jeg synes også det er en mærkelig op- og nedtrapning du skal igennem. Synes også din medicinering er lidt underligt. Jeg har været deprimeret i 20 år og har aldrig fået nogle af din medicin med undtagelse af noritren.
Har du prøvet mirtazapin? Hvis ikke skulle du prøve at goggle den og måske foreslå din læge om det var en mulighed. Jeg har bare så gode erfaringer med dem.
Men vigtigst af alt!! du skal bare hurtigst muligt - ja det kan næsten ikke blive hurtigt nok - tage kontakt med din læge for som du har det er det jo ikke et værdigt liv.Du skriver om din store angst. Er det noget specifikt? Min er rettet mod det at køre bil. Stor panik angst og det er lige meget om det er mig selv eller min mand og børn der kører. Det er jo ligesom din angst meget stærk invaliderende og ikke til at leve med, men det SKAL vi altså heller ikke finde os i, vel

Mormor23

Har lige talt med min egen læge og skal der på torsdag. Har prøvet Mirtazapin til natten, de hjalp et kort stykke tid så jeg kunne sove, men det gik over igen.
Det er en psykiater jeg har gået til nogle måneder nu og har siden start der fået det dårligere og nu er det da helt galt. Ved ikke om Noritren overhovedet er godt for mig, når man læser om det står der jo heller ikke noget om at det skulle kunne bruges mod angst - som der står ved feks. SSRI præp. Det er muligt at Cipramil som jeg har fået gennem mange år kan aftage i virkning, det ved jeg ikke, kan jo være det er noget psykiateren siger for at ville skifte min med. - med dette her er da som at komme i helvede - beklager ordvalget.
Siden d. 25-10 hvor jeg startede med nedtrapning af Venlafaxin og start på Noritren er det gået den vej hønsene skraber - hovedpine hver morgen og resten af dagen - meget forøget uro/angst, kan ikke sige for hvad, det kommer som lynet fra en klar himmel og giver en følelse indeni af vild panik, svært at forklare - men som et inkekt der farer rundt i en lukket flaske og bare kan råbe om hjælp. det lyder vist helt galt - men nogenlunde sådan føles det. Havde jeg ikke haft noget beroligende at tage, må tage to stk nu, har altid før været nok med en hvis jeg har haft brug for det og dengang slet slet ikke hver dag.
Havde aldrig i livet forestillet mig man kunne få det så dårligt og værre af at komme til en psykiater !!!!!!! Uh der er lang tid til torsdag.............

Mormor23

Tulpi må jeg ikke skrive til din e-mail istedet - det skal jo ikke være sådan at jeg skræmmer andre mht. psykiater og andet. Hvis jeg var ny og ikke havde nogen erfaring med dep. osv tror jeg jeg ville kunne blive ret så rædselsslagen for både psykiatere og medicin.
Det er jo ikke meningen.

tulpi55

jo det må du. Jeg prøver at sende den her og så håber jeg ikke at den bliver misbrugt, altså:
gilskovgaard@gmail.com
glæder mig til at høre fra dig.