Jeg vil lige sige, at jeg er glad for min læge, ligesom jeg var glad for min tidligere læge. Han gik på pension for to år siden.
Jeg har fortalt nogle få mennesker om det jeg har sagt ja til at deltage i. Hvis nogen har glemt det, handle det om, at min læge har givet tilsagn om at være lærer for fire nye lægestuderende. Derfor er det vigtigt, at de får lov til, at møde en patient.
Jeg citerer lige et par linjer:
Fordi du har nogle erfaringer som menneske og som patient, kan du lære studenten noget vigtigt om, hvad du gør for at holde dig rask, hvordan sygdom påvirker dig og dine omgivelser, og hvordan du som patient oplever vores sundhedsvæsen. På denne måde kan du bidrage til at lære studenten at blive en god læge. (citat slut)
De få mennesker jeg har fortalt det til, har været til stor hjælp. Man glemmer på en eller anden måde, hvordan det var, når alvorlige og livstruende sygdomme kommer ind i ens liv.
Jeg havde helt glemt angsten, angsten som bliver til vrede, som igen bliver til en drivkraft i, at gøre det man skal eller finde løsninger.
Her i formiddags kom min nabo. Det var hyggeligt, hun skulle have lidt dild fra min have. Hun er forøvrigt sygeplejerske, men selv der, kommer den samme reaktion når man bliver frustreret, bange og vred.
Hendes mand er syg, kan næsten ingenting. Han kan, ligesom min mand kunne, "tage sig sammen" når der er fremmede tilstede, for derefter at være totalt udmattet og skidt. Angsten der breder sig i familien, når han er alene hjemme, og han ikke tager telefonen. Så kom jeg i tanke om rigtig mange ting.
Hvordan man ikke bliver hørt, "han har det jo fint", er andres reaktion.
Jo der er mange ting der gør noget ved en selv og sin familie.
Nu hører jeg til dem, der kan bruge min vrede på en konstruktiv måde, og finde en løsning. Det fik jeg mange roser for bl.a. af vores læge, og min psykolog. Jeg brugte nemlig en psykolog i al den tid. Jeg var vred over, at jeg skulle bruge så meget energi på, at finde ud af ting der kunne afhjælpe et eller andet i dagligdagen, ting jeg stadigvæk mener er noget en sygehusafdeling eller en patientvejleder burde kende til og henvise til.
Ja, det dukker op. Min nabo gik herfra med en form for tryghed, hun var blevet hørt og forstået.
En ting er, at være professionel når det er patienter, sagen stiller sig helt anderledes, når det rammer en selv.
Linette.
Jeg tænker at der er nogen af dem der kontakter lægen der kan være bange for deres helbred og derfor kan lægge et enormt pres på for at få tid med det samme. Det er meget forståeligt og sikkert både berettiget og til tider uberettiget.
Jeg tror historien her er skrevet for at vise (måske dårligt) at læger og patienter ikke tænker helt ens og det kan være svært at opretholde kø-kulturen (selvfølgelig skal akutte patienter kunne komme til).
Hvis en patient har for højt blodtryk så er det bestemt noget der skal tages alvorligt og behandles, men forskellen på behandling på dagen og dagen efter et rationelt synspunkt formentlig uden konsekvens. Det er dog ikke sikkert alle ved det.
Fra patientens synspunkt er det farligt, vi ved at vi kan dø af for højt blodtryk.
Fra lægens synspunkt er det alvorligt, men ikke akut. (selvfølgelig kan lægen tage fejl i situationer, som nogen af indslagne vise).
Så har historien måske nok fået lidt for meget et anslag af urimelighed fra patientsside (med, hvis jeg husker rigtigt at han lige snupper en ekstra patient med).
Tanken om at et system er vigtigt er jo ikke forkert og det at åbne en debat om at lægen har et system og hvordan det kan sikres for alles bedste er jo også fin.
Linette, du har så meget ret i:
citat
Jeg havde helt glemt angsten, angsten som bliver til vrede, som igen bliver til en drivkraft i, at man prøver at finde løsninger. På den ene eller anden måde.
citat slut
Jeg følte også angst og fortvivlelse over at ingen ville hjælpe mig. Så kom vreden og derefter handlingen, som bestod i at søge efter hjælp på nettet.
3 år tog det mig ca. før jeg fik svaret og jeg fik fred for mine smerter.
Vreden har jeg dog ikke sluppet. Jeg ville ønske, jeg kunne slippe den.
Jeg håber, jeg kan finde fred og ro hos min nye læge. Han virker som et menneske, jeg kan have tillid til.
Vreden er nu ikke så dårlig Persille. Det er en enorm drvkraft, en positiv kraft, hvis man bruger den rigtigt. Gør man ikke det, er den destruktiv, både for en selv og ens nærmeste. Det hjælper jo ikke så meget at være vred, hvis man ikke gør noget ved det man er vred over.
Min tidligere læge kom med en bemærkning jeg stadigvæk husker, specielt nu hvor jeg skal huske noget.
Min mand havde på det tidspunkt blodpropper og var indlagt. Der kom mange besøgende, de grinte og lavede sjov. Når jeg kom, så sov min mand. Han var træt og sløv. Han sagde det selv med disse ord: Nu kan du få skroget.
På en måde fornemmede jeg han var ked af det, men jeg blev vred på ham. Hvorfor pokker kunne han ikke være lidt interesseret når jeg kom?
En dag kom jeg til at sige det til vores læge, for også der kunne han "mande" sig op.
Lægen sagde til mig: Det er fordi han elsker dig, han er tryg ved dig, han stoler på dig. Overfor dig tør han vise hvordan han egentlig har det.
På hospice sagde de, at jeg skabte tryghed og beroligelse for min mand. Jeg boede der sammen med min mand, til han døde.
Ind i mellem tænker jeg stadigvæk meget over den form for kærlighed. Jeg kan godt se der er noget sandt ved det, men jeg følte mig nu tilsidesat. Ikke på hospice, da var han så syg, at han ikke var i stand til noget. Det var nok med et kærtegn, holde i hånd eller bare være der.
Det var forøvrigt vreden over hjemmeplejen, der fik os til at tage på hospice. Vi flygtede fra en uværdig måde at dø på herhjemme, og fik en værdig afslutning på næsten 50 årsægteskab.
Vi havde mange rendende ind og ud af vores hjem, men de hjalp os ikke. De skulle kun se hvordan min mand havde det. En af dem vækkede ham ved at ruske i ham og sig: Hej min lille ven, hvordan har vi det?
Vi fik ikke den hjælp vi havde behov for, ikke en gang personlig pleje fik vi til min mand.
Lægen sagde til mig: Det er fordi han elsker dig, han er tryg ved dig, han stoler på dig. Overfor dig tør han vise hvordan han egentlig har det.
Meget klogt sagt, Linette. Meget venligt og hensynsfuldt. For det er jo helt rigtigt. Da jeg var meget syg, dengang med "blærebetændelsen" sad min ældste søn hos mig efter mine andre kære var gået. Jeg kunne ingenting og lå bare med lukkede øjne. Jeg vidste han var der. Jeg fortalte ham bagefter, hvor dejligt det var han sad der. Han holdt også min mors hånd, da hun døde.
Det er noget man bør huske på bare det at være tilstede.
Næste dag, efter en hård nat, kom den venlige overlæge og fortalte mig de nu vidste hvad der var galt. Nu kunne jeg få den rette behandling.
Når jeg nu har nævnt hjemmesygeplejen for døende patienter, så tænker jeg lidt over spørgsmålet:
Kan lægen gøre noget i den sammenhæng?
Det tror jeg ikke. Han eller sygehuset kan og skal kun meddele kommunen, at der er en patient der er uhelbredelig syg, der har behov for hjælp.
Så kommer der en visitator fra kommunen ud. Der kan godt gå flere uger før hun kommer.(Det er som regel en hun)
Reglerne er sådan, at hvis man har en ægtefælle eller sambo, så skal vedkommende passe den syge.
Men hvorfor pokker skal kommunen så have adgang til ens hjem?
Det er bare en regel der skal overholdes. Der er ingen hjælp at hente.
Vi fik huset fyldt med diverse hjælpemidler, vel at mærke først efter flere ugers ventetid. Min mand havde brug for toiletforhøjer, krykstokke, kørestol, klodser til møblerne, badebænk, og plejeseng med en luftmadras o.s.v.
Det havde jo været fint, hvis det var ordnet før han blev udskrevet fra sygehuset.
Hans mor var ligeledes meget syg. Hun brugte ikke mere toiletforhøjeren, så jeg kørte derud og tog den med hjem. (Det må man ikke) Vores søn lavede klodser til møblerne, Jeg hentede også svigermors elevationsbund, den passede ned i vores gæsteseng. Så blev den klodset op og der blev købt en dyr madras. Sådan klarede vi os igennem de uger, indtil visitatoren kom.
På grund af min slidgigt fik vi bevilget 30 min. rengøring hv. 14. dag. Det var den hjælp vi fik og som jeg stadigvæk får, dog er det nu kun hv. tredje uge.
Men sådan er reglerne, også selv om der er tale om en døende patient.
Senere i forløbet tilbød man tryghedsbesøg, som de kalder det. Det var her de bare kom for at se, hvordan min mand havde det. Til gengæld tog de noget af rengøringen fra.
I min fortælling til disse nye lægestuderende, får socialvæsenet ingen roser herfra. Jeg skal også fortælle om mine erfaringer med sundheds og socialvæsenet. Men jeg har svært ved at se, hvad en kommende læge kan bruge det til. Lægen er uden mulighed for at gøre noget i den forbindelse, det er udelukkende kommunens regler der gælder her.
Måske er det mere for, at få en forståelse for deres patienters psykiske tilstand i sådan en situation.
Jeg tror jeg vil lægge mest vægt på det, men det udspringer jo fra hele situationen og den manglende hjælp. Alle troede vi fik så megen hjælp. Det gjorde vi ikke. Jeg var frustreret og udkørt.
Vores læge var rigtig god til den slags. Jeg glemmer aldrig, da jeg ringede til ham, efter min mands første blodprop. Han havde evnen til at fortælle om de mulige konsekvenser, om hvilken fare min mand befandt sig i de næste uger. Han brugte tre kvarter af sin telefontid om morgenen til at snakke med mig. Sådan noget gjorde også, at jeg var forstående, hvis jeg ikke kunne komme igennem om morgenen. Der var sikkert en anden patient der havde brug for at snakke. Eller også var der måske flere der ventede.
Den sidste gang han var her hos os, sad han her i to timer. Han kunne fortælle min mand, på en stille og rolig måde, at hans nyrer var stået af. Det var den dag, vi besluttede os for at tage på hospice. Der kunne vi komme allerede dagen efter om morgenen. Han lagde ikke skjul på, at han også sad og fornemmede hvordan vi havde det.
Da min mand var død, sagde han til mig, at det havde været så flot et forløb, ja, det var mere end flot. Det var det også. Men det var ikke hjemmeplejens fortjeneste. Vi fik 14 dage sammen på hospice. Her opdagede jeg hvor meget hjælp, vi havde haft behov for.
Da min mand døde, var det også afslutningen på 15 år med alvorlig hjertesygdom, strubekræft og til sidst en lungecancer som havde spredt sig inden den blev opdaget. Den blev opdaget ved, at hans ben brækkede på grund af metastaser.
Når nu jeg har sagt ja, til at være en slags lærer for disse nye læger, så føler jeg det også som en tillidserklæring fra min læges side. Men det rører ved noget i mig, en slags forløsning. Jeg kommer til at græde lidt ind i mellem, men det føles som en lettelse, en følelse af, at jeg har noget værdifuldt at give videre til disse unge studerende.
Så jeg håber på, at jeg kan bidrage med noget, de kan gøre brug af i deres studier og deres fremtid som gode læger.
Jeg kan godt se i bakspejlet, at vi har været hårdt ramt som familie. Men det er der jo mange familier der bliver. Det er i sig selv ikke noget specielt. Jeg ved ikke hvorfor, min læge ud af mange patienter, har spurgt mig om jeg ville deltage. Men jeg er glad for det.
Jeg talte med en gammel fundet skolekammerat. Hun havde gået til sin læge i ca. 3 år. Han sagde det var noget gigt eller muskelinfiltration. Hun fik noget massage. Det hjalp ikke.
En dag faldt hun bare omkuld på gaden. Hun tog igen til læge og kom ind hos en anden læge på grund af ferie. Hun ville straks have hende indlagt. Der lå hun i mange dage og blev undersøgt på kryds og tværs. Der var noget helt galt. Nu har hun endelig fået noget behandling og skal tjekkes igen.
Hun er skam meget positiv og ikke krævende, mener jeg. Ellers ville hun vel have skiftet læge. Men noget urolig, det var hun. Af den grund gik hun til læge flere gange i de år.
Gigt eller muskelinfiltrationer var der slet ikke tale om.
Hvis nu hun var blevet undersøgt fra begyndelsen, når massage ikke hjalp, så havde der været sparet nogle penge. Hun havde også været fri for at gå og være nervøs og føle sig meget dårlig.
ps. Jeg er ved at mane mig op til at blive lidt mere krævende. Det kan somme tider være nødvendigt. Kameliadamen har været med til at give mig mod i de år, hvor hun støttede mig. Men det bygges jo langsomt op. Vi er jo vant til at være så autoritetstro, men det kan slet ikke betale sig.
Men jeg mener nu ikke, at jeg har fortjent den. Du og jeg er vel her på Netdoktor af samme grund: Det udfylder et behov at skrive her. Det er en af de måder, der gør det lettere at bære hver vores sygdomshistorie.
Du omtaler et eksempel, hvor en kvinde ikke kunne få relevant lægehjælp gennem tre år. Det, politikere og andre beslutningstagere især lægger vægt på vedrørende sundhedspolitik, er økonomien – ikke så meget den enkeltes lidelser.
Og det koster da virkelig kassen at holde fok syge, i stedet for at helbrede dem.
I mit tilfælde er det mange hundrede tusinder af kroner, det drejer sig om:
1. Sygedagpenge i 1 år, plus førtidspension i foreløbig 9 år
2. Mistede skatteindtægter af den løn, jeg kunne have tjent, hvis jeg kunne have arbejdet
Og ved du hvad? Hvis jeg nu når at blive rask, umiddelbart før jeg bliver folkepensionist, så vil jeg læne mig tilbage og nyde tilværelsen, i stedet for at søge job. Helt ærligt, så synes jeg altså ikke, at jeg skylder nogen noget!
citat
Men jeg mener nu ikke, at jeg har fortjent den. Du og jeg er vel her på Netdoktor af samme grund: Det udfylder et behov at skrive her. Det er en af de måder, der gør det lettere at bære hver vores sygdomshistorie.
citat slut
Ja, jeg skriver for at få afløb for den vrede, jeg føler der er bygget op gennem mange år. Jo, lettere at bære, derfor.
Men du fortjener det nu alligevel.
Var jeg nu blevet skældt ud for både at være negativ og krævende, fordi jeg ikke blev hjulpet af min læge, men bare kunne bløde om natten på hovedpuden, medens rædselen voksede og så mine smerter, som blev være og værre.
Men du kom altid med opmuntrede ord og det i flere år. Ellers ved jeg ikke hvad jeg til sidst havde gjort. Da jeg begyndte at søge efter hjælp på nettet var jeg desperat. Men det skriver man jo ikke. Efterhånden har jeg vænnet mig til at være "offentlig"
Kommentarer
Jeg har fortalt nogle få mennesker om det jeg har sagt ja til at deltage i. Hvis nogen har glemt det, handle det om, at min læge har givet tilsagn om at være lærer for fire nye lægestuderende. Derfor er det vigtigt, at de får lov til, at møde en patient.
Jeg citerer lige et par linjer:
Fordi du har nogle erfaringer som menneske og som patient, kan du lære studenten noget vigtigt om, hvad du gør for at holde dig rask, hvordan sygdom påvirker dig og dine omgivelser, og hvordan du som patient oplever vores sundhedsvæsen. På denne måde kan du bidrage til at lære studenten at blive en god læge. (citat slut)
De få mennesker jeg har fortalt det til, har været til stor hjælp. Man glemmer på en eller anden måde, hvordan det var, når alvorlige og livstruende sygdomme kommer ind i ens liv.
Jeg havde helt glemt angsten, angsten som bliver til vrede, som igen bliver til en drivkraft i, at gøre det man skal eller finde løsninger.
Her i formiddags kom min nabo. Det var hyggeligt, hun skulle have lidt dild fra min have. Hun er forøvrigt sygeplejerske, men selv der, kommer den samme reaktion når man bliver frustreret, bange og vred.
Hendes mand er syg, kan næsten ingenting. Han kan, ligesom min mand kunne, "tage sig sammen" når der er fremmede tilstede, for derefter at være totalt udmattet og skidt. Angsten der breder sig i familien, når han er alene hjemme, og han ikke tager telefonen. Så kom jeg i tanke om rigtig mange ting.
Hvordan man ikke bliver hørt, "han har det jo fint", er andres reaktion.
Jo der er mange ting der gør noget ved en selv og sin familie.
Nu hører jeg til dem, der kan bruge min vrede på en konstruktiv måde, og finde en løsning. Det fik jeg mange roser for bl.a. af vores læge, og min psykolog. Jeg brugte nemlig en psykolog i al den tid. Jeg var vred over, at jeg skulle bruge så meget energi på, at finde ud af ting der kunne afhjælpe et eller andet i dagligdagen, ting jeg stadigvæk mener er noget en sygehusafdeling eller en patientvejleder burde kende til og henvise til.
Ja, det dukker op. Min nabo gik herfra med en form for tryghed, hun var blevet hørt og forstået.
En ting er, at være professionel når det er patienter, sagen stiller sig helt anderledes, når det rammer en selv.
Linette.
Jeg tror historien her er skrevet for at vise (måske dårligt) at læger og patienter ikke tænker helt ens og det kan være svært at opretholde kø-kulturen (selvfølgelig skal akutte patienter kunne komme til).
Hvis en patient har for højt blodtryk så er det bestemt noget der skal tages alvorligt og behandles, men forskellen på behandling på dagen og dagen efter et rationelt synspunkt formentlig uden konsekvens. Det er dog ikke sikkert alle ved det.
Fra patientens synspunkt er det farligt, vi ved at vi kan dø af for højt blodtryk.
Fra lægens synspunkt er det alvorligt, men ikke akut. (selvfølgelig kan lægen tage fejl i situationer, som nogen af indslagne vise).
Så har historien måske nok fået lidt for meget et anslag af urimelighed fra patientsside (med, hvis jeg husker rigtigt at han lige snupper en ekstra patient med).
Tanken om at et system er vigtigt er jo ikke forkert og det at åbne en debat om at lægen har et system og hvordan det kan sikres for alles bedste er jo også fin.
citat
Jeg havde helt glemt angsten, angsten som bliver til vrede, som igen bliver til en drivkraft i, at man prøver at finde løsninger. På den ene eller anden måde.
citat slut
Jeg følte også angst og fortvivlelse over at ingen ville hjælpe mig. Så kom vreden og derefter handlingen, som bestod i at søge efter hjælp på nettet.
3 år tog det mig ca. før jeg fik svaret og jeg fik fred for mine smerter.
Vreden har jeg dog ikke sluppet. Jeg ville ønske, jeg kunne slippe den.
Jeg håber, jeg kan finde fred og ro hos min nye læge. Han virker som et menneske, jeg kan have tillid til.
Min tidligere læge kom med en bemærkning jeg stadigvæk husker, specielt nu hvor jeg skal huske noget.
Min mand havde på det tidspunkt blodpropper og var indlagt. Der kom mange besøgende, de grinte og lavede sjov. Når jeg kom, så sov min mand. Han var træt og sløv. Han sagde det selv med disse ord: Nu kan du få skroget.
På en måde fornemmede jeg han var ked af det, men jeg blev vred på ham. Hvorfor pokker kunne han ikke være lidt interesseret når jeg kom?
En dag kom jeg til at sige det til vores læge, for også der kunne han "mande" sig op.
Lægen sagde til mig: Det er fordi han elsker dig, han er tryg ved dig, han stoler på dig. Overfor dig tør han vise hvordan han egentlig har det.
På hospice sagde de, at jeg skabte tryghed og beroligelse for min mand. Jeg boede der sammen med min mand, til han døde.
Ind i mellem tænker jeg stadigvæk meget over den form for kærlighed. Jeg kan godt se der er noget sandt ved det, men jeg følte mig nu tilsidesat. Ikke på hospice, da var han så syg, at han ikke var i stand til noget. Det var nok med et kærtegn, holde i hånd eller bare være der.
Det var forøvrigt vreden over hjemmeplejen, der fik os til at tage på hospice. Vi flygtede fra en uværdig måde at dø på herhjemme, og fik en værdig afslutning på næsten 50 årsægteskab.
Vi havde mange rendende ind og ud af vores hjem, men de hjalp os ikke. De skulle kun se hvordan min mand havde det. En af dem vækkede ham ved at ruske i ham og sig: Hej min lille ven, hvordan har vi det?
Vi fik ikke den hjælp vi havde behov for, ikke en gang personlig pleje fik vi til min mand.
Meget klogt sagt, Linette. Meget venligt og hensynsfuldt. For det er jo helt rigtigt. Da jeg var meget syg, dengang med "blærebetændelsen" sad min ældste søn hos mig efter mine andre kære var gået. Jeg kunne ingenting og lå bare med lukkede øjne. Jeg vidste han var der. Jeg fortalte ham bagefter, hvor dejligt det var han sad der. Han holdt også min mors hånd, da hun døde.
Det er noget man bør huske på bare det at være tilstede.
Næste dag, efter en hård nat, kom den venlige overlæge og fortalte mig de nu vidste hvad der var galt. Nu kunne jeg få den rette behandling.
Kan lægen gøre noget i den sammenhæng?
Det tror jeg ikke. Han eller sygehuset kan og skal kun meddele kommunen, at der er en patient der er uhelbredelig syg, der har behov for hjælp.
Så kommer der en visitator fra kommunen ud. Der kan godt gå flere uger før hun kommer.(Det er som regel en hun)
Reglerne er sådan, at hvis man har en ægtefælle eller sambo, så skal vedkommende passe den syge.
Men hvorfor pokker skal kommunen så have adgang til ens hjem?
Det er bare en regel der skal overholdes. Der er ingen hjælp at hente.
Vi fik huset fyldt med diverse hjælpemidler, vel at mærke først efter flere ugers ventetid. Min mand havde brug for toiletforhøjer, krykstokke, kørestol, klodser til møblerne, badebænk, og plejeseng med en luftmadras o.s.v.
Det havde jo været fint, hvis det var ordnet før han blev udskrevet fra sygehuset.
Hans mor var ligeledes meget syg. Hun brugte ikke mere toiletforhøjeren, så jeg kørte derud og tog den med hjem. (Det må man ikke) Vores søn lavede klodser til møblerne, Jeg hentede også svigermors elevationsbund, den passede ned i vores gæsteseng. Så blev den klodset op og der blev købt en dyr madras. Sådan klarede vi os igennem de uger, indtil visitatoren kom.
På grund af min slidgigt fik vi bevilget 30 min. rengøring hv. 14. dag. Det var den hjælp vi fik og som jeg stadigvæk får, dog er det nu kun hv. tredje uge.
Men sådan er reglerne, også selv om der er tale om en døende patient.
Senere i forløbet tilbød man tryghedsbesøg, som de kalder det. Det var her de bare kom for at se, hvordan min mand havde det. Til gengæld tog de noget af rengøringen fra.
I min fortælling til disse nye lægestuderende, får socialvæsenet ingen roser herfra. Jeg skal også fortælle om mine erfaringer med sundheds og socialvæsenet. Men jeg har svært ved at se, hvad en kommende læge kan bruge det til. Lægen er uden mulighed for at gøre noget i den forbindelse, det er udelukkende kommunens regler der gælder her.
Måske er det mere for, at få en forståelse for deres patienters psykiske tilstand i sådan en situation.
Jeg tror jeg vil lægge mest vægt på det, men det udspringer jo fra hele situationen og den manglende hjælp. Alle troede vi fik så megen hjælp. Det gjorde vi ikke. Jeg var frustreret og udkørt.
Den sidste gang han var her hos os, sad han her i to timer. Han kunne fortælle min mand, på en stille og rolig måde, at hans nyrer var stået af. Det var den dag, vi besluttede os for at tage på hospice. Der kunne vi komme allerede dagen efter om morgenen. Han lagde ikke skjul på, at han også sad og fornemmede hvordan vi havde det.
Da min mand var død, sagde han til mig, at det havde været så flot et forløb, ja, det var mere end flot. Det var det også. Men det var ikke hjemmeplejens fortjeneste. Vi fik 14 dage sammen på hospice. Her opdagede jeg hvor meget hjælp, vi havde haft behov for.
Da min mand døde, var det også afslutningen på 15 år med alvorlig hjertesygdom, strubekræft og til sidst en lungecancer som havde spredt sig inden den blev opdaget. Den blev opdaget ved, at hans ben brækkede på grund af metastaser.
Når nu jeg har sagt ja, til at være en slags lærer for disse nye læger, så føler jeg det også som en tillidserklæring fra min læges side. Men det rører ved noget i mig, en slags forløsning. Jeg kommer til at græde lidt ind i mellem, men det føles som en lettelse, en følelse af, at jeg har noget værdifuldt at give videre til disse unge studerende.
Så jeg håber på, at jeg kan bidrage med noget, de kan gøre brug af i deres studier og deres fremtid som gode læger.
Jeg kan godt se i bakspejlet, at vi har været hårdt ramt som familie. Men det er der jo mange familier der bliver. Det er i sig selv ikke noget specielt. Jeg ved ikke hvorfor, min læge ud af mange patienter, har spurgt mig om jeg ville deltage. Men jeg er glad for det.
Jeg talte med en gammel fundet skolekammerat. Hun havde gået til sin læge i ca. 3 år. Han sagde det var noget gigt eller muskelinfiltration. Hun fik noget massage. Det hjalp ikke.
En dag faldt hun bare omkuld på gaden. Hun tog igen til læge og kom ind hos en anden læge på grund af ferie. Hun ville straks have hende indlagt. Der lå hun i mange dage og blev undersøgt på kryds og tværs. Der var noget helt galt. Nu har hun endelig fået noget behandling og skal tjekkes igen.
Hun er skam meget positiv og ikke krævende, mener jeg. Ellers ville hun vel have skiftet læge. Men noget urolig, det var hun. Af den grund gik hun til læge flere gange i de år.
Gigt eller muskelinfiltrationer var der slet ikke tale om.
Hvis nu hun var blevet undersøgt fra begyndelsen, når massage ikke hjalp, så havde der været sparet nogle penge. Hun havde også været fri for at gå og være nervøs og føle sig meget dårlig.
ps. Jeg er ved at mane mig op til at blive lidt mere krævende. Det kan somme tider være nødvendigt. Kameliadamen har været med til at give mig mod i de år, hvor hun støttede mig. Men det bygges jo langsomt op. Vi er jo vant til at være så autoritetstro, men det kan slet ikke betale sig.
Tak for ros ;o)
Men jeg mener nu ikke, at jeg har fortjent den. Du og jeg er vel her på Netdoktor af samme grund: Det udfylder et behov at skrive her. Det er en af de måder, der gør det lettere at bære hver vores sygdomshistorie.
Du omtaler et eksempel, hvor en kvinde ikke kunne få relevant lægehjælp gennem tre år. Det, politikere og andre beslutningstagere især lægger vægt på vedrørende sundhedspolitik, er økonomien – ikke så meget den enkeltes lidelser.
Og det koster da virkelig kassen at holde fok syge, i stedet for at helbrede dem.
I mit tilfælde er det mange hundrede tusinder af kroner, det drejer sig om:
1. Sygedagpenge i 1 år, plus førtidspension i foreløbig 9 år
2. Mistede skatteindtægter af den løn, jeg kunne have tjent, hvis jeg kunne have arbejdet
Og ved du hvad? Hvis jeg nu når at blive rask, umiddelbart før jeg bliver folkepensionist, så vil jeg læne mig tilbage og nyde tilværelsen, i stedet for at søge job. Helt ærligt, så synes jeg altså ikke, at jeg skylder nogen noget!
Mange hilsner
Kameliadamen
citat
Men jeg mener nu ikke, at jeg har fortjent den. Du og jeg er vel her på Netdoktor af samme grund: Det udfylder et behov at skrive her. Det er en af de måder, der gør det lettere at bære hver vores sygdomshistorie.
citat slut
Ja, jeg skriver for at få afløb for den vrede, jeg føler der er bygget op gennem mange år. Jo, lettere at bære, derfor.
Men du fortjener det nu alligevel.
Var jeg nu blevet skældt ud for både at være negativ og krævende, fordi jeg ikke blev hjulpet af min læge, men bare kunne bløde om natten på hovedpuden, medens rædselen voksede og så mine smerter, som blev være og værre.
Men du kom altid med opmuntrede ord og det i flere år. Ellers ved jeg ikke hvad jeg til sidst havde gjort. Da jeg begyndte at søge efter hjælp på nettet var jeg desperat. Men det skriver man jo ikke. Efterhånden har jeg vænnet mig til at være "offentlig"
Mange hilsener.