Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Lægerne må jo have brug for den patienthistorie. Ellers var den ikke blevet konstrueret. Jeg synes også, at den er latterlig, som Lotte skriver. Lægerne må have brug for at betragte patienterne som uhyrer og sig selv som ofre.
Med en omskrivning af Piet Heins udtryk kunne man sige, at der er tale om at dutte nogen en opførsel på, hvis vanvid alle kan forstå.
Som du skriver, Persille, så kan en læge jo bare venligt og roligt forklare, hvornår og hvordan man bestiller tid, osv. Der findes ganske givet folk, der ikke er helt klar over, hvordan man bærer sig ad. Men hvis de ikke er vant til at gå til læge, hvordan skulle de så vide det?
For mig har problemet især været, at lægerne er blevet urimeligt vrede et par gange, hvor jeg var uvidende om reglerne.
Jeg havde lige skiftet læge, og da jeg for første gang havde fået en tid hos den nye læge, sad sekretæren og snakkede i telefon, da jeg kom. Altså satte jeg mig ned og ventede, til hun fik tid til at tage imod mit sygesikringskort, så hun kunne registrere min ankomst. Men samtalen varede længe. Pludselig kom lægen ud i venteværelset, og da hun så mig, skældte hun ud over, at jeg ikke selv havde kørt mit sygesikringskort igennem. Ved min tidligere læge var det noget, sekretæren tog sig af, så jeg blev noget forskrækket. Det var ikke nogen god måde at begynde hos en ny læge på.
En anden gang hos en tidligere læge havde jeg bestilt tid til det regelmæssige tjek for livmoderhalskræft. Og da undersøgelsen var vel overstået sagde jeg, at jeg lige havde et lille tillægsproblem. Jeg havde nemlig sådan en frygtelig kløe i ørerne. Lægen blev umådeligt vred. Han sagde, at jeg skulle bestille to tider, når jeg havde to ærinder. ”Nu får jeg jo ikke penge for kløen i ørene”, sagde han.
Det siger sig selv, at jeg trak spørgsmålet tilbage. I dag fatter jeg ikke, at lægen ikke bare stille og roligt forklarede mig reglerne, som i øvrigt viser sig at være helt anderledes hos andre læger, for da jeg sidst forsøgte at bestille to tider hos min forholdsvis nye læge, kunne det ikke lade sig gøre.
Jeg tror også det handler om, at vi er − eller for mit vedkommende har været − for pæne, Persille. Jeg finder mig ikke i at blive overfuset længere.
Mange hilsner
Kameliadamen
Pudsigt du lige nævner det med sygesikringskortet. Hos min tidligere læge henvendte man sig til sekretæren, hos min nye læge kører man det selv igennem, men heldigvis vises det tydeligt. I det hele taget er det et rarere sted.
Jeg har aldrig fundet ud af det med tiderne. Om man kun må tale om en ting eller man må nævne to ting.
Og det med at ringe mellem 8 og 9 har jeg opgivet for rigtig mange år siden. Der er alligevel altid optaget. Så mon ikke den historie om patienten, der ringer kl. 8 for at bestille en tid, kun lever i lægens fantasi.
Hvem med sin forstands fulde brug prøver at ringer til en læge mellem 8 og 9 uden det er absolut nødvendigt.
Nå, men et lille tilfælde. En, der er på besøg i Danmark ringer til lægen, personen hun besøger er blevet syg. Denne læge har et nummersystem. Det er da altid noget. Så har man lidt at rette sig efter. Der gives et højt nummer. Da hun endelig kommer igennem efter kl. 9 er telefonsvareren til hendes store forundring sat til.
Hun ringer så senere og får klinikassistenten i røret. Beskeden hun får er, der skal ringes mellem 8 og 9, hvis det er lægen hun vil tale med. Det er ikke nemt at begå sig i det system. Slet ikke, hvis man ikke har kendskab til, hvordan det skal gøres.
Da vi talte med hende luftede hun sin store forundring over det system vi har i Danmark.
Hvis en af os blev syge og var sengeliggende aner vi heller ikke, hvad man skal gøre andet end vente til lægevagten træder til. Så kan man vist nok/måske få besøg af en læge.
Jeg mener, der mangler en regulær oplysning om, hvordan det system skal bruges. Både med hensyn til vagtlæger og skadestuer, samt de praktiserende læger. Hvis der blev givet en vejledning, der var til at forstå var meget nået.
Alt for mange har ikke kendskab nok til det system.
Nu vil nogle sikkert sige, det ved man da. Nej, det ved mange ikke og oplysninger er ikke sådan at få.
Så ville hun spørge mig, om jeg ville deltage i deres lægestuderendes opgaveprojekt. De har taget tre lægestuderende under deres vinger.
Projektet går ud på tre samtaler af halvandet times varighed, og det handler om sundhedssystemet. Hun mente at jeg både menneskeligt og erfaringsmæssigt havde haft meget kontakt med sundhedsvæsenet.
Vi fik en positiv snak om det at være patient, og hvor svært det kan være som patient at forstå den opdeling af specialer. Patienten fejler et eller andet, men. f.eks. kræftpatienter er pludseligt delt op på tre - fire forskellige sygehuse plus hjemmepleje, og egen læge. For vores vedkommende kom palliativ team også på banen. Det var enormt frustrerende. Ligeledes fortalte jeg også om, at man som patient selv skal finde vej i dette system. Det kræver resourcer.
De tre studerendes opgave går ud på at undersøge, hvordan man bliver en bedre læge.
Det kunne vi jo også få en snak om herinde.
Det lyder da som en glimrende ide. Hvor er det også en positiv ide hos din læge. Det ville være rart, hvis man i fremtiden kunne få en bedre oplevelse hos lægen.
Min nye læge tror jeg på er alle tiders. Jeg har kun snakket med ham to gange. Så faktisk har jeg jo været hos lægen to gange på et år og ikke en gang, som jeg fik skrevet.
Jeg har aldrig før været ude for en læge, som ganske af sig selv foreslog der blev taget blodprøver og undersøgt flere ting. Derefter sagde han jeg skulle have en tid til at høre resultatet.
Da jeg kom ville han have blodprøver taget igen om tre måneder. Jeg var fuldkommen målløs og følte der blev taget "hånd" om mig.
Jeg har altid selv skulle sørge for blodprøve en gang om året. Det har jeg sørget for lige siden min daværende læge var skyld i jeg kom på sygehuset. Og derefter også spurgt om resultatet hos sekretæren. Slået op på nettet for at finde ud af om prøven var i orden. Det er ikke godt nok.
En enkel blodprøve og mange penge kunne have været sparet.
Den ville have vist, der var noget ganske andet i vejen end den blærebetændelse jeg IKKE havde og som jeg fik masser af medicin for. Man skal nu ikke altid spare på en blodprøve. En undersøgelse kan vise sig at være besparende i den sidste ende.
I de 10 år hvor jeg gik til lægen engang imellem, når smerten blev for slem kunne også have været sparet. Inden da gik jeg ikke til læge, jeg ringede kun for at få recept på min blodtryksmedicin.
Hvis der bare var gjort lidt for at finde ud af hvad der havde skylden for de smerter, jeg led af. Men der blev intet gjort.
Jeg følte det også noget mærkeligt, at store blodpletter på hovedpuden intet havde at sige. Sådan en læge er man ikke tryg ved.
Hvorfor skiftede jeg ikke læge kan man spørge, jeg bliver svar skyldig. Jeg tror hun fik lullet mig ind i den tro, der intet var at gøre. Jeg skulle heller ikke kigge på nettet, sagde hun.
Men det begyndte jeg så på alligevel. Blodpletterne skræmte mig. Nu ved jeg hvad grunden var og smerten er væk. Blodet ligeledes.
Det, jeg savner allermest - både ved privatpraktiserende, speciallæger og sygehuslæger - er at de ulejliger med at høre efter, hvad man siger.
Jeg ved, det kan lade sig gøre, for min nuværende gør det - men det andet er desværre mere eller mindre normen.
Jeg er bare så træt af at opleve, at man slet ikke hører efter, men netop bare kigger på skærmen og vurderer, hvordan jeg har det i henhold til diverse prøver og andres notater, handler ud fra det, blæser det en hatfuld, når jeg f.eks. prøver at fortælle, at jeg ikke kan tåle acetylsalicylsyre og morfin - eller rettere, man hører det, skriver det omhyggeligt ned, og så er det glemt, for netop på snedig facon prøver man alligevel at putte det i mig, for en slags ved jeg jo nok ikke noget om alligevel. Jeg har flere gange været på apoteket og hente en medicin, der er udskrevet til mig af en sådan læge - for at erfare at der højt og tydeligt står på indlægssedlen, at man ikke skal indtage denne medicin, hvis man er overfølsom overfor netop de pågældende stoffer, som jeg netop, og meget udtrykkeligt har forklaret lægen.
Alle kender eksempler på fejl og dårlig behandling. Men ikender vel også selv til at lave fejl, til at have travlt, have dårlig normering, og at man nogle dage måske ikke er på toppen. Sådan er det også i sundhedsvæsenet, de er også mennesker, og der har været store personalemæssige besparelser i de senere år. Det er et arbejde som alt mulig andet, så der sker fejl.
Jeg synes selv at min familie for en god behandling, men vi har også en positiv og måske mindre krævende indstilling
Hejsa
Et gammelt mundheld lyder sådan her: Smil til verden, og den smiler til dig.
Udsagnet findes i mange varianter, og de seneste år, er det blevet gjort til en hel livsstil: man skal være positiv. Nogle går endda til yderligheder og påstår, at andre, der er mindre heldige her i tilværelsen, selv er ude om det, fordi de ikke er positive nok.
Du skriver, og jeg citerer: ”Jeg synes selv, at min familie får en god behandling, men vi har også en positiv og måske mindre krævende indstilling.”
Dit udsagn kunne tyde på, at du mener, at vi andre – vi, der har haft mange negative oplevelser hos forskellige læger – ikke er positive og derudover er (urimeligt?) krævende.
Som både Persille og jeg giver udtryk for i vores indlæg i denne tråd, har problemet nok tværtimod været, at vi var for pæne og høflige. Vi er mange, der fra barnsben har lært at klare os selv og ikke bede andre om noget, med mindre det er strengt nødvendigt.
Det hjælper jo ikke noget, at man møder lægen med en positiv indstilling, hvis lægen ikke har samme venlige og høflige opførsel. Du har selvfølgelig ret i, at læger også er mennesker, og hvor der er mennesker sker der fejl. Sådan ser jeg også på det.
Men nogle gange er man nødt til at sætte foden ned, når man møder urimelig opførsel, og det er jeg først nu ved at lære, i moden alder. Det gælder os patienter, og det gælder også lægen i det konstruerede eksempel, som Persille gav et link til. At reagere over for urimeligheder er nødvendigt. Man kan jo sagtens sige fra på en pæn måde, uden at skælde ud. Jeg finder mig altså ikke i at blive overfuset mere. Anfald af umådelig vrede fra lægeside har jeg fundet mig i alt for mange gange. Problemet er jo, at man står i en svag position, når man er syg og har behov for lægehjælp, og i den situation kan det være svært at reagere, når man bliver overfuset. Og sådan som jeg har erfaret det, så er det de allermest svage, der nogle gange får den værste behandling. For det er jo ”gratis” for lægen at afreagere på dem, der ikke tør sige fra.
Jeg blev ramt af træthedsproblemer i 2001, og i 2003 blev jeg sygemeldt med diagnosen uforklarlig træthed. I 2004 fik jeg bevilget førtidspension, men på intet tidspunkt kunne jeg få hjælp til at finde ud af, hvad jeg fejlede. Jeg blev mødt af en mur af ligegyldighed, hver gang jeg bad om hjælp.
Jeg er også af den gamle skole, hvor man tager et nej for et nej. Det er ikke sådan, at jeg begynder at plage. I stedet for skiftede jeg læge, og det har jeg efterhånden gjort en del gange, indtil jeg fandt et lægehus, der har en helt anden og mere positiv holdning til patienterne.
Først i 2012 regnede en hjertespecialist ud på fem minutter, at jeg har søvnapnø. Dvs. at jeg har gået og været syg i 11 år uden at kunne få relevant lægehjælp.
Sådan kan virkeligheden også være. Hvis man udelukkende er pæn og høflig og positiv, ender det med, at ingen tager én alvorligt.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har ikke noget imod at tænke positivt og være positiv, men jeg har noget imod, at det er blevet en ny livsstil og sælges som en vare, hvor vi bare skal indordne os, være mindre krævende, glade og tilfredse, for så går det hele nok.
Denne indstilling er for mig meget nedladende overfor dem, der her kan fortælle og berette om grove historier om, hvad de har oplevet, om hvordan disse læger ikke lytter ordentlig efter, hvordan disse læger snakker hen over hovedet på mennesker, som kommer med noget de føler er forkert i deres krop, og så bare giver dem en sludder for en sladder eller en recept på enten på den ene eller anden slags medicin og så ud af døren og den næste ind. Disse læger er i min verden selvfede og arrogante.
De mennesker der altid snakker positivt og anerkendende om alt, de ender man med at acceptere noget, der ikke har kvalitet. De ender med at være en nikkedukke, der ikke tager et medansvar i vores samfund og dermed ikke er med til at skabe nye tider og nye holdninger. Sådan en indstilling findes også blandt mange ledere på mange arbejdspladser, hvor det nærmest er forbudt at sige noget negativt. En indstilling der ikke giver stor kreativitet.
Det er vigtigt at få diskuteret de negative sider af vores samfund, som vi alle er en del af, at få fortalt sin historie, som det er sket her, for det er kun ved at lytte man bliver klogere.
Jeg vil lige slutte af med at vi her hjemme hos os har fundet en fantastisk læge, der lytter tager os alvorligt og giver indtryk af stor kompetence og viden, hun er guld værd.