En patient hos lægen
http://www.dagensmedicin.dk/opinion/deb ... ikke--tid/
Jeg tror nu det er de færreste, der opfører sig som den omtalte opdigtede patient. Jeg vil da ikke håbe det er en helt almindelig konsultation, for det er jo en umulig situation for lægen.
Lægen må give oplysninger om, hvad man kan forvente eller ikke kan forvente hos lægen. Det havde været på sin plads.
Folk mangler også vejledning i, hvornår vagtlæger og skadestuer bruges. Mange aner det ikke.
Men jeg har virkelig svært ved at tro folk opfører sig så uforskammede, som den beskrevne patient. Det kan ikke være helt almindeligt.
Min oplevelse foregik sådan.
Goddag. Jeg kommer fordi jeg har det meget dårligt. Jeg er svimmel, har kvalme og føler mig desorienteret.
Lægen:
Du har blærebetændelse.
Mig:
Jamen det er der slet ingen tegn på.
Lægen:
Jo, det er blærebetændelse, jeg skriver medicin op til dig.
Mig:
Joe tak, jeg kan da prøve det.
Mig
En uge senere:
Medicinen hjælper ikke. Jeg er endnu mere dårlig. jeg kaster alting op. Jeg har tabt 6 kg i denne uge.
Lægen: Jeg sender en urinprøve til et laboratorium.
14 dage efter er der stadig ikke kommet svar fra laboratoriet. ??
Lægen:
Du får noget stærkere medicin.
Mig: Jamen jeg tror ikke det er blærebetændelse.
Lægen: Jo det er.
Mig: Nå, men så prøver jeg.
Nogle dage senere, sker det samme og jeg får noget andet medicin og igen og igen.
Nu bliver jeg advaret på Apoteket:
Dette går galt, du får for meget medicin.
Mig: Hvad skal jeg gøre, når lægen siger jeg skal tage det.
Apoteket:
Intet svar.
Nogle dage senere kan jeg ikke gå alene eller holde en mundfuld vand i mig. Heldigvis træder en anden læge til og får mig indlagt. Den læge reddede mit liv.
Min situation er ægte. Jeg har selv oplevet den.
Denne læge var måske heller ikke helt almindelig, men jeg har desværre oplevet at blive svigtet før også.
Hvordan har andre oplevet en konsultation hos lægen. ??
Jeg tror nu det er de færreste, der opfører sig som den omtalte opdigtede patient. Jeg vil da ikke håbe det er en helt almindelig konsultation, for det er jo en umulig situation for lægen.
Lægen må give oplysninger om, hvad man kan forvente eller ikke kan forvente hos lægen. Det havde været på sin plads.
Folk mangler også vejledning i, hvornår vagtlæger og skadestuer bruges. Mange aner det ikke.
Men jeg har virkelig svært ved at tro folk opfører sig så uforskammede, som den beskrevne patient. Det kan ikke være helt almindeligt.
Min oplevelse foregik sådan.
Goddag. Jeg kommer fordi jeg har det meget dårligt. Jeg er svimmel, har kvalme og føler mig desorienteret.
Lægen:
Du har blærebetændelse.
Mig:
Jamen det er der slet ingen tegn på.
Lægen:
Jo, det er blærebetændelse, jeg skriver medicin op til dig.
Mig:
Joe tak, jeg kan da prøve det.
Mig
En uge senere:
Medicinen hjælper ikke. Jeg er endnu mere dårlig. jeg kaster alting op. Jeg har tabt 6 kg i denne uge.
Lægen: Jeg sender en urinprøve til et laboratorium.
14 dage efter er der stadig ikke kommet svar fra laboratoriet. ??
Lægen:
Du får noget stærkere medicin.
Mig: Jamen jeg tror ikke det er blærebetændelse.
Lægen: Jo det er.
Mig: Nå, men så prøver jeg.
Nogle dage senere, sker det samme og jeg får noget andet medicin og igen og igen.
Nu bliver jeg advaret på Apoteket:
Dette går galt, du får for meget medicin.
Mig: Hvad skal jeg gøre, når lægen siger jeg skal tage det.
Apoteket:
Intet svar.
Nogle dage senere kan jeg ikke gå alene eller holde en mundfuld vand i mig. Heldigvis træder en anden læge til og får mig indlagt. Den læge reddede mit liv.
Min situation er ægte. Jeg har selv oplevet den.
Denne læge var måske heller ikke helt almindelig, men jeg har desværre oplevet at blive svigtet før også.
Hvordan har andre oplevet en konsultation hos lægen. ??
Kommentarer
Jeg må indrømme, at de oplevelser du til flere konsultationer havde hos lægen, vil jeg påstå, at jeg aldrig havde fundet mig i.
Det er ikke forkert at sige sin læge imod, og forlange nogle undersøgelser, blodprøver og i din situation en urinprøve, inden han svinger receptblokken.
Nu er jeg ikke selv særlig autoritetstro, og jeg ville helt sikkert have slået i bordet.
Min mand oplevede noget lignende for et par år siden, og hans læge gav ham også medicin fordi han mente det var blærebetændelse. Det kunne det selvfølgelig have været men min mavefornemmelse sagde noget andet. Næste gang han skulle til lægen insisterede jeg på at komme med, jeg er lidt mere barsk end ham, og denne gang ville han også give min mand noget stærkere medicin.
Jeg forlangte at min mand blev ordentlig undersøgt, da jeg vidste at noget var helt rivende galt, jeg sagde, at jeg kendte ham og vidste, han var syg men, at jeg ikke vidste hvad han fejlede.
Lægen kiggede på os og da min mand havde været dårlig i næsten trekvart år fik han en henvisning til diagnostisk center på sygehuset.
Her gik det hurtigt med en masse undersøgelser og for at gøre en lang historie kort, fandt de ud af at han en voldsom prostatabetændelse, og oveni prostatakræft som var af den aggressive type.
Han er vel opereret, men kirurgen sagde, at det var i sidste øjeblik da kræften var på vej ud af prostata.
Jeg takker mig selv for at jeg er en stædig rad, og ikke giver op så hurtigt. Kræften havde nemlig ikke bredt sig og han er helt helbredt i dag, selvfølgelig med kontrolbesøg.
Jeg har en meget dårlig ryg. Den gør ondt. Jeg kan selv mærke, hvis der er sket forandringer, som skal tjekkes. Det var det ene problem.
Det andet problem var, at jeg var træt af, at tisse i bukserne.
Så jeg bestilte en dbbelttid. Det kunne jeg ikke. Sekretæren valgte uden videre, at vandladningsproblemet var det, min konsultation skulle handle om.
Det viste sig så, at det var et problem der krævede en operation. OK.
Men i mellemtiden fik min ryg det værre, og der er ventetider alle steder.
Jeg fik, med et helt års forsinkelse, en henvisning til rheumatologerne på sygehuset, som henviste til scanning. Det viste sig, at jeg igen havde fået spinalstenose, og en operation var nødvendig. Der var gået halvandet år siden jeg bad om en dobbeltid hos min læge.
Hos en anden læge var sekretæren meget værre.
Min søn var blevet syg, hans kone ringede fra sit arbejde, og spurgte om jeg ville køre ud til ham, for der var nog helt galt.
Det gjorde jeg. Min søn skulle på dette tidspunkt opereres i ryggen en uge efter. Han var overbevist om, at det var smertestillende medicin, der "havde slået bunden ud af hans mave". Han var så syg, at han ikke selv kunne køre hjem fra sit arbejde.
Jeg spurgte lidt til ham, han kastede op, havde feber, og var rundt på gulvet. Lægen havde lukket for telefonen, men man kunne bruge et akutnummer.
Jeg var sikker på, det var blindtarmen. (Man får jo lidt erfaring med alderen)
Sekretæren: Er du klar over det er en akuttelefon du ringer på?
Jeg svarer: Ja, det er jeg, jeg skal bruge en læge nu.
S: Det kan du ikke, han har patienter.
J: kan du så ikke bede ham om at ringe, når han er færdig med patienten?
Det lovede hun.
Der gik mere end to timer. Så ringede jeg op igen. En anden sekretær tog telefonen.
Jeg forklarede hende situationen, og så begyndte hun at moralprædike og tale ned til mig.
S: Kan DU ikke forstå, at lægen har ikke tid, han har patienter?
J: Jeg skal altså tale med en læge nu:
S: Det kan ikke lade sig gøre, du må ringe i morgen.
J: Hvis jeg ikke får talt med lægen, så er jeg nød til at ringe 112.
Lægen kom i røret. Han kunne høre gennem telefonen, at min søn virkelig var dårlig og han bestilte en ambulance med det samme.
Den ventede vi så på i halvanden time.
Min søn blev akutopereret. Blindtarmen var sprunget.
Han lå et par dage på sygehuset, og han blev opereret i ryggen som planlagt.
Jeg kunne selvfølgelig have ringet 112, men jeg var usikker på, om det var akut nok eller hvad.
En sådan historie er jo et eller andet sted bare latterlig – man kunne måske have brugt nogle virkelige eksempler i stedet, for selvfølgelig er der patienter, der misbruger systemet. Vi ser jo også spørgsmål her på netdoktor, hvor folk uden videre mener, at de bare skal tage til lægevagten eller på skadestuen for ting, der sagtens kan vente til egen læge har åben.
I dag har jeg en læge, der virkelig lytter og tager både mig og min mand alvorligt. Hun ved da, at vi kun kommer, hvis det er nødvendigt, hvorfor vi altid bliver taget seriøst. Faktisk er vi begge blevet ”skældt ud”, fordi vi måske netop har trukket den lidt, så vi er super glade for den læge.
Men - også jeg har oplevet både privatpraktiserende læger og sygehuslæger, der bare har været totalt og inderligt ligegyldige – og overhovedet ikke hører, hvad man siger. Bare en recept på noget medicin, som man måske ikke en gang har brug for – og så ellers ud ad vagten.
Og – som Linette er inde på - en historie om netop lægesekretærer, der tror, at deres vigtigste opgave er at holde patienterne væk fra lægen, og i øvrigt tror sig så kloge, at de kan klare konsultationen:
Min den gang 8-9-årige datter blev syg med høj feber. Egen læge havde ferie, så vi var hos afløseren, der hurtigt konstaterede, at hun havde en lille lungebetændelse og helt korrekt ordinerede en smalspektret penicillin. Dagen efter var min datter mere dårlig, og hun havde netop haft lungebetændelse før, så vi var da vant til at penicillinen virkede ret hurtigt. Jeg ringede til sekretæren, der – temmelig overlegent – belærte mig om, at det altså tager sin tid. Min datter blev stadig dårligere, så næste dag ringede jeg igen – og nu var den sekretær direkte vred på mig. Nu skulle jeg altså bare lige slappe af. Tredie dag var jeg så bekymret, at jeg fortalte sekretæren, at jeg da var fuldstændig lige glad med, hvad hun sagde, jeg forlangte, at mit barn blev tilset – for hun var nu virkelig meget syg. Fornærmet kunne jeg da så få en tid, når jeg nu var så insisterende, men vi skulle da godt nok selv komme der hen, for et hjemmebesøg kunne jeg glemme alt om, når jeg nu var så overdreven pylret.
Hvordan vi i øvrigt kom hen til lægen husker jeg i dag ikke, for jeg havde ikke bil.
Det var så en helt tredje læge, der aldrig havde set mit barn, og da han kom ud i venteværelset, sagde han med det samme: ”Hov, du har det vist ikke særligt godt, hvad?” Min datter havde nu fået udviklet en meget stor og alvorlig lungebetændelse, og hun fik øjeblikkeligt en bredspektret penicillin. Jeg fik at vide, at hvis ikke hun havde det væsentligt bedre næste dag, så skulle hun indlægges.
En totalt inkompetent sekretær var således skyld i, at min datter blev så alvorligt syg, at det tog hende flere uger at blive rask igen.
Men – noget positivt kom der da ud af historien: Jeg har ikke siden fundet mig i noget sådant – jeg har råbt op og insisteret, når jeg har følt, det var nødvendigt, og jeg har faktisk aldrig oplevet, at min mavefornemmelse har vist sig at være forkert.
Hun ringede til og sagde: Jeg er så dårlig. Jeg hentede hende hjem til mig og hun kom i seng. Dagen efter kunne hun dårligt stå på sine ben.
Uheldigvis var det en søndag og jeg ringede til vagtlægen og forklarede min mor havde det dårligt.
Lægen: Hun må komme her.
Jeg: Jo, men hun kan ikke stå på sine ben.
Lægen: Så kan jeg ikke gøre noget.
Jeg: Nægter du at komme.
Lægen: Nej
Jeg: Så kommer du.
Lægen: Nej, det gør jeg ikke, jeg kan ikke gøre noget. Hun skal komme her.
Min mors veninde var læge og jeg fik fat i hende gennem en anden veninde. Hun kom og fik omgående indlagt min mor. Det var en hjerneblødning.
Samtalen var længere med lægen end beskrevet, jeg sagde flere gange, han måtte komme. Han ville ikke.
Hvordan tvinger man lægen til at gøre noget i sådan et tilfælde.
Også dette er en sand beskrivelse.
Jeg har bestemt mig til skulle der ske noget sådan en anden gang ringer jeg efter en ambulance og beder til de ikke nægter at komme.
De mennesker, der misbruger systemet er med til at ødelægge det for andre. Der må vejledning til, så et misbrug kan stoppes.
Mine børn igen :-) Min 15-årige søn blev syg, høj, høj feber, og på et tidspunkt var han simpelt hen ikke kontaktbar.
Jeg ringede til lægevagten - og inden jeg havde fået talt ud, blev jeg afbrudt: "Vi kommer." Sådan! Imponeret var jeg.
Men der gik altså fire timer, før man kom, sååååå
Min søn ringede til mig og fortalte han havde så ondt i sit ben. Det lød til, at der var tale om smerter, der ville noget. Jeg sagde til ham, at han skulle lade en læge se på det. Det gjorde han.
Han fik at vide, at det var en fibersprængning.
Jeg var ikke overbevist, smerterne var for voldsomme. Men min søn er voksen.Jeg sagde til ham, at hvis benet hævede eller blev varmt og rødt, så skulle han kontakte skadestuen.
Det skete. Hans ben hævede så voldsomt, at han ikke kunne få sine bukser af. Det var som jeg havde på fornemmeren, en blodprop.
Historien slutter ikke her.
Han blev indlagt, han fik den behandling man giver for blodpropper, og så blev han sendt hjem.
Mindre end et døgn senere, havde vi nær mistet ham. Noget af blodproppen havde løsnet sig og sat sig som to blodpropper i den ene lunge.
Det var på et hængende hår, han ikke døde.
Nu begyndte man at undersøge ham, for han havde ikke umiddelbart nogen grund til at lave blodpropper. Men han har noget der Factor V Leiden og noget andet. Han skal passe på i fremtiden.
Hans egen læge er meget ked af, at han overså en blodprop.
Han havde smerter i siden og gik til læge. Muskelinfiltrationer, sagde lægen. Der skal bare lidt massage til.
Tiden gik og smerterne blev meget værre. Denne gang sagde lægen det var helvedesild. Han var igen hos lægen, der blev ikke gjort noget.
Min svigerfar holdt ud. Vi kom en dag, uanmeldt og hørte en jamren. Da han så os bed han igen tænderne sammen.
En morgen kunne min svigerfar ikke røre sine ben og blev indlagt. Han blev opereret og vågnede ikke efter operationen. Lægen på sygehuset sagde det var godt, for han ville have fået ulidelige smerter den sidste tid. Kræften i ryggen havde bredt sig.
Altså, jeg mener, hvad gør man. Det er naturligvis ikke god politik at skabe sig, som den opdigtede patient i linket. Men når man opfører sig høfligt er det også galt, for hvor er hjælpen.
Jeg er jo en af dem, der har gjort "ulejlighed", for jeg gik forgæves efter hjælp i flere år. De læger, jeg henvendte mig til troede ikke på mig.
Der blev forsøgt med noget astma medicin og noget mod mavesyre. Det hjalp ikke og så var det sket med "Sofies kærlighed".
Jeg er superglad for mit problem endelig er blevet løst. Der VAR noget galt.
Jeg kan godt forstå læger kan blive oprørte over nogle mennesker. Jeg har et eksempel.
Vi var inviteret til frokost. da vi var på vej op ad trappen kommer der en mand, han bærer en lægetaske kan vi se. Vi blev overraskede, da han ringede på døren, hvor vi også skulle ind. Hvad var der dog galt.
Joe, en lille pige rendte rundt uden ret meget tøj på. En smule forkølet. Jeg stirrede forbavset skulle hun have læge. !!
Lægen undersøgte barnet og sagde, hun bare var en smule forkølet.
Jeg kunne ikke holde mund, men sagde til moderen: Jeg syntes du skal give hende noget tøj på, der er koldt ved gulvet og når hun så tilmed er forkølet.
Jeg er sygehjælper, siger hun så, og barnet har feber, så skal tøjet af.
Det tror jeg nu ikke i dette tilfælde, siger jeg og lægen siger: Fruen har ret. Hun må have noget tøj på.
Tænk at kalde vagtlæge for en smule forkølelse, barnet legede upåvirket. Den slags kalder jeg misbrug.
Når vi andre så gerne vil have hjælp bliver vi mødt med mistro. På en måde forstår jeg det og så alligevel ikke.
Jeg blev ked af den historie med den "tænkte patient" og de indlæg fra nogle, der skriver, de er læger. Man føler sig forhadt.
Vi har et sundhedsvæsen med begrænsede ressourcer, derfor begynder man ikke straks at undersøge ting som med stor sandsynlighed er banale. hvis man straks gik igang med blodprøvers, specialister, scanning m.m. Så ville det være vanvittigt dyrt. Det kaldes defensiv medicin, det praktiseres i USA og medfører at behandling af selv harmløshed lidelser er vanvittig dyr. Det skal vi ikke ønske os i DK.
Det er min erfaring at hvis man selv ser symptomer lidt an, og ikke kommer til lægen for tit, så bliver der lyttet mere.
Tænk på hvor mange ting som fungerer. Vi har desværre meget brug for hospitalsvæsenet i min familie, og vi har oplevet enkelte dårlige ting, men generelt er personalet utrolig omsorgsfulde, engagerede og kompetente. Det vælger jeg at fokusere på, da jeg tror at en positiv holdning, avler positiv adfærd.
VH
Hvis ikke jeg var blevet indlagt på sygehuset og havde mødt nogle dygtige læger havde jeg været død, da den praktiserende læge svigtede totalt.
Min bror blev også reddet, da han pludselig fik et hjertetilfælde, af en dygtig læge.
Jeg er udmærket klar over vores sundhedsvæsen har begrænsede ressourcer.
Jeg blev ikke undersøgt på nogen måde i de 10 år, jeg havde smerter.
Mange penge kunne spares, hvis den praktiserende læge tog symptomerne alvorlige. Jeg tror bestemt, der bliver sparet for meget på grundige undersøgelser.
Min svigerfar, som døde alt for tidligt kunne også have reddet livet, hvis blot han var blevet undersøgt, det blev han ikke.
Men naturligvis skal man ikke rende til læge med små skavanker, det kunne jeg heller ikke drømme om. Tværtimod.
Jeg har været hos lægen en gang på et år og min mand har kun været hos lægen tre gange i over 30 år. Så jeg mener ikke man kan sige, vi overrender nogen læge.
Bliver jeg mødt positivt er jeg positiv, men det modsatte gør sig også gældende.
Det bør man som læge ikke overse, når patienten kommer til sin læge.
Den sidste blodprop i familien, blev sandelig ikke taget for let hos den læge der overså symptomet. Den læge laver aldrig den fejl igen.
Min ældste søn, gik ligeledes i lang tid, og blev ikke hørt af sin læge. Det endte med en blodprop og et hjertestop. Blodproppen var opstået en uge før, Da havde min søn store, store smerter. Lægen sagde til ham, at han kunne tage en panodil. Ugen efter kom der en ny blodprop samme sted, og denne blodprop medførte at 1/4 af hjertets forside er ødelagt. Sønnen var 32 år gammel.
Senere har jeg erfaret, at det er slet ikke så usædvanligt, at unge mennesker kan få en blodprop i hjertet.
Så derfor Gerda, er der grund til også, at nævne de ting man ved er sket.
Sådan noget må ikke kunne ske. Det er tilmed synligt, en læge kan simpelthen ikke hverken overse eller overhøre det.
Jeg selv er da ikke tilfreds med mit forløb. På grund af lange ventetider m.m. har jeg fået nerveskader, som ikke heles.
Det er ikke OK. Man sparer jo ikke en krone ved at lade mig og andre vente.
Den ene af mine sønner blev så ilde tilredt af den blodprop, at han ikke kunne arbejde mere. Han fik førtidspension.
Men ellers har du da ret. Når først man er kommet ind i systemet af en eller anden grund, jamen så fungerer det da. Alle er rare og flinke.