Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvor er jeg glad for, at du forstår mig. Og nøjagtigt som dig har jeg også hele livet fået at vide "Du er så følsom", og nej man kan ikke ændre den person man er.
Dejligt du har en mand der forstår dig, man behøver virkelig opbakning og forståelse, og hvor ville det være dejligt hvis man bare kunne "smide det væk", ligesom andre kan, men nej... Det kan vi bare ikke!
Ville ønske det blev mere accepteret og forstået, hvad det betyder at være særligt sensitiv.
Jeg mærker, som du, ganske tydeligt sindsstemninger. Jeg kan også mærke om der er en dårlig stemning. Føle tankerne. Jeg mærker det meget tydeligt.
Det kan være belastende, når man mærker negativitet.
Nogen tror måske ikke man tydeligt mærker om man er ønsket eller ej, men det gør man. Man mærker, hvad de "tænker". Selv om nogle lader som om de er venlige ved jeg bestemt, når de ikke er det i virkeligheden.
Af den grund er jeg god til at hjælpe mennesker, der har brug for det, for jeg ved, hvad de gerne vil og jeg hjælper gerne. Men det kan slide på en, så man må have fred også.
Jeg stoppede en dag ved en stue, jeg besøgte et plejehjem, der lå en dame i sengen, jeg følte hendes rædsel. Jeg kiggede på hende og spurgte, hvordan hun havde det. Så snakkede hun.
Jo, jeg forstår dig så sandelig godt.
Det er dejligt når man kan fornemme andre er kede af det eller har brug for hjælp, og at vi så er der for dem og gerne vil hjælpe. Det kan de fornemme, og ofte åbner de sig derfor også helt op for én.
Men du har ret, det er også noget der tærer fuldstændigt på én. At vi hele tiden er i alarmberedskab, om der er nogen der har det dårligt - eller om folk ikke kan lide én. For det er rigtigt, selvom de lader som om de godt kan lide en, så føler jeg at jeg altid kan gennemskue hvordan de er og hvad de "tænker".
Jeg brugte meget af min ungdom på at forsøge at lave mig selv om, så jeg kunne tåle mere stress, larm og mange indtryk.
Lidt sent i livet har jeg nu indset, at det ikke er nogen god ide at prøve at lave sig selv om. Det er livsvilkårene, der skal laves om, så de passer bedre til mig.
Men noget kan man ændre. Man kan blive bedre til at sige til i god tid, når man ikke magter mere. Ingen er jo tjent med, at jeg skal bruge dagevis på at komme mig, fordi jeg har anstrengt mig for meget. Det har været svært for mig at lære, men det går bedre nu.
Med hensyn til de mennesker, der bevidst forsøger at få én ned med nakken, så kender jeg også til dette. Det er som regel noget med, at de stiller spørgsmål, som skal afsløre mig som enten naiv eller gammeldags, så de bagefter kan grine ad det.
Og i det tilfælde har jeg efterhånden nogle replikker parat, så som ”Hvorfor vil du gerne vide det?” På den måde glider jeg af på spørgsmålene. De værdier, som jeg stadig bekender mig til, f.eks. ressourcebevidsthed og medmenneskelighed, bliver af nogle mennesker betragtet som blåøjede og gammeldags. Derfor kan jeg nemt blive skydeskive for drillerier. Jeg kan ligefrem mærke, når drillerierne er på vej. Jeg har en ”veninde”, som ikke kan lade være med at gøre nar, når jeg anvender plasticposer mange gange og trofast sorterer affald, så jeg kan genbruge det grønne affald i haven.
Og så er der typen, som altid skal have en anden at være vred på. De kan faktisk ikke leve uden! Derfor opfinder de konflikter, så de kan lade deres vrede gå ud over andre.
Sådan som jeg ser på det, så må det være mobberne eller dem, der evig og altid skal skabe konflikter, for at de bagefter kan opleve den lettelse, det er, at give afløb for vrede eller blot beklage sig – det må være dem, der har personlighedsforstyrrelser af en eller anden art. Det kan ikke være deres skydeskiver.
Selvfølgelig er det klart at man kan lære at beskytte sig bedre. Men nogen sygdom er det altså ikke at være den person, som andre synes, de skal drille eller mobbe eller lade deres opsparede galde gå ud over ;o)
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg ved godt at det ikke er nogen sygdom at man er den andres vrede skal gå ud over, men som dig føler jeg mig også tit som "det lette offer". Netop som dig at jeg også gerne vil være medmenneskelig og høflig, antager nogen som at jeg er "Svag" eller at jeg måske "lader som om" at jeg er så flink.
Derfor vil de gerne køre på mig, fordi de tænker at jeg ikke tør gøre noget igen alligevel. Jeg er deres dørmåtte, deres skydeskive, deres prygelknabe.
Og ja, jeg tænker også at det er dem der har personlige problemer, når de ikke kan lade være med den slags uden grund. Dog kan jeg ikke holde det ud, kan ikke holde ud at mennesker skal være sådan her! Vi lærer hele livet at vi skal være gode ved vores medmennesker, at vi skal behandle andre som vi selv vil behandles. Jeg forsøger altid at være den bedste menneske som muligt! Og det skal jeg så straffes for? Det kan da ikke være rigtigt.
Synes verden skulle få øjnene op for, at man godt kan behandle andre mennesker ordentligt, selvom man måske selv har det dårligt. At vi alle skal hjælpes ad til at gøre verden til et bedre sted.
Men det kan godt være det bare er mig der er forkert på den......
Du har ret. Det er uretfærdigt. Og selvfølgelig er det ikke dig, der er forkert på den. Samvær mellem mennesker skal jo foregå på begges parters betingelser, og det kan selvfølgelig ikke være meningen, at den ene part skal udholde mobberi.
Jeg har ikke andre råd, end at vi må lære at beskytte os bedre.
Nogle gange kan det være svært at finde på noget, og da sker det, at jeg bare siger tingene ligeud ad landevejen. I går var der en mand, der overskred mine grænser, og da jeg stoppede ham, begyndte han på et skænderi. Da sagde jeg bare roligt og ligeud, at jeg ikke var interesseret i at have en konflikt med ham.
Det tog luften ud af hans råberi.
Jeg har i øvrigt haft glæde af en anden bog end den, man altid omtaler, altså Elaine N. Arons bog, som ellers var god.
Det var en bog af Ilse Sand, som er præst, psykoterapeut og altså også forfatter. Her er et link til hendes hjemmeside:
http://www.ilsesand.dk/
Jeg har overværet et af hendes foredrag, og det var meget givtigt.
Jeg læste ”Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og følsomme sjæle.” Men jeg kan se, at hun har skrevet flere bøger.
Det, der er godt ved Ilse Sand, er at hun er god til at undervise i strategier ved forskellige slags problemer. Hun er meget kontant i sin væremåde. Hun får én til at føle, at man er i sin gode ret til at beskytte sig selv.
Mange hilsner
Kameliadamen
Kameliadamen, du har så inderlig ret i, man må beskytte sig selv. Have nogle svar parat, som beskytter. Nemt er det ikke.
Jeg har spekuleret en del over, hvad der dog er i vejen med de mennesker, som mobber andre. Sidst jeg læste noget var det om kirurger, som mobbede sygeplejersker. Hvad skal det dog til for. Der er næsten ikke en arbejdsplads uden mennesker, der mobber andre. De må være syge i hovedet på en eller anden måde.
Så læste jeg om forskning omkring selvmord. Lederen mobbede medarbejderne. Jeg ledte efter et link, men kunne ikke finde det. Jeg forsøger igen. Bestyrelsesformanden udtaler, at lederen er sat til at undersøge hvad der kan gøres med mobningen. Bestyrelsen har ingen problemer med lederen af afdelingen.
Du godeste, man sætter mobberen til at undersøge sig selv. Det er typisk, mobbere er i ofte i stillinger, hvor de kan holde hånde over hinanden.
Jeg vil læse den bog du henviser til.
Author, du skriver:
Jeg ved godt at det ikke er nogen sygdom at man er den andres vrede skal gå ud over, men som dig føler jeg mig også tit som "det lette offer". Netop som dig at jeg også gerne vil være medmenneskelig og høflig, antager nogen som at jeg er "Svag" eller at jeg måske "lader som om" at jeg er så flink.
citat slut
Åh, hvor jeg kender det. Det kan næsten få tårer frem i mine øjne, at nogen får udtrykt det så godt, som jeg selv føler det. Dejligt at møde nogen, som tænker det samme.
De tror som regel man er svag og lader sig mobbe, nej, jeg tror netop vi er stærke på en måde, som de ikke fatter. Men man kan IKKE lade sig mobbe, man bliver mobbet. Mobningen kan være så ondartet og svær at komme til livs at der ikke er noget at gøre. Jeg foretrækker helst at forlade arenaen.
Jeg fandt noget om det. Men denne gang ser det ud til nogle vil gøre noget, hvis ellers det er det samme sted. Jeg husker bare, jeg undrede mig over, når man forsker i, hvorfor selvmord finder sted, hvorfor mobbes der så også sådan et sted. Den forskning bliver da ikke meget værd.
Men det fortæller jo noget om de mennesker, der mobber. Det er magten, magten over andre. Så de kan føle sig betydningsfulde.
Det sker jo også her på debatten. Jeg har selv mærket det et par gange. Måske ved de ikke jeg er klar over det, men det er jeg.
Men det er de mennesker, der vil have magt, der regerer verden. Vi kan vel heller ikke undvære dem, for der skal være lov og orden. Nogen må regere et land.
Vi, os med det følsomme sind, vil jo ikke have magten over andre. Vi vil bare være i fred og fordragelighed med alle. Men mennesker er jo meget forskellige.
For min skyld må de gerne regere og have magt, bare de vil lade mig være i fred. Jeg skal nok indordre mig under reglerne. De skal bare behandle mig pænt og retfærdigt.
Men da vi passer os selv tror de magtglade sikkert, det er på grund af vi vil have magten og så skal vi kanøfles/mobbes. De magtglade vil vise, det er dem der har magten. Måske også for at vise deres omgivelser, de skal passe på, for ellers bliver det deres tur.
Som den lille pige, der sagde til sin far, hvis ikke han købte det hun ville have. Ellers tror jeg ikke, jeg kan elske dig mere. Hun er godt i gang med at manipulere sine omgivelser. Han morede sig, men han kan bare vente til hun bliver større. Så får han for alvor "kærligheden" at føle.
Jeg skal lige love for den er god. Forfatteren ved virkelig hvad hun taler om. Der er ingen tvivl om hun kender det fra sig selv.
Et lille stykke læste jeg op for min mand. For jeg bedre kunne forklare ham om min reaktion, for efterhånden flere år siden. Jeg forstod også bedre mig selv.
Jeg har stadig dårlig samvittighed over det selv om han siger han har forstået mig, men forfatterens ord har hjulpet.
I virkeligheden er der tale om en bagatel, men jeg vil ikke så gerne være uretfærdig. Og min reaktion var ikke retfærdig, min eneste undskyldning var, jeg havde virkelig meget om ørerne og var fuldstændig "opkogt" af travlhed.