Total sorg og nedbrud efter skilsmisse
Sidder alene i min nye lejlighed, som er fin og ny. Alt er godt på overfladen, men hele mit væsen er ramt af stor stor sorg og ubeskrivelig smerte efter, at skilsmissen er blevet en realitet her efter 2 måneder. Kan leve, fungere med job med ansvar, børn og dagligdag, men det er en facade og smerten kommer om natten eller hvis der bliver stille o dagen.
Er nok i chok over "hun er gået fra mig og kommer aldrig tilbage"
Den sætning udløser øjeblikkelig smerten i mit hoved og sjæl for hun var mit livs store kærlighed og mor til vores to dejligemunger, som nu bor hos hende..
Det kører rundt og rundt i mit indre. Stor stærk politimand som er forvandlet til en tudemarie med et kæmpe stort psykisk sår og min lille ekskone, som bare fortsætter, som om intet er hændt..
Hva gør jeg dog mod denne frygtelige smerte?
Please hjælp........
Er nok i chok over "hun er gået fra mig og kommer aldrig tilbage"
Den sætning udløser øjeblikkelig smerten i mit hoved og sjæl for hun var mit livs store kærlighed og mor til vores to dejligemunger, som nu bor hos hende..
Det kører rundt og rundt i mit indre. Stor stærk politimand som er forvandlet til en tudemarie med et kæmpe stort psykisk sår og min lille ekskone, som bare fortsætter, som om intet er hændt..
Hva gør jeg dog mod denne frygtelige smerte?
Please hjælp........
Kommentarer
Det er ganske vist mange år siden, jeg havde det så ulykkeligt, men jeg husker det tydeligt.
Sorgen var så stor, at jeg dårligt ville tro, jeg kunne overleve. Men det gjorde jeg.
Jeg kender tre, som var ude for det samme, de var frygtelige ulykkelige. Man tror alt er forbi.
Jeg fik det råd, jeg skulle ud blandt andre. Jeg tænkte, det kunne jeg ikke, men jeg spurgte alligevel et par stykker, jeg kendte, om vi skulle gå i byen.
De sagde ja og det er som om det kommer lidt på afstand, når man snakker med andre.
Jeg var naturligvis stadig meget ulykkelig, men som dagene og ugerne gik, hjalp det. Sorgen blev knapt så voldsom. Jeg opdagede igen solen, naturen og livet. Det kommer selv om man tror det hele er slut. Jeg garanterer dig, du får det godt igen.
Jeg ved det, man tror det ikke, overgangen er forfærdelig.
Jeg sagde til dem, jeg kender. Gør, som jeg gjorde. Snak med andre. Gå ud, lad være med at sidde alene hjemme. Efterhånden hjalp det. Jeg tror der gik et halvt år, men i den tid blev det langsomt bedre og bedre. For hver dag, der går, hjælper det. Måske mærker man det ikke med det samme, men det gør det.
To har fundet en anden og er lykkelige. Den tredie har det godt og er glad. Jeg selv fandt også en anden og vi har nu været gift i flere år.
Tro mig, sorgen aftager selv om det i øjeblikket ikke er til at tro. Du er slet ikke alene. Vi er mange, der prøver det og vi kommer over det.
Jeg ved godt du har det forfærdeligt i øjeblikket. Jeg ved godt man tror det hele bliver ved med at være forfærdeligt, men det gør det ikke. Når sommeren kommer har du fået det meget bedre igen.
Jeg ved også godt, mine ord hjælper ikke meget i øjeblikket, men det kan hjælpe lidt at høre du ikke er alene og at det går over. For det gør det.
Når jeg i dag er ked af noget, så tænker jeg: I "morgen" er det bedre.
"Stor stærk politimand" ja, men I jo også almindelige mennesker med almindelige sorger og glæder.
Jeg blev meget berørt af dit indlæg. jeg står nemlig selv i den samme situation. Det er 4 mdr siden min mand "smed bomben". Den førte måned gik med at holde påskeferie hver for sig, et enkelt besøg hos en parterapeut, hvorefter han skulle finde ud af om han ville være med til at fortsætte i terapi. Efter 3 (FORFÆRDELIGE og ufattelig lange) uger afkrævede jeg ham et svar på om han ville med i mere terapi, for at arbejde på at redde vores forhold og familie. Svaret var NEJ, jeg kan ikke!!!
Da det svar kom bad jeg ham flytte, for jeg var totalt splittet ad. Havde tabt mig 5 kg, for jeg kunne intet få ned.
Det kom meget bag på mig, at vores forhold var dårligt. Vi var blevet for meget forældre og ikke nok kærester, synes han. JA.... Med en dreng på 2 1/2, så virkede det for mig meget naturligt, men han kunne åbenbart ikke stå distancen som småbørnsfamilie.
Nu sidder eg her 4 mdr senere, troede jeg var kommet lidt videre. Men efter at have holdt sommerferie (to uger med min søn og én alene) kan jeg bare mærke at der kun har været "lagt låg på". Det hele er kommet tilbage nu, alle følelserne.
Jeg VED GOD med min fornuft at jeg vil komme videre. Men jeg synes kampen ser umulig ud lige nu. Jeg har besluttet mig for at jeg må have samtaler med en psykolog. Det er jeg nødt til, ellers bliver jeg ved med at være vred på min eks-mand. Jeg er bange for at blive sur og bitter og det er det sidste jeg har lyst til. Jeg er bange for ALDRIG at kunne finde troen på kærlighed igen og bange for at jeg ikke vil turde kaste mig ud i et nyt forhold, selvom kærligheden til min søns far vil falme med tiden...
Sådan har jeg ikke lyst til mit liv skal være. Jeg vil kunne have en god kommunikation med min søns far og jeg vil videre med mit liv. Men jeg behøver hjælp.
Hvordan er du kommet videre nu?
Jeg håber du kan se lys og at du trods alt er kommet lidt videre. Jeg ønsker dig alt det bedste, jeg ved hvordan du har det.
Tine
Hvordan kunne det gå såå galt.
Jeg er normalt en rubust person, men hold kæft hvor er jeg sølle nu.
47 år og sidder og stortuder.
Det er kun få dage siden min kone i 12 år tog beslutningen, at nu kunne hun ikke mere.
Selvom jeg måske havde fornæmmet at det bar derhen af, havde jeg aldrig troet det ville komme så vidt.
Min kærlighed til hende gør bare så ondt, og sorgen og savnet er ulideligt.
Kunne der da bare ikke komme en bil og køre mig ned så det kunne slutte, for jeg kan ikke tage det mere. for fanden da også...
Jeg kan sagtens følge Jeres situation og det hjælper mig lidt, at læse at jeg ikke er helt alene.
Jeg har efter 10 års ægteskab og to børn opdaget at min mand var mig utro. Det gør så ubeskriveligt ondt, at han kunne vælge at være sammen med en anden kvinde og i den grad lyve for mig, gå bag min ryg, såre mig i sådan en voldsom grad. Det havde jeg aldrig ventet af den mand jeg elsker så utroligt højt og den person som jeg stolede mest på i hele verden.
Han siger han elsker mig og han stoppede kontakten til hende og ville prøve og få vores forhold til at fungere, men han skjuler mange ting, og jeg kan ikke finde tilliden til ham. Den er fuldstændig væk, og jeg er så utrolig knust. Jeg græder dagligt, og savner i den grad forståelse for hvordan en mand der påstår han elsker mig, kan vælge at såre mig så ufatteligt meget.
Da jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne leve sammen med en mand der prioriterer en anden kvinde og ikke vil prioritere mig og vores to børn, og at jeg gerne ville have skilsmisse, så sagde han blot OK. Selvom det er min beslutning, så det det også frygteligt ondt, at han blot accepterer at blive skilt, skynder sig at flytte, for derefter at tage på festival, samt den ene forretningsrejse efter den anden. Hvor er den mand jeg elskede og stolede på? Hele min verden er blevet til smulder og det er meget svært at komme igennem dagen.
Jeg har tabt 7 kg, og har svært ved at koncentrere mig. Min sorg er så ubeskrivelig stor. Jeg elsker ham jo stadig og savner ham meget, men ved også godt med mit hoved, at jeg ikke kan leve sammen med en mand der lyver og bedrager mig. Det er ikke ægte kærlighed i mit hoved, men min kærlighed og sorg og savn synes ubeskrivelig, og jeg har ingen anelse om hvordan man kommer videre. Jeg eksisterer for mine børn, tager mig af dem, laver mad, ordner tøj, ordner madpakker, men når de så sover og alt er stille, føler jeg mig så alene og fortabt.
Hvorfor kan jeg ikke bare slippe min kærlighed og savn ligeså let som min eksmand kan fravælge mig, og hvor lang tid skal der gå, før jeg begynder at kunne se lyset igen?
Jeg håber meget, at I andre der har skrevet i denne tråd har formået at komme videre på den anden side af sorgen og sviget, så kan det være der også er håb for mig engang med tiden, selvom jeg frygter det vil tage år. En dag af gangen siger jeg til mig selv og håber at jeg med tiden ikke længere græder så meget mere og kan begynde at sove igen.
Jeg tror blot, at det er bedst for børnene at de har noget fast at forholde sig til. Specielt den lille har det svært, når han ringer dagen før og spørg om han kan have dem næste dag. Det er lettere for barnet, når han kan blive forberedt i god tid, med hvornår han skal være det ene og det andet sted. Men det er svært, men vi har jo også begge en masse følelser i klemme. Jeg har i hvert fald, men jeg håber, at vi snart kan få en fast aftale i stand af hensyn til børnene.