Hjem Sind og psyke Sorg og krise

Total sorg og nedbrud efter skilsmisse

Redigeret 27 februar, 2015, 03:17 i Sorg og krise
Sidder alene i min nye lejlighed, som er fin og ny. Alt er godt på overfladen, men hele mit væsen er ramt af stor stor sorg og ubeskrivelig smerte efter, at skilsmissen er blevet en realitet her efter 2 måneder. Kan leve, fungere med job med ansvar, børn og dagligdag, men det er en facade og smerten kommer om natten eller hvis der bliver stille o dagen.

Er nok i chok over "hun er gået fra mig og kommer aldrig tilbage"

Den sætning udløser øjeblikkelig smerten i mit hoved og sjæl for hun var mit livs store kærlighed og mor til vores to dejligemunger, som nu bor hos hende..

Det kører rundt og rundt i mit indre. Stor stærk politimand som er forvandlet til en tudemarie med et kæmpe stort psykisk sår og min lille ekskone, som bare fortsætter, som om intet er hændt..

Hva gør jeg dog mod denne frygtelige smerte?

Please hjælp........
«13

Kommentarer

  • persille1persille1
    Redigeret 29 december, 2011, 02:34
    Kære dig

    Det er ganske vist mange år siden, jeg havde det så ulykkeligt, men jeg husker det tydeligt.
    Sorgen var så stor, at jeg dårligt ville tro, jeg kunne overleve. Men det gjorde jeg.

    Jeg kender tre, som var ude for det samme, de var frygtelige ulykkelige. Man tror alt er forbi.

    Jeg fik det råd, jeg skulle ud blandt andre. Jeg tænkte, det kunne jeg ikke, men jeg spurgte alligevel et par stykker, jeg kendte, om vi skulle gå i byen.
    De sagde ja og det er som om det kommer lidt på afstand, når man snakker med andre.

    Jeg var naturligvis stadig meget ulykkelig, men som dagene og ugerne gik, hjalp det. Sorgen blev knapt så voldsom. Jeg opdagede igen solen, naturen og livet. Det kommer selv om man tror det hele er slut. Jeg garanterer dig, du får det godt igen.
    Jeg ved det, man tror det ikke, overgangen er forfærdelig.

    Jeg sagde til dem, jeg kender. Gør, som jeg gjorde. Snak med andre. Gå ud, lad være med at sidde alene hjemme. Efterhånden hjalp det. Jeg tror der gik et halvt år, men i den tid blev det langsomt bedre og bedre. For hver dag, der går, hjælper det. Måske mærker man det ikke med det samme, men det gør det.

    To har fundet en anden og er lykkelige. Den tredie har det godt og er glad. Jeg selv fandt også en anden og vi har nu været gift i flere år.

    Tro mig, sorgen aftager selv om det i øjeblikket ikke er til at tro. Du er slet ikke alene. Vi er mange, der prøver det og vi kommer over det.

    Jeg ved godt du har det forfærdeligt i øjeblikket. Jeg ved godt man tror det hele bliver ved med at være forfærdeligt, men det gør det ikke. Når sommeren kommer har du fået det meget bedre igen.
    Jeg ved også godt, mine ord hjælper ikke meget i øjeblikket, men det kan hjælpe lidt at høre du ikke er alene og at det går over. For det gør det.
    Når jeg i dag er ked af noget, så tænker jeg: I "morgen" er det bedre.


    "Stor stærk politimand" ja, men I jo også almindelige mennesker med almindelige sorger og glæder.
  • Hej frederiksbergdreng46. det gør mig ondt med din skilsmisse, Ja det er altid en stor sorg at miste den person man fik som sit livs kærlighed og valgte til at være sine børns mor eller far. og den person vil altid være i dit hjerte selvom i er blevet skilt, hun er børnenes mor, de vil tale om hende, og skulle gerne have lov at tale om hende, selvom i ikke mere er sammen, der vil være fælles ting med børnene hvor i vil mødes, og du vil altid tænke på hende at hun var din kone, hun er børnenes mor, og både være ked af det, vred på hende, hade hende, måske elske hende igen, ja føelserne ændre sig hele tiden, lige meget hvor mange år der går. hun vil sikkert hurtigt finde en anden mand, men ikke fordi hun har glemt dig, slet, ikke jeg tænker hun tænker på dig meget tit. også når hun ser på jeres børn så tænker hun på dig. det er kvinders måde at komme vidre på. omsorg fra en anden mand, det behøver ikke være sex, men tryst, og nærhed. det kan være denne person ikke er den rigtige for hende men bare lige nu i sorgens stund bruger eller er hun tilknyttet en anden, men det er vigtigt at komme af med sorgen , græde. lytte til jeres musik, tænke på det i havde sammen. giv dig lov til at tænke på hvad det var der gjorde jer kede af det, hvorfor i skiltes, var det skænderi, eller var hun vokset fra dig, var hun for meget alene, det er vigtigt du ser hvad grunden er så du kan ændre noget af dit liv, ellers kan det samme ske igen, vi lave samme fejl, flere gange , i flere forhold , hvis vi ikke får at vide grunden til vore ægteskab bristede. og du ikke skal side og give dig selv skylden for det gik i stykker, i var to om det, din kone har også været for dårlig til at fortælle sine behov, og at noget har været som hun ikke ønskede det i jeres forhold. og i sammen havde en chance for at ændre det. bare i havde fået hjælp ved seperationen så kunne det måske have haft en chance, , du må tale med dine venner om det, har du nogle kvindelige venner du kan tale med de forstår ofte meget bedre end mænd. ellers kan du via dit arbejde nok få psykologhjælp. nogle gange. og lyt til meget smuk musik. eller musicure, på cd, skriv dine tanker ned på papir, alt hvad du føeler vrede, sorg. ked glæde, alt du tænker på. til dit sind bliver tømt for tanker der fylder. held og lykke
  • Hej igen hvis din smerte bliver ved. synes jeg du lige skal tale med din læge, du kan godt lyde til at være en sensitiv eller følsom person, så det kan være ekstra meget sorg fuld, og smerte fyldt at gennemgå en skilsmisse, eller afbrud af parforhold, når man har elsket en person så meget kan det føles som hele verden bryder sammen, og fremtiden er svær at overskue, og kropslig smerte i brystkassen, og føle man lider meget, hvis du har det sådan er din krop ekstra følsom, og det kan være en god ide at få lidt hjælp. til at tage den forfærdelige sjælesmerte. hos din læge, og få tjekket om du er ved at udvikle en depression, det kan komme efter en sådan krise i livet. hej
  • Hej Frederiksbergdreng46,

    Jeg blev meget berørt af dit indlæg. jeg står nemlig selv i den samme situation. Det er 4 mdr siden min mand "smed bomben". Den førte måned gik med at holde påskeferie hver for sig, et enkelt besøg hos en parterapeut, hvorefter han skulle finde ud af om han ville være med til at fortsætte i terapi. Efter 3 (FORFÆRDELIGE og ufattelig lange) uger afkrævede jeg ham et svar på om han ville med i mere terapi, for at arbejde på at redde vores forhold og familie. Svaret var NEJ, jeg kan ikke!!!

    Da det svar kom bad jeg ham flytte, for jeg var totalt splittet ad. Havde tabt mig 5 kg, for jeg kunne intet få ned.

    Det kom meget bag på mig, at vores forhold var dårligt. Vi var blevet for meget forældre og ikke nok kærester, synes han. JA.... Med en dreng på 2 1/2, så virkede det for mig meget naturligt, men han kunne åbenbart ikke stå distancen som småbørnsfamilie.

    Nu sidder eg her 4 mdr senere, troede jeg var kommet lidt videre. Men efter at have holdt sommerferie (to uger med min søn og én alene) kan jeg bare mærke at der kun har været "lagt låg på". Det hele er kommet tilbage nu, alle følelserne.

    Jeg VED GOD med min fornuft at jeg vil komme videre. Men jeg synes kampen ser umulig ud lige nu. Jeg har besluttet mig for at jeg må have samtaler med en psykolog. Det er jeg nødt til, ellers bliver jeg ved med at være vred på min eks-mand. Jeg er bange for at blive sur og bitter og det er det sidste jeg har lyst til. Jeg er bange for ALDRIG at kunne finde troen på kærlighed igen og bange for at jeg ikke vil turde kaste mig ud i et nyt forhold, selvom kærligheden til min søns far vil falme med tiden...

    Sådan har jeg ikke lyst til mit liv skal være. Jeg vil kunne have en god kommunikation med min søns far og jeg vil videre med mit liv. Men jeg behøver hjælp.

    Hvordan er du kommet videre nu?
    Jeg håber du kan se lys og at du trods alt er kommet lidt videre. Jeg ønsker dig alt det bedste, jeg ved hvordan du har det.

    Tine
  • Er lige nu i samme situation.
    Hvordan kunne det gå såå galt.
    Jeg er normalt en rubust person, men hold kæft hvor er jeg sølle nu.
    47 år og sidder og stortuder.
    Det er kun få dage siden min kone i 12 år tog beslutningen, at nu kunne hun ikke mere.
    Selvom jeg måske havde fornæmmet at det bar derhen af, havde jeg aldrig troet det ville komme så vidt.
    Min kærlighed til hende gør bare så ondt, og sorgen og savnet er ulideligt.
    Kunne der da bare ikke komme en bil og køre mig ned så det kunne slutte, for jeg kan ikke tage det mere. for fanden da også...
  • Hej,
    Jeg kan sagtens følge Jeres situation og det hjælper mig lidt, at læse at jeg ikke er helt alene.

    Jeg har efter 10 års ægteskab og to børn opdaget at min mand var mig utro. Det gør så ubeskriveligt ondt, at han kunne vælge at være sammen med en anden kvinde og i den grad lyve for mig, gå bag min ryg, såre mig i sådan en voldsom grad. Det havde jeg aldrig ventet af den mand jeg elsker så utroligt højt og den person som jeg stolede mest på i hele verden.

    Han siger han elsker mig og han stoppede kontakten til hende og ville prøve og få vores forhold til at fungere, men han skjuler mange ting, og jeg kan ikke finde tilliden til ham. Den er fuldstændig væk, og jeg er så utrolig knust. Jeg græder dagligt, og savner i den grad forståelse for hvordan en mand der påstår han elsker mig, kan vælge at såre mig så ufatteligt meget.

    Da jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne leve sammen med en mand der prioriterer en anden kvinde og ikke vil prioritere mig og vores to børn, og at jeg gerne ville have skilsmisse, så sagde han blot OK. Selvom det er min beslutning, så det det også frygteligt ondt, at han blot accepterer at blive skilt, skynder sig at flytte, for derefter at tage på festival, samt den ene forretningsrejse efter den anden. Hvor er den mand jeg elskede og stolede på? Hele min verden er blevet til smulder og det er meget svært at komme igennem dagen.

    Jeg har tabt 7 kg, og har svært ved at koncentrere mig. Min sorg er så ubeskrivelig stor. Jeg elsker ham jo stadig og savner ham meget, men ved også godt med mit hoved, at jeg ikke kan leve sammen med en mand der lyver og bedrager mig. Det er ikke ægte kærlighed i mit hoved, men min kærlighed og sorg og savn synes ubeskrivelig, og jeg har ingen anelse om hvordan man kommer videre. Jeg eksisterer for mine børn, tager mig af dem, laver mad, ordner tøj, ordner madpakker, men når de så sover og alt er stille, føler jeg mig så alene og fortabt.

    Hvorfor kan jeg ikke bare slippe min kærlighed og savn ligeså let som min eksmand kan fravælge mig, og hvor lang tid skal der gå, før jeg begynder at kunne se lyset igen?

    Jeg håber meget, at I andre der har skrevet i denne tråd har formået at komme videre på den anden side af sorgen og sviget, så kan det være der også er håb for mig engang med tiden, selvom jeg frygter det vil tage år. En dag af gangen siger jeg til mig selv og håber at jeg med tiden ikke længere græder så meget mere og kan begynde at sove igen.
  • Har du fået en samværsordning med dine børn?
  • Det er mig der hovedsageligt har børnene, da min mand prioriterer sin fritid og sit job højere, så jeg kæmper for at børnene kan få fast samkvem med deres far.
  • Har han foreslået noget selv, hver anden weekend eller lign.?
  • Han rejser rigtigt meget i forbindelse med sit job, så det er svært at få en aftale i stand. Han har foreslået at børnene bare kan komme når de har lyst. Da børnene ikke er så gamle, vil jeg helst have en fast ordning for deres skyld. Jeg har foreslået onsdag til søndag, og selvfølgelig tager jeg gerne børnene hvis hans rejser falder sammen med hans uger, men han har mulighed for at have indflydelse på sine rejser, så jeg håber, at han med tiden vil prioritere børnene og forsøge og planlægge sine rejser til de uger hvor han ikke har dem.

    Jeg tror blot, at det er bedst for børnene at de har noget fast at forholde sig til. Specielt den lille har det svært, når han ringer dagen før og spørg om han kan have dem næste dag. Det er lettere for barnet, når han kan blive forberedt i god tid, med hvornår han skal være det ene og det andet sted. Men det er svært, men vi har jo også begge en masse følelser i klemme. Jeg har i hvert fald, men jeg håber, at vi snart kan få en fast aftale i stand af hensyn til børnene.
Log in eller Registrér for at kommentere.